Tid: Eftermiddag
Sted: Argyris' slægtens borg

"Tiden er kommet til at Ronin skal videre i sit liv" Ordene blev brummet ud i det stille rum, hvor stilheden havde fyldt så meget, at den nærmest var larmende, i de sekunder de bare havde kigget på hinanden. Renly var gået ind, beordret tjenestepigen til at lade dem alene, og sat sig tungt ned i stolen, inden han, var kommet frem med budskabet. Helenas blik flakkede, men forsøgte at holde sig fast ved sin ægtemands udtryk. Han så alt for rolig ud, mere som at det var en træls forpligtelse at hun skulle indvies i hans planer. "Ronin høre til her." ikke det svar han ønskede at høre, men ikke nok til at gøre ham vred. Bare mildt irriteret. "Jeg har arrangeret for ham at komme til syden, lærer hos en veletableret handelslord dernede, og måske vil arrangementet føre til et ægteskab med en af hans mange døtre. En god forretning. Han har intet at gøre som kriger." Helena sank klumpen hun havde i halsen og kiggede ned på gulvet. Hendes hænder var lukket om hinanden i hendes skød, svagt gnidende mod hinanden. Den nemmeste udvej var at forblive stille. At acceptere.

"Renly, han er kun et barn.. " hendes stemme var kun en hvisken. Men hun vidste at han havde hørt hende, idet stolen knirkende gav efter som den bredskuldrede mand rettede sig op og lænede sig en smule frem. "Han er mit barn, Helena. Jeg ved hvad der er bedst for ham." Han rejste sig, gik forbi hende - højst sandsynligt for at lukke den ensidede diskussion og gå fra hende igen. Efterlade hende tilbage i stilheden. Helena rejste sig. "Jeg be'r dig.." hun havde rakt ud, blidt rørt hans underarm, uden at benytte magt. Men det var nok til at han vendte sig. "Gi' det et par år mere.. Han vokser fra det" det var en løgn. Helena havde set hvordan han levede sig ind, når han trænede. Hvordan han havde overtalt stalddrengene til at træne med sig, med træpinde. Hvor meget han snakkede om æren og hæderligheden. Gnisten der sprang frem i hans blå øjne. Hendes øjne.

Renly's hårde fingre gled nærmest blidt ned af hendes ansigt, blidt, men ikke kærligt. Helena havde altid vidst at han ikke elskede hende, men nogle gange blot lystede hende. En følelse der kunne udnyttes. "Kvinder.. så blødsødne og svage" hans fingre fortsatte ned af hendes hals, og bragte en sitren igennem kroppen på hende. Ikke en behagelig en. "Så man helt glemmer hvor manipulerende i kan være" Et gip gik igennem Helena, som den kraftige hånd pressede sig omkring hendes skulder og holdte hende fast, ved at skubbe hende tilbage, så ryggen var presset ind mod væggen. Helt automatisk flyttede hendes ene hånd sig op for at gribe fat i hans, tiggende for at han løsnede grebet, der nærmest skar ind i hendes hud. "Ved hver og en af dem, har du sneget dig ind. Fået mig til at skifte mening, men ikke denne gang. Ronin er min. Min ejendom. Ligesom du! Min søn skal ikke leve et liv som en simpel soldat." Helena havde haft blikket sænket, som Renly havde vrisset af hende, men løftede det op til sidst, ved den spydige kommentar der gemte på tydelig foragt i mandens stemme. Han slap hende, troende at dette var slutningen, noget Helena næsten var tilbøjelig til at give ham, men hun mærkede vreden, en næsten syrende fornemmelse i kroppen, der sjældent fik adgang, og fik kroppen til svagt at sitre. Det var en sammenblanding af mange følelser, og normalvis var vreden aldrig den som kom frem. Hvorfor hun blev vred denne gang meldte sig klar for hendes indre. Soldaten. "En simpel soldat er tusind gange mere værd end du nogensinde bliver!" Hun havde ikke råbt det, men hendes stemme havde været stærk, hård og tydelig. Straffen for denne udtalelse, indtraf sekundet efter, af en hånd der slyngede sig gennem luften, og ramte hendes kind så hårdt at hun mistede fodfæstet og nær var væltet til siden. Smerten var intens, som hun beskyttende lagde sin egen hånd over kinden der svagt dunkede af den uvelkommen nærkontakt, mens hendes blik havde svært ved at fokusere på grund af de slørede pletter for hendes nethinde. ”Hvor vover du!” Renly greb fat om hendes håndled, pressede til som han nærmest løftede hende op igen. Hun skulle ikke havde sagt det, men hun følte en vis tilfredsstillelse ved at havde set at det påvirkede ham. At hans stolthed var blevet ramt, hvor lidt det end var.

Udenfor døren, gik der en forskrækkelse igennem den spinkle tjenestepige, der gik forbi døren, som aldrig var blevet lukket helt til. Med døren svagt på klem, var stemmerne og lyden af slaget tydelige for hendes øre. Det måtte havde været en ren tilfældighed at hun var gået forbi netop på det tidspunkt, men også noget der måtte vise sig at være til Helenas held. Pigen tog en beslutning.

”En soldat! Du sammenligner min titel, min magt og mine penge, med en soldat?!” Helena stod stille, forvænnet med at stod hun stille, gjorde det ikke nær så ondt. Men hun så ham i øjnende. Noget hun aldrig havde for vane at gøre, når han var vred. En vrede der lyste ud af de hårde øjne, der fik hendes mave til at trække sig sammen i frygt. Helena var bange for ham, det var ingen hemmelighed, men lige nu, var hendes vrede også at se. En lille vrede i forhold til det flammehav af arrigskab, der pressede hende mod væggen og klemte livet ud af det tynde håndled. Men hun sagde ingenting, det ville ikke nytte noget alligevel. En knyttet næve hamrede ind i væggen ved hendes hoved, fik hen til at presse øjnende sammen og hive efter vejret. Den havde været faretruende tæt på hendes ansigt, ganske planlagt fra hans side ”Svar mig, kvinde!”

”Alt er penge, magt og din titel. Du har aldrig andet end dig selv i dine tanker. Mig, vores børn. Intet af det er vigtigt, med mindre du kan få en profit. Alt kan udnyttes! Du ved ikke hvor meget bedre verden kan være, hvis du blot glemte alt det materielle. Men du er alt du har, da du ikke er i stand til at føle noget andet i dit liv. Derfor er han bedre end dig. Alt er bedre end dig! Han skjuler sine følelser, mens ud blot ingen har!” Det havde taget et par slag og at han råbte af hende et par gange før vandet flød over. Han stoppede ikke igen, og ville han havde et svar, skulle han få præcis hvad han bad om. Et øjeblik så han chokeret ud. Som havde han ikke forventet at få et svar som dette, men hans hjerne fandt hurtigt andet at tænke på. Noget hun havde sagt, præcis nok til at hun ikke havde tænkt over at hun skiftede fra at sige soldat, til ham.
”Ham…?” stemmen var faretruende, blikket stikkende og grebet blev værre. Helena stivnede. Nej. Hendes blik blev panisk, til hun til sidst bare lukkede dem sammen. Nej… Han vidste det. Han kunne se det. Hun kunne mærke hans blik, selv gennem lukkede øjne. Hun åbnede dem først da en knyttet næve ramte ind i hendes mave, fik hende til at tabe pusten med et forskrækket udbrud og krølle sig så meget sammen som hun var tilladt, mens han holdte hendes ene håndled presset ind mod væggen. ”Hvem. Er. Han?!” Hun sagde intet. Hun ville aldrig sige det. Hun ville hellere dø end at fortælle Renly, hvem han var. Tage imod al hans vrede, al smerten som hans vrede afholdte ham fra at stoppe igen. Hånden lukkede sig om hendes hals, som han løftede hende op, pressede til. Helenas fødder slap til sidst gulvet, mens hendes krop instinktivt begyndte at kæmpe imod, for at kunne få luft ned i sine lunger igen. Hendes hænder forsøgte desperat at få ham til at slippe, men hun var ikke stærk nok, og styrken blev kun mindre som hendes blik begyndte at blive formørket. Alt hun kunne tænke på, var hvor dum hun havde været. Hvor dumt det havde været at give efter og give ham et modsvar fremfor en undskyldning, og hvor dumt det var, at hun havde ladet følelserne glide over. Ladet dem nævne netop det hun forsøgte at skjule allermest i hans nærvær. Hvor meget hun havde sat Karkhos i fare, hvis Renly nogensinde ville finde frem til, hvem det var hun havde snakket om.

