Sted: Gaderne i Dianthos' nedre bydel.
Tid: Sidst på eftermiddagen/først på aftenen.
Vejr: Lettere overskyet og vindstille.

Thalanil havde i et godt stykke tid nu gået og søgt den samme eftersøgte mand. Han havde posteren rullet sammen i en taske, men denne mand var som et spøgelse. Navnet var Randall, og han var yderst svær at opspore. Han havde først opdaget tilstedeværelse omkring nordlandet, men dagen efter var der rapporter om, at han var blevet set i Medanien. Det var ikke altid sådan, men det var sket en del gange efterhånden, og det var så småt begyndt at irritere Thalanil. Kunne manden teleportere? Eller var der en anden grund til hans forsvinden? Hvis det var teleportering, ville han blive yderst svær at fange, men Thalanil var ikke ligefrem kendt for at give op.

Det var også derfor, at han nærmest var fløjet til Dianthos' nedre bydel, da han havde udspurgt nogle om manden og havde fået at vide, at han var blevet set på en lokal kro. Til Thalanils eget held boede han selv i byen, så det havde ikke videre været en lang rejse, han skulle på.
Det var ikke ligefrem ofte, at han reagerede på lokale rygter, men han havde efterhånden brugt så lang tid på at finde Randall, at han tog til takke med, hvad han kunne få. Guderne skulle vide, at det ikke ligefrem havde været den nemmeste opgave, og han håbede inderligt, at Chance skænkede ham bare en smule held denne gang.

Kursen var sat mod en lokal kro, hvor manden efter sigende skulle opholde sig. Det var almindelig kendt, at Randall ofte drak sig fuld og endte i slagsmål. Det var blandt andet også derfor, han var eftersøgt, men det var en af de milde ting, han havde forårsaget. Blandt de mere alvorlige var han mistænkt for mord, og Thalanil ville virkelig gerne have skovlen under ham.

Randall var tilbage i Dianthos. Skønne Dianthos med kroer på hvert gadehjørne og det bedste lille bordel, man kunne drømme om. Men skønne Dianthos var blevet overtaget af Kilepræster og Randy var faktisk begyndt at undgå byen lidt, selvom han elskede at være her. De der dumme præster var kun til besvær og med udgangsforbuddet var det ikke sjovt at tulle rundt om natten i byen. Men helt væk kunne han nu ikke holde sig og nu sad han her på Grydeskeen og drak øl. Han havde ikke været der så længe, så det var ikke fordi, at han kunne mærke andet end en let snurren i kroppen og en dejlig glad følelse. Hvilket måske var meget godt, for der sad en dame på skødet af ham. Eller, dame var måske så meget sagt, en letlevende hunkøn han måske kunne overveje at betale for, men lige nu hyggede han sig bare i hendes selskab.

Kroen var ganske godt fyldt op, som aftenen sneg sig på og luften var tyk af røg, høje stemmer, latter og mados. Det var ikke kun kvinden, der havde Randalls opmærksomhed som han som altid var gledet ubemærket ind i et selskab ved et bord, så der blev leet og fortalt anekdoter og grimme historier. Selskabet var af lidt finere karakter, da det virkede til at være arbejdsmænd og ikke af den mere kriminelle slags som han normalt befandt sig sammen med, men han kunne passe ind i de fleste steder. Og her skulle han i det mindste ikke kigge sig grundigt over skulderen i frygt for at nogen i selskabet ville have hans betragtelige dusør.

Så han morede sig, det han gjorde bedst. Drak og lod sine hænder finde de blødere steder på kvinden i hans skød. Let genkendelig i sin falmede røde læderjakke, kniven på ryggen og sværdet ved sin side. Krystallerne havde han tjent sig til, en del af dem endda, så der var ikke noget, der holdt ham tilbage fra at drikke sig en ordentligt skid på. Og måske betale for madammen, der uden tvivl gerne ville have ham som kunde, da hun blev med med at skubbe sin ganske betragtelige barm i mod hans ansigt og flytte sig uroligt i hans skød. Det kunne være et værelse stod på menuen denne nat, nu måtte han se, som aftenen sked frem!

