" Fem.... fire.... tre...to..." lød det ude i gaderne, men man kunne intet se, tågen var for tyk, så tyk man kunne skære i den med kniv... I tågen kunne man nu ane et kæmpe væsen, næsten så bred som han var høj. De glødende øjne stirrede ned på manden der lagde på jorden foran ham. Manden på jorden så ud til at have fået nogle tæsk, eftersom han havde en del blod i ansigtet " Jeg spørger igen... Hvor er hans ting... " knurrede han dybt. Der var ikke nogen tvivl om at manden på jorden var sejlivet... For hver anden person ville sikkert have været død eller fortalt alt allerede. Den store mand satte sig på hug og greb fat i mandens hår " Du har to muligheder... Et, du fortæller hvor Zoltan's ting er.. To, jeg lader ham lege med dig i stedet... Det er dit valg" sagde han og skubbede nærmest mandens ansigt ned i jorden og brummede irriteret. Manden havde ikke tænkt sig at svare, så de eneste der var at gøre.. var at slæbe manden med hjem til Zoltan. Manden kunne ikke gå, så den kæmp skabning måtte slynge ham over skulderen " Hold kæft så ynkeligt.." sukkede han som han så hvor slatten manden hang over sin skulder inden han begav sig på turen til Zoltan's sted.

Som han kom inden for, slap han manden og lod ham flade til jorden og svor han kunne høre noget der knækkede. Manden udstødt et skrig "Hold nu kæft.." sukkede han som han sparkede til manden der ømmede sig. Kæmpen så rundt "Zoltan!? Jeg har mad og legetøj med... Idioten ville ikke hoste op.. så eeeh... Han ligner noget der er løgn" sagde han og kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv som.hans blik faldt på manden på jorden.

Lyden af nogen der kaldte på ham fik et bredt skævt smil frem på hans læber, stemmen genkendte han se det var lang tid siden at han havde hørt den stemme, så det var meget morsomt det her, og det var ganske underholdende. Det havde været alt for lang tid siden at han havde været i selskab med den høje mand, hvilke fantastiske tider der havde været, men nu var det som om at Anthony var kommet med en slags gave næsten, lyden af en knækken og en næsten forvredet stemme kunne tydeligt høres. Synet af den høje kæmpe var tydeligt for Zoltan at det var Anthony, lang tid siden det havde det været, og hvilket smukt syn det næsten var at han stod med en person ret grim, og ynkelig at kigge på"Ja slidt legetøj kan man vel altid bruge"sagde han og var hurtig henne foran den stakkels mand der bare var slæbt langs jorden af kæmpen som var Anthony"Du har ret han ligner noget der er løgn, hvilket kun gør det meget sjovere"sagde han efterfulgt af et skævt smil, og næsten var tæt på at bryde ud i latter, men dog bukkede han sig lidt ned mod manden der slet ikke havde nogen idé om hvad der skulle ske. Zoltan kørte neglene ned over halsen på ham efterlod nogle mærker og kiggede længerede ned ad mandens hals"Javel ja du har godt potentiale til at miste dit blod"sagde han i en næsten mumlende og bestemt stemme.

"Godt arbejde Anthony vi kan helt klart hygge os meget med denne mand her, desuden burde han næsten takke os for at tage hans livløse liv"sagde han i en dyb tone, og rettede sig op hvorefter han kiggede rundt på omgivelserne, der var mange muligheder til det ene og det andet, enlig kunne han brække nakken på manden hurtigt som ingenting, men han kunne også gøre mange andre ting. Der var mange muligheder, Zoltan var frisk på næsten alt, men han ville heller ikke have at manden skulle dø hurtigt, ikke før at ham og Anthony havde hygget sig lidt med ham"Jeg håber du er fristet til at presse ham til det yderste"sagde han og kiggede i retningen mod Anthony.

