Sted: I skoven omkring Elverly
Tid: Middagstid
Vejr: Mildt overskyet med en let vind og lidt sne i luften

Man kunne lige knapt ane Zofrosts ånde foran ham, som han løb ind i mellem træerne. Den skællede og sorte krop stak ud i den smukke omgivelser, der havde et let lag sne over sig, grenene skinnede af is, men det tænkte han ikke så meget over. Han havde lovet at skynde sig og det gjorde han, alt for klar over Balthazars evne til at hidse sig op over noget så lidt som en halv dags forsinkelse. Ikke at han var sent på den endnu, men hvem vidste, hvad der kunne forsinke ham. En gang havde han stået og kigget ud over en bred kløft, han knap kunne se den modsatte side af. Det havde været en lang omvej.
Han løb en anden vej nu, en da han var på vej den anden vej. Der havde han løbet langs en strand. Men Balthazar havde flyttet på sig, snakket om en flod, hvis munding han ville lægge til land. Før var Zofrost blevet sejlet ind til land i en robåd, kun lykkelig for at få poterne på land. Men det ville være en omvej at tage stranden, som han kunne mærke hvilket retning Balthazar var i. Det indre kompas, der altid pegede mod hans ejer. Og denne skov var den hurtigste vej. Og hvorfor ikke, det var bare en skov. Ikke?

Den slanke dyrekrop sprang over et væltet træ, landede elegant i skovbunden og løb videre i et roligt og alligevel hurtigt tempo. Sådan her kunne han fortsætte i timevis, kun svagt forpustet. Det var næsten mentalt afslappende bare at lade kroppen arbejde og hjernen slå fra. Bortset fra, at det var den ikke helt. Han var opmærksom på sine omgivelser, der virkede næsten sært fredelige. Der var et eller andet over denne skov, Zofrost ikke helt kunne sætte en klo på.
Lugten af vand ramte hans næse og han besluttede sig for at finde noget at drikke. Uden tøven ændrede han rute og lidt efter dukkede en fredfyldt ikke ret stor skovsø frem mellem træerne. De isblå øjne gled over omgivelserne, men der var ikke noget at se. Eller høre. Og efter en kort tøven, luntede han ned til vandet og begyndte at drikke. Vandet var perlende klart og smagte fantastisk og hans tunge gled ned i vandet for at samle vand op. Det var nemmere at drikke som menneske, men han gad ikke skifte skikkelse. 

Det var rart med lidt frihed igen, han hadede at være lukket inde på den stinkende, vippende båd. Han ville hellere løbe som han gjorde i dag, mærke jorden under sine poter og føle sin krop arbejde. Og kulden passede ham fint. Mindede ham om hjem. En ø, han nok aldrig ville se igen, en ø mest bestående af bjerge, grantræer og sletter. Og sne. Masser af det.
Endeligt var han ikke længere tørstig og han rettede sig op og begyndte at vende sig for at finde den rigtige rute igen. Ruten til hans forbandede herre.

Det var ikke ofte at Valainistima bevægede sig udenfor Skovfortet eller sit eget hjem. Det var en fast rute hun havde fra det ene til det andet, men selv ikke den vanedannede elver gjorde altid det samme. Denne let kølige dag havde hun besluttet at vandre i skoven. Hun havde haft følge på noget af vejen, idet hun var fuldtest med en flok spejdere, men ide Vala ikke havde til hensigt at komme ud til Elverlys grænser, lod de hende vandre alene på sin egen rute.

Hun nød naturen, og selvom hele hendes hjem var en del af naturen, var dette anderledens og nærmest urørt. Hun hørte fuglene kvidre, trak frisk luft ned i lungerne og fulgte lyden af en klukkende bæk. Bækken hun nåede til skinnede nærmest som følge af den lette sne der dalede ned og lagde sig i vandet og smeltede på stedet. Sneen dalede også ned og landede i de lange lyse lokker og fik den vinterfødte kvinde til at smile. Her var en anden form for stilhed. Stilhed alle vidste at den stumme elver nød.

