Isari-katedralens dybe klokker havde ringet hvert time det sidste døgn. Lyden var tung og ildevarslende og bragte bud om død, for dagen før var ypperstepræstinden for Isari blevet fundet livløs - myrdet - foran sit eget alter. Rygterne havde bredt sig som en steppebrand i Dianthos, og byvagter og kilepræster havde brugt det meste af dagen på at banke på døre og kaste magi for at finde ud af, hvem der havde begået det frygtelige mord.

Det havde ikke taget dem længe. Ypperstepræsten for Aladrios' tempel var en aldrende mand, der ofte havde beklaget sig over Isari-kirkens høje indflydeles i byen samt manglen på hans egen. Efter at Kiles Orden var kommet til magten, havde han set sin indflydelse i byen svinde yderligere sammen med Isaris tilhængeres.
"Et håb om at skaffe sig mere magt ved at eliminere Isari-kirken helt." Lød forklaringen efter den meget korte rettergang, hvor selveste Leoric Emhyrian, talsmand for dronningen, fældede dom. Dette var ganske utraditionelt, men byens mest respekterede dommer, Eira, befandt sig i øjeblikket ikke i byen.

Så allerede den følgende morgen, da Reinas ligtog havde forladt byen, begav et følge af Kilepræster og byvagter sig gennem gaderne mod tribunepladsen. Mellem sig havde de ypperstepræsten for Aladrios-templet, som så ud til at have tilbragt en hård nat i arresten. Hans ansigt var dækket af en mørk hætte, og han vaklede af sted og så ud til at have svært ved at holde sig oppe.
På tribunepladsen havde der samlet sig en enorm menneskeskare og stilheden faldt over pladsen, idet en Kilepræst læste dommen op: "For mordet på den højst respekterede Ypperstepræstinde af Isaris templet: Reina Aldemar af Lysets Slægt, dømmes du hermed til døden." En halvkvalt råb bag hætten fra den dømte kunne høres bag hætten: "..Jeg er uskyldig!" men Aladrios-præsten blev hurtig gjort tavs, da et par vagter tvang ham ned på knæ. Kilepræsterne begyndte at messe en bøn, og da de afsluttede med ordene "Kiles Fred" glimtede bødlens skarpe økseblad i sollyset og kort efter rullede præstens hoved væk fra kroppen i et sprøjt af blod.
Råbende stemme kunne høres fra menneskemængden - nogle opildnede: "Af med hans hoved! Hævn for Reina!" men andre kritiske stemmer blandede sig i koret: "Han var uskyldig! Kiles Orden er ond!" Kilepræsterne sendte skarpe blikke ud over folket, men flyttede sig derefter hastigt fra tribunen, inden folkemængden nåede at gå alt for meget amok. - vagterne blev stående, mens et par mænd hastede ind for at bære liget væk..

Alle der befinder sig i Dianthos kan reagere på hændelsen. Ønsker man at reagere på Reinas død samt hendes genopstandelse, findes der også en tråd til dette her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=10855

Vrede tilråb kunne høres overalt på pladsen, fra hvor Alicia stod. Hun havde en ganske ubehagelig følelse i maven. Det var ikke normalt, at en mand bare blev dømt uden foregående rettergang. Der var noget her, der lugtede langt væk. For det første, var det ikke Eira, der fremsagde dommen men dronningens højre hånd. For det andet følte hun på ingen måde, at retfærdigheden var sket fyldest. Det gjorde det heller ikke ligefrem bedre, at det var en Aladrios-præst, der måtte tage skylden uden ordentlige beviser. Hun kunne tydeligt mærke vreden vælde op i sig, som hun stod tavs i sin nye skinnende rustning, som Shrade havde lavet, med bygardens kofte ud over. Hvor hun dog hadede sig selv lige i øjeblikket. Hun kæmpede ihærdigt mod sine følelser, men hun kunne ikke forhindre sine øjne i at lyse op, så hun lukkede dem i stedet. Heldigvis forhindrede hun, at evnen gik totalt amok.

Hun hørte øksens 'klonk', og hun skar en grimasse, som det løb hende koldt ned ad ryggen. Det her var virkelig ikke, hvad hun havde skrevet sig op til! Hun så vantro til, som kilepræsterne stak halen mellem benene, og hun mærkede en ny vredesbølge nærmest skyde gennem sig. Mere arrig end nogensinde flåede hun sin kofte af og kastede den hidsigt fra sig, inden hun stormede afsted med langsomt skiftende hår. Hun kunne i øjeblikket ikke være mere ligeglad med, om folkemængden gik amok. Hun var færdig. Done. Det her var hendes absolut sidste vagt for bygarden.

