Vejret var fantastisk til at ligge til kaj i. Ikke en vind orkede at røre sig og solen bagte på alle fra en skyfri himmel. Perfekt vejr at nyde nær rigelige mængder af drikkevare, hvor der ikke skulle tænkes på bevægelse for skibet i nogen som helst retning. For Samantha var det en god dag at slappe af på dækket på. Hun havde iført sig en let, lys skjorte, der forhindrede solen i at ramme hende direkte, men ikke gjorde det store andet, løse mørkebrune bukser i næsten lige så let stof og de uundværlige halvlange støvler. Bæltet var der som altid med kniv, pung og ikke meget mere, mens hun holdt fast om et krus hvilende på rælingen og blikket vendt på havnen.

Bag hende var der nærmest top på dækket. De fleste var enten i land eller under dække hvor solen ikke kunne nå dem. Selv overvejede hun da også det fornuftige i hvor hun havde stillet sig, men hun havde udsigt en af de mange, mindre handelspladser og spottet et lille myr medalt for lange fingre til sit eget bedste. Spørgsmålet var som altid hvor mange den lille ville nå før denne stak af eller blev fanget.
En knagen fra træ der blev trådt på fik hende til at spidse øre, men hun rettede sig ikke op eller vendte sig for at se hvem det var. I stedet fulgte hun ungen til den næste bod, hvor ejeren virkede til at have spottet problemet. Var det en der ville hende noget, ville vedkommende jo nok råbe hende an.

Endnu en dag på Den sorte sirene. Skibet lå nærmest ubevægeligt ved kajen, ikke at Hicks havde et problem med søgang. Men det gjorde det noget nemmere at flytte rundt på kasser og tønder under dæk. Der manglede en tønde, når han talte op og en eller anden havde fordelt vægten forkert, Hicks kunne mærke det. Så han havde været ved at rokere lidt rundt og tønden dukkede også op, gemt væk i et hjørne. Til sidst var han tilfreds med, hvordan lasten var fordelt. Det gik ikke med for mange kilo i den ene side, det kunne få en båd, selv så stor en som denne, til at tilte i hårdt vejr. Han havde set det før. Egentligt var det et arbejde for flere, men han havde kun haft en af de andre få mænd til at hjælpe sig og han var nu ret så svedig og trængte til noget frisk luft. De fleste var gået i land, siden der ikke rigtigt var noget at lave. De ventede bare på ordrer til at sejle.

Han gav manden fri og fulgtes med ham op på dækket. Hicks havde smidt sin skjorte og den grønne hud skinnede svagt af fugt i solen, men den svage brise var dejligt kølende. Det lange, tynde sorte hår hang som sædvanligt løst om hans hoved. På benene havde han et par løse bukser i brun, der var stukket ned i hans støvler, der næsten gik ham til knæene. Om livet sad hans bælte med de små tasker og en stor kniv. Sværdet havde han efterladt under dæk, det var i vejen under det tunge arbejde. Skulle han nogen steder, ville han hente det.
En tønde med vand stor klar og han greb et krus for at fylde det, inden han lod blikket glide over dækket. Tomt. Manden havde allerede forladt skuden, sikkert på vej ud for at finde kroen, hvor de andre havde gemt sig. En kvinde stod ved rælingen og så ud over kajen. Han drak et par store slurke med blikket på hende. Det var vel ikke? Jo, det kunne vel næsten ikke være andre.

Roligt gik han hen over dækket, der knirkede under hans vægt, og stillede sig ved siden af hende med overkroppen let hvilende på underarmene, der fandt plads på rælingen.
"Har Amalia også sat kløerne i dig?" Der var et let skær af humor over hans stemme, for i hans optik var det ikke en dårlig ting. Amalia var hans ven. Hans blik hvilede ned på kajen, hvor en handlende var ved at klaske til en knejt, sikkert en lille tyv.

Med de tunge skridt fulgte en uventet kølig skygge, der brød lidt af solens konstante pres mod hendes side. Samantha åndede lettet ud, før hun et grin bredte sig på hendes læber, som Hicks afslørede sig selv med mere end størrelse. Det havde dårligt kunne være andre der stillede sig så tæt uden videre og ja selv blandt de søgående var der langt mellem halvorker og andre i den massivhed.
"Aye. Hun valgte det helt rigtige tidspunkt at tilbyde forandring på." Det blev sagt let og kun med antydningen lettelse i stemmen. Tanken om at skifte skib havde været der så snart kaptajnen på hendes gamle var blevet skiftet, men et var at have tanken noget andet at smide års loyalitet overbord og gøre det.
Det havde dog været den helt rigtig beslutning! Det var hun allerede sikker på!

"Hun har samlet godt sammen de sidste måneder efter hvad jeg kan se... burde vi sætte sejl før resten får drukket sig til at indse de har mistet mere end de måske troede?" Munterheden var nu ikke længere til at tage fejl af. Det var selvfølgelig udbredt og delvist accepteret at lokke folk fra andre besætninger til sig, men Amalias åbenlyse måde at gøre det på havde skuret end del på hårene i tidens løb - og ikke alle var lige accepterende af det efter rommen var sat ind!

Det var rart nok at se Samantha igen, han kunne lide den kvindelige pirat. De havde haft nogle hyggelige stunder i løbet af vinteraftenerne på den kro, Hicks havde arbejdet på. Så at Amalia havde valgt at hyre hende var kun godt. Der var en, Hicks ikke var i tvivl om ville være en berigelse til skibets besætning.
Han nikkede til hendes ord. Det helt rigtige tidspunkt.
”Hun har haft en god timing.” Han var i problemer, da hun fandt ham og hun havde hjulpet ham ud af dem. Noget han var ganske taknemmelig for og han havde ikke tøvet med at sige ja til at arbejde for hende.

