Aron kunne ærlig talt ikke helt huske, hvordan han var endt her. Eller det vil sige, under normale omstændigheder ville han sagtens kunne huske det, for han glemte aldrig noget, men netop disse omstændigheder var ikke specielt normale. Han havde fundet vej til en eller anden halvskummel, halvsnusket kro, hvor de godt nok havde kigget noget skeptisk på ham, da han - en fin og fager alf - var fløjet ind og bedt om et værelse, men da han havde lagt en håndfuld krystaller på disken, havde de straks givet ham, hvad han ville have.

Nu sad han så nede i kroens værtshus ved et bord i hjørnet. Hans bog var gemt væk under et løst gulvbræt oppe på hans værelse, for Aron havde allerede da vidst, at dette blev en nat, hvor bogen ikke skulle med. Han kunne ikke risikere at forlægge den eller få den stjålet. Men han havde også brug for en nat som denne nat. Andre folks miner og tanker havde snurret rundt i hovedet på ham i dagevis, og til sidst var han næsten ved at blive skør af det. Han havde brug for at få renset ud, for at starte forfra, og den eneste måde han kendte, var denne.

Aron slikkede sig om læberne og tog en slurk af sin øl. Det var hans anden, og selvom der normalt skulle mere til at gøre en voksen fuld, så var størrelsen på kruset beregnet til at voksen mand, ikke en alf, og Aron havde allerede indtaget næsten en tredjedel af sin kropsvægt i alkohol. Derudover havde han fået fat i noget særlig tobak fra en af de skumle typer på værtshuset. Den gjorde ham bedøvet og halvfjoget. Aron grinede lidt for sig selv og lænede sig over bordet. Hans hår var mere eller mindre gledet ud af den knold, han havde bundet det op i, og der var pletter ned ad hans trøje. Han lignede kort sagt en, der var kommet lidt for langt ud.

De forbipasserende silhuetter, lod ikke til bidemærke i de hurtige trin. Mellem de halvsnusket veje, blev det snusket værtshus. Det ideelt sted, at holde lav profil. Da vampyren trådte ind ind på værtshuset, blev blikkene straks fokuseret på ham. Med matte mørke farver, kunne han næsten ligne en lokal gæst. Men Smile var ikke byen, tvært imod. Han var blev træt af leve i tusmørkedalen, hvor han holdte til.

Efter at de lokale blikke havde forladt ham, gik Smile op til baren. "Et krus mørk øl" sagde han kort. Ikke fordi at han skulle drikke det. Den slags var ingen graven for en vampyr. I sted kunne han bare falde ind. Efter betaling, vendte Smile sig imod de andre gæster. Med sine øje skjult af skygger, gennem gik Smile lokalet for et offer. Hans blik blev trukket til det bord ved hjørnet, hvor en alf sad alene. Perfekt. Smile blev hurtig trukket hen imod den ensomme gæst. Han kunne sagtens have taget hele lokalet, men i det øjeblik var Smile ikke i humør til at dræbe alle der befandt sig i baren.
"Kan jeg sætte mig her?" sagde han kort, han ventede ikke på svaret. Smile satte sig bare overfor alfen. Nu hvor han sad ned, kunne Smile skubbe sin hætte ned. Med skyggerne væk fra det blege ansigt, kom monsteret frem i lyset. Køn, var ikke ordet som man ville bruge om Smile. De lange der gik fra kind til kind, gave en illusion om at der altid var et smil på hans læber, selv om man aldrig ville kunne identificer hans humør. Men de blå øjne kunne man læse, hvis man var god. Det lange sorte hår, blev ofte trukket ned foran hans øjne. På den måde, kunne Smile holde sin illusion om at han stadig kunne blinke med hans øjne.

Mens han lænede sig tilbage i stolen. Lod Smile sine øjne betragte alfen. Han hørte alfen grine af sig selv, måske havde han betømt sit valg at bytte lidt for hurtigt? Det virkede til at alfen havde mere end alkohol i blodet. Ikke at den slags ikke var morsomt, tvært imod. Smile kunne godt lide effekten af blod der var påvirket af andet end alkohol.

