Dette var dystre tider. Befolkningen syntes at ligge under en skygge, trods foråret havde meldt sin ankomst og sendt solen over landet. En sol der skulle bringe varme og glæde, og forhåbentlig overskygge hvordan vinteren havde udfoldet sig i en mørk retning. Landet var stadig tydeligt mærket af Kiles Orden og deres lovgivninger. Specielt imod elverracen der blev en jaget race, på lige fod, hvis ikke højere, end mørkelvere, dæmoner og orker. Baldwin var ikke sikker på om det var for at løfte befolkningens humør eller om det generelt var at fordrive deres tanker andetsteds, men rådet havde stået fast at de hårde tider skulle ligges på afstand. Noget der afsluttede ud i en Ridderturnering.

Markerne omkring hovedstadens høje stenmure, var blevet stedet høje farverige telte blev sat op, for de mange rejsende fra alle afkroge af landet. Boder fra håbefulde handlende var at finde med jævne mellemrum, mest med mad af forskellig art der kunne friste næserne og få munden til at løbe i vand. Andre boder indeholdte vare fra alle afkroge, som mænd og koner forsøgte at sælge ved at råbe højest. Larmen var overdøvende nok til at man knap kunne høre sine egne tanker, men stemningen var god. Omkring på pladsen var de velkendte blå uniformer for byvagten at se, der holdte styr på mængderne og forsøgte så vidt muligt at forhindre optøjer, tricktyve og almene lommetyve i at få fyldt lommerne med naive og intetandet fremmedes rigdomme.

Pladsen var blevet delt op i flere områder. En større mark var blevet trampet godt ned af heste, og hegnet ind af robuste træpæle, hvor krigere og riddere ville ride mod hinanden i almen dystløb, hvor lanser koliderede mod modstandere med et ordentlig raballer. Et mindre område var en rundt ring, hvor krigere kunne udvise deres værd ved at lade klingerne tale deres sag i sværdkamp og kæmpe sig op til den ultimative vinder. Sidste område, var aflang med hesteryttere der udviste finesse ved at ramme ind i små ringe med en lanse, mens hesten tordnede ned af banen, mere kendt som ringridning. Længere ud imod højre kunne bueskytterer bevise deres værd og lykketræf for store mængder af klappende folk. Det var storslået og det var velkommende. Tilskuerne fyldte pladserne som krigerne gik ind. Alle med udstyr og mulighed for at betale et depositum var velkommen til at deltage, men det var ikke noget en almen landevejskriger ville have råd til. Det, var mest for at hindre alt for store mængder af tilskadekommen. Healerne havde i forvejen rigeligt med arbejde. På en stor tavle ved indgangen var det tydeligt at se tidspunkter og personer der deltog i disse lege. For den almene befolkning var der mulighed for at deltage i forskellige konkurrencer, mindre udstyr og evnekrævende, hvoraf børn havde et område hvor de kunne prøve kræfter med træsværd og små buer. Ikke at forglemme ølteltet, hvor højlydte mænd og letpåklædte kvinder kunne tilfredsstille deres lyster og synge for fulde lungers kræft til de tilrejsende barders sange og le af deres morsomme historier.

På den store plads var det svært og alligevel umådelig nemt at finde genkendelige ansigter, men de fleste kunne genkende det højtstående halvdyr. Baldwin holdte sig høfligt til at tale med folk der gik ham i møde, men var mest at finde blandt de andre krigere, omend han ikke deltog i legende. Baldwin gik ikke i kamp for sjov, selvom det måske nok var forventet at give krigerne chancen for at give deres General en udfordring. Tog Baldwin et sværd i hånden var det for at dræbe eller afvæbne, ikke for at lege.

Det er tilladt for alle at deltage i reaktionstråden, og derefter starte en tråd som foregår under begivenheden. Det er et stort område, og der er mange mennesker. Det meste af Dianthos beboere vil være at finde på stedet, og mange er rejst langvejs fra. HUSK elvere er eftersøgt af Kiles orden, såvel som mørkelvere, dæmoner og fjendtligtstillede orker vil blive bemærket og eventuelt forfulgt med mindre deres dække er tilstrækkelig til at undgå blikke. Have fun!

