[Temaer: Slice of life, feel good drama, humor]
[SoundTrack]

Dinah havde fra starten været indstillet på at det ikke var et liv i luksus at have sin egen forretning, hun havde været indstillet på at det ville være hårdt arbejde til ringe betaling, og fyldt med urimelige kunder og umulige leverings horisonter. Hvad hun ikke havde været forberedt på var hvor meget ikke … noget som helst, livet som selvstændigt handlende indebar.

Det var en markedsdag som så mange andre, solen havde det med at kigge frem fra en sky i ny og næ, hvilket gjorde at man ikke døde af varme, men vinden var lidt for frisk til at man blot kunne sætte sig ned og nyde dagen. Så selv vejret havde rottet sig sammen imod hende for at gøre det hele til en lidt mere sløv affære.

Dinah havde sat sin ’bod’ op mellem en tæppe handler og en skomager. Begge to havde vogne med deres vare, imens Dinah blot havde et smaragd grønt tæppe at fremvise sine vare på. I dag havde hun taget en lille samling af kniplinger, som lå ved siden af et mangefarvet halstørklæde og et par neutrale hose bukser.

Dinah selv var i dagens anledning iført en saffron gul saree, med grønne detaljer, imens hun sad i skrædder stilling på en lille lilla pude på den fjernere side af sit tæppe og lappede et par busker imens hun nynnede en lille melodi for at holde sig selv i gang. Det havde været to timer siden at der havde været nogen der havde stoppet og set på hendes var de fleste gik bare forbi, det var en af de dage.

Indtil at…

Solen bagte ned over Tareks brede hestekrop og gjorde hans uniform varm, men værre var det heller ikke. Dog glædede han sig til til at solen gled ned mod horisonten og lod byen falde i skygge fra bygningerne.
I dag var han blevet sat til at patruljere markedspladsen, hans højde gjorde det let for ham at se hen over hovederne på pladsens væsner og nemmere få øje på folk med mindre gode hensigter. Samtidigt gjorde hans størrelse, at folk flyttede sig noget hurtigere, når han skulle frem. Især når de fik øje på den mørkeblå uniformsjakke, der trods alt stadig indgød en hvis respekt. Men nu var Tarek ikke ligefrem et særsyn for de lokale, der blev ikke stirret så meget efter ham som da han startede ud med at patruljere. Nu var det kun besøgende på markedspladsen, der fik sig en ekstra måber ved synet af en kentaur i byen og så endda i uniform.

Trods de mange væsner på pladsen, var det en sløv dag og Tarek havde mest bare hyggesludret lidt med de forskellige folk og sælgerne. Et par gange havde han grebet et gadebarn i lommetyveri, men de fik bare besked på at forlade pladsen. Børnene kendte ham og de fleste kunne lade ham, men han brugte også det meste af sin løn på at købe mad og tøj til dem. Der var ikke rigtigt nogen, der tog sig af dem, hvilket den godhjertede kentaur fandt yderst besynderligt, i hans flok passede alle på alle. Og han skulle alligevel ikke rigtigt bruge sin løn til noget, så kunne den lige så godt gøre noget godt. Krystaller betød ikke så meget for ham.

Roligt skridtende bevægede han sig ud fra midten og begyndte at gå langs nogle af de mindre boder. Endnu et gadebarn fangede hans blik, en han kendte. En dreng med et stort lyst og krøllet hår. Med et smil gik Tarek op og prikkede ham på skulderen, hvilket fik drengen til at fare sammen, indtil han opdagede, at det var Tarek. Den venlige byvagt. De udvekslede nogle ord, Lyua fik bevæget sig ud i en eller anden vild fortælling og fik Tarek til at bakke et par skridt tilbage med en latter. Pludseligt gik det op for ham, at han var bakket tilbage på noget, der ikke var brosten og han så helt forskrækket ud, inden han trådte af tæppet igen. Lyua stak af, så snart han opfangede problemer, hvilket efterlod Tarek til at undskylde. Det var også helt i orden.
Hurtigt fik han vendt sit store kadaver og set ned på den handlende med et undskyldende udtryk.
"Det må De undskylde! Jeg har ikke altid styr på, hvor mine ben farer hen. Jeg håber ikke, at jeg har ødelagt noget?" Bekymringen var tydelig i hans stemme som hans blik løb over tingene på jorden.