Dagene var gået, begivenhedsløse, og Karkhos var begyndt at overveje at tage tilbage til Jocasta. Der var tydeligvis ikke noget for ham her og selvom tjenestepigen gjorde, hvad hun kunne for at få ham til at blive, var det alligevel for hårdt for ham at være så tæt på Helena uden at kunne være nær hende. En dag mere, så... det havde han tænkt i et par dage, men noget fik ham til at blive.
Sidde stille kunne han dog ikke og han havde været ude at ride, bare for at se omgivelserne. Få lidt af rastløsheden ud af kroppen. Hesten havde også godt af at blive rørt i stedet for at stå bundet til et træ hele tiden. Det hjalp også lidt til at tage hans tanker af ting, han havde næsten ikke lavet andet end at tænke på hende. Og han var lidt træt af ikke at kunne andet end at pine sig selv ved at se hendes ansigt og smil for sig.

Han havde også været ude at ride denne dag, sidde på hesten og set ud over en af de store søer, der hørte Azurien til. En begyndende hovedpine havde dog fået ham til at vende om og tage tilbage til sin lille lejr. Måske han trængte til at sove noget mere eller drikke noget vand... hovedpinen tog til og han væltede nærmest af hesten, da han endeligt nåede frem.Trods lysten til at lægge sig med det samme, begyndte han at sadle dyret af, men bedst som han løsnede gjorden, slog et billede ham næsten i jorden. En livløs Helena med en mand, som Karkhos genkendte som Renly, stående over sig. Han gispede efter vejret og måtte gribe fast i hesten for ikke at vælte om. Helena! 

Med paniske bevægelser fik han spændt gjorden igen. Det var det, hovedpinen havde været. Hans evne, der ville advare ham. Få øjeblikke senere sad han på hesten igen og jog den af sted igennem skoven, så hurtigt det kunne lade sig gøre uden nogen af dem kom til skade. Så snart de nåede vejen, satte han farten op og borgens port dukkede hurtigt op forude. Trods panikken vidste han, at han ikke bare kunne komme jordende ind igennem porten, så han tvang sig selv til at sætte farten ned. Om det var fordi, at de havde set ham før eller om de ikke regnede med, at der ville være nogen fare, kom han atter igennem porten uden problemer.

Inde i gården sprang han af hesten. Han havde ikke nogen plan, anede ikke, hvor hun var henne, men om han så skulle gennemsøge hele borgen med sværd i hånd, så måtte han bare redde hende! Inden han overhovedet nåede at komme så langt, var han nær stødt sammen med tjenestepigen, der med et bange udtryk kom løbende. Han greb hende i armen, lidt for hårdt, og snurrede hende rundt i mod sig.
"Hvor er de?!" Ingen tid til forklaring. Pigen så chokeret op på ham, inden hendes øjne løb over af lettelse.
"J-jeg tror, han slår hende ihjel. Jeg var på vej ud..."
"Vis mig hvor de er." Han bjæffede ordren ud og hun så ud til at tage sig sammen, for hun nikkede hurtigt og begyndte at føre ham mod samme indgang som sidst. På vejen kaldte hun på en dreng og pegede mod hesten, så den ikke var ladt alene.

De løb. Hun førte ham et andet sted hen, end hvor han havde set Helena, men han gav for en gangs skyld ikke sine omgivelser ret meget opmærksomhed. Billedet af hende død var brændt fast på hans nethinde og han frygtede, at de kom for sent. At det var lige netop det, han ville se, når de kom frem.
Endeligt stoppede pigen op foran en dør, men han gav hende ikke muligheden for at sige noget, som han hårdt skubbede den op og væltede ind i rummet.

Hvad han så, sendte en bølge af vrede igennem hans krop og han sagtnede knapt nok farten, som han kastede sig frem og hårdt ramlede ind i manden, der var lidt større, men også lidt ældre end Karkhos. Renly havde været ved at kvæle Helena og det var tydeligvis i sidste øjeblik, at Karkhos var kommet.
Kraften bag hans tunge krop skubbede Renly væk fra kvinden og begge mænd vaklede videre, søgende balance. Så snart Karkhos havde sin, langede han ud efter mandens ansigt med en knyttet næve. Slaget ramte og fik Renly til at vakle et skridt mere bagud, men han så ud til at være ved at komme sig over chokket.
"Så det er dig der forsøger at tage Helena fra mig!" Vreden var tydelig og han kastede sig frem for at angribe Karkhos. Den ældre soldat havde et sværd ved sin side, men trak det ikke, da Renly var ubevæbnet. Og han ville hellere slå på ham. 

De to kroppe stødte sammen igen, begge mænd gryntede. Til Karkhos' held havde han stadig sin læderbrynje på under tøjet og den tog det meste af kraften bag de slag, som Renly gav ham i siderne. Hårdt skubbede han den anden mand væk fra sig og slog ham igen. Blodet flød fra en flækket øjenbryn og Renly skiftede taktik. Han begyndte også at gå efter ansigtet og snart var det Karkhos, der kunne smage blod. Der var intet pænt ved deres kamp, de slog og kæmpede som vildmænd. På liv og død. Og det var en ret lige kamp, som Karkhos havde træningen og Renly havde størrelsen.

Hendes synsfelt blev fyldt mere og mere med mørke, som Renly fastholdte sit greb om hendes hals. Han pressede ikke mere til, men virkede mere som om at han faktisk ventede på at se hendes øjne lys gå ud. Han var stadig så vred at det næsten dirrede i hans hænder. Helena gispede desperat, specielt som hun mærkede musklerne i resten af kroppen var ved at give efter. Hun havde ikke lyst til at dø, trods han aldrig ville kunne røre hende igen hvis hun gjorde. Det ville være slut. Alting ville være overstået. Det ville være så meget nemmere bare at give op og lade kroppen gennemgå de sidste spasmer af manglende luft. Men Helena var født med umådelige mængder af stædighed. Hun havde noget at leve for.

Hendes blik var næsten komplet formørket, da friheden skyllede over hende. Hænderne var væk, taget i hendes hals sluppet og dermed også det som holdte hende oppe. Helena faldte sammen mod gulvet, hostende og hivende efter vejret. Hun vidste ikke hvorfor han havde sluppet hende. Hvad årsagen kunne være, men ordene der spydigt forlod mandens mund, tvang Helena til at kæmpe for at få sit blik til at fokusere. Karkhos?
Hvad lavede han her? Hvordan vidste han det var sket? hvordan.. Hvor var han kommet fra? Hun kiggede skræmt op fra gulvet, som den spinkle rystende hånd fra tjenestepigen rørte hendes skulder.