Et dystert smil kom frem på Anthony's læber som han så Zoltan komme til syne. Ja manden lignede jo sig selv, ikke han havde regnet med andet, specielt ikke når manden trods alt var vampyr. Anthony var som en hvalp hber gang han havde fanget et bytte, ventede på at se hvad de voksne ville gøre og han ville gøre efter.. Men efter han var væsentligt større og formentlig også mere voldsom end Zoltan, ville Anthony selv vove og påstå, at han ville kunne brække samtlige tohundrede og seks knogler der var i mandens krop uden så meget som at tænke yderligere over det. Som Zoltan talte, trak Anthony kort på skuldrene " Jeg var så blid jeg kunne uden at slå han ihjel" sagde han med et kækt smil på læberne som hans blik faldt på menensket der lagde på jorden foran dem. Han så hvordan Zoltan's negle gled over mandens hans og efterlod voldsomme mærker. En hver der så dem nu, ville tro de var en cult.. En vampyr og en varulv? Hvor normalt var det!?

Anthony bukkede kort som en form for tak. Det var ikke tit man fin komplimenter af Zoltan, så når det endelig skete skulle man tage imod dem. Hans dystre blik var låst fast på mennesket og han mærkede hvordan en indre kriller gav ham lyst til at forvandle sig, for der var ikke nogen tvivl om der kunne forvoldes endnu større skade som varulv kontra menneske, trods han havde sit frostbite, som uden tvivl også kunne gå hen og blive grimt. Anthony knækkede nakken som Zoltan talte og et dystert smil spredte sig på hans læber " Lad os se hvad en usselt menneske kan holde til... En varulv i sin rigtige form og en gammel vampyr... " detes kombi var som en dødsdom i fængsel, man vidste det ikke ville ende godt eller kønt.. Og der var ikke nogen tvivl om, at dette blev en blodig og voldsom leg, men de to ville nyde hvert split sekund, mennesket... Knapt så meget

At han blot havde efterladt nogle mærker på den stakkels mand var ligemeget, eller stakkels mand, han var selv ude om det, han havde vel bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Dog var det ikke fordi det var en god ting, især for Anthony og Zoltan fordi de havde fået sig en bytte, noget de kunne bruge deres sindssyge tanker, planer og ideer på, og alt de havde lyst til at gøre kunne de gøre mod den mand her. Det ville blot være meget sjovt, og kun blive værre og værre for manden, hvilket var meningen med det hele, der var intet sjov i det hvis manden ikke oplevede noget, eller hvis han blot ville tage imod som var det ingenting. Der skulle noget smerte og tvangsel frem, manden ville sikkert ikke engang overleve det hele alligevel, så det var vel ligemeget hvad de end gjorde, han var en død man uanset hvad. Ja hvem skulle have troet det, en vampyr som ham med hans trofaste højre hånd varulven Anthony, det var en sjov blanding, hvertifald ikke den bedste blanding, langt fra... Det var heller ikke fordi det var det man så så tit, og det var heller ikke noget enhver ville se som et godt makkerpar, men sådan var det bare"Mennesker er nogle kedelige skabninger... Langt fra indeholder de så meget styrke som os"sagde han og lod blikket falde på manden.

Zoltan havde et skævt smil på læben som han kiggede på mennesket, at han havde mødt og stødt ind i Anthony var en god ting for både ham og Anthony, dog var det ganske synd for manden, han havde ingen anelse om hvad der skulle til at ske, hvilket ville give ham en god overraskelse, så ville han lære at han ikke skulle håbe på gode ting for ham, fordi det ville langt fra være de gode ting ham og Anthony ville udsætte ham for. Et samarbejde mellem en vampyr og varulv, det ville kun ende galt, hvilket Zoltan godt kunne lide, der var intet bedre. Han lod nogle fingre glide hen over mandens hals igen, denne gang dybere så der gik hul og manden nu havde en flænge"Hovsa det var hvist ikke så godt, og jeg har ikke tænkt mig at lukke dit hul, jeg vil blot lad blodet glide ud ad hulet ligeså stille"sagde han og rettede sig lidt op, hvorefter han kiggede på manden og hullet med et flabet smil, se det var smukt, et ganske smukt syn. Panikken og angsten kunne han se på manden, åh hvor var det hele nydeligt, det var noget han godt kunne lide, han behøvede jo slet ikke bide manden, hvertifald ikke endnu, nej at han havde lavet et hul på halsen, så blodet flød langsomt ud, det var fantastisk.

