Tid: Sent på aftenen
Sted: En lille dagsrejse fra hovedstaden
Vejr: Overskyet men tørt, køligt men plusgrader

Kiles Orden havde udvist alle elvere, halvelver og hvem end de mistænkte for at have bare en smule elverblod i årene fra hovedstaden. Over en enkelt morgen var byen blevet rømmet, folk trukket fra deres senge og smidt direkte ud på gaden, ud af byen. Nogle var draget mod nord, til familie eller bekendte, andre var draget mod Elverly med Avanyas ypperstepræstinde, i håb om at finde ly hos de Kiles Orden havde smidt dem ud over.
Mange af halvelverne var dog, i frygt og afmagt, blevet sammen, i en generel sydgående retning. De havde ikke nogen leder og ingen reel plan, men der var en styrke og tryghed ved at blive sammen.
En arm bondemands græsmark var blevet middeltiddigt hjem for det forjagede folk, og små bål glimtede i aftenens mørke, hvor grupper der havde kunne samle nok sammen, sad tæt om for at holde varmen blandt dem, og mørket på afstand. Der var ingen telte eller afskærmning sat op, men enkelte havde skaffet vogne, hvor de svageste og børnene var samlet.

Ved en af disse vogne lå Telma på maven på en af sine børns kapper, og til trods for hun lå et stykke fra det nærmeste bål, var hun varm, ja ligefrem fugtig af sved. Hendes børn sad tæt omkring, og stirrede mistroisk på elveren der sad knælende ved deres moders side, og vaskede hendes sår.
Som blodet blev vasket væk, måtte de ældre af børnene dog tage de yngre væk, for det var ikke noget kønt syn. Et væld af arrigt røde linjer, blodige striber, og åbne sår lå på kryds og tværs over hendes ryg, og enkelte så ud til at være inficeret.
Telma stønnede af smerte, men elverkvinden fortsatte ufortrødent sin gerning.
Læber formede forbandelser, men ingen lyd forlod Telmas mund, og det var godt det samme. Hun havde ingen ond vilje til denne kvinde der hjalp hende, trods den smerte hun forvoldte. Det var de skide Kilefolk og deres galskab den var gal med!

Netrish kunne ikke bebrejde Telmas børns reaktion på hendes tilstedeværelse, ej heller hvordan deres blikke flakkede frem og tilbage mellem hendes arbejdende hænder, og det Kile symbol der hang og dinglede om hendes hals.
Hendes intentioner om at hjælpe folk var sjældent blevet modtaget med andet end mistro, og det var bestemt ikke blevet bedre efter Kiles Orden havde vist sig at følge en anden vilje en Kiles. Ikke at hun forventede disse folk forstod det, hun kunne knap påstå at forstå det selv.
Men en ting var sikkert - Netrish, forkynder af Kiles ord og vilje, kunne ikke tillade denne kvinde at dø denne aften. Så hun skubbede de borrende blikke ud af sin bevidsthed, og visheden om at den tak hun ville få ville være minimal, hvis da ikke-eksisterende. Hun lod sine hænder arbejde i kendte bevægelser. Dette var ikke de første sår hun havde behandlet på en mark, og det ville heller ikke blive de sidste.

En kølig vind fik den ranglede elver til at gyse. Hun var ikke iført andet end en underkjole, og skønt den var i uld og praktisk til vejret, var den stadig alt for lidt til at modstå nattens kulde der langsomt kravlede indover dem. Men hun ville ikke hvile her længe, for hun viste ingen ville dele deres bål med en af Kiles børn. Der var større sandsynlighed for de ville sende hende til Gudindens favn mens hun sov. Nej, hun måtte vandre videre, tilbage og vest på, mod Asbjørns gård. Et glimt af længsel strejfede hendes blik. Hun hadede at måtte gøre dette mod ham, men det var bedst hvis han troede hun var forsvundet med de andre. Det var sikre for ham.

Med tid og møjsommeligt arbejde blev ryggen renset - så godt som de nu kunne lade sig gøre med de midler de havde. Flere af sårene blødte dog stadig, og Netrish small bryn samlede sig. Det ville ikke gå an. Blodtabet ville gøre det af med hende, hvis feberen og udmattelsen ikke gjorde det først!

Netrish tog en dyb indånding og hævede sin hånd over Telmas ryg. Der var kun ét at gøre. Hun berørte let Kiles symbol med den anden hånd, som et udtryk af dyb koncentration spredte sig over hendes ansigt. Et let grønt skær dukkede op om hendes hånd, der langsomt samlede sig i små kugler, der svævede om hendes hånd i dovne, hoppende bevægelser.

Mørket var faldet over området, men Aldric gik ufortrødent videre - små lysglimt længere forude fortalte ham, at han var på rette vej. Næsten fremme. Det svage lys fra nattehimlen havde været nok til at han kunne finde vej fra den kro, han kom fra. En kro i en lille by, hvor nogen var kommet styrtende og fortalt, at der var elverfolk på en mark ikke alt for langt derfra. Elvere og halvelvere, der var smidt ud af hovedstaden. Af Kiles Orden. Bare ordet gav Aldric en knude i maven og visheden om, at han måtte se, om han kunne hjælpe disse stakkels væsner, havde lagt sig over ham. Efter at have fået en god beskrivelse af vejen til marken, var han draget af sted, også selvom det ville blive mørkt, inden han nåede frem.