Helena var stadig disorienteret efter hvad der var sket, men hun kunne høre det genkaldelige af slag og kamp. Hendes muskler rystede som hun tvang sig selv op at sidde. "Renly, stop!.." hendes stemme var hæs og rystende. "Lad ham være!" hendes stemme var bedende. Hun ville ikke have der skete Karkhos noget. Hun kunne ikke bære tanken, og den var også nok til at hun fik sig, med hjælp fra væggen, kæmpet op og stå. I processen trak hun tjenestepigen halvt om bag sig, skærmende. Hun havde gjort det så mange gange i sit liv, at det var et direkte instinkt. Om det var hendes eget barn eller en tjenestepige kom ud på et. Hun skulle ikke komme til skade.

Slagene fortsatte, tungt og fyldt med vrede. Nogle blev undgået, men de fleste ramte, som var begge de ældre mænd mere opsatte på at slå end at værge for sig. Det var sjældent, at Karkhos gik ind i en kamp på den måde, hvis overhovedet. Han kunne ofte stolt tænke, at han var en mand, der holdt hovedet koldt og overvejede situationer, inden han kastede sig ud i dem. Men ikke denne gang. Synet af Renly, der var ved at klemme livet ud af Helena havde fået et eller andet til at brænde sammen i ham og han kunne ikke fokusere på andet end at slå på den mand, der havde skadet den kvinde, han elskede. Han skulle straffes for det, for alle de gange, Karkhos' evne havde fået ham til at gå rastløs rundt og føle for at slå på noget, fordi han vidste, at Renly igen slog på hende.

En næve ramte ham tungt i ansigtet, men det stoppede ham ikke i at sende en direkte tilbage i mandens mave, hvilket fik ham til at knække lidt sammen. Kappen, som Karkhos stadig havde på, gled til siden og afslørede åbenbart det, Karkhos havde i bæltet, for pludseligt kastede Renly sig frem, ind i hans brystkasse, hvilket fik ham til at vakle bagud. Han lod de knyttede hænder falde mod modstanderens ryg og de skiltes igen. Et smil var dukket op på den ældre mands blodige ansigt og et glimt rettede Karkhos' opmærksomhed mod hans ene hånd. En kniv. Hans kniv. Renly havde taget den fra hans bælte.

"Du kommer ikke ud herfra levende!" Med en hurtigt bevægelse svang han kniven mod ham, men Karkhos undgik den med nød og næppe. Skulle han trække sit sværd? Renly måtte have fået samme tanke, for han kastede sig frem og forhindrede derned Karkhos i at gøre det, på grund af mangel af plads. Så han havde kun sine arme at beskytte sig med, da kniven kom i mod ham igen. Han beskyttede sit ansigt ved at blokere den andens underarm med sin egen, inden han greb fat i armen, men Renly vred sin hånd og smerten skød ud fra det sted, hvor knivsbladet skar igennem tøj og ud på hans underarm. Han endte med at slippe ham og inden han kunne nå at blokere igen, blev kniven hamret mod hans mave. Læderet tog det meste, men der var kraft nok på, til at det yderste af bladet gik igennem og borede sig ind i hans mavemuskler. Han greb fat om Renlys arm og forsøgte at få bladet ud, men den større mand lagde sin vægt bag og blodet begyndte at vise sig, som bladet gled en smule længere ind. Et let støn af anstrengelse og smerte lød fra Karkhos, hvilket bare fik Renly til at smile endnu mere triumferende. Man kunne se på ham, at han troede, at han var ved at vinde.

Helena så panisk fra hvordan det ene slag efter det andet blev udvekslet. Og intet hun sagde virkede på at stoppe nogen parter, selvom de kun var henvendt til at Renly skulle stoppe. Hun trak vejret i hårde stød, febrilsk over intet at kunne gøre, mens hun så manden hun hadede forsøge at banke livet ud af manden hun elskede. Øjnende voksede bange som Renly fik fat i en kniv fra Karkhos' bælte. Det hele gik så hurtigt at hun knap vidste hvordan hun skulle reagere. Faktisk var det lige nu imponerende at hun huskede at trække vejret. Smilet der malede sig frem på Renly' læber fik det til at løbe isende koldt ned af ryggen, mens tårerne samlede sig i de blå øjne. "Jeg be'r dig, Renly, hold op!" Hendes stemme var grådkvalt og bange. Nej. Han måtte ikke tage Karkhos fra hende.

Panisk kiggede Helena rundt i rummet, søgende efter bare et eller andet hun kunne gøre, mens hun engang imellem kiggede tilbage som Renly gjorde udfald. Et udfald der endte med at kniven borede sig ind i Karkhos's maveregion. Hele hendes verden gik i stå, og det føltes som om at tiden kun langsomt startede op igen. Det lette støn af smerte og Renly's ansigt der forvrængede et triumferende smil frem.

Helenas hænder gled søgende og febrilsk hen over bordet, indtil de fik fat i den spidse ende af saksen. I kampens hede havde de vendt rundt så mange gange, at Renlys stod med siden til hende, hvor det ikke ville tage lang tid at nå ryggen. Hendes spinkle hænder knugede sig om saksen, som hun med alt den kraft hun kunne mønstre i sin krop hakkede den ned i hans skulderblad. Et forskrækket brøl af smerte gled igennem Renly, som han i en alt for hurtig bevægelse slyngede den tunge krop rundt. Helena bakkede med usikre og vaklende skridt og kom med et halvkvalt skrig som kniven gled lige forbi hende. Den havde sigtet alt for målrettet efter hendes hals, men ramte kun luften, som hun var vaklet nok tilbage til han ikke kunne nå. Men blodet havde ramt hende. Blodet fra bevægelsen, der nu befandt sig over hendes ansigt og hals. Karkhos' blod.

Smerten skød lyn fra hans mave og musklerne i hans arme rystede af anstrengelse, som han forsøge at holde kniven ude af sin krop. Læderbrynjen var en stor hjælp, havde den ikke været der, ville han have været død. Men hvis noget ikke skete, ville han nok dø alligevel, han havde simpelthen ikke den fysiske styrke til at holde mandens samlede styrke og vægt, der lå bag kniven.
Under kampen havde han end ikke skænket de to kvinders tilstedeværelse nogle tanker. Han havde konstateret, at Helena var i live og derefter koncentreret sig om hendes vrede ægtemand. Bagerst havde han regnet med, at tjenestepigen tog sig af hende, måske fik hende ud derfra. Men han vidste godt, at de stadig var i rummet

Lige som han begyndte at blive virkeligt desperat som hans kræfter begyndte at svinde, skete der noget. Renly fik et udtryk af smerte i ansigtet og det nåede lige at gå op for Karkhos, at Helena stod bag manden. Hvad havde hun gjort? Inden han nåede at finde ud af det, trak Renly kniven til sig og svingede rundt mod hende og ramte hende næsten. Skar næsten hendes hals op. Hun undveg, men han fulgte efter, hævede kniven og var tydeligvis klar til at slå hende ihjel. Karkhos reagerede uden at tænke. Han måtte stoppe ham. Hun kunne ikke dø. Næsten som i en drøm, hev han det lange tohåndssværd ud af skeden, trådte et skridt frem og jog det direkte ind i ryggen på manden. Det var skarpt og han var stærk, og han kunne mærke det glide hele vejen igennem manden og ud på den anden side.

