For at sige det mildt, så var Gwen faret vild. Ikke bare en lille smule "Oh, jeg er i den forkerte del af byen", nej, det her var nok nærmere at hun var i den forkerte del af landet.... ikke det mest heldige sammentraf, når hun faktisk aldrig før havde været uden Iulia i længere tid, og denne her del af landet havde hun aldrig været.
Hun var stadig ikke helt sikker på hvordan det var sket at hun var endt hele vejen herovre, men hun vidste hun var langt væk fra hvor hun sidst havde set Iulia, Rouku og Lórcan, da hun nu kunne høre vandet, og selvom hendes øjne ikke var meget at rende med, så var der i hvert fald meget mere by her end der havde været sidst hun så sig omkring.

Hun kløede sig lidt i håret, mens hun kiggede omkring. Der var ikke meget for hende at se, men hun fik den generelle følelse af at her skete en hel del, og hun skulle passe på ikke at blive revet med. Både af menneskemængden, der var rimelig stor (igen noget hun ikke var vant til), men også bare at livet og følelsen af at være i byen. Det hev i hvert fald noget i hende, for selvom hun ønskede at finde Iulia, så var hun også interesseret i dette mærkelige liv. Det ville nok have fungeret bedre hvis hun havde haft en der kunne vise hende rundt, men alligevel vovede hun sig ind i denne mærkelige by.

Det var hen på aftenen, hvor tingene virkelig begyndte at gå ned af bakke. Lysene brændte i gaderne og Gwen havde desværre ikke fordelen ved sit nattesyn pga. lyset der var nok til at hendes blik bare blev endnu mere sløret end det plejede at være. Så ikke meget forskel fra dagslyset desværre.
Hun havde ligeså stille gået forbi et værtshus, da en mand gik ind i hende, eller for ham var det nok omvendt. Hun fik både hældt resten af hans øl udover hende, og blev grebet fat i af ham. Hendes matte øjne skinnede fra faklens skær nær dem.
"Hvor vover du både at få mig til at spilde min øl og stjæle fra mig. Din lille tyvetøs," hvæsede han af hende. Hun var allerede blevet løfte godt 10 cm. over jorden. Det var ikke engnag hvor hun havde gjort noget denne gang. "Jeg... jeg gjorde altså ikke noget," var det første der kom ud af hendes mund, før at hun fortrød det da hun så hvor  meget han kneb øjnene sammen og stirrede på hende. Stadig dinglende fra hans hånd.

Den sædvanlige lugt hang over piratbyen. Lugten af det salte havvand og rådnende tang, blandet med de mere menneskelige lugte af alkohol, bræk og afføring. Det var ikke noget, der generede Jarko - han kom her ofte. Ikke fordi han hørte til blandt nogle af piratbesætningerne, der i øjeblikket befandt sig i byen, men fordi hans arbejde ofte resultede i kontakt med folk, der var på kanten af loven. 

I sin krageskikkelse cirklede han over de skrå, knap-så-velholdte tage. Dagens handler var gjort, og tiden var ind til at finde sig en kro for natten - men først ville han lige se, om der var noget spændende information at opsnappe blandt piraterne. I stedet faldt hans fugleblik på noget, der lignede optakten til ballade. En ung, mørkhåret pige var ved at blive trængt op i en krog af en stor kleppert, som havde fået fat i kraven på hende, og havde løftet hende til vejrs. Han så hende sprælle i mandens greb.

Det var da utroligt. Det er som om folk ved, at jeg ikke bare kan se på ... Hvis en krage kunne sukke dybt, havde han gjort det. I stedet cirklede han langsomt mod jorden og landede lydløst bag ved manden. Kragens form ændrede sig og afslørede Jarkos almindelige, bredskuldrede skikkelse, som altid iført lettere lurvede, mørke klæder. Han lagde en tung næve på piratens skulder. "Hey.. hov. Hvad med lige at finde én på din egen størrelse?" Brummede han, og håbede, at hans bryske tonefald ville være nok til at få den fordrukne mand til at stikke af.

