Tidspunkt: 9-10 om morgenen
Vejr: Solskin, men usædvanligt koldt

Nor var pakket ind i så mange lag tøj som muligt udover hendes uniform. Hun havde intet af sin rustning på, men bar sine lyse, groftvævede uniformsbukser, uniformsskjorten og kappen. Ved hendes side hang hendes sværd. Hendes hår hang løst ned over hendes skuldre, hvilket det kun gjorde når hun havde fri. Det var upraktisk i kamp.

Hun befandt sig ikke langt fra markedspladsen, ned af en af de små gader der løb op til den, med masser af handlende. 
Hun havde brudt sin uniform ved at tage en tyk uldtrøje ud over sin skjorte i det kolde vejr, men da solen stod direkte ned på hende fik hun det alligevel varmt, og hun var i gang med at knappe den op, da et barn løb fordi hende i al hast. Kort derefter endnu et, og, denne gang opmærksom på det, lagde hun mærke til at det havde favnen fuld af æbler. Da et tredje barn kom spænende i samme retning, rakte Nor hånden ud og greb med lynets hast fast i barnet, der udstødte et forskrækket hvin.

"Har du betalt for de æbler?" spurgte hun med et skeptisk blik på ungen og opdagede først da at, drengen, så det ud til at være, havde blod løbende ned ad hårgrænsen. Hun kendte ikke historien bag, men hun havde tænkt sig at finde ud af den.

Tarek havde fri, men havde ikke fået uniformsjakken af. Den var i stedet gemt under en tyk ulden sweater, som han havde grebet sammen med et halstørklæde på vej ud i byen. Han kunne lige netop holde varmen i uniformsjakken med en trøje under, men det var en kold dag og han kunne lige så godt tage et ekstra lag på. Hans hestekrop kunne mærke kulden, men frøs ikke, han havde fået en dejlig tyk underuld, der fik den lyse pels til at se dejligt vamset ud. Det lange hår hang frit om hans skuldre og hans ansigt var åbent og smilende, som han travede efter et par af gadeungerne, der var løbet i forvejen med favnen fuld af æbler, som han havde smidt noget af sin løn efter.

”Hey hey, vent på mig, sådan nogle små… åh.” Han kom ud fra en sidegade og var nær stødt ind i en af ungerne og en kvinde, der havde grebet fat i ham. Ekkoet fra lyden af hove mod brosten blev tavst, som han stoppede op, straks bemærkende, at hun var en kriger af Lyset.
”Nej, han har ikke, det har jeg.” Han løftede sækken med de resterende æbler op, så hun kunne se den. Han havde tømt en hel bod for æbler, simpelthen fordi at han ville sikre sig, at børnene fik noget frugt. Og skulle de ikke forsvinde med det samme, kunne de sagtens holde sig. Men der var børn nok at tage af, så han regnede ikke med, at der ville være flere dagen efter.

Hans blik gled ned til drengen, der tydeligvis var meget bange for den fremmede dame og Tarek løftede blikket til kvinden.
”De må meget gerne slippe Pani igen, han kan alligevel ikke svare Dem, han er stum.” Smilet var forsvundet fra Tareks ansigt, hvis der var noget, der betød noget for ham, så var det da gadebørnene. Og han tog det sjældent pænt, når folk gjorde dem ondt, som det så bare var at skræmme dem som nu. Ikke at han så vred ud heller, blot venlig og bestemt, betragtede krigeren med de grå øjne.

Nor så op med et sæt, da en stemme tiltalte hende. Det var sjældent at nogen talte til hende på dén måde når hun var iklædt sin uniform, og ubevidst var det første hun gjorde at se op og ned ad ham der talte til hende, i et forsøg på at forstå hvor han fik modet fra, og på ganske kort tid genkendte hun da også uniformen.

