Tid: Tidlig eftermiddag
Sted: Dianthos -
Vejr: Snefyldt, sparsom vind.

Rygter, især i de højere kredse, gik hurtigt som steppebrand. Man hørte efterhånden lidt af hvert fra både tjenestefolkene, når de troede man ikke lyttede, men i Helena's tilfælde, hendes børn. Hovedstaden var hjemsted for den slags sladder, og Hailey så ud til at trives for meget med netop dette. Hun havde altid været god til at snakke, og mange ville sige for meget. Hendes mand virkede ikke forstyrret af det, tværtimod sørgede hun for at snakke nok for dem begge og så længe det fungerede.
Helena havde siddet tilbagelænet i en stol, med øjnende fokuseret på sytøjet hun ofte fik dagene til at gå med. Hun lyttede egentlig kun med et halvt øre til skandalerne i hoffet, og hvordan det lod til at en lysets kriger viste interesse for en udenfor sin rang. Helena kom med de rigtige lyde med jævne mellemrum, indikerende at hun på en eller anden måde fulgte med, selvom det mest var tjenestepigen der så ud til at sluge alt råt. Pigebørn. Hun var simpelthen blevet for gammel til det pjat.

"Jeg har hørt Lord Atillian er rasende!" Helena sagtnede farten på gangen og kiggede på døren der stod let på klem. Hun regnede ikke med hvem end der var derinde, vidste deres samtale blev overhørt. "Efter over tyve år, meddeler hans løjtnant at han hjalp Lady Atillian med at flygte, og at hun tog datteren med" Helenas mund gled ganske lidt åben, som ordene trængte ind, og hendes forstillingsevne trodte i kraft. De talte om Ciprian, ingen andre gik under navnet Lord Atillian, på nær Morpheus. Det var en usammenhængende historie hun hørte fremmumlet fra det andet lokale. Helena var ikke sikker på at hun skulle stole på de ord, men vidste hvor hun kunne finde svar. Uden tanke for om nogen begyndte at lede efter hende, eller hvilken konsekvens det fik når hun kom hjem igen, gik hun videre ned af gangen, trak i overtøjet og forsvandt ud af hoveddøren uden nogen bemærkede det. Hendes første tanke havde været at opsøge sin bror, men med kendskab til dennes vrede omkring netop det emne, førte hendes fødder hende ned af i distriktet frem for op. Hvis ikke hun kunne tale med sin bror, kunne hun tale med hans løjtnant.

Helena var praktisk talt, stukket af fra sit eget hjem.
Hun skuttede kappe og tørklæde tættere om sig, som sneen dalede ned og lagde et hvidt lag hen over jorden. Sne der knasede let som det blev betrådt, og var kraftigt nok til at ligge sig som en hinde på hendes tøj. Et øjeblik kiggede hun skeptisk på døren hun var blevet guidet hen til af en af byvagterne. Døren ind til en kro, som hun ikke engang kendte på navn, men hun så ingen grund til at fortryde nu.
Kroer var vitterligt ikke hvad hun havde befundet sig mest på i sin levetid. Faktisk gik hun helt i stå efter at havde taget nogle skridt ind. Aldrig i sit liv havde hun følt sig så malplaceret, og tanken om at hun bare kunne gå op til baren og spørge efter manden hun ledte efter, nåede aldrig helt frem i tankerne.

Der var gået et par dage siden konfrontationen i det lille hjem i Det Øvre Bydistrikt. En oplevelse der havde taget hårdt på den ældre mand og han havde bedt Jocasta om at give ham lidt luft. Han havde brug for at tænke og fordøje. Det gjorde ondt indeni og lettelsen for at være sluppet væk fra den del af Atillian-familien, var forsvundet igen, som han var bekymret og ked af det. Ked af det, fordi han havde set, hvor ondt det gjorde på Morpheus og selvom han vidste, at han havde gjort det rigtige, kunne skyldfølelsen ikke helt slippe ham. Han vidste, at han bare havde brug for lidt tid, han var en grubler og havde brug for at gruble lidt.

Så han havde brugt mest tid på sit værelse eller nede i krostuen, mens han havde haft et mørkt og tænksomt udtryk i ansigtet. Han havde ikke kastet sig over ølkanderne, selvom han havde haft lyst. Nej, han havde stadig et ansvar for Jocasta og havde ikke tænkt sig at slippe det, bare fordi han havde det dårligt. Aftensmaden var foregået i selskab med Jocasta og hendes satyrven Ezra, som havde vist sig at være ganske fornøjelig at være i selskab med, han snakkede så meget, at selv Karkhos glemte sine tanker.

