Sted: Markedspladsen i Hovedstaden
Tid: Formiddag
Vejr: Solskin, få skyer men kølig temperatur.

Der var en kølighed i luften, denne formiddag. De fleste var klædt i ekstra klæder for at imødekomme denne vinterkulde, men ellers var dagen af de mere lyse. Solen trængte igennem de hvide skyer og efterlod Hovedstaden i et stærkt lys, der gjorde de flestes varme ånder nemme at spotte i byen der aldrig sov, men for alvor var aktiv når dagens timer begyndter.

Helena var altid fascineret af at befinde sig dette sted, trods hun efterhånden havde haft mange år til at vende sig til det. Hovedstaden var et sjældent besøg, selv for en af hendes status i samfundet. En titel der mere var til pynt end den kunne benyttes til ret meget andet når man kendte den egentlige sandhed bag, men det havde dog sine fordele. Men som den ene af sine døtre var flyttet til byen, havde hun anlæg til at komme forbi oftere. Specielt som denne også var blevet gravid og havde haft stor behov for at stille spørgsmål i tide og utide til sin mor, at Helena til sidst havde valgt at tage hertil.

Det var også med hende turen var startet, i en rolig vandring ned blandt de forskellige boder, arm i arm, med en vagt der fulgte efter dem for deres egen beskyttelses skyld. Specielt i disse tider, havde han sagt mens han snorede overskægget mellem to fingre. Det var vel altid disse tider men ingen grund til at modlægge sig. "Oh har du set!" Hailey slap taget om sin mors arm og baksede sin mave forbi et par andre tilskuere til den flotte pyntede og indtagende rubinske bod, hvor en brunglødet mand gjorde sit bedste for at vise frem og friste kvindernes blikke med forskellige exotiske slør, smykker og klæder. Alt sammen alt for voldsomt til at falde i Helenas egen interesse, der var langt mere jordnær og knap så iøjefaldende stil.
Helena blev mindet om datterens tilgang til smukke og fremmede klæder fra en tidlig alder og stod roligt og smilede for sig selv, men holdte selv en afstand til boden. Der var ingen grund til at stå i en stor bunke når hendes interesse alligevel ikke var stor for den del af verden. I stedet betragtede hun sin datter, og engang imellem lod blikket vandre, omkring på pladsen, ikke forventet om at genkende nogen eller noget.

Karkhos var på vej igennem markedspladsen efter at have tilbragt nogen af morgenen med April. De mødtes stadig for at træne ind i mellem, en tid han var kommet til at værdsætte. Hendes iver til at lære var en forfriskning i forhold til Morpheus' overlegne tro på, at han efterhånden kunne det hele. I dag havde ingen af dem dog tid til at brug længere tid sammen og Karkhos var nu på vej hjem, hvilket førte ham ind igennem den store åbne plads, hvor utallige væsner var samlet for at handle, se på gøglere og stjæle fra rige folks lommer, om de så stod bag en bod eller løb rundt blandt benene på dem. Karkhos havde hurtigt lært at lade en hånd hvile på sin pung og en på sit sværd, det sidste for at skræmme gadebørnene en smule. 

Der var ikke meget plads at komme frem på, men nok, som den kraftigt byggede mand i det sorte tøj havde en hvis autoritær fornemmelse over sig og de fleste flyttede sig lidt uden at tænke over det. Som sædvanligt havde han sit sorte tøj på med læderbrynjen indenunder. Over skuldrene på ham lå kappen for at beskytte ham mod kulden, som han dog knapt mærkede. Kulden i hovedstaden og kulden derhjemme nord på, var ikke helt det samme. Han lignede det, han var, en soldat, men med en strejf af civil. Det var lord Atillians ønske, at han var pæn i tøjet og derfor passede ind i Det Øvre Bydistrikt.

