Sted: Ved landevejen nær Dianthos
Tid: En god times tid efter mørkets frembrud
Vejr: Stjerneklart og let køligt

Ileana var træt. Hun havde været i hovedstaden i et par uger, forsøgt at finde ud af noget om Loke, men han var forsvundet fra jordens overflade. Det lignede ham ikke, han plejede at være til at opspore. Ikke at hun var bekymret, men... hvor var hendes Loke? Vreden lå stadig og ulmede i hende, han havde forladt hende, kun med en seddel som forklaring, og hun ville flå ham levende, når hun engang fik fat i ham igen. Han ville fortryde sit svig!
Men lige nu ville hun gerne hjem, hvile sig. Spise. Dianthos var et farligt sted at finde mad for tiden med Kilepræster og byvagter patruljeren igennem byen, håndhævende udgangsforbuddet, der gjorde det svært for en kvinde som hende. Nej, mad kom ikke let i byen og hun var sulten.

Men lige nu var det vigtigt at få lagt noget distance mellem hende og byen, så hesten under hende travede roligt af sted igennem natten. Ileanas blik afsøgte omgivelserne i søgen efter mulighed for mad. En gård eller en lejr med rejsende. Nemt bytte for en vampyr, der havde brug for frisk blod i kroppen. Hun regnede ikke med at være heldig nok til en snack på vejen, ikke når mørket havde lagt sig. 

Hesten prustede og slog med halen, inden den lavede et lille galopspring og så fortsatte i trav. Hendes kjole hang omkring den brune hoppe, som hun sad som en mand. Trods hendes adelige rang, var hun ikke meget for damesadler, man sad ikke godt i længden. Hun havde en lidt mere simpel kjole på til den lange rejse, men den sad stadig som malet på hendes overkrop med et flot fald fra hendes hofte. Om skuldrene havde hun en varm kappe draperet, der faldt hen over hestens ryg bag hende. 
Natten var smuk, men hun var træt og sulten og hendes tanker havde svært ved at slippe Loke.

Et suk brød stilheden som Alicia gik ad landevejen tilbage mod Dianthos. Hun havde været ude at søge arbejde, og det havde ført hende et godt stykke væk fra hovedstaden. Længere end forventet og turen tilbage havde vist sig at være temmelig lang, så det var nået at blive mørkt allerede inden, hun var nået halvvejs. Både træt og sulten gik hun dog i et imponerende rask tempo, men hun kunne mærke kroppen efterhånden var godt træt. Åh, hvorfor havde hun også været så dum at søge job nede på gården? Hun fik det jo ikke alligevel, så den lange rejse føltes ret spildt nu. Hun havde absolut ingen forstand på høstarbejde osv. så set i bakspejlet havde det ikke ligefrem været den bedste idé overhovedet at prøve.

Det røde hår svajede let i en brise, der kort skød igennem. Pandehåret var trukket rundt om det ellers løstsiddende hår og var samlet i en elastik i nakken for at holde det fri af ansigtet. Dette gjorde at de tre piercinger i hvert øre var ganske tydelige i stjerne- og månelyset. På overkroppen sad en løs, mørkegrøn trøje akkompagneret af en mørkebrun lædervest med guldfarvede indgraveringer. På benene havde hun et par sorte, lettere tætsiddende bukser, der var stukket ned i de mørkebrune, langskaftede læderstøvler. Hun havde i dagens (eller nattens) anledning ikke sit sværd eller sine armskinner på. Det havde virket temmelig voldsomt at slæbe med, og hun havde ikke lyst til at skræmme dem på gården fra vid og sans ved at møde bevæbnet op.

Efter at have gået i lidt tid i sine egne tanker, så Alicia op ved lyden af hove, der bevægede sig i hendes retning. En kvinde var på vej mod hende, og hesten travede afsted mod hende, og hun flyttede sig ind til siden med et blik på kvinden. Hun bemærkede den mærkelige skønhed der lå over den blonde kvinde, og de blå øjne så temmelig årvågne ud på trods af hun så... en smule træt ud? Det var vel normalt på dette tidspunkt, inden det gik op for Alicia, at denne kvinde ikke nødvendigvis var menneske. Det var dog ikke vigtigt for hende, og hun fortsatte med at gå af stien, da kvinden havde passeret.

