Sted: I en bestemt bod på marken, hvor ridderturneringen foregår
Tid: Ikke så længe efter middag
Vejr: Lunt og forårsagtigt med høj sol

Der var ikke specielt mere fredeligt blandt boderne end opad de tre pladser, hvor riddere og andet godtfolk kæmpede om at vinde i konkurrencerne. I stedet for lyden at stål mod stål og faldende kroppe iklædt rustning, var det råbende sælgere og fulde væsners stemmer, der fyldte luften. Ronin gik ned af den midlertidige, optrådte gade, der ledte ned langs boderne. Hans tøj var fyldt med jord og han var stadig lidt blodig om næsen efter den blodtud, tyvetøsen havde givet ham. Han burde være glad og hygge sig i de livlige omgivelser, han havde sådan drømt om at være med. Den eneste grund til, at han var her var, at hans far var død og hans søster og hendes mand havde ondt af ham og lod ham tage af sted. Hans far havde sagt nej, hårdt og uden mulighed for at ændre mening. Ronin skulle ikke til ridderturnering og få flere skøre tanker om at blive ridder selv. Men Renly var død og Hailey havde ikke kunne sige nej. Ulrich, hans svoger, var her et eller andet sted, men havde mødt noget familie og Ronin havde overtalt ham til at lade ham gå på opdagelse selv. Hvilket ikke havde været let efter den lille episode med tyvetøsen.

Så nu gik han her, med et par krystaller på lommen, og kiggede uden den helt store interesse på boderne. Han var træt og hans næse gjorde ondt. Træt og trist og stadig med den desperate følelse i maven. Ikke nok med, at hans far var blevet myrdet, men morderen havde kidnappet hans mor! Han vidste ikke, om hun var i live eller ej, eller hvor hun var henne. Han ville så gerne tage ud og lede efter hende, men han havde ingen anelse om, hvor han skulle begynde. Han var bare blevet sendt til hovedstaden af sin storebror, uden mulighed for at gøre noget. Og han var frustreret. Og bange.

De blå øjne gled uinteresseret over de forskellige boder. Tøj, mad og tingeltangel. Indtil han nåede frem til en bod, der tydeligvis var fra syden. Med alle mulige specielle madvarer og drikkevarer. Lidt nysgerrig gik han nærmere, måske der var noget lækkert at smage. Hans far havde engang haft noget slik med fra en handel og det havde været himmelsk. 
Som han stod der og lod blikket undersøge de forskellige ting, kunne han ikke lade være med at lytte til en anden kunde, der snakkede med halvdyret bag boden, et halvdyr han først ikke skænkede megen opmærksomhed. Først hørte han kun efter med et halvt øre, ikke med intention om at snage, men snart var hele hans opmærksomhed mod samtalen. Noget med, at kunden ikke kunne finde sin datter, der var stukket af med en stalddreng. Og halvdyret kunne på en eller anden måde fortælle ham, hvor datteren var.

Ronin glemte alt om det, der var lagt frem i boden, som det gik op for ham, at dette halvdyr kunne finde folk. Eller, det var sådan det lød. Spændt som en fjeder blev han stående til kunden takkede halvdyret og gik, inden han langsomt hævede blikket og så på hende. Han havde aldrig set et halvdyr som hende, men det så ud som om, at hun måske var en form for ræv. Med en eller anden form for krystaller i panden. Det var også lige meget, hvad hun var, bare hun kunne... Ronin bed sig kort i læben og tog så en dyb indånding, inden han trådte lidt frem mod hende.
"Kan... kan De... finde folk? Kan De finde min mor?" Selvom han forsøgte at være voksen, var der noget desperat over hans spørgsmål. Han ville bare så gerne finde sin mor. Han savnede hende så det gjorde helt ondt.

