Sted: Argyris-familiens hjem i Dianthois
Tid: Senere på eftermiddagen
Vejr: Foråret har meldt sin ankomst med lunere vejr og sol

Det var et par dage siden, at Ronins storesøster havde født. Hun, hendes mand og deres barn var stadig i helbredelseshuset, som det åbenbart havde været en ikke helt god fødsel. Ronin havde været derhenne og se sin nye nevø. En rynket lille unge, der ikke sagde Ronin så meget, selvom den da var meget sød. På sådanne tidspunkter fik han en lille tanke om, at han aldrig selv ville have børn, men det var noget han skød fra sig. Man skulle vel have børn, skulle man ikke?
Hans far var rejst hjem for flere dage siden og var gået glip af fødselen, men Ronin havde heller ikke ligefrem et indtryk af, at han var interesseret. Og det havde givet lidt mere ro i hjemmet, når den ældre mand ikke var der. Ro og en større frihed. For alle.

I dag havde Ronin været på besøg ved en af familiens venner, der havde en dreng på samme alder som ham. Ronin var nu lidt mere interesseret i lillesøsteren. Hun var yndig med store brune øjne og fregner, men de havde allerede lovet hende væk til en anden. Det afholdt nu ikke Ronin i at holde lidt i hånd med hende og fortælle hende historier til hun begyndte at fnise, mens drengen havde været ved at lave noget andet. På et tidspunkt havde drengen ikke kunne holde på nysgerrigheden mere og var begyndt at udspørge Ronin om hans onkel og den familie, som Ronin ærligt talt ikke vidste så meget om. Han kunne ikke lide hverken onklen eller sin fætter, som var store, brede mænd med grimme glimt i deres øjne. Drengen vidste åbenbart mere end Ronin, der nu kunne få fortalt, at han havde en kusine. Drengen havde presset så meget på, at Ronin nær havde slået ham, men i stedet fik fat i den soldat, der skulle være hans babysitter, og sagt, at han havde det skidt og ville hjem.

Så han var kommet hjem til det næsten tomme hus, hvor han ledte efter sin mor. Han fandt hende i stuen, optaget af noget håndarbejde. For et øjeblik stod han bare lidt i det skjulte og betragtede hende. Hun virkede altid lidt lettere, lidt gladere, når hans far ikke var i vejen og det forstod han godt. Alt for godt. Selvom hun intet havde sagt eller gjort, havde han haft en fornemmelse af, at der var sket noget i den tid, de havde været der. Nogle gange havde hun et helt andet udtryk i ansigtet og i øjnene som om hun var i en helt anden verden. Andre gange vidste han, at hun havde grædt og hun var trist, men han vidste ikke hvorfor.
Han vidste heller ikke, at hun havde været døden nær, den aften han var taget med sin storesøster til noget socialt arrangement. Han vidste godt, at der var sket ét eller andet, men der var ingen, der fortalte ham noget. Og det var derfor, at han var lidt vred lige nu, fordi en eller anden dum unge havde vidst mere om hans egen familie end han selv. Men han var ikke vred på sin mor, det kunne han næsten ikke. 

Endeligt bevægede han sig hen til hende.
"Mor?"

Det var afslappende endelig at kunne side for sig selv. Det var begrænset hvor ofte det efterhånden skete, specielt her i Dianthos. Normalvis derhjemme blev hun faktisk oftest ladet for sig selv, men her. Der var sket så umådelig meget på så kort tid, at det var svært at håndtere hvilket ben man skulle stå på. Og hendes humør var ligeledes stærkt påvirket.
Helena nød at være i nærheden af sine børn, og kunne ikke undgå at være glad når der kom en familieforøgelse. Dertil, når Renly ikke fandt dette interessant, betød det også at han var knap så meget i nærheden. Et ægteskab der tydeligt fungerede bedst når de var adskilt.

