Det var midt på dagen, og for engangs skyld godt vejr. Det var ikke blændende solskin eller 30 grader i skyggen, men det var ok. Det var til at leve med. 

Også for sådan en som Myssa, som ikke havde ret meget tøj på, og det mest af alt fordi hun ikke ejede ret meget tøj. Ikke ret meget mere end en kappe og så det hun gik og stod i: en brunlig trøje og et par mørkeblå bukser. Så derfor var vejret perfekt for Myssa, for det regnede heller ikke. Der var ingen sne. Det var ærligt så perfekt som det kunne være. Hun bøjede sig let forover og trak lidt i sine brune støvler. De var et par numre for store, så de gled lidt ned, men det var bedre end ingenting.

Da den unge, rødhårede kvinde kom ned til havnen, så hun det store blå ocean. Hendes honningbrune øjne glimtede i skæret fra solen i havet. Hun smilede lidt, og gik af sted. Der var to unge drenge mænd nede ved kajen, som spillede terninger. Hun blev nysgerrig og gik nærmere dem, måske hun måtte/kunne være med? Hun var ikke den kvikkeste, og læste ikke, men hun kunne da de første seks romertal, og det plejede at være nok til at spille terninger.

Derfor var hun nu ovre ved dem.

"Må jeg være med?"

(den anden drengs dialog er i grøn, for at gøre det nemmere at skelne)
Éir havde siddet ved tønden og spillet terninger det meste af dagen, med forskellige partnere. Nogle gange flere. Det var et par dage siden han var kommet ind til havnen efter hans sidste job, og der var stadig nogle få ravstykker tilbage, nok til at ung mand som han kunne lave af det. Det var irriterende når kiles orden begyndte deres patruljer, og han kunne forstå at de ikke ville have at han var udenfor efter mørkets frembrud. Hvad de tydeligvis ikke forstod var hvor smukt havet var når stjernernes lys faldt på de frådende bølger, eller hvor højlydte stemmerne i hans hoved kunne være. Skulle han blive indendøre, når der var sange der skulle synges? Nonsens! Havet kaldte, og så ville han hellere drukne end at rådne på land.
Men det havde været svært at finde et skib, der manglede en skiber, og de fleste tog et blik på hans størrelse og sendte ham væk. Han var en lille dreng mand, spinkel og et halvt hoved lavere end kvinden, der kom op til dem, men med samme røde hår. Han smillede stort nok til at man kunne se hans manglede en af sine fortænder, og fik lyst til at lave et rim. Hvilket måske var lidt for aggressivt, når nu ikke han havde mødt hende før. Han kiggede på den anden dreng, der var en smule ældre end han selv.
"Skal vi la' Liddi spille, Jemi?" Spurgte han muntert, selvom hun var mere end velkommen. Han talte i en tyk accent hvis oprindelsessted for det meste kun var kendt af havets folk.
"Mit navn er Emil, Eir, det ved du godt," sukkede Emil træt, og han havde fuldstændig ret. Éir syntes bare det var sjovt at irritere ham. Den ældre dreng vendte sig mod Myssa, og indikerede en af de små kasser rundt om tønden. "Sæt dig ned. Jeg var blevet træt af at vinde hele tiden. Ved du hvordan man spiller Løgnernes Terni-"
Éir afbrød den ældre dreng: "Og hvad, du vil läre hende det? Du, som har tabt hver runde siden vi startede?" Han grinnede højlydt og overdrevet, en gryntende lyd der fik ham til at lyde som en lille dreng.

"Må jeg spille med?"

Det havde hun spurgt de to unge mænd, som nok, ved nærmere kiggeri, var mere drenge end mænd. Den ene var iklædt grønt, mens den anden havde rødt viltert hår, som strittede ud til alle sider, som det nu kunne komme til det. De lignede hinanden en del, men havde håret og tøjet som differens. Det tog hun sig dog ikke meget af. 

Hun lyttede til deres ord og indbyrdes skænden med et lille smil. De var helt bestemt en slags venner, de to, for sådan snakkede kun venner til hinanden. Hun forstod dog ikke ordet 'Liddi', men hun regnede ikke med, at det var særlig vigtigt, så det sprang hun altså over og skubbede til side. Hun smilede og lyttede til dem, indtil der blev stillet hende et spørgsmål. Hun begyndte at tale så snart han var næsten færdig.