De grå øjne gled over væsnerne omkring ham, som han var ude af stand til at slippe sin overvågenhed, der lå naturligt til ham. Han vidste, hvor mange udgange, der var i hvert rum ham kom ind i, hvor mange sværd og hvilke væsner der var vigtige at holde et øje på. På en fyldt plads som denne, lavede han underbevidst en hurtigt vurdering af folk og deres virke.
Hans blik gled over et kvindeansigt, fra siden, og første registrerede han det ikke, men noget fik hans blik til at vende tilbage. Adelig, uden tvivl. Hans øjne blev spærret en smule op, som han genkendte de velkendte træk. Det var længe siden, at han havde set hende sidst, men så meget havde hun alligevel ikke forandret sig. Lady Helena Agyris. Lord Atillians søster.

Det gled en kort tøven igennem ham, men han valgte alligevel at gå over og hilse på hende. Andet ville være forkert. Ikke at han kendte hende specielt godt, han havde været soldat, hun havde været adelig, men han havde alligevel tilbragt meget tid i hendes selskab, når hun var sammen med Scaralin eller deltog i familiens frokoster. Hun var blevet gift bort tidligt og det var mest, når hun var på besøg, at han havde set hende.
"Lady Agyris." Han stoppede op et par skridt fra hende og bukkede høfligt, et buk der hørte sig en adeligs undersåt til. Vagten, som han havde spottet på vej derover, vendte sig fra at holde øje med en ung gravid kvinde, klar til at fjerne Karkhos fra sin Ladys åsyn.
"Jeg ved ikke, om De husker mig, jeg tjener deres broder."

Helenas egen overvågning af væsnerne omkring sig, var langt mindre øvet eller orienterende end en som arbejdede med det. En som skulle vurdere enhver mulig sitaution. Men det betød ikke at hun intet så. Hun var ikke skabt eller trænet til at øjne en situation hvor hun skulle trække våben, men derimod trænet i hvornår det var tid at vige. Hvornår nogen fremstod fjentlig nok imod hende til at forføje sig.

Det var ikke hvad hun så om på pladsen. De fleste holdte sig for dem selv eller deres følge. De snakkede ivrigt, nogen var oppe at skændes og enkelte børn snorede omkring folk, uden tvivl i gang med at stjæle til føden. Hendes blik fulgte en af disse drenge med lasset tøj og blev sørgmodigt. Selvom hun ikke værdsatte alle aspekter af sit liv, ville hun aldrig påstå at hun ville bytte det for enhver pris.

Hendes tanker blev afbrudt som en fornemmelse af at blive overvåget gled over hende. Hun drejede forsigtigt en smule til siden, søgende indtil de til sidst fandt frem til manden. I det som han også talte til hende.
En smule overrasket, fulgte hun ham med blikket som han bukkede, men genkendelsen gled frem ved hans ord. Hun smilede og lukkede øjnende ganske kort og nikkede. "Løjtnant Ruadon" Hilste hun tilbage. Det var nok til at vagten løsnede en smule op i sine træk. Så snart han havde nævnt hvem han tjente var han slet ikke svær at genkende. Det alvorlige ansigt, høfligheden og holdningen der hørte en soldat til - han havde mestret den siden de var ganske unge, hvis hun ikke huskede helt forkert. "Det er godt at se Dem. Er De her sammen med min bror?" hun fik sparsomt med oplysninger fra den side af sin familie, trods det var alt hun havde tilbage på nær sine egne børn. Siden Scaralin var forsvundet, var hun sjældent involveret. Hvor langt tid var det ikke også siden hun havde set Morpheus sidst.

