Forårsfesten havde været et frisk pust, trods uroen ved at være omgivet af præster. Kile-præster med deres kolde hvide masker som bevægede sig gennem boder og telte, med et koldt syn på alle i nærheden. Amy brød sig ikke om dem, men var heldigvis ikke iøjefaldende for dem. Hun undgik en mand der havde fået for meget indenbords, da hun begav sig tilbage. Hun havde brugt mere tid her end hun burde, men synet af Baldur havde bragt det gamle gadebarn frem i hendes nu mere voksne træk. Et liv hun på nogle punkter savnede, og samtidig med var lykkelig for var overstået. Hun havde lyttet til hans historier i så lang tid, at hun havde mistet tidsfornemmelse. Hun måtte tilbage. Caitlin ventede på hende i lysningen!

Takket været Kilepræsterne, kunne Caitlin ikke komme med. De spidse øre, der afslørede forfædrenes race, ville være for farlig at bringe med sig, desuden, skulle de jo bare have mad. Mad hun havde fået købt og betalt, og bar med sig ud. Amy bemærkede ikke at øjne fulgte hende en smule for nærgående. Nysgerrigt efter hvorfor hun ikke gik af stien ned til byen, men derimod over en græseng for at nå skovens kant. "Undskyld, jeg mødte en gammel ven" Hun smilede et undskyldende smil til den lidt yngre veninde, der var kommet frem til skovkanten i stedet for at vente derinde. Amy havde ikke haft i sinde at gøre hende bekymret, men det var nok desværre det hun var kommet til, med sin handling.

Det havde været mærkelig fornemmelse at opleve hvordan beboerne hvor end de kom hen blev mere og mere fjendtlig overfor hende. For Caitlin havde hendes lettere spidse ører aldrig før fået nogen til at se en ekstra gang på hende, men nu måtte hun konstant huske sig på at holde det tygge hår sat så det dækkede hendes afslørende tegn på blandede forfædre. Noget hun glemte nok til at Amy og hun ikke havde turde tage chancen og følges ind til forårsfesten.
I stedet havde hun holdt sig i skovbrynet og set til at andre morede sig. Ikke at det helt så fornøjeligt ud for der var lidt for mange Kile præster til stede og hvem kunne lige feste med dem? Nogen kunne, men mange virkede til at snakke dæmpet sammen.

Som tiden gik og Amy ikke kom tilbage klatrede hun op i træ for bedre udsyn. Det havde også den fordel at hun var skjult skulle nogen komme den vej forbi. Ulempen var at grenens blide vuggen i vinden fik hende til at slumre hen.
En knasen af kviste under lette støvler bragte hende tilbage til nuet og hendes blik ned mod lysningen. Amy var netop trådt ind i den og virkede til at være alene, så hun svang sig ned til hende og landede blødt lidt ude til siden for hende. "Du har da også venner alle vegne. Var det en nær ven denne gang?" Hun stod med ryggen til festpladsen og lige nært nok skovbrynet til at dem der så derhen kunne se hende. Nogen der var ved at sætte sig i bevægelse mod de to piger.
"Det virkede lidt trykket på stemning herfra. Havde det også trykket priserne?" Af en eller anden grund var de ude af stand til at være på tur uden at være i bekneb med krystaller.

Amy løftede blikket til den meget adrætte Caitlin som kom ned fra træet ved siden af. Hun smilede et af sine meget drillende smil og himlede let med øjnende af hende. Ikke fordi hun havde været oppe i træet, men mere det spørgsmål der var kommet. Hun stod mere eller mindre med siden til festivalspladsen, for at kunne kigge på den anden med et roligt blik. "Det var Baldur. Halvkaninen som fortæller fantastiske historier. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst så ham!" tiden var bare.. gået så hurtigt. Selv det at hende og Caitlin havde været adskilt i over et år, gjorde at alt i hovedstaden virkede så langt langt væk i fortiden.

Hendes udtryk blev dog mere alvorligt ved nævnelsen af den tryggede stemning. "Heldigvis var priserne godt i bund. Alle konkurrere med alle derinde, så vi fik en god del for vores krystaller" hun hankede op i tasken der tydeligt var godt fyldt. Den var ikke ved at rævne, for så mange penge havde de ikke, men Amy havde sørget for at vandre fra bod til bod og veje priserne inden hun havde taget noget med sig. "Men der var faktisk ikke ret behageligt. De hvidmaskede sataner render rundt overalt! Det var nok til at få kuldegysninger!" og Amy lod sig ellers ikke vanvittig nemt skræmme. Selvom mødet med rigmandens banditter tilbage på kroen havde sat sine præg.

