Solen stod højt på himlen, og ingen skyer var i sigte. Sneen lå stadig rundt omkring, og man blev nødt til at være forsigtig med hvor man egentlig trådte henne, da der lå is de fleste steder. Især på landevejen kunne det være svært at få ordentlig fodfæste, som sneen blev ved med at blive smeltet og frosset sammen igen når de kolde nætter kom.
I forhold til at det var vinter, så var vejret faktisk ganske godt, vinden blæste da en smule, men den var ikke kold eller kraftig nok til at det bed i ens lunger. Især for en person fra nordlandet var det nuværende vejr absolut intet problem. Det var jo næsten af den varme ende af skalaen, når det kun lige var under frysepunktet.

Det var dog ikke fordi at Llyr gik alene ned af landevejen. Han havde trukket ud til siden og gik i sneen, så  han ikke behøvede at falde på landevejen, hvor isen så ud til at forvolde problemer for mere end et par stykker af dem der rejste afsted. De fleste skænkede ham ikke et blik. I hvert fald med mindre de opdagede at det store brune dyr der gik ved siden af ham ikke var en hund. Ikke at Llyr opdagede når vognene kørte forbi dem og der sad folk der stirrede med en åben mund på dem, som de kørte forbi.
Dem der havde bare en smule forstand på hvad det halvstore dyr var, ville opdage at det var en bjørn. Stadig ung nok til at den ikke var fuld størrelse, men stor nok til at den med lethed kunne gå ved siden af Llyr og grave i hans lommer med sin store snude or at se om der var rester af noget mad.

Grunden til at de overhoved var på vej denne her vej, var egentlig fordi at Llyr skulle aflevere nogen skrifter til hans arbejdsgiver. Ham der gjorde det muligt for Llyr bare at være i naturen og undersøge ting, og få penge for det. Men der var visse ting som Llyr ikke havde overvejet. Det var jo bare en lille tur, men han havde en ung bjørn på slæb, og bjørne var ikke normalt accepteret ind i Hovedstaden på fri fod.
Hvilket var grunden til at han som så mange andre gange, bare gik op til porten og blev stoppet. "Ingen adgang," kom den dybe stemme fra en af vagterne, og selvom Llyr måske ikke var god til mennesker, så kunne han godt se at vagten ikke ligefrem stirrede på ham men på bjørnen.
Koda selv havde nu fået rig mulighed for at undersøge lommerne nu når Llyr var stoppet op, men stoppede som hun følte at hun blev stirret på. Hun var måske ganske glad for at være omkring Llyr og kunne ignorere de fleste hvis de ikke generede hende, men hun var stadig ikke god til mennesker, så hun begyndte at trække tilbage og blotte tænderne for ham.

"Rolig nu Koda," sagde Llyr blidt og rakte bagud for at ae hende blidt og få hende til at slappe af. "Hun er fuldstændig harmløs. En hest vil gøre mere fortræd end Koda!" udbrød han, men vagten stirrede bare på Llyr og Koda og så ikke ud til at ville lade Llyr ind sammen med Koda.