Det var et par gode bukser, ikke i den forstand at det var godt håndværk snarre at de blev brugt meget og var værdsatte, det var tydeligt på den måde som trådene nød at blive sat sammen igen og de historie de hviskede til Dina.

På denne måde sad hun lidt i sin egen verden, optaget af sit arbejde, da hun kunne konstatere at bukserne også havde tap en knap, med et overasket ’huh’ drejede Dinah i overkroppen for at finde sine knapper i en lille æske i hende oppakning.

En stor skygge kastede sig over hende og nogen parkede deres hest, røv først oven på hendes tæppe, hvilken uforskammethed! Dina snurrede rundt, med et vredt udbrud.

”Ey, bare fordi man har råd til en hest betyder det ikke at man ejer gaden!”
”Hvis krikken har ødelagt noget så betaler du altså!”

Forsatte hun vredt, hvilket lød en smule pudsigt da hun talte hurtigt og sammentrukket som en fra gaden men med en klart syngende accent der afslørede hendes Topalis ophav. He opdagede Dina så at hesten stod oven på hendes halstørklæde, og at det ikke var en hest, men en nogen. Dinah sank en klump, og blev en smule bleg da hun opdagede at han var iført en vagt uniform.

"Du er ikke en hest" tilføjede hun lidt paf

Vagten og Dinah talte i munden på hinanden.
”Nej, nej jeg mente ikke noget med det, alt forladt, jeg havde ikke set at, det var ikke ment sådan, jeg kunne ikke vide, jeg har ikke taget noget, det er betalt for, jeg har ikke fortryllet noget af det”
Væltede det ud af Dinah i en nonstop strøm af nervøse undskyldninger. Imens hun slog blikket ned.

Til hestemandens store lettelse havde han dog ikke meget mere end at trådt lidt rundt på tæppet og halstørklædet, kniplingerne havde han undgået.

Skældsordene fløj fra kvinden på tæppet, men forsvandt så snart hun opdagede, at han ikke var en rytter med en hest. Selvom ordet ”krikke” blev brugt, kunne Tarek ikke hidse sig op og blive sur, hun havde jo troet, at det faktisk var en hest. Da han havde fået sig vendt rundt, konstaterede hun, at han ikke var en hest og så begyndte de at snakke i munden på hinanden, som han undskyldte og hun gjorde det samme. Den febrilskhed de pludseligt var enige om, fik Tarek til at bryde ud i en dæmpet, mild latter.
”Det er helt i orden, bagfra er det ikke let at se.” Ærligt talt tog Tarek ikke den slags så ting. Fejl skete. Så længe det ikke var en kriminel, der kaldte ham en forpulet krikke med vilje, så var han ret tilgivende.

Han så ned på tæppet, lod blikket glide over det og varerne på det. Tæppet viste tegn på hovaftryk og det så også ud til, at han havde fået jogget på et tørklæde. En lidt bekymret rynke dukkede op i hans pande.
”Jeg er virkeligt ked af det, jeg håber ikke, at jeg har ødelagt noget.” Havde han, ville han selvfølgelig føle sig forpligtet til at købe det, men det sagde han ikke højt. Han havde ret hurtigt lært, at de fleste sælgere med glæde snød til højre og venstre.

Hans blik gled til sælgeren ved den tanke og kunne hurtigt konstatere, at hun var en Topalis. Han havde mødt folket før på sine rejser med flokken igennem landet, somme tider i grupper, somme tider alene. Et folk, der havde mistet meget, men levede videre endnu. Hendes bod var ikke så stor, men fyldt med pæne ting. Hun var ung for at have sin egen bod og hans blik gled kort rundt for at se, om hun havde nogen med sig, men det så ud til, at hun var alene. Lidt farligt, måske, men han håbede, at hun klarede sig.

Dinahs anspændthed famlede tydeligt, og hendes kropssprog blev også mere åben da vagten lavede en lavmælt men oprigtig latter. Guderne være lovet han virkede som en af de flinke og ikke et møg svin, nåede Dinah at tænkte inden hun igen kastede et blik på hendes lille ’bod’, det så ud til at være fint, men der var kun en måde at være sikker.

