Tid: Midt på aftenen.
Vejr: Stjerne- og måneklart. En blid brise kan mærkes en gang imellem.
Det var altid svært at finde gode slavehandlere, fordi Lyset havde forbudt det. Man skulle jo til Rubinien for at finde noget ordentligt, og det var en ganske lang tur for de fleste i Kzar Mora.
Det var derfor, da Lykke hørte om en, der solgte slaver nær Dianthos, at hun var taget afsted med det samme. Hun manglede en slave til de huslige gøremål. Eller... hun manglede egentlig ikke en, det ville bare være belejligt med en at gøre tingene for sig. Hvis det ydermere var en, der så nogenlunde ordentlig ud, ville det nok heller ikke gøre noget. Så var der i det mindste noget at kigge på.
Lykke kendte ikke manden personligt, men hun havde hørt, at han gik under navnet Oswald. Han havde et temmelig godt ry blandt nogle af de andre i mørkets hær, så Lykke havde besluttet at tage chancen.
Hendes ånde skabte en mild tåge, som hun gik på landevejen. En strudhætte var trukket op over hovedet, så ansigtet og øjnene henlå i skygger. Det var dog tydeligt selv med hætte på, at hun havde horn, for disse strakte sig længere end hovedet. Hun var iført en kjole i mørkelilla stof med røde broderier. Den sad stramt om overkroppen, men var ganske løs fra livet og ned. Den stoppede lige over klovene, der tydeligt kunne ses i månelyset. Vingerne var foldet, så det så ud som om, det bare var en læderkappe, hun havde hængende på ryggen. Halen var møjsommeligt foldet langs rygsøjlen, så den ikke kunne ses udefra. Hun havde ikke sit sværd med sig, men hun brugte det alligevel aldrig. Desuden indbød hendes tøj ikke ligefrem til, at hun lignede en, der burde gå med våben. Lige nu kunne hun dog gå for at ligne en minotaur. Det var en ret god ting at kunne forklæde sig, når man nu ikke kunne skjule sine horn og sin hale, og Lyset var altid på jagt efter dæmoner.
Hun nåede en herregård, der passede til beskrivelsen af, hvad hun havde fået at vide, og satte kursen derhen. Hun bankede på hoveddøren, og da der blev åbnet sagde hun: "Godaften. Jeg søger Oswald."
Krystallandet