Ahra sukkede over manden. Hans sitrende hænder – samlet bedende foran sig – matchede endnu ikke op med det hårde udtryk i hans ansigt. Hans desperation efter at finde til datter bar en blanding af ægte frustration og mild vrede, samt forfalsket sørgmodighed. Han ønskede ganske rigtigt at vide hvor hans elskede datter var løbet til, men halvdyret frygtede hvilke konsekvenser, der ville følge pigebarnet. Mange løb væk blændet af nyforelsket kærlighed, men her kunne hun fornemme begrundelsen af den rebelske handling af at blot løbe væk. Så i sidste ende var det ikke problematisk for hende, at afvise manden. Desuden var hun ikke rejst hele vejen til det centrale af Krystallandet for at hjælpe hver og end med at finde, hvad de ledte efter. Hvis det var tilfældet ville hun ikke have slæbt af sted med de eksotiske varer.

Hun havde knap nok drejet sig væk for at sætte den smukt indgraveret kobberkrukke, hun stadig stod med i armen, fra sig, da endnu en søgende stemme nåede hendes store ører, hvorefter de automatisk lagde sig en tand tilbage. Til hendes forbløffelse var det blot en menneskedreng, der stod og ønskede hendes ekspertise, men det lettere kølige udtryk i hendes ansigt blødte ikke nødvendigvis op. Hun var endnu ikke gammel nok til at have noget til overs for det mere simple sind af børn. Hun anerkendte ham kortvarigt med de røde øjne, men fortsatte derefter blot med at sætte krukken fra sig på jorden nær et par stablede trækasser.
”Ja, jeg kan finde folk.” informerede hun med en accent i skarp kontrast til hans. ”Men det er ikke mit ansvar, når folk bliver væk fra hinanden. En anden gang skulle du fokusere på at blive tæt ved din mor, hvis du ikke vil blive væk fra hendes.” Selvfølgelig antog hun, at han bare var blevet væk fra hans forældre. Det var hvad der var mest logisk. Pladsen myldrede med folk i både festligt og anspændt humør, så det var nemt at miste sine følgesvende i mængde, hvis man ikke var påpasselig. Hun rettede sig op igen og vendte endelig fronten mod drengen igen.
”Ville det ikke være bedst for dig at gå tilbage og vente derhjemme? Før eller siden skal hun nok ende der.” spurgte hun. Selv hvis han ikke boede fast i nærheden, havde han vel et midlertidigt sted, hvor ham og hans familie tilbragte tiden under ridderturneringen.

Ronin følte sig pludseligt alt for klar over, at han kun var en trettenårig dreng, der forsøgte at komme i kontakt med en voksen, der tydeligvis ikke tænkte for meget om ham som hun så på ham med de røde øjne. Men han holdt blikket på hende som hun fortsatte med at sætte krukken på plads og med kraftig sydlandsk accent svarede ham. Den første sætning gjorde ham lettet, men som hun fortsatte, stak hendes ord alt for meget til ham og hans unge ansigt blev sammenbidt. Han skulle blive tæt ved hende. Han fangede med det samme, at hun troede, at han var blevet væk fra sin mor på pladsen. Gid det var så vel. Hvis bare det havde været det. Som hun vendte sig om for at se på ham, sænkede han blikket og hans hænder knyttedes. 

Hun talte videre og det gjorde stadig ondt. Ja, hvis bare han kunne tage hjem og hun ville komme hjem og alting ville være godt igen. Tanken fik de blå øjne til at blive blanke, men han kæmpede for at holde sammen på sig selv. Han var for stor til at begyndte at tude, fordi han savnede sin mor. I hvert fald foran andre. Langsomt trak han vejret ind og så på den uvenlige kvinde.
"Min mor er blevet kidnappet. Af manden, der slog min... min far ihjel." Ordene var svære at sige og han sank en klump. Han havde ikke rigtigt elsket sin far, en mand der slog på både sin kone og sine børn, men han havde alligevel været hans far og nu var han død. Hvilket havde været en lettelse, en følelse han stadig skammede sig over at have.