”Det ser ikke ud til at være beskadiget”
Mumlede Dinah en smule fraværende imens hun rakte ud, ikke med hånden men med sine dybere sanser. Kniplingerne havde det fint, han havde trods alt ikke trådt rundt i alt hvad hun havde medbragt. Tæppet bar præg af at en hest havde trådt på det og det samme med halstørklædet der havde fået et par skader. Dinah samlede halstørklædet op og strakte de ud så man kunne se nogle af de steder hvor det var blevet stukket skævt.

Dinah sukkede højlydt
”Ødelagt nej, men det har brug for lidt kærlighed” hernæst lagde hun hovedet lidt på skrå.
”Må jeg manifestere, eller er i gang med at bruge noget eftersøgning magi?”
spurgte hun så prøvende det var meget forskelligt fra vagt til vagt hvordan de reagerede på at man brugte magi i deres nærvær.

Tarek behøvede ikke at bruge sin evne, for at finde ud af, at hun blev en smule mere afslappet. Han behøvede heller ikke at tænke nærmere over, hvorfor. Nej, han var en flink byvagt. En rigtig byvagt, ikke en af dem, Kiles orden havde fået hyret, dem der nogle gange virkede mere kriminelle end de væsner, de skulle forestille at fængsle. Hele hans udstråling var også venlig og imødekommende, det var sådan, han var som person. Nogle gange så uniformsjakken helt forkert ud på ham, fordi han lidt manglede den autoritet, en myndighed burde udstråle. Ikke, at han ikke kunne finde den frem, skulle situationen have behov for det, men det var der absolut ikke nu.

"Det var godt." Hans blik fulgte hendes bevægelser med øjnene og krydsede fingre for, at der ikke var sket noget, men desværre sukkede den unge kvinde højlydt, hvilket sendte hans hjerte ned i maven. Hurtigt nikkede han til hendes spørgsmål, selvfølgelig måtte hun bruge sin magi, hvis det kunne fikse den skade, han havde forvoldt, det var i hans øjne ikke noget, hun behøvede at spørge om.
"Jeg holder Dem ikke tilbage." Det var altid spændende at se andre bruge deres magi, der var så mange typer ude i verden. Hans egne to blegnede jo helt i forhold til så mange andres.

Hans hove skrabede lidt i mod brostenene, da han skiftede vægten lidt og hans hale slog over hans bagparti, da en flue bed ham. Han var ikke en stor kentaur, men stor nok til, at hans størrelse var et problem i byens små gader og lave huse. Men herude på markedspladsen var der normalt plads nok.
Han var højt hævet over kvinden på tæppet og bukkede overkroppen fremover for bedre at kunne se, hvad hun lavede. Skulle han tættere på, måtte han gå i knæ, men han ville helst blive stående, det tog tid nok at komme op og det kunne være, at der pludseligt var brug for ham.

”Fremragende”
Kommenterede Dinah en smule fraværende da vagten gav sin velsignelse til at hun slap sine kræfter fri. Hun var allerede nede blandt trådene for at finde ud af hvordan de helst ville ligge frem over. Det var et lidt stædigt halstørklæde når det kom til stykket.

Dinah trak vejret dybt ind tre gange og åndede ud, da hun ånede ud var det som om der gik en skælven gennem hele halstørklædet der, så blev helt stift og derefter begyndte de udtrådte områder at trævle sig selv op som var der tusinde af små alfer der arbejde på de enkelte tråde. Dinah begyndte at nynne en lille melodi og trådende begyndte at veje i takt til den.

Det var et stædigt halstørklædet, et der ønskede at være mange farver så Dinah var nødt til at koncentrere sig for at reparationerne ikke ændrede farver undervejs, det havde nok farver som det var også selvom trådende havde en anden mening.

Som græs i vinden begyndte de enkelte tråde at ligge sig ned og folde sig ind over hinanden hurtigere og hurtigere, samtidigt var det som om at når de vred og snoede sig så faldt jord og skidt af dem. Resultatet var tydeligt ikke meget mere end to lange minutter efter at Dinah var begyndt stod hun med et halstørklæde der var så godt som nyt hvis ikke bedre.
”Sådan”
Sagde Dinah tilfreds med sig selv og rakte klædningen frem mod kentauren.

