Anastasya sad på en pude ved et af de vinduesløse vinduer og stirrede fraværende ud på den lyseblå himmel. Varmen var ulidelig og den kølige brise der fra tid til anden fandt vej ind gennem vinduet var forfriskende. I sin favn havde hun en slidt broderet pude som hun fraværende strøg fingrene over. Hun havde ikke set sin Herre hele formiddagen og det var en lettelse. Hun lod sine tanker flyve, spekulerede fraværende på hvad der var der ude bag murene hvor hun ikke kunne se.
Skridt på gangen distraherede hende og hun vendte blikket mod døråbningen. Skridtene var umiskendelige men der var også en anden lyd. En lyd af noget der gled langs gulvet måske? Hun trak puden lidt op til brystet, som for at beskytte sig selv mod hvad end der havde kurs mod hendes dør.

Vargas kom til syne og han havde et eller andet med sig. Han smed en skabning på gulvet foran hende og hun gispede og så frygtsomt på Vargas. Havde han slået den ihjel? Nej hun kunne svagt se at der var vejrtrækning. ”Gør et eller andet ved den her..” Sagde han og vendte ryggen til hende. Hun så mod skabningen, det var en Satyr. ”Men Herre jeg er ikke..” Han var allerede forsvundet ned af gangen. Anastasya var ikke healer og de mange blodige plamager der var samlet under satyrens hud efter Vargas’ behandling af den foruroligede hende. Hun rejste sig og gik hen til Satyren hvor hun satte sig på knæ. Hun lagde en hånd mod dens kind, og et par fingre mod dens hals. Den var i live, det fik hende til at ånde lettet op.

”Er du vågen?” Hendes stemme var blid og hun strøg den forsigtigt over kinden. Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene koncentreret. Hun lod den beroligende energi flyde mod Satyren, følelsen af tryghed og af at være elsket. Anastasya havde en usædvanlig evne til at påvirke væsner og dyr. Hun kunne overføre følelser til dem, påvirke deres sindsstemning. Dog havde væsner altid et valg, dyr kunne hun give så meget tryghed og tillid at de ville komme til hendes hånd, men væsner ville blot opfatte fornemmelsen og enten tage den ind eller ej.

Hector var kun halvt ved bevidsthed, da Vargas trak afsted med ham, og det var først, da han hørte en fremmed, men alligevel bekendt stemme, at han begyndte at komme tilbage til overfladen. Der var nogen, der rørte ved ham, og en mystisk følelse af... tryghed? Hector slog øjnene op og blinkede kraftigt for at få sit syn til at fungere ordenligt igen. Langsomt tonede et bekendt kvindeansigt op.

"Hvad sker der?" raspede Hector svagt og forsøgte at løfte hovedet, hvilket viste sig at være en meget dårlig idé, og han lod det falde tilbage med et grynt af smerte. "Hvor er Juno?"

Han huskede kvinden nu. Hun havde været venlig mod ham tidligere. Selvom hun åbenbart arbejdede for Vargas, så lod det ikke til, at hun delte hans nydelse af andres smerte. Smerte... Hector havde stadig ondt mellem benene, hvor Vargas havde taget ham, og det ville ikke overraske ham, hvis han også blødte lidt dernede. 

Anastasya så bekymret på satyren og strøg ham forsigtigt over panden. "Lig hellere stille, du er slemt tilredt" Hviskede hun da han forsøgte at løfte hovedet. Hun ville så gerne hjælpe ham. "Juno? Var det din menneskeven?" Hun havde aldrig fået deres navne af vide. Det stak i hendes hjerte at tænke på at den unge dreng var alene med Vargas. Hun viste udmærket hvad Vargas var i stand til. Dog viste hun også at Vargas aldrig ville behandle hende helt så skidt som de andre, af ukendte årsager.

"Jeg ved ikke hvor han er" Hendes stemme dirrede af ængstelse ved tanken om hvad Vargas udsatte den unge dreng for. Hun slog blikket væk fra satyren ved tanken om at drengen kunne få samme behandling eller måske værre. "Jeg er ked af at dette er sket for dig.. For jer" Hviskede hun så og man kunne se smerten i hendes blik. Vargas var en frygtelig skabning, så meget had og vandvid samlet i én krop.

