Aron vidste godt, at han egentlig ikke burde være her; havnebyer er generelt ikke et trygt sted for alfer, der som regel ikke var specielt gode til at slå fra sig. Og man skulle som regel kunne slå fra sig, hvis man ville begå sig nogenlunde i en havneby. Men Aron havde hørt et rygte om en halvork, hvis sind han ikke ville kunne læse, og Aron var simpelthen så nysgerrig, at han bare måtte finde denne halvork. Halvorken måtte gemme på nogle virkelig gode sager, hvis han havde sat sådan en kraftig fortryllelse over sig selv, og Aron ville vide var det var. Alfer og orker var ellers ikke ligefrem perlevenner, men første det første var dette væsen kun en halvork, ikke en fuldblodsork, og for det andet, så var Aron totalt ligeglad med den slags. Hans nysgerrighed overvandt alle reservations, han ellers måtte have, og så længe der ikke blev brugt vold eller trusler, havde Aron ingen problemer med nogen.

Problemet var blot, at Aron ikke vidste, hvad halvorken hed, eller hvordan han så ud, og i en by som denne var han langt fra den eneste halvork. Aron forsøgte at spørge sig lidt frem, men da han flere gange var ved at få nogen på næsen for sin nysgerrighed, gav han op. Han fløj ned til selve havnen og satte sig på en bunke af reb, så han kunne se over vandet. Han sukkede. Måske var det en fejl at komme helt hertil? Hvordan skulle han dog finde den halvork i byens mylder? 

Det havde ret hurtigt nået Hicks’ ører, at der var en alf, der var på udkig efter ham. Eller en halvork i hvert fald, men siden han var den eneste i nærheden - det var ikke pirat, de fleste halvorker drømte om at blive - så var det nok ham, alfen var på udkig efter. Han havde været ved at slæbe nogle tunge kasser med proviant ombord på Den Sorte Sirene, da en han kendte var dukket op og havde fortalt ham om alfen, der stoppede tilfældige på gaden og spurgte efter en halvork med magiske evner. Hicks løftede et øjenbryn og satte kassen, han havde på skulderen, ned. Det lød besynderligt. Hvad i alverden ville en alf med ham? Ikke at han som sådan havde noget i mod de små væsner, nok var han halvt ork, men han var ikke vokset op med orkernes modvilje mod alferne. Hans mor var venligsindet og det havde smittet af på ham.

Som han gik ned af kajen, kom hans kat løbende og sluttede op ved hans fødder, nysgerrig over hvor de nu skulle hen. Manden havde fortalt ham, at alfen fløj rundt i byen længere mod syd, så det var der, han var på vej hen, da han fik øje på alfen, siddende på en bunke reb længere fremme. Den så opgivende ud. Hicks stak tommelfingrene i bæltet og gik afslappet derhen. Han var en stor mand med tydelige orkgener. Ikke nok med at hans hud var grøn, hans næse flad og hans hår sort og tyndt, men rent bygningsmæssigt var han bred over skuldrene og med tydelige muskler på de muskuløse overarme. Han havde smidt jakken under det hårde arbejde og var kun iklædt resterne af en skjorte, der manglede ærmerne, bukser og de lange støvler, der næsten gik ham til knæet. Sværdet hang ved hans side som altid og han havde både en stor kniv i bæltet og en i et hylster i støvlen. Tatoveringerne på hans arme burde ret hurtigt oplyse, at han var en mand af havet.

”Jeg hører, at du leder efter mig?” Han stoppede op et par skridt fra alfen. Katten satte sig ved hans fod og så på alfen med en hale, der slog. Den troede sikkert, at alfen var legetøj. Men den blev siddende lidt endnu og Hicks holdt bare blikket på alfen. Trods hans måske lidt skræmmende udseende, var der intet over hans udtryk eller i hans blik, der sagde at han var det. Ikke at han så decideret venlig og positiv ud heller. Piratverden var for hårdkogte folk og det var, hvad Hicks var.

Aron var faldet i staver over vandet, der skvulpede omkring træpælene, der holdt molerne oppe, og han hørte slet ikke, at der kom nogen hen imod ham. Det gav et sæt i ham, da nogen pludselig talte til ham, og hvis det ikke havde været for hans vinger, så var han sikkert tumlet direkte i vandet. Han kom dog på vingerne og vendte sig mod personen, der havde talt til ham. 