Anthony kunne ikke lade være med at skule mod manden der næsten allerede var en smadret grønsag. Det morrede ham at stirre på manden der rullede rundt, forsøgte at kravle væk, men inderst inde vidste det var for sent at rede sig selv. Kort kastede han blikket mod Zoltan som han talte og trak kort på skuldrene ” De er nemmere at knække... Det er nu meget sjovt at køre på dem psykisk f'ørst... Indtil de tigger og beder en om at slå dem ihjel” sagde han og så derefter mod manden på gulvet. Ak ja, sølle menneske, at være endt i kløerne på Zoltan, en sindssyg vampyr der ikke tog shit for hverken levende eller døde væsener, manden der efterhånden havde en så høj killcount at det ikke var værd at følge med i mere, da tallet ville være for højt til overhovedet at sige. Kort knækkede Anthony nakken som han holdt blikket på manden.

Den metalliske duft af blod kildede i hans næse, gjorde ham endnu mere til et monster, hvis dette da i så fald overhovedet var muligt. En dyb brummen kom fra ham som han så hvordan Zoltan's negl nærmest skar hul i mandens hals, ikke noget voldsomt, men nok til at noget blod ville pible ud og ville få manden til at dø langsomt. Dette var morsomt.. Deres kombination af varulv og vampyr var en yderst sjældent cocktail, hvilket også var derfor den var mindst lige så farlig som sjælden. Det var ikke tit man hørte om vampyr og varulv team up, men når det skete... Skulle folk i deres vej forsvinde så langt væk som muligt, med mindre de ville lide en horribel død. Anthony daffede over til manden, kun få millimeter fra ham og brummede dybt af ham, nærmest som en torden. Med et fast greb omkring mandens hals og hævede ham godt ti centimeter over jorden. Blodet der kom ud af såret på mandens hals, gled ud over Anthony's hånd. Med den frie hånd, sendte Anthony utal af knyttede næver mod mandens mave. Hvert slag slog luften ud af manden og som det sidste slag ramte manden, slap han ham og lod ham falde til jorden i åndenød.

Ja speciel og yderst farlig cocktail det var det helt bestemt, når det handlede om Zoltan og Anthony, man skulle ikke komme ind på deres dårlige sider, og havde man først opdaget den, var man fortabt. Især fordi når begge deres dårlige sider var fremme, så var der ikke tale om godhed, eller medlidenhed, nej der var tale om grusomhed, ondskab, og en yderst sjov underholdning. De ting Anthony og Zoltan lavede, og var fuldt igang med var tit nogle ting ingen ønskede at opleve, hvilket var iorden, men tit kunne man heller ikke slippe fri for det, og det var ikke fordi Zoltan syntes det var synd, nej det var sjovt. Det var endnu mere sjovt at have så mange ideer, og planer, og det ville også først gå utrolig galt når det var en vampyr der havde dem, og ikke nok med det, så var vampyren teamet op med en varulv, hvilket ikke var så godt, ikke for folk mmen for Zoltan og Anthony var det ganske godt, de kunne godt lide det de lavede, og alle de ting de kunne pine og ondskab de kunne præsterer. Manden som lige havde fået knogle slag i maven vidste det måske ikke, men det ville blive hans død, han havde vel en meget dårlig dag, som at han mødte to grusomme personer og et stærkt makkerpar, Zoltan med hans trofaste og frygtelige højre hånd, som var varulv, mange mente og havde sagt vampyrer og varulve ikke kunne sammen, det ville kun ende galt, og det var vel rigtigt, når Zoltan og Anthony var sammen om noget endte det tit galt, hvilket var interessant og fantastisk. 