Hun lod blikket glide over hans forslåede krop og snøftede en gang. Hun kunne ikke fordrage misbrug af liv og godhed. Og Vargas syntes at lave en sport ud af det. "Er der noget du har brug for? Jeg vil hente noget til at rense dine sår med så du ikke bliver syg. Er du sulten eller tørstig?" Det mindste hun kunne gøre var at forsøge at gøre ham det så komfortabelt som muligt, oven på den behandling han havde modtaget. Det gjorde ondt helt ind i hjertet at se den slags ondskab.

"Juno... han er... han er alt," gispede Hector til den fremmede og et væld af tårer begyndte straks at løbe fra hans brune øjne og ned i hans krøller. Hector ville normalt aldrig vise sig sådan overfor en fremmede, og heller ikke en, han kendte, men han var totalt nedbrudt. Han kunne ikke spille stærk mere. De sidste reserver i ham blev allesammen brugt på ikke at gå totalt fra forstanden. Han dækkede sit blodige ansigt med sine hænder, mens han hulkede og rullede om på siden for at krølle sig sammen i fosterstilling. Han ville hjem nu. Han ville ikke mere. Huset i Dianthos og de mange unger, Juno havde samlet der, føltes uendeligt langt væk, og Juno... hvad skete der med Juno? Hector turde næsten ikke tænke på det. Han kunne slet ikke stoppe med at hulke, og hans stolthed var smuldret bort. Den fremmede pige måtte godt se ham sådan. Hele verden måtte godt se ham sådan. Hvis Juno var væk, så var Hector ligeglad med alt andet.

Anastasya fornemmede Satyrens sorg og forsøgte at undertrykke smerten ved at se ham sådan. Hun lagde en beroligende hånd på hans krøllede hår og strøg ham forsigtigt over kinden. Hun ville ikke lyve, hun ville ikke bilde ham ind at alt var okay når hun ikke anede hvad der skete. Hun følte hans lidelse og snøftede en gang. Det blev snart umuligt for hende at styre sine følelser. Anastasya var desværre en person med alt for meget empati. Hun græd over skæbner hun ikke kendte, og selvom at Vargas i flere år havde mishandlet både hende og alle andre troede hun stadig at der måtte være noget godt i ham - som hun mente der måtte være i alle. "Det gør mig ondt.." Hvad skulle hun sige? En enkelt tåre forlod hendes øje og faldt til gulvet som en klar diamant. Den blev snart forfulgt af et par stykker mere før hun rejste sig op og forlod rummet for at hente nogle ting der forhåbentlig kunne lindre hans smerter bare lidt.

Et par minutter senere vendte hun tilbage og satte sig atter på hug ved hans side. "fortæl mig om ham?" forslog hun. Måske hjalp det at tale om det?. Hun lagde en hånd på hans hår og duppede forsigtigt hans sår med en healende væske. Hun havde også taget en kande vand og noget frugt med, hvis han skulle få brug for det. Hans smerte gjorde hende ondt og hun ville ønske at hun fysisk kunne fjerne den. Synet af hans forslåede og blodige krop gjorde hende sørgmodig og hun strøg en tåre fra sin kind der lavede en klingende lyd da den ramte gulvet et stykke væk. "Her.." Hun gav ham en ren klud han kunne  tørre øjnene i. "Hvad hedder du?" Hun forsøgte at være så venlig som hun kunne selvom at hele hendes væsen skreg at hun ikke gjorde nok. Han havde ondt, både fysisk og psykisk og hun kunne ikke lindre det.

Hun strøg ham atter over kinden og forsøgte at sende så meget varme, godhed og tryghed mod ham som muligt. Han måtte være desperat og ængstelig over at være her - hvem ville ikke det. Hun havde set så mange skæbner komme igennem her, og havde også set mange ende. Satyren var i live endnu, og hun bad til at hans ven også var det.