Dette var alt sammen glædestrålende, samt at hun tilbragte tid med sin søn uden at Renly blandede sig, som han desværre havde fået meget for vane efter at knægten var blevet ældre. Så kom komplikationerne. Alle tankerne, alle episoderne, alle følelserne. Jocasta var vendt tilbage, for at tage kampen op. Helena havde været lidt for tæt på Kiles hoveddør til hvad hun selv ville indrømme, og så var der alt det rod i hendes indre omhandlende soldaten, der var kommet ind i hendes sind for at blive. Det gjorde hende på en gang glad og dybt ulykkelig. Hvor meget hun end forsøgte at skjule det.

Men i stunder som disse, hvor hendes opmærksomhed hvilede på et stykke håndarbejde, var masken ikke nær så stærk og dækkende. Hun havde det lette glimt af sorg i sine øjne, som fingerne bevægede sig over stoffet, men det var ikke fordi tankerne rigtig fyldte hende. Så den lette bevægelse og den velkendte stemme, afbrød ikke de store tankespind, men sikrede blot at de blå øjne genvandt deres ro og opsatte sig efter situationen.

"Ronin? Jeg troede ikke du kom hjem endnu" hun smilede, trods overraskelsen. Men det tog heller ikke mange sekunder at se, der var noget der gik den yngste søn på. Noget der nagede ham. Helena flyttede håndarbejdet op på bordet, og lagde hovedet ganske let til den ene side. "Er der noget galt?"

Måske nåede han lige at fange et glimt i hendes øjne, måske ikke. Måske var det bare overraskelsen ved at se ham, der spillede ham et puds. Hun smilede i hvert fald til ham og blev så bekymret. Det var nok meningen at hun som mor skulle kunne læse ham som en åben bog. Det lå også mest til ham at være det, han havde altid haft følelserne på sit ansigt, selvom han var blevet bedre til at gemme sine tanker. Det blev han nødt til med en far, der kunne eksplodere over de underligste ting. Men han havde ikke helt de samme forbehold overfor sin mor og den lille rynke i hans pande, sagde nok det hele.

Han svarede ikke på hendes første sætning, som hun hurtigt spurgte, om der var noget galt. Det fik ham til at trække lidt på skuldrene. Havde han været yngre, havde han placeret sig i hendes skød, for han var ret påvirket af hændelsen hjemme ved familiens venner, men han var forlængst blevet for stor til den slags. I stedet gik han over og satte sig på en stol ved siden af hende med albuerne hvilende på sine ben og hænderne samlet foran sig, en stilling han ubevidst havde arvet fra sin far, når der var noget alvorligt, der tyngede ham. For et kort øjeblik var han tavs, inden han søgte sin mors blik med sit eget.
"Har onkel Ciprian en datter?" Et meget direkte spørgsmål uden forklaring, men han vidste simpelthen ikke, hvor han skulle starte. Den dumme drengs ord rodede rundt i hans hoved og selvom Ronin ikke var ældre, vidste han godt, at sladder var sladder og man skulle ikke tro for meget på det. Han havde trods alt tre søstre.

Det var ikke fordi, at Ronin havde en forventning om at vide alt, hvad der foregik i hans familie, det var den ikke funktionel nok til og han vidste også godt, at de fleste stadig anså ham for at være et barn, selvom han selv mente, at han var mere end det. Det var mere, at han var blevet tvunget til at opdage noget så alvorligt som det her ude i byen, uforberedt og uden mulighed for at forsvare sig, der havde ramt ham. Han havde vitterligt været ved at give drengen en omgang tæv for at være så fræk, men han vidste ikke, om det drengen sagde, havde været rigtigt. Og det var måske det, der påvirkede ham mest. Altså, ud over ikke at få noget at vide. Det var han ærligt talt også lidt træt af.

Den fysiske kommunikation med manglende ord, var ikke ny. Det lå meget til mændene i familien. Faktisk var det efter hendes erfaring generelt en mandeting. Det var næsten nok til at få et smil frem, havde det ikke været fordi han havde udtrykket af noget der gik ham på. Stillingen var lige så sigende som trækket i skulderne, og Helena var tålmodigt ventende på at Ronin fik sagt hvad der egentlig gik ham på. Men hun var ikke spor forberedt på at det var lige præcis det spørgsmål der kom.