Til Karkhos' glæde genkendte hun ham, men glæden kom kun kort som en glimt i de grå øjne, inden hans ansigt var tilbage i det mere alvorlige folder, det altid var at finde i. Et alvorligt liv gav en alvorlig mand, der havde lært at følelser ikke var noget, han behøvede at dele med andre. Han slappede en smule af, som Helenas vagt enten godkendte at hun kendte ham eller kendte ham af navn. Nok det første, det var kun blandt Lord Atillians soldater, at han var kendt. Og en smule blandt byvagterne, hvor "Løjtnant Ruadon" havde spredt sig efter han var begyndt at vise sig på træningspladsen.
"I lige måde, Mylady. Og nej. Den yngre Lord Atillian er blevet sendt til Hovedstaden som udsending for familien. Ansvaret for hans sikkerhed faldt på mig." Det var måske ikke så sært, siden han havde trænet drengen i de sidste tyve år. Været hans mentor, underviser og altid befundet sig i hans skygge som vagt. Samtidigt havde Karkhos et godt forhold til byvagterne og det lå lidt under det hele, at det var hans opgave at rode Morpheus ud af de problemer, alle regnede med, at han rodede sig i. Men det havde endnu ikke været nødvendigt, til Karkhos store overraskelse. At han mere end én gang kom hjem med tegn på kamp, var én ting, men at myndighederne ikke var blevet blandet ind i det var... overraskende.

Hans blik gled til kvinden, som vagten så ud til at holde mest øje med og han kunne genkende noget ved hende.
"De er her med deres... Datter?" Helenas familie kendte han ikke meget til, selvom han havde set dem med jævne mellemrum. Han vidste, at manden virkede til at være af samme stof som Ciprian, hvilket ville sige ubehagelig og magtsyg, men det var ikke noget, Karkhos havde haft grund til at være blandet ind i. Han havde haft nok at se til i eget hus med både Ciprian og Morpheus. Han så på den ældre kvinde, stadig uden tegn på, hvad der foregik i hovedet af ham. Blikket gled diskret over hende og han kunne fornemme noget, der fortalte, at hendes liv ikke var let. En skam. Men ikke noget, der kom ham ved.

At aflæse folks træk, hvor sparsomme de end måtte være, var noget Helena efterhånden havde mestret. Hun så det lette glimt i de grå øjne, og hun gættede på at det var over genkendelsen. Det var begrænset hvor meget de i realiten havde talt, da der altid syntes at være andre ting at tage hensyn til eller ligge sin opmærksomhed på. Hendes mand for eksempel havde i forvejen et mærkeligt forhold til at hun talte med andre mænd - hvilket hun efterhånden havde lært kun at gøre når han ikke var til stede. Det mindskede problemerne drastisk.

"Et klogt valg af min bror. Jeg håber ikke at Morpheus giver Dem for mange problemer" der var en kant af let morskab i hendes stemme. Desværre var hun også skræmt kendt med naturen der faldte til både Ciprian og videreført til Morpheus. Men man kunne ikke selv vælge sin familie, ej heller hvem man elskede, og det måtte hun erkende at hun gjorde trods hvad hun havde set.

Helena drejede hovedet til sin datter, der stadig var fuldt optaget af boden, og egentlig ikke havde opdaget at Karkhos var ankommet, eller Helena stod og talte med ham. Hun havde altid været let at distrahere. "For en stund. Hailey flyttede med sin mand, Lord Payne til Hovedstaden for nogle måneder siden." hun vendte blikket tilbage til Karkhos uden at bevæge overkroppen for meget. Et trick hun havde lært for ikke at vise hvor det gjorde ondt. Det var også ved at stilne af, nu hun havde været her i godt en uges tid, og hendes krop kunne få lov at heale. "Hvordan klare Morpheus sig?" det var ikke svært at høre med de spørgsmål hun stille, at hun ikke rigtig fik noget at vide. Hendes mand gjorde, men han mente ikke at det vedkom hende, trods det i realiteten var hendes familie.

Om Helena mente det var et godt valg at sende Morpheus til byen eller sende Karkhos med ham, var han ikke lige klar over, men han nikkede let, et nik der samtidigt trak let forover i hans overkrop. Siden han kunne gå, var han blevet trænet i etikette, hvordan man som soldat under en adelig herre skulle opføre sig, gøre og sige. Det sad så dybt forankret i ham, at han end ikke tænkte over det, når han brugte det. Upersonlighed var kodeordet, når man skulle færdes blandt de adelige. Som en skygge med hånden på sværdet.
"Morpheus har opført sig ganske eksemplarisk." Ordene var en smule længere ude, end han kunne tillade sig at sige til en fra drengens familie og selvom de nok begge vidste, hvad han mente, skyndte han at tilføje lidt ekstra ord for at glatte ud. 
"For en ung adelig at være. Han mænger sig ganske udmærket med resten af landets udsendinge." Diplomati var også en ganske god evne at besidde.

