Sted: En lille kro ved navn Den Skrigende Måge
Tid: Hen under aften
Vejr: Blæsende og med regn

Vinden hylede i bygningens revner og sprækker, men kulden nåede ikke ind i den lune krostue, der var fyldt godt op med gæster. Regnen slog mod døren og en gang i mellem sydede det i pejsen, når det dryppede ind af skorstenen. En lyd der forsvandt i den larm, der var i rummet, en larm af latter, højrøstede stemmer og endda lyden af en fløjte fra en fløjtespiller, der havde slået sig ned i hjørnet. Det var en god aften, rolig, trods det dårlige vejr.

Hicks sad afslappet henslægt ved et bord i hjørnet med de bestøvlede fødder smækket op på kanten af et bord, mens han sad med et krus i den ene hånd og en pibe i den anden. Ved bordet sad et par andre pirater og den ene var ved at fortælle en røverhistorie om et stykke havfolk og hans datter. En gang i mellem tog Hicks piben ud af munden for at le af det, som manden sagde.
Varmen havde fået halvorken til at smide jakken, så hans muskuløse overarme var synlige i den hvide skjorte, der ikke længere besad nogle ærmer. På benene havde han en par let posede, sorte bukser, der forsvandt ned i de lange støvler, der gik ham til knæene. Sværdet hang ved hans side, det var sjældent han gik nogen steder uden. Det slaskede sorte hår hang som sædvanligt løst, men skjulte ikke de lange spidse ører. 

Det var meget hyggeligt at tilbringe en aften på kroen. Egentligt ventede han bare på, at Den Sorte Sirene skulle stævne ud, men vejret var ikke med dem og Morgana havde været væk, så lige nu lå skibet stadig ved kajen. Det gjorde nu ikke noget, bare det endeligt at have fået hyre på et ordentligt skib med en ordentligt kaptajn var en lettelse i sig selv, hvilket han stadig fejrede. Det var stærke sager, der var i kruset, men han havde ikke drukket så meget endnu og følte sig bare behageligt afslappet. Han havde ikke planer om at drikke sig ud over rælingen, i tilfælde af, at de skulle sejle næste dag. Men han fik da varmen i kroppen. En røgsky forlod ham, inden han endnu engang brød ud i latter. Det var en ganske underholdende historie!

Mørket var ved at falde på og regnen havde efterhånden fået gennemblødt Lailianas tøj noget så grusomt.
Det var der selvfølgelig ikke noget at sige til, nu hun havde vandret rundt i en del dage.
Tilgengæld havde denne dag været en af de bedre. Nej, hun havde stadig intet sted at bo og hun havde stadig ikke fundet vej ind til byen efter hun ankom til landet, men det var lykkedes hende at få noget at spise, i form af en kanin. Det var ikke det største måltid, men det var helt klart bedre end ingenting.
Hun havde ført hætten over hovedet på grund af regnen og den beige farvede kutte havde hun fået til at dække hele kroppen. Dog havde regnen stået på så længe, at kutten var sjask våd og den hvide kjole der gik til lige over knæene inden under, var lige så våd. Pilene lå i den lukkede taske som hang over ryggen og buen havde hun, som sædvanlig, i hånden. 

Efter så mange dage alene, lyste Lailianas ansigt op da hun så den lille kro. Og da hun langsomt kom tættere på, begyndte hun at kunne høre alle stemmerne derinde fra. Hun bevægede sig helt hen til døren, trak vejret tungt ind og åbnede op.
Hun blev dog stående i døren i lidt tid. Kroen var jo fyldt og hun var nødt til at bearbejde alle indtrykkene inden hun kunne tage stilling til noget andet. Hun fik set det hele. Alle menneskene ved bordene, ved baren, fløjtespillerens musik, hvilket fik hende til at smile.
Hun fik taget sig sammen og fik lukket døren bag sig i det hun trådte indenfor. Hun kunne godt se at hendes påklædning måske ville skille sig en anelse ud, i forhold til hvordan folk generalt så ud, men tænkte ikke videre over det.
Hun fik møvet sig igennem alle menneskene og op mod baren. Selvfølgelig fik hun skubbet en smule til folk på vejen, så engang imellem kunne man hører et lille "Det beklager jeg," fra hende.
Da hun endelig nåede baren fik hun tenderens opmærksomhed for at bestille et glas vand. Vand! Det havde hun godt nok savnet. Vandet blev givet til hende, hun betalte og vendte så ryggen mod baren for at betragte alle sammen endnu engang. det var så anderledes end der hun kom fra.

