Det var aften og mørkt udenfor. Hvidt pudder havde lagt sig ud over Tusmørkedalen. Normalt var dette område meget dystert og nærmest sort på den her tid af dagen, men den kolde sne havde bredt sig ud over Tusmørkedalen, som en dyne, og gjorde alting lysere. Det gav dalen et mærkeligt lys i forhold til hvad dens beboere var vandt til. Det var nærmest umuligt at snige sig rundt i skyggerne, når her var sne.

Men nok om udenfor, for indenfor var verden helt anderledes. Scenen udspillede sig i en smuk sal. En balsal. Gulvet var smukt af glat træ (så ingen faldt over hakker i gulvet) i kunstfærdige mønstrer, som sikkert havde været endnu mere storslåede, inden de blev slebet ned. Væggene var hvidt og blåt tapet med gyldne mønstrer. Op af alle væggene stod der kirsebærtræs stole med rødpolstrede sæder. De var til at sidde på mellem dansene, eller for dem der var så uheldige slet ikke at blive budt op.

Blandt de, lige nu, stående deltagere til balet, blev mødt af tjenere i hvide skjorter, sorte bukser og sorte eller nålestribede veste, som gik rundt og bød de mange festklædte gæster på fingermader eller vin (blod til dem som spurgte specielt efter det, og havde råd til at bede om det. Det var nemlig kun et fåtal der var vampyrer).

I et hjørne, nær der hvor musikkerne snart ville dukke op, stod Lady Phersefone Korbin-herregårdens nuværende frue, eftersom hendes fætter Lorgath Korbin ikke havde giftet sig. Hun var frue, selvom hun ikke var gift. Faktisk var hun enkefrue, men det var ikke noget hun talte højt om. Det var der ingen der talte højt om, for den sags skyld.

Den noble frue var iklædt en midnatsblå, lang kjole. Den var ikke særlig afslørende, for den havde lange ærmer og alt muligt, men afslørende nok til, at hun virkede lokkende for de unge mænd der nu deltog i festlighederne. Den sad stramt, takket være hendes korset, og der var massere af ærme at svinge med i en eventuel dans. Ikke at Lady Phersefone dansede ret meget, eller i hvert fald ikke med hvem som helst. Hun valgte dem ud specielt til det formål at underholde hende under de kedelige baler der blev afholdt på herregården Korbin, og så i sengen bagefter - hvis de var (u)heldige!

Der var dog ingen musik endnu, så Lady Phersefone henvendte sig til en tjener.

"Hvor bliver musikken af? Dette er et bal ikke en stilleleg!" beklagede hun sig med stram mine. Den stakkels unge fyr så rådvillig ud, og klødede sig i nakken.

"J-jeg ved det ikke Lady Phersefone." fremstammede han.

Det fine hvide tæppe over jorden gjorde det også en del koldere udenfor, men det stoppede ikke de folk der var blevet inviteret til den sammenkomst på herregården der tilhørte Korbin slægten. De var som om at selve Tusmørkedalen var lysere end den plejede, men det var uden tvivl sneens skyld, da der normalt var mørkt og fyldt med skygger, perfekt sted til at.. Klumpen i Saharah's hals voksede som hun nærmede sig stedet hvor hendes voldtægt fandt sted. Gudskelov for hende var hun der ikke alene denne gang, og hun kunne gemme sig i mængden af andre fine folk der var på deres vej.

Som Saharah ankom til herregården så hun sig omkring. Korbin slægtens herregård, smukt sted og siges at være endnu smukkere inde bag de store døre. Som de blev lukket indenfor lod Saharah den vinrøde kappe glide ned over hendes skuldre og hun gav den til en af tjenestefolkene som straks forsvandt. Hun så sig omkring, men fulgte alligevel efter mængden af folk, der tydeligvis havde været der før og vidste hvor de skulle hen. Det var sandt, stedet var meget smukkere inden i kontra uden på. Stedet osede af rigdom og det var tydeligt at der var lidt slavepiskning for at holde stedet sådan som det så ud, men det skulle der også til fra tid til anden! Ikke hun selv benyttede sig af det.