Gustave de Dours havde en seddel i hånden. Den var fra hans kone og på den stod med hendes karakteristiske sirlige håndskrift: "Brød. Æg. Salve." Han havde svoret til hende hele formiddagen, at han altså sagtens kunne huske tre simple ting og han havde beskyldt hende for at håne hans fremskridende alder og ikke sætte pris på hans vakse og holdbare hjernefunktion. Da han arrigt havde forladt huset med blot et mentalt notat var han ikke noget længere end rundt om hjørnet fra deres byhus, før han havde glemt, hvad hun havde bedt ham om at hente hjem. Brød... Æg... Mælk? Nej... Der var en tredje ting... eller var der kun to ting? Der måtte være tre ting... Brød... æg... Skam. 
Skamfuldt krøb han tilbage til deres hus og nåede kun lige akkurat op til hoveddøren før Magaret svang den op og stak en papirlap efter ham. "Her" havde hun sagt bestemt og sendt tilsvarende øjne mod ham. Han havde spidset sine læber til et "hvadskullejeggøreudendigkys" men hun havde hurtigt lukket døren i igen, så han vendte rundt og spadserede mod sin gerninger for dagen. Var det ikke for hendes små indkøbsmissioner, hun sendte ham på, kom Gustave ikke rigtig uden for en dør. Han havde klienter der kom til ham, så hele idéen med at bevæge sig ud sagde ham ikke rigtig noget. 
Han gik gennem byen med smalle øjne fordi solen skinnede så kraftigt og sneens refleksion var modbydelig for iris. Han lagde en tåge over sine sanser og søgte ind i sit sind i stedet. Her kunne han med tankerne forudsige hvor det næste skridt skulle tages for at få den bedste rute til den bager, han havde i tankerne. Det var små fremtidsøvelser, som stimulerede ham og holdt hans hjerne i gang. To skridt svagt mod højre nu, for sandsynligheden for, at en mand om lidt kommer løbende venstre om er meget stor - og så sandt, ja, en mand kom stormende venstre om og videre ned ad gaden. 
Gustave lod sit blik hænge på mandens ryg, der forsvandt længere og længere fremad. Gad vide, hvad han havde så travlt efter. Før han vidste af det, stod han pludseligt meget langt fra den bager, han skulle have besøgt for at få det brød, som stod på den forbandede liste, som hans kone havde givet ham. Han stoppede forvirret op og kiggede sig omkring. Det var sket igen. Han var endt i millionhavet af mulige fremtidsscenarier for denne løbende mand og måtte have gået som i en trance tværs gennem byen. Han sukkede irriteret og forsøgte at samle tankerne. Fokuser på omgivelserne, messede han til sig selv. Fokuser. Fokuser. Fokuser. 
Han så sig omkring og fik øje på en meget ung byvagt, som stod lænet op ad byens mur og så ud til at tjene gode penge på at lave omtrent ingenting. Han gik op til vagten og spurgte: "Hvor lang tid ville det tage en rask mand som Dem at gå herfra porten til markedspladsen?" 
Vagten så forbavset på Gustave og svarede usikkert "Eh... jeg må ikke forlade min post." 
Gustave lo kort og rystede på hovedet; "Nej, det kan jeg godt se men..." Han mistede sin tanke og besluttede sig for at føre samtalen over på noget andet. "Lige gyldigt. Har De været i byvagten længe?" 
Byvagten rystede på hovedet og rettede pludselig sin holdning, som om han pludselig tog sit arbejde alvorligt. "Nej, herre. Fire måneder," svarede han uden at se Gustave direkte i øjnene. 
"Ah interessant - jeg tror, jeg kender Deres far." 
- "Min far?"
"Ja, Gallio Mrath, ikke sandt?" 
Byvagten nikkede kortfattet, tydeligvis en smule utilpas over at blive krydsforhørt på denne måde.
"Gallio Mrath, fremragende i et spil kort, hvis jeg husker rigtigt. Snu som en ræv, men meget dygtig - spiller du kort? Jeg husker en aften på kroen hvor vi spillede kort og..." og sådan fortsatte Gustave i næsten ti minutter, hvor han fortalte om, hvordan havde spillet kort med den unge byvagts far for nogle år tilbage og faktisk stadig skyldede ham en ged og et par mønter. For hvert sekund der gik i Gustavs lange svada blev den unge Gallio Mrath Junior utilpas og måtte til sidst høfligt sige: "Jeg er ked af det, men jeg skal faktisk op og skifte post nu." 