Døren til kroen gik op, som Hicks var midt i at drikke fra kruset. Hans grå øjne gled straks til den, en bevægelse de fleste af folkene i kroen gjorde. Man kunne aldrig være for forsigtig, heller ikke inde midt i piratbyen. Det kunne være byvagterne, flåden eller en eller anden idiot, der havde set sig sur på en. Men så snart folk fik øje på den gennemblødte kvinde, vendte deres opmærksomhed tilbage til det, de havde gang i. Hicks inkluderet, kvindens tilstedeværelse var ikke noget, der kom ham ved. 

Lidt efter tømte han sin krus og han så ned i det med et suk. Han burde stoppe nu. I stedet meldte hans mave, at han måske burde finde noget at spise. Et blik mod baren fortalte ham, at han nok ikke skulle regne med at få fat på nogen, der var godt fyldt op i kroen, så det måtte blive en tur til baren. Han trak sine ben ned fra bordet og bankede piben ud i et askebæger, der alligevel var stillet frem til formålet, inden han rejste sig, stak piben på dens plads og begyndte at bevæge sig op mod baren. Han var stor og de fleste flyttede sig for ham, uvillige til at skulle skændes med den grønhudede halvork, der var kendt for at slå en prober næve. En mand man ikke skulle hidse op. Hans udseende lagde heller ikke ligefrem op til det, han så ikke ud som en, man kunne skubbe til og slippe godt fra det.

Oppe ved bare smækkede han kruset i burdet.
"En opfyldning. Og hvad huset tilbyder af mad til aften." Han kendte næsten hver eneste krovært i byen, enten fordi han besøgte kroerne ofte eller fordi han havde arbejdet der. Kromutter nikkede og forsvandt ud i køkkenet efter maden. Hicks lagde underarmene på disken og ventede tålmodigt på, at hun kom tilbage. Hans blik gled til siden og landede på den meget våde kvinde. Han betragtede hende lidt, inden han snakkede til hende.
"Jeg er sikker på, at vi kan få folk til at gøre plads til dig ovre ved ilden. Du ser kold ud." Hans stemme var venlig nok, men det lidt bryske udseende kunne godt gøre en i tvivl. Han mente det dog godt, der var ingen grund til at få lungebetændelse i et varmt lokale.

Lailianas blik flyttede sig konstant fra person til person i kroen. Hun kunne ikke få nok af alle indtrykkende og hun glemte helt at have et glas vand i hånden. Så det begyndte langsomt at glide ud af fingrene på hende. Da hun for alvor tabte det, nåede hun dog lige at  gribe glasset, inden det smadrede på gulvet, men vandet var fortabt ud over det hele. Hun vendte sig rundt for at spørge om noget at tørre op med, men inden hun nåede at spørge, kom en kropige hen og tørrede gulvet for hende. Hun satte sig på hug ved siden af kropigen.
"Det behøvede du virkelig ikke. Det var min skyld," sagde hun, men kropigen smilede bare venligt til hende og tørrede videre, indtil hun rejste sig og forsvandt om bag baren igen.