"Du... Er du den halvork, der kan skærme dit sind?" spurgte Aron, stadig lidt stakåndet efter forskrækkelsen. Han smilede bredt op til den fremmede. Han lignede ihvertfald en halvork!

Alfen blev tydeligvis forskrækket, da Hicks talte til ham. Det var nu ikke meningen, men hvis den ikke var mere opmærksom på sine omgivelser... Faktisk var Hicks lidt nysgerrig, han havde ikke set mange alfer i sit liv. Som alfen vendte sig i mod ham, kunne han konstatere, at den så ud til at være af hankøn. Vingerne glitrede i det svage sollys og Hicks var mand nok til at indrømme, at de var ganske kønne. En lyd fra Mio fik ham til at bukke sig ned og samle katten op og sætte hende på sin skulder. Spørgsmålet fik ham kort til at rynke panden.
"Jeg er ikke modtagelig for magi, der påvirker sindet." Det var ikke noget, han selv havde kontrol over, det var en evne, der altid lå som et skjold rundt om hans tanker og hans sind. Hans kaptajn kunne synge så mænd og kvinder fulgte hendes mindste lyst, en anden kvinde på skibet kunne fortrylle enhver med sin evne, og heldigvis havde ingen af dem mulighed for at styre Hicks. Ellers havde han aldrig sagt nej tak til at skrive kontrakt med Den Sorte Sirene. Han ville hellere være på land end at være i risiko for at danse hele vejen ud over rælingen, fordi han havde pisset den forkerte kvinde af.

Han havde også efterhånden fundet ud af, at folk heller ikke kunne læse hans tanker eller sind. Der var simpelthen sat en mur op. Og det var meget heldigt, for det havde reddet ham fra problemer mere end én gang. Der var ikke nogen, der havde nedbrudt barrieren endnu, han fik højest en dundrende hovedpine, når nogen forsøgte, han blev udsat for magien i længere tid eller nogen sendte en tung bølge af magi i mod ham. Men det skete ikke så ofte.
Svagt mistroisk så han på alfen, men fandt ikke nogen grund til at opfatte ham som en fare.
"Hvorfor vil du vide det?"

Aron løftede straks hænderne i en afvæbnende gestus og smilede til halvorken. Han kunne godt se nu, at det måske virkede lidt mistænksomt, at han sådan gik rundt og spurgte efter halvorken. 

"Jeg er bare nysgerrig," svarede Aron ærligt. "Ser du, det er min levevej at indsamle minder og historier fra folk, og nogle gange bruger jeg min evne til at læse deres tanker, hvis de nu har glemt eller fortrængt noget. Da jeg så hørte om dig og din evne, ja... så blev jeg nysgerrig! Jeg har aldrig mødt én så dig før. Hvad hedder du?"

Aron vidste, at som alf burde han føle et dybt had og/eller afsky for halvorken foran sig, men han kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Der var sikkert en masse hel- og halvorker rundt omkring i landet, der var nogle vederstyggelige sataner, men denne halvork behøvede jo nødvendigvis ikke være en af dem. Han virkede tilforladelig nok, og Aron havde gjort det til en benhårdt princip ikke at dømme nogen, før de havde gjort sig fortjent til det, så at sige.

Hicks lyttede tavst til alfens forklaring. En historiefortæller, der brugte en tankelæserevne på at få hele historien. Jaså. Hicks var pludseligt meget glad for, at hans sind var lukket for den slags evner. Hans indre var privat og han kunne ikke forestille sig at have nogen til at rode rundt derinde efter oplysninger. Endnu en gang var han glad for at være blevet født med den evne.
"Hicks." Han kaldte aldrig sig selv andet, hans rigtige navn afslørede ret tydeligt, at han ikke var født til at høre til et sted som her. Men det var hans hjem og han hed Hicks.

"Så du har opsøgt mig for at forsøge at læse mine tanker?" Han rakte op og gned katten under hagen med en finger. Den anden hånd var stadig placeret i bæltet tæt ved den store kniv, der sad der. Et brum kom fra ham, en enkelt lyd for en latter. "Du skal være velkommen til at prøve. Sig til, hvis du finder noget andet end støv." Han mente det, han havde endnu ikke mødt nogen, der kunne bryde barrieren.
Der var overraskende tomt på havnen omkring dem, det var vinter og flere skibe var lagt til kajs eller helt trukket på land. Den Sorte Sirene var et af dem, der var klar til at sejle ud igen, uden hensyntagen til vintervejret. Hicks var ikke utryg, de havde en god kaptajn, han stolede på kunne finde ud af at styre vejret. Bogstavligt talt. 