Caitlin grinede bare af Amys himlende øjne og lagde hovedet let på skrå. Så bed hun sig fortrydeligt i underlæben. "Åh ham har jeg savnet! Så han ud til at have det godt?" Som gadebarn havde der været få voksne der altid var et lyspunkt når de dukkede op, men det havde halvkaninen været. Måske fordi han var mindre voksen omkring de forsultede og håbefulde børn og mest af alt et afbræk i den virkelighed de var fanget i. Hun kunne godt forstå Amy havde været længe væk, hvis hun var kommet i tide til en god historie!

Smilet falmede bort, som den rødhåredes gjorde det, men forblev let ved den andens trods alt delvist opløftende ord. "Se det var da altid noget! Måske endda nok til at vi kan undgå flere beboelser til vi når Vestdalene." Det var blevet deres mål for rejsen, som hysteriet mod alle med spidsere end normale ører var steget til faretruende højder. Der var kun så meget der kunne gøres for at gemme dem og folk var begyndt at forlange at se bortgemte ører. Irriterende nok.

"De skulle bare tage og krybe tilbage under deres sten i templerne." knurrede Caitlin let, før trin et godt stykke fra hende fik hende til at rette sig op og spidse ører. Langsomt og glidende vendte hun sig halvt og så tilbage mod festpladsen kun for at stivne og række ud efter Amy. "Seks på vej og jeg kan ikke lide deres udtryk." De var lidt for målrettede på vej mod dem og så lidt for overlegent forventningsfulde ud. Noget der fik Caitlin til at gøre klar til løb. Ganske som det altid havde gjort.

Amy smilede et let sørgmodigt smil, trods der havde været stor glæde i at se halvkaninen igen. Baldur var og blev rart selskab! "Han så ud til at have det godt og gjorde i hvert fald det hele lidt mere festligt" kom der opløftende fra hende. Han var jo en mand der kunne beskytte sig selv. De havde nok efterhånden alle sammen set hvordan han kunne blive til en stenudgave af sig selv. Faktisk fandt Amy den evne ganske fornuftig og effektiv.

"Måske, hvis vi ikke pludselig bliver rigtig sultne" svarede hun med en munter tone. Hun forsøgte generelt at holde sig munter, trods den situation de stod i. Kiles orden holdte øje med alle, og mange desperate sjæle udleverede enhver der så ud til at have elvernes gener i blodet. Også selvom det måske ikke engang var sandt. Alle blev skuret over samme kam. Verden var usikker, meget mere ned hun huskede den til at være. Eller blot anderledens usikker. Amy var blevet for godt vant hos Mitch. Mitch. Tanken fik hende øjne til at få et kort sorgmodigt glimt. Hun savnede ham.

Amy løftede blikke igen og kiggede på Caitlin med bekymrede øjne. Ja de burde gå tilbage til deres templer. I hvert fald dem som ønskede verden ondt. At kontrollere dem alle. Caitlins bevægelse, fik Amy til at skæve let over skulderen, og spærre øjnende forskrækket op som Caitlin rakte ud efter hende. Hun sørgede for at vende hovedet mere og kiggede mod de mænd som Caitlin så. Vandet frøs til is i hendes krop for en stund, som hun blev bleg i kinderne. "Løb" det sikreste valg. Amy ville ikke tage chancer, hev den anden i armen for at være sikker på at hun kom i gang, og løb derefter over skovbunden så hurtigt hun kunne mønstre.

Caitlin smilede let tilbage, men sagde ikke mere til det. At Baldur stadig var omkring og i stand til at fortælle historier var da et lille tegn på at verden ikke var gået helt af lave endnu. Historiefortællere havde trods alt den evne til at fortælle historier dem med magt ikke brød sig om og slet ikke hvis de fik folk til at tænke. Noget mange snart burde begynde at gøre igen, men det var måske også for meget forlangt!

"Ellers er der altid mus og kaniner..." svarede Caitlin hende med et skævt, lille smil. Hvor hun intet havde imod at spise hvad hun kunne fange, var Amy ikke altid lige så overbevist om at det var spiseligt. Måske fordi hun var kommet tilbage med firben den ene gang... Men var de sultne nok, så var mad altså mad og det var mere sikkert at fange selv end at skulle ind blandt bønderne. For Caitlin om ikke andet. Amy var lidt heldigere der.

