Ompries havde været på borgen for at finde Samson, men borgen havde mere været en ruin frem for at være noget helt andet. Han havde gået rundt i alle gangene og kaldt på Samson men uden held. Det eneste svar han havde fået var blot hans eget ekko. Han havde til sidst hadet det ekko! Som Ompries havde gået rundt på gangene havde han været inde i Tara's gamle værelse. Hvor han dog ikke kunne fordrage Tara! Hun opførte sig altid som om hun havde ret og var lige så stor som Samson, men det havde hun ikke været! Alligevel havde Samson taget hende for gode vare og lade hende opføre sig som hun ville. Hun burde have fået en flad. Men da hun fik til opgave at oplærer Ompries i sine evner havde hun ikke været særlig glad. Det var der jo ingen der var når det kom til Ompries. Det var bare som om at Ompries var en idiot, eller en der bare skulle efterligne Samson. Hvilket slet ikke var det Ompries egentlig ville! Han kunne jo ikke gøre for at han havde Samson som far og lignede ham så meget som han gjorde! Men nu var han gået ind i Tara's rum for at rode, han havde altid været nysgerrig på hvordan det så ud der inde, og hvad det var hun havde af ting og sager. Han havde fundet en bog med forskellige eliksir opskrifter og besluttede at tage den med, han havde også fundet en bog med forskellige planter hvor deres enskaber stod. Den kunne man altid drage til god nytte. Han kiggede videre rundt på borgen men havde endnu ikke fundet noget andet interessant andet end Zidiac's rede som han havde fnyset af. Åndssvage barnepige!

Ompries havde endelig bevæget sig ned imod stranden, da han kunne huske planterne der nede havde nogle særlige evner til eliksirer, så var spørgsmålet bare om hvilke planter der gjorde hvad. Det måtte han jo kunne finde ud af. Han havde for en gang skyld lært at læse på den tid han havde været alene. Det gjorde det også lidt nemmere for ham at være til. Så virkede han i det mindste ikke helt så dum som han kunne være. "Hallo fader?" kaldte han ud over stranden og kiggede lidt rundt. Hvorfor skulle Samson være her ude ved havet? Og hvor var Brotus egentlig henne?! Han havde ikke engang set Brotus nogen steder, måske var han død eller også havde Samson taget ham med. Det skulle da ikke undre nogen hvis han havde gjort det.

Et par skridt ude i vandkanten stod Hauru og var i fuld gang med at vaske alt blodet af overkroppen, efter hans lettere uheldige møde med Deavás og Koda. Det havde bestemt været en lidt for lang nat og blodet på bukserne havde han for længst opgivet at få rene. De bukser var vel også ret så blodige i forvejen, så lidt ekstra gjorde sådan set ingen stor forskel. Han var også mere end klar til at ligge sig ned i sandet og sove, lige så snart han havde fået vasket alle elendighederne fra denne dag af sig. Han kunne ikke få irritationen ud af kroppen efter den måde han var blevet behandlet på. De to andre havde jo ment at han havde fortjent det, men det mente han bestemt ikke selv!

Da Hauru hørte en anden kalde på nogen, kneb han øjnene sammen, næsten som om det gjorde ondt. Det var nok mere larmen der irriterede ham, efter nattens hændelser, så han vendte blikket mod knægten.
"Det var da utroligt, som du kan larme!" Vrissede han irriteret, hvorefter han vendte blikket mod den barer overkrop igen. Han var næsten færdig med at få alt blodet af. Hvis han dog bare kunne blive færdig, så han kunne ligge sig ned og slappe af. At der var dukket en anden op, skulle ikke stå i vejen for hans afslapning, det var sikkert.