Karkhos lod blikket hvile på Helena, som hun talte. Kærligheden til sit barn var tydelig for et øjeblik. På nogle tidspunkter ville han misunde hende, men han var blevet for gammel til børn. Med hans alder burde han nærmere være blevet bedstefar. Som hun var på vej til at blive bedstemor. Der var også kun en enkelt gang, han havde tilladt sig selv at drømme om kærlighed og børn, men den drøm var brutalt blevet revet fra ham.
"Det klæder deres datter." En høflighedsfrase, der havde sandhed bag sig. Men hans opmærksomhed var stadig rettet mod Helena, især da hun vendte blikket tilbage mod ham. Hun bevægede sig... forkert. Det gik op for ham, at han kendte stivheden fra sig selv, når en træningsdag havde været for hård ved hans gamle krop og han, stædig som han var, nægtede at lade nogen se, hvor ondt han havde. En kort rynke dukkede op i hans pande, som han skulle til at overveje, hvordan hun var kommet til skade, men det med det samme gik op for ham, at det vidste han godt. Hendes mand. Ikke en overraskelse i denne familie.

Tankerne skubbede han straks fra sig, som det ikke var noget, han havde noget at gøre med.
"Godt. Han har fået et godt tag i diplomatiets kundskaber. Han er dog ikke glad for at bo i storbyen." Det første var en overdrivelse og det andet en underdrivelse. Men han klarede sig godt. Med Karkhos' hjælp.
"Er Deres mand med i Hovedstaden også?"

I virkeligheden var hun faktisk i tvivl. Hun vidste at Karkhos var tro til familien, og derfor var det oplagte valg at sende med hendes nevø. Men var det den del, eller at hendes bror forsøgte at skabe den diplomatiske retning for ham, der var årsagen til hendes ord. Måske i virkeligheden begge dele. Hun håbede stadig inderligt at det blev bedre. At de blev bedre. Et håb der altid syntes at slukke, ligemeget hvad. Hvis først hun holdte op med det, hvad var der så tilbage at håbe for?
En let trækning i Helenas øjenbryn afslørede et skjult spørgsmål til hans ord, og hendes læber trak sig en smule mere op for en kort stund som Karkhos uddybede. "For en ung adelig at være" gentog hun lavmælt. Hun vidste godt hvad det skjult betød.

Helena holdte sit blik på sin datter mens hun nikkede. Hun strålede på en måde som gravide gjorde det. Helena måtte selv havde gjort det dengang, men hun vidste også der var mere bag. I modsætning til Helena, havde Hailey været heldigere hvad ægtemand angik. En diplomat af en anden kaliber der var mere i nuet. Levet sit liv i hovedstaden, og nærede større respekt for kvinder. Misundede hun det - det kunne hun ikke undgå. Men hun var mere lykkelig over det end noget andet.

Helena tvang sig selv til ikke at lade blikket flakke. Ikke afsløre at hun havde set den lette rynken i panden. At Han havde set noget, der ikke var tiltængt hans øjne at se. På et sekundt følte hun sig ubehagelig sårbar. Som at han så lige igennem hende, og hendes tanker bad til samtlige guder om at han intet kommenterede. Som hver gang nogen gjorde antagelse til at have set mere end de burde. Hun fokuserede på samtalen, stadig med håbet om at han intet sagde. Hun havde ikke lyst til at lyve for ham, selvom det ville blive en realitet. "Han er også vant til mindre hektiske forhold. Jeg forstår ham godt" hun selv ville nok ikke bryde sig om at bo i Hovedstaden for længe af gangen.