"Det har du?" gentog hun skeptisk, indtil han løftede sækken med æbler og brikkerne pludselig faldt på plads. Det havde godt nok også været mange æbler de skulle være sluppet af sted med at hugge... Hun skammede sig, da hun så hvor skræmt barnet var, og slap ham. Da han alligevel stående tilføjede hun; "Det er jeg ked af, Pani. Stik du bare af."

Nor vendte blikket mod kentauren, imens drengen tøvende fulgte efter sine venner. Så tæt på var han større end de fleste andre væsner omkring dem og Nor rettede sig ubevidst op for også selv at optage mere plads, på trods af at hun var næsten en halv meter lavere.

"Det er venligt af Dem at sørge for børnene," sagde hun og skævede efter børnene, så tilbage til kentauren og trådte lidt til side. "Jeg - jeg vil også gerne hjælpe." Hun skyndte sig at sige det, inden han kunne nå for langt efter dem. Hun havde set gadebørn lide overalt i Dianthos og hun var ved at få nok af det, men hun havde ikke haft nogen som helst idé om, hvordan hun kunne hjælpe, og måske ham her kunne fortælle hende det. 

Tarek blev roligt stående og så på hende. En Lysets kriger. Byvagterne og krigerne havde selvfølgelig en del samarbejde, men det var alligevel ikke dem, han havde haft mest at gøre med. Krigerne stod for sikkerheden på paladset og Byvagterne for byen. Og resten af landet, på det mere praktiske niveau. Man så sjældent en kriger fange en hestetyv eller rydde ud i en kro, når der var slåskamp. Men han havde stor respekt for dem alligevel, det var dem, der skulle stå forrest skulle landet komme i krig. Kvinden her skiftede også hurtigt udtryk og han vidste straks, at han ikke kunne være vred på hende. Hun havde jo bare set et gadebarn med æbler, der normalt ville være stjålet.

Og da hun undskyldte til drengen, var alt tilgivet fra Tareks side og smilet var tilbage på hans skæggede ansigt. Drengen løb af sted og Tarek skulle til at følge efter, da hun snakkede til ham igen.
”De har ikke rigtigt andre.” En sørgelig konstatering leveret med en venlig stemme. Det var sandt, børnene var ofte helt alene uden nogen til at hjælpe dem.
Lidt overrasket så han på hende, som hun sagde, at hun også gerne ville hjælpe. For et øjeblik så han undersøgende på hende. Ville hun hjælpe? Han ville ønske, at han kunne røre hende og mærke om hun var oprigtig, men det ville bare være underligt, men mon ikke, at han kunne komme til at snitte hende på et tidspunkt og derved få indblik i hendes følelser.

”Jeg vil godt tage dig med, men de er ikke så glade for fremmede. Slet ikke i uniform.” Han smilede skævt og løftede op i strikketrøjen, han havde gemt sin jakke under, så hun kunne se den karakteristiske lyseblå og grå farve, som byvagternes uniformer bestod af.
”Men de stoler på mig, så det kan godt være, at de vil hilse på dig, når du er med mig. Jeg lover dog ikke noget, de er ikke glade for autoriteter.” Hvilket var sandt. Den eneste grund til, at han havde fået deres tillid var, at han var startet ud som privatperson. Og hjulpet flere af dem i uniformen. I stedet for at smide dem i arresten.
Lige nu ville han tage hende med, men ikke den direkte vej til børnenes tilholdssted. Han ville lige sikre sig, at hun mente det. At hun ville hjælpe og ikke var på vej ud for at rydde byen for børn. Man kunne aldrig vide. Men mistroen kunne ikke ses på hans åbne og venlige ansigt, der som altid var prydet af et smil og et varmt glimt i de grå øjne.