"Hicks," gentog Aron stille med et nik. Det var helt tydeligt ikke hans fulde navn, men det var det navn, han havde lyst til at give Aron lige nu, og det var også helt fint. Aron smilede op til Hicks. Han så i grunden meget venlig ud på sådan en halvtruende måde.

"Jeg bryder mig ikke om tvang," sagde Aron til Hicks' forslag. "Jeg tænkte, at du måske havde lyst til at fortælle mig din historie? En beleven fyr som dig må ligge inde med en masse spændende minder."

En kold vind blæste ind fra havet, og Aron skuttede sig i sit kappe. Det var helt tydeligt, at han ikke var specielt godt tilpas i kulden.

Det havde været lidt en joke fra Hicks’ side af, at alfen skulle prøve at tvinge sig adgang til hans sind, men alfen svarede nu ganske alvorligt, hvilket fik Hicks til at sukke ganske let. Resten af alfens ord fik ham kort til at rynke på næsen og få et ikke så tilfredst udtryk i ansigtet. Fortælle sin historie. Det havde han ikke nogen planer om at gøre. De små anekdoter fra piratlivet rørte ham ikke, ud over nogle enkelte episoder, som for eksempel da han fik arrene på ryggen, men hans barndom i adellivets sikkerhed fortalte han aldrig om. Det kom ikke nogen ved. Det var ikke en decideret hemmelighed, at han havde en adelig baggrund, men ingen kendte detaljerne og sådan skulle det blive ved med at være.

Han skulle lige til at afvise alfen, fast, men høfligt, da det gik op for ham, at stumpen så ud til at fryse. Der var også pænt koldt på havnen, selv Hicks frøs en smule, som han ikke havde sin jakke på. Måske det var en god idé at få alfen indendørs på en nogenlunde sikker kro. Hicks kendte efterhånden alle kroerne i byen, som han også havde arbejdet på flere af dem og han vidste straks, hvilken han ville anbefale til alfen.
”Hvad om vi finder en kro at få varmen på, så kan du fortælle mig om, hvad du vil med mine minder.” Han lavede et let kast med hovedet op i mod bygningerne for at gøre tegn til, at han ville vise ham vejen.

"Det lyder som en vidunderlig idé," svarede Aron, og han kom straks på vingerne. Han havde lyst til at forklare sig allerede nu, men hans tænder var begyndt at klapre, så det var nok ikke en god idé at tale om noget vigtigt. I stedet smilede han til Kicks, mens de gik sammen væk fra vandet.

"Jeg har nok underv-vurderet kulden fra havet lidt," kommenterede Aron med et let smil. "Havet er ikke ligefrem det sted, jeg opholder mig mest."

Aron fløj tæt ved Hicks for at fange lidt af hans kropsvarme, men han holdt sig dog på behørig afsted på grund af katten. Han havde ikke noget imod katte som sådan, men de fleste af dem så ham som et stykke legetøj.

Hicks nikkede kort og begyndte så at gå op i mod byen. At blive set med en alf rørte ham ikke, han var pænt ligeglad med, hvad andre mente og tænkte. Det skulle han være, siden alt hvad han havde lavet hele sit liv, ikke havde levet op til andres forventninger og normer for en af hans race og status. Og han selv dømte hverken på det ene eller det andet, det eneste der beviste hvem man var, var hvordan man opførte sig. Og ind til videre havde alfen været ganske høflig. En smule dumdristig, hvis ikke decideret dum, som den fløj rundt i en by som denne, men venlig og høflig. Så Hicks gjorde bare gengæld og var høflig og fandt et sted at overnatte for alfen.