"Det er altid godt at lege psykisk med dem, og bede dem tigge om deres liv, få dem til at ønske de ville dø, og ikke leve med"sagde han og gav et nik fra sig, for han var helt enig med hans makker, det var helt rigtigt, der var næsten intet bedre end en person der havde fået det så dårligt at den person ikke ønskede at leve mere, det var fantastisk når sådan noget skete. Så var det som om noget gik op for Zoltan han havde da en lille overraskelse gemt i den ene bukselomme, og han sendte først Anthony et lusket smil, og sendte så manden et blink med det ene øje"Du kommer til at give mig og min makker en stor glæde"sagde han bare, og hurtig havde fåret det han havde gemt i den ene bukselomme op, og hurtig fik han fat i manden, og fandt det nærmeste træ, hvorefter han bandt manden fast så manden hang nedad, Zoltan havde bundet manden fast i træet i mandens fødder, så manden dinglede frem og tilbage som var han en klokke, eller pinata"Se jeg sagde jo du vil komme til at give mig og min makker en stor glæde"sagde han så og grinede kynisk og stod med armene over kors. 

Medlidenhed var bestemt ikke et ord nogle af dem forstod et hak af. Der var ingen der viste dem medlidenhed, så hvorfor skulle de vise det til andre? Anthony var man i hvert fald sikker på, der var ikke et snert af medlidenhed i den mand... Hvis man kunne kalde ham for det... De fleste havde nok valgt monster, psykopat, uhyre... Ak ja, han havde efterhånden været hele den palette rundt med ”Lad os kalde den psykoseramte varulv slemme ting” ord... Han var så småt begyndt at ignorere det, men fra tid til anden, så var der et eller andet der kickstartede inden i ham, gav ham lyst til at se verden gå op i flammer, eller blod, der blev malet udover en væg. Manden foran dem havde somm sådan ikke gjort ham noget, men de ting Zoltan havde fortalt, havde været nok til at pisse ham af på sådan et niveau at man bestemt ikke skulle forsøge at tage hans bytte fra ham, som i dette tilfælde var manden der var foran dem.

”Plante ting i deres hoveder. Lege med deres underbevidsthed... Bare tanken” sagde han med et dybt, nærmest hæst grin til at følge op på. Anthony fulgte med i hvad Zoltan lavede, så hvordan manden blev slæbt over til et træ og klynget op med hovedet ned af. Jo længere manden kom til at hænge, jo mere blod ville der komme til mandens hjerne, hans ansigt ville blive blodrødt og til sidst ville han besvime. Anthony kunne ikke lade være med at smile over det, som manden hang der og forsøgte at vride sig fri af rebene ”Kan du mærke det? Kan du mærke hvordan blodet kommer ned og gør dig svimmel?” spurgte han som han satte sig på hug foran manden og greb ham i håret så han kunne se ham i øjnene. Ikke just et syn man ville elske, for Anthony's lyst til at rive manden i tusinde stykker, lyste nærmest ud af ham og manden kunne tydeligt se det. Langsomt lod Anthony tungen glide over de tørre læber ”Du kunne bare have givet tingene tilbage i første omgang... ” sagde han med et kækt smil på læberne som han gav manden nogle lussinger ”Du ved nok... At dette er for dit eget bedste... ” sagde han og gav slup på manden, nærmest i et lille skub, så han begyndte at svinge mere frem og tilbage.