Meget var sket siden han havde forladt Faye for et par måneder siden. Han havde rejst mod syd, healet og set det land, han selv boede i, men ikke kendte til. Det var hurtigt blevet klart, at han ikke ville få svært ved at klare sig. Hans evner til at heale var eftertragtede og selvom han nægtede at modtage krystaller, manglede han sjældent mad eller husly. Og selvom han ikke var vant til at leve ude, kunne han faktisk godt lide at gå og se naturen. Sove ude ved bål. Kulden var ikke så slem og blev kun mindre, jo længere mod sydvest han kom. Han havde først sigtet efter Hovedstaden, men et eller andet havde fået ham til at fortsætte sin vandring. Måske var det historierne om Kilepræsternes massive tilstedeværelse i den store by, der havde fået ham til at gå udenom. Måske var det noget andet. Men nu var han her.

Endeligt kom han frem til lejren, hvor han blev mødt med mistroiske blikke. Trods hans unge alder og milde blik, så han en smule skummel ud med tørklædet over det ødelagte øje. Men så snart ordet healer blev nævnt, var der straks flere, der påkaldte sig hans opmærksomhed. Men inden han nåede at lægge hænderne på nogen, tog en ældre herre fat i ham og pegede mod nogle vogne, væk fra bålene. Der var en, der havde hårdt brug for hans hjælp.
Hurtigt bevægede Aldric sig derover. En kvinde lå på jorden, et par børn sad ved siden af og en kvinde i en hvid underkjole var lænet ind over kvinden. Aldric nåede bare lige at opfatte smykket med Kiles symbol om hendes hals, inden grøn magi begyndte at lyse. En kilepræst! Uden at bruge et øjeblik på at tænke sprang han frem og skubbede hårdt til kilepræsten for at få hende væk fra den skadede kvinde.

"Har jeres slags ikke allerede gjort nok skade?!" Han hvæste vredt og hadefuldt af hende. Had af et godt hjerte, men hans erfaring med kilepræster var ikke ligefrem positiv. Og synet af alle disse stakler uden nogen ejendele ud over det de stod og gik i, jagtet væk fra deres hjem på grund af udseende, det pustede kun til hans had. Og her sad en kilepræst. Hvis han havde tænkt sig om og vurderet situationen ville han nok kunne have regnet ud, at hun var her er en grund, men lige nu så han kun kiles symbol.
Vreden var tydelig i hans ansigt og hans hænder var knyttet, som var han parat til vold. Ville han slå, hvis nødvendigt? Måske, men tvivlsomt. Han kunne ikke skade andre. Kun i selvforsvar.

Telma gav et sammenbidt grynt fra sig over den pludselige bevægelse omkring hende, men de halv-åbne øjne ænsede ikke meget af det der skete omkring hende.

Det var der dog et andet sæt øjne der gjorde. Et sæt mørke øjne, omgivet af tykt sort hår. Rufus, Telmas ældste søn, vendte sig tilbage mod sin moder med et ryk, og fløj mod Kile præstinden, hadet i hans øjne tydeligt. Han havde været mistroisk over præstinden der havde påstået at være heler fra starten! Han havde holdt skarpt øje med hende, og havde kun vendt ryggen til et sekund for at hjælpe sine mindre søskende væk, før den fremmedes opråb trak ham tilbage, et opråb der var undskyldning nok til at handle.

Skønt Rofus var en anelse yngre end den fremmede selv, var han bygget som et bjerg, og havde ingen problemer med at trække den omtumlede præstinde op fra jorden, og tvinge hendes arm om på ryggen i en lås "Hvad gjorde du ved hender?!" næsten råbte han i hoved på hende, og pressede hendes arm en tand længere op.

Netrishs åndedræt blev langsommere, roligt, som hun fokuserede sin energi. Hendes reserver var små, og dagens strabadser havde ikke gjort det bedre. Alligevel måtte hun prøve. Denne kvindes tid var endnu ikke oprundet. Hun ville ikke gå til Kile i dag.
Forsigtigt greb hun om den lille varme bold i sit bryst, og ledte den nænsomt til sin hånd, hvor den sitrende blev synlig. Skønt hendes øjne var lukkede, kendte hun de små græsgrønne lys vel. De var lune om hendes kolde hånd, og følelsen af forår bredte sig..

Og blev prompte afbrudt da hun voldsomt blev skubbet til side. Foråret forsvandt som dug for solen, og blev erstattet af den hårde, kolde jord. Det tog hende et halvt sekund at opfatte hvad der var sket og fokusere ind på den unge mand der stod over hende og råbte eder af hende.
Det stoppede dog ikke der, da et par stærke hænde trak hende op som vejede hun ingenting og lagde hende i føregreb, efterfuldt af flere eder.
Netrish ansigt fortrak sig kort i smerte og forvirring, inden hendes trætte øjne faldt på den nyankomne med.. forståelse? Jo, vreden ulmede i hendes bryst også. Vrede over at blive skubbet og skadet når hun forsøgte at hjælpe, vrede over at blive behandlet som skidt når alt hun ønskede var at hjælpe, at vejlede de levende, og sikre de døde nåde Kiles favn sikkert!
Men hun forstod hvorfor de handlede som de gjorde. Følte hun ikke selv samme foragt og had til de der kaldte sig Kiles Orden, til de der skændede hendes navn og gerning med deres politiske agenda?!