Kroppen foran ham knækkede bagover, stivnede. Kniven faldt klirrende til gulvet. Karkhos behøvede ikke at se hans ansigt for at vide, hvordan det ville være chokeret over smerten og døden. For han vidste, at han lige havde slået Renly Argyris ihjel. Den ældre mand gled langsomt ned i mod gulvet og Karkhos brugte bevægelsen til at trække sværdet ud af hans krop igen. Blodet løb og som den nu livløse krop ramte gulvet, og på en eller anden måde endte på ryggen, begyndte der sig hurtigt at danne sig en pøl under ham. 
Karkhos så ned på liget med et mørkt udtryk, der samtidigt indholdt en god del afsky. Var der en eneste følelse i hans krop, der producerede nogen form for fortydelse? Nej. Han glædede sig ikke over at slå ihjel, men verden kunne kun blive et bedre sted uden denne mand. For et øjeblik stod han bare og så ned på det, han lige havde gjort, udmattet, øm, og med et hoved, der var tomt for tanker.

Helena blev ved med at bakke til hun igen stod op af muren. Hendes øjne var store, og hele hendes ansigt var malet i frygt. Renly's plan var tydelig i hans udtryk. Vreden og hadet der skinnede igennem så kraftigt, at det kun var et spørgsmål om at kroppen bevægede sig hurtigt nok før den løftede kniv ville nå frem til hende. Bore sig ind igennem hendes hud og sætte sig fast i hendes hjerte. Det var der han sigtede efter. Tage livet af den ulydige hustru som havde skadet ham. Som havde tilladt sig at sætte sig imod. Som satte en anden mands liv over hans.

Men han nåede aldrig så langt. Renly's krop stivnede i bevægelsen og den kraftige hånd slap taget i kniven der ramte mod gulvet med en klirrende lyd. Helena havde ikke bemærket at hun holdte vejret. Noget hun blev ved med til sværdets spids brød igennem den bredde mands brystkasse, vædet i tykt, varmt, rødt blod. Hans ansigt var fanget i chokket, som døden indtraf og faldt sammen på gulvet. Først her slap hun det luft hun havde holdt inde. Hele hendes krop rystede, som øjnende havde fulgt ham i faldet og fæstnede sig på den døde krop og blodet der løb ud på gulvet under ham.

Alt blod havde forladt hendes ansigt, og gjort hende ligbleg. Af skræk og rædsel over det synet, mens de tårer der havde vokset frem som hun havde bedt om manden stoppe, trillede lydløst ned af hendes kinder. Han var død. Han var væk for evigt. Og noget af hende var død med ham. Den tilfangetagede fugl der havde levet et liv med en kontrollerende fangevogter.
Lettelsen skyllede over hende, som øjnende langsomt slap liget og fandt frem til Karkhos' mørke udtryk. Han havde reddet hendes liv. "Han er..." hun turde næsten ikke sige det. Bange for at han sprang op igen, i levende live. Hendes ben gav skælvende efter, og hun rakte ud efter bordkanten for ikke at styrte. Han var væk.

For et øjeblik var verden væk for ham, men Helenas stemme fik ham til at løfte blikket og se på hende. Hun så ud til at være tæt på at besvime og han kom i bevægelse, trådte uden om liget og lagde sit lange sværd på bordet, inden han trådte ind til hende og trak hende ind i sin favn.
"Han er død." Han stemme var dæmpet. For et øjeblik havde han været bange for, at hun ville hade ham. Han havde slået hendes mand ihjel. Men trods den frygt, vidste han i bund og grund godt, at det han havde gjort, var godt for hende. Og lettelsen i hendes ansigt havde været mere end rigeligt til at berolige ham. Og det var også derfor, at han nu valgte at trække hende ind i sin favn og lægge en hånd om hendes nakke og ganske blidt kysse hende på håret.

Lige nu kunne han næsten ikke mærke sine skader, adrenalinen kørte stadig rundt i hans system og overdøvede nervernes skrigen. Men han var ikke køn at se på, som hans ene øje tydeligvis havde fået godt slag, hans læbe og ene kindben var flækket og hans næse havde blødt. Hans ene ærme var skåret i stykker og havde en våd plet af blod og endnu et plet var at finde ved hans mave. Det så ikke slemt ud udefra, som blodet blev gemt bag læderbrynjen. Han havde ikke en fornemmelse af, at han var slemt skadet, men han vidste også godt, at det kunne han ikke rigtigt vurdere lige nu. Det måtte han se på senere.

At have Helena i sine arme igen var det hele værd og for et øjeblik nød han bare fornemmelsen. Men de var ikke alene og han åbnede øjnene og drejede hovedet for at se på tjenestepigen, der stod ligbleg og var presset op i mod muren. Ligbleg, men hun så ikke bange ud. Ikke som Karkhos ville have forventet. Hendes blik var rettet mod Renly og havde et mørkt udtryk, der ikke passede til hendes kønne træk. Som om at hun kunne mærke hans blik, løftede hun hovedet og så på ham. Langsomt dukkede der et smil op på hendes ansigt. Et smil der hurtigt blev til en alvorlig mine.
"I må væk herfra. Jeg får fruens hest sadlet op... og hentet noget overtøj." Hun ventede ikke på svar, men smuttede hurtigt ud af døren. Karkhos så lidt overrasket efter hende. Det var da en pige med ben i næsen.

Helena nærmest faldte sammen i hans favn som et dybt suk forlod hende. Hun lagde sine arme omkring ham, forsigtig ikke at ligge noget pres mod det dybe sår hun vidste var derinde bag tøj og andet beskyttelse. Hans varme spredte roen i hende, trods hun stadig følte sig fuldstændig kaotisk. Hendes krop kunne ikke finde ud af, at det virkelig var overstået. I hvert fald den del hvor Renly aldrig nogensinde ville kunne løfte en hånd imod hende igen. Han var død. Hvad der kom derefter, noget hun følte var så langt ude i fremtiden, men alligevel kun få sekunder væk, var der ikke taget stilling til. Ingen af dem havde regnet med at dette ville blive dagens udfald.

Helena åbnede først sine øjne og flyttede sit hoved for at rette blikket mod sin tjenestepige, da hendes stemme lød i lokalet. Hun havde ikke glemt at hun var der, kun for en kort stund som chokket havde fyldt hende mere end noget andet. Helena så ligeledes overrasket efter pigen, nærmest lamslået. Havde hun planlagt hvordan hun skulle gøre hvis dette nogensinde skete? Eller var hun blot så hurtig og god til at tage beslutninger?

Helena kiggede op på Karkhos, hans skader fra de hårde hænder. Hun løftede hånden og lod forsigtigt sine fingre glide blidt ned af hans ansigt fra tindingen og ned til den skæggede kæbe. Hvis de blev fundet her med liget, en blodig klinge, Karkhos skader fra kamp, vidste alle hvad der ville ske. Tjenestepigen havde taget det som en selvfølgelig at Helena skulle med ham. Og der var ikke noget i hele verden hun hellere ville. "Tag mig med dig" lige meget hvor han skulle hen. Lige meget hvordan de kom til at leve deres liv. Hun ville med ham, og hun ønskede inderligt at han ønskede hun fulgte ham.