Hvis hun nu kunne nå jorden, så måske kunne hun gøre noget, men kamp havde aldrig været en ting hun kunne. Hun havde været for lille og svag. Hendes magi var specialiseret i at få ædelsten ud af bjerge, ikke til dette. Det var selvfølgelig ikke noget denne her mand bekymrede sig om, som han bare så mere og mere sur ud.
Hun gjorde sig klar til slaget. Hun ville udentvivl blive slået, og der var intet der kunne stoppe det ske, bortset fra at hun pludselig faldt ned på jorden, og den store mand… vendte sig om?

”Nå ja, det var alligevel heller ikke noget,” kom det irriteret fra piraten der fnøs lidt af manden før at han spyttede i jorden og vaklede et par skridt fremad mod kroen igen.
Tilbage stod Gwen. Lettere fra den, som hun ikke engang rigtig kunne se manden der åbenbart havde reddet hende. Og selvom lyset måske ikke var det bedste, ville det stadig være muligt for manden at se, at Gwens øjne virkede matte og ufokuseret, som hun kom på benene og kiggede rundt.

Under klæderne var Jarkos muskler spændt - klar til kamp, hvis drukkenbolten skulle forsøge på noget. Selv om manden så ud til at have en god del kræfter, var han også godt og grundigt påvirket af alkoholen, og Jarko vurderede, at det ikke ville vært svært at slå ham ud. Alligevel var det lidt af en lettelse, da klepperten mumlende og spyttende vendte om for at gå tilbage til kroen, han var kommet ud af.

Jarko sukkede dybt og betragtede pigebarnet foran sig. Hun var ganske ung og lignede ikke helt én, der burde befinde sig et sted som dette, et skravlet pigebarn, som hun var. Der var også noget mærkeligt ved hende øjne, og han var ikke helt sikker på, om hun med vilje undgik at kigge på ham..
"Hey, er du OK?" Han lagde en kraftig næve på hende skulder for at stabilisere hende lidt, og prøvede at komme til at se ind i øjnene på hende..

Der var ingen rigtig fornemmelse af at Gwen kiggede på manden foran sig. De var ligeså uforkuseret som enhver anden blind person, selvom Gwen da godt kunne se at der var nogen foran hende, og hånden virkede varm og rar. Ikke som da hun var blevet hevet i kraven før. Mest af alt mindede hånden Gwen lidt om sin far, selvom stemmen langt fra gjorde.

”jeg klarer mig, tak for… at skræmme ham væk?” sagde hun forsigtigt, for hvad der præcist var sket, var hun ikke helt klart over. Hun var stadig ikke helt sikker på hvordan manden havde troet at hun havde stjålet fra ham. Lignede hun måske en der kunne finde på at stjæle? Det tænkte hun i hvert fald ikke at hun gjorde. Men måske alle var tyve i disse dele af landet, hun var som sagt ikke helt sikker på hvor hun var, andet end at det virkede til at være lidt af et lortet sted. Bedre end minerne, men langt fra godt.

Det så ud som om, den unge kvinde blev mere rolig, nu hvor drukkenbolten var stukket af. Han fjernede forsigtigt hånden fra hendes skulder, blikket stadig hvilende på hendes ansigt. Det gik op for ham, at hun sandsynligvis var blind med øjnene, der virkede tågede og ufokuserede og slet ikke så på ham. En let harme over, at man ville slå på en blind pige, der var ude af stand til at forsvare sig, steg op i ham, og han så sig over skulderen - heldigvis for piraten, var han igen forsvundet ind i den nærmeste kro.

"Pirater. Stjæler med arme og ben, men bliver stadig fornærmede som bare pokker, hvis de får ind i hovedet, at andre har rapset fra dem.." Brummede han utilfreds. Et øjeblik overvejede han om den blinde pige rent faktisk havde stjålet noget, men bestemte sig for, at han egentlig var ligeglad. Det ragede ikke ham - han kunne bare ikke lide, at se folk på hendes størrelse blive antastet af store, stærke mænd.
"Har du et sted at være?" Tilføjede han i et lidt mere blidt tonefald.