En skikkelse dukkede op på vejen længere fremme, en skikkelse Ileana ikke havde svært ved at i månelyset. Det var tydeligt at se, at det var en kvinde med kropsbygningen, hofternes bredde og håret, der var sat op. En kvinde alene i natten, endda uden våben. Dumt eller dumdristigt, det var ikke til at sige. Måske hun havde evner, der gjorde det som forsvar. Det var netop den tanke, der gjorde, at Ileana først ville ride forbi hende, det var dumt at udsætte sig selv for fare for et måltid, hvis det kunne undgås. Men som hun kom nærmere bar brisen kvindens duft med sig og sulten gled igennem hendes krop. Det var alt for længe siden, hun havde spist og hun kunne godt mærke, at kontrollen begyndte at glide fra hende. Men hun gjorde ikke noget til at starte med, lod hesten bevæge sig forbi kvinden, der pænt trådte til side. Ileana lod være med at se direkte på hende, bange for at afsløre sulten i sit blik.

Hun kunne nu vælge at ride videre, angribe kvinden eller på anden måde komme i kontakt med hende. Overvejelserne skød som lyn igennem hendes hoved. Hun var sulten og det så ud til at være et let måltid. Hun var svækket over sulten og hun havde en fornemmelse af, at kvinden ville være stærkere end hende. Men der var ingen i nærheden til at redde hende og Ileana havde skjulte ting i ærmet. Og skyndte hun sig, havde hun overraskelseselementet på sin side.

Lidt hårdt bremsede hun hesten og gled af dens ryg, lydløst ud over kjolens knitren og grusets knasen. Hun skulle bare have tænderne i kvinden, så hendes lammende gift kunne tage sin effekt og hun ville have et let måltid. Hvis alt gik som det skulle. Hurtigt bevægede hun sig frem mod den fremmede. Nok var hun træt og udmattet, men selv da bevægede hun sig flydende og sært yndefuldt. Et rovdyr på vej i mod sit bytte. Kom hun tæt nok på, ville hun gribe ud efter kvindens skuldre for at holde hende fast, så hun kunne bore tænderne i halsen på hende, aflevere sin gift og derefter trække sig tilbage, ud af fare, for at se giften virke.

Alicia havde fortsat lidt i sine egne tanker, inden det gik op for hende, at lyden af hestens hove mod jorden var forsvundet. Hun skulle til at vende sig for at se, hvad der foregik, men hun nåede ikke så langt, for inden mærkede hun et par hænder låse sig om sine skuldre i et jerngreb efterfulgt af en stærk smerte i halsen, der instinktivt fik hende til at flamme op. Det var dog overstået ganske hurtigt, og Alicia snurrede rundt for at se på den blonde kvinde, der nu havde trukket sig væk. "Hvad i..." Mere nåede hun ikke at sige, inden hun mærkede sine ben give efter under sig, og hun faldt omkuld på jorden. Hun prøvede ihærdigt at bevæge både arme og ben, men intet reagerede. Hun kunne dog rette blikket mod kvinden, men hun kunne ikke få et ord over sine læber. Hun slukkede dog ikke sine flammer, der slikkede sig rundt om hendes krop. Hendes tøj var også antændt, men lige nu var flammerne hendes eneste forsvar. Hendes pupiller var forsvundet, og øjnene nærmest lyste nu kraftigt gult. Hårspidserne så også ud som om, der var gået ild i dem.