Da Lailiana rejste sig, faldt hendes blik straks på den store mand der smækkede kruset i bordet og et lille spjæt kom fra hende da hun fik et lille chok. Hun betragtede kort manden, der ikke så ud til at være helt menneskelig, men vendte hurtigt blikket mod gulvet for ikke at stirre. Hun var ikke vant til den slags udseende, da det ikke var normalt hvor hun kom fra, men hun ville selvfølgelig heller ikke fremstå som ubehøvlet. Hun vendte sig om mod baren for at stille glasset ned og det blev hurtigt fyldt med vand igen af kropigen. Hun smilede og nikkede venligt til hende som tak.
Hun så op på den store mand igen, da han snakkede til hende.
"Mange tak, men jeg vil ikke være til besvær. Der ser ud til at være fyldt godt op," svarede hun tilbage med et smil. Selvfølgelig skulle folk ikke flytte sig for hende.

Den store pirat betragtede hende fortsat, mens han lyttede til hendes svar. Hvad i alverden lavede en kvinde som hende et sted som her? Ikke bare kroen, men byen i det hele taget. Fyldt op med svindlere, kriminelle og pirater af alle afskygninger. Ud over pilekoggeret og buen så hun ikke ud til at være specielt farlig. Ikke at man skulle skue hunden på hårene, men det var ikke ligefrem en fornemmelse, man fik ved hende. Hun hørte ikke til her, så meget følte han sig sikker på.

”Pjat. Du fylder ikke så meget.” Og med de ord lagde han armen om bag ryggen på hende, uden at røre hende, og førte hende mod pejsen. Med et par enkelte ord og skub, fik han banet en vej for hende hen til ilden og han fik endda placeret hende ved et bord, der ikke var helt fyldt op.
”Se så, det var bedre.” Hvorfor hjalp han hende overhovedet? Hicks anså ikke ligefrem sig selv som en god person - han var trods alt en pirat - men derfor kunne han jo godt hjælpe, hvis der var behov for det. Og der var ikke så meget andet at lave, sådan en kedelig regnfyldt aften.

Så han bevægede sig tilbage til baren og hentede sin mad og sit krus, inden han slog sig ned ved siden af kvinden. Han behøvede ikke at have en samtale med hende, han kunne bare godt lige holde øje med hende, mens han spiste og hun fik varmen. Og med ham ved sin side, var hun ikke i specielt stor fare fra lømler, der ville hende noget knapt så godt.
”Jeg hedder Hicks.” Han sendte hende et glimt af et smil, inden han begyndte at spise. Det var god mad og han var sulten, men han spiste pænt og ordentligt. Nok var han pirat, men han var blevet godt opdraget som barn.

Lailiana fulgte manden hen mod pejsen, som han lagde hånden bag hendes ryg. Hun fik sat sig ved det mindre fyldte bord og varmen fra pejsen kunne allerede mærkes. Hun tog en dyb indånding og begyndte allerede at slappe en anelse mere af i kroppen, nu hvor kulden ikke fyldte så meget. Glasset med vand havde hun taget med sig og stillet på bordet foran sig.
”Mange tak,” sagde hun, som hun tog fat i en hårtot og vred det vand ud hun kunne.

Lailiana fulgte kort manden med blikket, da han gik op mod baren igen, men lod det så glide ud over alle i kroen en gang mere. Hun placerede den ene ende af buen på gulvet ved siden af sig selv og lod den læne op ad hendes lår. Derefter valgte hun at åbne kutten og lade den glide af, inden hun foldede den sammen og lagde den i skødet. På den måde kunne varmen fra pejsen også ramme huden og hun kunne muligvis blive varmet ordentligt igennem. Hun vendte blikket tilbage på manden da han satte sig ved siden af hende og præsenterede sig.
”Rart at møde Dem. Mit navn er Lailiana og tak for hjælpen,” sagde hun med et venligt smil.

Hicks tyggede af munden og flyttede blikket til hende igen, som hun præsenterede sig ved navn og sagde tak for hans hjælp. Han nikkede let til hende og skovlede en skefuld mere op, men ventede med at stikke den i munden.
"De er endt et sted fyldt med pirater og kriminelle. Ikke for at fornærme Dem, men De stikker lidt ud her." Han løftede kort øjenbrynene, inden han spiste videre. Han anså ikke sig selv som en decideret gentleman, men han havde trods alt en noget pænere opvækst end de fleste her, og selvom han elskede at være pirat, kunne han ikke benægte sin barndom og den opdragelse, der var fulgt med. At hjælpe de svage og beskytte dem, der måske ikke kunne selv. Og for gud skyld behandle kvinder pænt. Så det gjorde han. Og alligevel havde de fleste andre pirater ikke set sig sure på ham. Ganske imponerende.