"Skifte post?" udbrødt Gustave interesseret. "Deroppe?" spurgte han og pegede op ad en smal trappe der ledte op ad bymuren til udkigsposten over porten. 
-"Ja" svarede Junioren uvildigt. 
"Nææh dog! Hvem har vagten deroppe i dag?" 
- "Eh... Gewin tror jeg" 
"Gewin Trambor? Ham kender jeg!" jublede Gustave og lagde an til at følge efter, da Gallio Mrath's søn forsøgte at stikke af op ad trapperne. "Jeg følger lige med, det er længe siden, jeg har fået mig en snak med ham." 
Gustave masede sig vej op ad trapperne sammen med den unge byvagt og blev sandeligt nok mødt af Gewin Trambor i udsigtsposten. Trambor, der var en smule mere begejstret for Gustaves selskab en den unge byvagt, gav sig til at sludre og de to mænd stillede sig over til den side af muren, der havde den smukkeste udsigt over det sneklædte landskab uden for byen. Alt det uberørte i det fjerne som ikke stank af røget fisk, hestelort og kakkelovn. 
Da Gustave gav sig til at forklare Trambor den naturvidenskabelige årsag til at der var faldet så meget  sne de sidste par dage, fik de øje på en mand komme vandrende med en... bjørn? 
"Gustave jeg er sgu nødt til at afbryde dig..." brummede Trambor med sin kraftige stemme. "Er det en..."
"Bjørn..." afsluttede Gustave og de lænede sig begge godt ud over muren for at få et bedre udsyn, mens bjørnens ejer gav sig til at snakke med byportens vagt. 
"Han får sgu aldrig den bjørn ind i staden, hva' fa'en tænker han dog på?" fortsatte Trambor. 
- "Mit spørgsmål er mere hvad hans planer er for den bjørn..." 
"Jeg håber sgu ikke han har planer for at beholde den i live" lo Trambor og tog en stor tår af en flaske, han havde i sin inderlomme. Han gjorde en gestus med hånden og vraldrede ned ad trappen. Gustave fulgte efter og for sit indre blik løb han en masse potentielle fremtider igennem, men der var kun ganske få scenarier, hvor bjørnen ville slippe igennem byporten og det var langt fra de fleste, der endte fredeligt. Trambor stillede sig nysgerrigt til rette mens Gustave fortsatte mod bjørnen og dens ejer, der stod og snakkede med portvagten. 
"Undskyld mig..." indskød Gustave let og trådte nærmere. Portvagten vendte sig mod ham. "Har De ikke tænkt Dem at lade... Koda... passere?" spurgte Gustave som om det var almindeligt kendt, at bjørne med navn Koda havde direkte adgang til Hovedstaden. Før vagten nåede at svare lagde Gustave sin hånd på hans skulder og sagde lavmælt, som om det var en dyb hemmelighed: "Det er simpelthen også en frygtelig situation, jeg var ikke klar over, at De ikke havde fået besked om Koda..." Han holdt en kunstpause og fortsatte i et mere dramatisk tonefald til vagten: "Koda er jo desværre blevet ramt af en forfærdelig forbandelse som - ak ja - som du kan se, er hun nu fanget i en bjørnekrop." Han tog sig bekymret til hjertet. "Koda og hendes... ledsager -" han gjorde en kort gestus til bjørnens ejer "- er kommet til Dianthos for at få min hjælp til at befri hende... slægten er meget, meget magtfuld, jeg ville nødig være den, der forhindrede ærede Koda i at få hjælp." Med disse ord lagde frygten sig så småt ind i vagtens øjne, og han kiggede forvirret mellem de involverede og til sidst på bjørnen. 
"Javel..." mumlede han og sendte et søgende blik over skulderen til Trambor længere borte, der blot trak på skuldrene. 
"Jeg lover Dem, jeg skal nok eskortere dem gennem byen!" svor Gustave med en hånd i vejret. Mens han afventede vagtens afgørelse sendte han et indforstået blik til den besynderlige bjørneejer og forsøgte at frembringe et glimt i sine øjne. 