Netrish sænkede ikke blikket, men holdt hoved så højt som hendes situation tillod det. "Jo, det har vi. Hvilket er grunden til jeg er her" svarede hun roligt, og holdt vreden væk. Manden handlede som han så bedst, og at råbe tilbage ville kun eskalere situationen. En eskalation der på ingen måde ville ende godt for hende. Hun forsøgte at dreje hovedet mod den unge mand der holdt hende, hvilket kun fik ham til at vide hendes arm hårdere. Et smertefuldt gisp undslap hende, men hun vedholdt at se tilbage mod ham "Jeg forsøgte at hele hende. Hvis der ikke gøres noget snart, vil hun ikke overleve jeres rejse" svarede hun stadig roligt, men fast og alvorligt. Selv hvis de ikke ønskede hendes assistance, var det vigtigt halvelveren fik hjælp.

Vreden sydede i Aldrics mave. Det ene grønne øje stirrede på hende, det ødelagte gemt bag det vissengrønne tørklæde, der var bundet skråt om hans hoved. Inden nogen nåede at reagere, kom der en ung mand, måske på hans egen alder, løbede og flåede præstinden op fra jorden for derefter at holde hende i hvad der så ud til at være et smertefuldt, hårdt greb. Aldric var tydeligvis ikke den eneste, der hadede kilepræsterne.
Den letpåklædte præstindes svar forvirrede Aldric en smule, men han havde ikke rigtigt mulighed for at spekulere over det, som hun fortsatte og sagde, at halvelveren på jorden ikke ville overleve rejsen, hvis hun ikke blev healet. Det fik Aldric til kort at rynke på næsen, inden han lagde sin taske fra sig på jorden og satte sig på hug ved den skadede kvinde.

Sårene var grimme og nogle af dem var begyndt at se meget betændte ud. Men det var bare sår og det ville ikke være svært at ordne for ham. 
"Forbandede Kilepræster." Han regnede med, at den var dem, der havde pisket den stakkels kvinde. Hvorfor vidste han ikke og han var også ligeglad. Meget mere mildt og med sin egen godhed tydelig i stemmen mumlede han let til den sårede kvinde.
"Nu forsvinder smerten." Om hun i det hele taget kunne høre ham, vidste han ikke. Blidt lagde han sine hænder på noget af ryggen, der var hel og lukkede sine øjne, som han lod sin magi glide ud i halvelverens krop. Med det samme begyndte sårene at lukke sig og varmen fra kroppen faldt til et mere naturligt niveau. Det var ikke bare betændelsen, feberen og sårene, der forsvandt som dug for solen, men alle små og store skavanker kvinden måske havde haft. En dårlig tand, ligtorne, rod i fordøjelsessystemet. Alt hvad der ikke var psykisk eller magisk. Selv blodtabet ville blive mindre, som hans magi fik kroppen til at lave mere blod meget hurtigt. 
For hende ville det føles som en behagelig varm bølge, som et varmt bad, når man fryser.

Da Aldric endeligt åbnede sine øjne igen, var det ene synlige øjne gråt i stedet for grønt i et øjeblik, men det forsvandt med det samme igen. Selvom han lige havde helet en hel krop for alt, hvad der var, var han ikke synderligt træt. Mængden af healingsmagi synes uendelig i ham, det var kun fysisk, at han blev træt. Og betalingen kom også på et tidspunkt, men det var kun et par dage siden, at han havde givet slip på den sidst. Dette her var kun et lille riskorn i en tom skål.
"Sådan... Du vil nok være meget træt, det er helt naturligt. Du har mistet en masse blod og det tager lidt tid at komme sig over." Han havde trukket sine hænder til sig, klar over at ikke alle kunne lide at blive rørt ved, især ikke kvinder af mænd. Hvilket han godt forstod. 
Hans blik gled op på præstinden igen, stadig med et glimt af had og vrede. 
"Hvordan kan nogen få sig selv til at piske en kvinde og derefter sende hende på gaden uden hjælp? Uden hjælp ville hun være død om et par dage!"

Telma sugede skarpt luft ind som Aldric rørte hendes ryg, men så snart hans magi begyndte at flyde igennem hende, blev det erstattet af et lettet suk som sår, feber og spændinger ligeså blev er saga blot.
Det føltes som om verden holdt vejret omkring hende. For et øjeblik følte hun sig let som en fugl på en varm sommervind, fri og frejdig!
Virkeligheden meldte sig hurtigt igen, med den kolde jord under hende. Men på trods af det, var alting stadig.. bedre. Bare bedre.
Varsomt satte Telma sig op, og knap var hun oppe før hun blev overfaldet.. af lettede børn! De kastede sig om halsen på hende, og Telma kunne ikke andet end at bryde ud i en varm, hjertelig latter. Mirakler fandtes stadig! Tåre af lettelse væltede nedover hendes kinder mens latteren, der virkede helt malplaceret i den dystre lejer, rullede.
Telmas blik søgte sin redningsmand, og det tog hende ikke længe at identificere den unge mand med det milde blik. "Tak! Ved guderne tak!" udbrød hun, stadig overvældet over hele situationen. Der var ingen tvivl om at den store kvinde havde tukket ham ind i et bjørnekram hvis hendes favn ikke havde været fyldt med lettede børn.