"Nej, hv-" 

Længere kom hun ikke, før hun blev afbrudt af den rødhårede dreng. Han havde en sjov accent, eller en speciel måde at få ord til at lyde på. Ikke at det gjorde hende noget, for nej, han var forståelig og alt muligt. Måske det var sådan man talte der hvor han kom fra? Hun elskede sådan når der kom nye til Hovedstaden. Det var fedt at møde mennesker og andre væsner fra fjerne lande. Det var fedt! Også selvom de var lidt underlige nogen gange.

"Jeg vil ikke lære at taberen." grinede hun til drengen i grøn, og vendte sig mod det strid-, rødhårede fyr: "Hvordan spiller man?"

De to drenge sad danske kort i chokeret tavshed efter at Myssa havde talt. Éir faldt næsten af stolen på grund af den latter der bagefter overtog ham. De ældre dreng så såret ud, men forblev tavs. Da Éir endelig faldt til ro, tørrede han en tåre ud af øjenkrogen. Han havde aldrig regnet med at pigen var med på hans joke, hun var trods alt en tilfældig fremmed. I virkeligheden havde de to drenge cirka vundet lige meget. Når han tænkte tilbage på den nonchalante måde hun havde givet ham en verbal lussing, kunne han ikke lade være med at klukke igen. Han stækkede sin hånd ned til jorden og greb fat om halsen på sin lut, som han tog op. Emil himlede med øjnene.
"Nu skal du hóre," sagde Éir som han slog en akkord af.

Myssa klukkede med, som den rødhårede af de to faldt sammen i latterkramper. Hun grinede lidt med, fordi hun for en gangs skyld ikke var målet for latteren. Det troede hun i hvert fald ikke. Det var alligevel lidt morsomt, hun havde en indbyrdes joke med en totalt fremmed. Det var alligevel lidt for godt til ikke at grine af. Hun smilede stort, og rystede på hovedet i latteren. Hun gjorde dog endnu større øjne, da den stridhårede fyr greb et slags instrument, opdagede hun det var da han begyndte at spille, og begyndte at spille på det.

Hun skulle til at spørge ham, hvad han skulle den, da han begyndte at synge, kind of. Hun måtte indrømme, at hun fattede brik af hans sungne regler, så du kan godt forestille dig, hvor taknemlig hun blev, da han fortalte reglerne også. Hun nikkede bekræftigende undervejs, og rynkende brynene af hans accent. Hvor den kom fra, ville hun godt vide.

Da han sagde 'forstår du?' på sin finurlige måde, nikkede hun.

"Ja, jeg er med." Hun hev en pung op af lommen, og rystede den let: "Jeg har endda lidt på mig også."

Hun så fra den ene unge mand til den anden, og kneb øjnene sammen: 
"Hvad bestemmer hvem der slår først?"

Éir sukkede dramatisk. Han havde allerede besluttet sig for at pigen var af den rette støbning, men det lod ikke til at hun havde forstået hans ellers fantastiske forklaring af reglerne. Eller måske betød det at hans forklaring havde været dårlig - tanken fik ham til at rynke på brynet. Den ældre dreng skulle netop til rette på pigen, da Éir afbrød ham på det mest ubehøvlede måde han kunne finde på.
"Faktisk, vi slár alle samtidigt, og skal gätte hvor mange ójne, der er blandt os alle tre," han kiggede på hende og trak på skuldrene, som for at sige "Hvad kan man gøre?". Hvorefter han hev fire nye terninger op af en inderlomme. Den ældre dreng havde siddet med sine i hånden. Begge slog terningerne mod tønden, og brugte deres hænder til at skærme resultatet fra hinanden. Den ældre dreng havde et professionelt pokerfjæs. På den anden side af tønden kunne man se Éir tælle øjnene op, og bevæge læberne som han gjorde det - på en måde så det ville være nemt at gætte hvad han havde slået. Den ældre dreng kiggede på Myssa og himlede med øjnene igen. Éir havde aldrig været god med tal. Eller bogstaver, for den sags skyld.
Efter et kort øjebliks overvejen kiggede Éir op, og spurgte forvirret.
"Hvem starter egentligt?" Han havde ikke spillet med tre personer før. Drengen kiggede tilbage på ham.
"20," sagde han, hvorefter han rettede sit blik mod Myssa, som for at indikere at det var hendes til til at kalde ham ud på hans bud, eller komme med et højere.