Det var et ganske smukt syn uden tvivl, og nu havde de jo deres helt egen pinata at lege med, som enlig bare var en mand der dinglede frem og tilbage, og som langsomt var begyndt blive helt rød i hovedet, og han ville sikkert snart besvime, hvilket kunne se godt ud, men så ville der selvfølgelig ikke være ret meget sjov ved ham. Det var tit altid meget sjovere hvis en person var i live, så havde man også flere muligheder, Zoltan stod og kiggede på manden  som nærmest lignede en sæk der bare dinglede frem og tilbage, og hvis han skulle være en pinata ville det næsten være trist at slå til ham og så vide at der ikke ville komme noget ud, medmindre man selvfølgelig slog hårdt nok til, så ville der sikkert strømme blod ud ad ham, se det ville nu også være ganske interessant. Det var måske en syg idé og tankegang, men sådan var det jo, dårlige og grusomme ideer var jo også bedstl. Han kiggede hen på Anthony, og fniste nærmest muntert og morsomt over det han sagde, og hentydet til de ting med deres dinglende mand i træet. Han var vel selv ude om det, og han hang måske meget godt, Zoltan trådte tættere på manden og greb fat rundt om halsen på manden som efterhånden var blevet mere og mere rød i hovedet og snart sikkert havde fået alt hans blod steget til hovedet, ja snart ville han sikkert besvime"Du hænger da meget godt gør du ikke"sagde han og sendte manden et gyseligt blik og et skævt smil.

Manden havde da rigeligt mulighed for at se tingene oppefra, eller nærmere på hovedet, det var ganske underholdende uden tvivl, der var næsten ikke noget bedre end at lave noget legetøj man kunne lege med, og nyde at hygge sig med, og det var netop det Zoltan havde gjort, han havde lyst til en pinata så han valgte da lige at hænge manden i et træ, og skubbe ham frem og tilbage, og nu stod han med et greb om mandens hals, og han kunne se hvordan det gjorde ondt på manden, og hvordan blodet fra hans hals fra før, var begyndt at dryppe, Zoltan stak hans mund ind ved hullet han selv havde lavet, og fik smagt noget af blodet, og han strammede lidt hårdere på halsen så der ville dryppe lidt mere, og så slap han grebet og lod blodet dryppe lidt mere"Hvem har givet dig lov til at bløde uden jeg har givet dig lov"sagde han flabet og hårdt men det tænkte han ikke over, han var bare ærlig, og fandt manden interessant og med noget godt blod.

Anthony kunne ikke helt lade være med at smile over, hvordan manden hang der, svingende frem og tilbage foran dem, men han var også ret imponeret. Det var yderst sjældent at folk kunne holde til at hænge med hovedet ned af, som denne mand gjorde. Han var ikke engang besvimet endnu, men det så ud til at være tæt på, sådan som han missede med øjnene og hans ansigt var så rød som en postkasse. Det morrede ham, at manden havde så store nosser til at forholde sig i live overfor dem, men alligevel ikke sige et eneste ord. Nogle ville kalde manden modig... Anthony ville sige dum, for det var da kun idioter der lod sig være ved bevidsthed længe nok, til både ham og Zoltan kunne kaste rundt med en. Anthony gik over til manden, puffede lidt til ham, så han svingede lidt mere, nærmest som et dommedagpendul. Han skævede mod rebet som manden hang i, blot for at sikre det ikke var ved at løsne sig eller knække. Bevares, hvis det knækkede ville manden sikkert lande forkert og det ville brække hans nakke, men så var der jo ikke mere sjov i ham... Udover en lille snack til hvis han blev sulten senere. 

Duften af mandens blod, fik hele Anthony's krop til at sitre. Langsomt satte han sig på knæ foran manden og dybbede nærmest hånden ned i den lille pøl med blod og smilede tilfreds, som han satte den for munden og slikkede det af med tungen "Han smager... Nu meget godt" sagde Anthony med en tilfreds brummen som han smurte blandingen af blodrester og savl af i mandens ansigt. Inderst inde var Anthony glad for det ikke var ham det gik udover, men der var sikkert ikke nogle der turde forsøge dette ved ham... De ville ende med at miste hånden, eller værre... Deres liv.