Folk kastede blikke mod Saharah som hun gik igennem flokken af mennesker og ind i salen. Der var nogle af dem der vidste hvem hun var.. En maneater, en af de kvinder der siges at lokke sine mænd i fordærv og de fleste var blevet fundet døde af mystiske årsager. Hun var ligeglad, da dette blot var rygter og efter voldtægten for tid tilbage, så havde hun holdt sig på lang afstand af mænd, da hun ikke følte hun kunne stole på dem. Hvorfor hun så havde sagt ja til et bal, vidste hun ikke.. Måske fordi hun håbede på at det ville gøre det bedre for hende? Blikket faldt da over på en kvinde der beklagede sig over der ikke var musik endnu, hvilket der sådan set burde være til et bal. De andre så forfærdet ned i jorden, hvilket fik Saharah til det samme.

// What the heck? Her faceclaim is Lady Gaga? See THAT is awesome! Godt tænkt Nyxx! :D

Saharah skulle virkelig holde sig tilbage for ikke at grine ganske let. Hun havde næsten ondt af den unge mand, for han kunne jo ikke gøre ret meget, trods hans forsøgte. Der var ikke nogen tvivl om at Lady Phersefone var en magtfuld kvinde, sågar mere end Saharah, eftersom Lady Korbin kom af en fin familie, mens Saharah var gift ind i dette system, men havde beholdt alle goderne og havde beholdt titlen som Lady, men benyttede sig ikke ret meget af den, da det ikke sagde hende det helt store. 

Hendes blik var mod den unge mand og Lady Phersefone og et smil bredte sig på hendes læber som hun så, hvor ærbødig den unge mand bukkede for hende og da forsvandt. Ak ja, sådan var det at være tjener for Korbin familien.. Saharah havde før hørt nogle fortællinger, men havde ikke bidt mærke i dem, for personligt var hun ligeglad... For nogle tjeneste folk fortjente af og til en hård behandling og dette... Var uden tvivl fair! I hvert fald set i Saharah's øjne. 

Saharah nikkede ganske kort som Phersefone gjorde og så da mod en tjener der kom med forfriskninger. Hun rakte ud efter et glas vin og smilede tilfreds inden hun tog et lille sip og nikkede kort til tjeneren som han gik videre. Saharah havde det underligt at være mellem så mange folk igen. Efter den forbandede voldtægt havde hun ikke været sig selv, havde isoleret sig og nærmest ikke sagt et ord til en eneste person. Men hun ville prøve, for hvis hun blev ved med at låse sig selv væk.. Ville hun ende som en grå mus... Og det ville hun ikke! Ikke tale om! 

// hahah yas! Fik faktisk ideen til hende fra en gammel karakter jeg havde over en anden side, også med Lady Gaga som ava :) Men mange tak! Nogle gange virker min hjerne xD //

Lady Phersefone nikkede veltilfredst, da hun så en, som hun huskede fra tidligere. Eller i hvert fald en hun havde set før. Hun huskede ikke rigtig navnet, men gik alligevel hen for at præsentere sig. Det var høfligst. Hun kom også i tanke om efternavnet på denne kvinde: Sunfury.

Hun så dog noget utilpas ud, så Ladyen gik hen til hende. Normalt bekymrede hun sig ikke for andre velbefindende, men hun kunne ikke have, at en af hendes gæster så så utilpas ud. I hvert fald ikke uden at det var Lady Phersefones egen skyld - hvilket det ikke var i det her tilfælde.

"Sunfury ikke? Du ved velsagtens hvem jeg er, så det behøver jeg ikke at fortælle dig." sagde hun afslappet, og sippede lidt til den vin, som var i hendes glas.

