Sted: Byvagternes hovedkvarter
Tid: Omkring middag
Vejr: Let overskyet, men ikke alt for koldt

Ronin lavede ballade. Det skete ikke så ofte, men lige nu befandt han sig et sted, hvor han ikke burde være. Et par dage før havde han fundet en let skjult vej ind til byvagternes træningsplads. Ikke at han gik ind på pladsen, men han stod ved et hjørne og så på dem træne. Det var ren og skær nysgerrighed. Hvordan trænede landets ordenshåndhævere? Kunne han lære noget nyt? Og samtidigt ville han bare gerne se dem arbejde. Han havde stor respekt for byvagterne, lige så stor respekt som for Lysets Krigere. De satte deres liv på spild for de almindelige borgere. Hvordan kunne man ikke have respekt for det?! Han så op til dem og selvom han ikke selv havde planer om at blive en, da han sigtede efter at blive kriger for Lyset, var han opsat på at finde ud af mere om dem.

Lyden af våben mod våben og kroppe der mødtes i nærkamp rungede i gården som på alle andre træningspladser, men de blå øjne sugede hver eneste bevægelse de kunne til sig. Der var en øvelse han ikke kendte og han stirrede fast på den for at forsøge at huske den, så han kunne prøve, næste gang han skulle træne. Hvilket ikke var i mens de var i byen. Derhjemme. Hans mund bevægede sig lydløst som han for sig selv remsede bevægelserne op. Han var så optaget, at han ikke lagde mærke til sine omgivelser.

Ærligt talt, så var det rart at være ude af huset. Nok var hans far ikke hjemme, men hans mor opførte sig en smule underligt. Hun var ked af det, men ville ikke sige hvorfor og han kunne ikke rigtigt hjælpe hende. Og hans storesøster var kommet hjem med babyen og den larmede og tog al opmærksomheden. Han kunne godt se det søde ved den, men han forstod den ikke. Skulle den lille grimme klump virkelig blive et menneske en dag? Så friheden ved at rende rundt i byen var meget bedre. Siden træning ikke var så aktuelt, selvom hans søsters mand ikke havde noget i mod at svinge lidt med et sværd. Han var alt for sød. Ronin savnede soldaterne hjemme. Men det var rart at have tid uden sin far i nærheden.

Han var iklædt en pæn blå kofte med et bælte om livet og et par brune bukser, der var posede ned til under knæene og stramme resten af vejen ned i et par lette støvler af god kvalitet. Det var ret let at spotte, at han var et barn af mere velhavende forældre og ikke et tilfældigt gadebarn.

Nogle dage, var Bigwig overbevidst om at han var ved at blive for gammel til det her! Hans ryg havde det med at klage sig, når han glemte at høre efter dens signaler om at det var tid at holde op med at træne, eller måske lade være med at løbe efter den forbryder igennem en større forhindringsbane. Han var ikke en ung mand mere. Han var en priviligeret gammel mand, hviss krop var langt mere adræt og smidig og veltilpas end andres i hans alder. Han ryg var stadig rank, udvidste ingen tegn på forkalkning og krumhed, og den var næsten uden ar. Takket været en ganske simpel og yderst effektiv magisk evne han havde i blod og krop. Havde det ikke været for det buskede uregerlige grå hår - der stadig ejede noget brunt trods alderen, og det grålige skæg, havde man nok gættet ham til at være yngre.

Men musklerne blev hurtigere trætte, og knoglerne ligeledes. Han var derfor hurtigere færdig med at blive tæsket med sværd og næver, end mange af de yngre, og gik i stedet rundt og gav råd og demonstrationer for at lærer de nye vagter. Heldigvis kom der stadig nye ind, og kvaliteten syntes at stige ganske let, nu plagerne ikke hærgede. Desværre, havde de også et par af kiles sortklædte krager til at kæmpe i hjørnerne med hinanden. Bigwig gik rundt over pladsen, en smule frem og tilbage, og blev til sidst hidkaldt væk af en velkendt kvindelig stemme, bestående af den altid negative våbenmester, der havde en høne at plukke.

Efter en meget lang diskussion, hvor Bigwig havde forholdte sig nogenlunde tålmodig og forstående overfor det hidsige kvindemenneske, var han vendt tilbage. Han stod ude i kanten som hans gamle øjne skannede pladsen, for at øjne noget, der ikke hørte sig til. Et busket øjenbryn løftede sig ganske let og en let løftning i mundvigen, der afslørede at manden trods alt var af mere venlig og mindre alvorlig støbning. Knægten var ung, opslugt og tydeligt ikke fra dette mere beskidte område. Hans tøj var pænt, af en kvalitet der gjorde sig gældende i de øvre kredse. Bigwig fulgte kanten af træningsbanen, stilte sig en smule bag ham med hænderne på ryggen, og fulgte knægtens blik til et par kæmpende. Her stod han et par håndfulde sekunder før han afbrød stilheden ganske let. "Stukket af?" hvor alvorlig de ord end kunne lyde, var Bigwigs øjne venlige og ansigtet mildt. Han skulle nok følges tilbage hvis han var, men han gjorde hun intet ulovligt og farligt.