Helena fik et træk i sine øjenbryn der afslørede den lette overraskelse ved spørgsmålet. Hendes blå øjne drejede sig let til siden, som et svagt suk forlod hendes læber. Rygterne løb stærkt, men hun havde ikke regnet med at nogen havde konfronteret ham med dem. Han var kun en dreng. En dreng der ikke skulle bringes ind i familiens komplikationer og indre kampe. Hun drejede hovedet mod den åbne dør. "Gå hen og luk døren" en afsløring der indikerede uden at svare på hans spørgsmål at hun vidste mere end hun havde fortalt ham før. Og at hun ikke brød sig om at andre kom ind uden tilladelse. Det var ikke ligefrem en samtale hun ønskede skulle slippe ud. Og ud fra Ronins træk, kunne hun heller ikke blive ved med at nægte at fortælle ham ting. Selvom hele sandheden ikke ville blive lagt på bordet denne dag.

Helena ventede til at han havde gjort som hun havde sagt. Lukket døren og dermed givende dem mere privatliv, trods det godt kunne ses som Helena led gned hænderne mod hinanden at hun ikke brød sig om at skulle have samtalen. "Ja. Onkel Ciprian har en datter" hun svarede først på hans spørgsmål som han havde sat sig igen, mens hun så alvorligt på ham.

Lidt overraskende bad hans mor ham om at lukke døren, så det skyndte han sig at gøre. Der var tomt på gangen, men man kunne aldrig vide med hverken tjenestefolk eller familie. Selvom de var de eneste Argyris i huset lige nu. Han lukkede døren og gik tilbage i stolen, hvor han satte sig med benene foldet op i stolen i stedet for siddende foroverbøjet som før. Hans mor havde tydeligvis besluttet sig for at fortælle ham, hvad der foregik, men hendes hemmelighedsfulde udstråling gjorde ham både nysgerrig og alvorlig. Det her var åbenbart større end man lige skulle tro. Ronins hjerte satte farten lidt op og han sank en klump.

Hendes svar fik ham til at nikke let og stirrede lidt ned på sine hænder, der hvilede på hans ben. Normalt var Ronin snakkesalig og lidt rap i munden, men han var tavs, når han skulle tænke. 
"Hvorfor har jeg ikke hørt om hende før? Er det sandt... at hans hustru stak af med hende som lille?" Han vidste faktisk ikke, hvad hans tante hed, han havde bare på et eller andet tidspunkt fået at vide, at hun døde, da hans fætter var lille og hun ikke skulle nævnes. Ronin hævede de blå øjne og så spørgende på sin mor. Han anede ikke, om det han havde hørt, var sandt, men nu blev han nødt til at spørge. Så han kunne svare for sig, hvis nogen skulle udspørge ham igen. Om det han fik at vide nu, var noget der skulle holdes hemmeligt, jamen så måtte han jo lyve, men det var nemmere at lyve, når man vidste om hvad.

Selvfølgelig håbede han på, at hans mor fortalte ham hele historien. Han var nysgerrig, meget, men mest bare forvirret over, at han aldrig havde hørt om sin kusine før. Kunne han møde hende? Hvor gammel var hun? Var hun sød? Hvor havde hun været, når hun ikke var vokset op hjemme?
Han flyttede sig lidt i stolen og så afventende på sin mor. Om han så skulle plage hele historien ud af hende!

Normalvis var det ikke vigtigt at have en lukket dør, selvom det var en mere dybdegående samtale. Men dette var virkelig ømfindigt. Helena havde intet ønske om at noget af det her skulle nå tilbage til Renly's øre og aktivere hans irritation eller i værste fald vrede. Specielt ikke hvis han ville rette den mod Ronin for at være nysgerrig. Helena ventede på at han kom tilbage og satte sig inden hun tog en dyb indånding. Forberedende på hvilket spørgsmål han kunne stille, og hvordan hun på bedst mulig måde kunne svare på dem.