Hun sendte kvinden et blik med så meget afsky som overhovedet muligt. Det var ikke til at fatte, at hun var blevet overlistet. Vampyren havde været helt lydløs, men hun skulle have bemærket langt før, at hesten var stoppet. En enkelt vredeståre samlede sig i den ene øjenkrog. Det så næsten ud som om, der var ild indkapslet i selve tåren. Hun prøvede endnu engang at bevæge sig, men ingen af hendes kropsdele bevægede sig. Hun følte sig ganske hjælpeløs som hun lå der med langsomt svindende tøj og med ilden om sig som eneste forsvar. Hun håbede blot ihærdigt, at kvinden ikke ville turde nærme sig hende, så længe hun brændte. Hun satsede på, at hun ikke ligefrem havde lyst til at blive brændt, mens hun prøvede at drikke Alicias blod.

Det var overraskende let for Ileana at sætte sine tænder i kvinden, hun nåede knap at reagere inden Ileana bed og smagte blod. Men hun nåede kun lige at aflevere en dosis gift, inden ilden flammede op omkring hendes offer. Hurtigt slap hun hende og bakkede væk med tænderne let blottet. Ild. Hun kunne ikke lide ild, en af de få ting, der kunne slå en vampyr ihjel. Var kvinden elemental? Ileana var ikke sikker, der var intet klart svar i smagen af hendes blod. Men det var vel også lige meget, hun brændte som hun faldt om på jorden. Og hun blev ved med at brænde. Forbandede evner, hendes gift ikke påvirkede.

Hvad så nu? Ileana så ned på hende med et udtryksløst udtryk, der ikke passede til hendes kønne ansigt. De blå øjne så kolde som is, uden nogen form for nåde. Langsomt gik hun rundt om den brændende kvinde, forsigtig så hendes kjole ikke kom for tæt på ilden. Hendes måltid brændte. Omgivet af de farlige flammer. Skulle hun give op? Hun vidste det ikke, men hun var ikke typen, der lod lidt modstand stoppe en. Så hun gik op til kvindens hoved og satte sig på hug, stadig i sikker afstand. Tøjet var ved at være brændt væk fra kvindens krop, hvilket ikke rørte Ileana. Hun havde set alt, hvad der var værd at se igennem sit liv. Nej, hendes tanker arbejdede med, hvordan hun kunne komme til hende. Blodet, der løb rundt i den levende krop.

”Ingen grund til at slås i mod lammelsen, min gift er ganske effektiv. Og holder mindst i et par timer for en som dig.” Hun lagde hovedet lidt på skrå og de kønne øjne gled ned over hendes krop, inden de igen søgte hendes blik. ”Du gør det besværligt at spise. Hvor længe kan du holde ilden kørende? Nå, lige meget, jeg har ikke travlt.” Hun burde bare droppe det og tage videre, men nu ville hun lige se, om hun kunne gøre noget for at få ilden til at slukke. For én gangs skyld ville hun ønske, at hun havde noget som et sværd på sin person, det ville hun kunne stikke ind i flammerne. Men som sædvanligt havde hun ikke andre våben end sine negle, der desværre ikke kunne gøres lange nok til at nå kvinden igennem ilden. Så lige nu var der ikke andet for end at vente og måske forsøge at overtale kvinden til at slukke. Selvom hun nok var klar over, at udkommet ville blive mindre behageligt for hende. For nu blev Ileana dog siddende og så på hende med det følelsestomme blik.

Alicia hadede den situation, hun var havnet i. Hvordan kunne hun have været så uforsigtig? Hun burde have været langt mere opmærksom på sine omgivelser, og nu betalte hun prisen for sin dumhed. Hun følte sig aldeles uduelig og hjælpeløs, og det hjalp ikke ligefrem, at vampyrkvinden bare gav sig til at studere hende. Febrilsk prøvede hun stadig at få sine lemmer til at reagere, men intet skete. Hun vidste ikke, hvor længe hun kunne holde flammerne kørende, men hun tvivlede ærligt på, at hun kunne holde dem længe nok til, at virkningen af giften ville fortage sig. Hun brugte en del chakra lige nu, fordi hun ikke kunne gestikulere, og selvom hun var vred, hjalp det ikke lige i øjeblikket. Det gjorde det på ingen måde bedre heller, at hun var træt. Det havde været en temmelig lang dag, og hun trængte i den grad til at sove.