Ronin havde ikke opdaget byvagten der bevægede sig nærmere og det gav et forskrækket gib i ham som der blev talt til ham fra et sted bag ham. Hurtigt drejede han hovedet og fik øje på en ældre byvagt, han nok havde lagt mærke til på pladsen. Han havde også trænet, men var gået over til at undervise i stedet. Måske ikke så sært taget hans alder i betragtning, Ronin så det som ret imponerende, at manden stadig var aktiv. Han virkede for gammel til aktiv tjeneste, især i en ung dreng som Ronins øjne.
Man kunne nok se i Ronins øjne og udtryk, at han vidste, at han var i problemer. Først med den gamle byvagt, men også derhjemme, når han blev slæbt hjem og de fik at vide, hvad han havde lavet. Godt hans far ikke var hjemme, han havde givet ham en røvfuld. Af flere årsager.

Men den gamle mands udtryk var overraskende venligt og det fik langsomt Ronin til at vende sig væk fra træningspladsen, så han havde fronten i mod ham. Han var ikke helt tryg ved at møde hans blik og så i stedet i orden med skuldrene trykket lidt op og hænderne knyttet.
”Ikke rigtigt, jeg har ikke fået at vide, at jeg ikke måtte gå.” Det var sandt. Ingen havde sagt, at han ikke måtte rende ud. Dog var det nok ikke planen, at han skulle rende så langt væk og bevæge sig ind på forbudt område. Lidt forsigtigt skævede han til mandens ansigt.

Der var ikke noget skræmmende ved ham trods uniformen og Ronin kunne ikke andet end tænke, at han virkede til at være en rar mand. Måske var han ikke i så store problemer som han først troede? Det så i hvert fald ikke ud til, at denne mand kunne tænke sig at give ham en fysisk afstraffelse og det gjorde Ronin lettet. Ikke meget, men lidt. Man kunne aldrig vide.
”Jeg ved godt, at jeg ikke må være her. Jeg ville bare… se på.” Han kunne lige så godt indrømme sin synd med det samme og så håbe, at alting ikke blev værre af det. Han ville vitterligt bare gerne se dem træne. Bare for at lære. Han skrabede lidt med foden i jorden og gemte sine hænder på ryggen. Man kunne nok se på ham, at han var en god dreng, der dog var vant til at komme i problemer. Med sin far, men han vidste af erfaring, at andre også gerne slog. Bare se på resten af hans familie.

Det var tydeligt en reaktion af en knægt der ikke befandt sig et sted han måtte, og det fik Bigwig til at smile breddere og mere underholdt. Et smil der dog falmede en lille smule da han direkte så frygt i knægtens øjne, blev han faktisk en smule uroligt. Så meget havde han jo ikke ligefrem gjort galt! faktisk havde han ikke gjort noget galt. Det var ikke en forbrydelse at se på byvagterne træne. Måske ikke så smart at snige sig ind for at se det, men i hvert fald intet at blive straffet for.
At han derimod var stukket af hjemmefra for at komme herhen var en hel anden sag. Intet Bigwig kunne give knægten en videre straf for, men han havde nok nogle forældre der var mindre "Ah.. Jamen det kan jeg godt se, så beder de dig jo om at tage på eventyr" svarede han med en munter let drillende tone.

"Du ved, næste gang skal du bare sige til. Det er ikke ligefrem en hemmelig forsamling" det var ikke ligefrem fordi han lignede en ballademager! Faktisk virkede han meget velopdragen og udemærket klar over at han måske ikke havde opført sig meget hensigtsmæssigt. Han forsøgte i hvert fald ikke at skjule sin synd bag et hav af undskyldninger eller fornægtelser. Men også en knægt der ikke helt var vant til at slippe særlig heldigt fra ting, når drengen kom op i ham. Drenge var ikke ligefrem skabt til at sidde stille. "Hvad hedder du?" Bigwig så ikke mindre venlig ud, men måske mere en smule bekymret. Knægtens adfærd gav ikke ligefrem gode signaler overfor den gamle mand, der efterhånden havde set alle adfærdsmønstre der kunne fremkomme.

Ronin havde ingen anelse om, hvor store problemer han var i med byvagten, en byvagt der virkede venlig nok, men… Ronin flyttede lidt uroligt på sig og sank en klump. Man kunne aldrig vide.
Det var ikke fordi, at han var bange for alle voksne, han mødte på sin vej, men situationen var uheldig og det var en autoritet, der stod foran ham. En autoritet, hans far ikke brød sig om og som han ikke ville have sin søn i nærheden af, slet ikke smugkigge på deres træning. Renly havde forsøgt at forklare sin søn, at han skulle lade være med at have hovedet fulgt med drømmerier om at komme i Lysets tjeneste. Og dette var byvagterne, endnu værre en Lyset!