Ordene fra den fremmedes læber tog et godt stykke tid om at nå Arons øre og derefter at sive dybt nok ind i hans hjerne til, at han forstod, hvad de betød. Nogen ville sætte sig ved hans bord! Aron løftede hovedet og kiggede op med sit slørede blik, men det gik op for ham, at den fremmede allerede havde sat sit. Hvor uhøfligt! Aron snøftede og kløede sig på næsen, mens han svajede lidt på sin stol.

"Undskyld, jeg... jeg er ikke rigtig i humør til selskab," snøvlede han og blinkede hurtigt med øjnene for, at bedre kunne se den fremmede overfor ham. Det lignede grangiveligt, at den fremmede grinede af ham!

En kutteklædt skikkelse rejste sig fra et bord i kroens hjørne, hvor den havde siddet sammen med 5 andre tilsvarende kutteklædte skikkelser. Skikkelsen samlede et vinglas og en flaske op, inden den med lette skridt flyttede sig over til alfens bord, hvor et værre freakshow lige havde sat sig. Glasset og flasken blev sat på bordet inden skikkelsen rakte op til hætte og kastede den tilbage.

Jezebels ravnssorte hår faldt blødt om hendes skuldre, som hun betragtede de to med et blændende smil "Jeg troede ellers man gik på kro netop for at møde interessante bekendskaber!" klukkede hun mens hun satte sig til rette mellem de to andre. "Det er hvertfald hvad jeg har i sinde at gøre. Men hvad med jer to herre hmm? Hvad er i her mon for at udrette?" spurgte hun nysgerrigt mens hun hældte en dybrød væske fra flasken, op i sit vinglas.

Smile klukkede kort.

Han ignorer den fakta at alfen ikke ønskede selskab, med passion. Smile trak på sine kind muskle, derved udvide det evige smil sig foran alfen. "Jeg tro godt at du kender svaret" sagde han kort. Han havde ikke tænkt sig, at flytte sig nu.
Med en tilbage lægning i stole, blev Smile opmærksom på det nye selskab. Nu, hvor han havde startede sin maner løse adfærd, blev han kun mere glad for se at han ikke var alene om den slags.
Med sine øjne på kvinde der sad i mellem dem, kunne Smile lige så godt være ærlig. "Jeg kommer altid på kro for finde interessant selskab, nok ikke den venlige slags" Her gav Smile alfen et kort blik, før han kiggede tilbage på kvinden i mellem dem.

Smile kunne bruge øjeblikke på at skimme en person. Men denne gang var han i tvivl om hvad han så. Kvinde var visuelt smuk på mange planner, hun kunne være en perfekt model til hans kunst. Han var dog ikke kommet sydpå for at finde nye modeller, men for finde interessante væsner og mennesker, og en ny kilde blod. Den sidste del, havde jo været tanken da han kom ind på værtshuset. Han var dog ved at tvivle på om han ville kunne dræbe flere mennesker på engang, uden at de ville nå udenfor.

En bleg hånd kom op for at dreje på det krus øl som stod foran ham, mens tanken stadigvæk plagede ham.  

Arons øjne flakkede mellem de to personer ved hans bord; han var alt for omtåget til rigtig at være i stand til at hitte ud af, hvad der skete, især fordi de to personer så ud til at tale til hinanden, ikke til ham. Eller hvad? Kunne han smutte væk, uden de opdagede det? Det var værd at prøve! Især den smilende herre virkede ret truende, og Aron havde ikke særlig meget lyst til at blive i hans selskab længere, end han behøvede.

Hans vinger sitrede, han var klar til at lette, men da hans hånd tilfældigt rørte hendes arm, da han vendte sig i stolen, ramte en besynderlig fornemmelse han pludseligt. Det var, som om han kendte kvinden ved bordet, selvom han var overbevist om, at han aldrig havde set hende før. Hun var meget smuk, og han ville have kunnet huske hende. Nej, han havde aldrig set hende før i sit liv, men alligevel... Det var, som om han havde kendte hende hele sit liv. Det var meget mystisk! Aron glemte helt at stikke af, men sad i stedet for og stirrede på kvinden ved siden af ham.