Gwen lyttede opmærksomt til hvad manden sagde, og det var svært for hende ikke at give et lille grin, som et næsten eftertænksomt udtryk kom op i hendes ansigt. Det havde næsten lydt som en udfordring for hende, men det var måske dårligt at pisse samtlige pirater af i byen, bare fordi hun ville se hvor langt hun kunne gå før at de ville banke hende. Det var dog alligevel en tanke hun bestemte sig for at lagre i sit hoved. Ikke at Iulia ville kunne lide at Gwen var i en by med pirater, men den kære storesøster var jo blevet væk.

Det var også lidt som om at Gwens gode humør var kommet lidt tilbage, og hun ikke var så bekymret nu når det virkede til at manden var ganske venlig og hun ikke var i fare for at blive banket. ”Nej, det kan jeg vidst ikke sige. Jeg blev væk fra min søster og venner, og… jeg er faktisk ikke helt sikker på hvor jeg er i forhold til dem… jeg ved bare at vi ikke var her tidligere i dag.” indrømmede hun og bed sin underlæbe i et lille smil.

Åh nej, hvad var han nu ved at rode sig ud i? En blind pige, som på en eller anden måde var endt i piratbyen og ikke havde noget sted at være - og nu hang han på den. Han sukkede og kastede et kort blik over skulderen mod beværtningen, som manden, der havde truet hende, var forsvundet tilbage til. Der kunne han bestemt ikke sende hende ind.

"Okay.. hvor var I henne, da du blev væk?" Hvis de var i nærheden, kunne Jarko måske hjælpe med at finde dem. Han tænkte et øjeblik længselsfuldt på den rom, han havde tænkt sig at sidde i en varm krostue og drikke, men det måtte vente. Han var virkelig ved at blive alt, alt for blødsøden her på sine ældre dage..

Gwen lod sig tænke om. ”Der var meget hvidt. Vi havde gjort ophold, men vi var på vej ned til Tusmørkedalen,” indrømmede hun. Det var så meget hun kunne huske, men det var svært når det havde været lyst da hun var forsvundet, så hun havde ikke set stedet de havde været. Og Rouku og Lorcán havde snakket om at de måske var forkert på den. Det mente Gwen i hvert fald var sket.

”Men jeg tror det er okay. Hvis jeg nu bare bliver det samme sted, så er jeg sikker på at min søster nok skal finde mig,” indrømmede hun så. Der var en smule tristhed at spore i hendes ansigt, men også en underlig optisme, som om at det her ikke var det værste der nogensinde var sket for hende, så hun var sikker på at det nok skulle gå. Hun havde i hvert fald overlevede minerne. Det her ville være intet problem… mente hun.

"Tusmørkedalen.." Jarko lagde tvivlende armene over kors. "Det er meget langt væk herfra.." Der var ingen chance for, at han ville eskortere hende hele vejen til dalen. Og hvem ved - det var ikke sikkert, at hendes venner overhovedet befandt sig der. Rynken i hans pande blev dybere.

"Tror du din søster kommer hertil? Det ville måske være bedre for dig at rejse mod Lazura.. denne her by er ikke rigtigt et sted for, ahem, unge damer." Brummede han. Sandsynligheden for, at hun ville støde på en ny, ubehagelig type, lige så snart han vendte ryggen til, var der desværre. Irriterede kradsede han sig en smule i skægget.
"Har du krystaller?" spurgte han med et suk. Hun kunne vel altid indlogeres på en lidt mere fredelig kro et sted. Piratbyen bestod alligevel nærmest ikke af andet - bortset fra, at der var lidt langt imellem de fredelige. Han så afventende på hende. Ville hun kunne betale for det?

Hvis en der kunne se mente at det var langt væk, så var det nok rigtigt nok. Især fordi at Gwens eget syn på hvor langt der var til tingene var meget begrænset efter at have levet i minerne der meste af hendes liv. Det begyndte dog at lyde lidt bekymrende nu når denne her mand mente at det her ikke var et sted for hende at være, men samtidig vidste hun også godt at bevæge sig ud i verdenen som hun var, ikke var en god ide.