”Prøv det, måske det var skæbnen og blodet der lod jer finde hinanden?”
Antydede Dinah i et forsøg på at få noget godt ud af situationen.
Halstørklædet var langt, ganske tyndt og havde et virvar af farver.

Fascinationen ville ingen ende tage for Tarek, som han betragtede den unge kvinde udøve sin magi. Tørklædet der vævede sig selv ud, rettede de skævvredne tråde ud og derefter vævede sig selv sammen igen. Kentaurens grå øjne var spærret op i forbløffelse og hele hans ansigt udtrykte begejstring ved magien, der udfoldede sig for øjnene af ham. Det tog lige ti år af hans udseende og han så pludseligt alt for ung ud til at være iført den blå uniform.

Han havde lænet sig så meget fremover, for at kunne se så meget som muligt, som han kunne og skulle ikke række så langt for med lidt ærefrygt at tage i mod klædestykket. Han rettede sig op og lod forsigtigt fingrene glide over stoffet, der føltes som havde det aldrig været rørt før. 
Kvindens opfordring til at han skulle prøve det, fik ham først til at se overrasket ud, men et smil bredte sig på hans ansigt og han vippede let hoved hovedet og trak svagt på den ene skulder, for at sige "hvis du siger det", og han snoede det en gang om sin hals, hvilket fik det til at lægge sig oven på hans lange hår. Der efter satte han hænderne i siderne og den store hestebagdel blev skubbet lidt ud til siden, lidt som om at han viste sig frem.
"Nå, hvordan ser jeg ud?" Hans stemme var fyldt med latter over situationen og han kunne ikke lade være med at blinke let til hende.

Men han lod ikke tørklædet sidde længe, det gik ikke. Han var på arbejde og selvom han fandt tørklædet ganske flot, ville han nok ikke have krystallerne til det alligevel. En af de ting man kastede et blik på, sukkede over og derefter gik videre. Roligt viklede han det af igen og rakte det frem mod hende med den ene hånd, mens den anden forsøgte at få lidt styr på det flyvske hår, der var blevet en smule elektrisk af berøringen ved stoffet.
"Deres evne er ganske imponerende, jeg har ikke set noget lignende før." De grå øjne så venligt på hende.

Dinah skæftede nervøst vægten fra den ene balle til den anden, kentauren var meget… stor når den var så tæt på en smule overvældende især efter han havde bøjet sig ned for at følge hendes arbejde.

Da han så gjorde hvad man kun kunne referere til som at posere kunne Dinah ikke andet end at le en kort trillende latter inden hun gemte sig bag sin hånd og fik mere styr på sit ansigt igen. Hun nikkede dybt da han igen rakte stoffet ned til hende og tog i mod hans kompliment.
”Tak, jeg har også lade mig fortælle at det er enesteånde, men hvis det er okay med dig kan vi så lade det være mellem os to? Jeg har intet ønske om at være nogen står troldkvinde… jeg vil bare gerne sy ting”
tilføjede Dinah så lidt fårret.

”Sælger i mig siger at det klæder dem som regnbuen klæder den dugfriske eng, Kunstneren og håndværkeren sig at du skal komme igen om to dage så jeg kan lave noget der passere enten til uniformen eller…”
Dinah skulle lige til at sige pelsen, men det virkede forkert så i stedet indikerede hun blot hestedelen af hans krop.

”I hvilket navn må jeg placere ordren hr…?” Spurgte hun så høfligt.

((OOC beklager at jeg vendt AWOL så længe))

”Bare rolig, jeg skal nok lade være med at sprede ordet,” svarede han med et smil. Okay, måske han ville sladre til Bigwig, fordi han havde brug for at dele sin forbløffelse, men den gamle byvagt var ikke typen, der rendte med sladder, så det ville ikke gøre noget. De fortalte hinanden mangt og meget uden at bringe de ord videre til andre. Han fik håret til at lægge sig igen, skubbede det væk fra ansigtet med en hånd over issen, inden han lagde hovedet lidt på skrå, da hun talte videre.