Vala havde vandret nogle timer, da hun med kappen skudtet omkring sin spinkle krop, valgte at begive sig hjemad. Det havde været en rar og afslappende tur, men arbejdet ventede derhjemme. Der var altid rigeligt at skrive om. Valas skridt var lydløse og blide, som var velkendt for elvernes race, da en lyd af grene der knækkede bag hende fik hende til at stoppe. Hun drejede omkring med et undrende blik og trak vejret ind i et hurtigt stød som hun så noget komme til syne ikke langt fra hende. En.. En hund? En sort hund, der havde noget over sig hun ikke kunne bedømme helt på afstanden. Ikke før den kom tættere. Vala var ikke på nogen måde i stand til at kæmpe, og stod i stedet naglet til stedet og stirrede tavst på det store dyr. Hun vidste hvilke racer der holdte til i skoven, hvor de kom fra og hvilke der nogengange trak ned oppefra. Dette. Dette var ikke en af dem.

Havde Zofrost fortsat sin færd fra før, ville han ikke være stødt ind i den elver, han var ved at møde lidt længere fremme. I stedet var han fortsat direkte ind i Elverly, så måske guderne for én gangs skyld var med ham. Måske ikke, det ville komme an på, hvad elveren, han mødte, ville gøre.

Vandet lå tungt i hans mave, men det forhindrede ham ikke i at sætte samme fart som før. For et stykke. Om det var skovens stilhed og fred eller bare hans egne tanker var ikke til at sige, men han opdagede ikke elveren, før han kunne mærke hendes blik. Forskrækket stoppede han op og stirrede på hende. De store ører begyndte straks at flakke i et forsøg på at høre, om der var andre i nærheden. Han vidste hun var en elver, sådan nogle kendte han da fra sit eget land. Det var sjældent, at man så dem og de få han havde set, havde virket noget mere hårdføre og bedre til at klare det lidt mere barske vejr og terræn, der var i hans hjemland. Det var ikke nogen overraskelse for ham, at der var elvere i dette land, han havde flere i ørkenbyen. De fleste slaver som han selv.
Men denne elver var tydeligvis ikke under slaveriets bånd, det så hun alt for stolt ud til. Han blik flakkede kort. Boede der elvere her? Eller var hun alene? Hun så ikke ud som en, der var vandrende. Zofrost konkluderede, at hun altså boede ikke så langt væk. Hele hans krop var spændt op i vagtsomhed, men der var intet, der tydede på, at der var flere. Kun hende.

Hvad nu? Skulle han bevæge sig udenom hende? Angribe? Det sidste virkede dumt, som hun ikke så ud til at udgøre en trussel. Men hvis hun boede i nærheden, hvilken vej ville være den sikreste at gå? De elvere, der havde boet i hans hjemland havde været meget territoriale og krigeriske og han havde ikke lyst til at gå direkte ind i en bebyggelse med elvere.
Så for nu blev han stående, stirrende på hende, mens han ventede på en reaktion fra hende. Og forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre nu. At tage beslutninger tog ofte lang tid for ham, som han oftest havde en herre til at styre det for ham. Så var det nemmere at vente på, at elveren gjorde noget, han kunne reagere ud fra.

Vala fortsatte med at stirre på hunden der nu var stoppet op, med et udtryk og en let tankegang der gled over hendes sind, der afslørede forskrækkelsen over hendes tilstedeværelse. Hun vidste at hun var et væsen der gik lydløst når hun ikke havde travlt, og det galte også i skovens bund. Hun tog en dyb indånding og holdte vejret i nogle sekunder, som hun tog dyrets reaktioner ind. Anspændtheden, forvirringen og de tanker der kredsede sig, som hun uden at tænke over det tillod sig at få adgang til. Noget hun ikke var sikker på om væsnet opdagede eller ej.

