,,Man må ikke gå ude efter mørkets frembrud fru Mayers." Bigwig havde den ældre dames arm i sine som de gik meget langsomt hen af gaden, mens hun brummede nogle gamle historier. "Nu ikke så striks unge mand" ha, ja unge mand yes, det var lige præcis det man kunne kalde Bigwig. Han himlede let med øjnende, som de endelig nåede hendes slidte hoveddør og fik hende lukket ind, også kun en time efter solen var gået ned. Hun kviterede med at ruske ham i kinden og derefter forsvinde ind i sit hjem, noget han bad til ingen havde set.

Ifølge Kiles Orden skulle han naturligvis havde hende anholdt. Ulovligheder! Men helt ærligt, hun havde bare været for lang væk og været for langsom til at ankomme til sit hjem. Meget langsom. Han mistænkte at hun vist havde brugt alt for mange timer på at snakke med folk på gaden uden tanke for konsekvenserne. Det var faktisk umådelig typisk for gamle mennesker.

Bigwig fortsatte derefter sin patrulje i de mere mørke, snævre gader hvor der var en ganske velkendelig lugt af klamhed det meste af tiden. Han gik normalvis med en fakkel i hånden, men havde efterhånden erfaret at det var den største advarsel for folk ude i natten! Desuden følte han sig altid så blændet af den end den gavnede. Nogen skikkelser, mørke og ganske usebare skikkelser gik forbi. Garenteret unge eller kriminelle som så tiden rigtig for deres lyssky forretninger.

Hovedstaden. Det mest overfyldte sted i Krystallandet og det letteste sted at finde de mest grænse ting. Tøj, bøger, mad og drikke eller en uforsigtig aftale med et tåbeligt individ. For Maralinda var det også et sted at stoppe op og samle kræfter. Følelser var her i overflod og ingen mærkede det mindste til at hun sugede lidt af det overflødige til sig. Efter et ophold i dæmonernes rige var det et tiltrængt stop og den nye magt i landet gjorde det kun så meget lettere for hende.
Alle havde følelserne helt uden på tøjet og især de der bevægede sig skjult gennem mørket.

Hun havde tiltusket sig en rigtig mørk kappe et sted på sin rejse og samlet den om sig som hun fulgte et par yngre mænd gennem en gyde. De skulle i samme retning som hende og nok var de opmærksomme, men ikke nok og slet ikke når hun ikke ønskede deres opmærksomhed. Hun føltes bare ikke til at være der for dem og de var en saftig snack af lyster og dårlige ideer. Begge dele noget hun pustede til som de drejede væk fra den vej hun skulle og passerede en større på vej mod dem.

Hun skænkede ikke skikkelsen flere tanker, som hun nærmede sig i hoppende gang og havde halvdelen af sin opmærksomhed på det mentale kort hun havde over byen. Det var håbløst forældet med al den krig og ballade der havde kostet huse over det meste af byen og ændret nogle af vejenes snoninger. Måske især fordi hun var startet på det for næsten hundred år siden. Noget havde dog ikke forandret sig og som hun stoppede ved et hjørne lige foran skikkelse fandt hun da også de gamle tegn hakket i muren, der fortalte hvem der engang havde boet i huset og for hende præcis hvor hun var.

Bigwig sænkede farten, forvirret. En skikkelse var kommet frem, synlig for hans blik der havde vænnet sig til mørket omkring sig. Og skikkelsen stoppede. Han var ikke helt sikker på hvorfor men eftersom den knap så høje skikkelse ikke havde fronten vendt mod sig, gik han ud fra at den ikke havde set ham. Eller var ligeglad? Sidste del virkede for mærkeligt.
Bigwig satte farten en smule op igen, og skikkelsen, et barn så det ud til, blev mere synligt.

Han mærkede et let suk forme sig, og næsten en træt tilstand i sine skuldre. Børn gjorde uforsigtige ting. De gjorde ofte hvad de selv syntes var en fantastisk god ide uden tanker på konsekvenser. Et sted mærkede han en lettelse for at han havde fundet pigen, fremfor en fra orden havde gjort det. De var ikke synderligt nemsomme.

