Aldrig igen, ville han rejse til Norden. Kulden, de primitive folk, manglen på forståelse for god mad og vin.. Det havde været adskillige meget lange måneder, Drakhan havde tilbragt i Nordlandet. Dæmonen var iklædt rejseklæder, stadig i en nordmands skikkelse, bevægende sig sydpå mod Dianthos. Han havde endnu ikke bestemt sig for, om han ville gøre et stop i den krystalisianske hovedstad, før han tog videre mod Balzera - rygterne sagde, at der var uroligheder, og han havde intet ønske om at blive blandet ind i noget.
Frygten for Kzar Moras dæmoner lurede stadig i udkanten af hans sind, men han havde simpelthen fået nok. Han havde ikke brugt årtier på at opbygge status og rigdom i Balzera, for at tage benene på nakken, så snart han hørte ordet "Dødssynd". De rygter, han havde hørt, fortalte at dæmonerne var blevet svagere. At Mørket havde overtaget dæmonriget - så hvor meget havde han reelt at være bange for?

Han havde gjort et stop ved en ubetydelig landevejskro, hvor han havde besøgt deres badehus. Selv om han stadig var i nordmandens skikkelse, havde han skaffet nogle lidt finere klæder, redt håret og påført sig et stænk af parfume. Han havde endnu ikke besluttet sig for, hvilken skikkelse, han ville tage, når han nåede længere sydpå.
På vej ud af badehuset havde hans blik kort mødt en anden rejsendes. Måden den fremmede betragtede ham på, fik en ildevarslende følelse til at krybe op i Drakhan - havde det været en anden mentalist? Han pakkede hurtigt sine ejendele og skyndte sig ud på landevejen igen.

En uges tid senere, var han stadig på landevejen. Han var netop ved at forlade en anden, lidt mere luksuriøs landevejskro - stående i stalden for at sadle en hest op. Episoden fra den foregående uge spøgte stadig i hans baghoved, og han havde en fornemmelse af, at han skulle skynde sig sydpå. 


Så fik jeg endelig skrevet en start. - Jeg tagger jer begge, så må I lige finde ud af, hvem der starter :)

Cayden brød sig ikke synderligt om at rejse med andre, slet ikke når det var kolleger. Det gjorde det pres, Cayden i forvejen lagde på sig selv om at være perfekt, endnu tungere, når han vidste at andre så med. Han fulgte reglementerne til punkt og prik, og den halv-flirtende attitude han engang imellem viste overfor Lykke var fuldstændig blevet gemt væk på deres mission sammen. Om noget havde han været så professionel, at han næsten havde været for kølig overfor hende. 

Vejret havde ikke hjulpet på det. Cayden pakkede sig hver morgen ind i flere lag tøj, men kulden kunne ikke holdes fuldstændig ude og han blev mere tavs end sædvanlig, når han frøs. De var kommet ind på en kro sent om natten, men han havde insisteret på at de forlod den som det første om morgenen. Des hurtigere de kunne få deres mission overstået, des bedre.

Cayden ventede heller ikke på Lykke i kroen, men gik direkte fra sit værelse og over til stalden, hvor han stillede sig i døråbningen og så sig omkring efter hende. Heller ikke her. Endnu. Han gik ud fra at hun var på vej. Inden han kunne nå at overveje, om han skulle gå indenfor igen, faldt hans blik tilbage på en mand, der stod i stalden. For et sekund siden havde han ignoreret ham, fordi han tydeligvis ikke var Lykke, men nu virkede han pludselig bekendt.

"Kender vi hinanden?" spurgte han varsomt, lagde en hånd på sit sværd og tog et skridt imod ham for bedre at kunne se hans ansigt. Cayden havde ikke mange personlige fjender, men Mørkets Hær havde en del, og de var også hans ansvar. 

Endelig var Lykke blevet forfremmet til ridder. Det betød dog ikke mindre arbejde, men det gjorde hende bestemt ikke noget. For hende var anerkendelsen alt. Dog var det for hende samtidig en anelse sent, for hun mente ærligt, at hun for længst havde gjort sig fortjent til titlen. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre, at Damien havde opnået titlen før hende. Det var nok det mest irriterende af det hele, også selvom hun relativt hurtigt havde fået titlen efterfølgende. Det var princippet i, at hendes lille rival var der først. Det irriterede hende grænseløst. Dette var dog ikke vigtigt lige i denne situation. Lige nu handlede det om missionen hende og Cayden var blevet sendt ud på. Cayden. Han var virkelig svær at greje. Normalt var han glad og en kende for charmerende til hendes smag, men siden de var taget afsted havde han været aldeles reserveret. Hun havde ikke spurgt ham, og hun overvejede hvorvidt hun skulle løsne lidt op selv eller ej. Det ville måske hjælpe lidt på deres forhold til hinanden, hvis hun løsnede lidt op omkring ham, selv når de var på mission sammen.