Stadig med det sammenbidte udtryk i ansigtet og blanke mødte han hendes blik.
"Jeg bliver nødt til at finde min mor. Og hjælpe hende." Hvis hun overhovedet var i live, det vidste han ikke. Men han klamrede sig til håbet, hun kunne ikke også være død. Hun kunne ikke bare have efterladt ham, han var ikke klar til at miste hende. Han var bare et barn og han havde brug for hende. Hjertet bankede i brystet af ham. Kunne denne kvinde fortælle ham, hvor han skulle tage hen for at finde hende?

Dét var ikke hvad hun havde forventet at høre fra drengen. Det var en meget hårdere skæbne, end hvad hun oprindeligt havde troet. Og som en hver anden ville have troet, var hun sikker på. Hvem var klar på at en knægt, der knap nok var gammel nok til at gå i puberteten stod med den slags problemer i hænderne. Hvis altså det han sagde var sandt. Hun kunne ikke undgå at føle sig bare en ganske lille smule skeptisk over hans problem. Det var dog ikke ensbetydende med, at hun var overbevist om, at hvad han sagde var den pure løgn. Usikkerheden i hans øjne samt den smule kropssprog som hun kunne tyde, var den hovedsagelige grund til, at hun ikke blot viftede ham væk igen.

Ahra krummede skarpt øjenbrynene og så blot på ham for en stund, inden hun prøvende så op og omkring på mængden af mennesker, der gik mellem hinanden, og da hun rettede sig tilbage på ham var hendes ansigt blevet blidere. Imellem tiden havde hun ligeledes grebet om en længere stav med en krog for enden, som hun erfarent brugte til at få bodteltets åbningsflap ned. ”Kom ind.” dirigerede hun ham og holdte kun lige teltdugen åben nok til, at han kunne smutte ind, hvorefter hun ville lade den falde helt. Staven stillede hun fluks tilbage på sin plads.

”Her. Sæt dig ned på tæppet.” fortsatte hun efter at have givet ham en smukt broderet silkepude fra skjulet bag andre vare og pegede ham så mod det eksotiske tæppe, hun havde lagt ud som underlag i teltet. ”Jeg kan ikke bringe dig til din mor, men jeg kan finde frem til, hvor hun er. Du kan starte ud med at fortælle mig dit navn. Og navnet på din mor.” Hun rumsterede stadig lidt rundt, mens hun talte til ham, inden hun selve fik smidt en pude på tæppet og satte sig der på med sine ben lagt smidigt over kors og stillede en olie lampe ved siden af dem for at have bedre lys.
”Jeg har også brug for en ting, der har hendes…” Hvad hed det nu. ”..du ved.. spor.. essens på sig. Måske et billede. Eller et ejestykke.” Hun mimede diskret det at holde noget i sine hænder, dog uden at tage blikket fra drengen.

Halvdyrets blik føltes gennemborende, men Ronin trak sig ikke. Hvis hun kunne finde hans mor, ville han gøre alt. Han gengældte hendes blik, indtil hun så væk fra ham og for et øjeblik var han sikker på, at hun ville sige nej. Det kunne hun ikke! Hun måtte hjælpe! Han ville sige noget, bare et eller andet, om han så skulle bønfalde hende, men hun kom ham i forkøbet og bad ham komme ind, nu med et lidt mildere udtryk. Lidt usikkert dukkede han sig under teltdugen og kom ind i mørket i teltboden, der stod i skarp kontrast til solen udenfor. Det tog ham et øjeblik at vænne sig til det, men snart kunne han se det eksotiske tæppe og hvad der ellers var af genstande i teltet.

Usikkert tog han i mod puden og satte sig som anvist. Han havde det næsten helt dårligt over at slæbe sit beskidte tøj med derind, selvom det meste af skidtet fra turen i jorden var faldet af igen. De blå øjne gled op på halvdyret igen.
”Mit navn er Ronin… Ronin Argyris. Min mor hedder Helena Argyris.” Det var underligt at sige hendes navn, men mon ikke alle børn havde det sådan? Han fulgte hende med øjnene, som hun kom og satte sig foran ham. Alting virkede uvirkeligt lige nu og hans hjerte bankede alt for hårdt. Ville han snart få at vide, hvor han skulle tage hen?