Larmen på pladsen var øredøvende, snakkede og råbende væsner, lyden af musik og bragene fra pladsen med ridderne, der red i mod hinanden. Det vrimlede med væsner og stemningen virkede god. Men Ronin havde ikke rigtigt koncentration til at lægge mærke til sine omgivelser. På ethvert andet tidspunkt ville han have været høj af begejstring for sådan et event, ja høj af begejstring for at få lov til at være med, men i stedet for glæde og barnlig begejstring, var hans udtryk bekymret og lukket. Den eneste grund til, at han var her i dag var, at hans søster og hendes mand havde ondt af ham og prøvede at muntre ham op. 

Hans far var død og hans mor var blevet bortført. Selv ikke en ridderturnering, som han ellers brændte for en dag selv at deltage i, kunne få ham til at glemme de barske realiteter.
En hånd lagde sig på hans skulder og han så op i det venlige ansigt, der tilhørte hans søsters mand. Hailey, hans søster, var derhjemme med den lille ny, der ikke var mere end halvanden måned gammel. 
"Ronin, vil du have noget? Et kandiseret æble eller en tærte eller noget?" Ulrich forsøgte tydeligvis at muntre ham op og tage hans tanker af ting. En rar mand som Ronin godt kunne lide. Han var sød ved hans søster og faldt lidt uden for den norm, der ellers lå i familien med voldelige mænd.
"Nej tak." Ronin rystede på hovedet og sendte ham et smil, der ikke nåede øjnene. "Men du må gerne gå ud og finde noget, jeg tror jeg går over og kigger på sværdkampene."
Ulrich så lidt tøvende ud og nikkede så, sikkert tørstig. 
"Fint nok, jeg finder dig derovre. Pas nu på dig selv." Han gav Ronins skulder et klem og forsvandt så i mængden. Ronin åndede lidt lettet ud og begyndte langsomt at bevæge sig over mod banen, hvor lyden at stål mod stål kunne høres.

Han var ked af det. Og døden nær af bekymring. Men han havde ikke tænkt sig at gå neden om og hjem over det. Nej, han ville finde sin mor. Og den mand, der havde slået hans far ihjel og kidnappet hende. Der var ikke ret meget sorg i Ronins hjerte over farens død, han havde været en ond, vred og voldelig mand og ingen skulle nogensinde mærke hans hænder slå igen. Nej, han var bare bange for aldrig at se sin mor igen. Så han måtte finde hende. Hvor meget hans storebror havde sat ind i jagten på morderen og moren vidste han ikke, men han havde ikke virket til at det havde været en prioritet, men han stod selvfølgelig også pludseligt med et len i mellem hænderne. Ronins mening om sin storebror, der tog på efter deres far, var ikke særligt høj.

Som han masede sig igennem mængden, fik han øje på en pige med et stort krøllet hår og fregner. Ganske køn og hans blik hang fast et øjeblik, nok til at se hende lirke en pung ud af et bælte, der tilhørte en mand. Lommetyv. Et stik af vrede gled igennem Ronin, man stjal ikke! Manglede man penge, måtte man arbejde sig til dem! Uden at tøve hastede han de få skridt frem og greb fat om hendes håndled.
"Hey! Det er ulovligt at stjæle!" Måske ikke den mest intelligente udtalelse, men det var sandt! "Aflever!" Han så vredt på pigen, der var samme højde som ham, men noget mere spinkel. Gadetøs!

(( Tråden er lovet ud, men hvis man følge med: Tyvetøs! ))

Der var altid stor spænding, når der blev afholdt ridderturnering.

Vlevius havde dog andre årsager til at befinde sig mellem de mange øredøvende stemmer og væsner, han havde elever der deltog i de mange sværd kampe og naturligvis kom han selv for se hvordan det gik for de mere erfarende elev som han havde trænet med i flere år. Han kunne dog ikke lade være med at lagde sig betage ad de mange dufte og sanser, mad, lyd og syn blev sat på maksimum. Vlevius viste at der var mange genkendelige ansigter som sikkert ville se ham, som han så dem.

Vlevius gik fra sted til sted, han kunne lige så godt opleve de mange boder og maden, før at han skulle hen og se på de forskellige kampe. Han var blev sulten af den lange tur oppe fra den øvrige by, som virkede længere væk nu hvor han faktisk var udefor by muren for første gang i meget lang tid. I de seneste år, var Vlevius ikke komme meget ud af Dianthos, han hovedsagelig årsag var knæene, men han var heller ikke glad for tænke på den fortid som lå udenfor murene og netop derfor holdte Vlevius sig indenfor byen som var et sikkert sted.