Thalanil var stoppet uden for kroen, som han overvejede den bedste strategi. Inde fra den anden side af døren kunne han høre stemmer i en glad og munter tone. Kroen var sikkert stuvende fuld. Det generede ham egentlig ikke, men det ville vanskeliggøre situationen, hvis der var andre dusørjægere eller generelt griske personer til rådighed. På den anden side havde han ikke ligefrem tålmodighed til at vente på, at Randall tog sig sammen og gik videre. Manden var kendt for at kunne drikke natten lang. Beslutningen var taget. Det lange katana-lignende tohåndssværd ville ikke ligefrem være til meget gavn indenfor. Det ville være for stort og klodset, så han flyttede rundt på det, så det hang skråt over skulderen på ryggen i stedet. Så ville det ikke komme i vejen, og han ville stadig kunne komme til sine to lange knive, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Så sukkede han og åbnede døren.

Thalanil havde haft ret; Der var proppet med mennesker. Der var dog ingen, der tjekkede for våben, hvilket var meget heldigt for ham, for denne Randall var blevet set med våben på sig, og han havde ikke ligefrem lyst til at give manden en fordel på den front. Det skarpe øje nærmest scannede rummet, og han fik øje på sit mål. Siddende i en gruppe med et fruentimmer på skødet. Et svagt smil brød de smalle læber. Han vidste dog, han skulle være hurtig. Han var stadig ikke sikker på, om manden havde nogle evner, men det kunne godt tyde på det, som han kunne bevæge sig hurtigt rundt. Med rolige skridt satte han kursen mod mandens bord. På trods af hans ret så iøjnefaldende påklædning var der ikke mange, der værdigede ham et blik. Han var god til at bevæge sig med en mine som om, han hørte til der.

Da Thalanil nåede bordet sendte han herskabet et lidt større smil og bukkede så let for kvinden. "Jeg er ked af det frøken, men jeg har forretninger med manden under Dem" sagde han i en høflig tone. Stemmen bar tydeligt præg af, at han havde boet i Dianthos længe og dialekten var ikke til at tage fejl af. "Han kommer nok ikke til at bruge aftenen med Dem" fortsatte han i stadig samme høflige toneleje. "Ser De, forretningen består i, at tage ham med op til byvagternes hovedkvarter." Han nævnte intet om en dusør. Det ville være for dumt i denne menneskegruppe. Han rettede blikket på manden i stedet. "Randall Kraglin, De er eftersøgt på flere grundlag, og det er mit arbejde, at hente Dem ind" sagde Thalanil, og hans smil blev med et faretruende, som han langsomt knækkede højre hånds knoer med venstre hånds håndflade. "Jeg har ledt efter Dem et stykke tid, så sig endelig at det bliver på den hårde måde."

Alting gik lige så fint, men selvfølgelig rakte Randalls held ikke til næste dag. En stemme afbrød ham midt i en lidt grov historie om en kvinde, der havde et helt palæ fyldt med levende lig og hvad hun lavede med dem, og han flyttede blikket til den fremmede, der snakkede til hans dame. Som manden snakkede videre, løftede Randall lidt i vantro sine øjenbryn. Vagtsomheden kom straks op i ham, men kunne ikke se på hans ansigt, der bare udstrålede vantro og et strejf af morskab, der blev understreget af det svage smil, der lå om hans læber.
Mens manden snakkede, var der rigeligt med tid til at vurdere hans udseende og udstråling. Våben kunne spottes. At manden var noget elver var ikke svært at se for en som Randall, han var knapt så interesseret i, hvor den kom fra. Efter hans mening var de ens alligevel, selvom nogle af dem var lidt mere trælse end andre.