Helena rystede ganske let på hovedet "Nej, han havde nogle ærinder at tage sig af i Azurien. Nogle handelsaftaler der ikke kunne vente" hvor lettet Helena end følte sig over dette, var det ikke noget hun afslørede. Men hun lød heller ikke spor sorgfyldt eller med savn i stemmen når hun talte om ham. Det var i stedet dybt neutralt, som ejede hun ingen følelser om ham og i stedet talte som om det kunne havde været hvilken som helst.

Selvom Karkhos havde regnet ud, hvad der var sket med Helena, gjorde han ikke udtryk for det. Der var ting, man ikke kunne ændre, ting der kun blev værre af at bringe dem frem i lyset. Og i bund og grund kom det ikke ham ved. Og derfor spurgte han ikke, selvom han på en eller anden måde følte en forbindelse med hende. At skjule ting for omverden, fordi de ikke kom andre ved. Noget han også gjorde, bare andre ting. Så han sagde intet, gjorde ingen tegn til, at han havde opdaget noget, som ikke var, som det skulle være. Diplomati.
Han nikkede atter, som hun gjorde udtryk for at forstå Morpheus. At grunden til, at drengen ikke kunne lide at være der, var nu ikke så meget den hektiske hverdag, men at han ikke kunne terrorisere folk som han plejede. Volden var ikke mulig i hovedstaden. Han ville hjem og have nogenlunde frie hænder igen, det var Karkhos ikke i tvivl om. Han gjorde alt hvad han kunne, for at få hans tanker væk fra det, men når Morpheus ikke længere anså det for nødvendigt at træne i et par timer hver dag, var der ikke så meget, den ældre mand kunne gøre. Ud over at bede til guderne.

Kvindens manglende følelser for sin mand var for Karkhos tydelige, men igen var det ikke noget, der havde med ham at gøre.
"Jaså." Der var så meget mere, han kunne sige til det, men han holdt sig til det. Hvis der ikke var noget fornuftigt at sige, var det bedre at tie stille. Noget han havde været ufatteligt god til siden sin barndom. Stilhed.
Det gik op for ham, at han egentligt havde lidt travlt, som han havde lovet at være hjemme inden middag. Hurtigt angav han et let stift buk for den lidt ældre kvinde.
"Det var en fornøjelse at møde Dem, Lady Argyris. Jeg må desværre byde dem farvel igen, pligten kalder." Han rettede sig op og kastede et blik på vagten og den gravide datter, inden han mødte hendes blik igen. "Jeg håber De får en dejlig tid i Hovedstaden." Han mente det.
Hurtigt vendte han om på hælen og fortsatte sin færd igennem den fyldte plads. Hans tanker bevægede sig hurtigt væk fra kvinden og hen til hans egne problemer. Dem havde han rigeligt af og hun betød alligevel ikke noget. Hun var bare endnu en stakkel i en verden af uretfærdigheder.

Hun var taknemmelig for intet blev sagt. Ligemeget om det betød at han var ligeglad eller hvad grunden lå bag. Det var nemmere sådan, og langt mere komfortabelt for hende at håndtere hvis de grufulde ting blev gemt i stilheden. Der var alligevel intet nogen af dem kunne gøre ved det, og hvorfor skulle han overhovedet havde interesse. Han kendte hendes familie, vidste hvad hun kom fra. For ham var det lige så normalt at det skulle ske for hende, som at det var normalt at hun oplevede det. Hvad var der at diskutere.

Helena lukkede øjnende og bøjede hovedet i et let nik, men ikke et buk. Både fordi det ikke var normalt at hun skulle gøre det, og fordi hendes ene ribben ganske simpelt ikke tillod hende at gøre det. "I lige måde. Og tak" svarede hun høfligt tilbage med et let smil på læben. Hun kiggede kun ganske kort efter ham, som han forsvandt og vendte derefter sin opmærksomhed tilbage til sin datter. "Hvem var det? Han virker bekendt" Helena smilede og lod sin datter vikle sin arm rundt om sin egen igen og læne op ad sig, som døtre har det for vane. "Bare en soldat som arbejder for din Onkel" simpelt som det var. Mere var han ikke.