Helenas bløde fingre fandt frem til hans ramponerede ansigt og han lukkede øjnene, som de gled ned over hans kind. Kærtegnet føltes næsten uvirkeligt og for et øjeblik var det alt, der var. Hendes berøring, der sendte en beroligende følelse igennem ham. Hendes stemme fik ham til at åbne øjnene igen og møde hendes blik med sit. Tag mig med dig. Så simpelt, så få ord. Hans hånd gled fra hendes nakke til siden af hendes hals, som han ganske blid kærtegnede.
"Der er intet, jeg heller vil." Han mente det. Han ville samle hende op og bære hende ud i frihed. Men så let var det ikke. Det var ikke en dans på roser. Livet var hårdt og ubarmhjertigt, især når man som hende var vokset op i rigdommens tryghed.

"Men jeg har intet at give dig. Ingen bolig, ingen rigdom. Jeg lever fra dag til dag, sover under stjernerne og arbejder for føden. Der er ingen tryghed." Hans øjenbryn trak sig lidt sammen. Han var smerteligt klar over, at hun ville have bedre af at blive her. I sikkerhed. Hendes mand var død, så det betød nok, at hendes ældste søn skulle tage over. Karkhos vidste ikke, hvordan han var, men han forventede lidt, at han nok mindede om sin far. Forhåbentligt var han bedre. Ville passe på sin mor.
"Du har dit liv her... dine børn." Karkhos selv havde intet haft til at holde ham ved Atillian, ingen børn, ingen familie. Han var fri til at gøre, som han ville. Følges med Jocasta. Men Helena havde noget her. Og selvom han ønskede af hele sit hjerte at tage hende med sig, ville han ikke rykke hende væk fra hendes familie. Sikkerheden.

Hans tommelfinger kærtegnede blidt huden under hendes øre. Det var ikke sikkert at blive her for ham. Han var nu en morder, selvom han ikke selv så det sådan. Der var mange, der var døde for hans sværd igennem tiden, og Renly var ikke anderledes end de andre, selvom der havde været et personligt motiv bag. Han havde slået ham ihjel for at redde et andet liv. Men ingen ville se det sådan. Han havde slået en adelig herre ihjel og han vidste, at han nu altid ville skulle kigge sig over skulderen. Der var nok nogen, der ville have hævn.
Men trods faren blev han stående. Han kunne ikke forlade hende, ikke nu. Om han så skulle modtage sin straf på stedet.

De grove hænders blide kærtegn mod hendes bare hud sitrede ned igennem hendes krop. En lille simpel bevægelse, der sendte så mange følelser af varme og nærhed igennem hende. Hun havde aldrig prøvet noget så rart og så kærligt. Det, blandet med hans svar fik den killende følelse frem i maven, der gjorde at hun ikke kunne undgå at smile. Intet af det her var nemt eller lige til. Det vidste hun godt. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at bare føle lykken over at han ønskede hende lige så meget som hun ønskede ham.

Hans alvorlige ord om at han ikke kunne give hende noget, eller sørge for at give hende en tryghed, fik de blå øjne til at se blidt på ham. Det smertede ham at sige det, og hans ord gav skam også en mening. En mening der ikke burde ignoreres, men tages med i sine overvejelser.
Men Helena anså intet af det for at være vigtigt, ud over hendes børn. "Mine børn er snart alle voksne. Har deres eget liv og egne familier." startede hun ud og lod blidt sine fingre kærtegne hans kind. "Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad om jeg skal sove under stjernerne i bidende kulde, eller arbejde til mine fingre bløder for at få mad. Jeg har levet hele mit liv låst inde i et bur, som en dyrebar fugl, og hvis jeg bliver, vil jeg afslutte mit liv på samme måde. Indespærret og ulykkelig. Vidende at det liv jeg har her, aldrig vil blive fuldendt." selvom hun stadig var blid i sine øjne og sin berøring, var alvoren også klar i hendes blik.

"Jeg har endelig muligheden for at vælge. Og jeg vælger dig" Helena vidste hun kom til at føle smerte ved beslutningen, for hun måtte efterlade sin søn. Sin yngste søn tilbage i dette rod, uden mulighed for at tage ham med sig, eller forklare ham situationen. Men han havde også endelig en mulighed. Nok ville hendes ældste tage over, og styre efter sin fars død, men Ronin havde en større chance for at blive det han virkelig drømte om. Hvilket betød at han også ville rejse derfra. Smerten ved at gøre dette, ville hun på en eller anden måde finde en løsning på. Helena ville kunne finde sine børn igen, tale dem til fornuft over tid, eller på anden vis langsomt vende dem til den beslutning hun havde taget. At de ville finde tid til at tilgive hende. Hvis hun blev, og så Karkhos rejse uden at hun havde grebet chancen for at tage med. Den smerte kunne hun ikke klare.

Karkhos så ind i hendes øjne, så hendes blidhed og hendes styrke. Utroligt at en person, han ikke havde tilbragt mere tid sammen med, påvirkede ham så meget, havde hans hjerte i sine hænder. Hans bekymrede ord blev gjort til skamme, som hun svarede ham med sine faste ord, der afslørede noget af den stædighed, han havde regnet ud, at hun besad. Ude af stand til at lade være, lænede han næsten umærkeligt hovedet mod hendes blide fingre, mens han tavst lyttede til hende.
Jeg vælger dig. Han måtte blinke en ekstra gang for at afholde sine øjne fra at blive fugtige. En knude dukkede op i hans bryst, men det var en knude af glæde. Af... kærlighed.

Ude af stand til på nogen anden måde at udtrykke sine følelser, trak han hende endnu mere ind til sig og holdt hårdt om hende for et øjeblik. Hvilede sin ømme ansigt mod hendes hår og åndede hendes duft ind.
"Jeg vil gøre alt i min magt for at passe på dig." Han holdt hende lidt, inden han modvilligt slap hende og trådte lidt tilbage. De kunne ikke blive stående sådan. Der var et lig i rummet, de måtte forholde sig til.
Karkhos tog en dyb indånding og trak sig selv ud af sine følelser og ind i det praktiske sindelag, han normalt befandt sig i. Hans blik gled over hendes ansigt, der havde et fint sprøjt af bloddråber spredt ud over sig. Det fik ham til at trække et lommetørklæde op af lommen og begynde så blidt som muligt at gnubbe blodet af hendes hud. Der var ingen grund til, at folk skulle se noget så drabeligt.

Han var tavs, som han var ved at spekulere over, hvordan de kom derfra. Hvad de skulle gøre. Der var ikke ret mange muligheder. Han kendte ikke borgen, vidste ikke, om der var smutveje. Tjenestepigen havde sagt, at hun ville få Helenas hest sadlet, så hun mente åbenbart, at de skulle ride derfra. Men hvordan skulle de komme ud af borggården?
Han vidste det ikke. Mon den lille spinke pige vidste det?
Da blodet ikke var så tydeligt, sænkede han hånden igen, trådte til siden og tog det blodige sværd, som han med hurtige bevægelser tørrede af for blod, inden han stak det tilbage i skeden. Lommetørklædet gled ned i lommen igen, uden han tænkte nærmere over det.

Det bankede let på døren, i den den gik op. Karkhos snurrede rundt, klar til at forsvare sig, men det var bare tjenestepigen med jakke og kappe over armen. Hun lukkede hurtigt døren bag sig og så fra den ene til den anden.
"Fruens hest er ved at blive sadlet. Jeg har tage både jakke og kappe med, der er køligt ude..." Hendes blik gled over liget og hun gik kort i stå, inden hun rev blikket fri og rettede sin opmærksomhed mod Helena, som hun rakte tøjet frem i mod.