Han svarede ham ikke, men fortsatte med at gå lidt, katten stadig hvilende på hans skulder med øjnene rettet mod det flyvende væsen. Hun ville nok ikke gøre den noget, men katte er katte og hun var meget interesseret i det flyvende væsen. Hvilket ikke så ud til at bekymre Hicks overhovedet.
"Du er også langt væk fra hvor alfer normalt holder til, er du ikke?" Han vidste faktisk ikke helt, hvor alfer kom fra, men så langt nord på virkede ikke helt rigtigt. Han forestillede sig en eller anden sydlig skov, men ærligt talt havde han ingen anelse. Det var ikke alfer, han havde haft mest med at gøre i sit liv.

Som de kom ind i mellem husene, forsvandt lidt af den kolde vind, hvilket var rart, for Hicks var ved at blive kold. Måske han skulle slå sig ned med et eller andet stærkt at drikke og få varmen, inden han gik tilbage til Den Sorte Sirene. Det hastede ikke mere end det jagede at få de kasser om bord. Der var andre til at holde øje med dem alligevel. Og han kunne jo være heldig, at der var mindre at slæbe, når han kom tilbage. En tanke, der ikke bragte nogen forventning, som han ikke regnede med, at nogen gjorde hans arbejde.

"Jo, det må man vist sige," lo Aron, mens holdt skarpt øje med katten. Han havde lyst til at klappe den, men turde ikke. Han åndede lettet op, da de kom i ly for blæsten. "Der er en del varmere i Alfelunden end her. Men jeg har ikke været der i mange år. Jeg rejser meget."

Det kriblede allerede i Aron for at udfritte Hicks om alt, men han holdt igen, sådan nogenlunde ihvertfald.

"Rejser du også meget?" spurgte han og forsøgte at lyde nonchalant.

Alfelunden. Jaså. Hvor den så lå henne, kunne Hicks ikke svare på, men det var vel også relativt lige meget. Den hørte i hvert fald ikke til her, hverken i kulden eller i piratbyen. Hicks ignorerede normalt de mere skumle ting, der skete i byen, som han ikke kunne gøre noget ved det alligevel, men der lagde fast skibe til, der sejlede knapt så frie væsner til Balzera. Og denne alf kunne meget hurtigt ende på sådan et skib, hvis den ikke var forsigtig. Ikke at den var i fare, så længe Hicks var i nærheden dog. 

Hicks trak let på skuldrene ved alfens spørgsmål. Tjah, det var vel som man tog det.
"Jeg har sejlet rundt om Krystallandet mange gange. Set kysterne. Set andre lande i horisonten. Men jeg har ikke været ret meget rundt i landet." Han havde set hovedstaden, Balzera og de få andre havnebyer. Hans familie boede midt i mellem Dianthos og piratbyen, så han kom sjældent længere væk end det. 

Endeligt kunne han gå hen til en dør og åbne den for alfen. Varmen væltede ud fra rummet, der var overraskende tomt, der sad kun enkelte væsner rundt omkring. Måske den forkerte tid på dagen, hvem vidste. Kroen var tydeligvis ikke den værste i byen, den virkede endda næsten hyggelig. En ranglet kvinde med en lang næse og stikkende grønne øjne stod bag baren, en kvinde man ikke skulle forsøge at gøre sig uvenner med. Hicks havde arbejdet for hende over flere omgange og han løftede hånden som hilsen til hende, inden han lukkede døren bag sig op gik op mod baren for at bestille.
"Hicks min skat, længe siden. Fået hyre på Den Sorte Sirene, hører jeg. Nu har Amalia af at behandle dig ordentligt." Kvindens stemme var hæs og hun mindede mest af alt om en krage. Hicks smilede skævt. Ordet spredtes hurtigt.
"Bare rolig, Paga, Amalia er solid. Jeg vil gerne have fra flasken under baren og..." Han vendte blikket mod alfen for at vide, hvad den kunne tænke sig.

Det kriblede i Aron for at spørge mere ind til Hicks' sejladser, men han holdt sig i skindet. Der var ingen grund til at skræmme Hicks væk ved at virke for ivrig. Det kunne nemt virke mistænksomt, og Aron havde jo gode intentioner, men det kunne godt være svært at overbevise folk om. Så Aron nikkede blot, mens de fulgtes ad. 

Da varmen fra kroen væltede ud i hovedet på Aron, kunne han ikke helt lade være med at slippe et lettet suk. Den her kulde var ikke specielt alfe-venlig, og det var skønt at komme indenfor. Det var måske ikke det fineste sted, men det var langt fra det skumleste sted, Aron havde været, så han følte sig fint tilpas.