"Godaften Frøken. Hvad bringer dig udenfor denne.. mørke og ret overskyede aften" spurgte han afslappet, uden tegn til at være aggressiv eller trække våben. Det var et barn! At hun var en pige, gjorde ikke at han ændrede taktik. Han havde lært på den hårde måder at tøser oftest var bedre til at overvinde, fordi han i sine unge dumme dage havde netop gjort denne forskel. "Blevet væk?"

Skikkelsen fortsatte hen mod hende og med mere hast som de var hinanden nær nok til at skelne størrelser ordentlig. En fordel for modparten mere end Maralinda for hun var jo tydeligt af barnlig størrelse mens den anden var voksen og ellers ubestemmelig. Mørke var god for mange ting, men da hun ikke følte nogen trussel fra skikkelsen blev hun hvor hun var og strøg smilende fingrene over mærket på muren.

"Godaften..." Hun drejede sig som hun hilste og havde ham nu tæt nok på til at kunne bestemme køn på andet end stemmen og desværre også se hvorfor han viste hende interesse uden at have ondt i sinde. En byvagt. Ville hendes held aldrig holde op med de løjer der? Hun overhørte pænt hans første spørgsmål, for det så hun virkelig ingen grund til at fortælle ham og svarede i stedet på det andet. "Jeg var. De havde revet Opklyngerens hus ned, men nu er jeg tilbage på rette vej igen." Hun sendte ham et ubekymret smil. Noget der ikke hang helt sammen med nævnelsen af en galning med over tyve liv på samvittigheden der havde hærget Hovedstaden halvfjers år tidligere. "Men tak for tilbuddet om vejvisning!"

Sikker på at det nok var det - om ikke andet i udtryk, det var aldrig så nemt - tog Maralinda det første skridt videre. Trods alt havde hun noget hun skulle og natten var alt for kort til denne labyrint af en by selv på denne årstid.

Bigwig var faktisk slet ikke i tvivl om at det første spørgsmål blev ignoreret. Bevares hun var mere... behagelig end mange af de andre børn han kunne støde på i nattens mulmer mørke, men alt i alt, var han efterhånden klar på lidt af hvert. Børn havde bare en solid plads i hjertet, for de var jo bare børn.
Bigwig rynkede brynende sammen og kiggede noget underligt på hende. "Opklyngerens hus siger ud..." det var da ganske fordelagtigt at hun vidste hvor hun var henne og på rette vej. Men den nævnelse var alligevel... underlig.

Han tog en dyb indånding og kørte en finger op af næsen og kløede sig let på panden. "Men hvad laver duh-hey!" hun var allerede begyndt at gå videre! Nej nu! Bigwig fulgte efter hende, og nåede op på siden af hende. "Er du på vej hjem og glemte tiden?" faktisk burde han jo stoppe hende, men man stoppede ikke bare børn i fængsel! Eller Bigwig gjorde ikke. Nogle af de andre byvagter gjorde fordi, de skulle. Han tog sig andre friheder.

Høflighed og smil gik en lang vej for at blive overset i mængden havde Maralinda for længst erfaret. Det var de højlydt protesterende, flabede eller ligefrem voldelige der blev husket og fik reaktioner modsat det de nogen gange ønskede. For Maralinda havde smilet og det høflige svar gerne fået folk til at smile tilbage og lade hende fortsætte uden at tænke nærmere over om hun var for ung eller gammel til det.

Så hun nikkede let og lod byvagten samle tankerne, som hun fortsatte med at svare og så fortsatte på sin vej. Måske lidt for let, nåede hun tænke før hans stemme lød bag hende og fik hende til at sukke mentalt. Det var bare aldrig så nemt. Hun så til siden og sendte ham et nyt skævt smil. "Det kommer nok an på hvem du spørger om jeg er det." I den bredeste definition af 'hjem' som værende hvor hendes fædrende ophav var, så var hun vel på vej hjem - så langsomt som det overhoved var hende muligt. Glemt tiden var lidt sværere at dreje, men hun regnede ikke med at byvagten ville acceptere hendes svar under nogen omstændigheder. Faktisk undrede det hende at han i det hele taget gik op i hvorfor hun var ude og omkring. Ingen havde gjort det ved tidligere besøg i Hovedstaden.

"Er der nogen speciel grund til du spørger?" Hun så op på ham med uskyldsrene øjne og fiskende efter oplysninger om det mærkelig skift i byens natlige befolkning.