”Jeg vil være taknemmelig hvis du ikke angriber mig.. Hvad end du er” hendes stemme var ikke rolig, men afslørede hendes egen tankespind af forskrækkelse, frygt og tilbageholdenhed. Men munden bevægede sig ikke det mindste. Og hvorfor skulle den. Ingen lyd ville nogensinde forlade dem alligevel, andet end hvad man kunne få luft til uden et stemmebånd. Hun stirrede tilbage på ham, kunne hun fornemme ud fra hans tanker, afventende og rykkede sig ikke en eneste tomme. Både fordi hun ikke ønskede at tilegne sig opmærksomhed af at være et byttedyr, men noget af hende var også klar over at det væsnen var mere intelligent end et dyr. Ellers ville hun ikke kunne havde opfanget dele af dens tanker.

Zofrost havde ingen anelse om, at der var nogen i hans sind. Han ville ønske, at han kunne mærke, når det skete, som han havde oplevet andre kunne, men af en eller anden grund havde han ikke fået den gave. Men det betød ikke, at han var hjælpeløs mod andres tankelæsningsevner. Han skulle bare være klar over, at de havde dem. Balthazar var ikke hans første herre med evnen til at rode rundt i hans hoved. Og dengang havde en anden slave lært ham nogle tricks til at kontrollere adgangen til sine tanker. Det var svært, som det krævede mentalt ro og det kunne Zofrost ikke ligefrem prale af at være i besiddelse af det meste af tiden. Men han havde lært det og i øjeblikket var han i god øvelse, som Balthazar var glad for at være i hovedet på ham. 

Så sekunder efter, at han havde hørt stemmen i hans hoved, ville kvinden opleve, at der blev stille. Når hans koncentration svigtede lidt, ville der være noget mumlende, uhørligt baggrundsstøj, men eller bare... sort. Det var en form for meditation og han kunne sagtens bringes ud af det, for eksempel havde han sjældent nogen chance, så snart smerten meldte sig. Han havde også lært sig selv at udvælge bestemte tanker, der måtte høres (det var som at råbe i sit eget hoved), så han kunne have en samtale i sin skikkelse. Meget praktisk, især fordi Balthazar foretrak ham som hund. "Dræber" som han havde døbt ham.

Men han blev forskrækket. Og hans ører rettede sig direkte mod kvinden og hans øjne kneb sig en smule sammen, som han også blottede sine tænder og kom med en dæmpet knurren. En advarsel. Men mest en forvirret reaktion på hendes stemme i hans hoved.
Han var ikke døv for, at hun lød usikker og bange, men det var heller ikke en uvant reaktion på hans lidt besynderlige og lettere skræmmende udseende. De fleste blev bange.
Måske var det netop hendes stemme, der fik ham til at lade en tanke høres, et svar til hendes ord. Måske var det fordi, at han følte en større selvtillid i sin dyreskikkelse end i sin menneskeskikkelse. Men han svarede hende med et stemme, der lød som hans fysiske, blød og overraskende behagelig, men med en let snert af usikkerhed og en fasthed, der nok burde vise, at han var klar til at forsvare sig om nødvendigt.
"Jeg angriber kun, hvis jeg bliver angrebet." En kort konstatering. Hans ører begyndte at vippe igen, lyttende efter andre tilstedeværende.

Den øredøvende stilhed der fulgte som væsnet erfarede at hun havde adgang til hans sind og tanker, var ikke unormal, men stadig ildevarslende. Vala havde ikke mange måder at forsvare sig selv, mest fordi hun aldrig havde fundet det nødvendigt at lærer. Hun var ikke i fare i sit hjem - eller det troede hun i hvert fald, og nu stod hun her foran et dyr der nemt kunne være af dæmonisk oprindelse. Hun kendte i hvert fald ikke hans race. Hvor intelligent den end måtte være eller ej.