Ompries fik et irriteret vrissende svar og det kunne sagtens være Samson! Men til hans store skuffelse var det ikke Samson. Hvorfor skulle Murizz også have sat i hovedet på ham at Samson levede! Nu havde han gået og troet at Samson var dø så måtte det jo være sådan, men nej nej Murizz skulle absolut overbevise ham om at Samson levede for det sagde hans slave mærke.
Et fnys kom over Ompries læber da han kiggede på Hauru. "Det skal du på ingen måder bestemme, det kan jeg godt fortælle dig!" sagde han og satte sig ned i sandet. Han kiggede lidt i de bøger han havde taget fra Tara og begyndte at læse i dem, men han kunne ikke koncentrere sig. Alt den plasken med vandet var da lige til at blive vanvittig af. "Kan du ikke holde op med det der!" sagde han irriteret og kiggede på Hauru med smalle øjne. Hvis han kunne være vrissende og irriteret så kunne Ompries også og sådan var det bare!

Hauru nåede ikke at få alt blodet af, før han hørte den samme stemme en gang mere. Han rettede sig op og vendte endnu engang det irriterede blik mod knægten. Selvfølgelig skulle han bestemme det! Men han forsøgte at holde sin vrede tilbage og fortsatte med vandet. Jo, han var godt sur. Det var ikke den nyankommendes skyld overhovedet, mere Koda og Deavás. Men han havde ingen mulighed for at afreagere på nogle af dem og alt andet havde meget nemt ved at gøre ham mere irriteret.

Da Hauru for tredje gang hørte stemmen og han lød mindst lige så irriteret som ham selv, vendte han sig rundt og begyndte straks at gå mod drengen i sandet. Han satte sig ned på hug foran ham og tog hurtigt fat i hans bluse med den ene hånd. Han lagde hovedet på skrå og smilede så lumsk.
"Jo, det kan jeg da. Men så er jeg også tvunget til at bruge tiden på noget andet," sagde han, nu med en helt rolig tone. Nok kunne han ikke hævne sig på dem der fortjente det, men han kunne da lade det gå ud over andre.

Ompries kiggede på manden og blev mere og mere irriteret over hans vasken og plasken. "Så stop dog!" kom det irriteret fra ham og lukkede sin bog sammen med et KLASK. Han kiggede på Hauru der straks stoppede og kom over imod ham. Der blev taget fat i hans bluse men han tog sig ikke af det. "Ja hvad med at du ligger dig på knæ og tager imod!" kom det vredt fra ham og løftede det ene øjenbryn. Der skulle ikke komme en eller anden idiot og tage fat i ham. Og slet ikke en som var noget så irriterende! Måske Ompries skulle have det lidt sjovt? Han vendte blikket ned imod bogen og så op på Hauru igen.

Hauru undslap et grin over knægtens reaktion og han slap blusen igen.
"Det kunne jeg. Men det var ikke specielt sjovt sidste gang, så hvorfor gør du ikke selv som du foreslog og ligger ned på knæ?" Spurgte han med et hævet øjenbryn. For en gang skyld var det dog ikke ment i alvor. Hauru havde godt nok en lyst der ville noget, men i dag var han for udkørt efter den længerevarende tortursession, så det han sagde var udelukkende kun for at provokere ham. Han skævede kort mod bogen han sad med, men bøger havde nu aldrig interesseret ham, så blikket blev hurtigt vendt mod Ompries igen. Han blev dog siddende på hug foran ham.

Ompries kom med et grin over Hauru's modsvar. "Så kan du godt gøre det igen, så er det jo intet problem for dig, hvor det derimod fra mig er en helt anden sag." kom det køligt fra ham og vendte blikket mod bogen igen. "Men i stedet kunne vi jo tage en drink inden festlighederne begynder?" kom det fra ham og trak lidt på smilebåndet. Det var bare spørgsmålet om Hauru ville sige ja til en drink. "Du ligner en der godt kunne bruge det efter alt det blod" han pegede på Hauru's brystkasse som stadig ikke var helt ren.

