Eftermiddagssolen skinnede over det allerede varme sand og varmen i huset var markant. Men Anastasya var i godt humør. Faktisk var hun i bedre humør end hun havde været så længe hun kunne huske. En konstant lav nynnen kom fra hendes læber og hun havde en helt anden form for bevægelse end normalt når hun var bange eller kuet. Faktisk virkede hun som en helt anden person.
Men det var der en grund til – hun havde fået en ven, den første så vidt hun viste. Hendes liv ved Vargas havde bestemt ikke været præget af venskaber, faktisk havde hun kun mødt ganske få af slaverne og som tjener var hun ikke tilladt at tale med de besøgende. Hun var glad denne dag og hun kunne mærke det helt ind i sindet.

Hun gik forsigtigt hen af gangen med en sølvbakke i hænderne. Hun stoppede op foran Vargas private stue og trak vejret dybt. Planen var lagt men hun var ikke sikker på at det ville lykkes, hun måtte bare håbe på det bedste. Hun satte bakken på gulvet og bankede høfligt på og afventede svar.
Forsigtigt åbnede hun døren og tog bakken med ind i rummet. ”Jeg tænkte at De måske gerne ville have noget kølende saft? Det er ganske varmt” Hendes blik søgte Vargas og hun holdt bakken lidt frem. Hun havde sat en kande med kold saft på, et glas samt lidt frugt på en tallerken.
Hun havde bevist valgt saften fordi den ikke var dyr, der var ikke alkohol i der kunne ændre Vargas humør og den gik bedst kold hvilket var et plus i varmen. Et smil dansede på hendes læber, et naturligt smil i modsætning til de mange høflige og tvungne smil hun ellers viste.

Vargas sad i de bløde puder i den stue, der var hans egen private. Den var mindre end den anden, men ikke mere personligt indrettet. Ikke at den høje mand lagde mærke til sine omgivelser, han sad med hagen hvilende mod en knyttet hånd og stirrede tomt ud i luften. Det var ikke ofte, at han faldt i staver på den måde, men han havde lidt at tænke over. Det var end ikke en time siden, at han havde sendt den nye elverslave, Netrish, ud i sit bur igen. En besynderlig kvinde, der med sin faste tro, havde givet ham lidt at spekulere på.

En banken fik ham tilbage til virkeligheden og han flyttede blikket til døren, blot for at se Ana komme ind med en bakke. For et kort øjeblik var hans udtryk blankt, men så dukkede der et let smil op på hans ansigt. Ana kunne næsten altid få ham til at smile, med sit smukke udseende, hendes venlighed og hendes to underskønne sjæle. De to sjæle, han kunne fornemme på afstand som en blomst skønne duft. 
"Det var sødt af dig at tænke på mig." Han rettede sig op og gjorde tegn til, at hun skulle komme over med bakken. Hans blik forlod ikke hendes ansigt. Der var noget over hende, noget han sjældent så. Ægte glæde. 

"Slut dig til mig. Fortæl mig, hvad der gør dig så glad." Han løftede hånden for at klappe på pladsen ved siden af sig, men endte med at gøre tegn til, at hun skulle sætte sig i hans skød. Han kunne godt bruges hendes nærvær. Lade sin evne røre hendes sjæle. Han kunne godt bruge noget til at tage tankerne af dagens snak og hændelser.
Hans brækkede næse var blevet healet og han havde skiftet tøjet ud med en løst skjorte i mørkeblå silke og et par behagelige løse bukser i sort. Det havde været en lang dag og han havde brug for at nyde livet lidt. Og derfor var saft og frugt ganske velkomment.

Ana adlød altid Vargas ordre så længe det ikke gik ud over andre. Hun ville aldrig kunne begå sig i arenaen for hun ville gøre alt hvad hun kunne for ikke at skade andre, og for at redde dem fra smerte og sorg. Det var hendes natur men det havde Vargas også fundet ud af gik hun ud fra. Hun var som regel ligeglad med sig selv, og derfor var det nemt for hende at adlyde Vargas ordre. Hun gik hen til ham, satte bakken på bordet og hældte forsigtigt op i glasset til ham.