"Et glas vin, tak," sagde Aron og gravede straks i sine lommer efter nogle krystaller.

Hicks vendte blikket tilbage på Paga, som Aron sagde, at han ville have et glas vin. Kvinden blinkede til Hicks, som hun bukkede sig ned og tog flasken frem fra under baren. Det var det dyre, det som varmede på den rigtige måde hele vejen ned i maven og som meget hurtigt slog en ud - hvis man ikke var vant til at drikke. Hicks havde størrelsen til det, så hvis han holdt sig til et enkelt krus, ja så skulle han nok sagtens kunne fortsætte sit arbejde.
”Skal vi ikke sige, at denne omgang er på husets regning som fejring for dit nye job, hm? Så må du hilse Amalia og bede hende huske Tangskuret og stakkels Benløse Paga, når hun sender besætningen i land, ikke?” Med en kaglende kragelatter hældte hun rommen op til Hicks og med et klonk vendte hun rundt for at finde vinen, afslørende, hvorfor hun var kaldt Benløs - hun havde et træben.

Hicks smilede skævt over hende, et ægte smil, der mildnede hans grønne træk.
”Det skal jeg sige til hende.” Han tog sit krus og ventede på, at alfen fik sin vin, inden han bevægede sig ned til et bord langs væggen, hvor han satte sig, lænede sig godt tilbage og smækkede de lange ben med de knæhøje støvler op på en anden stol, hvilket fik kvinden bag baren til at lukke det ene øje og pege på ham, hvilket bare fik ham til at vinke. Han fik ikke smæk for at have fødderne oppe, selvom andre gjorde. Kruset blev placeret på bordet og han begyndte at rode en af de små tasker i bæltet igennem, indtil han havde fundet en pibe og en lille pung med tobak. Roligt begyndte han at stoppe sin pibe.

"Det lader til, at du føler dig godt hjemme her," sagde Aron, mens han fulgte med Hicks ned til bordet. Han havde holdt sig lidt i baggrunden, mens Hicks havde konverseret med Benløse Paga, som hun åbenbart blev kaldt, for han havde været interesseret i at se, hvordan Hicks opførte sig omkring andre folk. Det var overraskende og uventet at se, hvor venlig han faktisk var. Det var ikke noget, man normalt kunne forvente fra orker, og Aron kunne ikke lade være med at undre sig over, hvor meget af hans personlighed kunne tilskrives den menneskelige del af ham eller om det virkelig var muligt, at en ork kunne være så venlig som Hicks. Det kunne han dog ikke rigtigt spørge ind til (endnu), så Aron smilede bare og iagttog.

Bordet, Hicks havde sat sig ved, var ikke rigtigt indrettet til alfer, så Aron satte sig til rette på en stoleryg i stedet for på selve stolen og løftede sit glad mod Hicks.

"Skål," sagde han og smilede. "For en udfordring."

Hicks brummede let, som alfen konstaterede, at han følte sig hjemme på kroen. Det kunne man godt sige.
”Jeg har arbejdet her over flere omgange i min tid her i piratbyen.” Faktisk var det første sted, at han havde fået arbejde, efter han var stukket af hjemmefra og taget hertil. Paga havde arvet kroen fra sin mor, der havde hyret Hicks til at starte med. Familien havde altid taget sig godt af ham.

Han fik stoppet piben og lagde sin pung væk igen, inden han rakte ud og brugte tællelyset på bordet til at få ild i piben. Smagen af røg fyldte hans mund og han sugede veltilpas ind, inden han pustede det hele ud igen i en stor sky. Han røg ikke så ofte, men han kunne godt lide det. Det var afslappende. De grå øjne faldt tilbage på alfen, der skålede, og han greb kruset, løftede det i hilsen og drak en god slurk. Væsken brændte hele vejen ned igennem svælget og ned i maven, noget der kunne få svagere mænd til at få tårer i øjnene, men Hicks tog det i stiv arm.