Hauru kunne egentlig godt se hans pointe. Hvis han havde gjort det en gang før, var det vel det nemmere at gøre det igen, men det var bestemt ikke en oplevelse han havde tænkt sig at gøre til en vane. Han lænede sig lidt tilbage mens han sad på hug, hvilket resulterede i at han røg ned på røven at sidde. Han sukkede tungt, bøjede begge ben og hvilede armene mod knæene. En drink? Jo, det lød da egentlig som noget han sagtens kunne bruge. Han behøvede ikke engang at bruge tid på at overveje det.
"Okay, så kom med den," svarede han. Han forventede, uden videre, at drinken ville blive givet af Ompries.

Ompries kiggede på manden og fik et lumsk smil. Han rejste sig op og gik over for at samle noget brænde. "Jeg har den perfekte opskrift, men det tager noget tid at lave." sagde han og kiggede på Hauru. Han fik hurtigt samlet noget brænde og lagde det på stranden. "Kan du ikke tænde det der. Jeg skal desværre varme det inden det kan drikkes." kom det beklagende fra ham. Men han havde alligevel et smil på læben. Dette her skulle nok blive sjovt! Han begav sig på jagt efter diverse planter og for at finde noget han kunne lave bryggen i. Han fandt en tyk brændeknop som var hul, den kunne vel godt bruges bare lige en gang. Det var jo bare til noget vand der skulle koges. Så skulle han bare bruge noget han kunne mose planterne i.

Haurus blik ændrede sig meget hurtigt til skuffet, måske også en anelse fornærmet, da han spurgte om han kunne tænde bålet. Skulle han nu også arbejde for at få den drink han lige var blevet tilbudt? Han havde jo lige sat sig ned! Han skævede mod det brænde der var blevet lagt ikke langt fra ham selv og sukkede så tungt.
"Jo... Selvfølgelig kan jeg det," sagde han lavmælt med en lettere irriteret tone, men det ville nok ikke blive hørt da Ompries var gået i gang med at samle på andre ting.

Hauru fik endelig taget sig sammen til at få kravlet over til det brænde han skulle sætte ild til. Han satte sig på knæ og fik hurtigt gang i bålet med en af de mindre grene. Han rykkede sig lidt ned og pustede, for at få lidt bedre gang i ilden. Det gjorde han et par gange inden han satte sig ned igen. Mens Ompries gik rundt og samlede, sad han og betragtede ilden foran ham. Han stak roligt en hånd ind over og lod fingrene glide gennem flammen. Varmen gjorde ham intet. Men da det begyndte at efterlade mærker i huden, trak han hånden til sig igen og rettede blikket mod Ompries.

Ompries morrede sig gevaldigt. Dette skulle nok blive sjovt for ham på alle punkter! Han samlede de sidste ting han skulle bruge og satte sig ned med bogen i hånden. Han kiggede lidt på vandet og gik ud for at samle vandet i det hule træ. Han satte det over ilden og kunne ikke lade vær med at have et smil på læben nu skulle dette bare gøres helt rigtigt! Hvis det blev gjort forkert vidste han ikke hvad er ville ske!
Han satte sig til at mose nogle af planterne og kiggede på manden. "Slap du bare af imens, den skulle være en hærlig opskrift, bedre end øl!" han kiggede på manden og vendte tilbage til sine planter som han moste med fingrene.

Hauru betragtede Ompries med alle de ting han foretog sig, men smilede tilfreds over han kommentar.
"Fint med mig," kom det kort fra ham, før han med det samme lagde sig på ryggen i sandet og lukkede øjnene i.
Der var intet mere behageligt end at have øjnene lukkede lige nu og han regnede bestemt ikke med at Ompries havde tænkt sig at gøre ham noget. Så havde han vel gjort det. Han frydede sig over hvad Ompries sagde. Bedre end øl? Det var godt nok også lang tid siden han havde haft den smag i munden og hvis det var bedre, var det muligvis det værd at vente på. Vente gjorde han i hvert fald.