De knækkende knoer havde nær fået ham til at le, i stedet trak han den forvirrede kvinde længere ind til sig med hånden om hendes liv, inden han løftede den anden hånd, hvor han stadig havde kruset, og pegede på den fremmede med en finger.
”Du taler for meget, ved du godt det? Jeg mener, havde jeg ikke været så doven, havde jeg delt dig i to flere gange allerede.” Sikkert ikke, men det lød sjovt og et par stykker fra selskabet omkring ham kom med lyde af morskab. Han drak en tår af kruset uden at fjerne blikket fra manden, der åbenbart ville aflevere ham til myndighederne. Selvom han virkede til at være ligeglad, var han ved at overveje, hvad han skulle gøre for at komme levende ud af situationen og stadig ende i kanen med kvinden på sit skød.

”Men du har både ret og du tager fejl. Ja, mit navn er Randall Kraglin og ja, jeg er eftersøgt på flere grundlag,” han strakte sig lidt op og hviskede kækt i kvindens øre, hvilket fik hende til at fnise, ”blandt andet for at være lidt for god i sengen,” inden han satte sig tilbage og så på manden igen. ”Men jeg har ikke nogen forretning med en et-øje som dig og jeg skal absolut ikke med til byvagternes hovedkvarter, de dødbidere er lidt for glad for lænker og tremmer for vinduerne. Som du kan se, er jeg travlt optaget.” Han løftede kruset og gav kvinden et dask på den velformede røv, mens han igen løftede sine øjenbryn, denne gang for at sige ”kan du se?”.

Mens Randall svarede, stod Thalanil og var øjensynligt mere betaget af sine negle på den ene hånd end at høre efter. Da manden var færdig, hævede han blikket og så ind i mandens blå øjne med et påtaget forvirret ansigtsudtryk. "Hmm? Kunne De lige gentage? Jeg forstår ikke idiotisk" svarede han stadig med det påtagede udtryk af forvirring i ansigtet. Han holdt det lidt, inden han sendte Randall et hånligt smil. "Sikke dog De blærer Dem. Jeg har dog ikke meget til overs for tomme trusler" svarede han med tydelig morskab i stemmen. Han gav ikke meget for mandens forsøg på at virke hård, for han havde oplevet langt værre end en lille mandsling, der prøvede at spile smart. Han var dog bittert klar over, at han lige nu ikke kom nogle vegne, og at han nok selv var nødt til at skride til handling for at fremprovokere en reaktion hos modparten.

Randalls svar fik Thalanil til at bryde ud i latter. Den var tydeligt spottende og påtaget, så det var klart, at han ikke gav meget for mandens udseende. Han krydsede armene over brystet og lagde hovedet en anelse på skrå. "De misforstår. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om De har forretninger med mig. Jeg har forretninger med Dem om De vil eller ej" svarede han med et svagt smil på læben og trådte et halvt skridt tættere på, så han nu var inden for armsrække af Randall. Han slog ud med armen, og 'kom til' i farten at daske til mandens øl. Planen var lidt at overraske Randall, så kruset røg på gulvet og det gyldne indhold ville sjaske ud over det hele. "Ej det må De altså virkelig undskylde" sagde han med en stemme, der tydeligt dryppede af sarkasme. "Det var næsten ikke med vilje."

Randalls ret pludseligt ædru hjerne kørte derud af, mens han overvejede sine muligheder. Lige nu var han sikrest med kvinden i sit skød, ind til videre virkede det ikke til, at manden kunne finde på at gøre hende noget, så hun fungerede som skjold for et øjeblik. Skulle hun komme til skade… nå ja, det var ikke Randys ansvar. Det ville bare være ærgerligt. Fornærmelserne der kom fra modparten rørte ikke Randy, han var meget svær at fornærme, selvom han ofte spillede lige netop det. Han tog simpelthen ikke sig selv seriøst nok til at tage sådan noget på sig.