Manden s blod havde smagt godt, og var fantastisk, det var bestemt også noget der faldt i Zoltan s smag, om blodet smagte bedre fordi manden lignede en pinata, vidste han ikke, men ganske underholdende det var. Stående med armene hvilende over kors, betragtede han Anthony lidt, og lagde hovedet på skrå, manden der hang imod hans vilje ned fra træets gren, ja det var måske synd for manden, og så dog så var det ikke, fordi det var et skønt syn. Det var et kunstværk nærmest, ja så smukt og fantastisk det så ud, og var, aldrig havde Zoltan prøvet det her før, specielt ikke metoden med at denne mand skulle dingle frem og tilbage, og med livet i behold. Manden var sikkert ved at miste livet snart, blodet var nået hovedet, for hovedet var rødt, og han ville sikkert snart besvime, men Zoltan trådte lidt tættere på manden, og var ligeglad med at han måtte træde i blod pølen, det ville blot tilføje lidt til hans sko, men sådan var det, det var slet ikke noget problem for ham. Da han så stod ved manden, løftede han ham op, og bemærkede blodet løb fortsat, det morede ham, og han blinkede en smule til manden, hvorefter han begyndte at høre en stemme, det lød som en kvinde, gad vide hvad det nu var for noget. Han kiggede på manden, og lænede sig lidt tættere på, hvorefter han så lod hans tunge glide hen over mandens kind"Så du har en kone eller datter"spurgte han undrende, fordi han var bestemt nysgerrig efter hvem denne kvinde var, han kunne høre.

Anthony kunne sikkert også godt høre kvinden, og hun var sikkert på vej hen mod dem. Men det skulle nok blive interessant, og spændende det var han sikker på. Manden sagde ikke noget men prøvede at bide ud efter Zoltan, og det fik ham bare til at grine, og han puffede lidt til ham, så han igen dinglede frem og tilbage"Du mister snart dit liv, så jeg ville være sød hvis jeg var dig"sagde han kynisk, og trådte rundt så stod og kiggede mod en træåbning, der var en sti, og længere henne kunne han ane en skikkelse, ja det måtte sikkert være kvinden der var løbet herhen, eller måske ikke direkte herhen, men han havde hørt hende. Måske kendte hun manden som Anthony og ham havde hygget sig med at være grusom imod, men et smil bredte sig over hans læber, og han kiggede på skikkelsen der langsomt kom frem, så man kunne se hende, en kvinde, ganske køn, gad vide om det var en elver, eller et menneske han kunne ikke sætte en finger på hvad art hun var, hendes duft kunne han ikke rigtigt dufte ligenu"Jamen ser man det"lød det fra ham, og han holdte blikket hvilende på kvinden, og lagde armene hvilende over kors.

Anthony's blik var fæstnet på manden der hang i træet. Der var ikke nogen tvivl om han snart ville besvime, alt blodet var kommet til hovedet, gjort det rød som en tomat. I værste fald, hvis manden blev hængende, ville det blive hans død. Så havde de da også en boksebold? God træning, ville Anthony mene, da det ville være mere autentisk, kontra en af de dukker man kunne få, hvor der var hø eller and i.

Lyden af en kvinde stemme fik Anthony til at vende sig mod lyden. En dyb indånding gjorde det klart for ham, at det var en kvinde, elver måske.. Et smil kom frem på hans læber som han så sig lidt over skulderen mod Zoltan ”Hun kommer tættere på..” sagde han brummende, som han igen rettede blikket mod kvinden der kom mod dem. Smilet på hans læber blev større, da han så hvor køn hun var ”Jamen dog... En godbid” sagde han og gik mod kvinden der nærmest faldt til jorden som hendes blik faldt på manden i træet. Anthony kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Han elskede når kvinder var svage, egentlig var det noget af det smukkeste ved kvinder.. Med tunge skridt gik han over til den flæbende kvinde og greb hende i den ene arm og rev hende op på benene, greb den anden arm og hev begge om på hendes ryg. Han førte hende over til Zoltan og kastede hende nærmest ned foran ham med et fnys ”Jeg tror uden tvivl at denne spidsøre kender denne mand.. Bare en skam han snart er død” sagde han med et smil på læberne. Manden havde nok ikke fandens lang tid tilbage, hvilket denne kvinde heller ikke ville have nu, hvor hun var endt som en lus mellem to negle, mellem Zoltan og Anthony.