Myssa grinede lidt, da den ene, Éir, afbrød den anden dreng, som vidst nok hed Emil. Hun var ærligt ikke sikker, for hun havde ingen interesse i at huske hans navn, eller nogen af deres navne for den sags skyld. Hun huskede kun vigtige informationer, som skulle videregives til Cayden eller til højest bydende. Det kom an på hvor meget informationen var værd, og de to drenges navne var bestemt ikke noget værd - havde hun vurderet.

"Åh, okay. Så er jeg med." lød det fra Myssa, som stadigvæk smilede over den andens sjove måde at tale på. Hun var måske ikke den skarpeste ske i skuffen, men regler forstod hun da - som regel. Dog var det her spil en smule triggy, derfor havde hun haft behov for at spørge til det.

Hun skævede til terningerne, som på på brostenene foran dem, som Éir lige havde kastet. Hun kunne ikke se, hvad han havde slået, for han skærmede for terningerne. Det var jo det spillet gik ud på = at gætte antallet af øjne. Hun kneb øjnene sammen, for at forsøge at se et eller andet, men kunne kun se sit eget slag, kastet samtidig med Éir og Emil, som hun skærmede for deres øjne. Hun overvejede lidt, hvad hun skulle byde ind med, da Éir nikkede og indikerede at det var hendes tur til at gætte.

"Hmmm... 23?" Det var hendes bud.

//Nu er jeg blevet lidt forvirret, scenen er at de tre sidder og bruger toppen af en tønde som bord, yes?

Éir var virkelig ikke god med tal. Når det kom til hasard - som han spillede oftere end han burde - plejede han at satse på sit legendariske held for at redde ham. Men nu var der en ny spiller med, og han havde ikke lyst til at se ligeså dum ud som han følte sig. Der var 12 terninger i spil, så... Hvor mange øjne, kunne der højst være...?
Han spillede en tænksom melodi med fingrene på tønden, men hver finger lod til at have sin egen tone, som spillede han på et miniature trommesæt. Hans melodi udviklede sig langsomt og voksede i kompleksitet indtil han helt havde glemt at han var i gang med at komme med et gæt. Han rystede kort på hovedet, og prøvede at få det til at virke som om han slet ikke var blevet distraheret, det var altsammen bare en del af hans metode. I mellemtiden havde han glemt alt om hvad pigen havde sagt. Han kiggede fra den pigen til drengen, og besluttede sig for at teste vandene inden han sprang i.
"Enogtyv -" Han så i Myssas øjne at det var for lavt. Han havde ikke opdaget hvor kønne øjne hun havde før der, men der var vigtigere ting på spil for øjeblikket. Han strækte enden af ordet ind i det næste, på en meget unaturlig måde.
"- v-fyrre -" Han så i Emils at det var overraskende højt, og ændrede atter tallet. 
"- Idve. 31! Mit gät er 31!" Han smillede stort til de to andre, som havde han gjort noget stort og fantastisk.

Emil kneb øjnene sammen, og man kunne tydeligt se at han overvejede om Éir spillede inkompetent for at snyde ham, eller reelt var det. Efter ganske kort tids overvejelse, sagde han:
"34," og kiggede på igen på pigen.

Myssa sad bare og så til, mens Éir forsøgte at finde ud af, hvad han ville gætte på. Han nåede at sige mange ting. Alt fra 21 til 40, hvilket fik ham til at virke usikker på antallet af øjne på terningerne. Han gjorde det sikkert bare for show dog. Han var ikke dum, og det vidste Myssa godt. Han var faktisk ret smart, havde hun i hvert fald vurderet.

Hun nikkede let, da Éir endelig besluttede sig. Han sagde 31, og derefter sagde Emil 34. Nu var det Myssas tur igen. Hun blottede tænderne i et grin, og så tænksom ud. Hun tappede sig selv på underlæben med en pegefinger.