Mens han var ved at overveje om han skulle blive siddende, forsøge at starte et værtshusslagsmål og stikke af i tumulten, eller om han vare skulle tage kampen lige her lige nu, lænede han sig lidt til siden, ind over bordet, og lod blikket glide rundt på sine midlertidige drukkammerater, der vist ikke helt vidste, hvordan de skulle reagere på situationen. Åh, lige nu kunne han godt have brugt en rigtig kammerat. Men som altid var der kun ham selv.
”Tomme trusler? Når idioten kender mit navn, burde han også vide, hvem jeg er, hmm?” Han blinkede til forsamlingen, der tydeligvis ikke havde nogen anelse om, hvem han var, hvilket jo var fint, så var der ingen, der sigtede efter dusøren.

Et opgivende suk kom fra ham, da den enøjede mand begyndte at snakke igen. Kunne han da ikke bare gå? Randall hyggede sig lige sådan og denne tydeligvis højrøvede elver forstyrrede ham, ødelagde det hele!
Pludseligt trådte den anden nærmere og en arm kom susende. Randall slap bare kruset, da det blev forsøgt slået ud af hånden på ham. Spild af god øl. Men en rigtig god grund til at lade som om, at man hidsede sig op og i samme hug forsøge at komme væk. Han så lidt sørgmodigt ned på øllet, der nu var spredt ud over gulvet.
”En skam. Jeg var kun halvvejs.” Den nu frie hånd lagde sig på kvindens liv og han guidede hende over i skødet på en af de andre mænd ved bordet. Det gjorde ondt helt ind i hjertet at forære den gode nat væk. Hans kropssprog var opgivende og hans skuldre hang, mens han lænede sig ned, gav hende et passioneret kys på læberne. Da han trak sig væk, blinkede han til hende og hurtigt snurrede han rundt for at lade en knyttet næve sigte mod dusørjægerens ansigt, hårdt og kontant. Var der noget Randy kunne, så var det at slås.

Thalanil kom med et grinende fnys over Randalls svar, inden han sendte et svagt smil. Det var ganske tydeligt, at han heller ikke selv lod sig gå på af de små tilnærmelser. Det hørte sig næsten til jobbet. Ethvert eftersøgt udskud havde oftest en mening om, at Thalanil bare var en torsk, der kun var til for at gøre livet så surt for dem som overhovedet muligt. Hvilket til en hvis grad var sandt. Det var dog ikke derfor, han havde valgt sit hverv, selvom det var sjovt at se, hvor langt han kunne gå, inden den anden farede i hovedet på ham. Oftest virkede det dog kun på de mest aggressive, men Thalanil havde alligevel erfaring med, at alle havde et punkt, hvor de krydsede grænsen.

Han blev dog noget mere årvågen, da Randall begyndte at røre på sig, også selvom det var rolige bevægelser til at starte med. Manden var trods alt eftersøgt for nogle grove gerninger, og Thalanil tog ingen chancer. Han vidste, der som regel var stilhed før stormen. Han svarede ikke på udtalen om den spildte øl, og udadtil betragtede han blot Randall, som han satte kvinden fra sig. Indvendigt var han dog klar på kamp.

Kampen kom også, men mere pludseligt end Thalanil lige havde forudset. Indvendigt priste han sig dog lykkelig over sine reflekser, da han af ren instinkt flyttede sig til siden for at undgå at blive ramt. Det var dog tættere på, end han havde forestillet sig. Han kunne mærke lillefingerens kno strejfe sit kindben, og han vidste, han kun med nød og næppe havde undgået slaget. Denne mand var dygtig, det måtte han give ham. Han var dog ikke selv uden evner, og modangrebet kom i form af en albue mod Randalls kæbeparti, der blev fulgt op af et knæ rettet mod låret. Han ønskede egentlig at få afsluttet slagsmålet så hurtigt som muligt uden alt for meget skade på sit mål og inventaret af kroen.

Selvom Randall havde gjort sit bedste for at overraske elveren, fandt hans næve alligevel ikke frem til den andens ansigt. En svag fornemmelsen af varm hud under en kno fortalte ham, at han havde været helt vildt tæt på, men det var ikke nok. Ved Zaladin. Kunne han bare have slået ham ud i første hug eller i hvert fald gjort ham konfus nok til, at han kunne være smuttet ud af kroen. Men som sædvanligt glimrede hans held ved ikke at eksistere. Men så måtte hans træning og erfaring tage over, noget de fleste nok ikke anså fyldebøtten for at have meget af, men han havde trods alt levet en menneskealder, samtidigt med, at han rendte rundt i en rimelig ung krop, så han kunne mere end de fleste lagde til ham.