Han nåede lige at se en bevægelse, inden en kat hoppede op i skødet på ham med en lille miavene trille. Hun var straks på vej op efter hans skål med mad, men han nåede lige at stoppe hende og skubbe hende ned i skødet.
"Du må vente, til det er din tur," brummede han dæmpet, men mildt. Katten miavede igen, så lidt bebrejdende på ham og satte sig så til at vente. De grønne øjne fulgte hans bevægelse med skeen, som han spiste videre, og en lille lyserød tunge kom frem for at slikke hende om munden. Hans hånd blev kort liggende og fingrene gled igennem hendes pels, inden han lagde den store, barkede næve på bordet. Katten var hans og hun fulgte han overalt. Og spiste hans mad, den lille røver.

Lailiana havde selv tænkt på sin påklædning i forhold til alle andres. Det var tydeligt at det ikke var et af de finere steder hun havde fundet, men det gjorde hende intet. Efter alt for lang tid alene i en skov, var det bare rart med noget mylder omkring sig og selvom stedet var fyldt med pirater og kriminelle, lod det til at hun var stødt ind i en af de venligere af dem. Jovist, der var vel chance for at nogle ville udnytte hendes uvante situation og hun ville miste de få krystaller hun havde med sig, men at miste penge var ikke noget hun frygtede. Det eneste hun holdte fast i, var buen. Det var den eneste ting hun ikke ville miste.

Lailiana sendte et lettere akavet smil til Hicks, som han informerede hende om stedets gæster.
”Ja, det lagde jeg hurtigt mærke til. Men det er det første menneskefyldte sted jeg er stød på i flere dage,” sagde hun, før hendes blik straks vendte sig mod katten der endte i hans skød. Hun kunne ikke lade være med at grine lavt over dens tiggeri og dens reaktion på at vente, da han bad den om det. Selv var hun ikke ligefrem vant til dyr ved bordet, da hun trods alt var vokset op noget så fint i et palæ. De eneste dyr de havde haft, var hestene i stalden og hunden der også holdte til i stalden og aldrig satte poter inde for dørene. Men hun havde nu altid været noget af en dyreelsker.
”Tilhører hun Dem?” Spurgte hun, stadig med blikket mod katten. Om det var en hun, anede hun ikke, men håbede på at hun gættede rigtigt.

Hicks skævede til hende igen, mens han tyggede af munden. Han var lidt nysgerrig, for hun virkede til at komme langvejs fra. Hun var i hvert fald ikke fra et samfundslag, der normalt ville opholde sig et sted som her, han kunne genkende de små tegn fra sig selv. Adelig? Måske.
”Hvor kommer De fra?” Det var ikke unaturligt at rejse længere strækninger i Krystallandet uden at støde på andre mennesker, men normalt mødte man nu folk på vejene.

Katten flyttede lidt uroligt på sig og begyndte at spinde som for at sige, at maden så god ud, men hun forsøgte ikke at gå i skålen. Den diskussion havde de haft lidt for mange gange og nu ventede hun for det meste på, at der var mad. Hicks rettede sig lidt op og måtte le en smule ved hendes spørgsmål.
”Hun følges med mig, hvor end jeg går, men hun tilhører mig ikke. Det er nok mere mig, der tilhører hende.” Han kløede kort katten bag det ene øre, inden han spiste endnu en skefuld. Det var sandt, hvad han sagde, efter at have fundet den som helt lille killing og fodret den op, var den bare blevet hængende. Den var ikke altid så glad for andre væsner, men sad ofte på hans skulder og fulgte med i det hele. Han var meget glad for hende og han havde mere end én gang før banket nogen for at være ond ved den. Sidst havde han givet en god skalle, der gav en brækket næse.

