Sted: Grev Henry Fox's gård
Tid: Omkring midnat
Vejr: Stjerneklart og en smule køligt

Medanien. Igen. Der var så langt til hovedstaden herfra og Randall følte ikke rigtigt for at gå. Selvfølgelig kunne han tage syd på og besøge Balzera, men tanken om alt det sand og den ulidelige varme lokkede bestemt ikke. Nej, hovedstaden var hans yndlingssted at opholde sig. Masser af krystaller og kællinger!
Som sædvanlig var han dukket op med nogle få krystaller på sig, når hans krop dukkede op et tilfældigt sted efter endnu en død, men der var ikke nok til at købe en hest og hvorfor i alverden skulle han også det?! Det vrimlede jo med heste i Medanien, så det var nemmere bare at snuppe den nærmeste, ride til hovedstaden og sælge krikken der, så han havde endnu flere penge til at forsøde livet med!

Han havde gået i et par timer - okay, han overdrev nok lidt, når han sagde, at det vrimlede med de dumme krikker, det var mest græsmarker og plantager. Men som han var ved at give op og finde sig et sted at hvile for natten, dukkede en gård op i månelyset. En stor gård. Sikkert med en masse heste! Hurtigt drejede han af vejen og bevægede sig igennem træer og åbne stykker jord på vej mod hovedhuset. Selvom den snart fulde måne sendte sig klare lys ned over ham og hans omgivelser, lykkedes det ham at komme frem til bygningerne. De stakkels hårdtarbejdende bønder var nok gået i seng og sov trygt og godt!

Det tog ham ikke lang tid at finde frem til stalden. Døren gik nogenlunde lydløst op, men en af hestene vrinskede alligevel som velkomst af den fremmede. Med store øjne gik Randall ned af staldgangen. Det var nogle fine krikker! Hvad sådan et par stykker ikke ville kunne give hos en hestehandler. Måske han skulle snuppe et par stykker, nu han alligevel var i gang? De ville nok ikke savne dem, slet ikke økonomisk. Hvilket han i øvrigt var fløjtende ligeglad med.
Hurtigt valgte han en flot gråskimlet til ridehest og åbnede op ind til boksen.
"Shhh. Vi skal bare ud på en lille tur."

Normalt var der meget stille på hans gård og det var egentligt kun alle hans gæster og arbejdere som skabte en form for larm og gjorde at gården ikke var helt død og mistede al liv, og så var det med til at holdes Henrys energi oppe, for ellers ville han være alene og den eneste på gården, og det vlle sgu være et trist liv. Hans tid gik med at male og drikke, sådan overordnet set – selvfølgelig havde han en masse pligtelser og arbejdsmæssige ting, som han skulle tage sig af. Den forrige aften havde ikke været anderledes, og da en tjener åbnede døren og ivrigt vækkede Henry, kunne dette sagtens mærkes. ”Herre, om forladelse for at vække Dem” lød det fra tjeneren, ”Men jeg bliver nød til at informere Dem om, at der kommer lyde ovre fra stalden af, og det kunne tyde på at det var ubudne gæster” Henry skulle selvfølglelig lige vågne helt op, men derefter gik der ikke lang tid før han kom i tøjet og løb ned af trapperne med tjeneren.

Han ville aldrig beskylde nogle af sine tjenere for at snyde eller tale usandt og det gik da også op for ham at hestene, vrinskede lige lovligt meget denne aften, hvilket tydede på at de ikke var alene derovre. Da de nærmede sig, kunne de hurtigt konstatere at deres antagelser var rigtige og at en fremme var i færd med at stjæle en af hans heste, hvilket var ret ildeset i hans øjne, ”Hey!” lød det fra Henry, som ikke var bange for at stå op for sine ting, ”Hvad har du gang i?!”

Det gik lige så godt, han havde fået hesten ud af boksen uden problemer og faktisk også fundet både en sadel og et hovedtøj, som han nu var ved at give hesten på. En sød hest, der fandt sig tålmodigt i at han rettede remme til og gjorde klar til afgang midt om natten. Men lige som han fik spændt den sidste rem i hovedtøjet, brød en stemme den kolde luft, en vred stemme, og Randall så hurtigt op. To mænd, den ene tydeligvis en tjener og den anden, da det kunne da kun næsten være hvem end der ejede denne kæmpe gård. Han så vred ud, sikkert fordi Randall var ved at snuppe en af de bedste heste i hele stalden.
Lort. To i mod en. Hvad skulle han mon gøre?