Hun tog glasset og satte sig i hans skød som han havde anbefalet. En hvilken som helst anden dag havde hun måske været tøvende og mere tilbageholdende men glæden i hendes indre gjorde at hun ikke var helt så mut – og så havde hun jo også en plan der helst skulle lykkes og hvis det krævede at hun var Vargas dukke endnu en gang så var det sådan det var.

Hun holdt glasset frem til ham så han kunne tage det hvis han ville. ”Det har bare været skønt ikke at være alene, Herre” Sagde hun og blottede sine hvide tænder i endnu et smil. ”Satyren De sendte til mig har været skønt selskab” Hun slog blikket ned og smilet falmede lidt. ”Jeg ville bare ønske at det det kunne være sådan altid.. Det er rart at der er en at snakke med når De ikke er her.. En ven så det ikke er så ensomt” Hun viste at det var et ømtåleligt område, Vargas ville ikke dele hende med nogen. Dog håbede hun at spille sine kort rigtigt så han ville se at dette var en god ting, og forhåbentlig ville hendes forbedrede humør også gøre at han værdsatte ideen.

Det var da rart at se Ana så glad. Så villig. Vargas ventede tålmodigt på at hun fik hældt op og sat sig i hans skød. Han elskede at have hende nær og så snart hun havde sat sig, lagde hans arm sig rundt om hendes ryg og hans hånd fandt hvile på hendes liv. Glasset tog han ud af hendes hånd og nippede lidt til den kolde væske, mens hun svarede på hans spørgsmål. Så satyren gjorde hende glad. En rynke viste sig kort i hans pande og han satte glasset fra sig på bordet. Så hun ville ønske, at hun altid kunne have en hos sig. Hun var ensom? Det var ikke en tanke, der havde ramt ham før. Måske fordi han selv trivedes så fint i sit eget selskab. 

Hans fingre kærtegnede hendes side, mens han i et øjeblik tavst funderede over hendes ord. Hvis satyren gjorde hende glad, var det måske værd at overveje at holde den inde. Selvom den tydeligvis gerne anså sig selv som hankøn, var den fysisk en hunkøn og det var sådan set kun et plus, hvis den skulle underholde Ana. Vargas ville ikke lade en dreng nær hende alene, han vidste udmærket godt, hvad hankøn kunne finde på. Han var trods alt en af dem.
Uden at han lige tænkte over det, lagde hans ene hånd sig besidderisk på hendes lår, ja den skubbede sig ind på det øverste af hendes inderlår. Hun var hans.

"Du vil gerne have en ven? Det har du ikke sagt før." Hvis hun havde, havde han blot valgt at glemme det igen. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende undersøgende. Han var ikke vred over, at hun spurgte, selvom han sagtens kunne være blevet det. Men hun så så glad ud.
"Vil du gerne beholde satyren?" Han spurgte af ren nysgerrighed og der var intet advarende over hans stemme eller øjne. Hånden på låret var begyndt at kærtegne let, igen lidt uden at han tænkte nærmere over det.

Anastasya havde ikke følelser for Vargas – bestemt ikke. Hun følte sig skræmt, såret og forvirret hvis han var grov mod hende, men hun havde vænnet sig til ham i løbet af de år hun havde været ved ham. Derfor fik hans berøringer hende ikke længere til at føle sig kvalm så længe at det ikke var mere end det. En hånd på låret, en arm om hendes liv – det var uskyldigt i forhold til hvad han ellers havde udsat hende for. Derudover kunne hun også efterhånden læse ham bedre og bedre og viste hvornår hun skulle gå på listetær og hvornår hun kunne tillade sig at være mere sig selv. Hun havde på mange måder affundet sig med sin skæbne, at hun skulle være her til Vargas ikke gad hende mere, og til tider var det næsten fint. I dag var en af dem, og i dag havde hun også en agenda der skulle gennemføres og derfor måtte hun slette alle tegn på at hun var det mindste utilpas.
Hans ord fik hende ikke til at fortrække en mine – det var ikke lige frem fordi hun havde de længste samtaler med Vargas, normalt var han mere interesseret i hendes fysik end hendes tilværelse. Derfor var der heller ikke nogen grund til at hun skulle have nævnt den del, hun havde af og til udtrykt glæde når han havde bragt hende en ny bog, en kjole eller andet men selskab havde hun jo aldrig haft – det var kun ham. Jo hun snakkede da lidt med kokken, slaverne i køkkenet og vagterne hvis de værdigede hende et blik. Men Vargas besidderrske holdning til hende gjorde at venskaber aldrig var noget hun havde haft.