Selv hos Rofus var lettelsen synlig, som han næsten glemte at holde øje med sin 'fange', selvom han stadig ikke havde sluppet præstinden.
Aldric henvendelse til hende fik dog Rofus opmærksomhed tilbage, og mandens ord huskede ham så sandelig på hvorfor han stod der. 

Telma var ikke den eneste der åndede lettet op. Skønt hendes ansigt viste meget lidt, var der lettelse i hendes blik. Kvinden var reddet og Kiles vilje opretholdt. Netrish opgave var fuldført for nu. Der var nok andre her der behøvede hjælp, men hun tvivlede på hun blev nødvendig nu den nyankomne var til stede. "Din gave er imponerende" kommenterede hun roligt, inden den næste anklage kom i hendes retning.

Stadig bebrejdede hun ham det ikke. "det kan jeg ikke svare dig på. Det er en usædvanlig grusom og ubarmhjertig handling".
Hendes ansigt fortrak sig igen i smerte da det tydeligvis ikke var et svar manden der holdt hendes arm brød sig om. "hvis i vil have et svar på det spørgsmål må i spørger manden der kalder sig Kiles Ypperstepræst!" tilføjede hun gennem sammenbidte tænder.

Glæden alle udviste over Aldrics helende evne ville normalvis gøre ham glad. Lykkelig. Endnu en, han havde hjulpet bare fordi han kunne. Endnu en bod. Endnu et liv reddet. Men i dag var han mere optaget af kvinden i den hvide natkjole. Han var vred, men Aldric var en så gennemsyret god person, at han havde svært ved at opretholde sin vrede. Sit had. 
Præstindens svar fik ham til at rynke panden. Der var et eller andet, som det ikke skulle være. Endeligt gik det op for ham, at kvindens beklædning var underlig herude i ingenting i kulden. Og hun havde været ved at hjælpe halvelveren. Faktisk... det var næsten svært at se i mørket, men det gik op for ham, at hendes spidse ører var at skimte bag håret. Hun var elver? Men... det var præsterne, der havde fordrevet elverne fra Hovedstaden? Hvordan kunne en elver været kilepræst? Det måtte jo vise, at de ikke brød sig om elvere.

Aldric havde nært lavet en bevægelse, han havde lært af Faye. At slå hånden i mod panden, når man følte sig dum. Men han gjorde det ikke. I stedet rejste han sig og gik de få skridt hen til kvinden og den unge mand med det sorte hår. Som han kom så tæt på, kunne han se størknet blod i hendes ansigt, men intet sår. Men hun havde blødt. Hun manglede det tøj, som kilepræsterne altid gik rundt i. Og hun var elver. Vreden i hans blik forsvandt for let forvirring, men også medlidenhed. Han var forvirret, for hun var en kiletilbeder. Det fortalte hendes halskæde. Men hun var ikke kilepræst? Men hun havde været det. Så hvordan skulle han forholde sig til hende? Medlidenheden kom sig af, at han nok kunne regne ud, at hun var blevet forvist fra der, hvor hun måtte have følt, at hun havde hørt til. 

Spørgsmålet var bare: Var hun en kilepræstinde og derved en dårlig person (som Aldric antog alle kilepræster for at være) eller var hun noget andet og en god person. Som kunne han se svaret i hendes øjne, så han lidt på hende, inden han valgt at spørge hende i stedet.
"Er du en kilepræst? Er du med dem, som synes det er sjovt at udnytte folk og gøre andre ondt?" Han rynkede kort panden, som han forsøgte at formulere sig. "Eller..." Hans blik gled kort ned til halskæden. "Hvad er du så?" Det slog ham, at man vel godt kunne tilbede en gud uden at være præst. Han havde mødt mange, der tilbedte de forskellige guder, men ingen præster. At det kunne være sådan med Kile var... forvirrende. 

((Telma og co. har ikke så meget at sige pt, så springer hende over og skriver bare Rofus her når han har input))

Rofus slækkede sit greb en anelse som den anden mand nærmede sig, mere tryk når han ikke stod med præstinden - kiletilbederen? - alene.
Netrish mødte den unge mands blik som han nærmere sig. Hendes ansigt var afklaret, og somber, næsten så meget en maske som de Kiles orden par. Men hendes blik fortalte mere. På trods af deres ord, på trods af deres had og gerninger, var hendes blik fattet og roligt. Hun var ikke vred eller hadefuld, ej heller ærvede hun sig over ikke at have skadet halv-elveren som de troede hun var i færd med. Og som han talte var der ringe tvivl om at hans ord ramte et ømt punkt.

