Dette sted havde altid været utroligt behageligt for Hauru at slappe af. Det var det stadig og nu havde hun endelig været forbi sit hjem for at hente noget, næsten.. ordentligt tøj. Kun at rende rundt i bukser og ingen bluse som kvinde havde ikke vist sig at være den bedste plan, så hun havde nu været hjemme og hente en af de alt for store hvide skjorter. Ja, den var egentlig til mænd og da hun selv var mand, passede den perfekt. Nu var hun blevet lidt mindre og skjorten blev brugt som kjole. De lårkorte, tætsiddende sorte shorts, var nogle hun havde haft liggende fra en af sine tidligere ofre og heldigvis var hun rigtig dårlig til at rydde op, så der var fyldt med gammelt tøj i hendes hytte.

Hauru havde forsøgt at få lidt styr på det lange hvide hår, ved at sætte det op med bånd, men det havde aldrig været nødvendigt før og hun vidste derfor ingenting om at sætte hår. Derfor havde hun hurtigt givet op og ladet det være løst. Det irriterede hende selvfølgelig, da håret hele tiden fløj ind foran øjnene og hun fjernede det mindst atten gange om dagen. Nu forstod hun lige pludselig hvorfor mange kvinder var sure. Når man skulle bruge alt sin tid på at fjerne hår, var det da frustrerende! Mens hun gik og var irriteret over det lange hår, vandrede hun stille og roligt mellem de gamle gravstene. Efter hendes møde med Deavás, havde hun ikke haft mod til at sætte sig ned.

Lady Phersefone sad i damesadel på en grå vallak, som travede gennem marsklandet omkring Fantomtårnet. Hun var ude og se området lidt an, fordi hun sjældent kom ret langt ud af Tusmørkedalen. Hun var trods alt vampyr, og kunne ikke gå ud i dagslyset. Derfor var hun ude nu, hvor det var halvmørkt og overskyet.

Hun tog i højre ende af tøjlen, og lagde venstre ben til hesten, så den drejede til højre. Hun holdt den an ved tårnet, og steg af den. Den fik et blidt klap på halsen, og blev tøjret til en gren. Tårnet var stort og mørkt, og virkede som det perfekte sted at få lidt ro. Hun gik dog ikke op i det, for hun var meget lidt interesseret i at gå ind i det, hvis det nu var faldefærdigt eller sådan noget. Så hun ville falde ned og slå sig.

Lidt fra tårnet så hun en hvidhåret kvinde. Hun løftede et øjenbryn, som hun så hende gå blandt gravsten. Hvad var hun dog for en?

Der gik ikke lang tid før Hauru lagde mærke til lyden af en hest ikke langt fra hende, og hun lod straks blikket glide rundt. Hun havde været ekstremt uheldig med de folk hun havde mødt på det sidste og hun forsøgte herefter at være forberedt på lidt af hvert. Kort tid efter fik hun øje på en anden kvinde, som hun tøjrede hesten til grenen.

Hauru løftede lidt op i den hvide skjorte for at gribe fat om den kniv hun havde placeret i buksekanten. Hun var mere end klar til at slå fra sig, blev det nødvendigt. Selvom kvinden ikke just så farlig ud. Tværtimod så hun lidt finere ud, end andre Hauru var vant til at omgås. Kniven blev ikke sluppet endnu, som hun havde i sinde at finde ud af kvindens intentioner først, men hun betragtede hende ellers med et lille smil. Køn var hun da og Hauru var bestemt ikke blevet mindre pervers at at blive forvandlet til en kvinde.

// Er du stadigvæk interesseret i at forsætte den her tråd? :) //

//Svarene kommer nok langsomt, men du afslutter bare hvis det er ^_^

// Nej,  jeg vil rigtig gerne forsætte. Langsomme svar betyder intet <3 //

Lady Phersefone blev ved med at betragte den mærkværdige skikkelse. Kvinden var unlike alt hun havde set tidligere. Eller i hvert fald gennem det sidste stykke tid. Der var noget elegant, men også maskulint over hende. Det var faktisk lidt mærkeligt. Så derfor gjorde Phersefone som hun gjorde, når hun var usikker. Hun begyndte at udstede ordrer.

"Hvad laver du her?" spurgte hun, al formel snak droppet, fordi denne ikke fortjente det. Synes hun da indtil videre. Hun mente i hvert fald, at hun var dus med denne kvinde. I hvert fald indtil hun opdagede hvem hun var.

//Feedt, så lad os endelig fortsætte <3

Hånden mod kniven blev dér, som hun tog sig god tid til at se kvinden an. Det var aldrig til at vide hvilken type man havde med at gøre, og Hauru havde ikke lyst til at tage nogle chancer. Ikke længere, nu hendes fysiske tilstand havde ændret sig gevaldigt. Styrken var langt fra den samme, som den havde været førhen og hun var blevet utrolig spinkel at se på, hvor hun før var rimelig muskuløs. Det var svært at virke truende over for nogen mere, hvilket egentlig var lidt irriterende, når hun nu nød at få et udtryk af frygt frem i folk. Det var lige før der ikke var noget mere tilfredsstillende, men den tid var ovre. Hun var nødt til at lære sin nye krop at kende, og finde ud af hvordan hun bedst begav sig i forskellige situationer. Hun var sikker på at hendes nye realitet ikke kun var en dårlig ting, selvom hun godt nok ikke havde haft mange positive oplevelser indtil videre. Det mest irriterende var stadig det lange hår, som alt for let bevægede sig i vinden.

Kvindens kommentar fik hende til at hæve det ene øjenbryn og et let lusket smil, kom frem på hendes læber. "Det er et af de bedre steder, til at slappe af," svarede hun roligt. At kvinden med det samme havde besluttet sig for at de var dus, gjorde ikke Hauru noget. Hauru havde aldrig været den finere type, og havde aldrig tiltalt folk på en formel måde. "Er du ikke enig?" Lød det kort efter fra hende. Måske hun var kommet for at samle tankerne, præcis ligesom hende selv? Det lette greb om kniven blev langsomt sluppet, da hun ikke regnede med at skulle bruge den i dag. Så fjernede hun en tot hår fra ansigtet igen.

//Afsluttes grundet inaktivitet