Helena lænede sig ind imod ham og lod sin hånd glide ned fra hans ansigt for at ligge sig mod hans brystkasse. Helena vidste udemærket godt at hun var stædig, og det var præcis hvad der var kommet frem nu. Hun havde taget en beslutning om at hun for alt i verden ville prøve. Hun kunne ikke tvinge ham til at tage sig med, men hun havde slået fuldstændig fast at det var det hun ville. Hun smilede roligt, og lod sig en smule modvilligt blive sluppet og trådt væk fra. De havde ikke tiden med dem til at stå og bare holde om hinanden.

Helena så en smule overrasket og forvirret ud som han kørte lommetørklædet over hendes ansigt, men langsomt kom det tilbage til hende. Det var ikke ligefrem et behageligt tilbagetræk i hukommelsen, at huske hvordan kniven havde været så tæt på hende, og følelsen af de varme dråber der havde ramt mod hendes ansigt. Hun lod ham fjerne det, med en let dysterhed over hendes blik. Det ville tage tid at glemme den følelse af frygt for sit eget liv. Ligesom det ville tage tid at glemme synet af den døde mand der stadig lå på gulvet. hun skævede let derhen og lukkede derefter øjnende. Hun fik det dårligt hvis hun så på ham for længe. Af flere årsager.

Helena blev anspændt ved den lette banken, men skulderne faldte ned som tjenestepigen fandt sin vej ind i rummet og hurtigt lukkede døren efter sig. Forpustet efter hendes løben frem og tilbage. "Tak" Helena tog imod tøjet, og fik hurtigt jakken over kroppen. Hun forstod godt at de snart måtte til at skynde sig. "Hvordan kommer vi.. nemmest ud herfra?" Hun var ikke så naiv og tro at de bare kunne ride ud af porten som skulle de på slendretur. Nok havde ingen opdaget at borgens herre for øjeblikket lå stendød i et af de mange værelser, ej heller intentionerne som de levende i rummet havde sig. Men det betød ikke at det blev nemt. Helena selv kunne ikke gå mange steder uden der blev stillet spørgsmål. Eller nogen blev sendt med hende. "Vi må finde en måde hvorpå så få ser os som muligt" hvordan? Det kunne hun ikke svare på. Og hun kiggede fra den ene til den anden, bekymret.

Tjenestepigen skævede til Karkhos, inden hun tog en dyb indånding og hurtigt svarede på Helenas spørgsmål, inden Karkhos kunne nå at sige noget.
"De kan tage tjenestegangen ned til stalden. Stalddrengen, der sadler Deres hest, skal nok være tavs om Deres tilstedeværelse, det har jeg sørget for. Jeg vender tilbage hertil og skriger så højt, at alle vagterne på borgen kommer løbende. Så burde de kunne komme ud af porten." Det sidste blev sagt lidt usikkert, for det var ikke en specielt sikker plan. Men det var hvad hun kunne tilbyde. Karkhos rynkede panden lidt og overvejede det. Det var nok næsten det eneste, de kunne gøre. Sandsynligheden for, at det lykkedes, var ikke vanvittigt stor, men af hvad han havde set af de vagter ved porten... måske det kunne lade sig gøre.

"Vi rider som vinden, i det øjeblik porten er fri. Måske det lykkes." Han så på Helena. Det huede ham ikke, det var en usikker plan og der var alt for meget, der kunne gå galt. Hvad med den stalddreng, hun nævnte? Hvad hvis soldaterne ikke forlod deres plads, hvilket de i øvrigt aldrig ville have gjort, var de under hans kommando. Hvad hvis... Nej, der var ikke andet for end at prøve. Han måtte stole på sin evne og sine kundskaber. Hans største prioritet var bare at holde Helena sikker.

Smerterne var begyndt at melde sig, som han havde tid til at falde til ro, men stadig ikke værre, end at han kunne distancere sig fra det. Han ville blive godt øm de næste par dage og han burde virkeligt få kigget på det sår i maven. Han kunne mærke trøjen under klistre helt ned til buksekanten, men han mente stadig ikke, at det var værre end at han kunne klare det, til de var i sikkerhed.
"Vi må hellere skynde os, inden nogen savner Lord Argyris." Han rakte ud og tog kappen, som han lagde over den ældre kvindes skuldre, mens han vendte blikket mod tjenestepigen. Alting afhang af hende, men selvom Karkhos ikke kendte hende, følte han, at han kunne stole på hende. 
"Før an."

Pigen nikkede og gik hen til døren, hvor hun åbnede og så ud på gangen. Der var tomt, så hun gik ud og ledte de to ældre mennesker igennem borgen af små snørklede tjenestegange og stejle trapper, som Helena nok ikke anede eksisterede. Hun første dem en lidt anden vej, end da hun havde ledt Karkhos op til Helena, hvilket til sidst første dem direkte ned i stalden. Både Karkhos' og Helenas hest stod klar og en nervøst udseende stalddreng stod ved hestene. Pigen gik direkte hen til ham og satte hænderne i siderne.
"Husk nu, hvad jeg sagde. Hold din kæft så længe som muligt eller jeg får din tunge til at rådne! Og smut så med dig, Erik." Hun stirrede bestemt på ham og han nikkede hurtigt, inden han forsvandt ned i den anden ende af stalden. Karkos hævede øjenbrynene og så lidt imponeret på tøsen.

Helena kiggede lamslået på pigen. Hun var ikke engang over atten og hun virkede til at have langt mere styr over situationen end nogen af de andre parter. Hun sank bekymret en klump der havde formet sig i halsen. Det var en risikabel plan, men havde de andre valgmuligheder. Hun vendte sit blik tilbage til Karkhos og nikkede langsomt. Det måtte være deres plan. Og så måtte de be til at det virkede. Men Helena var ikke kun bekymret for om de slap væk. Pigen havde sat sig selv i en situation der var langt over jobbeskrivelsen! Det havde hun gjort før, men det her var ud over alt. Selv at blive så indkoblet i dette at hun satte sit eget velbefindende på spil for at de kunne slippe væk. Det skræmte den ældre kvinde umådelig, men hun var også umådelig taknemmelig. At tjenestepigen gjorde dette for hende.

Helena bemærkede knap hvor hun gik som de blev ført af skjulte og mere snævre gange igennem borgen. Områder Helena aldrig før havde befundet sig, trods hun havde boet her i en menneskealder. Under normale omstændigheder, ville hun faktisk havde været nysgerrig. Undersøgende om hvor alle de mange gange førte hen, men lige nu, var hendes hovedfokus på at følge den retning der blev hende givet, frem til stalden hvor hestene stod klar.

Helenas hjerte bankede hårdt imod brystkassen. Nervøs, bange og bekymret. Det var så skrøbeligt det hele, og det blev gjort klart som pigens kom med sine hårde og alt andet end pæne ord. Hun pustede luft ud, beroligede sin egen krop gennem en ny dyb indånding bagefter. "Okay.. Kom her" Hun ragte ud efter pigen og hvilede blidt, omend en smule rystende sine hænder på hendes skuldre. "Kom væk herfra, så hurtigt du overhovedet kan. Hvis de nogensinde finder ud af du har hjulpet os..." hun ville ikke sætte ord på det, men hun vidste godt at det ville være umådelig farligt. Helena lagde en hånd på den unge piges kind, og fik i processen øje på noget, hun havde båret så længe, at det næsten var en del af hendes finger.