Ved hans næste forslag lyste hele hendes væsen tydeligt op. Hun rettede ryggen mere, smilet på hendes ansigt voksede sig større og man kan fornemme de små lys i hendes blik. ”Det ville være fantastisk!” Svarede hun og i nogle sekunder så alt lyst ud. Men så ændrede hendes mine sig. Hendes blik blev mere sørgmodigt og hun faldt lidt sammen i ryggen igen. ”..Men det ville aldrig gå.. Selv hvis De tillod ham at blive hos mig, ville jeg ikke kunne tage mig af ham..” Forsatte hun og hendes læber blev smalle ved tanken i hendes hoved. Hun valgte at udtrykke den. ”Han skal have sin medicin. Hvis han ikke får den vil han tage livet af sig selv. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg ville ønske… Nej Elske at kunne beholde ham. Følelsen af at have selskab… at have en ven – det ville være vidunderligt” Hun fik en næsten drømmende udtryk før hun rystede det af sig igen. Hun vendte blikket mod Vargas for at se om han var tilfreds med saften hun havde bragt ham – hans ansigts udtryk gjorde hende nysgerrig, han så på hende på en måde hun ikke helt kunne genkende.

Reaktionen på Vargas’ spørgsmål overraskede ham en smule. Hun blev så… glad. Egentligt havde han slet ikke ment det seriøst, men glimtet i hendes kønne øjne og hendes krops reaktion, hun ville virkeligt gerne beholde halvdyret. Han lyttede til hendes mere triste ord og han kunne godt se, at det påvirkede hende.
For et øjeblik var han tavs, mens han tænkte over det. Han forstod ikke hendes behov, han var selv en mand, der ikke havde et behov for venner. Nogen tæt på sig. Han vidste godt, at han var lidt anderledes på det område, han kunne jo se på andre væsner, hvor meget familie, venner og kærlighed betød. Men han havde ikke lige tænkt så meget over, at det også gjaldt Ana.

Hans tanker fór lidt frem og tilbage mellem for og i mod. Ana ville tydeligvis blive glad, hvis hun fik en ven. Satyren var en mulighed, mest fordi Vargas kunne styre den - gør noget, jeg ikke bryder mig om, og det går ud over din ven - men også fordi, at det var en hunkøn, lige meget hvor meget den ville være en han. At give Ana en mandlig ven ville være helt ude af billedet. Så hellere en hunkøn.
Men hvis Ana skulle have den som ”ven” (i Vargas’ hoved så han det mere som når et barn tiggede efter et kæledyr), ville den skulle bo i huset. Det var endnu et levende væsen til at forstyrre. Ikke at der ikke rendte slaver og vagter ind og ud hele dagen, men satyren ville skulle være der konstant. Hvis det skulle være sådan, skulle der sættes nogle husregler. Især hvis den skulle have lov til at rende frit rundt. Vargas var ikke bekymret for, om den ville stikke af, ikke så længe han havde mennesket i et bur.
Og så var der eliksiren, satyren var så desperat efter. Ikke et problem, men det ville uden tvivl koste penge.