En kold fornemmelse gik igennem ham, da hun sagde, at hun havde brug for noget af hans mors. Han havde ikke noget. Havde ikke nået at få noget med sig, da hans storebror havde sendt ham til Dianthos.
”Jeg… jeg har ikke noget…” Han sænkede blikket og kunne mærke gråden trænge sig på. Men så fik han øje på kniven i sit bælte. En stor kniv, der ikke passede til en dreng som ham. Langsomt trak han den frem.
”Men… jeg har denne… det er kidnapperens…” Forsigtigt rakte han den frem og så spørgende på hende med de blanke øjne. Kunne den bruges? ”Han glemte den… da han… slog min far ihjel.” Kniven havde ligget ved siden af hans fars lig. Den kunne have tilhørt så mange andre, men det var ikke hans fars, da han havde været forfængelig nok til at have sit våbenmærke i alle sine våben. Nej, det havde været kidnapperens. En almindelig undseelig udseende kniv en soldat ville gå med. Fundet dækket i blod, men ikke hans fars, så meget havde Ronin hørt. Han far var død ved at blive gennemboret af et sværd. Bagfra. Og Ronin krydsede fingre for, at det ikke var hans mors blod.
”Hans navn er Karkhos Ruadon.” Han var blevet genkendt af en af vagterne. Hans onkels soldat. Karkhos Ruadon, et navn der var brændt ind i Ronins sind. Manden der havde taget hans mor.

Ædelrævens skarpe bryn løftede sig straks lidt ved hans præsentation. Og de krummede sig så ved præsentationen af hans mor. For hvis hun havde fattet mistanke ved drengens navn, så var den mistanke blevet til sikkerhed ved forælder. Familienavnet havde lydt mange gange i hendes og mange andres linje af arbejde. Ahra havde haft lidt tættere kendskab til drengens far end blot at have hørte rygter. Hun ville ikke påstå, at hun havde omgået den mand, men en af hendes kunder, var han da. Eller ’havde været’ var nok en bedre måde at sige det. For var dette unge menneske virkelig, hvem han sagde, at han var, så var manden død. Det var dog ikke til sorg for hende. Hvis noget var det en lettelse. Renly Argyris var en modbydeligmand til trods for hans formidable forstand på handel. Men denne lettelse talte hun ikke højt om. Ikke foran sønnen. Hvilket monster ville hun ikke være..

Med lette fingre tog hun imod våbnet, der blev rakt hende. Kniven var ren og blank, men… Hun løftede den op mod sit ansigt, men hun behøvede ikke at holde det nær sin næse, før hun opfangede den skarpe lugt af blod og rynkede på næsen. Muligvis med minimale blodrester gemt væk i krogene, hvor vand ikke havde kunne nå under rensningen. Hvis blod det var, var desværre ikke noget, hun kunne vide. For hende lugtede al menneskeligt blod ens.
”Jeg… kondolerer.” sagde hun, mest ud af høflighed for Ronin, frem for hans far. Det var uklart for hende, om han kendte til alt det, der låg bag hans døde forælder, så ingen grund til at male drengens syn mørkere. Det var ikke hendes job. Mens hun holdte om knivens skaft med den ene hånd, kærtegnede hun nærmest det skarpe blad med en finger for at undersøge den yderligere, inden hun lagde den sammen med sine hænder i sit skød.

”Først og fremmest, så kan jeg ikke udfører mirakler. Jeg kan finde frem til Karkhos.” Et navn, der heller ikke var hende helt ukendt. ”Men min magi fortæller mig ikke hans præcise placering. Jeg kan kun se ham. Og gætte mig frem til, hvor han er ud fra andre omgivelser.” forklarede hun ham roligt, som hun havde gjort mange gange før, for folk som ham, der ikke i forvejen kendte til hendes service. Hendes blik blev hårdere - mere faldt og bestemt - inden hun fortsatte: ”Jeg kan kun hjælpe dig på vej. Og en anden ting: Jeg gør ikke det her gratis. Jeg er ikke nogen velgørenhed.” Hun var trods alt nød til at lukke sin bod ned for deres lille session.