"Scaralin forsvandt med Jocasta, din kusine, længe før du blev født. Det var af din onkels ønske at hverken hans hustru eller datter blev omtalt igen efter det." hvorfor, var vel ganske simpelt fordi at Ciprian havde været vredere end vred over at hans kone. Hans egendom som mændene i familien ofte havde for vane at kalde dem, var stukket af. Eller rettere blev hjulpet til at flygte. Heldigvis havde Ciprian ikke vidst den del. Faktisk var der forhåbentlig mange til Ciprian ikke fik chancen for at finde ud af.

"Jeg kender ikke alle detaljerne omkring hvad der skete dengang. Vil du fortælle mig hvad du har hørt?" spurgte hun roligt, for at danne sig et overblik over hvor meget han egentlig allerede vidste, eller om han bare var blevet stilt spørgsmål. Faktisk var hun ikke sikker på hvordan og hvorledes det var foregået siden Ronin var blevet gjort opmærksom på at familiesituationen var hektisk.

Ronin ventede spændt på sin mors svar, der også hurtigt kom. Så hans tante var stukket af med hans kusine. Han skulle lige til at undre sig over, hvorfor, men et indre billede af hans onkel dukkede op - en mand han ikke havde mødt så mange gange, men nok til at vide, at han var skræmmende. Nok mere skræmmende, godt hjulpet på vej af en barnlig fantasi. Mon han havde slået på sin kone som Ronins far slog på hans mor? Det var nok nærmere en konklusion end et spørgsmål. Selvfølgelig gjorde han det.
Ingen af disse tanker kom til udtryk, andet end at det uskyldige barneansigt havde en rynke i mellem øjenbrynene, som han tænkte.

Hans mors spørgsmål fik ham til at sukke og hvile hagen på sine knæ.
”At min kusine er kommet tilbage og at der er kaos, fordi alle troede hun var død.” Og flere ting, som Ronin havde lidt svært ved at sætte ord på, men han forsøgte. Han nægtede at gentage de grimme ord, som den anden dreng havde sagt.
”At… min tante… var utro med en af onkels soldater. Som hjalp hende med at kidnappe min kusine.” Hans blik var stadig spørgende og rettet mod hende. Han var ikke helt sikker på, hvem der var skurken i den her historie. Som drengen havde fortalt den, var soldaten det, soldaten og hans tante, der havde kidnappet onklens barn. Men med den viden, Ronin havde om sin familie, var han ikke sikker på, at det var en dårlig ting.
Han var forvirret, og han håbede, at hans mor kunne forklare ham det lidt bedre.

Helena ventede på at Ronin svarede hende. Hun var ikke utålmodig, men overraskende rolig, trods hun vidste hvor hårdt og eventuelt farligt emnet kunne være. Det var alt sammen ting han egentlig ikke måtte vide. Renly ville sige det var unødvendigt, samtidig med at han var alt for ung til at forstå familiesituationerne. Desuden var det jo hendes familie, det behøvede de jo slet ikke koncentrere sig om. De gav i sidste ende bare problemer. Helena forsøgte så vidt muligt ikke at tænke på sin ægtemand, specielt hans tanker omkring emnet. Hun var allerede klar over hvor de lå.

Men hun kunne heller ikke lyve for Ronin. Hun vidste indeni at han fortjente at vide det. Han skulle ikke lades i uvished, trods hun ikke var sikker på om alt blev fortalt. Helena tog en dyb indånding og blinkede et par gange før hun gjorde antræk til at svare. "Det er ikke helt løgn" måtte hun indrømme overfor ham. "Som jeg har forstået det, betød din tante og soldaten rigtig meget for hinanden, men hun var aldrig din onkel utro." startede hun ud, og kom ubevidst til at gnide sine hænder imod hinanden. Hun ville ikke indrømme at hun vidste hvordan det føltes.

"For at beskytte hende og din kusine, hjalp han dem med at flygte fra din onkel." hun ville egentlig havde brugt et andet ord end at flygte, men Ronin var ikke blind. Han vidste et sted indeni godt hvordan det foregik. Det var ikke anderledes end han så mellem sine egne forældre. "Men Jocasta er vendt tilbage, og ønskede at tage kontakt til sin familie. Til sin far og sin bror. Hvilket endte.. uheldigt" Hun så på sin yngste søn, stadig nervøs for om hun fik sagt for meget, eller ikke fik det sagt på en måde der var hensigtsmæssig. Han var kun 13 år gammel. Der var mange af verdens grusomheder han stadig var alt for ung til at høre om.