Men nu var han alene igen, siddende i krostuen efter en sen frokost, stirrende lidt tomt for sig, for en gangs skyld med ro i hovedet. Han havde snart affundet sig med situationen, kommet frem til, at der ikke var andet end at følge forandringerne og se, hvor de førte hen.
Døren blev åbnet ind til kroen og selvom Karkhos var sunket ind i sig selv, var han stadig trænet til at være opmærksom på sine omgivelser og det lå ham på rygraden, så han spekulerede ikke længere over det. Hans blik gled derhen og endte på kvinden, der var kommet ind. Langsomt gik det op for ham, at det var Helena. Han spærrede øjnene en smule op og kom på benene for at gå hen mod hende.
"Lady Argyris. Hvad laver De her?" At hun søgte ham faldt ham næsten ikke ind, men hvad skulle hun næsten ellers lave her i en kro i Det Nedre Bydistrikt? Hun hørte lige så lidt til her, som en due i et hønsehus. Og hvilken due. 
Hans grå øjne havde et skær af undren og bekymring, som han trådte hen hen til hende. Var der sket hende noget? Den første bekymrede tanke, der gled igennem ham. Men hun så ikke ud til at være kommet til skade. Hun så bare lidt forvildet ud.

Helena forsøgte at lade være med at kigge alt for meget på den mængde af mennesker der befandt sig herinde, men det var ikke en spor nem opgave. Både fordi hun søgte, men samtidigmed fordi hun godt kunne mærke blikkende. Det var ubehageligt så iagtaget hun faktisk følte sig, og var stærkt opmærksom på at hun stilte sig ud. Af alle steder, så var han selvfølgelig her.
Lyden af hendes navn, nærmest gav genlyd i krostuen for hende og hun tog sig selv i at løfte hånden, ligge en finger over sin læbe og indikere at han skulle være dæmpet. "Det er bedst hvis så få ved hvem jeg er" hendes stemme var ikke højere end en hvisken, som hun svarede ham. Ikke at hun regnede med at nogen hernede, som sådan kendte til hende.. eller navnet. Men man vidste aldrig hvad der fandt tilbage i form af rygter. Noget Renly var mindre selektiv omkring at stole på end hun selv var.

Karkhos så igen bekymret ud, hvilket næsten fik hende til at smile. Hvor dæmpet det end måtte fremstå for andre var det synligt i hans øjne, blandet med den undren der uden tvivl var opstået af at se netop hende hernede. En undren der fik hende til at genoptage sin stemme, trods hun hverken vidste hvor hun skulle starte eller slutte. "J-jeg.. kunne ikke.." hun tog en dyb indånding som hun lukkede øjnende og prøvede igen, med andre ord. "Jeg turde ikke spørge Ciprian.." Der var noget desperat i hendes blik som hun kiggede på ham. At konstant leve i uvished om alting, og aldrig blive fortalt noget der havde en indvirkning på hendes eget liv, havde sin grænse. Og rygter var ikke nok - de var på en eller anden måde altid manipuleret eller opdigtet rundt om. Nej, Helena ville høre sandheden, og hun foretrak at høre det fra manden hun stolte på.

Hendes bekymring for at folk vidste, hvem hun var sendte kort en undren igennem ham, men han forstod hende så godt alligevel.
"Undskyld My... Helena." Det var underligt at tage hendes fornavn i brug, men hvad skulle han ellers kalde hende, når hun skulle være anonym? Samtidigt var det også lidt af en lettelse, at deres omgivelser tvang ham til at være mindre formel. Måske noget han næsten kunne vænne sig til? Tanken var forstyrrende og han vidste, at så snart der var brug for det, ville han skifte om til den høflige tiltale igen. Det lå ham på rygraden. Som så meget andet.
Hun så ud til at have svært ved at give ham et svar og han ventede bekymret til hun fik sagt, hvorfor hun var der. Det rene volapyk, men han vidste præcis, hvad hun snakkede om. Hun turde ikke spørge sin bror om, hvad der var sket. Så rygterne var begyndt at sprede sig. Karkhos blev næsten helt træt ved tanken. Alle hans bekendte inden for byvagterne vidste det også snart. Og så som rygter. Måske han skulle finde en af de højrerangerende og forklare situationen. Og hvorfor han ikke længere ville dukke op til træning.

"Det var fornuftigt at lade være. Kom, tag plads." Han rørte let ved hendes albue for at vise vej til det bord i hjørnet, hvor han havde siddet før. At føre hende op til sit værelse var ikke et spørgsmål, selvom det ville give dem privatliv. Han kunne ikke tage en gift kvinde med til sit værelse, det var forkert på alle punkter. De måtte nøjes med den ro, der var i hjørnet af kroen.
Han var glad for, at hun havde valgt at komme til ham i stedet for at gå til sin bror. Ciprian ville uden tvivl have reageret uhensigtsmæssigt, Karkhos kendte ham godt nok til at vide, at vreden stadig ville være eksplosiv, selvom der ville være gået et par dage.