"Mit navn er Netrish Nardarlah og jeg forkynder af Kiles ord og gerning. Så ja, jeg er kilepræst. Men jeg finder ingen nydelse i at udnytte folk, ej heller glædes jeg ved andres smerte. Jeg har tjent Kile i halvandet århundrede, og vil fortsætte med det længe efter den såkaldte 'Kiles Orden' er blevet et dårligt minde plot, om Gudinden vil det.." svarede hun og lod mærke til hans blik mod hendes klædning, og valgte at uddybe "Jeg var en del af Kiles Orden, for jeg troede de gjorde godt.. men at udvise et folk har intet med Kiles gerning at gøre.. Så jeg stod med et valg; Jeg kunne vende et blindt øje til, eller forlade Ordenen, og blive udvist med alle andre.." hun lod det hænge i luften. Svaret burde give sig selv, selv for disse folk indgroet i deres had. Hun var et symbol på de der havde gjort dem fortræd, men hun var ikke deres fjende.

Aldric lyttede til det, som kvinden sagde. Med et åbent hjerte, trods det indgroede had mod det hun mindede ham om. Han var ikke ret gammel endnu, havde ikke oplevet ret meget eller fået nogen livserfaring, men han var ikke dum. Og han var et godt menneske, der troede på det bedste i folk. At hun bar et symbol, han forbandt med onde væsner, burde ikke tale for hende. Så han lyttede. Så. Opfattede. Og det han så og hørte hang ikke sammen med hans egen forestilling.
For et øjeblik var han tavs, så tænksomt på hende og rettede lidt fraværende på tørklædet over øjet. Troede han hende? Det måtte han indrømme, at han gjorde. Hun virkede ikke som en, der ønskede andre ondt.

Hans blik flyttede sig til den unge mand, der virkede til at være på alder med ham, men meget mere ude, hvor han ikke kunne bunde. Måske manden i familien. Der så ud til at være stor.
"Jeg tror hende..." Han forsøgte sig frem med et smil, der mest blev til en grimasse. "Hvis du vil, tror jeg godt, at du kan slippe hende." Han ventede ikke rigtigt på, hvad den unge mand besluttede at gøre. I stedet gik han tilbage til sin taske og samlede den op. Der var andre i lejren, der havde brug for hans hjælp og han havde egentligt ikke tid eller lyst til at tage sig af den her situation. Ikke lige nu. Han smilede til kvinden med en favnfuld af børn og vinkede let, inden han begyndte at gå mod bålene. Han ville sikkert komme forbi senere og se til hende, selvom han bedst kunne lide ikke at se sig tilbage. Han ville ikke knytte sig. Han ville bare være på farten, det havde han det bedst med for tiden. Om det ville ændre sig, det vidste han ikke. Måske. Måske han en dag slog sig ned og skabte sig en familie og et hjem, men han følte ikke rigtigt for det. Men nu var han jo heller ikke så gammel endnu.

Hvad kilepræstinden ville gøre nu, forsøgte han at være ligeglad med. Selvom han troede hende, så kunne han ikke helt få vreden i mod det mærke, hun havde om halsen ud af systemet og selvom han nok ville hjælpe hende uden tøven, hvis det var nødvendigt, overlod han hendes skæbne til familien ved vognen, mens hans blik løb over området. Hvor skulle han starte?

Rofus slap kvinden som Aldric foreslog, om end en anelse pludseligt. Han var en stor dreng, og havde været udsmider på Det Halve Svin ved mere end én lejlighed, men han var stadig mors dreng. Det var tydeligt at det var gået op for ham at hans grove behandling af kile-kvinden nok havde været.. overilet. Han brød sig ikke om at skade folk heller, men for sin familie? For sig mor? Han havde aldrig troet han ville reagere så prompte og uden omtanke, og indsigten skræmte ham en anelse. Han gav Aldric et taknemmeligt nik, mumlede en halvfølt undskyldning og forsvandt tilbage til sin moder side, og de andre børn.

Som Aldric gik kaldte Telma efter ham "Fremmede! Når vi får vores hjem tilbage, vil der altid være en seng til dig der, samt så meget mad og drikke du orker!" lovede hun, og der var ingen tvivl i hendes 'når'. Hun ville gøre alt der stod i hendes magt for at genvinde sin kro og sit hjem, om hun så måtte starte en ny og drive samtlige forretninger i hovedstaden i sænk, og plette hver eneste adelige i landets ry for det!

Netrish gnubbede livet tilbage i sin arm, og fandt pludselig sig selv alene igen. For hun var alene, til trods for hun var midt i en lejer omgivet af flygtning der burde være som hende. Men det var de ikke, rettere, hun var ikke som dem. Hun var ikke blevet trukket ud af sengen og smidt på porten. Hun var stået op som alle andre dage. Hun havde lappet et par af Asbjørns bukser inden hun var gået til hovedstaden, for vejret havde været mildt og hun havde været i god tid. Hun var mødt ind ved Kiles Tempel og modtaget en ordre der havde fået det meste af hendes verdensbillede til at ryste i sin grundvold.. og hun havde fuldt den. Hun havde stået og gennet elverne, disse folk, af sted mod porten og sikret sig inden undslap.. Hun havde fuldt ordren blindt, fordi hun havde sat sin lid til Kiles ypperstepræst og til at han talte Kiles ord... hun kunne ikke have taget mere fejl.