Han rynkede panden og var ikke sikker på, at ordene om eventyr var godt eller dårligt ment, så han svarede ikke. Det var ikke ligefrem fordi, at hans mor ville se ham tage på eventyr i byen, hun så ham stadig som et lille barn, der bare blev væk og kom til skade. Hans far var nok ret ligeglad, så længe han ikke kom i ballade. Som nu. Men hans far var ikke i Dianthos, hvilket han prøvede at trøste sig selv med.

”Ronin… Ronin Argyris.” Han tøvede med at sige sit familienavn, sagde han det ikke, kunne han ikke blive fulgt hjem. Men det ville måske bare skabe endnu flere problemer og det var nok bare lettest at indrømme det med det samme. Han bed sig kort i læben og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Han havde egentligt spørgsmål, nu han faktisk stod med en byvagt, men det var nok dumt at begynde at være til mere besvær. Kort drejede han hovedet for at se på de trænende væsner og så sænkede han hovedet lidt. Han ville gerne se mere på dem, men vidste godt, at efter i dag måtte han hellere holde sig væk. Det varede nok heller ikke så længe, inden de skulle tilbage til borgen alligevel.

Det var ikke ligefrem fordi ordene strømmede ud af knægten der faktisk havde et langt mere alvorligt udtryk end han ventede en af hans beklædning og materielt bedre stillede liv. Men man kunne aldrig vide hvad der gemte sig bag facaden og den lige nu rynkede pande. Bigwig lod ham tage valget om at være tavs. Han var ikke i problemer, ikke voldsomt i hvert fald. Desuden kunne der altid ses en smule mellem fingre. I den gamle byvagts hoved havde han jo intet forkert gjort. Måske lavet en ulydig drengestreg, men mere var det heller ikke.

Bigwigs øjne låste sig en smule bedre til drengens træk som han udtalte sit navn. Man kunne næsten se et dybt suk gå igennem hans bredde gamle krop, der fik skulderne til at falde ganske let, men det kunne ikke høres eller ses i hans rolige træk i det venlige gamle ansigt. "Lance Bigwig" svarede han i stedet for at hilse, som var de mere ligeværdige og ikke en autoritet der skulle til at opdrage på ham. Med det sagt, gled der en bekymring igennem kroppen på den gamle, der genkendte efternavnet og huskede sin gamle vens ord. Det måtte være en af hans slægt, for de havde samme navn, men Bigwig ville ikke spørge. Det bragte nok mere bekymring end svar med sig. "Du har et spørgsmål?" knægtens åbnen og lukning af munden og pludselige skift til bare at stirre på de trænende, indikerede i hvert fald det måske hang sådan sammen. Det var ikke forbudt at være nysgerrig.

Ronin lagde ikke mærke til den gamle mands reaktion på hans navn. Nok var hans far adelig, men de var i hovedstaden og hvem skulle kende dem der? Nej, han holdt billet let sænket mod jorden i mellem dem. De fleste ville nok forvente en adelig dreng holde på sin titel og position, men Ronin havde aldrig set sig selv som bedre end resten af verden. Ikke med vilje i hvert fald, som han var ganske uvidende om den fattigere befolknings kamp for at overleve. Han var simpelthen ikke gammel nok, ikke erfaren nok, ikke nok bekendt med omverdenen, til at forstå de dårligere stillede, men han besad ikke en eneste ond følelse. Bare uvidenhed.
Når andre måske ville have reageret med overlegenhed overfor noget så simpelt som en byvagt, var Ronin alt for bevidst om, at det var en autoritet. Og han havde ikke god erfaring med autoriteter – i form af sin far.

Ronin løftede blikket og så på de gamle træk og det grå hår, da manden sagde sit navn. Lance Bigwig, byvagt. Det ville han huske. Hvis han nogensinde skulle møde ham igen.
Spørgsmålet fik ham til at flytte lidt på sig og til sidst tage en dyb vejrtrækning, inden han pegede ud på de byvagter, der var ved at udføre den øvelse i nærkamp, han ikke havde set før.
”Det greb… jeg har ikke set det før. Hende den spinkle smed ham den store over skulderen, som om han ikke vejede noget. Hvordan gjorde hun det?” Selvom Ronin mente, at han havde trænet meget, var det efterhånden gået op for ham, at han havde meget at lære endnu. Bare fordi han efterhånden var rimeligt stærk i alle de ting, de kunne lære ham hjemme på borgen, betød det ikke, at der ikke var mere at lære ude i verden. Åh, han ville så gerne lære mere. Hvis bare hans far ville lade ham blive væbner. Men det var ikke sandsynligt. Tanken fik Ronin til at bide sig i læben.