Hun var da godt nok god til at undvige spørgsmål. Bigwig begyndte at blive en smule skeptisk omkring situationen. Nok kunne man komme langt med ham med at spille uskyldig, på grund af hans alt for gode hjerte, men der var grænser. Han var ikke sikker på hvad det var, men hun virkede for sød og uskyldig samtidigmed at hun ikke svarede på noget som helst af det han spurgte om. Meget meget mystisk. "Jeg spurgte tilfældigvis dig, min pige" brummede han skeptisk og fulgte stadig efter hende.

"Jeg ved ikke om du driver gæk med mig, bette. Men der er stadig udgangsforbud i hele Hovedstaden efter mørkets frembrud. og det gælder også små piger der ikke er kommet hjem til tiden." svarede han og kiggede strengt på hende. "Så fortæl mig hvor du bor, så vi kan få dig hjem og ikke indfanget af en langt mindre venlig byvagt der er mere opsat på at få dig i brummen" pointerede han, omend det var sagt med et smil. Han havde ingen intentioner om at skræmme hende jo!

De fleste faldt for den uskyldige mine og borede ikke dybere i hvad hun sagde, men selvfølgelig var denne byvagt ikke en af de fleste. Maralinda så op på ham og bed sig i underlæben, før end hun påtaget beskæmmet slog øjnene ned. "Så er jeg nok ikke så meget på vej hjem som jeg kunne være det..." Det åbnede godt nok op for et helt andet problem med at slippe fra byvagten igen, men det måtte hun jo finde en måde at snakke sig ud af, hvis han blev alt for insisterende.

Hans næste ord bragte hende dog helt ud af planlægningen af forklaringer at give ham og helt i stå fra det ene skridt til det andet. Tydeligt og ægte chokeret så hun op på ham. "Seriøst? Lærte ingen noget som helst sidste gang?" Hun havde været i Hovedstaden kort mens halv-eksistensen havde regeret og det havde været utåleligt hvert et øjeblik af det. Noget helt andet var at hun var hoppet helt ud af karakter og nok skulle gøre en del for at redde den her i land igen. Afledende trak hun kappen sammen om sig og sukkede let, før hun kom med hvad der tydeligt var en indrømmelse. "Jeg lige kommet tilbage til byen, så vidste ikke der var kommet sådan et igen. Min bedstefar har fortalt en del historier om sidst det var der og hvad der skete under det og og..." Hun gik i stå og så bare op på ham med store brune øjne. Det næste sagt tydeligt ikke sunket ind til at hun svarede på det, selvom hun udmærket havde hørt det.

Bigwig kiggede på hende med ganske dømmende øjne, der skinnede af det samme som en onkels måske ville når han greb ungen i at gennemrode i en kasse han eller hun ikke havde adgang til. Det var ikke direkte hårdt, men alligevel nok til at han ikke ligefrem udviste bevilligelse til at hun ikke helt var på vej hjem. Og så på denne tid af døgnet! "Det anede mig" brummede han roligt. Der havde været mange børn der igennem hans tid som byvagt der havde forsøgt at benytte sig af uskyldig kortet. Der var også flere end han ville stå ved der var sluppet fra ham for det. Man blev klogere med alderen.

Den næste udmeldig fik ham til at kigge noget spøjst på hende. "Sidste gang?" det var en god portion år siden sidst! Han huskede det desværre alt for tydeligt i sin errindring. Og dengang var straffet også betydelig højere end i dag. Det var faktisk ikke helt rart at tænke på at udgangsforbud var et af de første skridt i retning af hvordan det havde været under mørkets styre. Han ville gemme den tanke til et senere tidspunkt, som han i stedet fokuserede på hendes forklaring. Han mærkede en modvilje til at ville tænke for meget på det, specielt som de store brune øjne kiggede op på ham. "Ja, det var. Ikke rare tider." svarede han først, en smule brysk ved tanken. "Men udgangsforbudet er denne gang kommet af Kiles Orden. For beskyttelse" han stolte ikke helt sine egne ord, selvom han forsøgte at lyde overbevisende, nok nærmere forsikrende. "Er du på vej hjem til din bedstefar?"