Det gik op for ham, som han satte sig, at hans hjerte bankede en smule hårdere end det burde og at han næsten følte sig stakåndet. Det var hårdt at se hende igen. Han havde brugt så lang tid på at overbevise sig selv om, at han skulle glemme hende. Skubbe hende ud af sine tanker. Holde det hele professionelt og koncentrere sig om sit job. Forsøge at slette de følelser, der på et eller andet tidspunkt havde sneget sig ind i hans sind. Men nu havde hun selv opsøgt ham og hans blik havde svært ved at slippe hendes ansigt. Måske var det fordi, at hans indre stadig var et stort rod oven på de sidste par dage, men følelserne, de ukendte og uvelkomne følelser vendte tilbage. Han sank en klump og tvang sig til at forholde sig til, hvorfor hun var kommet.
"Hvad har... du hørt?" Han snublede næsten over tiltalen. Det ville nok tage sig lidt at vænne sig til.

Hånden forsvandt roligt væk igen, glad for at han accepterede hendes ønske. Ikke at hun havde gennemtænkt hvordan det ville føles at høre sit navn. Han havde kaldt hende ved fornavn den aften hun var kommet slemt til skade, men det virkede alt sammen så bløret på grund af hovedets skader og kroppens træthed. Det var. Rart. Rart nok til at hun for et øjeblik lige måtte samle tankerne igen og komme til sagen med hvorfor hun egentlig var her! Hvor umådelig rart det end var bare at se ham igen, var der en dybere mening.

Helena var ikke i tvivl om at han forstod. Hun kunne se hvordan hans træk reagerede. Dertil, hvad kunne hun ellers havde ment hun var nødt til at spørge sin bror om der ville være så ømfindigt at hun vitterligt ikke turde gøre det. Rygterne havde været hurtige, om det kun var tjenestefolkene der vidste noget til det, havde Helena selv ingen kendskab til. Hun vidste blot at hvad hun havde hørt, ikke havde været ment for hendes øre.
Taknemmeligt, fulgte hun med hen til bordet han havde siddet ved i hjørnet af kroen, ignorerende de få blikke der fulgte hende. Heldigvis virkede det til at mange på denne kro havde nok i dem selv. Som hun satte sig ned, tog hun en dyb indånding, i et forsøg på at få styr på sine tanker. De umådeligt mange der var til stede på en gang, ikke alle omhandlende familiesituationen der var kommet hende for øre.

Helenas øjne løftede sig til hans, genfindende den ro han syntes generelt altid at kunne bringe over hende, selv i situationer hvor hun vitterligt var ovenud forvirret. At skulle tale uden at bruge den rette tiltale som hun var vokset op med, vidste sig at falde hende langt mere naturligt når emnet vidste sig at være så tungt. "Hvordan det lykkedes Scaralin at flygte med Jocasta. At Jocasta stadig er i live og at.. at du var indblandet. At du hjalp dem med at flygte dengang, og selv blev tilbage for at beskytte Morpheus" Det var den hurtige gennemgang - hun havde hørt det med flere detaljer stoppet på hist og her, ting hun ikke vidste om hun skulle tro på eller sige højt. Men en ting var dog umådelig vigtigt for hende at få bekræftet "Er Jocasta i live?" hendes stemme knækkede let over, næsten uhørligt, men nok til at fornemme hun var påvirket. Glad og forvirret på en gang. Som turde hun ikke tro på sit eget spørgsmål.

Karkhos' blik mødtes hendes og for et øjeblik blev der stille i hans hoved. Dagens konstant tænken blev tavs og han kunne næsten mærke en blanding af træthed og lettelse lægge sig over ham. Indtil Helena svarede ham. Han rettede sig en smule op ved ordene og hans ansigt formørkedes en smule. Så mange detaljer. Så vidste hele byen snart alt. Han havde det ikke rart med at være et emne i sladderkællingernes munde, han var en privat mand, der helst befandt sig i skyggerne. Dette hev ham på en ubehagelig måde frem i rampelyset. Men det måtte han leve med. Det kunne ikke gøres om.
Det sidste spørgsmål lysnede dog hans ansigt ansigt en smule.
"Ja. Jocasta er i live. Hun er blevet en flot ung kvinde. Hun ligner sin mor." En mor, der ikke længere var i live, men det havde Karkhos vidst længe.

Normalt ville Karkhos være faldet hen i tavshed igen, men der var sket så meget og han havde ikke haft andre end Jocasta og hendes satyrven at dele det med. Og Helena betød noget for ham, lige meget hvor meget han forsøgte at ignorere det. Så af sig selv snakkede han videre. 
"Men det du har hørt er sandt." Han stemme var nogenlunde rolig som han begyndte at fortælle. "Jeg hjalp Scaralin med at stikke af fra Ciprian... jeg skulle være taget med hende og de to børn, men det gik galt og hun måtte tage af sted alene med Jocasta. Jeg blev tilbage og passede på Morpheus, hvilket jeg har gjort efter bedste evne. Indtil for et par uger siden, hvor... hvor jeg endeligt fik nok. Han skadede en ung kvinde, jeg havde taget mig af. Og... jeg må med skam sige, at jeg gav ham en omgang tæv." Han havde stadig skyldfølelse over det og det kunne også ses i hans øjne. Men han snakkede videre. 
"Ciprian kom. Som straf mistede jeg et halvt års løn. Men skulle stadig arbejde for Morpheus. Og som om at guderne mente det var på tide at blande sig... Jocasta dukkede op... på denne kro. Og hun ville stille sig op i mod sin familie." Der begyndte at komme lidt liv i hans øjne og i hans ansigt, som han nåede til denne del. Nok havde han haft mange skrubler ved det hele, men under depressionen var lettelsen og glæden begyndt at dukke op.
"Så for et par dage siden, præsenterede jeg Ciprian for sin datter. Og sagde op. Jeg vil hellere tjene Jocasta end din bror og hans søn." Tanken fik et sjældent smil frem på hans løber for et øjeblik og han gentog sine ord. Mere sikkert. Næsten sejrrigt. "Jeg sagde op."