At de havde rejst sammen en del tid og før, så hurtigt som de gik fra småsnak til fuld varsomhed. Det ene ord fra Amy var da også nok til at sætte Caitlin i bevægelse væk fra mændene. Noget hun vidste de så for hun kunne høre en banden bag sig før tunge skridt hamrede hårdt mod jorden, da de optog forfølgelsen. Ingen tvivl om at hun havde haft ret i deres dårlige hensigter.

Foran hende blev skoven tættere og stien de havde fulgt forsvandt ud til siden, som hun valgte at stryge gennem krat og mellem buske for at sænke mændene mest muligt. Hun kunne høre Amy bag sig og vidste den anden var i stand til at sno sig næsten så godt som hende selv - om ikke andet havde lidt lusk i ærmet til at springe over ting hun ikke burde. Måske ville det endda være nok?
En lysning åbnede sig foran hende og hun strøg ud i denne gennem det høje græs, ubevidst trædende over den løkke af reb, der var spændt ud som en snare.

Amy kom med en brummende lyd mens hun rynkede på næsen. Kaniner var udemærket! Smagte fabelagtigt.. Men mus. Hun var ikke helt kommet sig over stadiet at skulle spise det. Hun kunne ikke helt svare på hvorfor. Mus var jo mad som mange andre dyr kunne blive til. Det var trods alt bedre end rotter! Tanken om rotterne der havde pilet rundt i skumringskvarteret i Dianthos fik hende næsten til at få kvalme på ny. Sygdomsbefængte dyr. "Ellers kan jeg altid gå i pip og æde korn!" svarede hun med et skævt smil og glimt i øjet. Ikke at det smagte specielt godt, men hendes forvandling gjorde også at hun faktisk ikke behøvede nær så meget mad for at holde sine kropslige funktioner ved lige. Det kunne være en fordel. Og så slap hun for at spise noget der mindede mere om slimrede kræ også kaldet firben og salemandere!

Den lette stemning og den medfølgende morskab, blev afbrudt af klingende alvor. At blive jagtet var det sidste der lå i planerne for denne dag, og Amy begyndte at overveje hvad der skete. Havde hun givet forkerte signaler? Var de bare fulgt efter hende for at se hvorfor hun gik ud til skoven? Havde hun ikke været forsigtig nok. Alt sammen tanker der skød igennem hovedet på hende, som hun kæmpede sig igennem krat og buske, lige i hælende på Caitlin.
Faktisk lagde de en fabelagtig fart! De kunne slippe væk. Havde det ikke været på den pludselige ændring, da snaren der lå skjult af blade på jorden, som Amy ikke havde opdaget, i det hun havde tørt sig over kinden der havde modtaget en lang ridt, spændte sig om hendes ben. Amy øjne blev store, mens hun tabte luften, og derefter skød tilbage og op i luften med et skingert forskrækket skrig. Hun var ikke langsom til at begynde at spjætte og kæmpe for at komme ned, mens hun rundtosset blev slynget en smule rundt. Pis og lort!

Caitlin strøg ud i lysningen vel vidende at hun ville være fuldt synlig der, men tagende chancen som den ville give både hende og Amy mulighed for en spurt. Hendes hår havde løsnet sig fra de bånd hun havde sat det med og hang nu som en små-filtret, brun masse ned af ryggen på hende, mens de lidt for spidse og diskret gråpelsede øre stak ud gennem det. Hun kunne måske have bortforklaret dem, men folk havde aldrig set helt lige på halvdyr, så chancen var hun bare ville blive dømt for den side så meget som den hun forsøgte at skjule.

Et skrig bag hende fik hende til at stoppe på stedet og dreje sig rundt for at løbe tilbage. Amy skreg ikke uden grund og slet ikke på den måde. Synet der mødte hende var da også nok tilat stoppe hende endnu engang. Hendes rødhårede veninde hang med hovedet nedad fra et reb om det ene ben og fra skoven lige bag hende var mændene allerede på vej ud fra mellem træerne.
Den forreste mand, en mand med et vejrbidt ansigt og et brutalt udtryk i øjnene, sendte hende et grin som han så hende stå stivnet i midten af lysningen og fulgte det op med en håndbevægelse til de to mænd uden til højre. "Så det var en spidsøre, lækkerbidsken gemte i skoven og endda en værd sælge som hende." Hvad han havde tænkt sig at sælge dem som var til at se i hans blik og grin og fik kun Caitlin til at skule mere til ham.