Maralinda havde ikke lige været udsat for det blik før eller følt lige den følelse været rettet mod hende. Fordømmelse ja, men aldrig for at have veget uden om sandheden. Det havde altid været hvad hun var der var blevet fordømt og når det havde været hvad hun havde gjort havde misbilligelse ikke fulgt fordømmelsen. Mere chok eller forfærdelse. Det var faktisk ikke den værste følelse hun havde smagt, men den havde også den der eftersmag af problematisk, som hun måske nød lidt for meget. Det trak desværre også et lidt skævt og gavtyvesmil frem på hendes læber og et helt forkert glimt op i de brune øjne, som kun ville bekræfte at hun var på gale veje og vidste det.

At afsløre viden om den sidste gang der havde været udgangsforbud var bare dumt, men beskeden kom så uventet at hun ikke havde kunne holde udbruddet tilbage. Forhåbentlig ville byvagten købe hendes hastige ord og forklaringer om at have hørt på lidt for mange historier om det fra hendes opdigtede bedstefar. Hvem en sådan måtte være i virkeligheden knuste hun tanken om så hurtigt den dukkede op for hun havde så rigeligt problemer bare med den familie hun kendte til. Ingen grund til at invitere flere problemer ind af den størrelsesorden. "Men han har sikkert også overdrevet en del." svarede hun så med den snusfornuft der vidste hun aldrig helt havde troet på de historie, men så alligevel nok til at have husket dem så snart han nævnte forbuddet.

Hendes mørke blik virkede ikke det mindste smule overbevist om at noget sådan kunne være for nogens beskyttelse. "Er de ikke dem der holder mere af de døde end de levende?" Hun brød sig personligt ikke om den måde de rodede op i det kaos der allerede havde været i Krystallandet og endnu engang gjorde folk varsomme og skeptiske - dem der ikke mente de var det bedste sket nogensinde. Hvor byvagten lå var hun ikke helt sikker, men hans position var sådan set problem nok for hende i sig selv. Som hans insistering på at stille ubelejlige spørgsmål, der lige gyldigt hvad hun svarede var dømt til at give bagslag. "Ja..." Hun virkede tøvende omkring svaret, som var det ikke helt sandt - hvilket det ikke var! - men tilføjede så. "Hvis han er der endnu..."

Gavtyvesmilet, ja det kendte han alt for godt. Havde set det på rigtig mange, men det nåede som regel sjældent op til personens øjne, hvis de stod i problemer. Noget som denne pige gjorde, idet hun var blevet fanget ude efter mørkets frembrud. Bigwig forsøgte at ignorere det glimt, en smule forvirret over hvad det egentlig betød at hun vidste det så tydeligt. Var det ham der var blevet tosset. Han rystede ganske let på hovedet af sig selv og tog en dyb indånding.

Bigwig løftede et øjenbryn, og brummede let. Det var fristende at bekræfte hende i at han havde overdrevet, denne bedstefar. Men det gjorde han ikke. Noget der nok desværre var mere sigende en at komme med et tvetydigt svar. Lance så ikke tilbage på mørkets regering med spor rare følelser. Det havde været alt andet end behageligt, men som byvagt var han ikke på samme måde påvirket. Han kunne blive i hovedstaden, var ikke eftersøgt og kunne fortsætte med at tage en smule for let på de mange regler, denne gang for at beskytte dem som var jaget af en regering han ikke stolte på over en dørtærskel. Denne gang, var det mere kompliceret. For de rigtige sad på tronen, ifølge ham, men det hele virkede ikke rigtigt.

Bigwig kom med en tøvende brummen, som hen så på pigebarnet ud af øjenkrogen. "Jo.. De fleste af dem." han havde ikke lyst til at afsløre sin skeptiske følelse omkring hele Kiles orden. Han havde sine ordre. Men det kunne ikke undgåes at fornemmes på ham.
"Det må vi håbe. Jeg kan ikke bare efterlade dig et eller andet sted, uden en ansvarlig til at se efter dig" Det var ikke spor ansvarligt af ham hvis han gjorde i hvert fald!

Maralinda kunne mærke smilet for mere kraft som byvagten reagerede på dem, men valgte at tone det ned og slå blikket ned også. Hvor underholdende det end var at bringe folk ud af fatning, så blev hun lige nu nødt til at tænke på hvad hun ellers skulle i byen. Det ville være særdeles ubelejligt hvis hun skulle se sig over skulderen hele tiden trods alt. Altså mere end hun gjorde i forvejen.