Det var længe siden hun sidst havde prædiket i Aladrios' tempel, hvor Azurs præsteskab hørte hjemme, og endnu længere siden, hun havde prædiket i Kiles. Det var ikke hendes arbejde at sprede Kiles ord, for Kile havde intet ud over at være gudinde for dødsriget og døden, som ingen kunne undgå. Og Azurs ord stod skrevet i loven. Men hun måtte have været længere væk end hun troede, for ingen af Dianthos' borgere lod til at lytte til nogen af dem længere.
Og det var hendes skyld. Hun have forladt sin post, vel vidende at hun overlod byen til dem, der kaldte sig Kiles orden. Hun skulle have sendt en anden til Elverly i hendes sted, men det var der intet at gøre ved nu. De forbandede køtere skulle have en lærerstreg, og hun måtte bøde for at lade en uskyldig mand blive henrettet.
Dommerens sorte rober strøg hen ad brostene, mens hun med så hastige skridt, at hendes lille garde knapt kunne følge med, vandrede mod templerne. I går skulle være den sidste dag Kiles orden misbrugte Kiles navn og tog Azurs love i egne hænder uden at blive modsagt. Hun vidste godt, at modsige de grådige, hykleriske, kættere på åben gade var mere end risikabelt, men hvis det skulle koste hende hendes frihed eller værre, ville hun tage det med løftet pande. Det var kun rimeligt efter, hvad hun havde ladet ske i sit fravær.


Hun ville begynde med en bøn i Kiles tempel for at ære den afdøde ypperstepræstinde om Kiles præsteskab tillod det eller ej. Dernæst ville hun besøge Aladrios' tempel for officielt at bede om tilgivelse for deres leders henrettelse og love bod og bedring. Resten af dagen ville hun bruge på gårdspladsen og tale til enhver der ville lytte om, hvad loven sagde om rettergang og, hvad Kile sagde om rigdom og magt, to ting som Kiles orden grådigt havde ranet til sig fra byens borgere og byens regent, som man så mistænkeligt til i disse dage. For slet ikke at nævne, hvad Kile sagde om race, da elverne også var blevet fordrevet. Eira håbede, at hun ved hjælp af sin status og sin erfaring kunne holde en mindre skare omkring sig og få så mange skabninger som muligt til at se Kiles Orden for deres sande væsen eller i det mindste få dem til at tvivle.

Uskyldig blodsudgydelse, var altid interessant at observere.  

De mange tilråb kunne høres flere gader væk, som Oswald træskede imod Tirbunepladsen. Blev han skubbe til side af to mænd som havde travlt med komme hen og se præsten mindste sit hoved. Selv kunne Oswald tage afstand fordi at han nemt kunne se hen over andres hoveder. Han var ikke lille mand, men heller ikke et monster. Dæmonisk blod, gave ham bare en smule højde fordel.
En tung stilhed kom hen over pladsen da Kilepræsten læste dommen op, da oplæsning var færdig kom den del der nok var mest interessant for Oswald. Øksen hugget igennem kroppen, som hvis den havde været smør. Rubiner dryppede der efter fra øksen, men tumulter af råb begyndte af finde sted på pladsen. Det var rent kaos at viden. Oswald, havde selv ikke en mening som han ville dele, han holdte hverken med den ene eller den anden side af sagen om mordet på ypperstepræsten. For Oswald, havde religion lille mening, det samme havde mordet som han kun havde hørt tale om, fordi han netop var i Dianthos i de sidste par dage.
Da tilskuerne blev mere voldsomme, trak Oswald sig tilbage, han vidste godt at det ikke var smart at blande sig i en kamp med vagterne så i sted valgte han at trække sig tilbage imod den gade som han var kommet fra. Han havde set det han ønskede at se, og nu måtte han vel videre med dagen.

Et bredt smil bredte sig på englens læber som hun stod mellem de mange folk der også havde stillet op til denne henrettelse af en præst. En ypperstepræstinde var blevet fundet død og selvfølgelig var Kiles Orden de første til at pege fingre. Eretreya vidste ikke om det var den rigtige person der var blevet udvalgt, eller om det ikke var, men hun var i teorien også ligeglad, hun var blot ankommet for at se hvad der ville ske med denne mand. Rygterne havde strukket sig fra Dianthos og helt til Kzar Dûn, men hun vidste også, at hun skulle være god til at falde i et med de folk der boede i hovedstaden, så det var bestemt ikke den sorte rustning hun skulle have på. I stedet havde hun fundet noget af sit lyse tøj frem, det hun som regel anvendte når hun skulle være spion og passe bedre ind, så folk ikke mistænkte hende for at være med i mørkets hær. Den lange sandfarvede kjole sad fint omkring hendes ret så feminine former, men kappen omkring hende skjulte det meste af det. Hætten var trukket godt over det hvide hår, blot så folk ikke ville kunne genkende hende på det, det var ikke engang sikkert folk anede hvem hun var, med mindre man måske var med i lysets hær. 