Alicias blik blev ikke ligefrem mindre dræbende over kvindens ord. Tværtimod. Hun kunne dog ikke svare, for hendes mund ville ikke reagere, så hun fik ikke andet frem end et par dæmpede lyde. Åh, hvor hun dog hadede sig selv lige nu, og frustrationen blev mere og mere tydelig i hendes ansigt. Ved kvindens næste ord var Alicias reaktion at skrue op for varmen uden at øge flammernes volumen. Hendes hud begyndte nu at gløde, og hun kiggede fortsat på kvinden med dyb afsky. Så slukkede ilden, og hendes udseende vendte tilbage til normalen. Febrilsk spærrede hun øjnene op. Hvad skete der? Hun burde da have langt mere chakra? Af en eller anden grund kunne hun dog ikke mønstre det. Ved Aladrios, hvor hun dog skulle have haft trænet det at bruge ilden uden sine hænder noget mere. Langsomt lukkede hun øjnene, og tårer af håbløshed gled nu fra hendes øjne og ned over kinderne. Hun håbede inderligt, at kvinden ikke ville tømme hende totalt for blod, men hun vidste samtidig, at spillet var ude. Hun havde ikke mere at forsvare sig med.

Ileana hvilede lidt kedsommeligt armene på sine ben og så på det brændende pigebarn. Hun var for træt til det her, det skulle bare have været et hurtigt måltid. Men så igen, hun var gammel nok til at kunne glæde sig over, når noget uventet skete. Det var da en smule underholdende at der gik ild i pigebarnet og hun åbenbart havde lyst til at blive ved med at brænde, selvom det brændte hendes tøj af og efterlod hende nøgen til at fortsætte sin rejse - hvis Ileana ikke kunne komme til hende og mistede tålmodigheden.

Varmen blev mere intens og hun var ved at overveje at flytte sig, inden hendes tøj skulle selvantænde, men pludseligt gik ilden. Udtrykket i kvindens øjne fik Ileana til at komme med et dæmpet, feminin og dog let uhyggelig latter.
"Åh, lille ven, det virkede ikke ret længe, gjorde det?" De blå øjne gled over kvindens krop og et svagt, skævt smil var at se om hendes læber. Ikke ringe. Men det var ikke det, hun var interesseret i. Det var blodet, hun var sulten.
Men var det en fælde? Kunne kvinden stadig tænde ilden og ville hun bare have hende tæt nok på til at brænde hende? Det måtte have sin test, Ileana var ikke uforsigtig nok til at føre sit hoved nær en levende fakkel.

I en glidende bevægelse kom hun på benene igen og tog endnu en tur rundt om kvinden på jorden, lod blikket glide over hendes krop og overvejede, om hun var varm. Endeligt bukkede hun sig ind over hende og lod fingerspidserne snitte hendes bare maveskind, klar på at brænde sig, men så varm var væsnet ikke. Lidt tænksomt lod hun en fingerspids tage på tur over den bare hud, fra navlen og op i mellem brysterne, langs kravebenet og tilbage igen, denne gang ned over det ene bryst. Nej, hun blev nødt til at se, om hun kunne fremprovokere ilden. Smerte virkede til at have virket, så mon ikke, at det var et forsøg værd. 
Fingrene fandt ned til kvindens side, helt ude i kanten, hvor der ikke var vitale organer, bare muskler. Ileana havde skåret så mange væsner op i ren nysgerrighed, at hun nogenlunde vidste, hvor hun kunne lege uden fare for at myrde et måltid. Med det samme smil som før løftede hun hånden og betragtede neglen på pegefingeren vokse ud i fuld længde.
"Næsten en skam at ødelægge så yndig en krop." Med de ord pressede hun langsomt den knivskarpe negl ned i pigebarnets kød og muskler, hele vejen igennem til den anden side.