Netrish rettede sig op. Hvad Kiles orden gjorde, lugtede langt væk af Nalish'ras værk, af Zaladin. Var det derfor de havde brændt templet? Som et dække? Der blev ikke fundet et eneste lig derinde, så templet måtte være blevet tømt på forhånd... Og hvilken sand Kile troende ville tjene hende i sort?! Kun de der tjente hende i døden bar sort!

Det startede med et enkelt, tøvende skridt, men det næste var allerede mere fast, mere beslutsomt. Hun ville intet hellere end at forlade lejeren her, fyldt med folk der hellere så hende død, tage væk og igen nære sig i Asbjørns favn.. Men hun havde sin pligt. Gudindens navn var skændet, og det så ud til hele verden havde glemt hendes kald, at de alle ville gå til hendes favn en dag, elvere eller ej...

Netrish skridt ledte hende efter Aldric, men hun nåde ham aldrig helt. Hun lod ham gøre sit hverv, og helbrede de sårede og syge. Hun holdt sig i baggrunden, som en skygge til det liv han spredte. Hun så ham blive modtaget med taksigelser og kærlighed.

Det svagt halv-smil bredte sig på hendes tørre læber. Livet alle higede efter og ønskede... alt imens stod døden i dens skygge, tålmodig ventende. Men når den endelig kom blev den sjældent mødt af andet end had og foragt, af bønner om mere tid, om udsættelse... og elvere, med deres illusion om evigt liv, var de værste af alle.. Men hun holdt det ikke imod dem. Det blad havde hun vendt for mange år siden. Deres tid kom, som alle andres, når Kile ville det.

Så Netrish holdt sig tilbage, og betragtede denne mand, velsignet af Isari selv, gøre sit værk igennem lejeren.

Aldric fandt et sted at starte og selvom der ikke var mange i lejren, var der alligevel nok at lave. Alt fra sår fra Kilepræster til skavanker skabt af arbejde og alderdom. Medfødte sygdomme, som havde stået utilsete hen. Alt lagde han hænderne på og helede. Først var halvelverne lidt mistroiske, for hvorfor ville en som han hjælpe dem? Den oplevelse de lige havde haft havde naturligvis gjort dem vagtsomme overfor andre end dem selv. Men snart var venligheden tilbage. Taknemmeligheden. Og for et øjeblik glemte han kilepræstinden og sin vrede. Hvis man betragtede ham nærmere ville man ikke være i tvivl om, at dette var hans kald. Varmen og venligheden strålede ud af ham, selvom alvoren aldrig rigtig slap hans ansigt, en alvor en så ung en mand ikke burde bære rundt på. Uden pause healede han hver eneste en, der havde behov for det, gjorde verden til et bedre sted uden at tænke på sig selv. Trætheden kom snigende og som han havde sagt farvel til den sidste, var det en anstrengelse at komme på benene. Trods tilbud om at blive ved bålene, sagde han nej tak. Det var ved at være midt om natten og han ville hellere finde et sted at sove, et fredeligt sted. 

Så snart han vendte sit blik fra bålene, var der mørkt og han røvede lidt, mens hans blik vænnede sig til mørket. Selvom det nok var mest fornuftigt at blive her, havde han ikke lyst. Han havde endnu ikke tilbragt mere tid end højest nødvendigt ved de samme personer, heller ikke når han havde overnattet i deres hjem. De ville så gerne snakke. Spørge ind til hans baggrund. Og han havde ikke lyst til at fortælle. Der var intet godt at fortælle. Og lige nu var han ved at være træt. Brugt. Selvom magien syntes uendelig, tærede det på ham, som bevægede han sig fysisk. Løb uden pause. Hvis der havde været mere lys, ville man nok kunne se, at han havde mistet farve. Ikke bare i ansigtet, men hans øje var efterhånden mere gråt end grønt og selv hans hår havde mistet glansen. Den tomme skål var snart fuld og inden længe ville han blive syg. Og svag. Hans hænder rystede let, som han hankede op i tasken og med trætte skridt begyndte at gå ud i mørket. Han var så træt. Han havde bare brug for at hvile sig.

Netrish kunne ikke andet end være imponeret af mandens evner, og bekymret over hans skødesløse brug af dem. Det var ikke hendes problem, eller hendes plads at blande sig, men som hun fulgte ham rundt så hun også hans bevægelser blive tungere. Hvor hver han hjalp, rejste han sig en anelse langsommere, hans skridt slæbte en anelse mere henover jorden. Da han endelig nåde til at forlade lejeren, fandt hun sig selv følge i hans fodspor uden eftertanke. Han havde helbredt hver en skavank lejeren havde, og uden tvivl reddet flere fra at gå til Kile før deres tid, folk Netrish selv aldrig havde kunne redde.
Men i sin observation havde hun lagt mærke til en ting han lod til at mangle, som hun besad. Selvbeherskelse. Kontrol.

Ville han nå sin destination? Eller ville han kollapse i vejkanten inden da?
Netrish holdt sig på afstand, et blegt spøgelse i natten. Skyerne var drevet væk, og månens skær oplyste helerens silhuet.