Tavst lyttede Ronin til sin mor og hendes forklaring om, hvad der var sket. Begrebet ”utro” var lidt diffust for Ronin, der ikke var helt sikker på, hvad det indebar. Og dog, måske var det mere fordi han ikke helt havde lyst til at tænke nærmere over, hvad det betød. Men han var glad for at høre, at det ikke var noget, der var sket. Det var… bedre.
Han kunne godt fornemme, at hun ikke var tilfreds med sætningen, men han var glad for, at hun sagde det ligeud. Flygte. Et ord der gav ham en klump i halsen, hvorfor vidste han ikke. Og han ville absolut ikke tænke nærmere over det, så han skubbede det væk.

Uheldigt? Han rynkede panden en smule mere og kunne ikke lade være med at spørge ind til det.
”Uheldigt? Hvad betyder det?” Nok var han ikke særligt gammel, men han var gammel nok til ikke at blive beskyttet mod virkeligheden. Det mente han i hvert fald selv. Ronin elskede sin mor, men syntes lidt, at hun havde svært ved at forstå, at han var på vej til at blive voksen. Lige meget hvad der skulle ske i hans fremtid, så var det snart og han var ikke et barn mere. Havde han vidst, at hun forsøgte at skærme ham i mod en fortælling om vold, ville han nok bare pege på det, der skete i hans eget liv. Han var ikke så følsom. Syntes han selv.

Helena kunne ikke fortænke ham i at være nysgerrig. I at spørge ind til hvad hun præcist havde ment med uheldigt. Helena sank den klump der havde formet sig i halsen og tog en dyb indånding. Hvor meget kunne hun i realiteten fortælle. Hvor meget havde han brug for at høre. Hvor meget kunne hun undlade. Helena ville ikke lyve for ham, men hun så stadig ind i et kun tretten år gammels ansigt der tilhørte sin egen søn. Hun ønskede at beskytte ham og sørge for at han ikke var vidende til noget af den grusomhed verden var struktureret af.

"Din onkel blev vred. Med Karkhos' hjælp mødte Jocasta op hos sin far og bror. Jeg ved ikke hvad der præcis blev vekslet af ord, men som den ældste, er Jocasta arving til alt Ciprian ejer og har. I realiteten." Det var ikke altid sådan det fungerede. Sådan fungerede det ikke i Argyris familien, her ville Renly give alt videre til sin ældste søn. Ciprian delte samme mening, og havde fuldstændig afskrevet sin datter. Måske endda nærmest nægtet hendes eksistens. "Jocasta opsøgte derefter Morpheus alene." minderne om blodet, healerne, virvaret, Karkhos på stolen, Ezras bekymrede øjne. Det hele vendte så kraftigt tilbage at hun sænkede sine blå øjne til at kigge ned i jorden. Hun vidste han ville spørge. Hun vidste at Ronin ville vide hvad der skete, men det var så svært at sige ordene. "Morpheus forsøgte at dræbe hende" hendes stemme var lille, nærmest døet ud, som hun var blevet mere bleg. Hun ville ikke fortælle om skaderne. Hun ville ikke fortælle hvad hun havde set. For et kort sekund gled et blidt træk over hende, ved tanken om den trætte soldat og hans brune øjne. På en eller anden måde fik det minde hende til at slappe mere af igen.

Der var intet overraskende i, at han onkel var blevet vred. Ronin havde en fornemmelse, at det var et permanent stadie for både ham og Ronins fætter. Jocasta som arving. Det kunne umuligt være en god ting, altså, i forhold til Ciprian og Morpheus, de virkede ikke som nogen, der havde lyst til at dele.
Han ventede tålmodigt på at hans mor fortalte videre. Der var ingen tvivl om, at det påvirkede hende. Ronin fik en følelse af, at der var noget bag hendes ord, han ikke kendte til, men han kunne ikke forestille sig hvad. At hun havde set resultatet af sammenstødet mellem Jocasta og Morpheus kunne han ikke gætte.