Det var tydeligt på Alicias ansigtsudtryk, at hun bestemt ikke var tryg ved situationen, men så igen... hvem ville være det? Hun fulgte vampyren med blikket, som denne gik rundt om hende. Det var faktisk ret imponerende, at hun var faldet fladt på ryggen. Hun havde selv halvt forventet, at hun ville ende i en eller anden mega ubehagelig stilling, men her blev hun ikke øm nogle steder. Jo hendes ben var let bukkede, fordi de bare havde givet efter, men det kunne da være langt værre. Hun kunne stadig ikke svare kvinden, så Alicia sendte hende igen et blik fyldt med afsky. Gud hvor hun da hadede vampyren lige nu. Hun var ingens legetøj. Hvis hun havde tænkt sig at drikke hendes blod, kunne hun da ligeså godt komme til sagen i stedet for at lege katten om den varme grød.

Alicia havde som sådan ikke følt sig blufærdig over sit manglende tøj. Det var ikke ligefrem noget, hun havde tænkt over. Indtil vampyren altså valgte at udforske hendes krop en smule. Hun rødmede svagt i kinderne, da hun mærkede fingrene glide over sit bryst. Var det, hvad hun havde tænkt sig? At voldtage hende, inden hun spiste af hende? Kunne denne vampyr da blive meget mere ulækker? Hun mærkede vreden bølge op på ny, men i det samme gik det op for hende, at hun havde taget fejl.

Hvis hun kunne have gispet af smerte, ville hun have gjort det. I stedet lød det mere som et fnys, fordi luften blev trykket ud gennem næsen, da neglen gennemborede huden, men ellers sagde hun ikke en lyd. Hun var ikke fremmed for smerte, men det forhindrede hende dog ikke i at lukke øjnene. Hun havde virkelig tænkt sig at lege med Alicia alligevel. Hun mærkede en ny vredesbølge skyde gennem sig, hvilket fik hendes kropstemperatur til at stige imponerende hurtigt. Da hun åbnede øjnene, var hendes blik fyldt med vrede, og hun skiftede igen udseende over i et mere elemental-agtigt et. Der var dog ingen flammer, men hvis kvinden blev ved med at røre hende, ville Alicia nu være så varm, at hun med stor sandsynlighed ville brænde sig.

Ileana var klar til at trække sig tilbage, skulle flammerne komme tilbage. Men først skete der ikke noget og hun kunne fuldføre sit lille forsøg. Men så snart neglen gled igennem huden på den anden side, trak hun dog lidt hurtigt hånden til sig igen, som temperaturen begyndte at stige drastisk. Interessant. Hun så lidt tænksomt på kvinden, mens hun slikkede neglen ren for blod. Ja, der var noget elemental i hende. Godt at vide, det burde gøre, at hendes gift ville holde længere. Ikke at hun havde tænkt sig at være her i timer, men det var næsten umuligt ikke at lege lidt med hende, nu hun havde hende. Bare som hævn for næsten at have brændt hende. Problemet var bare at få hende kølet nok ned til, at hun kunne røre hende. Sætte tænderne i hende.

"Du må være praktisk i en mands seng i de kolde vintermåneder." Ileanas stemme var en smule nedladende, at være en mands sengevarmer var nedværdigende og langt under hendes eget niveau, selvom hun praktisk talt var en hore selv.
Hvordan skulle hun løse sit lille problem? Måske give pigebarnet noget andet at tænke på end at varme sig selv op. Et svagt smil gled over hendes ansigt og hun trådte lidt til siden, inden hun prikkede neglen ind i mellem to af kvindens ribben og ganske let punkterede hendes lunge. Måske lidt gispen efter luft kunne få temperaturen til at falde. 
"Jeg bliver ved med at lave huller i dig, indtil du er kold nok til at... spise." Hun ventede ikke på, at der kom et svar af nogen art, men rakte i stedet ud og lod neglen gå ind i kødet ved siden af armhulen. Ufarligt, men smertefuldt.