Lykke havde dog denne morgen været længere om at pakke sammen, end hun selv brød sig om. Cayden ventede sikkert allerede på hende ude i stalden. Dette viste sig at være sandt, da hun endelig kom derud. Hun blev dog med det samme vagtsom, da hun så hans hånd på sværdet, og hun fulgte hans blik til en mand med tatoveringer i ansigtet. Der var noget ved dem, der virkede genkendeligt, men hun kunne ikke sætte fingeren præcist på, hvor hun havde set dem før, men noget sagde hende, at det havde noget med Kzar Mora at gøre, men den præcise relation kunne hun på ingen måde huske. Hun opgav alt om at skjule sine dæmoniske aner, og hendes vinger rykkede uroligt på sig, som hun stillede sig ved siden af Cayden. "Er det en, du genkender?" spurgte hun sin makker med blikket rettet mod den fremmede. Huden var stadig bleg, og hun så ganske afslappet ud, men indvendigt var hun fuldt ud klar til kamp, og selvom hun ikke viste det, holdt hun øje med, om manden lavede den mindste bevægelse.

Hesten kunne fornemme Drakhans utålmodighed og dyret gjorde opgaven besværlig for ham. Dæmonen mindedes et kort øjeblik en varm sommerdag i Balzeras gader, hvor han fik en ung kvinde til at hjælpe ham med at købe en hest - et prægtigt bæst. Han overvejede om dyret stadig befandt sig i stalden derhjemme og om manden, han havde sat til at styre forretningerne havde styr på sagerne.

Endelig var hesten klar, men bag ham hørte Drakhan en stemme. Han vendte sig langsomt øjnende noget, der lignede en ung mand med hånden på sit sværd. En kvindelig skikkelse dukkede op ved hans side - langt mindre menneskelig. Et kort udtryk af panik gled over Drakhans ansigt. Dæmoner. Hvad vil de?
Igen forbandede han sit behov for renlighed, der havde fået ham til at besøge badehuset. Det var de færreste, der ville være i stand til at genkende tatoveringerne, der dækkede en del af hans krop og som afslørede ham som tilhørende en foræderisk klan. Selv adskillige af de ældre, havde glemt dens eksistens. Kunne han have været så uheldig, at en spion havde set ham?

"Jeg tror ikke, at vi har mødtes før." Han forsøgte at gøre sin stemme så rolig som muligt, mens han med sit sin rakte ud for at forsøge at opsnappe deres tanker. Han måtte vide, hvad de kom efter.

Cayden var altid meget velovervejet i sine handlinger og han ville ikke have startet en kamp mod manden foran sig, hvis ikke han havde været sikker på mindst én af to ting: At han ville vinde den og at manden virkelig var en fjende. Som det var nu, var han ikke sikker på nogle af delene, men så snart han følte Lykke dukke op ved sin side, var han sikker på at de ville vinde, og dét var nok. Der skulle en kraftfuld person til at vinde over en af Mørkets Riddere, men han kendte ikke til én eneste, der kunne vinde over to.

Mandens svar var ligegyldigt for Cayden. Hvis ikke manden viste sig som en ven, så var det fordi han var én af Lyset eller en forræder fra Mørket. Begge dele måtte straffes.
"Ja," svarede Cayden Lykke, selvom manden foran dem lige havde sagt, at de ikke havde mødtes før. Han brugte ikke tid på at forklare hende sin mistanke, men gik ud fra at hun forstod, at hvis Cayden kendte nogen her på landevejene, så var det ikke fordi de var venner.
"Kom pænt med os eller Lykke her tvinger dig." Cayden talte roligt og bestemt til manden, selvom han havde alle intentioner om at gemme ham af vejen, så de kunne torturere ham og finde ud af, hvorfor han virkede bekendt - eller måske selv komme i tanke om, hvorfor han virkede bekendt, og så torturere ham for hans forræderi.
Det var ikke fordi han følte, at han kunne bestemme over Lykke, at det var hende han truede med at pønse på ham. Tværtimod fulgte Lykke ingen ordrer fra ham. Det var udelukkende fordi Lykke havde en blodtørst, der gjorde hende skræmmende, som Cayden ikke selv havde. Det ville heller ikke komme bag på ham, hvis Lykke angreb manden ud af det blå. Cayden selv foretrak at holde sit tøj uden blodpletter, hvis muligt. 