Jezebel lavede blot en overbærende 'tsk' lyd af dem begge to, og lagde en fast hånd på alfens skulder, da denne forsøgte at flygte, og skubbede ham tilbage ned i sædet. Hun fikserede den lille mand med sit blik "Du kan da ikke blot forlade os så tidligt kæreste! Du har jo ikke engang svaret på mit spørgsmål!" hun slap ham igen, men Aron ville nok nå at genkende armbåndet om hendes håndled som alfe håndværk.
Jezebel tog sig ikke videre af undermålerens stirren, og vendte i stedet sin opmærksomhed mod den anden mand ved bordet "Uvenligt selskab ligefrem? Jamen dog" hun samlede sit glas op og kastede den røde væske rundt i glasset et par gange "Så må jeg vel bære byrden af at være aftenens gode selskab" bekendtgjorde hun med et dybt, teatralsk suk inden hun satte glasset for munden og drak dybt.

Smile rullede næsten med øjnene. Han var da godt selskab, når han ikke dræbte på liv og løs.
Måske havde han taget fejl da han kom ind. Men den slags indrømme han ikke. I stedet for, lod han den blege hånd bevæge sig tilbage ned på bord falden med et stille suk.
I sted for at sige mere, ventede Smile på at høre svaret fra alfen. Han løftet sin hånd fra bordet, og brugte den til at hvile hoved med, mens han vippet lidt frem og tilbage i stolen. At sidde stille med kroppen, var næsten umulige for ham. Smile var næsten altid i bevægelse, med mindre at han for fulgte et bytte som ikke skulle se ham.

Aron svarede ikke på spørgsmålet, for kvindens armbånd havde fanget hans opmærksomhed. Aron havde meget få hæmninger omkring sin nysgerrighed normalt, men de forsvandt totalt, når han var beruset. Uden at spørge først eller overhovedet at tænke over det, greb Aron fat om kvindens håndled og trak det op til sit ansigt, så han kunne nærstudere armbåndet. Han lod sine fingre glide over smykket, og han kunne mærke magien vibrere derinde. I modsætningen til en alf som Trylletta, kunne Aron ikke identificere magi, og slet ikke i personer. Men hvis en genstand var lavet af alfer og besad alfemagi, så kunne han sagtens fornemme det, men han ville ikke kunne sige, hvad for en slags magi det var.

"Et alfesmykke!" udbrød han og smilede med næsten barnagtigt jubel op til kvinden, som han stadig følte, at han kendte vældig godt. "Og et smukt et! Fuld af magiske evner... Hvor har du fået det fra?"

Jezebel skævede til freaken med let irritation over hans konstante vippen. Ingen selvkontrol! Ugh. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt flyttet til alfen som denne greb hendes arm og trak den til sig. Armbåndet.
Jezebel genvandt hurtigt sit smil "ahh ja er det ikke noget særligt?" spurgte hun og lænede sig nærmere, helt tæt ind på alfen "det blev lavet af en gammel alf, hendes sidste værk faktisk" Jezebel så Aron i øjnene og hendes smil blev lumsk "jeg tog det, fra hendes kolde, døde håndled".

Det var en lodret løgn. Armbåndet havde hun haft siden hun var barn, en gave fra hendes mor der lod hende vide når der var fare på færre.
Men det havde hun på ingen måde i sinde at fortælle alfen. Nej, det var langt sjovere at se hans reaktion på det andet.

Den bevægelse som Smile havde fortaget sig, forsvandt i det øjeblik han hørte kvinden tale om sit armbånd.
Hans udtyrk skiftede til der var overrask, men det blev med det samme skifte ud med tilbage trukket smil. For engangsskyld, var det ikke hans tur til tale om synet af død, vold eller blod.
Smile ville vente med sige noget. I sted ventede han på at se hvad alfen ville sige til det. Det bedste han kunne forvente var rædsel, eller panik. Begge ville tilfredsstille ham, på stor mental plan. Ville han grine? Muligvis. Han fik altid et sus i kroppen, når folk lå for døden efter at han næsten drænet dem for blod.   