Hun så ud til at være meget ked af det og det var værre end noget som helst af det, hun sagde. Han kendte ikke Jocasta og brød sig ikke om hverken sin onkel eller fætter, men et eller andet i det, var hårdt for hans mor. Så han skubbede sig ud af stolen og trådte over for at lægge armene om hende i et kram.
”Men hun klarede det.” Det var halvt ment som et spørgsmål, for han vidste ingenting. Han blev stående med armene om hendes skuldre og sit hoved hvilende mod hendes, både fordi hun havde brug for et kram, men også fordi han havde brug for at give det. Han hadede at se sin mor trist, hadede at se hende græde. Hadede sin far og sin onkel, og nu også sin fætter, for at gøre hende ked af det. Og han ville ønske, at han kunne gøre noget ved det. Trods sin alder vidste han godt, at hans mor ikke var glad. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. Men så igen, han var egentligt heller ikke helt glad. Så kunne de have det sammen.

Helena lukkede øjnende som Ronin rejste sig og lagde sine allerede meget stærke arme omkring hende. Hun kæmpede for ikke at græde foran ham. Det var ikke hvad han behøvede, det var ikke ham hun skulle græde op af. Han var kun et barn, og slet ikke gammel nok til at tage vægten af de voksnes alt for store, voldsomme og tunge problemer. Hun løftede den ene arm og lå sin hånd mod undersigen af hans underarm, da et par enkle tåre alligevel pressede sig vej ud gennem de lukkede øjne. Hun følte sig fuldstændig afkræftet i kroppen og ville ønske hun kunne give ham mere lige nu. Trøste ham, holde om ham og lade hende passe på ham, fremfor omvendt. Men det var stadig rart at mærke.

Helena kunne aldrig betvivle at hendes yngste søn elskede hende højt, og det smertede hende at vide, at hun ikke kunne passe på ham for evigt. Ikke kunne beskytte ham fra især hans far. "Hun klarede den" svarede hun meget stille. Det havde ikke været et kønt syn, og ud fra hvad hun havde fået fortalt, var det også tæt på at hun ikke var. Men det som smertede hende allermest ved hele den familiesitaution var alt det hun havde mistet, inden hun overhovedet havde opfanget at det var kommet ind i hendes liv. Hendes niece, hvad der var hændt hendes svigerinde. Karkhos. Ubevidst pressede hun sine øjne mere sammen. Hun kunne ikke tænke på ham nu. Ikke her.

Det hele var lige gået så stærkt fra Ronins egne tunge indre til at hans mor nu var så ked af det. Men han var vant til hurtige skift, hvordan kunne man andet med den far han havde? Så han gled fra at være et forvirret barn til den støtte, hans mor havde brug for lige nu. På nogle punkter var han alt for voksen, selvom han var blevet beskyttet fra det værste i sit liv, og at passe på sin mor havde han set som sin opgave i flere år. Det havde givet ham nogle hug igennem tiden, men han gav ikke op. Hun var så skrøbelig i hans øjne og han følte sig meget mere robust, selvom han ikke var så stor endnu. Han glædede sig til at blive voksen, så han kunne klare mere.

Selvom hun ikke gjorde noget ud af det, vidste han godt, at hun nok græd. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at gøre det bedre, andet end at holde om hende, forsøge at give hende sikkerhed.
”Det var godt.” Han hviskede dæmpet, glad for at have den viden. Måske han kunne møde sin kusine en dag, men han tvivlede. Hans far kunne ikke lide hans mors familie, i hvert fald ikke i familiær sammenhæng. De handlede lidt sammen, det vidste han da, men han kunne næsten tælle de gange, han havde mødt sin fætter på to hænder. Hvilket han som sådan var glad for.
Ronin blev stående med armene om sin mor, uvillig til at slippe, før hun selv gjorde tegn til, at det var i orden. Han ville sådan ønske, at han kunne gøre mere. Bare et eller andet. Men han var kun et barn og han kunne ikke tilbyde mere end sit nærvær.