De to mænd han havde signaleret til fortsatte frem mod hende fra hver sin side. I det mindste havde ingen af dem trukket våben, men de var stadig i overtal og større end hende. For Caitlin var at flygte dog intet valg, for så skulle hun vende ryggen til Amy og det var ingen mulighed.
I stedet angreb hun.
Et overrasket udbrud lød, som hun satte sig i bevægelse og løb lige mod den ene af mændene, hoppende op og sparkende ham så hårdt hun kunne hvor det gjorde mest ondt. Hun havde lært lidt ekstra kneb i løbet af de sidste år, men som overraskelsen lagde sig mærkede hun hurtigt hvor vant til at slås mændene var og hvor lidt det satte pris på at hun havde fået sat en af dem ud af spillet. De holdt sig til slag og spark, men det var også rigeligt for at gøre mærkbar skade og ondt på hende.

Det havde været en forskrækkelse uden lige. Hun havde ikke regnet med at blive fanget på den måde, og slet ikke at hun skulle til at hænge med hovedet ned af. Det buskede hår var ud til alle sider, og hun var ikke langsom til at begynde at vridde sig. Hun fik bøjet nok i ryggen til at kunne kigge over på den stivnede Caitlin, i det manden begyndte at tale. Det var med et panisk blik hun kiggede fra den ene til den anden, så godt hun nu engang kunne i denne tilstand. "Så løb dog!" råbte hun, en smule hårdere end normalt, i et forsøg på at tvinge Caitlin til at reagere og forhåbentlig gøre hvad der blev sagt. Men det var ikke ligefrem den ønskede effekt.

Caitlin gik til angreb, men efter erfaring vidste de nok begge godt, at det ikke ville ende til deres fordel. Amy slog ud med hånden og sendte et kraftigt vindstød til siden, som fik den alt for grinende mand til at falde til siden med et forskrækket udbrud. Vinden begyndte at omkranse hende og få håret til at piste rundt - det var alt hun kunne gøre lige nu, forhåbentlig få slået den anden mand til plukfisk med sine vindslag.
Men det var svært at ramme med hovedet nedad, for ikke at tale om at den gyngende effekt fra grenen ikke hjalp hendes sigte tilnærmelsesvist. "Omvandrende dragelort! Jagter små piger ud i skoven - du er vel nok en stor mand!" der var mere formål med hendes ord end bare at fornærme den anden. Hun var vred nok til at det var grund nok - men logisk set var det for at larme. Råbe højt, tiltrække sig opmærksomhed. Måske, bare måske var der nogen der kunne hjælpe dem.

Men Amy nåede ikke at råbe, skabe sig og gøre megen modangreb før hun mærkede effekten af en stub genstand mod sit baghovede. Hårdt nok til at hun gik ud som et lys, og hang svagt og dænglede med hovedet ned. Vinden omkring hende forsvandt ud til ingenting - afslørende at der ikke var liv i hende til at gøre modangreb. Hun var besvimet og nåede ikke engang at se den arrige vindbidte mands ansigt inden det skete.

Caitlin hørte Amy råbe, som hun tog en beslutning om at gøre det modsatte af hvad den anden mente hun skulle. Derefter var det kun fjernt hun hørte hvad der blev sagt.Tonen fra veninden var dog ikke til at tage fejl af, som hun skældte og smældte efter mændene. Vindstød ramte dem og fik dem til at misse med angreb, mens Caitlin vant til vindens uforudsigelighed omkring den rødhårede snoede sig og vendte sig og fik ekstra angreb ind.
Til vinden med et ikke var en hjælp mere og Amy blev afbrudt midt i et ord.

Det fornyede Caitlins desperation i kampen og sikrede flere af mændene adskillige spark, før de ligsom trak sig lidt tilbage til en cirkel omkring hende og åbnede rum for en enkelt mand med en kølle. Hans udtryk sagde det hele, som han uden mindste tøven sendte det første slag mod hende. Som han gjorde det hørte hun manden fra før begynde at tale hånligt og slemt lovende, men hun holdt fokus på den største trussel.
At undvige var dog svært med mændene holdende hende inde mellem sig. Det tredje slag mod hende ramte derfor og sendte hende rullende hen af græsset. Hun nåede at kæmpe sig halvt op igen, før det næste slag faldt og hun med et skrig sank tilbage ned, den ene arm hængende slapt. Det brød hendes evne til kamp og althun kunne var at se op på manden som han løftede køllen igen og lod den falde, som en skygge faldt over hende fra himlen.