Ompries begyndte at koge vandet og så hvordan saltet samlede sig i bunden. Han samlede vandet op i den form for skål han havde fundet ud af træ hvor allerede nogle blade lå i. Han kiggede lidt på Hauru og kunne ikke dy sig. ”Det må havde været en hård nat med alt det blod?”  hans stemme var for en gangs skyld rolig, og hans irritation var forsvundet. Nu var der jo heller ikke en eller anden til at plaske med vand!

Hauru åbnede øjnene og skævede mod Ompries, da han hørte hans kommentar. Han satte sig op igen og smilede svagt, hvilket også afslørede den ene hjørnetand, men ikke den anden, da den var væk. Såret havde dog lukket sig og tanden var i gang med at vokse ud igen, hvilket ikke var smertefrit. Om en dags tid ville hjørnetanden være vokset ud igen og han ville igen kunne bide som han plejede, men indtil da måtte han undvære blod. Den anden hjørnetand fungerede som normalt, men at bide ned i noget for tiden, gjorde ondt. Det gjorde også at han ikke havde specielt meget energi.
"Jo, bare en smule. Jeg skal nok få hævn en dag. På en eller anden måde," sagde han med et suk. At få hævn ville ikke blive nemt, men han var stædig.

Ompries lyttede til hans ord. Hævn var kun en god ting. "Se hævn, det er noget jeg kan leve med!" kom det fra ham og fik et lumsk smil. Hævn var noget af det bedste han vidste, og han skulle nok få sin hævn over Samson på den ene eller den anden måde. Det var bare et spørgsmål om tid før det ville ske! Han fortsatte sit arbejde med drikken og kiggede ordentligt på bogen for at være sikker på han gjorde det rigtige. Meningen var jo at Hauru skulle blive grim, blive lidt tyk og se udsorineret ud i forhold til huden. Lidt bylder måske, eller bumser! Han vidste faktisk ikke helt hvad opskriften gjorde da der stod på et sprog han ikke havde lært helt endnu. Så det var jo bare at gætte sig frem til opskriften nogen steder.

Hauru kom med et kort grin, mens han betragtede Ompries arbejde med at få gjort det hele færdigt. Selv havde han aldrig gidet at gå så meget igennem, for at få en drink. Han havde nok valgt at tage en tur på kroen, men han håbede da på at det ville være det hele værd.
"Hm.. Hvis det stiller dig tilfreds, så skulle du måske hjælpe mig," sagde han kort. Han var ikke rigtig klar over om han mente det, men det ville vel ikke være en dårlig idé, siden Deavás ikke ville forvente at Hauru pudsede en anden på ham. Men han var ikke så sikker på at det ville virke alligevel.
"Du får godt nok en mand til at vente længe når du invitere til drinks," sagde han med et suk. Ja, han var en meget utålmodig mand, hvilket han ikke lagde skjul på.

Ompries kiggede på Hauru og kom med et grin. "Jeg vil hellere end gerne hjælpe, jeg har nogle få tricks i ærmet som han bruges." han vendte sine klare blå øjne imod Hauru's men fik ikke kontakt, hvilket ikke gjorde ham noget, han var glad for ikke at skulle bruge sine evner altid og lige med det samme. Det krævede så meget af ham for det meste.
"Ser du den skal lige køle af" sagde han mumlende og lettere irriteret, han var ikke sikker på om Hauru havde hørt det eller ej og egentlig var han også lige glad. Dette her handlede om at Hauru skulle have en lærer streg for at opføre sig som han har gjort!

Hauru var nu fristet til at sige okay og hive Ompries med ind i hele situationen. På den anden side ville det måske også betyde at han ville se Hauru når han blev tortureret, hvilket ikke var noget alle skulle se. Det var pinligt nok at Koda, en kvinde, havde tvunget ham i jorden mere end en enkelt gang. Nej, hævnen skulle nok komme, både til Koda og Deavás, men han var alt for hævntørstig til at lade andre få nogle slag ind.
"Køle af? Er det nu også nødvendigt?" Spurgte han undrende. Om det var varmt eller koldt havde han altid været ligeglad med. Det var effekten af en drink der var vigtig!