Hector havde fået sat sig lidt op, da kvinden kom tilbage, og hans vejrtrækning var lidt mere normal. Hans øjne var helt røde fra alle tårerne, men i det mindste var han holdt op med at hulke. Der løb stadig nogle dråber ned ad hans kinder, men de var få. Han så op på kvinde, da hun kom tilbage, og det var tydeligt, at han nu forsøgte at genvinde lidt af sin normale ro og klarsynethed. Det ville ikke hjælpe hverken ham eller Juno at tude på gulvet. Nej, Hector måtte være stærk og handlekraftig, som han plejede. Han måtte se at finde ud af, hvordan de kom væk herfra, og første skridt ville være at finde ud af så meget om stedet her og Vargas, som han kunne.

"Hector," svarede Hector. Hans stemme var stadig svag og knækkede lidt, men det var tydeligt, at han forsøgte at komme igennem det. Han lod hende dog røre ved sig, lod hende pleje hans sår. Hans vilje var måske ved at vende tilbage, men han var stadig for svag til overhovedet tænke på at stå op eller klare sig selv lige nu. Han kunne mærke varmen, godheden, fra kvinden, men han kunne ikke forstå, hvordan hun kunne gøre det. Hector følte sig normalt ikke tryg ved andre end Juno, men af en eller anden grund gjorde han det også ved denne kvinde.

"Hvem er du?" spurgte han hæst.

Hun smilede da han svarede med sit navn. Forsigtigt rakte hun ham en kop med vand - Vargas ville ikke blive begejstret for at hun havde tilbudt Satyren både vand og frugt men han havde sagt at hun skulle gøre noget ved den og det var jo det hun forsøgte - så måtte hun tage straffen senere.
Hvordan Satyen havde det, ved at være skilt fra sin ven og blevet misrøgtet af Vargas kunne Anastasya kun gisne om. Hun kendte Vargas' vrede godt, men han gik altid lidt nemmere omkring hende end alle andre af en eller anden årsag. Satyren og hans ven var ikke mere end handelsobjekter for Vargas og Anastasya frygtede for hvor de ville ende op.

"Mit navn er Anastasya.." Svarede hun og skyllede kluden der var blevet helt blodig i et vand fad der stod ved hendes seng. "Jeg er slave her, ligesom du" Hun plejede ikke at måtte snakke med fangerne, kun hvis det var dyr eller halvdyr Vargas ville have at hun beroligede men selv da var det sjældent at han lod hende alene med dem - dette var nyt og hun måtte indrømme at det var rart at have nogle ligestillede at snakke med.

Hun satte sig på gulvet ved ham og gav ham kluden så han kunne tørre sit ansigt og sine tåre hvis han ville. "Bare permanent tror jeg.. Alle andre slaver kommer og bliver solgt eller dør... Jeg har været her... Jeg ved ikke hvor længe men nogle år vil jeg gætte på" Hun huskede dårligt tiden før hun kom her, og drømmen om at slippe her fra var smuldret mere for hver gang Vargas havde udtrykt sin besidderiske holdning af hende.
"Jeg bor her, i huset.." Hun så rundt i sit værelse, der var en seng, nogle puder ved de vinduesløse vinduer og en lille stak bøger. "Men jeg kommer næsten aldrig ud. Da I blev bragt her til, det var første gang i ugevis" Hun præsterede at smile mens hun trak knæende lidt op så hun kunne lægge armene omkring dem og se på Satyren.

Anastasya var en ung skovelver, hendes rødblonde hår sad i en rodet knold og enkelte totter var skubbet om bag hendes spidse øre. Hun havde to forskellige farvede øjne og om hendes ankel sad en sølvkæde der ledte ud af rummet. "Hvor kommer I fra?" Hun kunne ikke skjule sin nysgerrighed, hun elskede når Vargas bragte hende en ny bog om eventyrene uden for slavehandlen, men at høre det fra en anden måtte være endnu mere spændede.

Hector vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til damens historie. Hun havde åbenbart været slave her i et stykke tid. og det virkede åndssvagt at forsøge at sige noget til det. Vargas var ikke sådan en fyr, man lige stak af fra, og Hector kendte jo heller ikke den her dame, så hvad skulle han sige? Han valgte ikke at kommentere på den del af damens lille tale.