//Skyd mig hvis det her indslag er for langt ude haha // 

"Bjørne er ikke tilladte indenfor byens murer," sagde portvagten, selvom han tydeligvis trak lidt på det med bjørne. For reglen var ikke konkret bjørne, men det var jo også bare fordi at de færreste prøvede at hive bjørne ind i Hovedstaden. Faktisk havde denne her vagt oplevet en del forskellige ting var prøvet at blive smuglet ind. Deriblandt farlige eksotiske ting, men ingen havde forsøgt at tage en bjørn ind som om at det ikke var noget problem.

"Du forstår det ikke. Hun er fredelig og..." mere nåede Llyr ikke at sige før at der var nogle andre vagter og en mand der ikke var iklædt byvagtsuniformen. Hvad han lavede der var Llyr ikke sikker på, men han havde ikke tænkt sig at stille spørgsmålstegn til det. Da det virkede til at han prøvede at hjælpe Llyr ind i byen? For Llyr var næsten hundrede percent sikker på at Koda ikke var blevet forbandet. HUn var en ganske almindelig bjørne unge. Hvis man stadig kunne kalde hende det.

Vagten så ærligtalt lidt forvirret, men til sidst trådte han til siden. "Undskyld for ulejligheden," mumlede han, selvom han stadig kiggede lidt mistroisk på bjørnen, der stadig så ud til at gemme sig bag Llyr. Men i det mindste var hun stoppet med at snerre af dem, efter at Llyr havde klappet hende ligeså forsigtigt.

Llyr kiggede forsigtigt ned på Koda, så på vagten, og til slut på manden der så ud til at redde ham fra denne her situation, før at han begyndte at gå ind, og sendte et forsigtigt men forvirret smil på manden. De skulle nok lidt væk fra porten før at Llyr kunne begynde at stille spørgsmål til hvad der var foregået, og i det hele taget takke ham for redningen. Koda var også hurtig til bare at gå op på siden af Llyr og kigge rundt. Ikke helt tryg ved at være i en stor by som Dianthos.

"Det er mig, der beklager, vi skulle have sikret, at informationen var nået frem til Dem," svarede Gustave forstående og gjorde samtidig plads til at bjørnen og dens ejer kunne passere. Han kunne mærke Trambors øjne hvile på sig fra afstand. Han måtte tænke, at Gustave var splittergal - det var han måske også - men hvor var det dog en interessant drejning, dagen pludselig tog. I et kort øjeblik forestillede han sig Magarets ansigt, hvis han kom hjem med en bjørneunge i stedet for... hvad var det nu, det var. Han foldede papirlappen ud mens han fulgte efter de to rejsende. Ah ja, brød, æg og salve. Han lagde papirlappen i sin kappes inderlomme og slog den tættere om sig for at holde kulden ude. Da de passerede Trambor nikkede de kort til hinanden, Trambor rullede med øjnene og Gustave smilede stort. Manden der var i ledtog med en bjørn virkede besynderligt tavs - eller, anderledes tavs. Anderledes fra Gustave i hvert fald, som havde det med at tale tungen af de fleste. 
"Nåh..." startede han nysgerrigt og så sig over skulderen for at sikre sig at være i passende afstand fra bymuren. "Og hvordan havde De så egentlig tænkt Dem at trænge ind i Hovedstaden med en bjørn?" spurgte han og betragtede manden mens de gik. Når Gustave tænkte over det, var det jo egentlig umådelig heldigt, at det lige var Gustave af alle mennesker, som havde hængt ud over bymuren og gloet på bjørnen. 
Der var mange ting, som var anderledes ved denne mand i forhold til Gustave. Kunne man overhovedet kalde ham en mand? Han virkede meget ung - i hvert fald yngre end Gustave. Hans hud var glat og smuk, øjnene klare, nærmest som den blå vinterhimmel over dem. Endnu en modsætning til Gustaves ældre, matte, nærmest mudrede øjne. Denne mand - eller fyr - var allermest interessant for Gustave fordi han vandrede rundt med en bjørn. En person med en bjørn måtte være en person med en mission.

Llyr forventede næsten at de ville blive stoppet som de begyndte at gå indenfor murerne, m en der var ingen til at stoppe dem, og da de kom tilpas langt nok væk, så begyndte manden også at snakke til ham, og Llyr måtte lige vende ordene i hovedet for overhoved at forstå hvilken slags spørgsmål han overhoved fik kylet i hovedet på sig.
"Jeg... havde ikke indset at det ville være et problem før at jeg mødte op," indrømmede Llyr og man kunne ikke se andet end ærlighed i hans øjne. Han havde ikke set det som en forhindring at komme ind i byen sammen med en bjørn. For selvom han så ganske nydelig ud, så var der godt nok også noget der godt kunne skrige om at han ikke virkede til at være den der begik sig mest i civiliserede området. Hvilket bjørnen nok også gav tegn for.

"Men tak for at have hjulpet mig. Koda har ikke været væk fra mig siden jeg fandt hende  for et års tid siden, og jeg ville ærligtalt også have det dårligt at efterlade hende alene udenfor murene," indrømmede han og rakte ned og nussede blidt hendes hoved. Noget hun virkede vant til som hun let gned sit hoved mod hans hoved. Ligesom en hund eller kat ville have gjort. Det her var bare et meget større dyr og et der eftersigende burde være vildt. 