Først kom der en let latter fra ham over hendes yndefulde ord, men alvoren fandt dog hurtigt frem til hans øjne.
”Jeg må desværre afvise Deres forsøg på et salg, jeg har ikke krystaller til at købe noget så fint. En byvagts løn rækker ikke så langt.” Nej, det gjorde den ikke, og de fleste af hans krystaller gik til andet end ham selv. Gadebørnene havde mere brug for tøj end han havde og prisen for sådan et tørklæde kunne købe bukser og trøjer til flere af de små snotnæser. For ikke at tale om mad. Han havde ikke brug for et så pænt tørklæde, han havde et varmt et hjemme i stalden, et der passede til uniformen og som komme holde ham varm om vinteren. Det var på ingen måde så kønt og blødt som det, hun sad med i mellem hænderne, men det var heller ikke nødvendigt. Det var vigtigere at det var varmt, end at det pyntede.

”Men mit navn er Tarek, dejligt at møde Dem.” Han bukkede sig lidt og rakte en hånd frem mod hende, så hun kunne nå ham uden at rejse sig. Hans udstråling var stadig fyldt med venlighed, kun forstærket af hans øjne og smil. At han var stor fra hendes siddende synsvinkel tænkte han ikke lige over, så ville han have trådt lidt tilbage. Men han var bare vant til at rage op over folk, så det var ikke noget, han lagde så meget mærke til længere.

(( Helt okay! ))

Dina bøjede hovedet som tak, da kentauren gav hende sit ord. Der var en rar sikkerhed ved at vide at man kunne få lov til at være sig selv og ikke det andre ønskede altid.

Da han så afviste hendes forsøg på salg holdte hun en hånd op for at indikere at han ikke behøves at undskylde, det var trods alt et ret direkte forsøg. 
”Ingen skade sket, jeg tænkte dog blot det ville være en skam ikke at fortælle dig om muligheden for at bruge dine hårdt opsparede krystaller ved min bod frem for de andre”
Forklarede hun venligt med sin syngende accent, alt imens hun foldede tørklædet sammen i skødet, for at ligge det tilbage på tæppet blandt de øvrige vare.

”Tharik… eller Tareg?”
Prøvede hun kentaurens navn efter ikke helt sikker på hvor hun skulle ligge trygget eller hvad der var hårdt eller blødt udtalt. Da hun valgte at tage imod hans hånd blev det også lidt mere akavet end hun havde tænkt sig, hun rakte ind under den med sin højre for at ligge sin venstre in oven på. Noget der viste sig at være lidt svære en planlagt fra siddende stilling.

”Dinah Va’Levona”
Præsenterede hun så sig selv. Hun fik udtalt sit navn på en måde der fik det til at lyde som et langt ord med to anslag i stedet for tre enkelte ord.

”Giver du en hånd op?”
Spurgte hun så med et halvt smil.

Der undslap en venlig latter fra Tarek, over kvindens svar. Ja, selvfølgelig, det overraskede ham ikke.
"Det ville det helt sikkert." Hans øjne fulgte hendes arbejde med at lægge tørklædet på plads. Ak ja, han ville have elsket at have ejet det kønne tørklæde, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. 
I stedet smilede han venligt over hendes forsøg på at udtale hans navn.
"Tarek." Han gjorde sig umage med at udtale det lidt tydeligere, så hun kunne opfange det. Samtidigt tog han hendes hånd og gav den et tryk, selvom det var en smule akavet, men det gik. 

Han måtte le igen, stadig uden noget ondt i sinde, som hun sagde sit navn.
"Det tror jeg ikke, at jeg fik fat i." Han greb hendes hånd og hev hende på benene, hvilket også fik ham til at bakke et par skridt for ikke at stå for tæt på. Han var høj og stak op over alle andre omkring sig. Hvilket gav ham et fantastisk udsyn til de banditter, der nu huserede et sted som her. Lige nu var hans opmærksomhed dog rettet mod kvinden foran ham.

"Jeg erindrer ikke at have set dig før. Hvor længe har du været i hovedstaden?" Han så lidt nysgerrigt på hende. De fleste sælgere kendte han af udseende, da han brugte en del tid på pladsen eller fordi han købte mad eller tøj af dem. Hende havde han dog ikke set før, men det betød nu ikke, at hun ikke havde været her et stykke tid, hun solgte ikke noget, der normalt fandt hans interesse.
En vind kastede lidt med hans hår, han, uden at tænke over det, skubbede på plads. 