Det satte tanker i gang, og vækkede helt naturligt den gamle mands nysgerrighed. Lige den familie havde ringet en klokke i hans indre og han huskede hvad han havde lovet. Ikke at han på noget tidspunkt havde glemt det - absolut ikke. Men han begyndte at spekulere igen. I hvert fald for en ganske kort stund, inden han fornuftigt valgte at være mere til stede i nuet end i sine egne tanker. Bigwig kunne altid tage og tænke godt og grundigt over det hele bagefter, når han var alene.

Bigwig fulgte knægtens finger ud imod vagterne der trænnede. En ganske velkendt øvelse i deres kredse, siden det ikke var alle af byvagterne der ejede bred fysisk styrke. Langt fra, men det gjorde dem ikke i stand til at kæmpe. Bigwig smilede over spørgmålet og fulgte hvordan den kvindelige byvagt hjalp sin medvagt op at stå igen. "Hun bruger sin modstanderst styrke og tyngde imod ham. Ser du, vi møder tit lovbrydere der er større end os selv, men styrke er ikke alt." startede han ud med at fortælle, og pegede som de begyndte igen så hun fik ordentlig fat i øvelsen og hvordan den skulle udføres. "Jo større de er, des hårdere falder de til jorden. Det er nemmere jo mere fart din modstander har, for så kræver det mindre styrke" forklarede han som den større byvagt faldte tungt til jorden igen. Bigwig lagde armene over kors inden han kiggede ned på drengen igen. Han var uden tvivl blevet oplært i sværdbrug. Det blev de fleste adelige drenge, så de kunne forsvare sig selv, også selvom det måske aldrig blev nødvendigt. Der var præstige i at kunne, men det var ikke nødvendigvis fordi nogen regnede med at de nogensinde så krig.

Til Ronins overraskelse valgte byvagten at forklare noget af øvelsen til ham. Hvad den var til for. Han lyttede koncentreret og med en let rynke i panden, der afslørede, at han hørte godt efter. Han forstod, hvad der blev sagt, mens han så kvinden kaste med manden igen. Hun brugte hans styrke og størrelse i mod ham. Noget Ronin godt kunne se. En øvelse han gerne ville lære! Selvom han nok ville være den tunge, store person, der skulle kastes rundt med. Trods sin alder var Ronin ikke blind for sin egen størrelse og han vidste, at han blive blive en stor voksen. Når han snart begyndte at vokse i både højde og bredde.

Han var tavs efter at Bigwig var færdig med at snakke, indtil han endeligt rev blikket fra øvelsen og kastede et blik på den gamle mand.
"Det er smart." Han sænkede blikket igen og trak skuldrene lidt op. Han havde helt glemt, at han var i ballade. Nu blev han nok slæbt hjem til sin mor. Et skuffet blik fra hende var lige så smertefuldt som en kindhest fra sin far. Men han havde bare ville kigge. Se, hvordan de gjorde. Det var umuligt at komme ind og se krigerne træne, så han måtte nøjes med byvagterne, hvilket også var mere en lærerigt og spændende nok!

Men trods tankerne om balladen, kunne han alligevel ikke helt styre sin nysgerrighed, så der gik ikke mange sekunder, før næste spørgsmål fandt vej ud af drengen.
"Hvor tit kommer I op at slås? Jeg mener... har folk ikke respekt for byvagter?" 

Bigwig lod stilheden falde over dem, som han var færdig med at forklare hvad øvelsen gik ud på, og lod knægten kigge. Han så ikke nogen grund til at afbryde drengen i at kigge og måske lærer noget bare på afstand. Han betvivlede dog at han havde problemer med at skulle lærer disse ting. En fordel ved en rig familie, var ofte at deres drenge blev oplært i at forsvare sig selv. Bigwig gik ud fra at det ikke var anderledes for Ronins tilfælde. Bigwig brummede i enighed som svar fra drengen. Det virkede ikke til at størrelse og styrke blev et problem for ham i fremtiden, men som nu, var det stadig godt at vide hvordan man gjorde. Bare for en sikkerheds skyld. Bigwig selv havde heller ikke brug for netop den manøvre, men andre af byvagterne var mindre privilegeret med styrke.

”Vi prøver at afholde os fra slåskampe” svarede han i en munter tone og smilede til Ronin. Et smil der afslørede at trods den høje alder, de grå hår og rynkerne i ansigtet, at Bigwig stadig ejede en del af den udstråling set ved en ung mand der ikke var holdt op med at lave ballade. ”De fleste respekterer byvagterne, men i de lavere klasser, er der mindre at miste ved at gå op imod os, end at tage sin straf. Dertil er der mange der mener at byvagter er dem som ikke var gode nok til at komme ind i hæren” svarede han med en let brummende mine. Det var i nogens tilfælde sandt, men byvagterne var dem der opretholdte loven. De gik ikke i store krige, men havde små kampe hver eneste dag for at holde befolkningen sikker. Det fik man desværre ikke skinnende uniformer og byens respekt for.