Den yderst smukke kvinde havde fanget Zoltan s øjne kort, og han betragtede hende, lod blot hans øjne glide ned ad hendes krop. Det var som om han allerede var igang med at klæde hender af, uden at det faktisk var sket. Dog kunne det sagtens ske, han havde rigeligt af ideer, og at hun følte sig så svag ved synet af den hængende og dinglende mand, var kun gjort at se. Han fnes en smule, og lyttede til det Anthony sagde, ja kvinden kendte sikkert manden, hvilket kun var sjovere, og det gav ham en god idé. For kvinden ville det sikkert ikke være så god en idé, men for ham og Anthony var det både en god idé, som klam idé, hvilket Zoltan slet ikke have noget imod. Med et hurtigt træk fik han skåret manden ned fra træet, dog greb han ham ikke, lod ham blot falde ned på jorden. Han bukkede sig lidt ned mod ham, og kiggede på manden der langsomt fik blodet op til hovedet igen, og måtte glippe lidt med øjnene for at vende tilbage til virkeligheden. Ret tydeligt at se på manden at han faktisk ikke anede, hvad der var sket, eller hvor han var henne. Det var mest fordi manden havde dinglet lidt i træet som en tom pinata. 

Kvinden der var blevet kastet hen mod ham, gjorde at Zoltan greb fat rundt om hendes hals, og nærmest langsomt førte hende hen foran manden der sad op ad træet. Han sendte manden et flabet smil, og lod øjnene nærmest gennembore hans, hvor at manden begyndte at ryste over det hele, men pludselig fik store øjne ved at se kvinden, det var en han kendte, en han havde følelser for, og elskede af hele hans hjerte. Zoltan kiggede skiftevis mellem manden, og kvinden, og kiggede så kort hen på Anthony"Det her bliver interessant"lød det fra ham, og han kunne ikke lade være med at grine, men rejste sig så op, med kvinden der fulgte med. Hun prøvede at komme fri fra grebet, hun vred sig så meget hun kunne, og hun ville bare fri, for hun var bange og frygtede for hvad der ville ske. Han lod blikket glide ned ad kvinden igen, og hurtigt skar hendes tøj i stykker med fingrene, hvorefter han kiggede på manden der rødmede og fortsat var bundet så han kunne ikke gøre noget, ligemeget hvor meget han prøvede på det"Så denne kvinde her er din elsker måske"lød det fra ham koldt, og flabet, mens han nød at lege med ideen, om alle de ting han kunne gøre ved hende foran manden.

Det ville pine og såre ham dybt, og selvom manden alligevel snart var død, ville det ikke gøre den helt store forskel. Zoltan kiggede på kvinden, og hen på Anthony, hvorefter han nærmest skubbede kvinden hen mod Anthony"Sørg for at få bundet hendes hænder, eller fødder, du bestemmer bare hun ikke kan bruge hænder, for benene kan vi sagtens sørge for ikke bliver brugt"sagde han koldt, og sendte manden et skævt smil. Det fik manden til at blive sur, og nærmest prøvede at slippe fri, men det var bare ikke lige til, han ville ikke have der skulle ske kvinden noget, men han vidste at det sikkert var ude med hende, eller ham for den sags skyld. Hvad skulle han kunne gøre, han var bundet, havde snart mistet livet, og nu var kvinden han elskede i fare"Jeg gætter på hendes blod smager godt"lød det fra Zoltan, nærmest tænkende, som han lod blikket hvile sig på kvinden, der var blevet skubbet hen mod Anthony. 
Zoltan lænede sig ned mod manden der sad og vred sig op ad træet"Jeg gætter på hendes krop ikke vil sige nej til en vampyr og varulv"lød det fra ham nærmest hviskende og hånligt, mens han sendte manden et blink med øjet, og et flabet smil.