Hun lagde armene om sig selv. Det var et svagt værn mod nattens kulde, der gjorde hver udånding til en lille hvid sky i mørket. I det mindste var hun på farten igen, så kulden var blot til ubehag og ikke til fare.

Aldric var så træt, at det ikke gik op for ham, at der var en skikkelse bag ham i mørket. Hans fokus var at finde et sted, hvor han kunne krølle sig sammen i sin kappe og få en uforstyrret søvn, i hvert fald indtil solen stod op. Kulden var slem nok, som han ikke havde ret meget vintertøj, men var iklædt en ærmeløs trøje og en ulden sweater. Han burde måske have bedt om tøj, men tanken om at blive betalt for det han gjorde, var stadig fjern for ham. Mad og tag over hovedet for en enkelt nat plejede at være nok for ham.

Han gik ikke så længe, udmattet helt ind til knoglerne, så da der dukkede en gruppe små træer og buske op, drejede han af og fandt sig et sted i udkanten, hvor der var læ og han ikke var synlig for vejen. Som han tog tasken af, gik det op for ham, at hans hænder stadig rystede. Han havde hovedpine. Og kvalmen. Kvalmen var kommet snigende. Ikke som at han skulle af med sit maveindhold, men en mere konfus følelse af at skulle tømme hele kroppen. En trækning gik over hans ansigt. Måske det var en god idé at få det overstået. Han ville kun få det værre fra nu af, og selvom han hadede bivirkningen fra sin evne, ville det være dumt at skubbe den til han næsten ikke kunne stå på sine ben længere. 

Med lukkede øjne stod han lidt, inden han gik lidt ind i mellem træerne med et søgende blik. Et tilfældigt træ tiltrak hans opmærksomhed og han gik hen til det. Uden tøven lagde han hænderne mod stammen. Et dæmpet og sørgmodigt "undskyld" gled over hans læber, inden han gav slip. Der var ikke nogen lyd, intet der bevægede sig, men fornemmelsen af en bølge af energi forlod ham og bevægede sig et par meter ud i en cirkel omkring ham og træet. Og på et sekund blev det unge, friske træ gråt og dødt. De få blade, der havde holdt ved i efterårets drab, faldt tørre og grå til jorden omkring ham. En dæmpet lyd kom fra Aldric, der i samme øjeblik han havde givet slip på den dårlige energi, havde fået farven tilbage. Usikker på benene trådte han tilbage fra træet , men kom ikke mere end et par skridt, før benene gav efter under ham og han væltede om på jorden. Han var træt. Men ud over den overvældende træthed havde han det meget bedre. Ingen kvalme eller hovedpine. Bare træthed. Det grønne øje gled i. Han skulle lige have et øjeblik, inden han gik tilbage til sin taske.

Netrish så ham søge mod ly. Hun nikkede let for sig selv. Det var et smart træk taget hans situation i betragtning. Hvis han havde skubbet sig selv over sin grænse, ville det være bedre at finde ly for vejret, end at presse videre og ende i vejkanten. Det stod klart for hende at han havde hoved skruet mere ordenligt på end hun først havde antaget, så han skulle nok-

Den fremmede passerede et strejf af månelys, og det var i dette hun så ham falde om. Uden tøven drejede Netrish væk fra vejen, og satte i løb ind mod træerne. Sandheden var hun ikke kendte denne mand, end ikke hans navn. Sandheden var at hun kun viste to ting om ham. At han havde en helende evne ulig noget hun nogensinde havde set før, og at det endnu ikke var hans tid. Hun havde mødt hans blik tilbage hvor han havde helbredt dem piskede halvelver. Hun havde set hans Lys.

Netrish åndedræt kom ud i små hvide puf fra hendes mund da hun nåde træerne, men faldt hurtigt til ro igen. Hun lagde kort en hånd mod det døde træ og lod blikket glide rundt i den perfekte cirkel. Et tegn? Hun måtte studere det senere, om muligt. For nu var det vigtigere at sikre mandens overlevelse.
De visne blade knirkede under Netrish fødder, som hun roligt gik de sidste skridt hen til den fremmede, og knælede ned ved hans side. "Er du ved bevidsthed?" spurgte hun roligt, og lagde en hånd på hans skulder, for at dreje ham om på ryggen.

Trætheden var så overvældende, at Aldric ikke hørte, at der kom nogen. Ikke rigtigt. Det var ikke fordi, at han var bevidstløs, men for et øjeblik sejlede det hele og skovbunden var lige pludseligt den mest behagelige bænk. Han kunne være faldet i søvn der, uden tvivl, men det fik han heldigvis ikke lov til.
Det var først, at der blev lagt en hånd på hans skulder og en stemme lød igennem natten, at han forskrækket trak sig væk og så på elveren i det svage lys i mellem træerne. Han genkendte hende med det samme, kun iklædt en underkjole. Han skubbede sig op at sidde i skovbunden, nu lidt mere vågen, men stadig tydeligt udmattet. Uden at tænke over det, rakte han op og rettede på tørklædet, der havde flyttet lidt på sig ved den bratte bevægelse.