Lykke nikkede som svar til Cayden bekræftelse, men hun hævede let et bryn over, han truede manden med hende. Var hun så stor en frygtfaktor? Måske for folk, der kendte hende, men hun vidste godt selv, at hun for en fremmed ikke så videre intimiderende ud. Hun var trods alt ikke Damien.

Mandens tatoveringer fik dog en klokke til at ringe, og hans bage svar, gjorde Lykke endnu mere mistænkelig. Det hjalp heller ikke, da hun mærkede, at han forsøgte at trænge ind i hendes sind, og hun lukkede ham med det samme ude. "Hvem er du, og hvor kommer du fra? Hvorfor forbinder jeg dig med lukningen af Kzar Moras porte? Jeg beordrer dig til at svare sandt!" I sit stille sind bad Lykke til, at manden ikke kunne modstå hendes kommando, for hun havde kun en chance. På den anden side kunne hun vel tortere det ud af ham, hvis han modstod. Hun rettede blikket mod Cayden. "Hvad der end sker herfra, så lov mig, at du ikke rapporterer eventuelle vredesudbrud videre." Hendes stemme var næsten bedende, og det var tydeligt på Lykke, at hun kendte sit eget temperament. Især hvis det viste sig, at manden havde noget med lukningen af portene at gøre.

Drakhans knoer var ved at blive hvide, mens han holdt om hestens tøjler. Omringet. Trængt op i en krog. Den yngre mands spørgsmål antydede, at han ikke vidste, hvem Drakhan var, og han forsøgte at glatte de barske nordmandstræk den nuværende krop besad, ud i et venligt smil: "Kære venner.. det må være sket en misforståelse her.." Undetonen i stemmen havde en mild antydelse af panik, som han gjorde sit bedste for at bekæmpe.

Hver rolig. Du skal blot væk herfra - så hurtigt som muligt. Men så talte den kvindelige dæmon, og han kunne mærke modet synke i livet - Hun var ældre. Hun vidste noget, og hendes ord begyndte at have en underlig indflydelse på ham. Før han kunne forhindre sig selv i det og styre sin tunge, begyndte ordene at vælte frem:
"Mit navn er Sadark Drakhana af Xhenos-klanen. Vi var i strid med mange af de andre klaner, og vi frygtede vores undergang, hvis Dødssynderne vandt krigen over de andre racer. Vi indgik en pagt med menneskeracen og hjalp dem med at lukke portene til riget.. 
Menneskene forrådte os og de fleste af mine klansmedlemmer døde. Jeg flygtede.." Han fik endelig styr på sin tunge, da han nu havde svaret hendes spørgsmål og klappede helt i. Pokkers til magi - hans egen mentalisme plejede at advare ham i god tid om den slags, men hans frygt havde gjort ham svag i øjeblikket.

Uden at sige et ord mere sprang han op på ryggen af den sadlede hest og pressede hælene ind i siden på den. "Af sted! Nu!" Råbte han til dyret, som sprang fremad, for at komme uden om de to dæmoner..

Et slet skjult smil spredte sig på Caydens ansigt, trukket op i den ene mundvig, da Lykke bad ham om ikke at rapportere eventuelle vredesudbrud herfra. Han ville aldrig forråde en kollega på dén måde, tværtimod satte han pris på at han kunne regne med at Lykke ville få sine hænder beskidte, både på den bogstavelige og den metaforiske manér. Cayden selv havde et ry omkring at overholde hver eneste af Mørkets regler og endda også for at rapportere sine kollegaer, hvis de ikke gjorde det samme, men det var et ry han med vilje havde været med til at skabe omkring sig, så han nemmere kunne slippe afsted med det modsatte. Ikke at han gik direkte imod Mørket, han nød bare at have sine egne projekter på siden. Marcus, Opia, Mia. Dæmoner og stjerner Mørket gerne ville have fat i, men hvis tjenester han nød at have i baghånden.

Lykkes kommando virkede og i samme øjeblik forsvandt Caydens smil. Han genkendte Drakhans navn med det samme og reagerede lige så hurtigt, da dæmonen forsøgte at stikke af. Et spyd fremmanede sig i hans hånd og sad direkte efter dybt i hestens skulder.
Derfra forlod Cayden sig ikke længere på våben fremstillet af sin evne - ikke før han kendte Drakhans evner og hans forsvar imod den. I stedet trak han sit sværd, der ville være mere nyttigt, når hesten uden tvivl styrtede og dens ejer smidt af eller knust under dens vægt.

Han kunne udstede en ordre til Lykke, hvis det faldt i hans smag, men han følte sig sikker på at Lykke vidste, hvad der skulle ske. Drakhan skulle helst med dem i live, men der var vidst ingen af dem, der ville have noget problem med at han fik hendes vrede at smage først. 

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, I kan tilgive mig.