Det var midt på dagen, og solen var næsten ikke til at se. Skyerne dækkede det meste af den blå himmel, og det kunne godt ligne at det skulle trække op, og måske endda give mere sne til byen end der allerede var. Kulden kunne i hvert fald godt tyde på det, som de fleste var dækket ind fra top til tå. Selv de fattige der var at se rundt omkring, havde taget deres varmeste tøj på, og man kunne se nogen have blå læber eller fingre. Det var ikke rart for nogen der ikke var i det mindste af middelklasse som kunne passe sig ind.
Alligevel, midt i alt dette, kom der er en mand gående. Han bar en simpel skjorte som var åben, og ellers kun et par bukser og sko. Han var veltrænet og havde røde tatoveringer både over brystet men også oppe i hovedet. Håret var klippet kort på den ene side, mens det var langt på den anden, og det hele var kulsort. Øjnene var isblå. Han lignede noget de fleste havde set, han lignede en hvis prostitueret, om man kendte ham ved navn eller ej, men der var noget over ham der også bare var forkert. Det lignede Fabian, men alligevel gjorde det ikke.

Skridtene var en anelse tunge, og der var en aura der skreg at man bare lige kunne vove på noget med ham. De fleste gjorde da også plads for ham så han kunne komme forbi, men nysgerrige blikke fulgte ham, især folk der kunne genkende den anelse af Fabian i ham. Blikkene blev dog kun værre som han kom forbi en frugtbod og stoppede et øjeblik, før at han bare greb et æble og gik videre og begyndte at spise af det. Damen i boden så noget fornærmet ud, men indtil videre skreg hun ikke af den unge, noget ubehøvlet mand. Det var nok også bare et spørgsmål om tid før at han rendte ind i nogen han endte kendte, eller byvagten mente at han spredte unødvendig dårlig stemning i byen. Hjalp nok heller ikke at han tog et par ting, som han gik forbi boderne. Bare lige hvad der umiddelbart fangede hans blikfang, og så ellers forsatte, mens han proppede det i lommerne.

Samera hadet store byer.
Luften var tung, fyldt med stanken af menneske mad, svedige væsner, og lort. Bare tanken gav det stakkels luft elemental ondt i maven.
Men et arbejde er et arbejde, og med hendes arbejde var det nogen gange vigtigt at tage ind til de størrer byer, men en anden ting der var med store byer var at det var svært at lande præcist, og præcision var en stor del af Samera's evner. 

Hun landet midt i et markets område, hendes lange lyse grå ben ramte jorden, let og elegant. Og hurtigt som lynet gemte hun sig bag en bod for at brække sig fra lugten af menneske mad.
Efter et godt minut bag end eller anden stakkels fyrs bod, trådte hun ud igen.
Hendes lange hår, der kun knapt holdte sig over jorden, hendes slå-om kjole i en dyb azur farve som lige var åben nok foran til at hendes ben så ekstra lange ud. 
Hun smilede lidt til folk som hun gik ned igennem market, mens hun lod som om de ikke alle sammen gav hende kvalme. 

Selvom Fabian lignede han ikke havde nogen interesse i det meste af hvad der skete omkring ham, var hans øjne vågne, for noget der kunne falde i hans interesse. Noget der kunne underholde ham i denne kedelige by.
Det var ikke meget, men hans blik opfangede noget lande i nærhden. Langsomt drejede han hovedet, for at se en høj, bleg kvinde med mørkt hår komme ud fra mellem to boder. Hvad hun præcist havde lavet var han ikke sikker på, men hun så ikke ligefrem ud til at have det godt.

Hans fødder trak ham hen mod hende uden rigtig at tænke så synderligt meget over det. Der var ingen grund til at tænke alt for meget over tingene i det stadie han egentlig var i. Hans liv kørte mest af alt på impulser, og det der havde overtaget hans sind, havde bare nogle lidt andre impulser.
Han gjorde ikke så meget, men fulgte tæt på hende. Hans øjne brændte sig næsten fast i baghovedet af hende, som han ventede på at de kom lidt væk fra menneskerne. Hvad der ville ske vidst han ikke, men han følte at han var i legehumør.