Hun kunne blive ved, hun kendte alle de mest smertefulde steder i en krop, både ved egne oplevelser og eksperimenttering. Men hun ville egentligt gerne have, at blodet blev i kvindens system, så hun kunne drikke det. Hun var sulten.

Alicia var egentlig ligeglad med at blive kaldt sengevarmer. Det var på ingen måde relevant lige nu. Hun mærkede dog tydeligt smerten, da hendes lunge blev perforeret, og rallende lyde kunne høres fra hende, fordi hun ikke lige nu kunne hoste blod op. En lyd af smerte kunne denne gang høres fra hende, da kvinden stak hende ved armhulen, men det var kvindens ord, der gjorde udslaget. I stedet for bare at tage føden, havde hun givet sig til at lege med maden. Alicias blik gik omgående fra et vredt til et af iskoldt had. Hun havde ingen anelse om, hvem denne kvinde var, men hun ønskede på ingen måde at give hende, hvad hun ville have nu.

Det var sjældent efterhånden, at Alicia var så vred, som hun var lige nu. Hun ønskede inderligt at skade kvinden, og hendes blik flyttede sig fra kvindens ansigt til hendes kjole. Hun koncentrerede sig ihærdigt om et enkelt punkt på bunden af den. Den så ud til at være lavet af brandbart materiale, og det lykkedes hende faktisk at få en flamme til at spire ved den. En flamme der imponerende hurtigt fik fat. Alicia havde dog ikke helt styr på sig selv lige nu, så i stedet for bare at få lavet en enkelt flamme, fik hun samtidig skudt en ring af ild af omkring sig selv. Det pludselige temperaturskifte lavede samtidig en trykbølge. Hun havde vitterlig brugt al den chakra, hun havde tilbage i kroppen. Det havde ikke været med vilje, men lige nu kunne hun slet ikke styre sin evne. Hun var alt for vred - alt for hadefuld - til overhovedet at tænke. Da ilden lagde sig, var Alicias udseende igen vendt tilbage til det normale, og hun sitrede let til trods for, at hun stadig ikke kunne bevæge sig. Mængden af energi hun lige havde ladet fare igennem sin krop, havde hun ikke rigtigt kunne håndtere, og hun hev og flåede efter vejret.

Det varede heller ikke ret længe, inden hendes kropstemperatur var tilbage til normalen. Hun havde vitterlig ikke mere at give. Mere håbløs end nogensinde før lukkede hun øjnene. Hun var sikker på, at det var slut nu. Ville hun overleve længe nok til, giften ville fortage sig, så hun kunne opsøge en healer? Ville hun overhovedet kunne bevæge sig med de skader, hun havde fået? Udover det ville kvinden nok dræne en del blod fra hende nu, så ville hun overhovedet have kræfter til noget som helst?

Ileana skævede som altid regelmæssigt til sine ofres øjne, det eneste sted, hvor man kunne se hvad de tænkte og følte. Hadet var tydeligt, sammen med vreden og det morede hende lidt. Normalt var det frygt og smerte, men denne kvinde var åbenbart mere stærk end de fleste bønder, hun fik fat i. Hun var ved at overveje, hvad hun skulle gøre ved hende, da hun pludseligt opdagede ilden i sin kjole. Hurtigt trådte hun et par skridt tilbage og bukkede sig ned for at slå på ilden for at få den til at gå ud. Det var heldigvis ikke så svært igen, men stoffet var uden tvivl ødelagt. Intet andet af det, kvinden havde lavet, havde rørt Ileana, hvilket nok var godt nok. Hun var vred, kjoler var dyre og hun havde været glad for denne.