Dinah var glad da hun så at Tarek ikke tog hendes forsøg på mersalg ilde op ej heller hendes vanskeligheder ved navnet. Han virkede som en af de gode en pålidelig type.
Det var ikke svært at trække Dinah på, men fysikken var ikke ligefrem på deres side, men op kom de da. Da hun var oppe rettede hun kort på sine klæder inden hun svarede kentauren.

”Bare Dinah så”
tillod hun ham at bruge det korte navn. Den sidste del af det udtalte hun dog næsten som en udånding mere end et ’a’.

Ved hans næste spørgsmål blev hele Dinahs holdning en smule mere lukket, det var ikke ligefrem hendes fortrukne emne. ”Jeg har ikke været så synlig i gadebilledet før nu, men vi flyttede til kort inden drageren brændte alt af”
svarede hun pligtskyldigt.
”Jeg har dog tilladelser og alting” tilføjede hun så hurtigt.
Ikke at hun havde dem med, men hun havde dem! Dinah var faktisk ret stolt af at det var lykkedes hende at navigere igennem den jungle.

Siden hun nu havde fået lov til at anvende sin magi begyndte Dinah at rydde op, noget der var overstået forbløffende hurtigt. Med den venstre hånd lavede hun en rolig cirkulær bevægelse omkring hendes håndled, som stod hun og viklede noget op omkring den.
Bag hende begyndte hendes vare at folde sig ind mod midten af tæppet for så at blive foldet ind til at en stor bylt.

"Dinah." Han gentog hendes navn, blot en smule mere fladt, så a'et blev mere tydeligt. Hans dialekt var lidt anderledes end hendes. Hans måde at tale på, var blevet rettet lidt op siden han var kommet til Dianthos, men det var tydeligt at høre, at han ikke kom fra byen. Han smilede til hende, men det forsvandt hurtigt for et medfølende udtryk. 
"Åh, det er jeg ked af at høre." Han lod være med at spørge mere ind til det, da han godt kunne se, at hun ikke var interesseret i at snakke om det. Det var også helt fint.

Han kunne ikke lade være med at le igen, da hun straks snakkede om tilladelser.
"Jeg tror på dig." Burde han tjekke efter? Måske, men ærligt talt var han en lille smule ligeglad, om hun havde en tilladelse eller ej. Hendes butik var lille og med varer, der ikke var til stor konkurrence for de eksisterende butikker i byen, så det bekymrede ham ikke så meget. Havde hun solgt i en mængde af noget, der kunne konkurrere med de lokale, havde han nok tjekket efter, om der var sket en fejl med tilladelsen.

Han så fascineret til, mens hun pakkede sine ting sammen. Utroligt! Og dejligt nemt
Han ville sige noget til hende, men et pludseligt råb fik ham til at se sig over skulderen. 
"Du må have mig undskyldt, der er bud efter mig." Han bukkede hurtigt for hende, inden han svingede rundt og begyndte at mase sig igennem folk, der dog hurtigt flyttede sig for den tonstunge halvhest, hvis hovslag rungede i mellem dem. Endnu en dag som byvagt i landets hovedstad. Han hævede stemmen for at få de to kæmpende til at stoppe slagsmål. Og så midt på markedet!

// Out

Dinah slog kort blikket, ned hun ville ikke være til ulejlighed men det var et faktum, hun var heller ikke den eneste der var berørt af drageilden. Sket var sket og Dinah prøvede at leve sine dage uden at være mærket af hændelserne men det var naivt at sige at det var bag hende.

Dinah lyste atter op i et professionelt smil da Tarek udtrykte sin tillid, det var rart ikke at blive betvivlet i tide og utide blot fordi man ikke var som alle andre på egnen.

Dinah for sammen som en forskrækket mus da der blev råbt op og det trak op til slagsmål. Hun nikkede forstående flere gange.

"Held og lykke, samt Azurs fred” ønskede hun kentauren med på vejen inden han måtte træde til sine pligter.
Derefter hankede hun op i sin bylt og satte kursen hjemad, dog var det lidt en omvej da hun valgte at gå den modsatte vej af slagsmålet.

[out]
[end]

[end post required]