Det smil, der fulgte den ældre byvagts ord, fik straks Ronin til at synes om ham. Han virkede pludseligt ikke specielt farlig, slet ikke så gammel og alvorlig som han burde være. Og uden at tænke over det, løsnede hans egne unge træk en smule, selvom der ikke helt kom et smil frem. Han lyttede stadig til den ældre mand, ubevidst klar over, at han havde en masse viden fra et langt liv, hvilket Ronin kunne lære noget af ved at lytte til. 
Først var han forvirret over ordene, men det gik hurtigt op for ham, at det var ganske fornuftigt. Altså, at holde sig fra slåskampe. Det var vel ikke en byvagts arbejde at slås, men at holde orden. Og det gjorde man ikke ved at slå først?

Han overvejede lidt det, Bigwig sagde. Det var noget, han ikke selv havde tænkt over før, at de lavere klasser havde mindre at tabe ved at kæmpe i mod. Ronin spekulerede ikke så meget i forskellene mellem klasser, mest fordi han var vokset op i en af de højere og ikke havde brug for at sammenligne sig. De andre var der bare. Nok var han en god dreng, men han var også lidt snævertsynet når det kom til andres liv og levned. Så han var ikke helt sikker på, at han forstod. Men han spurgte ikke ind til det, men han ville huske det, der var blevet sagt.
Til gengæld fik den sidste sætning ham til at rynke på panden. Måske var ordene sande, men i Ronins øjne gjorde det ikke byvagterne til mindre værd. Han havde set dem holde orden, ikke bare her i Dianthos, men også ude på landet. De var dem, der tog sig af folks hverdag og de problemer der fulgte. Det var sjældent, at man så andet end de blå uniformer, så snart man var uden for Dianthos, Lysets Krigere var ikke dem, der tog sig af befolkningen.

En tanke om, at han ville være lige så stolt for at være byvagt som Kriger, hvis han ikke var dygtig nok til at blive en, gik igennem hans hoved, men en følelse i hans mave sagde alligevel noget andet. Han ville være kriger, koste hvad det ville!
"Men uden byvagterne ville alting være kaos, ikke?" Han rettede sig lidt op, bestemt. "Hvis jeg bliver en Kriger en dag, vil jeg i hvert fald huske, hvem der hjælper landet til hverdag!"

Klassernes opdeling var en barsk realitet at forholde sig til, svære jo højere man selv sad. Bigwig havde ikke lidt nød som barn, med en far indenfor byvagternes styrker, og et respekteret familienavn. Nej, han havde ikke tilhørt de lave klasser selv, men var blevet mødt af denne barske sandheden så snart han trådte ind i byvagternes rækker, og nu mange mange år efter, stadig et problem han ikke kunne finde en ende på, hvor meget han end prøvede. Så længe de rige holdte på at deres rigdom kun tilhørte dem, fandtes der ikke nok hjælp til de svage. Det forhindrede dog ikke byvagterne i at prøve at redde dem der reddes kunne – såfremt der blev taget imod hjælp. Det var ikke altid en realitet.

Bigwig kiggede på den store knægt med en hvis tilfredshed over ordene. Der var ingen tvivl om at knægten selv ønskede at træde ind som en kriger og kæmpe for dette. Om det var forlangt af familien at han skulle have disse drømme, eller om det var helt og holdent hans egne var sværere at se for den ældre mand, men stoltheden var der. ”Måske ikke alting, men verden ville være mere usikker” endnu en barsk sandhed. Krigerne beskyttede i en større helhed deres måde at leve på, men byvagterne vandrede i gaderne og tog sig af ”de små problemer” som de ofte blev kaldt. Forhindrede bander i at overtage områder. Holdte orden i de mindre byområder og tog sig af kriminelle handlinger, såvel som misforståelser mellem folket. Som hvem der havde taget hvems får. Det virkede ikke særlig glorificeret, men en nødvendighed. Forståeligt at drengen ikke drømte om sådan et liv.

”Det vil jeg håbe, og at flere tænker som du selv gør” svarede han, egentlig ganske tilfreds med drengens tankegang, om end han stadig var ung og uvidende omkring meget af verden omkring ham. ”Men. Jeg er stadig nødt til at følge dig hjem til din familie, nu du ikke ser ud til at være gået hjemmefra med tilladelse.” hvor venlig den unge knægt end var, var det noget han alligevel måtte gøre. En del af Bigwig ønskede heller ikke at lukke drengen ud på gaderne alene med det åbne sind. Det kunne stadig være farligt, selv i dagtimerne, i denne ende af byen.