"Dianthos," mumlede han, da hun spurgte, hvor han og Juno kom fra. Byen føltes uendeligt langt væk, og lige nu havde Hector meget svært ved at overskue, hvordan han og Juno nogensinde skulle komme tilbage. Måske var det her bare deres liv nu? Et liv med vold og voldtægt og... Hector sank en klump. Han tvivlede meget stærkt på, at Vargas ville lade ham få sin eliksir. Hectors krop var allerede ved at forandre sig - der  var kommet mere fedt på hans ellers tynde bryst, og hans stemme var blevet en lille smule lysere. Hector sank igen. Han kunne slet ikke holde tanken ud. Han havde aldrig levet med en kvindelig krop, og han vidste, at der ikke ville gå mange uge, før han ville have rigtige bryster og former. Han ville komme til at ligne en dame-satyr, og Vargas ville sikkert behandle ham som en dame også. Hector ville hellere dø. Han ville hellere gnave hul på sine egne håndled og dø af blodtabet, end han ville leve som en dame. Tanken fik det til at vende sig i ham.

"Hvad, øh, hvad kan man gøre her for at blive venner med ham Vargas?" spurgte Hector. Damen, Anastasya, måtte vel vide det, når hun havde været her så længe og stadig var i live.

Hun smilede da Hector fortalte hvor de kom fra. Dianthos, det var storbyen – hovedstaden hvis hun huskede rigtigt. Men det var langt væk, helt inde i midtlandet. ”I må have rejst længe” Sagde hun imponeret og slog blikket ned på sine fødder. Hun ville elske at se verden, og hovedstaden. Mærke det grønne græs mellem sine tæer igen. Men hun havde fået banket ind hvor hun hørte til og hun rystede derfor hurtigt tankerne ud af hovedet og rakte ud til fadet for at tage en mundfuld vand.

Da Hector talte igen vendte Anastasya blikket tilbage mod ham. Hun hævede øjenbrynene lidt ved hans ord. ”Det er ikke nogen nem opgave. Vargas har ingen venner” Svarede hun og rynkede brynene i en tænksom mine. ”Vargas har kun handelskontakter så vidt jeg ved. Men man kan vel godt komme på hans gode side, hvis man spiller sine kort rigtigt. På en god dag kan han næsten være til at tale med. Jeg ved at nogle slaver har arbejdet sig fri, og lavet en handel med Vargas. Og hvis du giver ham noget han virkelig gerne vil have, noget unikt og specielt. Jo mere unikt jo bedre. Han er samler ser du” Hun ville helst ikke indrømme at hun selv var en del af hans samling hvis hun forstod Vargas korrekt.

”Mit bedste bud er at tale ham efter munden. Give ham hvad han vil have. På den måde undgår man at han bliver grum” Hun bed sig kort i læben. Det var altid hende det gik ud over hvis Vargas kedede sig eller havde en dårlig dag.  Så hun havde efterhånden lært hans humør og hans væsen at kende for at undgå at blive straffet.

”Er det din frihed du gerne vil opnå? For så tror jeg du skal finde en måde at arbejde din pris af dig..” Hun så mod Hector – hun ville hade at se ham straffet eller ked. Hun ønskede kun det bedste for ham, også hvis det betød at han blev sat fri og hun ikke gjorde. Sådan var det bare og han fortjente at være under den frie himmel med sin ven – ikke låst inde i et mørkt fangehul.

Hector lyttede efter, hvad Ana fortalte om Vargas, og hans hjerne blev efterhånden klarer og klarer i takt med hans forsøg på at formulere en eller anden slags plan i sit hoved.

"Jeg skal ikke være venner med ham rigtigt," sagde han. "Og jeg skal heller ikke arbejde mig fri - ikke endnu. Jeg..." han kløede sig på kinden. Hvor meget skulle han fortælle hende?

"Det er, fordi jeg har brug for en eliksir," sagde han så. "Hvis jeg ikke får den, bliver jeg sindssyg og slår mig selv ihjel. Jeg vil hellere dø end leve uden den, men... jeg tror ikke, Vargas bare vil skaffe den til mig. Jeg bliver nødt til... til at overtale ham eller sådan noget. Hvordan gør jeg det?"