Efter at have kæmpe sig igennem menneske mængderne, valgte Vlevius at sætte sig ned ved et af de mange border som der var blev sat op som en slags spise område, det var blot for en kort pause eftersom der stadig var mange ting at se. Men det ene knæ som Vlevius havde skadet den anden dag, valgte at brokke sig lidt før at han kunne når hen til det sted hvor sværdkampene forgik.

Med et par minutters ro, havde Vlevius tid til kigge på de mange mennesker der fik og talte og grinte. Der var en varm stemning som man ikke havde set længe, i vinteren havde alting virket så alvorlig, men nu var der mere ro på. Det fik Vlevius til at lave et lille smil, han savnet næsten altid den gode stemning, når han gik udenfor om vinterne. Vlevius fik taget sig sammen til at går videre, han sat igen sin kurs imod sværdkampene.  

"Jamen jeg har jo ikke gjort noget endnu!" råbte Shinji over skulderen, mens han spænede afsted med et halvt dusin byvagter i hælene. Han var normalt ikke til store forsamlinger. Det drillede hans sanser, når der var mange væsner samlet på et sted. Han befandt sig i forvejen i Dianthos, fordi han havde fået nok af piratbyen lige i øjeblikket, så da der var blevet sat plakater op med en ridderturnering, havde han alligevel ikke kunne dy sig, og hans nysgerrighed havde taget over. Det viste sig dog at være en fejl. En tilfældig havde gået ind i ham, og hans skjorteærme var blevet trukket op af sammenstødet, så hans "P" var synligt på oversiden af højre underarm. Dette var selvfølgelig blevet set af en byvagt, og Shinji havde taget flugten. Ikke ud af området igen, fordi der var også patruljer, men ind i den nærmeste menneskemængde. Dette havde dog ikke rystet vagterne af, og to efterfølgere var uhyggeligt hurtigt blevet til flere. Han skulle have taget sablen med alligevel. Han havde ladet den ligge på værelset på den kro, han havde lejet sig ind på, og han havde kun en dolk i støvlen.

Shinji stoppede, og vendte sig en halv omgang, så han kunne strække sin ene arm ud med fingrene pegende op i luften og håndfladen fremad som signal til, at hans efterfølgere skulle stoppe. "STOOOOP!" råbte han, og til hans store overraskelse blev hans ordre adlydt. Han lukkede hånden, så det kun var hans pegefinger, der stak op i luften på den udstrakte arm, som for at bede dem om at vente. "Jeg overgiver mig kun på en betingelse!" sagde han højt. Den hvide skjorte havde fået mørke pletter hist og her på grund af sved, og Shinjis ansigt glimtede ligeledes af væske, der forlod hans krop. "Og det er, hvis I kan fange mig! fortsatte han og greb en bakke med fire krus mjød på, som en tilfældig kom gående med forbi, og i samme bevægelse havde han kastet det hele efter vagterne, der dukkende undveg bakke og krus, men som alligevel blev gennemblødt af den alkoholfyldte drik. Da de rettede sig op igen, var Shinji allerede i fuld firspring igen, og de satte atter efter ham.

Shinji rundede et hjørne og måtte kvæle et gisp. Han var ubevidst rendt mod arenaen, hvor folk dystede med sværd mod hinanden, og en god 100 meter længere nede stod en stor flok i skinnende rustninger, der højst sandsynligt var deltagere i turneringen. Det ville nok ikke være klogt at rende den vej. Idet han lavede et 90 graders sving for ikke at have kurs mod al 'dåsemaden', fangede et halvdyr kort hans opmærksomhed. Det var en ørn. Denne så ud til at være rimelig højt rangerende, for de andre riddere så ud til at vise denne en god del ærbødig respekt.

Han havde holdt blikket lidt for længe på væsnet, og han bragede direkte ind i en stolpe, der var med til at holde et telt, hvilket fik ham til at vælte omkuld. Han fik trillet om på ryggen, men blev mødt af et sværd ved hans hals. De seks vagter havde indhentet ham. "Der fik vi dig dit beskidte krapyl. Dine piratdage er ovre" sagde den forreste, der tilsyneladende var deres leder. Han havde et skinnende symbol på brystet, som ingen af de andre havde. De fem andre vagter var begyndt at omringe ham, og Shinji prøvede febrilsk at komme på en måde at komme ud af denne suppedas på.