Nor havde stor respekt for byvagterne og hun havde da også set et par af lysets krigere blive slæbt væk fra en kro, fordi de var kommet i et fuldemandsslagsmål. Den slags skete for enhver og byvagterne var lige så meget med til at opretholde fred som krigerne var. Nor, der ikke var så god til det diplomatiske, eller til at snakke med folk i det hele taget, syntes ikke selv at hun havde evnerne til jobbet. Hun var meget bedre til sager, hvor det udelukkende handlede om at slå nogen så hårdt som muligt med et sværd. Modstandere der skulle fanges levende var straks meget værre og det skete sjældent at hun blandede sig i byvagternes opgaver, som hun ellers lige havde gjort med knægten.

"Åh," udbrød hun, da hun kom i tanke om sin uniform, og så ned ad sig selv, hvor hver eneste beklædningsdel var fra lysets hær. Derefter så hun på kentaurens, der var gemt lidt af vejen. Smart.
"Det er intet problem, jeg er bare glad for at du vil forsøge. Jeg har ikke selv nogen børn, så det.. det føles rigtigt at hjælpe dem der er i byen." Nor forklarede med et sørgmodigt smil, uden at lægge skjul på at børn var noget hun ønskede sig, men med et smil for ikke at tynge stemningen for meget.

"Led du bare vejen. Mit navn er Nor, forresten." Hun rakte en hånd frem, inden hun kom i tanke om sækken af æbler han holdt og forfjamsket tog den til sig igen.

Tareks smil blev kun større, som kvinden kom i tanke om sin uniform, men det blegnede lidt igen, som hun snakkede om ikke at have børn. Han kunne godt følge hende, han håbede selv på at få børn en dag, men det krævede nok, at han vendte tilbage til flokken og det var ikke noget, han havde planer om lige forløbigt. Men han var ung, så han kunne da nå det endnu.
”De kan også bruge hjælpen. Der er alt for mange af dem efter plagerne.” Alt, alt for mange. Bigwig havde fortalt ham, at det var blevet værre de seneste år, som folk var omkommet under plagerne og havde efterladt børn uden hjem og familie.

Han kunne ikke lade være med at le blidt af hendes forfjamskethed. Blidt og tydeligvis ikke med onde hensigter, han lo med hende, ikke af hende. Han skiftede sækken over i den anden hånd og rakte højre hånd frem for at invitere hende til et håndtryk. En ganske nem måde at få kontakt til hendes hud, så han kunne finde ud af, hvad der skete i hende. Hvad følte hun, som de talte om gadebørn?
”Mit navn er Tarek.” Alting på ham udstrålede venlighed og glæde, han var tydeligvis en mand, der elskede livet og var svær at skyde i sænk. Tog hun hans hånd, ville han trykke den fast og ubemærket lade sin evne læse hendes følelser.

Om hun tog den eller ej, begyndte han at få i samme retning som drengen var løbet. Som sagt havde han ikke planer om at tage hende den direkte rute, så længere fremme ville han fortsætte ligeud, hvor børnene var drejet af. Han havde ikke boet i byen i lang tid, men havde hurtigt lært at finde rundt, både med hjælp fra Bigwig, hans løjtnant, og gadebørnene, der dog havde haft det sjovt med at få ham til at fare vild. Kentauren tilpassede sit gåtempo kvindens, han havde lidt en erfaring med, at han gik hurtigere end de fleste andre væsner.

Nor nikkede eftertænksomt, som Tarek talte. Hun havde godt lagt mærke til at problemet med forældreløse børn var blevet værre efter plagerne, men hun havde gjort sit bedste for ikke at tænke for meget på det. Som hun havde set det, ville det ikke have nyttet noget, for hvad kunne hun gjorde, helt alene? Tarek havde åbenbart tænkt lidt anderledes, for han var her, ude at gøre en forskel, og hjælpe de børn der havde brug for det, helt uden hjælp fra andre eller fra en organisation. Hendes respekt for ham blev kun større.

"Tarek," gentog hun, lidt for fortabt i de venlige, grå øjne, og tog hans hånd. Han ville med sin evne se, at hun følte hengivenhed overfor børnene, grænsende på kærlighed, og et hint af skam over ikke at kunne hjælpe dem bedre og over at have grebet sådan fat i barnet med æblet tidligere.