Instinkt sendte hende sidelæns, så slaget ramte hende på hoften i stedet for hovedet og sendte et jag gennem hendes krop efterfulgt af et endnu værre som armen landede under resten af hende og sendt hende med at skrig ind i bevidstløsheden.

At finde Amy havde endnu engang vist sig som lidt af en udfordring for Mitch. Krystallandet var et stort sted og det første glimt han havde fået af hende kunne have været hvor som helst fra. De efterfølgende havde dog givet et næsten sammenhængende indtryk af hendes rejse væk fra havet og ind i landet. For Mitch heldigvis forbi steder han selv havde været og kunne gætte hendes rejseretning ud fra. I alle glimtene havde hun da også været sammen med den mørkhårede pige, som han efterhånden havde fået et tiltalende indtryk af som en der holdt oprigtigt af hans pige.

Han strøg lavt hen over trækronerne på en mindre skov, som et skrig rev ham ud af de svævende tanker og fik dem til at fokusere fuldt og helt på landet under ham. Netop da åbnede træerne sig for en lysning og han så en mørkhåret pige kaste sig ind i en tabt kamp fulgt af lyden af Amys stemme bandende og svovlende. Vinden rejste sig i det samme og skubbede ham halvt ud af kurs, førAmys stemme blev afbrudt og vinden forsvandt.
Det var da han dykkede, men for sent til at forhindre den mørkhårede i at få et velrettet slag med en kølle. Hendes skrig rang klart over mændenes latter, men begge døde ud, som hans skygge lagde sig over dem. En trussel nok til at pigen fik sig kastet halvt til siden for det sidste slag og en uventet trussel nok til at mændene stivnede i deres cirkel.

En reaktion der kostede dem dyrt for han var ikke kommet for at snakke. Ikke som han havde set dem handle og ikke som han havde set Amy hænge. Sværdets blanke stål glimtede i solen, som det sang gennem luften og tog liv efter liv uden at vise nåde.
Som den sidste faldt til jorden, tørrede han sværdet af og lagde det væk på vejen over til Amy. Blidt rakte han ud og lagde to fingre mod hendes halsen for at ånde lettet lettet op ved følelsen af hendes puls. Først derefter holdt han fast om hende, som han skar hende ned fra træet så han kunne sænke hende til jorden og lade hende hvile der, mens han så til hendes veninde.

At blive flyttet fra at hænge med hovedet nedad, hvor hendes hoved på ingen måde fik hvile, havde en ganske positiv effekt. Som hun fik hvilet i en mere naturlig stilling, blev hovedet mere klart og kunne fokusere på at bearbejde det hårde slag i baghovedet. Et baghovede der brokkede sig en del, da hun endelig begyndte sin stædige kamp med at få sine øjenlåg op. Til en start kunne hun ikke se meget ud af den lille sprække der lykkedes at få åbnet op til, andet end noget bløret i sit synsfelt, som hun ganske let drejede hovedet.

Det var her det begyndte at komme tilbage til hende hvad der var sket. Hvordan de var blevet jagtet, at hun var gået i en fælde, og Caitlin havde valgt at blive tilbage og kæmpe, trods Amys ordre om at stikke af. Det var nok til at hun spærrede øjnende op og nærmest sprang op og sidde. Hendes hoved var ganske utilfreds med denne handling, som hun svagt mærkede svimmelheden tage over. Men Amy var ligeglad. "Caitlin!" Hun kravlede om på alle fire, i et forsøg på at komme op og stå, hvilket endte med at hun først sad stille og kiggede på det blodige scenarie der var omkring hende.

Nervøst og uroligt lod hun blikket søge desperat efter sin veninde. En veninde hun fandt besvimet, med en mørk skikkelse over sig. En skikkelse hvis sorte vinger fik hende til at ånde lettet op - ulogisk set fra en fremmeds synspunkt. Hvordan Mitch havde fundet dem vidste hun virkelig ikke, men det havde han! Og det var uden tvivl hans fortjeneste at deres forfølgere ikke ville kunne forfølge nogen som helst igen. "Caitlin, er hun.. er hun okay?" Amy kom en smule rystende på benene, for at gå de sidste skridt, og derefter lande en smule for tungt ned på sine knæ igen. Hendes hoved var stadig umådelig tungt efter slaget.