Albuen mod ansigtet var forudset, allerede inden den kom og han havde lænet sig nok bagud til, at den end ikke var tæt på at ramme. Men han havde slet ikke mulighed for at flytte sig fra knæet, da han var klemt inde i mellem bordet og stolen, han havde siddet på, og smerten sendte en glødende fornemmelse ud i hele låret. Han nåede lige at tænke, at det i det mindste ikke var hans nosser, det var gået ud over, en kort taknemmelighed, der forsvandt i smerten i benet. En smerte der fik ham til at skære ansigt. Han var seriøs, denne dusørjæger. 

Han løftede hurtigt en hånd for at bede om to sekunder, mens han bukkede sig lidt forover og lagde den anden hånd på sit ben. Var det skuespil? Åh ja, nok kunne han fysisk ikke løbe lige nu, benet var et øjeblik om at komme sig, men værre var det heller ikke. Han brugte bare pausen til at samle sig, finde ud af sit næste træk. Der var ikke plads nok til sværd, så næverne det var. 
"Puh, det var..." Han greb fat i stolens ryglæn og virkede til at ville læse sig tungt mod den, men i stedet flåede han den op fra jorden og svingede den mod den irriterende elvermand.

Som Randall tavst bad om en pause, hævede Thalanil et bryn. Virkelig? Det virkede ikke plausibelt, og han blev dog også ret hurtigt bekræftet i sin mistanke. Han nåede at se igennem skuespillet til at forudse mandens næste træk, men det kom før tid, og han havde absolut ikke tid til at undgå stolen, så i stedet satte han albuerne mod maven med underarmene og hænderne foran ansigtet som en bokser for at beskytte sig mod det uundgåelige slag, der ville komme.
Som stolen brød mod ham, hvæsede Thalanil i smerte. Han havde dog stadig et smil på læben. Hans modstander kunne faktisk slås, og det så ud til, han rent faktisk kunne få en udfordring.

I stedet for selv at bede om en pause, valgte han dog at rette et spark mod mandens mellemgulvet. Hvis han bukkede forover, ville Thalanil med det samme følge op med et knæ mod ansigtet. Hvis sparket ikke fandt vej, ville han hurtigt trække sig igen, for han ville ikke risikere, at Randall fik grebet hans ben. Han ville være sårbar i sådan en situation.
"Det er længe siden, jeg rent faktisk har mødt en modstander, der var en værdig udfordring" komplimenterede han ærligt. Det var sjældent, han fik lov til at vise sig fulde potentiale (syntes han selv), og han var nu blevet bevidst om, at han bestemt ikke kunne tage det roligt med denne mand. Hvis han ikke tog det seriøst, kunne han rent faktisk få tæv.

Stolen ramte med et brag og for et kort øjeblik troede Randall, at det var det. Men nej, det slog sgu ikke manden i gulvet. Han var hårdfør! Lidt for meget efter Randalls smag, for det betød at han stadig ikke havde en mulighed for at komme væk. Randall var god til at slås, og han elskede en god nævekamp, men kun når de var for sjov, som et værtshusslagsmål. Lige nu var det lidt for seriøst, og han ville helst ikke tabe. Hvilket der var to måneder han kunne gøre på, enten ved at blive fanget - eller ved at dø. Det var sådan set det samme, for han sad sjældent længe i brummen, inden han kedede sig for meget og fandt en måde at dø på og få sin frihed tilbage på.