Det tog ikke lang betænkningstid før hun tog hånden til sig, og med et par drej fik ringen fri. Den var af guld, tydeligt meget værd, og de små krystaller der sad i kanten ville bringe mange penge ind. Om den blev solgt hel eller i stykker. Helena var ligeglad. Hun lagde den ned i pigens hånd og knyttede den over ringen med et bestemt blik. "Tag den. Sælg den. Brug pengene på at dan dig et nyt liv. Jeg vil ønske jeg kunne give dig mere" men hun havde ikke mere. Ikke hun lige nu kunne undvære. At fjerne ringen var også symbolisk for hende selv. Det liv var overstået og hun ville ikke beholde noget der kunne minde hende om den mand. Helena trak pigen ind til sig og bed tænderne sammen, for at forhindre sig selv i at lade tåre komme til. Det blev mærkeligt ikke at se hende igen, og Helena ville nok for evigt være bekymret for netop den pige. "Pas nu på" Helena slap hende, og lod hende gå tilbage. Tilbage for at udføre det sidste af planen, imens Helena gik hen til sin hest og så bekymret på Karkhos. Hun var bestemt i sin beslutning, men det hindrede hende ikke i at være bange.

Karkhos dannede bagtrop, som de bevægede sig igennem borgen, klar til at trække sværdet og skulle kæmpe sig ud derfra, trods sine skader. Men guderne måtte være med dem, for de mødte ingen på vejen, heller ikke tjenestefolk. Det var først nede i stalden, hvor en stalddreng passede på hestene. Karkhos var klar til at skræmme livet af drengen for at få fred nok til at de kunne komme væk, men det så ud til, at tjenestepigen havde helt styr på det. Det var faktisk ret overraskende med de ord, som forlod hendes mund. Der var noget under overfladen, han ikke havde set.
Mens Helena sagde farvel til pigen, tjekkede Karkhos hestene og deres seletøj efter. De skulle nødigt have, at en saddel smuttede rundt, mens de red.

Tjenestepigen så på Helena med sine blå øjne, som den ældre dame snakkede til hende. Bekymringen for hende var tydelig i kvindens ansigt og det gav hende en klump i halsen, men samtidigt også en varm følelse.
"Bare rolig, jeg smutter så snart jeg kan." Et lidt skævt smil gled over hendes ansigt. Lidt forundret fulgte hun Helenas bevægelser med øjnene og hendes mund gled lidt åben, da hun fik udleveret ringen. Chokeret så hun på sin lukkede hånd, inden hun hævede blikket til Helenas ansigt igen. Hendes øjne blanke af tårer.
"M-mange tak... men De skal ikke bekymre Dem om mig, jeg har ikke altid være tjenestepige." Hun blinkede med det ene øjne og blev så trukket ind i et kram hun gladelig gengældte. Det hele rørte hende så meget, at tårerne alligevel endte med at dryppe fra hendes øjne som hun knugede den ældre kvinde ind til sig.
"I lige måde." Hun trådte væk og tørrede øjnene med den ene hånd, inden hun rettede blikket mod den ældre mand. "De har bare af at passe godt på hende!" Hendes tone var streng og hun sendte ham et fast blik, inden hun vendte om og løb tilbage mod værelset og den døde mand.

Karkhos så først overrasket på pigen, men brummede så lidt gnavent ved hendes tonefald. Sikke en tøs. Han så på Helena og var begyndt at se lidt træt ud, selvom han gjorde hvad han kunne for at skjule det. Der var ikke tid til det endnu. De skulle først væk herfra. Han gik over til Helena og rørte let ved hendes arm.
"Hun skal nok klare sig. Vi bør koncentrere os om at komme væk." Han bandt hestene fri og trak dem hen mod staldporten, hvor de stadig ville stå rimeligt skjult, men samtidigt kunne holde øje med porten ud.

Ronin var på udkig efter sin mor. Han havde kedet sig lidt og var endt ud med at snitte i en stump træ, hvilket var endt ud med at være en ganske fornuftig bjørn, hvis han selv skulle sige det. Og som den 13-årige knægt han nu var, ville han vise den til sin mor og høre hendes rosende ord. At vise den til sin far faldt ham end ikke ind, fordi manden uden tvivl bare ville grynte surt og ikke være stolt, når hans søn lavede kunstneriske ting.
Så Ronin gik nu fra rum til rum i søgen efter sin mor. Borgen var stor, men hun plejede nu at holde sig til de samme steder, så det var der, han kiggede først. Døren stod på klem ind til en af de små stuer og han skubbede den op.

"Mo..." Hans blik faldt på den døde krop på gulvet og han stivnede. En kold bølge gik igennem ham, som blodet forsvandt fra hans hoved af chokket. Ligets døde øjne stirrede op i loftet og hele rummet havde en metallisk lugt efter blodet, der havde spredt sig under kroppen. Det var hans far. For et øjeblik stod han bare, inden han tabte træbjørnen der med et dæmpet rabalder ramte gulvet.
"F-far?" Han hviskede så lavt, at det næsten kunne være lige meget. Det var næsten som om, at han var bange for, at kroppen ville vågne til live og begynde at bevæge sig. Men intet skete. Død. Hans var død. Og så skete noget, Ronin resten af sit liv ville føle bare en lille smule skam over. Han var lettet. Han var så lettet. Hans far var død, tyrannen var død. 

Men så ramte sorgen ham alligevel og han kunne mærke en klump i halsen. Langsomt bevægede han sig nærmere, hjertet bankende hårdt og han var svimmel. Det var sært at se sin far ligge så stille. Og stirre. Ronin satte sig forsigtigt på hug og uden at tænke nærmere over det, rakte han ud og lukkede sin fars øjne. Han kunne ikke holde blikket ud. Huden var stadig varm under hans berøring. Tavst blev han siddende og så på ansigtet. Hans far var død. Og han havde blandede følelser omkring det.

En lyd trak ham ud af tankerne og han så op. Hans mors tjenestepige stod i døren og så på ham, chokeret. Ikke på liget, men på ham som om, at hun var mere chokeret ved at se ham. Langsomt gled hendes blik til liget og efter en kort tøven, åbnede hun munden og skreg. Skreg så højt, at Ronin nær havde slået hænderne for ørerne. Skreg til hun ikke havde mere luft, hvorefter hun hev vejret ind og skreg igen. Det andet skrig løb ud, da hun hurtigt bevægede sig frem og slog armene om ham.
"Åh gud, Ronin, det er jo forfærdeligt!" Hun hev ham væk fra liget og det var som om, at det først nu gik op for ham, hvad det hele betød. Hans far var død. Pigen begyndte at hulke og Ronin stirrede bare chokeret ned på sin far.

De første mennesker kom løbende og en vagt begyndte at råbe.
"Lord Argyris er blevet myrdet! Alarm!" Og kaos brød ud omkring Ronin, der havde mistet fornemmelsen for virkelighed. En soldat skubbede ham og tjenestepigen ud af rummet. Noget slog ham. Hvor var hans mor?
"Min mor, hvor er min mor?!" Han skubbede pigen fra sig og så desperat på hende. Noget der lignede medlidenhed gled over hendes ansigt, inden hun fik et panisk udtryk i ansigtet. 
"Hun var sammen med Deres far, da jeg sidst så dem." Hun greb en soldat i armen. "Lady Argyris, har De set Lady Argyris?" Soldaten stirrede lidt overrasket på hende, men vendte sig så i mod en af de andre.
"Lady Argyris! Find hende!"