Saharah så mod Ladyen da hun kom over mod hende og nikkede ganske kort som gestus ”Korrekt. De er veltalt Lady Korbin.. En stærk kvinde som dem glemmer man ikke bare” sagde hun med et skævt smil på læberne. Der havde gået mange rygter om Lady Korbin, gode så vel som dårlige, men Saharah var vandt til den slags. Sådan var det blandt alle de adelige, at alle snakkede lort om hinanden fra tid til anden. Der var sikkert også nogle stykker der allerede vidste omkring uheldet med den psykopat i Tusmørkedalen for noget tid siden.

Hun så sig kort omkring og sukkede ”En skam med det musik Lady Korbin. Håber den unge får en tilstrækkelig straf” sagde hun og rettede da blikket mod Ladyen igen inden hun sippede svagt af sin vin. Det var lidt underligt at være til et bal men ikke have noget musik i baggrunden, bare en lille svag antydning af det.. Men nej.. Tjenestefolket skulle netop have ødelagt det, kun det. Det var ulideligt.

"Korrekt." svarede Lady Phersefon med et veltilfrest smil. Hun elskede når nogen genkendte hende, i hvert fald i den her type sammenhænge. Og ville hun ikke genkendes, jamen så bar hun en stor, sort kappe. Men det gjorde hun jo ikke lige nu, hun var jo iført en let afslørende midnatsblå kjole med lange ærmer. Hun børstede lidt indbildt støv af kjolen, og smilede af den smiger hun modtog, fordi den anden kendte hende.

"Åh, det vil han, det vil han." svarede hun med et nik mod den unge fyr, der så sig forvirret rundt i balsalen, inden hans øjne faldt på Lady Phersefone og blev store og skræmte. Han styrtede over til hende, så elegant som tjenestefolk nu kunne gøre det.

"Lady. Musikken er på vej, men den kommer først om 20 minutter." forklarede den unge fyr, men Lady Phersefone vinkede afvisende af ham, som tegn på, at han burde befinde sig andetsteds. Han skyndte sig væk, efter at have bukket for hende og Saharah.

"Nå, men hvad får Dem til at befinde dig på disse kanter? Sidst jeg så Dem, Lady Sunfury, så boede De da ikke i nærheden, vel? Eller tager jeg fejl?" Ladyen vendte sig igen mod Saharah, og smilede roligt men lidt faretruende. Hun smilede sjældent, og endnu sjældnere venligt.

De folk der ikke kunne genkende Phersefone, burde slet ikke være til denne fest, det ville være en kæmpe skændsel for selskabet og hendes omtale og det var der bestemt ingen der ønskede, slet ikke folk med højere klasse end normale folk. Selv Saharah ville have det træls hvis folk ikke kunne genkende hende, ikke hun havde gjort mange ting i samfundet udover hun næsten var ved at blive gift med Henry, men stak af fordi hun fik kolde fødder, i tanken om de forrige mænd hun havde haft igennem hendes lange leve alder. 

Kort nikkede Saharah og så da den unge mand kom styrtende mod dem. Saharah fnøs ganske kort og så på Lady Phersefone med et skævt smil ”Ak.. De små kravl” sagde hun og så hvordan han styrtede væk igen efter han havde bukket for dem begge. Det morrede næsten Saharah hvordan denne mand løb rundt som en hovedløs høne og fattede ingenting! Men igen, var det næsten synd for ham også.

Saharah sendte hende et skævt smil ” Jeg hørte om denne sammenkost og ville ikke lade Dem undslippe” sagde hun med et kort smil på læberne inden hun fortsatte ”Jeg har bosat mig i den anden ende af Tusmørkedalen, kontra Deres herregård, men det var ikke så slem en tur” sagde hun med et smil. Det var underligt at se Lady Phersefone smile, da det bestemt ikke var noget hun gjorde på daglig basis... Og man som regel skulle være varsom når ladyen kom med et smil.

(Da jeg ikke kommer til at svare det næste lange tid, så har jeg besluttet mig for at lukke denne tråd. Så den ikke hænger og blafrer nogen steder. Det stresser mig bare mere, at jeg skal svare på en masse tråde, når jeg engang starter igen. Hvilket gør at jeg nok aldrig får startet igen. Derfor lukkes den.)