Gwen rystede på hovedet. ”Jeg har ikke rigtig noget, men jeg er sikker på at Iulia nok skal finde med… med tiden, men landet virker så stort, så jeg ved ikke hvor lang tid der vil gå,” indrømmede hun og det begyndte ligeså stille at gå op for hende, at hun måske stod i en rimelig dårlig situation.

Jarko sukkede indvendigt. Selvfølgelig havde hun ingen krystaller - noget, der hurtigt kunne gøre hendes situation alt andet end god. Hans tanker gik kort til det slunkne indhold i hendes egen pung, og han rynkede panden. Ikke, om han havde tænkt sig at betale for hendes kost og logi!

"Kan du arbejde? Gør rent? Lave mad?" Spurgte han efter en lille tids tænkepause. Der var nogle kroer heromkring, der var gode nok, og hvor folk ikke konstant kom op og slås - Hvis en venlig kromutter ville forbarme sig over pigen og tilbyde hende husly mod, at hun hjalp til i køkkenet, ville det nok være den bedste løsning.

En dør blev smækket op et sted, og et par fulde, syngende pirater kom skrålende i deres retning. Jarko skulede mod dem - det ville nok være bedst, at få pigebarnet væk fra gaden snart.

Gwen stirrede næsten mistroisk på manden, som om at hvad han sagde var fuldstændig latterligt, før at hun viftede en hånd foran sine øjne, for lidt at indikere at hun ikke ligefrem kunne se særlig meget. Faktisk i det her lys, var hun så godt som blind, hvilket virkelig ikke hjalp på situationen.
"Med mindre de sætter mig i et mørkt rum, så tror jeg ikke at der er meget chance for det," sagde hun. Derudover havde hun aldrig rent faktisk gjort rent eller lavet mad. Mad i minerne var hvad man fik. Og man kunne ikke ligefrem sige at de levede under rene forhold. Det var underorndet, når man bare forsøgte at overleve.

Et lille suk slap fra hendes læber, for hun var godt klar over at det var nytteløst. "Tak for hjælpen, men måske du bare skulle pege mig i retning af måske den nærmeste lidt fredeligere by? Kan være de har mere til overs for en blind pige?" foreslog hun. Hun kunne forsvare sig selv lidt hvis hun var på jorden, og hun var ikke så stor så hun ville nok blive overset i de fleste tilfælde. Det var dog lidt trist at vide at denne her verden ikke nødvendigvis var bedre end minerne.

Jarko trak på skuldrene. Han havde da hørt om blinde, der kunne både det ene og det andet. Og de fleste kvinder kunne da lave mad og gøre rent? - men næh nej, af alle de blinde folk, han kunne ende med at skulle tage sig af, var det en af de helt hjælpeløse.. Han sukkede igen og kastede et længselsfuldt blik i retning af den nærmeste kro.

"Lad os om ikke andet få dig lidt uden for byen.." Brummede han. Han lagde en hånd på hendes skulder og begyndte at føre hende væk fra havnen - mod piratbyens udkant. Det klippede område uden for byen var barskt, men forholdsvis frit for mennesker - her kunne man lave en lille lejr, og han kunne sende pigen af sted, når det var blevet dag. 

Det nu ikke fordi at Gwen ikke kunne noget. Problemet var at det hun kunne var ikke ligefrem noget hun regnede med at landet udenfor minen kunne bruge. En lille spinkel pige, der kunne kravle ind mellem de tynde sprækker og få fat i krystaller. Hvis hun sagde det højt, så ville alarmklokkerne da også bare for alvor ringe.

”Undskyld,” mumlede hun, for selvom hun ikke kendte denne mand, så følte hun sig lidt dårlig tilpas over at hun ikke var nem bare at sætte af et andet sted. Iulia havde ingen problemer med hvor ynkelig Gwen var til tider. Selv Lorcán og Rouku virkede ikke til at have problemer med det, men de færreste fremmede ønskede at få en blind, forsvarsløs pige på deres hænder. Ja, hun kunne ikke engang bruge sin magiske evne som Iulia kunne, til at vinde kampe.
Roligt fulgte hun dog med Jarko. Fuld tiltro til at han ikke bare ville smide hende ned til det der var værre. For hun havde faktisk ikke et bedre valg i øjeblikket.