En udfordring. Så alfen havde virkeligt tænkt sig at udspørge ham om hans liv? Held og lykke til ham da, Hicks havde ikke planer om at fortælle det helt store. Han var en overraskende privat mand, der helst ikke bragte sin familie op. Selvom alle vidste, at han havde en stor familie, der vist var adelig, vidste ingen ret meget mere. Andet end at hans ene kusine strikkede ham huer, en anden bagte fantastiske tærter og hans far havde lært ham at fægte og hans mor ham at slås beskidt. Lidt slap ud af ham en gang i mellem, men de fleste viste ingenting. Og sådan så han det helst.

Aron lod Hicks drikke og tænde op i stilhed. Han vidste, hvor irriterende det kunne være ikke at få lov til at samle sig, inden der blev stillet spørgsmål til én. Han så blot på med et lille smil, mens han hev sin bog frem fra tasken og åbnede den, klar med pennen. Han skrev datoen og Hicks' navn ned.

"Hvornår kom du først hertil?" spurgte han, mens pennen allerede fløj over bogens tomme side. Siden forblev dog tom, men i stedet hvirvlede en fin, sølv-agtig dis omkring pennen og Arons hånd, mens han skriblede løs. Det var nok svært for de fleste at forestille sig, hvad Aron dog kunne skrive, når Hicks ikke havde sagt et ord til svar endnu, men Aron beskrev alt fra lugten i rummet, til stemningen, til udtrykket på Hicks' ansigt, til smagen af vinen... Kort sagt beskrev Aron alt, han oplevede, ikke kun de ord, der på et tidspunkt ville komme ud af Hicks' mund.

Hicks’ grå øjne gled ned til bogen og pennen, der allerede fløj af sted, uden han havde sagt noget. Hvad i alverden skrev alfen ned? Trods sin nysgerrighed blev han siddende og agtede heller ikke at spørge. Så længe han selv ikke havde sagt noget, kunne det umuligt være noget specielt. Han vidste jo, at alfen ikke havde adgang til hans sind. Havde han haft det, ville Hicks nok have været noget ubehageligt tilpas over al skriveriet, men lige nu var han stadig ret afslappet.

Spørgsmålet fik ham til at se lidt på alfen med et overvejende blik. Han agtede ikke at fortælle noget, men små uskyldige spørgsmål som hvornår han kom til piratbyen… han tog endnu et sug af piben, sukkede og lukkede øjnene halvt i.
”Da jeg var femten.” Ja, 15 år gammel og våd bag ørerne uden nogen viden om, hvordan piratlivet ville være. Han var blevet forelsket i havet og den frihed, det lovede ham. At han ikke bare kunne hoppe på et skib og rejse mod horisonten, var ikke helt gået op for ham og den første tid havde været hård. Men han fortalte intet af dette, det kom ikke alfen ved.
Endnu en røgsky forlod ham, inden han sippede lidt af den stærke væske i kruset. Det var rart at slappe lidt af og have de lange ben smækket op.

15? Det var alligevel lidt tidligt, synes Aron, men han vidste selvfølgelig ikke, om Hicks var vokset op hos mennesker eller orker, og det kunne godt være forskel med den slags mellem de to racer. Måske? Aron anede det ikke, men han kunne alligevel ikke lade være med at spørge...

"Var det med vilje?" spurgte han, mens pennen stadig fløj over papiret, den sølv-agtige dis hvirvlede stadig blidt om hans hånd. "Jeg mener... Havde du selv valgt at komme her?"

Hicks betragtede alfen lidt, som den blev ved med at spørge. At fortælle om sig selv lå ikke til Hicks, men nu var det også sjældent, at folk faktisk var interesseret i hans historie. En historie, han ikke selv anså for at være så meget anderledes end så mange andres, den var mest rimeligt god, nok mest neutral. Ja, der var sket slemme ting, men han var her endnu og levede fint med det hele. 
Røgen fyldte hans lunger og han overvejede, om han stadig pænt skulle afvise alfen eller begyndte at fortælle en lille smule. Hans flade næse bevægede sig lidt, som han trak ubevidst på den. Han var ikke glad ved tanken om at skulle fortælle.

"Jeg kom her af egen fri vilje. Stak af hjemmefra." At han havde været her før, bagbundet og uden den store mulighed for at opleve byen, sagde han ikke. Men han havde set havet og det havde været nok. Det store vand, der trak i ham.
Mio strakte sig, som hun kravlede ned af hans skulder og i stedet fandt plads i hans skød, hvor hun rullede sig sammen og lukkede øjnene halvt for stadig at holde øje med Aron.