Det havde været blandet hvor mange detaljer der havde været om det hun havde hørt, men noget sagde hende at meget af historien, som i hvert fald tjenestefolkende fandt vigtigt, var kommet med i den dæmpede samtale. Men alt det var ikke nær så vigtigt som at få svar på spørgmålet. Hun havde været så lille, et barn. Et lille barn da de var forsvundet begge to, og Helena havde altid undre sig, tænkt på dem og ikke mindst måtte leve med et savn til sin svigerinde og dennes lille datter, som hun aldrig lærte at kende.
Helena lyste op og mærkede hvordan smilet bredte sig på sine læber. Jocasta var i live. Minderne om Scaralin væltede næsten over hende, og hun var nødt til at lukke sine øjne, af ren lettelse. "Oh hvor er jeg glad for at hun er i live" Der var så mange flere spørgsmål hun ville stille til netop Jocasta, men hun vidste ikke hvor hun skulle starte eller slutte. Om hun overhovedet kunne slutte igen, når først hun begyndte at lærer hende at kende.

Men Helena stilte ikke flere spørgsmål nu, ikke som hun hørte Karkhos talte videre. Hendes smil falmede ned igen, som alvoren mældte sig, både i stemme og ord. Forklaringen hun havde ventet på længere end siden hun hørte rygtet. Hvad der egentlig var sket.
Helena lyttede og forstod hvordan tingende hang sammen, og mærkede dertil hvordan bekymringen for ham spredte sig i sine træk. At vide Morpheus havde opført sig sådan, gjorde ondt, men var desværre ikke en overraskelse. Men skyldfølelsen slog hende hårdt. At se det skinne ud af hans øjne. Uden at tænke over det, lagde hun sin hånd på hans underarm. En trøstende gestus, som hun fortsat lyttede.

Det var en omvæltning. Helena kunne næsten mærke det, uden egentlig at være en del af det. Hvordan han stadig havde følelserne over hvad der før havde været hans liv. Hans hverdag. Til nu, hvor alting var nyt og fremmed, men på en god måde. Hans smil fik hendes eget til at vokse frem. Mærke den glæde han havde smitte af. og hun var glad, på hans vejne, men også skræmt samtidigmed. Ciprian var ikke en mand der bare bukkede under og glemte ting var sket. Hun frygtede at han ville hævne sig. "Wow" Helena var ikke vant til ikke at vide præcis hvad hun skulle svare, og det blev også til en hvisken, lukket ud med hendes vejrtrækning frem for noget stort udbrud af nogen art. Mange følelser blandede sig på en gang og var synlige i hendes øjne og ansigtstræk. Så mange ting var sket, og lige nu var hun glad for at sidde ned. "Men, hvad så nu?" Han var fri. Han var endelig fri af den del af familien, og kunne leve sit liv som han ville det. Og det var her en sten lagde sig tungt i hendes mave. En ny frygt hun ikke havde regnet med ville dukke op, selvom hun undertrygte dens synlighed. Hvis han rejste med Jocasta. VIlle hun så nogensinde få ham at se igen?

Karkhos havde næsten ikke lagt mærke til, at Helena havde lagt sin hånd på hans arm, og uden at tænke over det, havde han lagt sin hånd på hendes. Hendes fingre kølige efter kulden udenfor, hans varme, som de næsten altid var. Selvom han var så langt væk i sin egen fortælling og de tilhørende følelser, skabte det alligevel en varm følelse i ham at røre ved hende på denne måde. Så afslappet og så uformel. 
Hendes lettelse over at Jocasta stadig var i live var tydelig og han vidste med det samme, noget han hele tiden havde vidst, men som blev mere udtrykt ud, at hun var et godt menneske modsat sin bror. Hun havde tydeligvis bekymret sig om sin niece og hendes velbefindende. Det gjorde Karkhos glad på en eller anden underlig måde.