Dæmonens blik blev nærværende igen og han så på hende igen, mødtes hendes blik. Med et suk fjernede han sin hånd fra hendes liv og strøg hende over håret i stedet.
”Det betyder virkeligt meget for dig?” Det var ikke så meget et spørgsmål som en konstatering og han lagde hovedet en smule på skrå. Nå ja, han kunne jo altid sige ja og så ombestemme sig. Hans hånd fandt hvile om hendes nakke.
”Hvis jeg nu siger ja… både til, at du må beholde den og til at skaffe dens eliksir… Det kommer til at kræve noget fra jer begge to. Du skal passe den og sørge for at den får mad og hvad den ellers har brug for. Og hvis det er mere end det, skal du komme og spørge. Den vil blive dit ansvar, helt og holdent. Og den kommer til at arbejde for sine udgifter. Hjælpe slaverne i huset med det praktiske. Man bor ikke gratis under mit tag.” Igen lød han ikke vred eller utilfreds, bare rolig og bestemt. Han mente alt, han sagde. Han ville ikke spilde sin tid på et kæledyr. Og ingen boede gratis, hans hjem var ikke et herberg. Ana betalte med sine tårer og satyren ville skulle arbejde for det. Han skulle nok selv snakke med den om det, understrege kravene. Straffen, hvis den ødelagde noget eller gjorde Ana noget.

Anastasya studerede Vargas' udtryk mens han tydeligvis overvejede et eller andet seriøst. Hun turde slet ikke tænke på hvad det kunne være og hun var for klog til at håbe. På trods af det gnavede nysgerrigheden et eller andet sted langt inde under hendes forslåede sjæle og sind. Hun viste bedre end at forstyrre ham, så hun sad blot musse stille og ventede på at han gjorde mine til andet.
Da han endelig talte blev hendes øjne en anelse større. Han havde faktisk tænkt sig at lade Hector bo hos Ana? Hun mærkede håbet blomstre i sit indre, og kunne ikke skjule smilet der langsomt voksede frem på hendes læber.

"Ja Herre, selvfølgelig!" Svarede hun da han sagde at den ville være hendes ansvar, helt og holdent. Hun skulle nok tage sig af ham, gøre hvad der var nødvendigt. Selvom at hans hånd hvilede om hendes nakke, som en lurende trussel om at han så nemt som intet kunne knække den, så var hun tydeligvis glad og hun flettede fingrene i sit skød for at holde dem i ro.

Hun nikkede da han sluttede sine ord, ingen boede gratis under hans tag - det viste hun alt for godt. Selv slaverne måtte betale i en eller anden form. "Hvad ønsker De af mig, Herre?" Hun viste at hun lige nu ikke skulle stille spørgsmål ved hans beslutning. Det ville være dumt at udspørge ham om det praktiske og hvordan det skulle forløbe - lige nu skulle hans beslutning forstærkes og det gjordes bedst ved at hun lagde sig fladt ned og accepterede at hun også måtte arbejde for at bo der som han lige havde sagt. Hendes tofarvede øjne hvilede kort på hans ansigt før hun respektabelt slog det ned.

Et glimt af tilfredshed gled igennem Vargas, da han kunne se, at hun blev glad. Hvorfor han fandt det tilfredsstillende at gøre hende glad, vidste han ikke, men han kunne lide det. Så selvom han ikke var helt glad ved tanken om at have satyren boende, var det nu besluttet. Han kunne altid ombestemme sig igen, blev det for besværligt, også selvom det ville gøre hans lille Ana ked af det igen. Men nogle ting kunne man bare ikke rigtigt komme udenom. Nu måtte de se. Det kunne jo også være, at halvdyret forstod at være tavst og holde nakken bukket.

Hvad ønsker de af mig, Herre? Et smil gled over hans ansigt, et glimt dukkede op i hans øjne. Den måde, hun spurgte på. Hendes nedslåede blik og hænderne dydigt placeret i hendes skød. Ja, hvad ønskede han af hende lige nu, som hun sad på skødet af ham? Hans hånd på hendes nakke flyttede lidt på sig, så han kunne kærtegne hendes hals under hendes øre. Han vidste lige nøjagtigt, hvad han ønskede sig.
"Du kan vise mig, din taknemmelighed." Ordene blev hvisket mod hendes øre, inden han blidt rørte hendes kind med sine læber. Hånden på hendes inderlår flyttede sig endnu længere op under hendes kjole og fortsatte med at kærtegne den bløde hud.