Han så på Ana og forsøgte at smile lidt til hende. Hun virkede flink nok, og det var jo ikke hende skyld, at Vargas var total psykopat.

Hun så på ham med et nysgerrigt blik de to farvede øjne. Hun fornemmede tydeligt at der var noget der lå ham på sinde, men hun ønskede ikke at presse ham til at fortælle hende noget – hun var jo en total fremmed. Hun lyttede til hans ord og slog tænksomt blikket ned.
Hans problem var større end som så. Vargas ville aldrig give en slave noget vedkommende bad om – hun var den eneste han havde et blødt punkt for hvis man kunne kalde dét det. Så Hector ville aldrig få sit ønske opfyldt uden at det ville koste ham.

Tænksomt rakte hun ud og samlede en af diamanterne der havde været hendes tåre op. Kunne han købe sig til den? Nej, Vargas havde alle de krystaller han havde brug for, og med Anastasya fanget kunne han få alle dem han ville. Det var ikke en mulighed, men hvad gjorde de så. Hun havde et brændende ønske om at hjælpe den stakkels Satyr alt det hun kunne, men lige nu virkede det hele ganske håbløst.

”Det ved jeg ikke om du kan.. Så snart Vargas henter dig igen er du ’bare’ hans slave” Hviskede hun og sendte ham et undskyldende blik over sine ord. ”Er det en.. Farlig.. eliksir?” Hun havde en ide, men hvis denne omtalte eliksir var farlig ville Vargas aldrig i sit liv gå med til det. Det viste hun jo heller ikke om Hector ville, det ville jo betyde at han var adskilt fra sin ven.

Det var først, da Ana samlede en af diamanterne op, at Hector overhovedet fik øje på dem. Han så måbende til, mens stenen glimtede mellem hendes fingre, og han overvejede kort, hvordan han kunne få hende til at græde endnu mere, så han og Juno kunne smugle diamanterne med, når de på et tidspunkt slap væk herfra. De ville kunne købe et kæmpe hus for bare et par stykker af de diamanter, og de kunne købe lækker mad hver dag!

Hectors tanker blev afbrudt, da Ana talte igen, og han rystede på hovedet.

"Næh," svarede han ærligt. "Slet ikke. Det er bare... noget jeg skal have, så jeg ikke får det dårligt."

”Og.. Hvad hvis det betød at du ikke ville se din ven mere?” Hun så spørgende på ham. Hun ville ikke rode hverken ham eller hans ven ud i noget de ikke ønskede. Men sandheden var at hun var ret glad for selskabet. Dog kunne hun jo ikke sige at han havde det på samme måde. Men for at hjælpe ham var det den eneste løsning hun lige kunne se.

”Hvis jeg gik til Vargas.. Og bad ham om at lade dig blive her så jeg har selskab i de lange perioder jeg er alene. Så ville jeg måske – kun måske – kunne overtale ham til at du skal have den eliksir du snakker om. Men det vil jo betyde at du ikke kan forlade huset, og at du nok ikke ser din ven igen. Alternativet er at Vargas kommer og henter dig, bringer dig tilbage hvor du kom fra og måske ser du din ven, måske ikke..” Hendes stemme var lav og det var tydeligt at hun følte et eller andet hun ikke satte ord på, men hun forsøgte at skærme sin uro så godt som muligt. Hun frygtede både at Hector ville blive dybt fornærmet, at han ville sige fra og finde sin ven død fordi Vargas kedede sig, eller måske noget endnu værre. Dog ønskede hun ikke at sætte de tanker i hans hoved uden grund.

Hector slikkede sig om læberne og forsøgte virkelig ikke at begynde at tude igen. Han kunne godt se, hvad Ana sagde, men... at skulle vælge mellem elisiren og Juno var som at skulle vælge mellem rest eller kolera. Hvis Hector ikke fik sin eliksir, havde han lyst til at dø, men hvis han aldrig kunne se Juno mere, så kunne han lige så godt lægge sig til at dø. Tanken gjorde ham næsten syg.