Der var noget rart ved at se kvindens udtryk forandre sig sammen med hans fortælling. Hun lyttede og opfangede hans følelser, selvom han ikke var særligt god til at udtrykke dem selv. Hun forstod ham. Hvilket fik ham til at give hendes hånd en lille klem som tak et par gange. 
Hendes spørgsmål fik ham til at trække næsten usynligt på skuldrende.
"Jeg ved det ikke. Jeg vil følge med Jocasta, hvad så end hun vil. Vi har ikke snakket så meget om det." Faktisk havde de snakket lidt om det, men ikke blevet helt enige og emnet var blevet droppet, som Karkhos stadig ikke var helt klar til at tage diskussionen. Især ikke, når Jocasta så stædigt holdt på, at hun ville tilbage til sit fødested, hvilket Karkhos havde modsat sig. Han skulle passe på hende og det gjorde han ikke ved at tage hende hjem, hvor de to mænd ville have lettere ved at rydde hende af vejen. Og selvom han savnede norden, havde han ikke lyst til at tage hjem. For mange minder. Han var fri nu. Han ville næsten hellere blive i Hovedstaden, der var mere for ham her end hjemme.

Men det sagde han ikke, det var tanker, der skulle blive i hans hoved. Først og fremmest skulle han snakke med Jocasta, finde ud af, hvad fremtiden ville bringe for dem. Usikkerheden var ikke behagelig, men han kunne håndtere den. Han havde en lille pose med krystaller, som han havde sparet op over tiden. Den lå ikke i borgen derhjemme, det havde han alligevel været for forudseende til. Men der var lidt at leve for, skulle det være nødvendigt. Og så måtte de tage den derfra.

Varmen. At en så lille ting kunne føles så beskyttende, var et under. Og det var hvad det var. En ganske simpel lille ting, at mærke den større hånd placere sig over hendes egen, og nærmest danne en hinde af varme der spredte sig til hele kroppen. Tryghed. At det hele blev gjort på en afslappet måde, uden at nogen af parterne lod til at tænke over det, gjorde selve handlingen langt mere betydningsfuld. Noget hendes underbevidsthed nok før eller siden ville forklare, når mindre alvorlige emner var tilstedeværende.

Helena nikkede langsomt. Det hele var selvfølgelig nyt. På ganske få dage havde alting forandret sig. Og uden kendskab til hvordan Jocasta var vokset op, eller hvordan hun agerede med hele situationen, var det ikke nemt at vide hvilken vej der blev taget. Helena sank en klump i halsen, velvidende at hun ikke kunne blive i Dianthos for evigt. Måske en måned eller to mere, og hun ville være tilbage i sit isolerede bur i Norden. "Gå ikke op imod ham." der var noget bedende over hendes stemme, og hendes øjne afspejlede den frygt hun havde for sin bror, men også frygten for hvad han ville gøre ved andre. "Ciprian stopper ikke igen. Du kender ham.. Han ender med at slå jer begge ihjel hvis han har chancen." han følte ikke kærlighed som andre gjorde det, den del var Helena efterhånden overbevidst om. Hvordan kunne hun andet. Og tanken om at Jocasta og Karkhos skulle lide under den vrede der syntes at boble hårdt i mandens åre, var skrækindjagende.

Hendes hånd lukkede sig mere fast om hans arm, bange for at han forsvandt hvis hun gav slip. Hun vidste hvad hans fortælling havde båret med sig, uden at han havde sagt det. Han havde haft følelser for Scaralin. Hvorfor ellers vove alt, sætte sig selv i så stor fare, når han var oplært, direkte trænet hårdt, til at adlyde enhver ordre. Det, blandet med at tjenestefolkene havde været meget opsat på at snakke om den del. Det ville være et knæk for Ciprians stolthed. Stolthed var en farlig substans. Men hvad kunne hun gøre? Andet end at be' til at de var fornuftige. At de fandt en vej der var mindre farefuld. At de holdte sig i live. Selv på bekostning af at hun aldrig nogensinde ville se nogen af dem igen.

Helenas pludselige bøn om, at de ikke gik op i mod hendes bror, sagde tydeligt noget om, at hun kendte sin brors mørkere sider. Karkhos' udtryk blev en smule mørkere, for det var allerede for sent. I det øjeblik Karkhos havde lagt øjne på Jocasta, havde en krig mod Ciprian været uundgåelig. Og Karkhos kendte udmærket risikoen ved det, hvilket også næsten var grunden til, at han havde sgat ja til at konfrontere ham, som de havde gjort det. Få det overstået, få sandheden ud i lyset og tage ham på sengen. De havde nu muligheden for at holde sig foran ham. Men det ville blive hårdt og uden tvivl farligt. Han havde forsøgt at forklare Jocasta det, men selvom hendes ven så ud til at forstå, at de legede med ilden, var Jocasta stålsat på at klare sin familie. 

"Jeg ved det. Jeg vil gøre alt i min magt for at passe på Jocasta." Alvoren i hans stemme var mærkbar. Han mente, hvad han sagde. Om han så skulle dø for at beskytte hende. Men han var vokset op med den dedikation og tøvede end ikke ved tanken. Han havde altid været forberedt på at dø for andre, det var en del af den, han var. At være soldat var ikke bare hans job, det var hans personlighed, hans liv. Et ensomt og hårdt liv, men et liv han havde båret på sine brede skuldre uden brok, selvom hans indre var tungt og mørkt, men det lagde han selv ikke engang mærke til. Sådan havde det været i mange år.