"Hvad laver du her?" Han var ikke vred, ikke rigtigt, men mistroisk og på vagt. Han stolede ikke på kiletilbedere, naturligt nok efter det, han havde oplevet. Hans grønne øje, der nu var klart i farven igen, så vagtsomt på hende og hans pande var rynket.
Nu anså han det ikke som sandsynligt at hun fysisk ville angribe ham, så skulle den spinkle elver i hvert fald have en magi, der kunne bruges til det. Men siden hendes ene evne åbenbart var healing, havde han svært ved at forestille sig, at den anden ville være ødelæggende. Og så igen, man kunne jo bare se på resultatet af hans evne. Det døde træ, der stod bag hende. Men nej, han var ikke bange for hende. Trods sin mistro, måtte han indrømme, at der var noget over hende, som sagde ham, at hun var en god person. Noget i hendes blik, hendes holdning og stemme.

Men stole på hende gjorde han ikke. Tegnet om hendes hals gjorde, at han ikke kunne. Og hun var fremmed. Hvad vidste han egentligt om hende, ud over at hun måske virkede som et godt væsen?
Da han sænkede hænderne fra tørklædet, knyttede han dem. Hvis han ikke kunne lide hendes svar, var han klar til at komme på benene og bede hende om at skride. Han håbede hun ville skride, hvis han bad hende om det, for han vidste godt, at han ikke ville komme ret langt lige nu.

Netrish åndede sagte, men lettet, op da Aldric flyttede på sig, og straks satte sig op. Tak Kile han var ikke helt væk! Men hans træthed gik ikke hendes øje forbi. Han ville ikke nå langt alene.
Hun forblev i sin kælende stilling og hendes bevægelser var langsomme og rolige for ikke at skræmme ham mere. Hun svarede på hans spørgsmål uden tøven, hendes tone neutral og rolig som før. "Jeg fulgte efter dig i lejeren før, mens du helbredte de syge og sårede. Jeg så hvordan brugen af din gave svækkede dig, og trods du udrettede mirakler for folket der, valgte du at gå alene ud i natten. Jeg tænkte du måske ville falde om i vejkanten på vejen, så jeg fulgte efter.. og det lod til jeg fik ret" hun hævede det ene small øjenbryn let "Så, kort fortalt, er jeg her for at sikre du ikke dør". Hun rejste sig langsomt op og lod blikket glide lidt omkring dem.

"Desuden.. hvis jeg var blevet i lejeren var chancen for jeg selv vågnede igen lav. Og jeg tror endnu ikke min tid er kommet" tilføjede hun en anelse tørt. Så meget tillid som han havde til hende, lod til at være gengældt fra hende til folk generelt. Tænkte hun dårligt om folk som udgangspunkt? Nej. Men det tog kun en kniv, en person villig til at lade sin hævn gå ud over hvem end de kunne.. Det tog kun én dårlig undskyldning.

Netrish så tilbage mod den fremmede "Kan du fortsætte? Der er ikke langt til den nærmeste gård. Kan du gå selv?". 

Aldric lyttede til hende i tavshed, stadig med det grønne øje fast placeret på hende. Så hun var fuldt efter ham? Skulle han tro på hendes gode intentioner? Han kunne ikke rigtigt lade være, som hans gode hjerte altid troede på det bedste i folk. Og hun virkede ikke som en rigtig kilepræst. Ikke som han havde lært dem at kende. Så ja, han troede hende, når hun sagde, at hun ville tjekke efter, at han klarede sig. Og selvom det måske gjorde ham knapt så negativ over for hende, var han stadig ikke indstillet på at skulle være hendes ven. 
Hendes ord om, at hun nok ville have mødt sit endeligt tilbage i lejren gav ham et stik af fornærmelse på elvernes vegne, men så alligevel... han vidste godt, at gode folk gjorde dumme ting i tider med katastrofe. Måske hun havde ret. Måske det var bedst for hende ikke at være sådan et sted.

Hendes ord om en gård fik ham til at bevæge sig.
"Jeg kan godt selv gå," mumlede han, som han kom på benene. Han var træt og udmattet, men ikke mere svag end at han stadig kunne holde sig på sine ben. Lidt højere sagde han, "Men jeg bliver her. Det er ikke nødvendigt med andet end en lejr." Og med de ord gik han tilbage mod det sted, hvor han havde smidt sin taske. Det var et fint sted, hvor han kunne sove i læ og lave et bål, hvis han var frisk nok til det. Det var egentligt ikke hans plan, han ville bare pakke sig ind i sin kappe og smide sig på jorden. Sove. Han ville så gerne sove.

Men hun var der. Som han kom hen til sin taske, vente han sig i mod hende. Hendes blege hud lyste op i månens skær og den hvide underkjole så ikke ud til at varme meget i den kolde natteluft, hvor deres vejrtrækninger kunne ses i luften. Den svage vrede han havde i mod hende forsvandt som vandet ud af et punkteret vandskind. Hun måtte have det hårdt. Han kendte ikke hendes historie, men at være både kiletilbeder og elver i denne situation... hendes mangel på tøj og oppakning fortalte ham alt.
"Og jeg udretter ikke mirakler." Hans stemme var lav, som talte han mest med sig selv, da han bukkede sig ned og åbnede tasken. Han hev en tyk trøje frem, magen til den han havde på, og rakte den i mod hende.
"Her. Du må fryse."