Ronins blik blev ved med at hvile på halvræven, desperat efter det, som hun måske kunne give ham. En mulighed for at finde sin mor. Han så på hendes undersøgelse af kniven og nikkede svagt, som hun kondolerede for hans far. Det var ikke vigtigt nu, det var vigtigere om hun kunne bruge kniven til at finde denne Karkhos. Hans hjerte sad op i halsen, som hun begyndte at beskrive sin evne for ham. Bare hun kunne fortælle ham, om han skulle rejse mod nord, syd, øst eller vest, så var det også bedre end ingenting, som var det, han havde lige nu! Ronin var ikke helt gammel nok til at forstå størrelsen af Krystallandet og distancen i mellem ting. Han måtte kunne spørge sig frem og finde dem!

Så snart hun nævnte betaling, blev han en smule bleg. Krystaller. Han havde kun de få krystaller, Ulrich havde givet ham med for at kunne købe frokost og hvis der var noget andet småtteri, han fik øje på. Det var sikkert ikke nok. Og pludseligt så hele verden helt sort ud igen, for hvordan skulle han skaffe krystaller nok til at kunne betale for det her? Han ville ikke stjæle dem, heller ikke var sin søster.
”Jeg… jeg har kun…” Han åbnede sin pung og hev de sørgelige små krystaller op. Som han sad og så ned på dem, gik det op for ham, at pungen de var i, også måtte være noget værd. Læder med mønster og en god lukker.
”Pungen er fra Azurien… den burde også være noget værd?” Den var faktisk ret ny, han havde fået af sin far… sammen med bæltet, han havde på! ”Og mit bælte passer til… spændet i sig selv burde være ret dyrt.” Han åbnede det og rakte det frem mod hende, sammen med pungen. Det var ikke vigtigt at have på, det sad bare om livet på ham, for at holde koften på plads.
Ronin så forhåbningsfuldt, ja næsten bedende på hende. Åh, han håbede det var nok.

At han var uforberedt kom som sådan ikke bag på hende, så hun udstrålede knap så meget utålmodighed, som hun ville have gjort ved en hver anden, der fumlede alt for meget. Men selvom han tydeligvis lå omkring alderen, hvor det blev set som starten på at kunne tage sig af sig selv, så var han lige så tydeligt stadig blot en dreng. Han havde sikkert stadig et barnligt sind, så hun bebrejdede ham ikke meget for ikke at have en automatisk tilgang til værdi.

Hun tog først imod pungen og vægtede den lidt i sin hånd, inden han rakte hende sit bælte, som hun ligeledes tog imod. Hun måtte give sig selv lidt tid til at komme sig over hvordan, han pludseligt desperat havde smidt diverse af sine ejendele i hænderne på hende, som en fattig på gaden, der ikke ønskede at have sine fingre hugget af for blot et have stjålet et æble. Så da hun så tilbage op på ham, var det igen med let krummede bryn, inden hun svagt rystede på hovedet.
Pungen kastede hun tilbage til ham - alle krystaller stadig der i - men bæltet beholdte hun. Gned stramt sin tommelfinger henover læderets overflade for at teste det og havde hun grund til at mistænke kvaliteten, havde hun haft bidt tænderne i. Dog ikke denne gang. Hun foldede det sammen et par gange og lagde det på tæppet ved siden af sig.

”Lad os komme i gang.” fastslog hun så. ”Du skal ikke være skræmt af, hvad du ser.” Det var mere procedurer. Nogle få fandt det ikke alt for behageligt at se på. Roligt tog hun kniven, der havde ligget i hendes skød, i sine arme hvile på hvert sit lår. Ryggen rankede sig bare den smule mere, og med lukkede øjne pustede hun langsomt ud. Da hun inhalerede igen, åbnede hun sine øjne på ny i samme øjeblik som den sorte pupil forsvandt of efterlod den ellers klare og dybe iris til at være flad og blank som blinde øjne. Samtidig begyndte glansen fra rubinen i hendes hænde at danse som flammer til, hvad der lignede en aflang pupil.