Ronin nikkede til det, byvagten sagde. Begge dele. Han var ikke i tvivl om, at han havde ret, at verden ville være et mere usikkert sted uden byvagter? Ikke at Ronin havde oplevet ret mange skræmmende ting, ud over sin far, men han vidste da, at dem der boede i deres len, var meget glade for den gruppe af byvagter, der, ud over hans fars soldater, holdt ro og orden i området.
Han vidste også, at der var mange, der ikke kunne lide byvagterne. Hvorfor var han ikke helt klar over, ud over at folk der lavede ulovligheder jo nok ikke brød sig om lovens lange arm. At nogle byvagter ikke var så gode som de skulle være, var der ikke nogen, der havde fortalt ham.

Den ældre mands ord om at han blev nødt til at følge ham hjem, fik ham til at sænke hovedet lidt og bide sig i overlæben. Der var vel ikke nogen vej udenom.
”Okay.” Med lidt hængene skuldre gik han forbi byvagten og ud på gaden. Han ventede på, at han var med, inden han drejede ned ad gaden, den vej der ville lede ham hjem. Han var i den forkerte bydel, men han kendte dog vejen hjem igen. Det var ikke første gang, at han havde sneget sig til at kigge på dem træne, når han kedede sig. Hvilket han gjorde meget her i byen, da han ikke bare kunne gøre som han ville, udenfor træningen og de lektioner, han fik af sin mor.

Men nysgerrigheden var ikke helt væk og han skævede lidt mod den ældre mand. Han så oldgammel ud i Ronins øjne, men siden han stadig var aktiv byvagt, kunne han vel ikke være så gammel? Men han måtte være ældre end hans far. Ikke?
”Hvor længe har De været byvagt?” Tiltalen faldt ham ret naturligt for, fordi manden var voksen og havde den autoritet, han havde. Egentligt burde manden sige De til ham og han være dus, men nogle gange kunne han ikke få formerne til at passe helt i forhold til den måde, han så tingene på.

Nogen gange måtte man bide i det sure æble. Bigwig ville helst bare lade knægten gå, og lade som om at han ikke var anderledes end de andre knægte der strejfede omkring i gaderne. Men for Ronins egen sikkerhed, kom det ikke på tale. Han skilte sig ud med sit tøj og holdning. Han kunne komme til skade. Og selvom det måske ikke var rart at blive fragtet hjem af en byvagt, var det ikke det værste der kunne ske.

Bigwig fulgte med knægten og lod ham vise vej. Det kunne være et risikabelt træk, men Bigwig var faktisk overbevidst om at Ronin ikke forsøgte at løbe om hjørner med ham. Men det var den rigtige retning for at komme op imod den del af byen mange drømte om at blive en del af. Han lod drengen gå i stilhed, hængende med hovedet. Et øjeblik overvejede han at komme med nogle muntre bemærkning, men trods det stak i ham for at skulle efterlade en dreng i slukøret tilstand, var det nok for det bedste. Forhåbentlig stak han så ikke af igen.

Drengens spørgsmål fik Bigwigs øjne til at flytte sig fra vejen og ned på knægten. Taleformen forvirrede ham stadig, men når alt kom til alt, var det ikke så underligt, taget i betragtning hvor han kom fra, og de tidligere syn han havde fremlagt. Han virkede jo til at have respekt for byvagterne. "Oh mange år.. Min far var Byvagt før mig. Så jeg har nok været seksten, måske sytten år da jeg startede" det var alt for mange år siden. Han kom til Dianthos som 13 årig for at kunne træne med sin far, men det var trods alt ikke der han startede. "Så, 45 år." Da han sagde tallet begyndte han at klukke en smule. "Jeg havde glemt jeg var så gammel!"

Ronins blik vandrede fra brostenene foran ham til byvagten for at holde øje med hvor han gik, men også fordi han var interesseret i manden svar. Da den ældre mand sagde, hvor længe han havde været byvagt, tabte Ronin kæben. En hurtig hovedregning fik placeret manden over de tres og det gav slet ikke mening for Ronin, men han troede alligevel på, at manden talte sandt.
”Det… det var mange år.” Det gik op for ham, at han stirrede med åben mund og polypper, så han skyndte sig at se væk. Men han kunne ikke skjule, at han blev lidt rød i kinderne over sin reaktion. Han burde have mere selvkontrol end det. Men byvagtens alder! Wauw!

Han pillede lidt ved sin kanten på sin kofte, inden han umætteligt nysgerrig begyndte at stille flere spørgsmål til, hvordan byvagterne fungerede. Nogle af spørgsmålene bar tydeligt præg af hans alder, men nogle af dem var også ret tekniske. Iveren var i hvert fald ikke til at tage fejl af. En gang i mellem sammenlignede han lidt med det, han vidste om Lysets Krigere, som han tydeligvis vidste mere om end væsnerne i de blå uniformer. Han glemte helt, at han var i problemer, mens han lyttede til byvagtens svar, men han glemte ikke, hvor de var på vej hen og han førte dem troligt mod Øvre By og det hus, hans familie boede i.