Ronin blev fyldt med skræk og stod bare som frosset til stedet. Han var så bange. Hvor var hans mor?
Pludseligt blev der råbt et sted fra.
"Hun er redet ud af porten med en fremmed mand!"
Ronin knyttede forvirret hænderne og løftede hovedet for at spørge tjenestepigen, hvad det betød. Men hun var væk. Ingen steder at se i gangen. Han var alene.

Selvom det gav et antræk til en let overraskelse, kom det faktisk ikke bag på Helena. Nok var tjenestepigen ung, men hun havde altid haft en lille smule mere gemt om bag den rette holdning og de velvalgte ord. Mere end hvad hun var blevet opdraget til at udvise af etikette. Helenas øjne var blanke, men hun afholdte sig fra at græde. Men oh hvor kom hun til at savne den pige. Hun slap luft ud i form af et ganske let suk, der afslørede en let morskab både over pigens ord og den lette brummen fra Karkhos. Kun ganske let og umådelig kort.

Helena kiggede efter pigen, måske længere end hun burde, men hendes opmærksomhed gled tilbage til planen. Det hun selv måtte gøre for at slippe væk. Koncentrere sig udelukkende om det. Hvor svært det end var. Hun nikkede. Karkhos var så let begyndt at udvise tegn på de skader han havde fået. Han så træt ud, hvilket ikke var et godt tegn. Men der var ikke noget hun kunne gøre dette øjeblik, andet end at være klar.

Skriget gik nærmest igennem marv og ben, trods Helena godt vidste at det var falsk. At hun ikke var blevet overrasket over liget, men blot skabte den afledning der var behøvet. Og ikke lang tid efter det, var der absolut ingen vej tilbage. De red. Og de red stærkt. Helena kiggede ikke tilbage, men hun kunne mærke det i sin krop. Hun var på en gang lettet, og glad. Hun var fri fra manden der holdte hende fanget. Som udviste mere ondskab end varme. Men hun vidste også hvad hun havde efterladt. Hun havde efterladt en trettenårig dreng alene tilbage. Uden en far, og uden en mor. Med vinden piskende mod sit ansigt, kom tårerne nemt. Men hun kunne ikke havde gjort det anderledes. Ronin var for ung til at blive hevet ind i dette, men at vide han var alene tilbage fik hende næsten til at knække sammen over hestens ryg. Nej, hun kunne ikke stoppe nu. Alt hun kunne gøre var at sende alle sine tanker, alle sine forhåbninger og så meget kærlighed hun kunne mønstre tilbage til den dreng hun efterlod. Hun var nødt til at tro på, at hun havde valgt rigtigt. Så Helena fortsatte, fulgte kursen som Karkhos guidede hende. Væk.

Som den pige kunne skrige. Det kunne høres helt ud på gårdspladsen, hvilket fik de få tilstedeværende væsner til at fryse og kigge mod borgens høje mure. Uden et ord gav Karkhos Helena en hånd med at komme op på hesten, inden han selv svingede sig op, skjulende en grimasse over smerten fra maven. Et råb om at Lord Argyris var død fik endeligt vagterne ved porten til at bevæge sig og Karkhos besluttede, at det var nu. Han bankede hårdt hælene i siden på hesten, der sprang frem og ud igennem staldporten med Helenas hest ved sin side. En af vagterne råbte op og da Karkhos red forbi ham, forsøgte han at få fat i hesten, hvilket fik Karkhos til at sparke hårdt til ham, så han trimlede omkuld. Vejen var fri og han fik hesten op i fart igen.

De red et stykke ud af landevejen, inden han guidede dem ind i mellem træerne mod den plet, hvor han havde lavet sin lejr. Hvis de skulle ride langt, måtte de have hans ting med. Ellers ville det blive en meget lang tur.
Der var altid risikoen for, at de fulgte efter dem, men de måtte tage chancen. De kunne være så heldige, at de ikke opdagede, at sporerne drejede af, men det kunne han ikke sætte sin lid til og han var på vagt, mens de i et mere roligt tempo red ud og ind i mellem træerne. Endeligt dukkede den lille lysning op og Karkhos stoppede den forpustede og let svedige hest, hvis ånde stod hvidt ud foran den. Der var stadig koldt, selvom foråret burde være på vej.

"Vi må skynde os, men jeg tror vi fortsætter mellem træerne. Vi er for udsatte på vejen." Skoven var heldigvis åben nok til, at en hest med rytter kunne færdes nogenlunde nemt igennem den. Med en vant bevægelse svingede han benet over hesten, men denne gang kunne han ikke lade være med at skære ansigt. Han var ved at være godt træt og smerterne fra både hans ansigt, de steder, hvor Renly havde slået ham og især såret i maven var ved at melde sig for fulde hammer. Han landede lidt for tungt på jorden, men lod sig ikke mærke med det, som han bandt hesten fast til et træ og derefter vendte sig mod sine ting, der var pakket sammen i forvejen. Bevægelsen var lidt for hurtig og blodtabet gjorde sig bemærket ved, at han kort måtte støtte sig til træet på grund af et anfald af svimmelhed. Han havde ikke tid til at have det skidt, de skulle videre!

Vagternes chorkerede udtryk, og forvirringen der meldte sig, så ud til umildbart at være deres redning. De fleste koncenterede sig om tjenestepigens skrig af forfærdelse, og ordene om at Renly var død. Helenas hjerte hamrede hårdt i brystet på hende, men der var ikke tid eller mulighed for at stoppe eller tænke over det. Det første stykke blev redet i fuld fart, hvilket blev tydeligt, som Karkhos guidede væk fra vejen og ind mellem træerne. Den brune hoppe prustede forpustet, mindre vant til at være i høj tempo, selvom den blev holdt i form. Helena lod sin hånd glide beroligende ned af dens hals, halvt for at fortælle den havde klaret det.

Helena fulgte bekymret Karkhos' bevægelser ned fra hesten der sendte en grimasse over det alvorlige ansigt. Hun rynkede sine øjenbryn bekymret, som hun i en overraskende vant bevægelse ligeledes, kom af sin hest. Det var synligt hun ikke var ny på hesteryg. "Karkhos, dine skader" Hun førte sin egen hest hen til et andet træ tæt på og bandt hoppen fast. Som hun vendte blikket var han begyndt at vakle og havde fundet støtte ved træet.

Helena gik hurtigt de få skridt hen der var til ham og lagde en støttende hånd på hans skulder, der endte med at hun stilte sig tættere ind, så han kunne støtte sig op af hende, i tilfælde af at han ville flytte position. Måske var det et knæk af soldatens stolthed, men det var Helena lige nu ligeglad med. Han havde det skidt, og de var nødt til at gøre noget. "Vi er nødt til at kigge på det" få stoppet blødningen. Blødningen hun først for alvor havde opfanget størrelsen på, som hun stod tæt på og adrenalinen og frygten for at blive fanget på borgen var dalet. De var stadig udsatte, men de kunne ikke fortsætte sådan her. "Lad mig hjælpe dig" hun ville ikke fortsætte når han havde det så skidt. Desuden, hvad kunne det nytte? Rent praktisk ville det gå galt før eller siden når han blev udmattet og faldte af sin hest. Oven i det var Helena bekymret og stædig bange for at miste ham.