Forsigtigt ventede hun lidt, ville se, om der skete mere, men det så ud til, at hendes offer havde brugt alt sin energi. Langsomt gik hun hen til hende igen og bukkede sig ned for at mærke. Jo, selv kropstemperaturen var på vej mod normalen. Smilet om Ileanas læber var tilfredst og ildevarslende.
”Du havde været bedre af ved ikke at forsøge at sætte ild til mig.” Hun bukkede sig ned over hendes ansigt og med lidt lange negle på sin venstre hånd, trak, ja skar, hun fire lange rifter ned over hendes ansigt. Det hjalp lidt, men hun var ikke færdig. Langsomt trak hun de samme skarpe negle ned over hendes brystkasse og mave for at stoppe under navlen, hvor hun pressede dem længere ind i huden. Ikke så dybt at de gjorde den store skade. Ingen grund til at få blodet til at flyde for meget.

Hun kunne blive ved, men sulten voksede, jo mere blod kom i kontakt med luften, så hun endte med at sætte sig på knæ ved pigens hoved og hive hende op for at hvile på hendes ben, så hun kunne nå den fine halspulsåre, der dunkede under huden. Uden ord bukkede hun sig ned og bed ned i halsen, hvilket straks fyldte hendes mund med den metalliske smag af blod. Hun drak. Lod den andens blod sprede sig ud i hendes krop og giv hende lånt liv. Hun drak, mere end hun behøvede. Hun vidste, at hun ville dræbe kvinden, inden hun gik derfra, så der var ingen grund til at spare på det. Hun drak indtil hun var mæt. Med et dæmpet, tilfredst suk trak hun sig tilbage og lod tungen opfange blodet på læberne. Hendes hud havde fået mere farve og hun så meget mindre træt ud. Med et undersøgende blik så hun på pigebarnet, der så ud til at leve endnu. Nærmest blidt skubbede hun en tot af kvindens hår væk fra de gyldne øjne.
”Jeg håber du har fundet fred med dine guder.” En negl voksede ud og hun stak den uden tøven igennem halsen på Alicia, så den kappede begge store blodårer. Blodet begyndte at pumpe ud fra de to huller. Snart ville hun være blødt ihjel. En grusom og langsom død, men det var, hvad man fik, når man gjorde Ileana vred.

Vampyren skubbede hende ned på jorden og kom på benene. Kjolen var nu beskidt, blodig og brændt af en større plet forneden. Ja, den var nok lige til at smide ud. Ileana så mod himlen og derefter mod øst. Der var stadig flere timer til at solen ville komme frem. Måske hun kunne nå hjem. Det håbede hun. Hesten var ikke gået så langt og græssede fredeligt, trods den morderiske scene, der havde udspillet sig foran den. I en elegant bevægelse, der var fyldt med den styrke, hun lige havde fået, svingede ud benet over den og satte den i gang. Ikke et eneste blik blev skænket den døende kvinde på vejen bag hende. Hun havde fået det, hun ville.

//Out

Alicia kunne tydeligt mærke smerten, da kvinden skar hende i ansigtet og over kroppen, og havde hun kunne skrige, havde hun gjort det. Hun mærkede også tydeligt, da neglene perforerede maveskindet, og kroppen sitrede lidt mere voldsomt. Hun kunne ikke rigtigt koncentrere sig om kvindens ord lige nu, men hun sendte hende det samme hadefulde blik som før. Hvis hun da bare havde haft chakra tilbage.

Tænderne i halsen var knap så smertefuldt, som hun havde forventet, men der gik ikke længe, inden hun mærkede svimmelheden melde sig. Kvinden blev ved med at drikke, og det sortnede kort for Alicias øjne, inden det var overstået. Hun nåede et øjeblik at prise sig lykkelig over stadig at være i live, da hun hørte kvindens ord. Øjnene spilede sig op, som hun mærkede neglen køre hele vejen gennem halsen, og en gurglende, ubehagelig lyd kunne med det samme høres, da hun nu mere voldsomt prøvede at hive efter vejret, men det var temmelig håbløst. Hun ville dø på minutter. Vel vidne om sin skæbne lukkede hun øjnene. *Aladrios, giv mig styrke...* Alicia nåede ikke at fuldføre sin tanke, inden hun drog det sidste suk og døde med blodet stadig flydende fra de to sår på halsen.