"Så skal jeg gætte igen, right? Eller sige pas? 35 -" konstaterede hun med et let nik, og skævede til tønden, som de brugte som bord. Hun skærmede for sine egne terninger, talte øjnene og sagde så "-ja, 35 er mit bud."

//OOG: Yeah, sure. Jeg blev også lidt forvirret xD

Der var i sandhed en snu gnist i Éirs blik, på trods af at han agerede en tumpe. Han kunne se på den ældre dreng at han var komplet solgt på at Éir var inkompetent, på trods af at han havde vundet de fleste af deres tidligere spil. Emil gav Éirs held skylden for hans nederlag, hvilket var præcis hvad Éir ønskede - for det betød det at den ældre dreng spillede videre, selvom han tabte. Pigen så dog ikke ud til at være overbevist. Han besluttede sig for at ændre sin fremgangmetode. Han hev et lommetørklæde op af en inderlomme, og lagde dem over terningerne. Med sine hænder nu frigivet samlede han luten op igen, og begyndte afslappe at spille en melodi inspireret af den salte havluft. Efter en halvlang pause tog han en dyb indånding.
"45," sagde han i sin klare sangstemme. Emil kiggede på ham med vantro i blikket. Han var helt sikker på at Éir havde rullet lavt, for han havde prøvet at læse Éirs læber da han tællede sine øjne.
"Det har du fandme ik!" I en voldsom bevægelse løftede Emil lommetørklædet, og stirrede med åben mund på de tyve øjne, der var gemt under stoffet. Éir henvendte sig til Myssa, stadig i sin syngende melodiske stemme.
"~Hvor meget har du~?" Han kunne ikke holde et gavtyvsagtigt smil fra sine læber.

Myssa gav sig til at fnise, da Éir begyndte at tage sin lut frem og spille. Da han sang sit svar, grinede hun højt og slog sig på lårerne. Jo, hun var godt underholdt af det her finurlige spil. Det var hun alligevel glad for, at hun havde meldt sig med i. Cool spil og sjove fyre at spille med. Godt selskab var ikke at tage forgivet.

Hendes grinen blev kun højere, da Emil vredt rev lommetørklædet væk fra terningerne. Myssas grin blev til en måben. Han havde slået 20! Hvordan var det lige gået til? Det var da for sejt! Mente hun i hvert fald, udfra sin ringe kendskab til spillet og Emils reaktion.

"11." svarede Myssa sandfærdigt. Hun løftede i en glidende bevægelse hænderne fra terningerne, for at vise drengene, at hun talte sans.

"Hvad har du Emil?" spurgte hun så op pegede på den anden dreng, ham som ikke sad med lutten.

Emil lavede en hurtig udregning og løftede sin hånd med et grin. Under den var der skjult fire terninger med et samlet øjetal på 12 (OOC: slog terningerne på nettet ^^). Den ældre dreng lo af Éir, der udfra den ældre drengs reaktion kunne gætte at totallet var under 45. Han regnede efter, langsomt, for at sikre sig at han ikke lavede fejl. 43. 43 var tallet han kom frem til, og han kiggede trist på pigen, hvis navn han endnu ikke havde fået. Det værste var hvor tæt han havde været. . . Men ingen grund til at græde over spildt mælk.

Han tog hånden til sit bælte, men vidste allerede at han ikke havde nogen penge. Hans plan havde været ikke at tabe til at starte med. "Dárlige nyheder, herre og dame, jeg har ikke flere penge. I má finde pá en anden máde jeg kan betale jer." 
Den ældre dreng hævede sin stemme og brokkede sig højlydt, men kom med ingen forslag. Det var op til pigen at bestemme hvordan Éir skulle tilbagebetale dem for deres enkle ravstykke.

(Da jeg ikke kommer til at svare det næste lange tid, så har jeg besluttet mig for at lukke denne tråd. Så den ikke hænger og blafrer nogen steder. Det stresser mig bare mere, at jeg skal svare på en masse tråde, når jeg engang starter igen. Hvilket gør at jeg nok aldrig får startet igen. Derfor lukkes den.)