Arons smile blegnede en smule, da Jezebel fortalte ham om armbåndet, og han nåede lige et føle et enkelt sekunds frygt, før han indså, at hun løj. Han forsøgte eller altid at respektere folks ret til deres private tanker, men når han var påvirket, havde han svært ved at styre sin evner, og derfor så han ofte glimt af folks tanker, selvom han egentlig slet ikke havde prøvet (han havde dog ikke set nogle glimt fra den mærkelig mand ved bordet, hvilket egentlig var mystisk). Da han kun lige havde mødt Jezebel og slet ikke vidste noget om hende ellers, så han ingen detaljer. Men armbåndet var ikke fra en død alf. Nej, hun havde fået det af en alf, som betød noget for hende. Om det var godt eller skidt, kunne Aron ikke rigtigt se, men der var en masse følelser knyttet til armbåndet.

Under normale omstændigheder havde Aron nok holdt sin nye viden for sig selv (ihvertfald lidt endnu), men fordi han var fuld og skæv, havde han mere eller mindre ingen hæmninger.

"Den er god med dig!" lo Aron og rystede på hovedet. "Er det noget, du siger til alle, der spørger om dit armbånd?"

Jezebel så indgående på Aron da han kaldte hendes bluff. Viste han noget, eller var han bare for langt væk til faktisk at tro hende? Hendes smil blev bredere. Sikken en interessant udvikling! "Kun når humøret slår mig" erkendte hun og lo hjerteligt. Åh det her var så meget bedre end hun havde ture håbe på! "Men nu du ikke tror min historie, så kan du måske fortælle mig hvor jeg har det fra i stedet, hmmm?" En lille historieleg. Hun havde ingen måde at vide hun lige havde udfordret en professionel, og det havde nok heller ikke stoppet hende alligevel.
Hun vendte blikket mod freaken "Eller har du nogle gode bud kæreste?"

Først var åbenlyst at han ville grine, men da alfen kom med en lidt kedelige reaktion, blev morskaben suget ud af ham. I sted for sad Smile bare der, stille som en mus, indtil at kvinden talte til ham.
Hvad han troede, ja det var aldrig godt at vide. Smile var morbid nok, til opfinde en historie der kunne skramme alle væk fra ham på kort tid. "Jeg tror.. Det kunne være en offer gave? Som tak for at du ikke tog personens liv i det øjeblik?" Sagde han med interesse, hun lignet lidt den type person man ville finde hjemme i tusmørkedalen, om natten. Men om det var sandt, viste han ikke. Smile var normalt ikke den der bedømte folk meget på udsende, for han viste godt at der var mere mellem himmel og jord som vampyr.  

"Nej, nej, det er helt forkert," sukkede Aron, da den spøjse mand ved bordet talte, og han tog Jezebels hånd i sin, så han rigtig kunne mærke hende. Hendes hånd var naturligvis større end hans, men den var slank, bleg og smuk. Aron faldt lidt i staver over den, inden han fik taget sig sammen. Han rystede let på hovedet og lod sine finger glide over den bløde hud og derefter over armbåndet. Han så en alf for sig, en kvinde, men han kunne ikke se hendes ansigt endnu. Jezebel var lille, en 5-6 år gammel, og kvinden holdt hende i sine arme. Armbåndet skulle beskytte hende.

"Det blev givet i kærlighed," sagde Aron, mens han stadig stirrede på Jezebels hånd. "Du tog det ikke, det blev givet til dig som en gave. En gave fra..." Arons øjne blev større, "Fra din mor."

Kunne det virkelig passe? Sad han virkelig her med den datter Trylletta havde ledt efter så længe? Det var helt utroligt! Aron kunne ikke lade være med at smile, da han endelig løftede blikket fra Jezebels hånd til hendes ansigt.