Hendes klem om hans arm, gjorde ham mere bevidst opmærksom på hendes hånd. At han holdt hendes hånd. For et øjeblik var han ved at trække sin hånd og arm til sig, de kunne ikke røre hinanden på denne måde. Men han gjorde det ikke. Det gav ham en behagelig følelse at røre ved hendes hånd på denne måde, hendes klem om hans arm. Hans blik forlod deres hænder og gled op til hendes ansigt igen. Han ville ønske, at der var noget, han kunne gøre for hende. Holde hende sikker fra Renlys hårde næver på en eller anden måde. Men hvis han ikke havde været noget før, var han ingenting nu. Soldat for en adelig uden titel. Det gjorde ham trist, at hun var nødt til at gå tilbage til den mand. Han ville ønske... hårdt skubbede han tankerne fra sig. Nej. Intet havde ændret sig i mellem han og hende. Hun var stadig gift.
"Jeg ved ikke, om vi bliver i Dianthos meget længere." Om han nogensinde ville få hende at se igen, vidste han ikke. Det var nok bedst, hvis han ikke gjorde. Selvom tanken gjorde ondt.

Helena lukkede øjnende. Selvfølgelig ville han det. Det vidste hun allerede godt dybt inde, men alligevel bad hele hendes krop til at det ikke blev nødvendigt. At de flygtede væk fra dette. Levede deres liv væk fra Ciprian, væk fra problemerne og faren der lå deri. Således at ingen af dem kom til skade.
Langsomt åbnede hun øjnende igen og kiggede på ham. Soldat var hans indre og ydre. Den bedste mand at ligge sin tro til, og alligevel kæmpede Helena for at acceptere det. Acceptere at han var sådan, lige nu hvor de begge var i så stor fare. Men hun kunne ikke bede ham om at være en anden. Hun ville ikke bede ham om nogensinde at ændre sig. "Det ved jeg" hendes stemme var en hvisken som øjnende faldte til deres hænder.

Helena vidste godt at det var forkert at sidde på den her måde. At det absolut ikke var acceptabelt af en af hendes stand, oven i at hun var gift. Så mange kodekser, standarder og forventninger, det gjorde hende helt ør i hovedet. At bekæmpe sin egen opvækst, med de følelser som tankerne forsøgte at slå ned. Alt et stort virvar, og alligevel fjernede hun ikke sin hånd. Hun lod den blive i sikkerhed, så længe hun kunne, velvidende at hun næppe fik lov til at gøre det igen.

Hans ord fik hende til igen at løfte blikket. En simpel sætning der egentlig blot fortalte at de nok rejste videre, men betød så meget mere under. Tristheden gled over hendes øjne, givende dem en let mathed, men hun nikkede ganske svagt. Der var så mange ting hun ville sige, og alligevel ville ingen ord kunne forklare det - ikke hun ville acceptere sig selv i at sige. Ikke at hun havde accepteret at hun følte som hun gjorde, eller på sin hvis helt forstået det. Andet end det lige nu gjorde ondt. I stedet tog hun en dyb indånding og forholdte sig tavs. Tavs accepterende. Tavs og sorgfuld.

Karkhos var tavs, mens han lod sit blik hvile på kvinden. Hele hans indre var et stort rod, de sidste dage havde ødelagt den indre ro han normalt kunne hive frem og hvile i. Og hendes tilstedeværelse, berøringen af hans arm, gjorde det ikke bedre. Han kendte følelsen fra Scaralin, den sikre viden om, at intet ville gå hans vej. Hun var gift, han var soldat og det han følte, ville ikke lede til noget godt. Når de skiltes om lidt, ville han lukke følelserne inde og forsøge at glemme dem. Fokusere på virkeligheden og de problemer, han stod med på hænderne. Ikke hendes kønne øjne og blide stemme. Og det ville gøre ondt i noget tid, men han ville klare det. Selvfølgelig ville han det. Det blev han nødt til.

Men lige nu var hun alt for virkelig, hans indre smerte alt for virkelig og han sugede fornemmelsen af hendes hånd til sig som trøst. Som støtte. Snart ville hans liv ikke være som det plejede og hvis han kunne tænkte tilbage på dette øjeblik og føle sig en smule stærkere, var det det værd.