På den ene side vidste Vargas godt, at Ana ikke ville, men på den anden side havde han overbevist sig selvom om, at disse stunder var med lyst fra begge sider. Der var to sider ved ham, den vrede side, hvor han gjorde det for at straffe hende, men også den blide side som mere handlede om nydelse og fornøjelse. Og han vidste, at han var god til det sidste. Han ville bare have hende. Mærke hende, ikke bare hendes krop, men hendes to sjæle. Hun gav ham noget ikke mange andre kunne og i hans øjne gav han tilbage. Han var blid. Forsigtig. Imiterede en form for kærlighed, han ikke selv troede, han kunne føle.
Hans læber flyttede de små forsigtige kys ned over hendes kind, kæbe og ned over hendes hals.

Anastasya ville ikke sige at hun ikke havde tænkt at hendes anmodning kunne dreje sig denne vej. Hun brød sig ikke om at dele sin krop med Vargas men hun viste også at det var det mindste af de plager han kunne finde på at udsætte hende for. I starten havde det været værst, hun havde følt sig ødelagt, ulækker, frastødende og beskidt hver gang han havde rørt hende. Men det var mange år siden. Nu var der mere en del af hendes liv som hun da gerne ville undvære.
Derfor var det også sjældent at hun gjorde modstand. Hun ville hellere have det overstået end at gøre ham vred, for der var ingen guddommelig nåde hun kunne bede til der ville redde hende fra hans raseri. Det betød også at hun ikke gjorde indsigelser mod hans berøringer efter hans ord.

Hun trak vejret dybt, mindede sig selvom hvorfor hun gjorde alt dette. Hun måtte hjælpe Hecor – det var det vigtigste. Så måtte hun tage den pris det kostede. Hendes sjæl ville ikke tillade hende at trække sig nu. Af alle ofre Vargas kunne vælge, ville hun nok have det nemmest, så det var kun rimeligt.

Hun lagde hovedet på sned så han bedre kunne komme til. Hun viste udmærket at hun bestemt ikke skulle prøve at tage styringen fra ham – ikke at hun ville kunne få sig selv til det troede hun, så i stedet lod hun ham villigt gøre hvad han ville. Hun lagde den ene arm hen over hans skulder så hun kunne læne sig lidt mere mod ham og der med indikere at hun villigt gjorde hvad han bad af hende. Hendes hvide kjole var løs, hun havde mistanke om at det tøj Vargas havde givet hende bevist var valgt så det nemt kunne fjernes. ”Ja, Herre” Medgav hun så som bekræftelse på hans ord.

De små tegn, der fortalte Vargas, at hun ikke ville stritte i mod, gjorde ham glad. Han ville være så forsigtigt og blid, som andre sjældent så ham. Men han ville ende ud med at tage det, han ville have.
Hans hånd gled endnu længere op, fandt frem til hendes nydelsescenter. Langsomt skubbede han hende ned at ligge på puderne, der lå i et tykt lag langs væggen, lagde sig ind over hende og kærtegnede hende åh så blidt med sine hænder og læber, indtil det var tid og han gik det sidste stykke.

Senere på dagen fandt han satyren og forklarede den, hvad aftalen gik ud på, understregede, at Juno ville være den, der betalte, hvis Hector ikke opførte sig ordentligt. Han ville kun bo hos Ana så længe Vargas ikke fandt det som et irritationsmoment. Og han ville finde den eliksir, satyren havde brug for, men Hector skulle arbejde for både den og sit ophold. Lege tjener, gøre rent og hjælpe til i køkkenet.
Og det var det. Han ville ikke bruge meget tid på at forholde sig til den ekstra beboer, så længe han ikke var i vejen, var der ingen problemer. En gang i mellem fik han et slag eller to, men intet alvorligt og det gik egentligt overraskende godt at have ham boende. Selvom Ana nu sjældent var helt alene. Men det kunne da ordnes.