Jezebels smilede tilfreds ved monsterets antagelse. Åh det ville have passet hende fremragende hvis det havde været tilfældet! "Ikke et dårligt bud, nej slet ikke!" sagde hun muntert og løftede sit glas mod ham.
Alfens reaktion trak dog hurtigt hendes opmærksomhed, og hun lod ham tage sin hånd. Det var en underlig intim reaktion, midt i alt dette. Som om der for et øjeblik ikke fandtes andre i verden end dem. Armbåndet raslede og gav en sagte kliren som dens magi reagerede på hvad der skulle til at ske.
Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Som alfen begyndte at tale løftede hendes øjenbryn sig og hun mærkede et svagt prikken af rædsel i sit hjerte. Åh nej.

Jezebel lo, højt og hjerteligt som hun trak hånden til sig og det var svært at sige om hun lo af ham eller hans historie. "Det var da godt nok det stiveste!" lo hun, som var det den mest absurde ide hun nogensinde havde hørt. Det gav jo heller ikke mening! Han havde lige før sagt det var et alfesmykke, og det var tydeligt at Jezebel hverken var halvt eller hel alf.
Først måtte hun afværge den situation alfen var ved at skabe.. og så måtte hun vurdere om han viste så meget at hun ville være nød til at tage ham med hjem.

Tilfreds med sit gæt, sad Smile stille. Igen kørte hans finger om rammen på hans krus. Skulle han prøve at drikke? Bare tanken om smagen, fik hans krop til at vende sig. Men det ville virke bedre, hvis han spillede rolle som dødelig.
Uden synlig afsky, lod Smile krus op til hans læber, før han tog en lille tår. Med det samme blev det klar at han fortrød den beslutning, synlig kæmpet han med sluge indholdet i hans mund.
Afskyeligt, men ned kom det. Smile lavet er af den slags ansigter, der viste at han tydeligvis ikke var alkohol drikker til hverdag. Føj. Var den korte tanke, før hans krop gik i gang med kampen om hvor vidt at han skulle beholde væsken i kroppen. 

Jezebel løj! Hun vidste naturligvis ikke, at han kunne læse tanker, for så ville hun nok have gjort noget andet, men det var helt tydeligt for Aron, at hun løj. Han var dog ikke så dum, at han sagde noget til det. Jezebel var tydeligvis ikke tryg ved situationen, og derfor løj hun. Måske hvis de havde siddet alene, ville Aron have spurgt mere ind til løgnen, men i stedet gjorde han noget andet.

"Måske tager jeg fejl," sagde han og rystede grinende på hovedet. Det fik dog rummet til at snurre lidt for meget, så han holdt hurtigt op igen og tog en tår øl i stedet for. Den mærkelige mand ved bordet så ud til, at han var lige ved at kløjes i et eller andet, så Aron vendte sig mod ham.

"Øh, er du okay?"

Jezebels blik sagde det hele. Hun troede ikke på Arons afvigende kommentar. Han viste noget. Men blikket sagde også at hvad end han troede han viste, var det bedst glemt. Med mindre han var villig til at teste præcis hvor villig han var til at holde fast på de minder - og hans sunde sind.

Jezebel lod sin opmærksomhed glide til den anden igen, da han lod til at være ved at kløjs i sin øl. Hun løftede et øjenbryn endnu engang mens hun løftede sit eget glas mod sin mund "Kan du ikke holde din alkohol nede?" spurgte hun småirriteret, hendes humør nåde dæmpet ovenpå alfens 'gæt'. Hun lænede sig en smule tilbage i sin stol. Hun skulle ikke nyde noget af at få hans maveindhold udover sig hvis det vitterligt kom op!

Der gik lidt tid før Smile kunne finde et svar. "Jeg har det fint, ugh. Jeg drikker bare ikke specielt tit" forklaret han kort, efter et øjeblik mere, lod det til at hans krop havde det en smule bedre.
Aldrig igen. Tænkte han kort. Igennem tiden havde han været dum nok til smage på menneske mad og drikke, men den her gang var det en af de værste oplevelser i hans liv som vampyr.
Smile lavet er par dybe vejrtrækninger, bare for slappe af i kroppen. Det lod til at hans krop accepterede at han havde forsøgt at drikke, selv om det aldrig var den bedste ide. "Jeg skal nok holde mig alkoholen fra nu af"