Hector gryntede og gned over sit ansigt. Hvad fanden skulle han gøre? Hvordan kunne han vælge? Nej, han blev nødt til at prøve at se det hele udefra.

Hvis han fik sin eliksir og kunne leve hos Ana, så havde han måske overskud og endda hjælp til at udklække en flugtplan. Hvis han kom tilbage i buret, han havde siddet i før, så var der ikke så meget, han kunne gøre, og han ville sikkert have for travlt med at have lyst til at dø til at tænke på noget som helst andet. Hvis bare Juno kunne holde sin kæft og gøre hvad der blev sagt, så ville han være i nogenlunde sikkerhed...

Hector smilede bittert for sig selv. Som om det nogensinde kunne ske. Juno kunne aldrig holde sin kæft, selv ikke når hans liv afhang af det. Men Hector vidste også, at Vargas ikke var dum, og det ville ikke give mening for ham at dræbe en slave, han netop havde betalt penge for. Hvis Vargas ville sælge Juno, så ville han nok fede ham lidt op først, så han kunne tjene på ham, og det gav Hector lidt tid.

"Okay," sagde Hector, mens hjertet dunkede i hans bryst. "Bare... gør, hvad du kan. Måske kan jeg sende en besked til Juno eller noget."

Anastasya kunne ikke helt skjule sin overraskelse over hans ord. Hun havde ikke forventet at han gik med til det bare sådan lige, specielt da han ikke kendte hende overhovedet. Men om det så bare var for et par dage var Anastasya glad for udsigten til at have selskab.
”Er du sikker? Det er en ret stor beslutning jo?” Hun ville hade at rode ham ud i noget der på sigt ville ende med at skade ham eller hans psyke – og hun fornemmede tydeligt at hans bånd med hans ven var meget stærkt og hun ville hade at bryde det.

”Hvi du er sikker vil jeg forsøge at overtale Vargas, til at du kan blive her og få din.. Eliksir” Hun viste ikke helt hvordan hun skulle omtale eliksiren da hun ikke anede hvad den gjorde, men lige nu var hendes mål at hjælpe ham så meget hun kunne.

"Nej, jeg er overhovedet ikke sikker," sagde Hector og grinede sådan lidt bittert og hjælpeløst. "Men... hvad skal jeg ellers gøre? Jeg... jeg kan ikke gøre andet. Jeg ved ikke... jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere."

Tårene begyndte at trille ned ad Hectors kinder, mens han talte. Han kunne ikke overskue det længere. Han kunne ikke både redde sig selv og Juno, men det her var den eneste mulighed, han så for i det mindste at prøve. 

Anastasya så tænksomt ned mens hun gennemgik forskellige senarier i hovedet. ”Jeg kan ikke komme på andre løsninger. Jeg tror ikke der er andre der kan overtale Vargas. Nu ved jeg ikke hvad den eliksir gør, men hvis den er så vigtig for dig, så er det sådan noget Vargas ikke vil give dig – bare for at plage” Hun rømmede sig lidt og strakte benene mens hun overvejede hvad hun kunne gøre.
”Jeg kan ikke bare spørge om du må få den, hvis du skal tilbage i cellen – det ville han aldrig gå med til. Den eneste grund til at han skulle gå med til det var for at holde mig sikker, og med selskab måske” Hun kløede sig lidt i håret og trak vejret dybt.

”Men du kan prøve om du kan overtale ham, jeg tror desværre bare ikke det vil virke..” Hun så på ham da hans tåre begyndte at trille igen og hun lagde instinktivt en arm om hans skuldre. ”Det skal nok gå..” Hviskede hun og smilede beroligende til ham. Hun sendte sin positive og rolige energi mod ham igen og forsøgte at berolige ham. Hans oprørske følelser påvirkede hende, hun var alt for sensitiv og kunne begynde at tude over alt. Et par tåre trillede ned af hendes kinder og faldt til hendes skød som klare diamanter.