Uden at tænke over det, holdt hun fast i hans hånd lidt længere end nødvendigt for et godt håndtryk, og det var først, da hun snublede over en ujævn brosten, at hun fik slidt sit blik væk fra hans ansigt og slap hans hånd.

"Jeg - jeg har ikke set dig før," sagde hun lavmælt og rettede ubevidst på sin uniform. "Er du ny i byen, eller har jeg bare været uopmærksom?" Hun var sikker på, at hun ville have husket ham, hvis hun nogensinde havde set ham før.

Som sædvanligt var det et rod af følelser på en gang, de færreste følte kun én ting af gangen. Men han læste tydeligt, hendes positive følelser for børnene. Noget der fik ham til at smile, han stolede pludseligt nok på hende til at tage hende med dertil og lade hende se dem. Han passede godt på dem, så godt han kunne, og ville ikke udsætte dem for unødig fare eller ubehagelige væsner. De var gode til at passe på sig selv, men det var bare børn. Nogle af dem kun lige ude af blealderen, andre snart på vej ind i de voksnes rækker. Men de havde alle brug for hjælp. Om de ville det eller ej.

Hendes håndtryk varede lidt længere end nødvendigt, men han sagde ikke noget til det. Han havde stoppet sin evne igen, der var ingen grund til at snage, så han vidste ikke, hvorfor hun havde fat så længe.
”I halvandet år cirka. Jeg var under træning i et års tid og har været byvagt i omkring et halvt år.” Som tiden dog gik, han følte at han lige var skridtet ind igennem porten og med åben mund havde stirret på alle bygningerne. Han havde kun set landsbyer, ikke nogen af det store byer, da han kom til Dianthos med drømmen om at blive byvagt.

Han flyttede grebet på sækken med æbler lidt og gik forbi den vej, der lidt mere direkte ledte ned til børnenes tilholdssted. Nok havde han følt hendes oprigtighed, men han ville stadig gerne vide noget mere om hende.
”Har du været ved Lyset længe?” Han var oprigtigt nysgerrig, det var ikke Lyset han havde haft mest med at gøre, nej det var mere Kiles Orden. Ikke at byvagterne ikke kom på paladset, men med hans race, passede han ikke ligefrem ind og han havde ikke haft noget behov for at komme derop. Nej, han havde det meget bedre på gaderne, hvor den almindelige befolkning hørte til. Også ham.

Halvandet år var ikke længe i en by så stor som Dianthos, og slet ikke når man tænkte på at Nor talte langt mere med de andre riddere og krigere end hun gjorde med byvagterne. Selv når Tarek var så genkendelig og smuk som han var, gav det mening for Nor at hun ikke havde bemærket ham før nu. 

"Hele mit liv," svarede hun og et øjeblik overvejede hun, hvor meget hun kunne fortælle Tarek, inden hun blot gjorde det; "Jeg har altid villet være i hæren. Jeg trænede til det fra barnsben og blev væbner så snart jeg kunne. Der er tradition for det i min familie. I følge traditionen skal jeg også snart tilbage og overtage familieforretningen, men..." Hun tøvede; kunne ikke helt finde ord for, hvorfor hun ikke ville tilbage. "Jeg... tror at jeg kan gøre mere godt her. Hvor jeg er nu." Hun drejede hovedet og så på Tarek med sammentrukne øjenbryn, usikker på om han forstod hendes følelse. 

At kvinden begyndte at fortælle så meget overraskede ikke Tarek, han havde sådan en ansigt, de fleste gerne ville snakke til. Han vidste godt, at han så venlig ud, det var nogle gange lidt en forhindring for hans arbejde, fordi de kriminelle anså ham for nem. Men det gjorde ham ikke noget, han var venlig og han ville ikke have det på nogen anden måde. Så han lyttede opmærksomt til hendes fortælling, oprigtigt interesseret i hendes historie. Den var desværre ikke ukendt, forventningerne der lå på en, når man var født ind i en bestemt rolle.
”Nogle gange er det umuligt at leve op til de forventninger, folk har til en, især hvis man har andre drømme.” Han smilede venligt til hende, svarede hende med ord, der nok afslørede, at han forstod hendes situation bedre, end hun måske troede.