Som han havde lagt Amy ned på jorden brugte Mitch et øjeblik på at sikre sig slaget hun havde fået i baghovedet ikke var mere end det. Forsikret lod han hende ligge, mens han så til den mørkhårede pige. Allerede fra luften havde han set hende tage nogle hårde slag og lyden af hendes skrig som hun sank i knæ havde ikke tegnet godt. Heller ikke synet eller lyden af det sidste slag havde været rart at lande til.
Hun lå stadig hvor hun var faldet i en uordentlig bunke af lemmer ikke alle helt i vinkler de burde. En bekymret rynke trak frem i hans bryn, som han knælede ned ved hende og forsigtigt strøg hænderne over hende, mens han lod sin magi søge ind i hende og undersøge dybere hvor slemt det stod til. Bag sig hørte han den umiskendelige lyd af kontrær rødhåret i bevægelse.
"Jeg lagde dig ned af en grund." Hans stemme var tør og en lille smule fjern, som han holdt koncentrationen om den mørkhårede, Caitlin. Nænsomt rettede han hende ud så han kunne komme til hendes arm, der lå i en alt anden end god vinkel.

Da hørte han et bump ved siden af sig og flyttede endelig blikket fra den bevidstløse pige til hende der nægtede at være det eller ligge stille. "Hun bliver det. Hendes arm er brækket og hun har fået en hel del slag hun måde vil kunne se og mærke når hun vågner. Jeg har stoppet de indre blødninger og taget det værste af skaden, men..." Han så let på Amy, rakte så ud og strøg en finger ned langs hendes kind. "Der er grænser for hvad jeg kan lige nu." Han slap hende, som han rejste sig gik mod skoven efterladende de to piger i lysningen. Han havde brug for et par pinde til at stabilisere armen med og de burde være til at finde nær ved. "Bliv hos hende."

Amy ignorerede kort sagt hans tørre udsagn om at hun var blevet lagt ned af en årsag. Hun vidste udmærket godt hvorfor! Hendes hoved dunkede faretruende og turen med at vende omvendt i luften havde sat sig præg. Hun var ikke i sit bedste, men hun var langt mere i orden og ved velbefindende end Caitlin. Amy så stærkt bekymret, bange og let forskræmt på sit veninde der havde modtaget en del tæsk. Både med og uden brug af våben. Ganske let gav hun sig til at ae Caitlin forsigtigt over håret mens hun gav Mitch lov til at arbejde.

Amy drejede først sine blå øjne fra sin bevidstløse veninde som Mitch rørte hende over kinden. Det var efterhånden ved at være lang tid siden hun havde set ham sidst. Alt sammen på grund af en alf der fragtede hende væk fra trygheden hun havde etableret sig. I Norden tænkte hun dengang, men som den alvorlige mand så på hende vidste hun godt at han havde været hendes tryghed. Hun nikkede svagt til hans anmodning om at hun skulle blive, og rettede derefter sit blik tilbage til den yngre. “Jeg sagde jo du skulle stikke af” hviskede hun lavmælt mens hånden fortsatte med at ae forsigtigt over håret indtil han var tilbage igen.

Det tog ham ikke længe at finde hvad han skulle bruge i den lille skov. Grene lå hist og her og en stor del af dem ganske lige. En lå endda nær hvor Amy havde hængt og hvor hendes taske var faldet til jorden. Han samlede den op som han gik forbi og lod så blikket glide mørkt ud over lysningen og det rod af menneskelig grådighed der lå der.
Så forlod han træernes skygge og vendte tilbage til den stadig bevidstløse pige. "Vil du holde fast i hende? Så hun ikke gør noget dumt, hvis hun vågner." Slået ud af smerte var en god grund til at tro på at ny smerte kunne vække den kampberedte pige op igen og skønt han tvivlede på hun kunne gøre ham det store i den tilstand hun var i, så var der også hende selv at tænke på.
Som han ventede på den rødhåredes svar, fandt han en forbindingsrulle fremfor tasken og lagde klar ved siden af sig. Først derefter så han fuldt på Amy, nikkede så og tog fat i Caitlins arm. Resolut og vidende hvor ondt det gjorde rettede han den ud til knoglerne lå hvor de skulle, før han fæstede dem det han kunne med sin magi og derefter forbandt dem til passivitet stødtet af pindene.
Et skrig var sluppet fra pigen, som han startede og en klynken var fulgt efter, som hun havde forsøgt at trække armen til sig og sig væk fra ham uden at komme nok omkring til at åbne øjnene. Først da han slaphende igen faldt hun til ro og lå atter bevidstløs stille, skønt han tvivlede på hun helt var det.
"Hvad skete der?" Han blev siddende på hug ved de to piger, men fæstede nu sit blik helt på Amy. En forklaring måtte være på plads og ikke kun for hvorfor de var blevet overfaldet på den måde, men også hvad de gjorde i denne del af landet.