Der var efterhånden blevet brugt mange dage i landet, men det var endnu ikke lykkes hende at befinde sig længe på vejene. Måske hun ubevidst havde holdt sig til skovområder, eller måske det havde været helt bevidst, da hun følte sig mere sikker der, end på en åben vej. Det havde hun egentlig ikke tænkt meget over. Nu var det bare rart endelig at være et sted, der vrimlede med mennesker og diverse andre racer. Larmen var behagelig, selvom larm normalt ikke behagede hende.
”Et land ikke langt herfra. Jeg fik et lift halvvejs hertil på et fragtskib,” svarede hun. Fragtskibet var blevet fanget af en storm og var blevet godt ødelagt, før det sandsynligvis sank. Hun nåede aldrig at finde ud af hvad der skete med det, eftersom hun selv faldt overbord og flød væk på en planke, med synet af en masse råbene mænd i vild panik ombord på skibet. Hun blev heldigvis samlet op af Bastian og hans mandskab, efter hun på mirakuløst vis overlevede slaget mod panden og alt andet. Sproget i hendes hjemland lå ekstremt tæt op ad sproget her, men det var ikke svært at ane den smule accent i hendes måde at tale på. Dog havde hun studeret sproget i dette land og klarede nok udtalen bedre end mange andre, der ikke kom herfra.

Katten var kær. Lailiana kunne ikke tage blikket fra den skønne lille skabning igen og der var nu et smil plantet fast på hendes læber. Der var et eller andet beroligende over det lille pelsede dyr. Det var let at se, at katten respekterede ham, så meget at hun ikke forsøgte at gå efter maden igen, nu han havde givet tegn til at hun skulle vente. Til gengæld så det ud som om han også respekterede hende, hvilket kun gjorde det hele til at smile lidt bredere over. Det var desværre ikke alle der behandlede de små helt så pænt.
”Sød er hun i hvert fald, lige meget hvem der tilhører hvem,” lo hun roligt. Det ville ikke komme bag på hende, at man ville vælge at gøre meget for at beskytte et lille dyr, hun ville nok have gjort det samme. ”Har hun et navn?”

Hicks løftede et tyndt øjenbryn, lige et øjeblik i tvivl, om han havde hørt forkert.
”Halvvejs? Svømmede du resten af vejen?” Det regnede han selvfølgelig ikke med, men det var en sær formulering at sige, at fragtskibet kun tog hende halvvejs til Krystallandet.
Skålen var ved at blive tom og han spiste en mundfuld mere. Han var en stor mand, der spiste meget mad og der var også kun lige mad nok i sådan en portion. Men han levnede lidt til katten, den sidste mundfuld var ikke så vigtig.
”Hun hedder Mio. Hun peb lidt som lille.” Det var nu ikke kun derfor, der havde været en staldkat på gården, han havde været glad for, da han var lille. Den havde også heddet Mio. Han skovlede det sidste mad op på skeen og flyttede hånden, så katten kunne komme til.
”Din tur.” Det var tydeligvis ikke noget, han skulle sige to gange, katten stillede sig straks halvt op på bordet og begyndte at slikke rester i sig fra skålen. Han tømte selv skeen og lagde den fra sig, mens han tyggede af munden.

Nu hvor maden var væk, kunne han vende hele sin opmærksomhed i mod den fremmede kvinde. Han var lidt nysgerrig, men alligevel ikke synderligt interesseret. Han havde bare lidt besluttet sig for, at så længe han var i nærheden, skulle ingen af de mere grove kriminelle typer ikke få en chance. Hicks kunne godt lide orden og i forhold til, at han var pirat, havde han et meget nært forhold til regler og love. Så han ville holde lidt øje med hende, mens hun var i kroen.
”Har du et bestemt ærinde her i Krystallandet?” Han forventede ikke at få et svar, de fleste kunne godt lide at holde deres ærinder for dem selv, men det kunne vel ikke skade at spørge.

//Afsluttes grundet manglende krea.
Håber det er okay, krea med denne karakter har ikke været overvældende på det sidste//