Anthony kunne ikke lade være med at more sig over kvindens reaktion på at finde manden der hang der og med et bump, rettede han blikket mod Zoltan som havde skåret manden ned fra træet. En skam at deres pinata skulle ned igen, men det var trods alt sjovere at have noget legetøj der var lidt gang i, kontra noget der ikke kunne gøre bar lidt modstand. Manden var uden tvivl omtåget, men det var sikkert grundet, at han havde hængt med hovedet ned af og havde fået en knytnæve eller to af Anthony inden han var endt med at hænge fra træet. Det iskolde blik stirrede mod manden, holdt øje med han ikke stak af, men det var han sikkert ikke i stand til uanset, om han så ønskede det noget så voldsomt.

De absurd lyse øjne rettede sig mod Zoltan som han talte og derefter mod manden og kvinden. Der var bestemt ikke nogen tvivl om at de kendte hinanden, for der var begyndt at falde tårer ned af både kvinden og mandens kinder ”Årh... Søde..: Det skal nok gå.. Zoltan kan godt være blid... Det er bare sjældent” sagde han med et kækt, men dystert smil på læberne. Han elskede at se hvordan frygten blev malet over kvindens ansigt som Zoltan nærmest rev hende op og begyndte at afklæde hende, ved blod at lade neglen glide over hendes tøj. Anthony's tænder begyndte nærmest at løbe i vand som tøjet faldt til jorden under hende. Kort kastede han blikket mod manden der forsøgte at komme fri, men han var blevet bundet til træet, så hvis han skulle komme fri, skulle det være med magi, eller hvis en af dem løsnede rebet omkring hans håndled.

Blikket blev igen rettet mod Zoltan og han så kvinden blive skubbet over mod ham. Anthony tog imod kvinden og hev hende ind i sin favn, lænede sig ned til hende og tog en dyb indånding ”Mhhm... Hun dufter.. Ren” sagde han nærmest i et suk. Han greb omkring hende med den ene arm, mens den frie blev brugt til at fiske noget reb frem, som han kunne bruge til at binde hendes hænder med. Han lyttede til Zoltan's ord, men var stadig fokuseret på kvinden, der nu var begyndt at kæmpe imod hans styrke. Han sukkede opgivende som han rev begge hendes arme om på hendes ryg og fik hænderne samlet ”Slap nu af kvindemenneske” mumlede han som han nærmest sparkede hende omkuld som hendes hænder var blevet bundet. Med et bump faldt hun til jorden og Anthony kom med et lille hånligt grin ”Smukt” sagde han stille for sig selv inden han gik hen til hende og satte til nærmest på hug ved siden af hende. Hans blik gled op af hendes nøgne krop, men han kom aldrig længere end til hendes knæ. Zoltan havde jo sagt at benene altid kunne findes en løsning på... Et dystert smil bredte sig på hans læber som han greb i kvindens ben og placerede det over sit eget. Taktisk korrekt blev knæet placeret mellem hans egne ben, hvor der var mellemrum, da han stadig sad på hug. Han placerede hånden på hendes knæ og langsomt med mere og mere kraft, lagde han tryk på og til sidst KNÆK lyden af knogler der blev knust kunne høres, men blev bestemt dæmpet af kvindens smerteskrig. Hun vred sig i smerte ved side af ham som han igen rejste sig.

Blikket blev rettet mod Zoltan ”Nu er det ene ben i hvert fald gjort noget ved” sagde han med et dystert smil på læberne. Hold nu kæft det blod der kom.. Han havde jo smadret kvindes knæ godt og grundigt, men han gjorde jo blot hvad han fik besked på... Bevares lidt mere voldsk end man normalt ville... Meeen...

//Afsluttes ved fælles beslutning ^^//