Det havde på intet tidspunkt været hensigten at Ronin skulle indviges ind i denne tunge familiestrid. Ej heller at han nu var nødt til at stå og holde om sin mor og trøste hende, fremfor at det var den anden vej rundt. Helena kunne ikke undgå at have skyldfølelse over det, men samtidigmed også bare være lykkelig for at hendes yngste søn havde så stort et hjerte at han var som han var. Hun vidste godt at han altid ville forsøge at passe på hende, til trods for at det gik ud over ham selv. Hvor mange gange havde hun ikke forsøgt at stoppe ham, uden at det var lykkes.

Helena tog en skælvende vejrtrækning. Fik ganske langsomt styr på sig selv igen, og forsøgte at presse minder, følelser og begivenheder der var blevet flået frem, ned i deres retmæssige kasser. Hun dvælede i længere tid ved bare at blive holdt om og få den del af trøst hun faktisk behøvede, uden at Ronin vidste hvad der præcis foregik. Men efter lidt tid, begyndte hun at trække sig tilbage. Hun lagde sine hænder blidt mod hans kinder og forsøgte sig med et ganske lille smil, der ikke helt skubbede sorgen væk fra hendes øjne. "Jeg er ked af ikke at kunne fortælle dig mere. Eller fortælle dig noget mere behageligt" hvor hårdt det end var for hende, var hendes hovedfokus på ham. Sikre sig at Ronin havde det godt, og ikke brugte for lang tid på at spekulere over de voksne og deres rod. Ud fra at andre børn efterhånden var ved at vide mere og mere om hvad der foregik, gjorde det ikke nemmere at beskytte ham.

Ronin var lidt ked af det, fordi han vidste, at hans mor var trist. Faktisk var han meget ked af det, men han gemte det indeni og lod være med at græde. Det var der ikke behov for lige nu og det ville ikke hjælpe alligevel. Så han klemte blidt om sin mor og ventede uendeligt tålmodigt på, at hun fik det lidt bedre.
Endeligt trak hun sig lidt væk og lagde hænderne på hans kinder for at se på ham. Hans blå øjne, der næsten var magen til hendes, kunne dog ikke skjule, at det hele påvirkede ham, men samtidigt viste de også den kærlighed og ro, der fyldte ham. 
"Det er okay. Jeg vil bare gerne kende sandheden." Han holdt en kort pause og tilføjede så lidt forsigtigt og dog fast. "Jeg er ikke et lille barn mere." Selvom hans mor så det sådan, det vidste han godt. Men det skulle mødre vel?

Han lod hende holde sig der i et øjeblik, inden han trak sig tilbage og rodede lidt rundt i sit hår med en hånd. Han var ikke sikker på, at han havde fået alt det svar, der var, noget blev holdt tilbage, men det var ikke noget, han ville begynde at rode rundt i. Det gik nok, i hvert fald for nu. Det var tydeligvis ikke en rart emne for hans mor og han havde ikke lyst til at spørge mere ind til det og gøre hende mere ked af det. Så det var fint nok.
Han overvejede om han skulle gå ud og finde på noget at lave, se om nogen ville lege eller træne, men i stedet satte han sig på stolen som før, uden lyst til at efterlade sin mor alene. Der var ikke noget for ham at lave, men han kunne godt sidde stille lidt og kede sig. Bare lige for et øjeblik, indtil han var sikker på, at hans mor kunne være alene.

Sandheden. Hvad var den fulde sandhed hun kunne give ham? Der var mange ting indeni hende som hun ville gøre, hvis blot hun havde haft muligheden og chancen. Men som altid kunne hun ikke ligge den sandhed på bordet. Helena havde fortalt så meget af den sandhed hun kunne om deres rodede familie og hvordan det hele syntes at hænge usammenhængende sammen. Hun turde ikke fortælle mere. Renly ville straffe hende hvis han vidste hvad hun allerede havde sagt. Han brød sig i forvejen ikke om familien, så hvorfor byrde hans søn med sådan nogle fortællinger der syntes at være uvigtige. De ville jo ikke ændre noget alligevel.