Et par brummende lyde af morskab kom fra ham, ved hendes spørgsmål, og han skubbede benene en smule bagud, så han hvilede endnu tungere på sine arme. Afslappet. Knægten nede på kajen var blevet sluppet løs og humpede af sted mod sikkerhed.
”Jeg tror ikke, at der er så mange, der har lyst til at lægge sig ud med Amalia. Men det varer vist ikke så længe, inden vi skal lægge fra kaj. Lasten er i orden og så vidt jeg ved, har vi al det besætning vi skal bruge.” Et mildt vindstød gled over dækket og han nød køligheden den bragte hans bare overkrop. Det var en varm sommer og han glædede sig til at komme på havet. Der var ikke meget skygge, men vinden var ofte lidt mere frisk.

Han havde stadig vandkruset i hånden og han løftede det for at drikke noget mere. Det var vigtigt at holde sig frisk, at drikke for lidt vand og for meget rom havde nogle grimme virkninger, han havde set det for ofte. Han holdt sig til vand, når de ikke var på land, han havde ikke lyst til at miste kontrollen over sit temperament, mens de var midt ude på havet. At blive sejlet hjem lænket nede i briggen var ikke noget, han havde lyst til at opleve igen.

"Aye." Der var ikke ret meget andet at sige til det. At få Samantha til at skifte skib havde været et spørgsmål om timing. At spørge når der var en åbning og vigtigst af alt en konflikt i hendes loyalitet. Noget den nye kaptajn valgt havde sikret der ville være for hun havde virkelig aldrig brudt sig om ham. Så var det trods alt bedre at prøve noget helt nyt med en kaptajn hun kun havde hørt omtalt med respekt af dem der havde sejlet med hende.
At hun så viste sig at kende nogen ombord gjorde kun skiftet lettere. Eller det håbede hun. Ikke at hun havde svært ved at tilpasse sig et nyt sted, men man vidste jo aldrig hvilke personligheder man lige pludselig ville være fanget på få kvadratmeter med.

På kajen var den uheldige tyv blevet sluppet løs efter den måske mest effektive straf der var i omløb til dem. Hård og kontant. Han lignede da heller ikke en der sådan lige med det samme havde tænkt sig at prøve sit held af på den her del af kajen.
Samantha vendte atter blikket mod Hicks og hævede let spørgende et øjenbryn til det første, før end hun svarede på det næste. "Forhåbentlig ikke. Jeg ser frem til snart at skifte al den landluft ud med ordentlig saltvand og blæst." Var lasten ombord kunne det bestemt ikke vare længe! Hun åndede dybt ind og mærkede et smil kruse frem på hendes læber bare tanken. Over et halvt år i land var alt for lang tid efter hendes smag - selv med de adspredelser hun havde fundet sig.

En tår af kruset og hun cirklede alligevel tilbage i deres samtale. "Så hvad fik dig ombord. Sidst jeg så dig var du rimelig landfast?" Han havde også fungeret som udsmider på et sted der i den grad havde brug for det og resten af hendes kammerater havde pænt, men bestemt placeret hende nær ham hvor hun dårligt kunne rode sig ind i slagsmål.Noget der havde givet hende en fornøjelig aften med terningespil - og dem en fri udsmidning samt blå mærker senere.

Solen lyste byen op, fik den til at se ganske køn ud. Indtil man kiggede under overfladen, så var den fyldt med skruppelløse svin og nedslidte skibsrotter. Men det var hans hjem, næsten mere end de skibe, han brugte sin tid på. Han brugte mere tid på de snuskede kroer end på dækket af piratskibene, mest fordi det var nødvendigt at lægge til land ind i mellem. Men han savnede altid havet. Hans eneste kærlighed. Tænksomt drak han en tår mere, inden han flyttede blikket til piraten ved sin side.
"Det samme gør jeg. Jeg trænger til at få kadaveret blæst igennem." Ah ja, en god storm med skumsprøjt og mænd der væltede rundt på dækket. Så kunne man mærke, at man var i live. Når elementerne sendte en på kanten af døden.

Han trak let på den ene skulder ved hendes spørgsmål.
"Jeg er aldrig landfast særligt længe. Fandt mig et skib, der blev til et andet. Og nu er jeg her." Det var en lidt længere historie end det, men det var sandheden. Han havde været hyret til et par enkelte ture på et skib, han kendte godt, inden han var kommet om bord på det med kaptajnen han ikke kunne med, hvilket havde ledt til en hurtig afgang ud over rælingen og en rejse på land for at komme tilbage til byen, hvor Amalia havde fået ham ud af en knibe. Og nu var han på Den sorte sirene, klar til at stævne ud mod horisonten igen.

Hicks betragtede hende lidt, overvejede at spørge ind til, hvorfor hun var endt her, men endte med at beslutte at lade være. Han erindrede hende som værende glad for sit gamle skib, så noget måtte være sket og det kom ikke ham ved. Hun fortalte nok, hvis hun havde lyst.
Som han stod der, fik han lyst til en god pibe tobak, men hans ting lå nede i hans køje. Han havde skulle slæbe rundt på nok til at det var unødvendigt med ekstra vægt om livet. I stedet tømte han kruset og vendte og drejede det lidt mellem hænderne for at holde dem beskæftiget.

Sorry <3