Hendes blik var rettet mod pladsen med den dømte og hun kunne ikke lade være med at få et smil på læberne som hun hørte hans dom. Døden. Om han var uskyldig? Måske, måske ikke, selv hvis han var, ville dette ikke være spild af hendes tid. Blikket var rettet mod manden der ble tvunget på knæ og derefter faldt det på øksen, hvorpå solens stråler blev reflekteret. Hun ville tættere på og forsøgte at presse sig lidt igennem mængden af folk og kom omkring fem rækker væk, det var tæt nok på hun kunne se næsten en hver detalje. Hun sitrede næsten af spænding og med et, svang bødlen øksen mod mandens nakke og hovedet faldt af, ubesværet. Blodet sprøjtede ud og Eretreya blev nærmest bragt i en syg form for ekstase.  De mange råb der blandede sig med hinanden, fik et smil frem på hendes læber, men hun skulle ikke nyde noget, for hun vidste hun var eftersøgt, men havde alligevel groet et par nosser og havde taget til hovedstaden, blot for denne henrettelse. Som vagterne kom igennem, så hun ned i jorden for at skjule sit ansigt, i hvert fald indtil de var kommet forbi hende og begyndte at slæbe liget væk. Ak ja, nu var det sjove slut så kunne hun vel lige så godt tage tilbage til fæstningen? Hun gik igennem de mange små gader og fandt en gyde, hvor hun smed kappen og lod sine vinger komme ud og med et, satte hun af og fløj tilbage. 

Dhalia havde ikke troet sine egne øre da nyheden om dommen havde nået hende. Ypperstepræsten for Aladrios, dømt for at plotte mod Isari kirken og for det tragiske mord på dennes ypperstepræstinde. Det virkede fuldstædig utænkeligt at yppestepræsten for balancens gud havde handlet mod Isaris lys, i en tid hvor den knap kunne skinne igennem Kiles grå skyer. Og hvis der virkelig havde fundet et sådan komplot sted, virkede det syrealistisk at Kiles Orden efter sigende var nået til bunds i det så hurtigt, at en dom allerede var faldet.
Havde tempeldistriktet ikke set blod nok?

Dhalia knyttede næverne som øksen faldt. Det var ikke den første mand hun havde set henrettet i sin tid, og det blev næppe den sidste. Tvivlen om dommens legitemitet brændte i hendes bryst. Siden hvornår havde det været Kiles lod at fælde dom over de levende?! Ved Isari selv det lugtede så råddent!

Den hærdede helbreder mumlede en stille bøn for den afdøde, inden hun vendte sig og forlod pladsen for at finde en kro. Hvor meget hun endt mente det var uretfærdigt, kunne hun ikke handle. Under Lyset eller Mørket var hendes hverv det samme. Befolkningen havde brug for helbrederhuset, og hun kunne ikke tillade det sat over styr. Hun forblev upartisk som altid, til den dag nogen forsøgte at lukke hende ned, eller de vandvittige Ordens tosser gjorde det ulovligt at helbrede folks mén. 

Det var altid trist når folk ladet livet på sådanne måder, og det var entelig ikke Jocelyns kop the at skulle befinde sig blandt menneskemængden og skulle overvære dette. Det hele virkede blot som plov på pilot der forgik blandt de høje lag i samfundet, et magtspil der aldrig ville få ende. Så selvfølgelig var Jocelyns fader interesseret i at lære hvad der forgik.
Roligt under hele 'forstillngen' havde Jocelyn blot bevæget sig lidt rundt og lade sine øre opfange den hvisken der var i krogene, men det meste var blot uaktuel sladder fra småfolk der var blot kommet for at se en henrettelse.

Som da det endelig skete, kiggede Jocelyn væk. Ingen måtte lade livet på denne måde, det var så skamfuldt, tænk ikke engang kunne forsvare sit eget liv som det skulle ende.

Det monmikke til at Jocelyn ville få meget ud af bruge resten af dagen her, hun havde overværet det hele som bedt af sin fader, og lyttet til snakkennk hjørnerne, det var ikke hendes opgave at kæde det hele sammen, det overlod hjnntil sin fader som hun tydeligt kunne mærke i hendes sind holdt øje med det hele.
Så roligt trak Jocelyn væk fra pladsen, hun havde andre ting at tilse denne dag.