Det var altid noget af en rutsjetur, når hun aktiverede evnen. Først blev hun revet fra sit sted og sendt mod målet, værende det korrekte mål eller ej. Det varede dog ikke mere end et splitsekund. Og så var hun fremme. Hun så træer. Gran. Så grønne og frodige, at hun kunne bilde sig selv ind, at hun kunne dufte dem. Hver gang hendes syn svævede videre eller blot rykkede sig fra side til side, var kanten af hendes synsvinkel sløret, hvilket altid gjorde disse syn så surrealistiske.

”Jeg ser ham.” sagde hun sagte. Hun så ham som ud af øjnene et usynligt væsen i menneskehøjde. ”Han er ved et noget forfaldent hus. Det ligner at han prøver at reparere det ødelagt tag.” Hvorfor arbejdede en morderisk kidnapper på at bygge hus? Hendes bryn krummede sig lettere forvirret over de stadig blinde øjne, mens hun koncentrerede sig. Karkhos rejste sig som for at betragte sit arbejde, men drejede så blikket udover kanten af taget. Uden kontrol over hvilke retninger hun så mod, svang hendes syn pludselig om på en anden side af manden, som han trådte et par skridt mod kanten. ”..vent! Jeg ser en anden. En kvinde. Hun er ældre, men ikke meget.”

Hjertet sad oppe i halsen af Ronin, som han afventede halvdyrets dom. Var hans ejendele nok værd? Hun rystede på hovedet og han kunne mærke håbet falde, men i en hurtig bevægelse nåede han at gribe pungen. Hun beholdt bæltet, undersøgte det nærmere inden hun åbenbart bestemte sig for, at det var nok værd. En dyb udånding kom fra ham af lettelse og han nikkede hurtigt, lagde pungen fra sig og satte sig til rette, uden nogen form for anelse om, hvad der skulle ske. Med store øjne fulgte han hendes bevægelser, så hende lukke øjnene. Et svagt gisp kom fra ham, som krystallen i hendes pande blev til et øje, men han var ikke bange. Bare imponeret. Overrasket!

I spænding ventede han på, hvad der nu skulle ske. Kunne hun finde Karkhos og hans mor? Han turde ikke flytte på sig, bange for at forstyrre hende. 
Endeligt sagde hun noget. Hun... kunne se ham! Hvor?! Han hørte hvad hun sagde, men det havde ikke noget med, hvor han var til at finde. Han var så koncentreret om at finde sin mor, at han ikke spekulerede dybere over, hvorfor hans fars morder var ved at lægge tag?! Nej, hvor var han?!

Han var nær kommet med et udbrud som hun sagde vent. En kvinde. Var det hans mor?! Han sank en klump og lænede sig ivrigt fremad.
"E-er hendes hår rødbrunt? Og lidt krøllet?" Det man nemmest kunne genkende hans mor på var ved håret, der trods hendes alder stadig havde en stærk farve. Han kunne se for sig, hvordan det skinnede i solen. Åh, sig det var hans mor og hun havde det godt! Han var så bange for, at hun var kommet noget til, han kunne mærke tårerne trænge sig på. Men han blev ved med at se intenst på halvdyret, der havde svaret.

”…” Ahra tøvede ikke med at svare drengen tilbage ud af bekymring for hvordan han ville reagere – selvom hun ikke kunne risikere at han pludselig sprang op og derved forstyrrede hendes trancetilstand – men hun havde brug for at være helt sikker. Hendes syn havde endnu ikke bedraget hende ved nuancer eller omgivelser, men hun huskede sin bedstemors ord om, hvorvidt det kunne være muligt at de blev manipuleret at sine egne selviske forestillinger.
”Det har hun, ja.” sagde hun endelig efter, hvad hun kunne forestille sig være nervepirrende sekunder for Ronin. ”Men jeg ser ikke nogle kæder på hende. Hvis hende jeg ser, er din mor, ligner hun ikke en fange.” Så igen; hun havde ikke den allerbedste vinkel. Det ville have været nemmere at afgøre, hvis hun havde søgt efter hende frem for manden, der havde taget hende. Egentlig kunne hun bryde sin evne og fortsætte med et anker på moderen nu, hvor hun havde et tydeligt billede af hende i sit hoved, men manden Karkhos havde et bedre udsyn til de omgivelser, der var nødvendige for hende til at bedre placere dem begge.