Amy kiggede op på Mitch som han kom tilbage med grene, og senere forbinding til at sætte om Caitlins arm. "Ja" svarede hun en smule åndeløst - stadig påvirket af situationen, men også for bekymret og lidt for meget i chok til at det bragte mere med sig en at hun så ud til at være gået lidt i stå. Hun havde kortsluttet sine tanker, og fokuserede på det hun kunne gøre. Nemlig holde Caitlin fast og sikre sig at hun ikke begyndte at gøre noget dumt hvis smerten vækkede hende. Noget der så ud til at ske, som det rykkede i kroppen og hun forsøget at kæmpe sig væk, uden helt at være ved bevidstheden. "Det er okay, Caitlin, tag det roligt" Amy forsøgte at tale beroligende til den anden, mens hun lagde mere pres ned for at få hende til at ligge stille, og dermed ikke være i stand til at flytte sig væk fra Mitch før han var færdig med sit arbejde. Skriget skar i krop og sjæl, men Amy trak sig ikke, men holdte alvorligt og standhaftigt fast, og trak sig først som kroppen begyndte at slappe af igen og ligge stille.

Amy kiggede på Caitlin, løftede det kune ganske ganske kort for at kigge på Mitch som han stillede sit spørgsmål. Det uundgåelige spørgsmål. Blikket havde ikke lyst til at forblive oppe i de alvorlige øjne, men kiggede i stedet ned på Caitlin som hun tog en dyb indånding. "Jeg går ud fra at de jagtede os fordi Kiles Orden betaler for folk med elverblod." svarede hun først og aede Caitlin over håret igen et par gange. "Jeg var nede til festevalen efter mad. De må havde fulgt efter mig tilbage. Det virkede unaturligt at hente mad, og gå direkte tilbage til skoven går jeg ud fra" Amy trak hånden til sig og begyndte ganske let at ryste.

Chokket begyndte at aftage sig og skubbe den passive, næsten følelsesløse tilstand hun havde været fanget i, og i stedet gøre plads til at opfange hvor farligt det hele det havde været. "Det er min skyld hun kom til skade.." hun snøftede stille og lagde armene om sig selv, fyldt med dårlig samvittighed. "Hvorfor løb hun ikke.." en svag hvisken som hun i sin let rystende tilstand begyndte at græde.

Det var en af de mere skjulte sider ved Amy han fik vist nu her i lysningen. Mitch havde set den før, men ikke så tydeligt som nu. Slået så meget ud af kurs som det nærmest var muligt og stadig i chok over slag og synet af veninden der kæmpede og tabte, var den hårde overflade gledet af hende og lod sårbarheden fremme i lyset. Det hjalp ikke at den anden pige skreg af smerte ved hans tag i armen eller at hun forsøgte at flytte sig. Han så smerten afspejlet i den rødhåredes ansigt, skønt hun gjorde som han havde bedt om og samtidig forsøgte at berolige Caitlin.

Han betragtede hende undersøgende, som hun ledte efter ord at svare ham med og undlod sigende at følge hendes blik, som det sank til pigen mellem dem. Ikke før hans pige bragte det han frygtede på banen og han stille rakte ned og skubbede det mørke hår væk fra de let spidsede ører. De kunne være en grund, men han tvivlede på de var den eneste for mændene til at jage to piger gennem en skov. Noget han fik bekræftet som Amy fortsatte og fortalte hvor de havde spottet hende. De havde været for nemt et bytte til at lade løbe.

Som hendes hånd rystende fjernede sig, hævede han blikket til hende igen. Hun var begyndt at ryste svagt og det trak i hendes mund på en måde han vidste hvad førte til, selvom det var foruroligende at se hos hans stærke pige. Stille rejste han sig,tog de få skridt rundt om den liggende pige, for atter at synke ned på hug. Denne gang bag Amy hvor han kunne lægge armene om hende og derefter lukke vingerne over hende også. "Det er ikke din skyld, Amy." Han lukkede armene tættere om hende. "Hun gjorde sikkert hvad du ville have gjort i hendes sted."