Hun forsøgte ikke at presse sig adgang til hans tanker, specielt ikke efter at han havde blottet sine tænder, og hun havde bakket et halvt skridt, med løftede hænder. Spinkle hænder der blev holdt oppe for at indikere at hun ikke havde i sinde at angribe ham. "Jeg har ingen midler til at angribe" besvarede hun hans konstatering - hvilket han også nemt kunne se. Hun bar ingen våben, ingen form for rustning. Kun tøj til at holde sig varm og omslutte den spinkle krop der fik hende til at se skrøbelig ud. Hvad man gemte af magiske kræfter var ofte en anden sag, men hun gjorde ingen tegn til netop dette. "Hvem er du" at sende alt for mange spørgsmål af sted på en gang, var i overkanten, trods de rumsterede rundt i hendes hoved. Hvem var han, hvad ville han her, hvorfor var han her? Det var blot nogle stykker af dem.

Til Zofrosts lettelse, havde han ikke fornemmelsen af, at hun pressede på for at komme igennem hans mentale barriere. Ikke at han som sådan ville kunne føle det, men han vidste dog, så snart den var brudt. Og det blev den ikke, som han opretholdt sin koncentration.
Hun havde hørt ham, som et svar kom tilbage til ham. Hun ville ikke angribe. De tomme hænder og manglen på synlige våben var beroligende, men han af alle vidste, at evner var farligere end blankt stål, så han havde ikke tænkt sig at komme nærmere. Eller komme i berøring med hende. Samaels evne havde kun virket igennem hans hænder. Dødbringende. Så han blev hvor han var, dog ikke længere med blottede tænder, bare mistro i de blå øjne.

Hun stillede ham et spørgsmål og han tøvede. Skulle han svare? Han rankede sig en smule, som han valgte at fortælle hende sit navn.
"Mit navn er Zofrost." Havde han været i menneskeskikkelse havde han nok nærmere gjort det modsatte. Hans dyriske skikkelse var et skjold. Den gjorde ham mindre sårbar og gav ham mere styrke. Som trak hans fysiske styrke ind i hans sind og gjorde ham en smule mere fast. Det var også oftere, at han kom i problemer, når han var på fire ben end på to. Men han var ikke ude på problemer, slet ikke nu. Han havde en opgave at lave og han skulle videre.
De blå øjne gled over deres omgivelser, inden det var hans tur til at stille et spørgsmål.
"Er der andre her end Dem?" Tiltaleformen var naturlig for ham, det var sjældent, at han var andet end Des med folk.

Spørgsmålet var vigtigt for ham, i forhold til at vurdere situationen. Han regnede ikke med, at hun ville fortælle sandheden, så hans blik var landet på hendes ansigt igen i håb om at spotte, om hun løj. Godt hjulpet på vej af hendes lugt og lyden af hendes hjerte. 
Trods sit drabelige udseende, var han ikke truende i sit kropssprog. Mere forsigtig. En smule nysgerrig. Og mest tilbageholdende, som han slet ikke følte sig tilpas i en social situation. Han havde allermest bare lyst til at lunte udenom hende og fortsætte. Men der var stadig risikoen for at løbe ind i en elverbeboelse og det ville han for alt i verden gerne undgå.

Valainistima ville havde været langt mere afslappet hvis hun havde haft adgang til hans sind og tanker. På den måde kunne hun nemlig vide hvordan situationen ville udfolde sig. Det var den eneste beskyttelse, nogen ville sige våben, hun havde. Men hun ville heller ikke fremstå fjentlig ved at tvinge sig adgang til et sind der blev blokeret. Det bekræftede blot i antagelse om at det ikke var et simpelt dyr - det med at den også havde svaret hende, var også ret bekræftende. Nu.. ventede hun mere.

Der var noget i måden dyret rankede sig på, der afslørede at navnet måtte være af en form for vigtighed. Hun noterede sig mentalt hans navn, ikke sikker på om hun ville få brug for at ytre det, men det gav også en form for kommunikation. At situationen måske ikke var så farlig som den føles lige nu.
De tyrkise øjne flakkede til siden ved hans spørgsmål, svagt søgende efter om der var andre, men også utilbøjelig til at slippe ham fuldstændig fra sin synsvinkel. "Det ved jeg ikke.." i virkeligheden kunne hun havde svaret, at hun ikke regnede med det, men følelsen af at han skulle vide hun var helt alene huede hende ikke. Den gjorde hende faktisk mere ængstelig.

