Det blonde hår og den hvide kjole var væddet i blodet der lå under og omkring hende, og der var lange sorte linjer fra stiksåret i hendes ryg, som formodentlig var fra en form for gift. Det var dog det lige snit tværs over hendes hals der havde udgjort dødsstødet, og var resultatet i størstedelen af blodet der lå omkring hende.
Hendes hud var allerede kold, og hun havde nok ligget her i timevis, før hun var blevet fundet. Hun havde med alt sandsynlig været ude på en af sine nattelige ture i templet, når hun ikke kunne sove, men ingen havde forventet at nogen ville have prøvet noget så drastisk i deres tempel. Og da slet ikke det var lykkedes.

Som præsterne og præstinderne stod der, begyndte klokkerne at kime over dem, men det var ikke deres normale klokkespil. Det var sjældent Isari katedralen ringede for død, men dette var et af tilfældene.
Overalt i Dianthos stoppede folk op i byen, som klokkernes klang rakte dem. Nogen kunne genkende lydene, og et jag af næsten frygt gik gennem dem. For hvad end der var sket oppe i den Hellige Bydel kunne det ikke have været godt. For andre undrede de sig over lydene der kom, som ikke var dem de var vant til at høre, mens nogen ikke tænkte yderligere over hvad der var sket.

Uanset hvad folk havde tænkt om klokkespillet, fik de snart svar på det. Dagen efter kom der et ligtog gennem byen. Det var ikke så prægtigt som når en regent døde, men de fleste kunne se dette ikke bare var en almen borger der lå i kisten.  Hvor der ellers normalt kun var Kile præster der fulgte med ligtoget, var der en håndfuld Isari præster med, og kisten bar også tegnet for Isari fremfor Kile.
Der blev intet sagt, intet spillet. Der var bare fuldstændig stille som kisten blev bragt igennem byen, for selv dem der så ned på Isari-præsterne disse dage, havde ingen intention om at røre ved dette hellige optog.

Kistens destination var Azurien. Selvom ypperstepræstinderne normalt blev begravet i byen, var Reina af Lysets Slægt, og det var blevet bestemt at hun skulle have en plads i graven ved hendes familie i Azurien. Dette krævede dog også en længere tur, men det var det præsterne i Isari katedralen havde ønsket for hende, og hvad end Kile præsterne havde sagt, havde de haft ingen magt over dette.

Det var næsten to uger efter hendes død, da hun endelig blev lagt i jorden ved siden af sin bror, den tidligere Lysets Konge, og med de sidste par farvel, forlod præsterne gravpladsen, og der endnu engang ro over stedet.
Det var det sidste man troede man ville se af Reina, men guderne har ofte andre planer for deres børn.

Den tredje nat, efter at kisten var blevet sat i jorden, kom der et lys oppefra og badede gravpladsen i lys. Det var ikke mere end et par sekunder, men da lyset forsvandt, var der noget andet der havde erstattet dens tilstedeværelse. Reina.

Reina stod der, frisk som havde hun ikke været død, men der var noget andet over hendes. Hun var om end endnu mere blegere. Et nyt ar var på toppen af hendes andet ar om halsen. Kjolen var stadig så hvid som sne. Men det mest bemærkelsesværdige var at hun havde fået sine vinger tilbage. Store hvide, engle vinger. Men der var også et blik af beslutsomhed.
Isari havde givet hende en vision. Om det havde været da hun døde, eller da hun genopstod, det var Reina ikke sikker på, men hun havde set det. Hun havde set at den dronning der sad på tronen, ikke var hendes dronning. Nej, hendes dronning var et andet sted. Låst væk.
En ting var i hvert fald sikkert, og det var at Reina ikke havde tænkt sig at lade Leoric slippe godt fra det, om hun så selv skulle tage rustningen på og gå i kamp igen.


//Karakterer kan frit reager på enten ligtoget, lyset i Azurien eller andet relateret til denne episode.