Ronin trak vejret ind for at stille et spørgsmål mere, inden det gik op for ham, at han var stoppet op foran hoveddøren til det store hus. Åh. Nåh ja. I stedet slap han luften ud i et suk og sænkede blikket.
”Det er her vi bor, mens vi er i byen.” Han nåede lige at håbe, at hans mor ikke var hjemme, men hvor skulle hun ellers være? Hun havde ikke et socialt liv i byen, så medmindre hun var taget på markedet med tjenestepigen, så var hun hjemme. Måske han var heldig og det var Anya, der åbnede døren. Men det var nok en af hans søsters tjenestefolk. Suk.

Bigwig kom med en let brummende latter og smilede til den unge knægt. Det var flere år end han havde været i live og garenteret var hans forældres alder heller ikke lang fra årene Bigwig havde i tjeneste. Han var ikke sikker, for knægten kunne være den sidste i en søskendeflok. Så meget havde han alligevel ikke styr på de adelige slægter. "Det føles ikke så længe når man selv står der. Det skal du nok komme til at opleve" Men følte Bigwig sig gammel nu? ekstremt meget for at sige det mildt. Han var over treds år gammel, og mange af hans kammerater fra de unge dage havde allerede stilt træskoende. Noget i hans krop holdte ham simpelthen i live og ved ilden endnu.

Hvad end spøgsmål Ronin havde, svarede Bigwig på dem. Om det var teknisk eller mere normale spørgsmål. Og var der ting han ikke vidste med sikkerhed, eller ikke måtte fortælle, fandt han også en løsning på det i form af at svare anderledes. Men på intet tidspunkt talte den gamle mand ned til drengen. Han var ikke dum, bare ung.

Bigwig fik ondt af drengen som det slukørede udtryk kom frem ved et større hus hoveddør og de tydelige suk forlod ham. Bigwig gav ham et medfølelnde blik, men bankede alligevel hårdt på døren. Det virkede som om at der næsten lige var gået en skikkelse forbi indenfor, for døren blev åbnet overraskende hurtigt.
Bigwig trak sig instinktivt lidt tilbage da han så ind på et yndigt men ikke synderligt glad ansigt. "Ronin Argyris! Hvor har du været?!" Bigwig kunne ikke undgå at kigge undskyldende ned på knægten som hvad der anseeligt var hans mor, og en bekymret en af slagsen gik i gang med at udspørge sin søn, og ikke ligefrem fandt det spor heldigt at han var blevet fragtet hjem af en byvagt. "Undskyld forstyrrelsen frue. Mit navn er Lance Bigwig, og jeg er her blot for at sikre den unge mand en sikker tur hjem fra.. et andet distrækt. Han har intet ulovligt gjort" han var meget tæt på at sige at han ikke havde gjort noget forkert, men det nyttede vist ikke noget. Kvindens blik var stadig strengt men ændrede en smule karakter som hun kiggede op på Bigwig. Som om hun genkendte enten ham eller navnet. Ikke noget Bigwig puttede megen fortænkningstid i, før han tænkte en ekstra gang over efternavnet og brikkerne faldte på plads. Hvorfor var verden bare ikke en tand større?

Det var hans mor, der åbnede døren. Ronin blev straks lidt mindre, da hendes skarpe blik landede på ham og han så i jorden med hænderne på ryggen. Han havde ikke helt regnet med, at hun ville blive så vred, men så igen, han stod der med en byvagt. Hvad mon ikke, hun troede, at han havde lavet? Ikke at det lignede ham at komme i problemer, ikke på den måde i hvert fald. 

Han åbnede munden for at svare hende, men byvagten kom ham i forvejen og Ronin løftede hovedet for at se på ham med svag overraskelse. Ikke at manden løj, men han sagde heller ikke hele sandheden. Ronin ville have sagt sandheden, det hele, han hadede at skjule ting fra sin mor, men han ville ikke stå der og få byvagten til at lyde som en løgner, så han tav og flyttede blikket til sin mor i håb om at hun ikke spottede hans overraskelse over den ældre mands ord.