Samera gik let, elegant og luftigt ned af gaden, helt og adelses uvidende omkring hendes lille forfølger.
Hun havde en pergamentrulle i hænderne. 
Et brev fra Rubinien til en eller anden bod handler om at hans fragt af en eller anden vare ville være forsinket. 
Samera ønsket næsten hun kunne læse det sprog det stod skrevet i, men hun kunne knap nok læse Krystalisiansk, og dette sprog så meget anderledes ud på papir. Så igen, det kunne bare være forfærdeligt håndskrift eller noget i den retning. 
Jo mere Samera tænkte over det, jo mindre gad hun endeligt at vide det. 

Hun stoppet ved en bod der solgte en eller anden form for fisk. Hun holdte vejret så godt hun kunne, gav manden bag desken rullen og vendte om for at komme væk. 
Hun spottet den mørk håret fyr i mellem menneskerne på market, og hun sendte ham et lille smil og et blink.
Så gik hun videre ned af market, væk fra alle mad boderne og ned mod stof boderne.

Hun kunne næsten mærke øjne på sig som hun gik den vej, og gjorde et show af at vrikke mere med hoften som hun tog lange skridt, og det var næsten som om at vinden havde valgt at løfte hendes hår lidt længere op end normalt så man rigtigt kunne se det.

Det var næsten som om at hun gjorde sig til for ham. Det var underligt, og selvom Fabian selvfølgelig godt forstod at ja, alle var da interesseret i ham. Måske var noget af hans charme lidt gået tabt i denne her form, men der var noget andet i ham i stedet for. Noget mere sinistert.
Men siden hendes kropsprog praktisk talt talte til ham, så så han intet galt i at komme nærmere på hende. Ligeså snart at hans lange skridt havde båret ham helt gennem menneskemængden og op til hende, sneg en hånd sig op på hendes hofte. Han sagde dog ikke noget, som han nu forsøgte at gå ved siden af hende, men et smil af en art lå på hans læber. Måske ikke det rareste smil, men et smil var det.

En lille torden lyd kom ud af Samera, da hun fik et chok af at blive rørt ud af det blå.
Hun kigget på ham lidt skeptisk, før hun sendte ham et varmt og flirtende smil.
Hun havde ingen anelse om hvem han var, men nu hvor han havde besluttet sig for at tage fat i hende på den måde, var hun en lille smule interessert i hvad han havde i tankerne.
Samera vidste det næsten godt selv. Menneske mænd var lette at læse og ham her var lige som en åben bog.

"Hejsa," sagde hun i hendes lette og luftige stemme, mens hun blinket hendes lange øjnvipper til Fabian.

Et yndigt væsen. Det måtte Fabian da give hende, og han var da også positivt overrasket over at hun bare lod ham gøre som han ville. Der var noget over ham der var glad over det, nærmest lettet? Det var nemmere bare at ryste det af sig igen. Han havde følt sig lidt underlig siden han vågnede, men han kunne ikke helt putte fingeren på hvad det var.
”Du er vidst ikke fra omkring her, er du?” spurgte han, og kiggede på hende, med et blik der kunne virke interesseret, hvis ikke anelse intenst.

"Det er jeg ikke, nej.." Sagde Samera mens hun kigget ham over ordenligt. 
Menneske mænd var alle så forskellige at se på, og ham her gjorde i hvertfald ikke ondt at se på. 
Han var faktisk ret god at se på. Samera fniste for sig selv. 

"Hvad gav mig væk?" Spurgte hun med at lille smil til ham mens hun fortsatte hendes langsome og elegante gang, med hans arm om hendes hofte.

//Undskyld at jeg bare lukker den, men jeg føler ikke rigtig at jeg har noget styr på Fabian overhoved, så må desværre lukke tråden. Men hvis der er en anden af mine karakterer du gerne vil tråde med, så vil jeg stadig gerne <3