Han drejede ned af en anden vej, hvor husene begyndte at se noget mere misvedligeholdte ud. Skumringskvarteret. Hans opmærksomhed flyttede sig mere til deres omgivelser, det var aldrig helt sikkert at bevæge sig rundt hernede, heller ikke med den blå uniform på. Og hans var gemt væk.
”Nogle gange er der forventninger, man ikke kan komme udenom, andre gange må man bare sige nej og følge ens egne ønsker og håbe på det bedste.” Det var, hvad han havde gjort og han havde ikke fortrudt. Men hans far havde også valgt at lade sin søn gå, valgt at lade ham følge sig egen glæde, selvom flokken ville savne ham.

Nors blik forsvandt ind imellem bygninger på den anden side af hende, da Tarek svarede hende. Hendes gyldne hår faldt ned over hendes skulder og hun strøg det forsigtigt om bag sit øre, inden hun så op på ham med et forsigtigt smil, der var en svar refleksion af hans eget varme smil. Hun følte ikke at det var umuligt at følge sine forældres ønsker, men hun følte at det ville tage glæden ved hendes arbejde fra hende. 

Hendes blik flyttede sig igen, da det gik op for hende at de var kommet til skumringskvarteret. Hun havde været så distraheret af Tarek, at hun knap nok havde lagt mærke til hvilken vej eller hvor langt de var gået.

"Det lyder som om du snakker af erfaring." Det var for tydeligt til, at hun ikke kunne lade være med at kommentere på det. Ingen ville kunne fortælle så detaljeret om hendes problemstilling, hvis ikke de selv havde haft den. "Hvad endte du med at vælge? Levede du op til forventningerne eller gik du din egen vej?" Nor så på ham, som ville hans ansigt afsløre sandheden, og dermed også vise hende vejen hun burde gå. 

En rotte løb ugeneret hen over brostenene lidt længere fremme. Disse gader var ikke noget at prale af, men Tarek brugte overraskende meget tid i denne slum. Børnene var hernede og hans arbejde ledte ham også ofte herned, men sjældent alene. Her var de altid to. Men han var ikke bekymret for at færdes her alene og i dag havde han en kriger fra Lyset ved sin side.
Han skævede lidt mod hende, mens han holdt øje med deres omgivelser. Hun var den første kriger, han havde en længere samtale med, især en lidt mere personlig samtale. Han havde aldrig drømt om at blive en kriger for Lyset, ikke at han kunne heller, nej, byvagterne var dem, der havde fanget hans opmærksomhed, efter han havde snakket med dem, der havde reddet ham og hans venner fra røverne.

Et skævt smil gled over hans skæggede ansigt, da hun sagde, at det lød til, at han snakkede af erfaring. Hendes spørgsmål fik ham til at se på hende for et øjeblik.
”Jeg gik min egen vej. Forlod min flok og tog til Dianthos for at blive byvagt. Ikke det, min far havde haft i tankerne, men han lod mig tage af sted. Jeg tror at min flok regnede med, at jeg ville komme hurtigt tilbage. De tog fejl.” Der var varme i hans stemme, som han snakkede om sin familie. Han savnede dem hver dag, meget, men ikke nok til at opgive det, han havde opnået. Han var blevet byvagt og han brændte for det. Kunne ikke forlade Dianthos, selvom det var et svært sted at være for en som ham. Men børnene havde brug for ham og han gjorde en forskel. Og selvom han ikke var den bedste byvagt, var han heller ikke den værste.

Nor lyttede opmærksomt til Tareks fortælling. Hun vidste ikke meget om kulturen blandt kentaurer, men hun forstod sig på traditioner og familiens forventninger. 