”Du behøver heller ikke at føle dig ansvarlig overfor mig, jeg plejer at klare mig i de fleste tilfælde,” tilføjede hun så efter lidt tid. Tonen var neutral, selvom hun virkelig ikke ønskede at blive efterladt alene. Men hun vidste hvordan det var med fremmede, de ville helst ikke have for mange problemer med at hjælpe andre.

Støjen var havnekroerne begyndte langsomt at aftage, som Jarko diegererede pigen gennem de snoede gader. Han brummede afvisende af hendes undskyldning - hun havde forhåbentlig nu lært, at piraternes by ikke var et sted for en pige som hende. Mange af piraterne var gode nok - men der var også dem, der ikke ville stå tilbage for at forgribe sig på en blind pige. 

"Hvordan klarer du dig? - Du kan ikke se, du kan ikke arbejde.." Spurgte han. Det lød lidt hårdt, men det var egentlig ikke ment sådan. Jarko var bare mest vant til folk, der var i stand til at snyde, stjæle og slås. Han var tavs et øjeblik, før han tilføjede: "Navnet er Jarko i øvrigt, men du kan kalde mig Kragen. Det gør de fleste." 

Gwen var stadig ikke langt nok i hendes healingsprocess at hun faktisk hun tale om hvad der var sket i hendes liv, og at fortælle det til en fremmede var ikke noget hun havde tænkt sig. Hun kunne ikke engang fortælle Lorcán og Rouku om hvad der var hændt, selvom det måske også havde noget at gøre med at Iulia ikke ønskede at tale om det.

"Jeg…. Plejer bare at klare mig… jeg er så heller ikke så vant til så mange mennesker…" der blev stille tilføjet med egen vilje, for i minerne havde der været mange menensker. Det eneste der var forksellen var at de var uden motivation mere. Det var et hårdt liv.
"Kragen? Kra-kra?" spurgte hun lidt kæk, inden hun tilføjede. "Mit navn er Gwen."

Endnu en gang måtte Jarko tage sig i at undre sig over, hvad i alverden, der var sket med pigebarnet. Blind og alene - vandrende i piraternes by. Han fornemmede dog også tydeligt, at hun holdt kortene tæt til kroppen. Bag dem skinnede de utallige lys i vinduerne fra de skæve, knap så velholdte bygningsværker, som piraterne af og til kaldte deres hjem. Foran dem lå vejen mod Azurien - øde, mørk. Jarko sukkede.

"Godt, Gwen. Vi er ude af byen. Men det' en lang tur til Lazura og det er mørkt. Prøv a' finde dig et sted og få dig lidt ro for natten - og se om du kan få nogen til at tage dig med indenlands i morgen. Det er et lovløst område, og vejene er ikke sikre." Han lød som en belærende, gammel mand, tænkte han. Som en onkel, der var ved at sende sin niece på vej - hvordan var det lige, at han altid fik samlet disse pigebørn op? Han skævede ned mod hende, håbende at hun lyttede.

En dag kunne det være at Gwen følte sig sikker nok til at dele de oplysninger om hendes opvækst, men ingen ville tage kampen op med hende for at vriste oplysninger ud af hende alligevel. HUn gjorde hverken skade eller gavn til dem omkring hende, så de fleste var i bund og grund ligeglade med hende. Noget hun foretrak, for så behøvede hun heller ikke tage stilling til dem omkring hende, selvom hun dog værdsatte at Jarko havde reddet hende.

Hun måtte bide et grin i sig da Jarko nævnte at det var mørkt. Hun havde selvfølgelig ikke givet udtryk for at hun faktisk kunne se når det var helt mørkt, og det var nok bedre at det forholdte sig sådan fremadrettet. Mørket havde aldrig skræmt hende.
"Det skal jeg nok," sagde hun bekræftende og nikkede, og stod kun ved hans side ganske kort mere, før at hun lod sine ben bære sig ud mod vejen og væk fra manden. Der gik ikke lang tid før at mørket omfavnede hende, og hun ikke længere kunne ses.

//Afsluttet