Igen tog hun den milde kontrol af sit der-eksisterende selv for at søge efter nogle landmærker, der kunne bruges for et faldefærdigt hus var til at finde overalt. Men træerne, der omgav det, mindskede området fra hele Krystallandet til et par dele af det i stedet. Grantræer. Hun løftede sit hoved en smule og så, for Ronin, blindt mod et punkt ved teltdugens sammensyning. Og efter at have stirret i stilhed i endnu et par øjeblikke, sænkede hun hovedet igen og lukkede de blanke øjne. Rubinen vendte tilbage til sit normale livløse udseende i takt med af et lydløst gisp sendte sig igennem hendes krop. Og da hun åbnede sine egne øjne, var de ligeledes som før.
Halvdyret så kortvarigt fast på drengen uden at sige noget, hvorefter hun bare lagde kniven fra sig mellem dem og så rejse sig smidigt op. ”Din mor befinder sig i et skovstykke.” begyndt hun så endelig, mens hun ledte igennem en større taskepose til hun endelig kunne give et stykke skin frem. På vejen tilbage på sin plads fik hun også grebet en hvid kridtsten. ”Grantræer, for at være mere præcis.” Hun glattede skinnet ud foran ham, der vidste sig at være et malet og simpelt kort over Krystallandet. For en sikkerhedsskyld holdte hun en finger på det, så han ikke bare hapsede det op til sig. Hun tegnede da sin første cirkel med kridtstenen omkring den hele norddel. ”Jeg har kun set hele grantræsskove i Nordlandet. Men så så jeg bjerge i horisonten. De var sneklædte som resten i norden, men jeg kender kun til et der strækker sig så højt og så spidst, som det jeg så.” Hun tegnede en ny, mindre cirkel. Denne gang om området mellem Dragonidalen, Dødenskløf og Azurien med små tegninger af bundløse trekanter i midten af cirklen.

Ventetiden føltes uendelig, men endeligt svarede kvinden ham. Ja, håret passede. Ronin følte sig overbevist om, at det var hans mor! Det næste halvdyret sagde, gjorde ham dog kort forvirret. Hun lignede ikke en fange?! Men det måtte hun være! Hun ville ikke bare forlade ham uden at være blevet tvunget! Han var sikker! Han skulle til at åbne munden for at protestere, men bremsede sig selv. Det var lige meget. Det var vigtigere at finde ud af, hvor de var! Så tavst og med et intenst udtryk, stirrede han videre på rævedamen, der tydeligvis ikke var færdig med sin trance.

Endeligt vendte hun tilbage til sin normale jeg, rubinen mistede sit liv og hendes øjne blev normale. Ronin flyttede uroligt på sig, han havde svært ved at styre sin utålmodighed.
Et skovstykke? Det hjalp ikke så meget. Han åbnede munden, men lukkede den igen, mens hun rodede rundt i en taske og kom tilbage med et skindstykke og et kridtstykke. Han trak hurtigt kniven til sig, så hun komme til. Det var hans kniv nu og han ville tage den med ud for at finde sin mor. Konfrontere manden med, hvad han havde gjort!