"Det kan du vel se. Jeg er ved at sadle en hest." Ham og hans store mund, der sjældent lukkede noget fornuftigt ud. Han slap roligt hesten, gav den et kærligt klap på halsen og trådte så lidt til siden, så han havde fri adgang til både sværdet ved hans side og den lange kniv, der hang i skeden på ryggen. Han var lige død én gang og havde på ingen måde lyst til at dø igen. Ikke hvis han kunne slås sig ud af situationen. Hvis han nu kunne få hesten med i samme ombæring ville det jo være herligt.
"En hest, der skal bære mig herfra og videre ud i verden." Der var et smil i hans ord, men det blev efterfulgt af sværdet, der blev trukket fra sin skede. Det var et kort ethåndssværd, som han var god til at bruge. Han havde mange års træning med skarpe ting og det kunne nok også ses på den afslappede måde, hvorpå han håndterede sværdet.

Helst ville han da undgå at slås, men de fleste der fandt en tyv i deres hestestald var tilbøjelige til at ville slås. Enten for at fange ham eller bare slagte ham på stedet. Hvis de kunne, for Randall gav sig ikke frivilligt, slet ikke hvis han havde en tur til byvagterne i sigte. Ikke om han gad sidde i fængsel. Så hellere smage stål igen igen. Igen. Og igen.
Han holdt sværdet i en afslappet position, der alligevel sagde, at han var klar til at forsvare sig selv, hvis de to mænd gik til angreb.

Personen som var i gang med at bestjæle Henry og gården, havde allerede fået hesten ud af sin bås og var i gang med at sadle og tøjle den, så det var egentligt kun held at han ikke var nået længere og at de ikke havde været langsommere til at komme ned i stalden, for at så var han nok nået så langt, at han ville være stukket af. Det var klart at gården her var et mål for tyveri, fordi at Henry var rig og der var nok heste at komme for, men det var ilde set og han ville gøre alt i sin magt for at han ikke ville komme så langt.
 
”Det kan jeg ikke lade dig gøre” sagde han vredt og kiggede over på den anden, og trådte et par skridt frem imod ham. Tydeligt for at tage hesten fra ham, og for at få den på plads. Henry kiggede på ham, som han slap hesten og trådte et skridt til siden, og lod det gå op for ham at det havde været en god idé at medbringe eget sværd, eftersom at han bestemt også var veludrustet på det punkt. ”Hesten skal ingen steder, det er min ejendom og ikke noget jeg vil lade dig bestjæle fra ejendommen” han trak sit eget sværd da han så tyven trække sit, og det var tydeligt at det var den vej han ville gå og ikke have nogen intentioner om at lade dette gå ned uden en kamp.
 
Henry ville helst undgå dette, han ville egentlgt bare have hesten tilbage i båsen og jage denne person væk. Der var ingne mulighed i at få fat i vagter, og han havde ingen intentioner om at slå ham ihjel, men hvis det var den vej han ville, så var det jo sådan det var. ”Lad hesten være og smut” lød hans advarsel.

Det så desværre ikke ud, at Randalls fremvisning af sværdet fik godsejeren til at skifte mening. Ville han virkeligt slås mod et udskud og en kriminel som Randall? Var han ikke klar over, at det kunne medføre døden?! For en af dem, men ikke nødvendigvis Randall. Det var ikke altid ham, der stod næst på Kiles liste. Hvis hans navn da ikke stod på en liste, dødsguden forlængst havde brændt af i vrede, siden han blev ved med at undgå hendes kløer.
"Jeg er træt af at gå, så jeg tror, at jeg tager krikken med mig. Nu har jeg alligevel fået den sadlet." Hans stemme var afslappet, men hans udstråling alvorlig nok - for Randall i hvert fald. Han så intet våben på tjeneren så han skulle vel kun slås med godsejeren. En rig, sikkert doven og ulært i våbenkundskaben, mand. Mon ikke, at han kunne vinde over ham.

Så han trådte frem, løftede sit sværd en anelse og gjorde klar til at skulle slås for den dumme hest. Også selvom han havde fået lov til at smutte, hvis han efterlod den. Men hvornår gjorde han nogensinde det forventede? Og han ville virkeligt gerne have hyppen med - turen til hovedstaden ville gå så meget lettere og de krystaller den kunne indbringe ville sende ham lige lukt i en varm seng med en fyldt mave og en kælling. 

Hans grå øjne gled over til tjeneren, der så ud til at være ved at få et nervøst sammenbrud og en smil gled over hans arrede ansigt. han kunne godt udligne det lidt. Med sit arrede øje blinkede han til manden og pegede på ham, hvorefter han med samme pegefinger gjorde tegn til, at han ville dø, med den klassiske "jeg skærer halsen over på dig" bevægelse. Det var nok til at gøre manden ligbleg og bakke væk fra de to bevæbnede mænd. En lidt gryntende latter kom fra Randall, inden han rettede sin opmærksomhed mod godsejeren igen.
"Det ser ud til, at det bare er dig og mig." Han lavede et lidt provokerende sving med sværdet, selvom han ikke regnede med, at manden var så let at skræmme. Nå ja, man kunne da altid forsøge.

Afsluttes grundet inaktivtet