Dayanara gabte højt og højlydt. Hun vippede hovedet fra side til side,  som for at løsne spændinger i nakken, mens hun traskede lidt frem og tilbage. Hun havde godt nok fået lidt vejledning af den der halvulve-ting, men nu synes hun altså, at hun var faret vild igen. Suk.

Hun stoppede da op, og så fra side til side. Hun var kommet ind i en lysning, og den var da også meget pæn, men hold kæft hvor var den også kedelig! Hvad skulle hun dog her? Hun anede ikke hvor hun var, og så var der bare blomster alle vegne! Hvad gør man dog? Hun sukkede igen, og gik hen til en lille kilde som sprang frem fra nogle sten. En bøjning i overkroppen og en let knælen med forbenene, og så kunne hun drikke direkte af vandet. Ikke fra hænderne formet som en skål, men direkte. Det var alligevel også meget bedre.

Pludselig hørte hun en lyd, og spidsede ører. De var lidt længere en gennemsnittet, så nogen troede, at hun var halv kentaur, halv elver. Hun vippede let med ørerne, rettede sig op og spændte buen, som hun havde taget omme fra ryggen af.

"Hvem der?" Hendes stemme var truende, for det var man nødt til i et sted som Amazonitskoven.

Lukket