Det var ikke svært at se at Vala var utilpas, selvom stemmeføringen mellem deres tavse interaktion burde havde været en beroligende faktor. "Er der noget d- I søger.." hun rettede sine tanker ind i sidste øjeblik til at fokusere på den korrekte taleform, fordi han havde vidst den tiltaleform. Normalvis kaldte hun alle der ikke var af elverslægt for du, men hun havde trods frygten, pli nok til at holde den formelle tone når hun blev mødt af den.

Hendes ord i Zofrosts hoved om, at hun ikke vidste om de var alene bekræftede ham i, at hun ikke fulgtes med nogen. Om der ellers var mulighed for at der tilfældigt kom nogen forbi, det måtte han tage som det kom. Hans sanser var spændt til det yderste og hans ører bevægede sig stadig som et par radarer i et forsøg på at opfange om der var nogen. Han var påpasselig, især nu, hvor han vidste, at der var elvere i skoven. Hans største problem var, at han ikke ville kunne beskytte sig mod pile. Hvis disse elvere var bare halvt så god med bue og pil som dem i hans hjemland, ja så var han ikke et svært mål at ramme trods træer og grene. Men det var en fare, han ikke kunne gøre noget ved, ikke beskytte sig i mod. Så han måtte nøjes med at være opmærksom.

Spørgsmålet fik ham kort til at knibe øjnene sammen, som han overvejede om han skulle sige noget, men siden hun stillede ham et direkte spørgsmål havde han svært ved at lade være med at svare.
”Jeg er på vej til min herre.” Og som han nævnte Balthezar brød flimrede et par hurtige billeder igennem hans sind uden for barrieren, først et billede af Balthazars ansigt, derefter et glimt af et minde af, at han slog ham med et stump reb - der også indeholdt et glimt af hans egne hænder, som han forsøgte at beskytte sig mod slagene - og derefter et billede af det store skib, han skulle tilbage til.

Irriteret over sit svage sind, blottede han sine tænder, klar over at hun havde set mere end han ønskede. Men han valgte til sidst at ignorere det. Det var ikke nogen hemmelighed, at han var en slave og som menneske havde han stadig svage blå mærker efter slagene med rebstumpen. Mindet var nemlig friskt fra dagen før.
”Den hurtigste vej er igennem denne skov. Er det muligt?” Hans indre stemme var meget mere sikker, end hvis han havde spurgt som menneske, men igen var det nok på grund af skikkelsen. Han vidste, at han var stærkere og sværere at aflæse fysisk, når han ikke var menneske.

Valainistima brød sig ganske lidt om andre racer end hendes egne. Og selv opdelingen i bjergets og ørknens elvere, frembragte trækninger. Hun anså ganske simpelt skovens beboere for at være den renracede og mest rigtige. De var kloge, de holdte sig til traditioner og de var ikke noget ringe krigsfolk heller. Alt i alt, perfekt i hendes øjne, og hendes ærbødige opgave var at holde reglerne, sagnende og traditionerne ved lige. Alt dette bød hende også at skulle kontakte spejderne. En fremmed i deres skov, endda et væsen som dette, bragte en trussel med sig, men hun kunne intet gøre alene. Hun ejede ikke kampegenskaber ej heller lysten til at angribe dyret.

Minderne fra væsnet fik dog den højtløftede elver til at tænke en gang ekstra. Det var ubehageligheder, som hun egentlig ikke ønskede at være bevidne til at genopleve i hans minder. Vala slog blikket ned, trods det ikke stoppede mindet i at være i hendes sind. Det var synd for ham, men var det nok?