Gustave forsøgte at placere fyrens dialekt, men det skulle vise sig at være en svær sag. Jo flere ord han fik sagt, jo sværere var det for ham at lokalisere hans stemme på et landkort. To ting var dog sikre: han var ikke fra østlandet og han var bestemt ikke fra Dianthos. Man kunne forestille sig, at bjørnen nok afslørede begge af disse antagelser. Han lod sine øjne glide over hans påklædning og generelle fremtoning. Han lignede ikke en forbryder eller nogen decideret ubehagelig person. Der var alligevel så mange spørgsmål, som dukkede frem i Gustave. Vigtigst af alt; hvorfor en bjørn?
"Javel," svarede Gustave interesseret og betragtede måden hvorpå fyren interagerede med sin bjørn. Der var bestemt tale om et bånd mellem de to, så han løj i hvert fald ikke. Det udelukkede vel også, at han var en form for bjørnesmugler. Måske var han bare en helt almindelig person i et helt almindeligt selskab med noget så usædvanlig som en, ganskevist almindelig, bjørn. "Er det Deres første besøg til Dianthos?" spurgte han, delvist fyren, delvist bjørnen. "Undskyld min begejstring, men det er sjældent jeg har mulighed for at gå gennem byen med en bjørn. Jeg prøver blot at forstå meningen med jeres besøg."  

Llyr fokuserede igen sit blik tilbage på manden. Det var utroligt så meget nemmere det var at holde Llyrs fokus når der ikke var en natur til at distrahere ham omkring sig. Han havde trods alt brugt så meget tid sammen med Koda at det var begrænset hvor meget hun distraherede ham. Ikke mere end en hund ville have gjort i hvert fald.
"Altså, Koda har aldrig været her før, men jeg har været her et par gange. Jeg skulle faktisk op og aflevere noget til min arbejdsgiver," indrømmede Llyr. Hvis han så også godt kunne huske hvor det var han boede, men mon ikke at han ellers kunne spørge om det. Det havde jo trods alt heller ikke været meningen at Llyr skulle blive i byen i længere tid, selvom han gerne ville have taget Koda på en lille tur i byen inden de tog afsted igen, men med hvordan blikkene vidst fulgte dem, så var der noget der sagde ham at det nok var en dårlig ide.

Det var ikke meningen, at Gustave ville le, men det kom han altså til, da fyren svarede. "Nej jeg kan næsten ikke forestille mig, at der har været en bjørn på besøg før," klukkede han let. "Det er ikke ligefrem milde tider i Hovedstaden, måske De kunne minde Deres arbejdsgiver om dét, næste gang han sender bud efter Dem. Det er måske bjørnen, de skal aflevere?" spurgte han og sendte et halvt blik ned på bjørnen. Hvis bare Magaret kunne se ham lige nu. Hvis bare Annax kunne se ham nu! Så ville han med sikkerhed blive opgraderet til den sejeste morfar i Krystallandets historie. Annax var vel ikke meget større end at hun kunne ridde på bjørnens ryg med lethed. Han smilede for sig selv ved tanken og ignorerede det scenarie, hvor vildbjørnen ville rive lemmerne af dem alle sammen. Godt nok var den ikke fuldvoksen, men hvis bjørne var blot halvt så aggressive som en menneskelig teenager, kunne den forvolde megen skade. 

Llyr kiggede overrasket og en smule fornærmet over antagelse at han skulle aflevere Koda. Koda var hans ven. Hun kunne så godt som være hans datter faktisk, og han ville aldrig efterlade hende hvor hun ikke følte sig tryg, og det gjorde hun sig virkelig ikke i byer. Hvis de skulle skilles ad, så var det ude i naturen hun ville blive sat fri. Hun havde heldigvis efterhånden fundet ud af at finde mad selv, selvom hun stadig var meget glad for at blive håndfodret.

"Nej, jeg har nogle optegnelser og papirer jeg skal aflevere. Koda er stadig en fri bjørn," sagde han og klappede da også sin taske, hvor hans noter på hans færd var. Det var heller ikke så meget at det var arbejdsgiverens skyld at Llyr kom nu. Men han havde behov for mere papir og nyt skriveredskab, og så aflevere det han havde nedskrevet, så han også kunne få lidt flere penge for hans arbejde.