"Det er en stor ære at være i byvagten." Hendes stemme var fast og bestemt. Hun tvivlede ikke et øjeblik på sandheden i sine ord. Byvagten var lige så stor en ære som Lysets Krigere var, og begge dele var fuldt ud nødvendige for opretholdelsen af et godt og trivende samfund.

"Jeg ved ikke hvorfor din flok ville regne med at du kom hjem, men jeg ved at Dianthos er heldig at have en mand som dig til at passe på dets indbyggere. Vi er taknemmelige for, at du ikke tog hjem. Det er jeg sikker på, at især børnene er enige med mig i." Hendes ellers så bestemte stemme blev blid, da børnene kom på tale, og selvom samtalen ellers havde været seriøs, smilede hun til sidst til Tarek. 

”Dét er det,” sagde han bekræftende. Det var en stor ære, især for ham, for han vidste, at han nær ikke var kommet ind. Kun fordi der var en konstant mangel på folk. Det var ren og skær racisme, for ham var en dygtig nok fægter og havde andre færdigheder, der mere end gjorde ham nyttig som byvagt. At Byvagten var det, der på det mere lavpraktiske niveau holdt landet samlet, gjorde det til en endnu større ære. Uden dem ville de fleste almindelige væsner have problemer, der ikke kunne løses, og han var sikker på, at landet ville blive et meget mere voldeligt sted at leve. Så hans og resten af byvagtens tilstedeværelse var uundværlig.

Han kunne ikke lade være med at le, da hun begyndte at sige pæne ting om ham, en åben latter, der fik hans adamsæble til at hoppe op og ned og hans i forvejen glade træt til at lyse op. Samtidigt tog hans kinder en smule farve, det var ikke hver dag folk skamroste ham for hans valg.
”Jeg er bare glad for at kunne gøre en forskel.” Det var ikke kun børnene og sit arbejde, han talte om, han snakkede også om det andet, han gjorde, det hvor han smuglede væsner ud af hovedstaden under Kiles Ordens næser. Sørgede for en form for retfærdighed, der fulgte det, han troede på. Også når han lod en kriminel gå, fordi nogle gange var kriminelle handlinger kun forkerte i sig selv, skabt af nød.

Han ledte dem rundt et hjørne og snart kunne han se den toetagers bygning, der engang havde været en bagers hjem og liv, men som nu havde en stor flok børn boende. Den ældste var kun en 11-12 år gammel dreng, Luya, en rigtig gavtyv, der uden tvivl ville kom meget mere på kant med loven, når han blev ældre, men lige nu var han svær at stå for med de blå øjne og lyse hår. Men han tog sig godt af flokken, og Tarek gjorde, hvad han kunne for dem.
[/b]”De bor i den bygning der. Lad os se, om vi kan få lov til at komme ind, nu jeg har bestikkelse med.”[/b] Han pegede mod bygningen, inden han løftede lidt op i sækken med æbler, for at understrege, hvad han snakkede om.

Nor så beundrende på Tarek, der virkede som en helt engel. Han hjalp børn og var blevet byvagt for at gøre en forskel. Hun havde aldrig mødt nogen som ham, der på dén måde virkede så uselviske, og hun blev helt forundret af synet. Inspireret næsten, selvom hun selv syntes at hun var god til at tage sig af andre. Dog slet ikke på dette niveau. Hun ville for eksempel aldrig lade en kriminel gå.

"Her?!" Spurgte hun vantro Tarek, da hun så bygningen han pegede på. Den så forfalden ud og hun kunne direkte se igennem en af listerne ved vinduet, hvor råd havde fået træet til at falde væk, og en klud af en eller anden art var stoppet i hullet. "Det er ikke egnet til børn..." Kommenterede hun lavmælt, forfærdet. Hun havde straks lyst til at tage samtlige børn med sig hjem i sit eget hus. 

Lukkes efter aftale