Hendes øjne fortalt kun alt for meget, hvordan hun følte og han kunne ikke afholde sig selv fra blidt at kærtegne hendes hånd med sin tommelfinger. Bare et enkelt, opmuntrende strøg, i et forsøg på at få sorgen ud af hendes øjne. Det var en sølle ting, det vidste han godt. Men det var også for at vise, at han forstod hende. Desværre kunne han bare ikke gøre noget for hende. Han vidste ikke, hvad han kunne sige for at trøste hende, så han fortsatte med at være tavs, det han gjorde bedst. Indtil han gav hendes hånd et klem.
”Hvis du en dag har brug for… hjælp her i hovedstaden… Så opsøg løjtnant Bigwig ved byvagterne. Han er en gammel ven af mig og forstår vigtigheden af diskretion. Ham eller hans underordnede Tarek, en kentaur.” Karkhos var ikke i tvivl om, at Lance Bigwig ville være den rigtige mand til at tage sig af hustruvold i de adeliges rækker. Trods at den ældre mand virkede som om, at han havde tabt et par søm, havde han hjertet det rigtige sted. Kentauren kendte Karkhos ikke så meget til, men han havde virket godhjertet og Bigwig havde talt meget positivt om ham. Og Karkhos havde brug for at vide, at der var nogen Helena kunne få hjælp til, når han rejste med Jocasta.

Tanken om masken der skulle opsættes og holdes det næste lange stykke tid, gjorde hende nærmest mere nedslået. Hun havde hele sit liv lært at perfektionere den egenskab, sørge for at ingen så hvordan hun følte eller havde det, med mindre hun selv ville. Det var før den her følelse kom. Ukendt, uvant og alligevel genkendelig. Helena vidste hvad den betød, hvor ny følelsen end var, og at den var rettet mod den tavse mand ved siden af sig. Det var nok til bringe den ubehagelige fornemmelse op i næsen, der kom når man bekæmpede tårer, men hun afholdte det fra at blive synligt. Det var uretfærdigt. Men sådan havde hendes liv altid været. Hun var adelig, og hun var gift. Det faktum at han var en simpel soldat var det mindste emne i hendes tanker lige nu.

Et let glimt af liv og glæde kom frem i de grønbrune øjne. Faktisk, gjorde den blide kærtegnelse, hvor lille og kort den end måtte være, at det sitrede igennem kroppen på hende. Hun blev observant over hvor meget hun ønskede at han fortsatte, hvor meget ro det gav hende, blandet med den spænding af sommerfugle i maven. På en og samme tid, ønskede hun også at han stoppede. Det gjorde det uundgåelige svære end det i forvejen var.

Helena nikkede langsomt. "Løjtnant Bigwig.." gentog hun lavmælt, nedskrev hans navn i sin hukommelse. Hun var ikke sikker på om hun ville få brug for manden, eller turde at opsøge ham eller denne Tarek, med mindre ting for alvor gik galt. Men hun fornemmede godt betydningen af hans ord. Bekymringen.
Helena vidste også godt at hun snart ikke kunne trække tiden ud i al evighed. Hendes egen tommelfinger bevægede sig blidt hen over hans arm, den eneste måde hun kunne udvise bare lidt af de følelser hun ikke måtte vise. Fingeren kørte frem og tilbage i blide kærtegnelser et par gange, inden hun tog en dyb indånding. "Jeg er nødt til at gå" Hun ville ikke, men hun var nødt til det, velvidende at nogen uden tvivl havde opdaget hendes fravær. Og det faktum at hun faktisk bare var gået, uden at sige det til nogen.

Til Karkhos lettelse så det ud til, at hun forstod, hvad han ville med det, han sagde, og han var glad for, at hun så ud til at tage navnet til sig. Det ville gøre ham mere tryg, at hun havde nogen at henvende sig til, skulle det være nødvendigt. Og han stolede på Bigwig. Så en sten faldt fra hans skuldre, som hun sagde hans navn, og et svagt smil gled over hans ansigt. Han var heller ikke blind for det glimt af glæde, der kom i hendes øjne ved hans kærtegn, men selvom han havde lyst til at blive ved, lod han være. Det var farligt nok at have hendes hånd i sin et offentligt sted som dette, men han tvivlede på, at nogen af dem, der var i kroen, skænkede dem nogen form for opmærksomhed. Eller vidste, hvem de var. Så derfor trak han sig ikke væk fra hendes hånd, selvom han burde.

Og det var måske også godt nok, for han kunne pludseligt mærke hendes finger kærtegne hans arm uden på trøjen. En følelse der fik hans hjerte til at sætte farten lidt op og hans greb om hendes hånd til at være en smule mere fast. Han ville ønske, at hun ikke var nødt til at stoppe, for følelsen var så beroligende og fik ham til at føle sig mere til stede. Han havde nær lukket øjnene, da hun sagde, at hun var nødt til at gå. Ja. Det var hun. Han sank en enkelt gang og mødte hendes blik igen, med grå øjne, der tydeligvis udtrykte, at han var ked af, at denne lille stund måtte ende.