Vala løftede blikket igen, og så på dyret. Hun kunne ikke aflæse dens fysiske afsløringer af følelser, men hun aflæste også langt bedre af sindsstemninger. Han ville gerne igennem, og det var også det eneste hun kunne fornemme han ville. "Ikke af denne rute.. Den er hurtigst, men vil føre dig for tæt på landsbyen.." svarede hun sandfærdigt og lod i stedet sine egne minder af skoven og dens opbygning vise sig for ham, givende ham en rute han kunne følge. "Der lever mange vilde dyr i skoven.. Følg østretningen, og der er mindst chance.. for at nogen stopper dig.." hun lukkede sindet inde igen, fjernede ham adgang. Hun vidste kun ruten en gang. "Kom ikke tilbage" hendes stemme var ikke truende, det lå ikke til hendes natur, men man skulle ikke slå tvivl i meningen. Nok var hun ikke nogen kamprede elver, men hun var langt fra den eneste i skoven.

At Zofrosts få indre billeder fik hende til at reagere, så han godt, men valgte at ignorere det. Han var ikke ude efter medlidenhed, det kunne han ikke bruge til noget. Han havde sjældent decideret ondt af sig selv og havde absolut ingen forventning om, at andre skulle have det heller. At nogen ville have det. Han var jo bare en slave, han var ingenting værd. En tanke, der ikke rigtigt længere gjorde ondt. Sådan havde det jo altid været og det ville ikke ændre sig.

Til hans overraskelse valgte elveren at fortælle ham, hvor han var. Det overraskede ham meget, hvad han vidste af elvere, ville det nok have været mere sandsynligt, at hun havde ført ham direkte ind i en mur af pile. Hvilket hun sådan set også stadig kunne, men der var noget over hendes mentale kort, der virkede rigtigt. Han sugede til sig, huskede og ville ikke fare vild. Endnu en ting slavelivet havde lært ham, husk første gang. Så han lyttede, så og accepterede, at turen var længere end han havde regnet med. Sådan var det.

Hendes ord om, at han ikke skulle komme tilbage, svarede han ikke på. Skoven ville han holde sig fra, hvis muligt, men om han en dag blev beordret derind, det ville han ikke kunne gøre noget ved. Han håbede det ikke, elvere var for ham et folkefærd man ikke krydsede, et stolt folkefærd han kun kunne respektere. Men det nyttede jo ikke noget, hvis han fik en ordre.
Nu med ruten i hovedet, var der ikke noget, der holdt ham tilbage fra at løbe videre. Som tegn på taknemmelighed for hendes oplysninger, sænkede han hovedet mod jorden med lukkede øjne, et form for buk. Et tegn på respekt. Inden han rettede sig op og begyndte at lunte i den retning, hun havde vist ham. Trods hans tro på, at hun havde vist ham en god rute, sænkede han farten en smule og var ekstra opmærksom på sine omgivelser. Et par enkelte gange måtte han gemme sig for patruljerende vagter, men ellers kom han uskadt igennem skoven og kunne sætte farten op igen. Han ville huske at holde sig væk fra den skov. Han ville helst ikke blive pile-pude for vrede elvere.

Grunden til dette valg, måtte være at hans historie på en eller anden måde havde påvirket hende. Hun så ikke grund til at slå ihjel uden grund, men var også bevidst om faren ved at lade ham gå. Hun gav ham chancen. Gav ham muligheden for at bevise at han ikke var her af anden grund end gennemrejse. Rent ud sagt ville hun give ham et forspring. Hun var tavs som skabningen også var det, men anspændt på en anden måde. Anspændt over situationen og trangen til at styrte tilbage til de sikre rammer var voldsomt stærke. Men hun stod stille. Bare lidt endnu.

Hun gengældte ikke nikken han sendte mod hende, men forstod dens gestus. Hun kiggede efter ham, lod ham lunte væk indtil han var ude af hendes synsfælt. Derefter gik hun tilbage. Med tvungne rolige skridt, for at give det forspring hun havde overtalt sig selv til at give kræet. Da hun nåede spejderne fortalte hun om væsnet - lod dem vide han var der, men det skulle ikke undre hende hvis han var væk. Ruten hun havde givet var præcis, og nok ikke den første spejderne ville gennemsøge. Forhåbentlig blev hendes advarsel taget imod. At han ikke kom tilbage. Hvis han gjorde, ville hun ikke dække over ham igen, eller på anden vis hjælpe. Han hørte ikke til der, og jo før han var væk, des bedre.