Helenas blik hvilede i stedet på Bigwig og der dukkede en rynke frem i Ronins pande. Kendte hun ham? Hun så i hvert fald ud som om, at hun burde vide, hvem han var. Hvorfor? hvad havde hun med byvagter at gøre? Han skævede til den ældre mand, der også så helt forkert ud i hovedet. Forvirret ville Ronin spørge, men han lod være. Han var i problemer nok lige nu og han var ikke sikker på, at der var noget, han skulle vide der. I stedet flyttede han lidt på sig og så i jorden igen.
"Undskyld mor, jeg ville ikke bekymre dig. Jeg kedede mig bare." Han var lige ved at spørge, om de ikke snart skulle hjem, men bed det i sig. Hans far var derhjemme. Her var der i det mindste fred lige nu. Og når han kom forbi, var det ikke så slemt, fordi det ikke var hans hjem. Og Ronins svoger kunne ikke lide volden og han var trods alt manden i huset. Så på den måde var det bedst at være her, især for hans mor.

Bigwig burde ikke havde gået let omkring sandheden, men i realiteten havde knægten jo intet gjort han ikke måtte. Det var ikke forbudt at se på byvagterne træne, ej heller at opholde sig i det nedre kvarter. Men ikke destro mindre havde hans udstråling og ikke mindst påklædning skilt så så meget ud, at det mere havde været for hans egen sikkerheds skyld. Også selvom han var en stor knægt af sin alder at være.

Bigwig sank en klump i halsen og rømmede sig lidt. Karkhos ord hang i hans sind, som var de blevet sagt til ham for få sekunder siden, men han kunne ikke hænge sig for meget i det. Hendes blik tilbage på ham, vidste at hun også havde et navn at sætte på en skikkelse nu. Han betvivlede ikke et sekund at det var Karkhos’ ord der hang i hende såvel som ham.

Med et venligt klap på Ronins skulder, kiggede han tilbage ned på knægten med et varmt og ganske muntert smil, den tidligere genkendelse væk fra hans blik. ”Pas nu på dig selv, Ronin.” han vendte blikket tilbage til kvinden og nikkede i hendes retning. ”Fortsat god dag, Frue” og med det takkede han af, og forlod steppet til fordøren, med et hoved, fyldt med tanker. Mest af alt tanken om hvad den gamle soldat nu havde fået rodet sig ud i! Velvidende at han ikke fik et svar på sine tanker, som han begav sig tilbage til træningspladsen.


/out

Helena blinkede et par gange og vendte opmærksomheden ned på sin søn der havde krummet sig sammen. Han havde gjort noget han ikke måtte, også selvom vagten intet havde omtalt om ulovligheder. ”Vi taler om det indenfor” hun havde været bekymret, og selvom hun godt vidste at Ronin ikke havde handlet med formålet om at vække denne bekymring, var det alligevel sket. Han var taget afsted alene, i en fremmed by han ikke kendte. Ingen til at holde opsyn med ham og sikre at han ikke havnede i ulykker. Hun priste sig blot lykkelig for at det var en byvagt der bragte ham hjem, og han derfor kom hjem.

Helena vendte blikket til den gråhårede byvagt og nikkede i hans retning. ”I lige måde. Og tak” da han var gået et par skridt væk, trådte hun til side i døren, så Ronin kunne komme med ind. ”Kom så” hendes stemme var ikke hård, men der lå skuffelse i den. Han ville på eventyr, men eventyr var ikke en dans på roser. Det var ikke som i de mange fortællinger hun endda selv havde fortalt da de var små. Da han var indenfor og døren lukket kiggede hun på ham og tog en dyb indånding. ”Du ved godt, at du ikke må gå ud alene.” kommenterede hun og så afventende på at få en forklaring.

Ronin sendte byvagten et forsigtigt smil, da den gamle mand klappede ham på skulderen.
"Det skal jeg nok. Og tak." Han så efter vagten, der bakkede væk og vendte om for at gå. Han ville næsten ønske, at han kunne gå med ham. Det havde været lærerigt at følges med den gamle mand hjem. Og selvom manden havde været byvagt, havde hans ord alligevel tændt lysten til at forsøge at blive en kriger ved Lyset endnu mere. Ronin ville være kriger! Og hvis han ikke kunne det, måtte han blive byvagt, selvom han godt vidste, at det var noget, hans far slet ikke ville gå med til. Kriger var slemt nok, når han var udset til at blive handelsmand som sin far!

Morens skuffede tone fik ham til at sænke hovedet endnu mere, da han gik forbi hende og ind i huset. han stoppede og så med et undskyldende blik på hende.
"Undskyld. Men her er ikke noget at lave. Jeg kedede mig." Det var en dårlig undskyldning, og det vidste han godt, men det var sandt. Han havde lavet sin morgentræning alene og nu kedede han sig. Ulrich havde travlt og ingen af hans folk havde haft tid den dag. Han kunen ikke bare tage ud og opleve noget sammen med et par vagter eller bruge dagen på at strejfe om i krogene i deres borg hjemme. Der var ikke rigtigt noget for ham at lave her.
Han forsøgte at se så uskyldig og undskyldende ud med sine blå øjne og stadig barnlige ansigt. Måske han kunne bløde sin mor så meget op, at han ikke var i alt for store problemer.