Koncentreret fulgte han med, som hun snakkede videre og tegnede på kortet. Lidt overrasket kunne han konstatere, at han ikke havde taget hans mor ret langt væk, de var stadig oppe i nærheden af Azurien. Og hans onkels len. Overrasket løftede han blikket til kvinden. Han vidste nu, hvor han skulle lede! Overvældet med glæde om pludseligt at have et spor, kastede han sig om halsen på det fremmede halvdyr, en typisk reaktion fra den unge dreng, men sikkert overraskende for folk, der ikke kendte ham.
”Tak. Tak for at fortælle mig, hvor jeg skal lede efter min mor.” De blå øjne, han havde arvet efter sin mor, var blanke, da han trak sig tilbage. Hurtigt samlede han sine ting og sprang på benene. Han var klar til at løbe hjem, hente sine ting og styrte af sted med det samme. Men han vidste godt, at det ikke var muligt, hans svoger regnede med, at de skulle følges tilbage og han måtte hellere lade være med at gøre dem mere bekymret end nødvendigt. Nej, han måtte hellere vente til om natten og ellers bruge resten af dagen ved ridderturneringen. Så kunne han bruge tiden på at planlægge.
Han smilede taknemmeligt til kvinden, inden han dukkede under teltdugen og forsvandt ud i blandt den tætte mængde af væsner.

// Out

Ahra havde oplevet mange former for taknemmelighed, når hun havde udført sin service. Det var alt forskelligt fra person til person, men oftest havde hun kommet forbi dem der blot nøjedes med et ’tak’. Få gange havde hun oplevet tårer – hovedsageligt af glæde, når et nært familiemedlem var blevet bekræftet som levende og velfungerende. Men sjældent oplevede hun noget lignende den følelsesladede gestus, drengen fremførte ved at springe om halsen på hende. Selvfølgelig kom det bag på hende! Og selvfølgelig var hun ikke vitterligt jublende over det. Hun havde nær væltet helt ned at ligge på ryggen, hvis ikke hun havde nået at sætte hænderne i jorden. Havde det ikke været for hendes smidighed, ville det ligeledes have været en akavet og svagt smertende stilling, hun blev tvunget ned i. Men så var det heller ikke værre. Han var blot en dreng. Og hun havde netop givet ham vejen til, nok den person han elskede højest. Hun kunne relatere, så lige denne gang lod hun det ligge.

Hun gengældte godt nok ikke krammet, og hun forholdte sig ikke mindre stift, men hun skubbede ham i det mindste ikke væk. Han sørgede heldigvis selv for at hurtigt fjerne sig fra hende og springe på benene, som havde han fjedrer bag i. Stadig med et tydeligt overrasket udtryk i ansigtet, så hun til hvordan han virkede til at ende i samme kategori som de grædende, hvilket vel gav ganske god mening. Det varmede en tand om hjertet hver gang, selvom hun ikke var meget for at indrømme, at hun selv fik bare et snert ud af at gøre netop dette. Dog var hendes glæde for ham stærkt afskærmet af bekymring for drengen. Hun havde givet ham kursen, han havde spurgt om, og han var i hendes egne gammel nok til at tage sine egne valg, men det nagede hende i det ubevidste at sende ham af sted. Han var stadig så naiv. Hun havde været hans alder end gang, men der havde hun været mere… moden.

”Hey vent!” nåede hun lige akkurat at få slynget ud af munden. Så hurtigt som det var hende muligt kom hun selv på benene igen og tog hastige skridt mod ham med en hånd rakt ud for at gribe fat om hans arm for at stoppe ham. Men hun stod ingen chance for hans energiske motivation, og som han spænede ud af teltet, greb hun ikke andet end luft.
Et irritabel suk brummede fra hendes strube, idét hun løftede hånden op til sin pande og bøjede hovedet en smule, mens halen piskede blidt fra side til side og ørene havde lagt sig tilbage. Det var dog utroligt. Hun havde i princippet lige sendt en rigmandssøn ud i potentiel fare. Men der var virkelig ikke andet hun kunne gøre. Hun fandt frem til den lang pind med krogen igen og fik med lidt besvær løftet teltdugen op på toppen at ligge, så der atter var åbent for kunderne at se. Ørene havde rejst sig igen og halen faldet til ro. Og inden længe var den næste kunde ved hans bod, så hun kunne få tankerne et andet sted hen.