Benet mod hans mave kom hurtigt, og han var uforberedt, fordi stolen ikke havde gjort sit arbejde, dumme stol! Så det ramte præcis og luften forsvandt fra hans lunger i en punkteret lyd. Smerten i maven var nok til at få ham til at knække sammen, mens han forsøgte at gispe luft ind. Noget han ikke nåede, før hele hans ansigt eksploderede i smerte, da det fik et hårdt sammenstød med dusørjægerens knæ. Et højt knæk fortalte ham, at hans næse ikke kunne holde til kraften bag og det varede ikke mange splitsekunder før, at han kunne smage blod og samtidigt mærke det fosse ud. 

Med en gryntende lyd af smerten væltede han ind i bordet bag sig, mens han med den ene hånd tog sig til næsen og den anden greb fat i bordet for at finde støtte. Hans fingre blev straks røde af blod og han spyttede blod, mens han forsøgte at få fyldt lungerne op igen. 
"Det tager jeg som en kompliment," fik han hvæst ud i mellem sine hivende vejrtrækninger. 
Hvad så nu? Han overvejede at trække sit sværd, for han ville gerne derfra i live og som en fri mand, men der var bare ikke rigtigt plads til en sværdkamp. Utilfreds spyttede han en klump spyt og blod ud på gulvet og trak sin lange kniv i stedet. Næsten så lang som et kortsværd, men tydeligvis bare en overdimensioneret kniv.
"Men jeg gider ikke slås mere." Han kneb øjnene lidt sammen og man kunne allerede nu fornemme, hvor sort han ville blive rundt om begge øjne efter det hårde slag.

Thalanil havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Randall ikke ville nå at undgå bare et af udfaldene. Han brugte dog pausen til at ryste noget blod ud i sine underarme. Slaget fra stolen havde efterladt dem mere eller mindre følelsesløse, og han havde en grum fornemmelse af, at de begge to ville være præget af et par gevaldige blå mærke dagen efter. En pris der af og til måtte betales. Denne branche var ikke ligefrem uden fare, noget han hurtigt havde erfaret. Taget i betragtning af den skade, stolen kunne have forårsaget fandt han sig selv yderst heldig, at hans reflekser igen havde været gode nok.

Thalanil blev dog trukket ud af sine tanker, da han så stål blive trukket. Den store kniv var ikke til at tage fejl af. Randall havde ikke tænkt sig at give op. Et smil bredte sig på hans læber, som han fremdrog den ene kodachi. "Min hensigt var heller aldrig at slås. Jeg gav Dem muligheden for at følge frivilligt med. De valgte selv at begynde slagsmålet" svarede han med et grin, som han bevægede kniven foran kroppen i en defensiv position. Han holdt den "omvendt" med bladet vendende nedad fra hånden. "De kan stadig nå at overgive Dem."

Randall lod blikket glide over sværdet og den måde, det blev holdt på. Specielt. En stil han havde set før, men stadig specielt. Og en lille smule unfair i forhold til hans lille kniv, men nu var det for sent at bytte rundt. Hans blik gled til siderne i søgen efter en anden udvej, men den præsenterede ikke sig selv. Pislort. Skarpe klinger var sjældent en god idé. Men nu ville han prøve!
"Ser du, jeg lader mig ikke låse inde frivilligt, der er ikke noget mere kedeligt end at sidde i spjældet." Han snakkede for at distrahere, for som han sagde sidste ord, sprang han frem mod den anden for at slå ud efter ham med kniven.

Nok så Randall ikke ud som andet end noget, der hørte til i rendestenen, men han var en ganske god fægter. Han havde trods alt også over halvtreds års erfaring og en krop, der stadig var midt i trediverne. Hans første angreb virkede dog en smule klodset, men det var med vilje. Jo mindre folk tænkte om ham, jo nemmere var det at overraske dem. Og han havde da planer om at skade, ja måske endda dræbe, den anden dusørjæger, det gjorde ham intet. Den anden var trods alt selv gået ind til risikoen for smerte og død, lige som han selv var. Noget der ikke var så farligt, siden man ikke kunne dø, men det var lidt lige meget! Risikoen var der!

Medmindre en handling fra Thalanil ville stoppe ham, angreb han igen, denne gang noget hurtigere og noget mere præcist. 

Lukkes på grund af inaktivitet