"Udemærket, så behøver jeg jo ikke forberede en civilanholdelse af Dem for smugleri af vilddyr," svarede han kækt og trak på skuldrene. "De må ha' det," hilste han og lagde op til et afskedigende håndtryk. "Jeg håber, De får afleveret Deres papirer," tilføjede han. "Og spis for alt i verden ikke fisk fra handleren med det fængende slogan... hvad er det nu... aha... Fisk Fra Floden... eller sådan noget... det er nærmere fisk fra graven, hvis De spørger mig, han snyder med dateringen så det basker, I kommer til at ligge syge i dagevis." Han tog sig selv i at snakke løs. "Nåh, men altså" afbrød han derfor sig selv. "Fortsæt god rejse." 

Llyr havde ikke regnet med at manden allerede havde tænkt sig at tage afsked, men der var vel ikke så meget at gøre ved det, især fordi at manden sikkert havde noget at tage sig til.
"Endnu engang tak for hjælpen. Mit navn er forresten Llyr Nuk'masson," sagde han så. Det var ikke mange manerer Llyr huskede på, men han kunne da i det mindste præsentere sig inden de skiltes veje endnu engang. Ikke at Llyr regnede med at de ville ses igen. Ikke med hvor lidt han faktisk kom i Dianthos.

Koda kiggede også nysgerrigt op som det virkede til at de blev sagt farvel, men siden at hun ikke umiddelbart kunne lugte af manden havde noget spiseligt på sig, forsøgte hun sig ikke engang med at gå over til  ham og se om hun kunne smugle noget ud af ham. 

"Gustave de Dours," svarede han og nikkede høfligt som en sidste afsked, inden han tog et højresving ned gennem et smalt stræde. Han var nødt til at vende tilbage til sine gerninger; tilbage til sedlen med brødet og gæren og mælken eller hvad det nu lige var. Det var sjældent at han befandt sig på disse kanter af byen, det var jo ikke ligefrem fordi, at han var ny i byen og på den måde følte sig fortabt, men når man ikke vandrede rundt her til dagligt, blev man let væk i labyrinten af små små gader og stræder. Han huskede historier hans egen morfar havde fortalt ham; om byer han havde rejst til, hovedstæder i varme lande, hvor medinaen var endnu trængere og husene meget højere. Han forestillede sig hvordan det mon var, at have en liv som denne Llyr Nuk'masson. Der var noget hvileløst over ham, som om han ikke rigtig var tilstede i det, han foretog sig. "Underlig fyr," mumlede for sig selv og fortsatte med at bevæge sig hastigt fremad, indtil en mindre plads åbnede sig op foran ham, med den velkendte bager på sit østlige hjørne. Bageren bestod af en åben luge ind i et hus, her kunne man smide mønter over disken og brød ville komme flyvende inde fra bageriet. Da Gustave nåede hen til åbningen for at købe sit brød var der ingen at se, så han måtte stikke hovedet ind gennem lugen "Sig mig engang, er middagspausen forskudt her på egnen?" kaldte han. Intet svar. Der var underligt stille derinde, nærmest som om, at Gustave ikke skulle regne med, at der nogensinde ville komme svar. "Hallo?" prøvede han igen, inden han trak sig ud af åbningen og kiggede sig omkring for at se, om der var nogen der havde svar på de tusindvis af spørgsmål, der dukkede frem i knolden på ham. 

Gustave de Dours... interessant. Ikke at Llyr havde meget forståelse for nydelige navne som det. Der var hans eget navn mere traditionsrig med at tage hans fars navn, selvom Llyr selv aldrig havde kendt navnet, men han havde da hørt historierne fra sin mor og sin bror. Ikke at han nogensinde manglede sin far i de fleste situationer.
Llyr vinkede lidt til Gustave, før at han begyndte at føre Koda og ham selv gennem gaderne op til det Øvre Bydistrikt for at aflevere de papire. Han var trods alt kommet her af en grund, og når han var færdig, så måtte han nok hellere forlade byen, inden folk fik dårlige ideer  med om hans bjørn virkelig måtte være her.

//out