”Jeg ville ønske at jeg kunne gøre det hele bedre – tage jer ud af denne horrible situation og gøre alt godt..” Sagde hun som om hendes ord omkring det ville få det til at ske – det var en absurd tanke men hun kunne ikke holde tand for tunge lige nu. ”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Hvad jeg kan gøre..” Hun lod ordene hænge i luften mens hun så rådvild frem for sig.

Hector var ikke sikker på, hvorfor det skete, eller hvordan det skete... Måske var det det faktum, at Ana havde lagt armen om ham og var ligeså rådvild, som han var? Hector havde aldrig haft noget behov for at vise sig som stærk og handlekraftig overfor damerne - og slet ikke i samme grad som Juno - men på en eller anden måde kom hendes reaktion alligevel ind under huden på ham. Det kunne jo for pokker ikke nytte noget, at de begge sad her og tudede! Det måtte gøres noget!

"Okay," sagde Hector og snøftede og tørrede snot og tårer af i bagsiden af sin hånd. Hele hans krop værkede, men det lykkedes ham dog at rejse sig op. På en eller anden måde gav det ham et bedre overblik over det hele.

"Vargas vil ikke give mig min eliksir, hvis jeg beder ham om det," tænkte han højt. "Men han vil give dig ret meget, tror jeg. Du er hans yndlings, ik? Så, hvis du nu går til ham og siger, at du gerne vil beholde mig som kæledyr, eller noget... Sig du havde en satyrven, da du var lille, og jeg minder om ham, og at du føler dig så meget mere glad og villig, når jeg er der. Så skal du nok få lov til at beholde mig. Når der så er gået lidt tid, så kan du bede ham om eliksiren. Plag ham. Sig at jeg dør uden den, og du kan ikke overskue noget, hvis jeg ikke er der."

Der var selvfølgelig lige den hage, at Hector ikke bare kunne vade ned til burene og give besked til Juno, men det fandt han nok ud af på en eller anden måde...

Anastasyas blik fulgte Hector da hans rejste sig og hun skulle instinktivt til at bede ham om at sætte sig igen da hans skader da stadig måtte være smertefulde – men hans ord fik hende til at lukke munden og lytte i stedet. Hun nikkede langsomt ved hans opsummering, hun var ikke stolt af det men hun var Vargas ynglings og derfor havde Hector ret i det han sagde.

”Men.. Du er jo ikke et dyr. Jeg vil ikke have at du føler dig mindre værd” Hun så bekymret på ham og kom på benene. Diamanterne der havde været hendes tåre gled ud af kjortlens folder og klirrede let da de ramte stengulvet. ”Men hvis det kan hjælpe dig..” Sagde hun og lagde en forsigtig hånd på hans skulder. ”Så vil jeg gerne gøre forsøget” Hun smilede til ham og hendes smil forstærkede de positive energier der kom fra hende. Det var altid nemmere at sende følelser man selv følte over i væsnerne, men hun havde mestret at sende de følelser hun ønskede at sende.

Hun fugtede læberne mens hun så rundt i rummet. Hendes konklusion var at det var det eneste at gøre. Men ville han lænke Hector lige som hun var lænket? Eller ville der være vagter uden for hendes dør konstant nu? Hun slog tankerne ud af hovedet, det måtte hun tage som det kom, det vigtigste lige nu var at hjælpe Hector.

Hector mærkede straks en varme, da Ana rørte ved ham, og han følte sig mere... optimistisk? Det skulle nok gå det hele. Han og Juno havde klaret sig igennem alt, de indtil videre havde mødt på deres vej i livet, så hvorfor skulle de ikke også kunne klare sig igennem det her? Et lille smil gled over Hectors læber, og han udstødte et dybt suk af lettelse, da Ana indvilligede i at hjælpe ham.

"Tak," sagde han og så op på pigen. For første gang var han i stand til at se hende klart, nu da de værste af hans bekymringer var blevet dulmet lidt. 

"Undskyld, jeg... hvem er du egentlig?" spurgte Hector. Han var ikke specielt god til at tale med fremmede - ikke som sig selv ihvertfald - men hvis han skulle lege Anas kæledyr, så kunne han ligeså godt lære hende lidt bedre at kende. "Og hvad sker der for diamanttårene?"