(( Hvis nogle ønsker at svare på dette indlæg, så pm mig, og så opretter jeg den i en ny tråd. ))

Liv havde følt sig draget af pladsen og turneringen. Hun var fuldstændig ligeglad med konkurrencerne og legene, men nu stod her alligevel. Det var svært at sige præcis, hvorfor hun var her, men det havde nok noget at gøre med den store samling folk og fæ, alle følelserne, alle sjælene samlet på ét sted. Det var simpelthen for fristende. Og desuden betød en stor folkmængde blandet med konkurrencer og alkohol altid, at der var nogen, der kom op og slås, at én blev spiddet i turneringen eller trampet ned af sin hest... Der var død overalt under den festlige overflade, og Liv følte det helt naturligt, at hun var her. Hun var ret sikker på, at hendes søn Sakse også måtte være her et sted. Han ville heller ikke kunne modstå festlighederne, det vidste hun.

Vejret var mildt, og Liv havde efterladt sin hvide pels og gik kun rundt i sin kjole og sit sædvanlige hvide klæde over hovedet. I dag havde kjolen lange ærmer, men den dyb udskæring, samt en høj talje, der sad helt oppe under hendes nu endnu større barm. Selvom hun ikke var langt henne, bulede hendes mave allerede lidt ud. Sådan havde det altid været. Hendes mave svumlede op næsten med det samme, og selv hvis hun ikke havde båret en kjole, der fremhævede den rundede mave, ville det have været ret tydeligt, at hun var med barn. Eller rettere... børn. Der var ingen, der vidste det endnu, men Liv vidste, at der var to små hjerteslag derinde, og hun var allerede utålmodig efter at møde dem. Deres fædre var nærmest så forskellige, som de kunne være, og hun glædede sig til at se, hvor meget de to unger kom til at ligne deres fædre. Liv havde aldrig båret tvillinger før, og hun var spændt på, om det hele nu gik så nemt, som det plejede.

Liv sukkede og klappede sin mave, mens hun mumlede, "Det går nok. Vi kan klare alting sammen." Hun stod ved hegnet til pladsen, hvorfra hun kunne se, de store, stærke riddere galopere mod hinanden uden på banen. Det var noget af et syn, og Liv var så fascineret af det - og af de flotte riddere - at hun nærmest glemte tid og sted omkring sig.

Sakse vidste, at hans mor var i nærheden. Han kunne fysisk mærke, når hun var tæt. Hvorfor og hvordan vidste han ikke, men der var ingen tvivl. Men Sakse var ikke i humør til at se hende. Især ikke et sted som dette, hvor hendes udsvævende livsstil ville nå et højdepunkt af dekadence og løssluppenhed, som Sakse på ingen måde kunne håndtere. Det var slemt nok, at han voksede op omkring sin mor og hendes konstant skiftende mænd og kvinder, da han var barn. Han forsøgte for alt i verden at undgå det, nu hvor han var voksen. Hans mor betød meget for ham, og hun var en af de eneste personer i verden, han faktisk elskede, men han kunne kun holde hende ud i kortere tid af gangen.

Derfor holdt Sakse sig langt væk fra ølteltet, hvor han mistænkte hende for at snuse rundt efter frisk kød, og gik i stedet rundt langt kanten af pladsen, hvor de mest var vagabonder og gadebørn, der rendte rundt mellem teltene. Havde han set mindre truende ud, ville han sikkert blive overfaldet, men som sædvanlig holdt folk sig klogeligt på afstand af ham. Med sine 205 cm. højde, lange kulsorte hår, de hårde, mørkegrønne øjne, flagrende, sorte klæder og hvide sneugle på skulderen skræmte han de fleste væk. Den store krumsabel ved hans side hjalp nok også.

Sakse gik rundt i ihvertfald to timer, før der endelige skete noget. En følelse... Det var et døende væsen, en sjæl der skulle sendes videre...

Sakse så sig omkring. Det måtte være lige her i nærheden. Han skød genvej mellem de farverige telte og gik med lange, beslutsomme skridt i retningen af sjælen, der havde brug for ham.