"Ja." Han gav hendes hånd et sidste klem og trak hånd og arm til sig. Som han gjorde det, gled hans ansigt tilbage til det mere velkendte lukkede udtryk, der normalt prydede det. Der var ikke plads til følelser. Men hans øjne kunne ikke skjule, at det gjorde ondt at sige farvel. Det var et farvel, der var ingen garanti for, at de nogensinde ville se hinanden igen. Selvom han håbede, at de ville. Og så dog, hvad ville det nytte? Hvad skulle det gøre godt for, andet end at holde liv i følelser ingen af dem kunne have? 
"Jeg ønsker dig al held og lykke fremover." Han var ved at sige "Dem" igen, men fik stoppet sig selv. Hans ord var overfladiske, men han mente det. Han vidste godt, at hun nok aldrig ville blive lykkelig, men han håbede hun alligevel ville finde glæde i livet. Om det så bare var for hendes børn. 

Det var alt sammen små ting, som at holde fast i hinandens hænder, lade en finger kærtegne den anden ganske blidt, eller give et klem. At vide at han på en eller anden måde holdte nok af hende til at gøre de ting, varmede mere end selve handlingen. Hun fastholdte sig ved dem, følelsen det gav, varmen der gled over hendes lyse hud og øjnende der afspejlede en sorg hun genkendte fra sine egne følelser. Men det var for det bedste, det måtte det være. At de nu var nået til skillevejen og gik i hver deres retning. Med hver deres liv. Kun med små stunder som disse tilbage at huske på og varme sig ved.

Helena gav et klem tilbage med sin egen hånd inden hun trak den til sig. Allerede nu føltes den koldere, uden hans hånd til at varme den. Men det var sådan det var. Hun kunne ikke blive siddende. De vidste begge at før eller siden var den ene af dem nødt til at gå.
Masken begyndte langsomt at melde sig over hendes ansigt igen, forsøgende at glide tilbage til en aflukkethed som hele hendes indre egentlig ikke ønskede at genoptage. Hans ord, hvor overfladiske de end var, var afspejlet tydeligere i hans øjne. Et svagt smil kom frem på hendes læber. Hun løftede forsigtigt sin hånd og lagde den mod hans kind. "I lige måde, Karkhos." hendes fingre var blide, som de rørte hans hud og mærke skæggets tekstur. "Farvel" Hun tog hånden til sig som hun rejste sig og gik. Helena ønskede at vende sig og kigge tilbage, men hun var ikke sikker på at hun kunne gå videre hvis hun gjorde. I stedet fortsatte hun hen til døren og forsvandt ud af den, imens hele hendes krop ganske svagt dirrede, som konsekvens af hele situationen.

Turen tilbage var nærmest tomgang. Hun gik uden at anse sine omgivelser. Hun svarede meget kortfattet på spørgsmål hun fik ved sin hjemkomst, inden hun forsvandt væk til værelset. Lige nu var hun glad for at være alene. At hun kunne sidde for sig selv, uden nogen chance for at Renly pludselig kom forbi. Faktisk endte Helena med at sidde i fuldstændig stilhed med sine ben trukket til sig, bearbejdende alt hvad der var sket, mens tårerne fik lov at løbe på ny. De mange ting hun havde fået at vide, men mest af alt sanseindtrykkende der forstærkede sig af stilheden omkring hende. Smerten ved virkelighedens kendsgerninger, hun følte nu, ville ikke vare ved. Men hun var et sted også glad for at vide hvordan det føltes at elske en anden person. Selvom hun aldrig ville kunne gøre mere end at have det i sine tanker.

Karkhos stivnede en smule, som hun lagde en hånd på hans kind. Ikke fordi, at det var ubehageligt, nej det var det stik modsatte. En kærlig berøring, der fik hans hoved til at blive tomt og hans indre til at blive varmt. Han kunne ikke få sin stemme til at arbejde, så han var tavs, som hun vendte om og forlod kroen uden at se sig tilbage. Tavs og stille blev han siddende tilbage med en tom fornemmelse, som om hele kroen blev flere grader koldere, da hun gik. Hun tog noget med sig, en form for varme, han slet ikke havde bemærket var der.
Uden at vide, hvad han skulle gøre, fik han en kande øl ned til bordet, som kun langsomt blev tømt, mens han forsøgte at får styr på sine tanker og sine følelser. Verden var et uretfærdigt sted og han elskede en kvinde, som han ikke kunne få. Igen. Da kanden var tom, havde han lyst til en mere, men i stedet rejste han sig og gik op på sit værelse. Det var tomt og upersonligt, men det var ham ligegyldigt. I stedet satte han sig på en stol deroppe og fortsatte med at stirre mørkt ud i luften. På den ene side havde han lyst til at slå på noget, på den anden side orkede han simpelthen ikke. Han var træt. Livet var tungt at bære i disse dage. En let rystende hånd gled over hans ansigt og han sukkede dæmpet. Det var bedst at skubbe det hele fra sig, glemme Helena. Så han gjorde det, han havde gjort hele sit liv. Lukkede sine følelser inde og koncentrerede sig om sit arbejde. Om sin livsopgave. Nu bare som soldat for Jocasta. Og den tanke gjorde ham en smule gladere.