Ompries kiggede på ham. Så han ønskede ikke hjælp alligevel? Nå jamen det måtte han jo selv om. Han kiggede lidt på træet hvor væsken var begyndt at blive gul. Han kiggede på bogen. Skulle den se sådan ud? Han kunne ikke læse sig til det, så måske var det rigtigt nok. "Hvis du ønsker at drikke den varm så skal du være velkommen." sagde han og rejste sig op. Han havde drikken i hånden og gik over imod Hauru. Hvis han ville have den varm så skulle han da ikke stoppe nogen. Han kiggede ned på drikken som stadig blev mere og mere gul. Var det her rigtigt? Han rakte drikken ud imod Hauru og ventede på  om han ville tage imod den eller ej.

Hauru så nærmest helt forventningsfuld ud, da Ompries var på vej mod ham med drikken i hånden. Han var blevet lovet noget der skulle være bedre end øl og det var da det bedste der var sket i dag! Godt nok havde Ompries været irriterende at høre på i starten, men han var hurtigt blevet tilgivet, nu han tilbød noget så godt. Han tøvede ikke et sekund med at tage imod den og den røg ned med det samme. Træstykket væsken havde været i, smed han over skulderen, som han sank og funderede over eftersmagen. Han var ikke så sikker på at det skulle være bedre end øl, men det havde han heller ikke smagt i lang tid, så jo.. måske. At sige tak til Ompries havde ikke faldt ham ind. Så høflig var han slet ikke.

Hauru lagde sig ned igen. En drink og en lur. Det ville da ikke være dårligt, men efter kort tid begyndte han at hoste en smule og hostene lød ikke helt som de plejede. Det undrede ham ikke så meget, da han ikke rigtig selv lagde mærke til det, men da der langsomt begyndte at komme lidt ekstra vægt på hans brystkasse, satte han sig op igen. I det øjeblik han satte sig op, var det også tydeligt at se at der manglede omkring tyve centimeter i højden. Han så ned af sig selv, som der langsomt var begyndt at komme et par pæne bryster til syne og han reagerede med et "Øhhh.."
Det sorte i hans hår blev langsomt hvidt og håret begyndte at blive længere. Læberne blev mere fyldige, taljen blev smallere, hænderne blev mindre og fingrene så lige pludselig ekstremt feminine ud.

Som hele processen blev færdig, rejste hun sig op og løb mod vandet. Hun satte sig på knæ og udbrød et alt for feminint skrig over sit nye udseende, hun så i vandets overflade. Det var helt bestemt en kvinde. Hun så ned af sig selv med et lettere panisk blik, men blikket blev egentlig ændret til en anelse tilfreds over de pæne bryster.
"Oh.. Nej.. Nej, nej!" Råbte hun kort og rejste sig op. De bukser der havde siddet tæt til førhen, var blevet rimelig løse og hun tog fat i kanten af dem og hev lidt ud for at tage et kig. En ret så utilfreds lyd kom fra hende.
"Den kommer jeg til at savne," sagde hun med et suk. Hvis Hauru var en type der græd normalt, så havde dette da helt bestemt været tiden til at gøre det, men intet viste sig. Hun vendte et rasende blik mod Ompries og farede hen foran ham. Til gengæld så hun nok ikke så truende ud, som hun gerne ville.
"Hvad har du gjort?! Forvandl mig tilbage igen! Nu!" Skreg hun. At hun ikke havde dækket overkroppen til, men brysterne kun blev dækket til af det lange hvide hår, generede hende ikke. Men hun var tæt på at tabe bukserne, så hun var nødt til at holde dem oppe med en hånd.