//Out

Dette var ikke den første ridderturnering Dhalia oplevede, og hun tvivlede på det ville være den sidste... Desværre.

Ridderturneringer var ikke andet end en undskyldning for riddere og krigere at banke hinanden med stumpe våben; hvilket skabte mere arbejde for hende, og for den almene befolkning at drikke sig fra sans og samling; hvilket skabte mere arbejde for hende.
Alt i alt føltes det som om generalen konspirerende om at sende Dhalia i en tidlig grav af overarbejde! Meeen sådan havde hun det hver gang, og selvom det var et generelt stort behov for lægekyndige til denne slags festivitas, så var mængden af alvorlige skader normalt minimal.

Lægehuset havde sit eget telt naturligvis, hvor folk altid kunne finde en helbreder på vagt. I år var der også et nyt tiltag! Folk med helbredende evner kunne komme forbi og modtage et armbind der markerede dem, således folk nemt kunne finde dem, skulle et behov opstå. Armbindene var hendes lærlinges påfund.
Derudover havde teltet en lille flagstang, hvorfra vagthavende helbreder kunne signalere til de andre, hvis der var brug for dem ved basen - Dhalias eget påfund fra år tilbage. Det gav mulighed for at de andre helbredere kunne patrolere området, og måske også nå at nyde lidt af festlighederne, så længe de blot holdt øje med flagstangen.

((Helbrederhuset er tilstede skulle nogen komme til skade. I er velkomne til at tagge Dhalia hvis i skal bruge hende, eller finde på en NPC healer))

Jezebel var for en gang skyld uden følge da hun ankom til ridderturneringen. Det havde måske også været lige flabet nok at ankomme med de døde på slæb - og temmelig dumt.
Så den berygtede nekromantiker, der primært var eftersøgt for småting som gravskænderi, var i dagens anledning forklædt som en helt almindelig borger fra den høje middelklasse. Hendes krop var mere fyldig end den havde været over vinteren, mest fordi hendes dårlige levevaner endnu ikke havde slidt den nyere krop, og fyldte den 'lånte' kjole fint ud. Hun havde ikke bragt meget med sig, ikke andet end en næsten tom pung, en lille kniv og en håndharpe, som hun havde brugt rejsetiden på at lære at spille på.

Jezebel havde ikke haft brug for megen grund til at dukke op, selvom det potentielt kunne være farligt. Det var et afbræk fra den evige tomgang hun havde indset hendes liv dybest set var! Og der var én anden grund.. men den var helt hendes egen.
Hendes tur til Rubinien havde forberedt hende på solen, men som hun vandrede målløst mellem de mange telte og folk, lyttede til råb og latter og de mange folk, følte hun sig lige så alene som hun havde gjort i sit tomme kammer ved Dødens Kløft..

Endelig slog hun sig ned på en bænk udenfor et øltelt, nær kamp-ringen sat til den store melée. Hun sukkede for sig selv mens hun fraværende stemte harpen. Det blev ikke perfekt stemt før hun satte den til rette på sit skød, og satte fingrene for strengene for at spille, men ingen musik lød.
Hun tøvede.

((Umiddelbare tråd lovet væk, men smid en pb hvis nogen vil have en anden tråd med Jezebel mens hun er her!))

Det var mange år siden at Valkar sidst havde været til ridder turnering, men denne var faldet på et meget tørt sted. Han havde brug for et afbræk fra den evindelige dagligdag. Alle hans planer og møder tærede langt mere end de ellers gjorde, meget til hans misfornøjelse.
Midlet mod dette var blevet at tilmelde sig den store melée, han at besejre nogle riddere der mente at de var noget, fik ham altid i bedre humør. Hans rustning var modsat hans tøj på ingen måde prangende, det eneste der prydede dem var et set vinger på brystpladen. Den var dog velholdt og pusset op så den var skindende i dagens anledning.

De indledende runder kom han ganske helskinnet igennem, der var skam dygtige deltagere, men ingen så dygtigt som ham. En enkelt havde været et problem, men at det var lykkedes Valkar at lave tre punkts parade imens han gik baglens, havde drejet duellen over i hans favør, og derfra havde det ikke taget ham længe at besejre hende. 
Med hjelmen under armen, gik han over mod det nærmeste øl-telt. Hans brune hår klistrede til panden som sveden dryppede fra den . Han var efterhånden blevet noget så tørstig.

//afsluttet