Et blidt smil kom frem på hendes læber som han sagde han ikke var et lille barn mere. Han havde på sin vis ret. Han var tretten år gammel. Samtidigmed at hun tænkte, jamen han var jo kun tretten år gammel. Hun aede ham blidt hen over kinden med den ene tommelfinger. "Nej, det er du ikke" hvor fortrydeligt det end var at indrømme den ting, vidste hun det jo godt.

Helena lod ham trække sig og lade stilheden dale ned over dem igen. Alt syntes stadig at være ren kaos indeni. Noget i hende var også klar over at Ronin ikke var helt færdig med at stille spørgsmål. Eller at han i hvert fald ikke havde fået svar på alle dem han ville. Men det kunne hun altid tænke over til den tid. Lige nu vandrede hendes tanker en smule tilbage, mens hun bare sad. Helena var ikke sikker på hvor lang tid der gik, før hun kiggede lidt undersøgende på Ronin igen. "Smut du bare ud igen" hun smilede roligt og kiggede forsikrende på ham. Han behøvede ikke at sidde og kede sig herinde sammen med hende. Hun satte pris på hans selskab, men vidste også godt at han foretrak at bevæge sig.

Ronin lod sig selv glide ind i tanker om alt og intet. Tanker et barn ville have, men somme tider med et alt for voksent islæt. Lidt kedsommeligt pillede han ved en løs tråd i sit ærme, lænet langt tilbage i stolen. Men han brokkede sig ikke og rejste sig ikke for at gå. Han ville blive hos sin mor, indtil hun havde det bedre. Ubevidst havde han også et behov for at være ved hende. Han kunne ikke fordrage, når hun var trist. Og han kunne bare ikke gøre så meget andet end at blive der i rummet med hende. Sørge for, at hun ikke var alene. At hun måske havde brug for det, slog ham ikke.

Hendes stemme fik ham til at løfte hovedet og se på hende. Hendes udtryk sagde, at det var okay. Han tøvede lidt, men sukkede så svagt og rejste sig.
”Okay. Jeg går ud i stalden.” Der kunne han holde sine hænder beskæftiget. Det der med at sidde stille eller lave ingenting kunne han ikke finde ud af. Så kunne han i det mindste strigle sin hest. Ikke at den trængte, men den nød det og han kunne godt lide det praktiske arbejde. Ikke at hans far var alt for glad ved, at hans søn lavede staldknægtsarbejde, men det virkede lidt som om, at han havde givet op på den del.
Hurtigt gav han sin mor et kys på kinden, inden han gik ud af rummet. Åh, han ville sådan ønske, at han kunne gøre mere. Se sin mor glad.

// Out

Det var ikke fordi han behøvede at gå. Hun var ikke forstyrret af hans selskab, selvom hun på mange punkter gemte alt hvad der gemte sig indeni af sorg og tankemylder der ikke syntes at ville stoppe. Ting hun ikke vidste hvad hun skulle gøre ved eller håndtere. Noget hun ikke ville vise for den yngre dreng, som havde rigeligt i forvejen at spekulere over i sit liv.

Hun smilede varmt til Ronin som han besluttede at han ville ud i stalden. Et sted han kunne få lov til at gå en smule for sig selv og lave noget mere fysisk arbejde. Helena vidste godt at det var noget han på mange punkter nød fordi det gav et formål, men også at han ikke altid havde fået lov af det faderlige ophav der ikke anså det som anstændigt. Hun kiggede efter ham og holdte et ganske let smil på læben, som først begyndte at forsvinde væk som han var forsvundet ud af rummet og havde lukket døren efter sig.

Herefter begyndte hun at forfalde over i den tristhed der indfangede hendes tanker og sind i disse øjeblikke. Helena var ikke sikker på om hun nogensinde igen kunne vende tilbage til en tilstand hvor der ikke ville være en tung sorg der tyngede ned om hendes hjerte. Alt sammen på grund af et skæbnesvangert øjeblik på en simpel bænk, med en tavs mand, der havde omvendt og startet ting der ikke burde være fundet sted. Alt sammen noget hun aldrig ville kunne sige til sin søn, lige meget hvor bekymret og forstående han end ville vise sig måske at være. Nej, det var hendes hemmelighed, som hun forventede at tage med sig i graven.