Amy sad bare. Fuldstændig sammensunken og ulykkelig over hvad der var sket med Caitlin. Den dårlige samvittighed gjorde så ondt i krop og sjæl at hun ikke engang overvejede at trække sig sammen og skubbe det hele om bag en hård facade. Og hvorfor skulle hun også det? Det var Mitch. Hvis hun ikke kunne vise at hun var ulykkelig og ked af det, når han var i nærheden, stolede hun så nok på ham?
Amys underlæbe begyndte at bævre som Mitch satte sig bag hende og trak hende ind til sig. Hun kunne ikke holde mere af det tilbage nu. Det havde været en skræmmende tur, men samtidigmed noget så hjemmevant og eventyrligt at rejse med Caitlin igen. Den gamle del af hende, der havde fået lov at komme frem og lege som det gadebarn hun engang havde været. Hendes gamle jeg, som hun nogle gange savnede, men i realiteten ikke ønskede at blive fuldt ud igen.

Amy drejede overkroppen og lagde sig ind imod ham, sugende trygheden til sig som han lagde både arme og vinger omkring hende, og skabte den lille sorte hule der ikke længere skræmte hende, men derimod bare vidste at han passede på hende. Hendes arme greb om ham og pressede hende helt tæt ind til ham, som øjnende lukkede sig og tårene fik frit løb. "Men se på hende! Hun kunne være blevet slået ihjel" kom der grødet fra hende, dæmpet af hans tøj og skælven der stadig gik igennem hende. Langsomt begyndte anspændtheden og hendes skælven at aftage som hun faldte ro ved at sidde op af Mitch. "Hvordan fandt du os?"

Mitch lod armene glide tættere om Amy, som hun drejede sig ind mod ham og gemte ansigtet mod hans bryst. Det stilnede ikke hendes gråd, men fik hende dog til at ryste mindre. At hun selv søgte ind tæt var også stadig en stor ting for ham. Hendes skyhed overfor den mindste berøringen havde været en konstant mur mellem dem i de år der var gået siden han havde skræmt hende fra vid og sans. En stor forskel fra den gang.
Han strøg blidt en hånd ned over ryggen på hende som han sukkede let. "Det kunne i begge." ...eller det der var værre... Han levede i verden hvor døden så langt fra var det værste der kunne overkomme en selv eller dem man elskede og hvis han ikke tog meget fejl havde mændenes plan med de to piger været en af dem. Han sagde dog intet højt, men holdt blot beskyttende om Amy til hun begyndte at løsne op igen og tårerne tørrede ind.
Et lille smil krøb da frem på hans læber. "Meget jævnlige syn af dig.Det gav lige nok af omgivelserne til at jeg kunne finde frem." Det havde været mere held end noget andet, men det så han ingen grund til at sige højt. "Hvor var I på vej hen? Det har virket mere som vest end nord på I er gået..." Noget der tydede på et andet sted end Dianthos og Nordlandet havde været deres mål.

Amy havde ikke lyst til at tænke over at hun havde været i lige så stor fare. Hængende fra fælden. Det var hende der var gået i fælden. Hende der havde været skyld i at Caitlin var stoppet op. Ikke nok med at hun ubevidst havde bragte mændene med sig, men hun var også grunden til at den anden var stoppet op og dermed var blevet angrebet. Den dårlige samvittighed gnavede i hende som sultne rotter. Hun havde det forfærdeligt. Amy snøftede let, tog et par dybe indåndinger og lod dem komme ud som dybe suk, mens det hele syntes at stilne en smule af. Hun flyttede sig ikke, blev der hvor hun kunne mærke varme og hjerteslag. Have muligheden for at slappe af, eller i det mindste finde noget ro til den sammenkrøllede mave.

Hun skævede opad. Jævnlige syn. Hvor meget havde han set? Dragehulen, klipperne, rejsen. Der var gået mange dage siden de var taget derfra. Uger faktisk. Hvor ofte havde hans set hende? Selvom spørgsmålene dukkede op i hendes sind, virkede de heller ikke vigtige. Han havde set dem, holdt øje med dem på en eller anden måde, uden selv at beslutte det. Amy vidste at hans syn ikke var noget han kontrollerede. Der var en anden mening med dem.
"Caitlins værge bor i Medanien.. Vi var på vej hjem til ham. Bringe hende hjem igen." den dårlige samvittighed blev ikke mindre, som hun tænkte sig om endnu engang og lukkede øjnende. "Jeg skulle være vendt hjem. Jeg forsvandt bare! Jeg skulle være taget Nordpå først" hun havde tænkt at Caitlin skulle hjem, så Gidion ikke gik til af bekymring fordi hans adoptiv datter havde været væk i uendelig lang tid. Hvorfor havde hun ikke tænkt på at Mitch måtte havde været mindst lige så bekymret da hun forsvandt ud af den blå luft, da en alf besluttede at hun skulle på en rejse. "Undskyld"