Det brummende svar hun fik på den affærdigende bemærkning og det skift i hans følelser der fulgte med var da også mere end bekræftelse nok til at han havde været her i den tid, så meget som hun havde. Da havde hun som nu dog holdt sig mest i det skjulte og intet ved verden havde ændret hendes mening omkring det. Bare se hvad der skete her fordi hun ikke havde været så overforsigtig som ude i landet uden pesten.

"Det er altså lidt sært. De døde gør jo ikke noget - eller det er måske derfor?" Hun så spørgende på ham, mens hun tydeligt vendte muligheden og så på den fra så mange sider som muligt. Ikke at det var særligt dybt det gik, for døden var ikke noget hun rigtig tænkte i. Ingen havde alligevel kunne svare på hvad der skete med en som hende, hvis hun skulle omkomme helt.

Det føltes dog uundgåeligt at sætte sig i bevægelse igen, så hun gjorde det modstræbende. Kursen var ikke helt den samme som den havde været før, men den var stadig mod et bestemt sted i byen. "Og du mener min bedstefar er ansvarlig bare han lever?" Hun kunne ikke lade være med at sende ham et lille skævt smil. Det var ikke høje krav han havde og det var da til at arbejde med. Om ikke andet måtte hun jo ryste ham af sig på vejen eller derhenne.

Bigwig var ikke helt sikker på at han var tryg ved hvad retning denne samtale udviklede sig i. Han havde generelt ikke megen forstand på præster og tilbedere generelt. Han var ganske simpel mand på det punkt! Så hvorfor kiles tilhængere var så glade for døden var ham egentlig ret meget en gåde også. For de døde var jo ikke mere. Det var kun sjældent de kom tilbage i form af engler - noget de fleste af præsterne heller ikke brød sig synderligt om tilsyneladende. Alt i alt, meget forvirrende. "Det.. måske.. Nogen af dem er i hvert fald kun fokuseret på at døden er mere interessant end livet. Vås hvis man spørger mig" brummede han lavmælt. Bigwig havde ikke spor lyst til at gøre sig uvenner med nogen som helst, og det indbegreb også kilepræster. Specielt som ordenen havde så meget magt i landet som de nu engang havde.

Bigwig kiggede en smule underligt på hende. "Nej?" han var ikke helt sikker på at det skulle komme ud som et spørgsmål det svar. Men nej, han var ikke ansvarlig bare fordi han var i live. "Men så må der være en anden ansvarlig i din familie samme sted. Ikke destro mindre kan du ikke flakke omkring alene" blev der sagt lidt mere bestemt. Han kunne ikke bare efterlade et barn midt i de mørke gader! det gjorde man ikke.

Maralinda betragtede ellers ikke sig selv som specielt filosofisk anlagt, men denne mørke aften og i selskab med byvagten, der virkede til at blive hylet ikke så lidt ud af fatning af det, ja, så kunne hun da sagtens vende og dreje tingene en smule. Og sige det højt også. Verden var bare for stort og kaotisk et sted til at have faste holdninger om ret meget i - altså ud over dem der vedrørte hendes egne mål og overlevelse.
"Vi kan vel ikke rigtig vide om det er vås, før vi er døde og så er det jo også lidt for sent..." Hun havde blikket mod omgivelserne som hun svarede. Vejen de fulgte var stadig omgivet af tykke og høje mure, men lidt længere fremme skimtede hun en mulighed i en fordring i skyggerne. Så længe han ikke havde fat i hende altså.

Det krævede lidt ikke at gøre smilet mere flabet end det allerede var og i stedet for ansigt foldet i mere alvorlige folder. Det var dog nødvendigt som han fortsatte med grove antagelser om eksistens af familie - eller bare ansvarlige voksne. Hun nikkede da også bare let og samtykkende, mens hun fortsatte med at lede vejen mod et passende sted at smutte fra ham.

Ikke mange skridt længere fremme delte vejen sig i to. Maralinda signalerede med krop og bevægelser at de skulle mod den side byvagten gik, men skiftede så i sidste øjeblik sel retning til den modsatte forgrening og satte i løb. Kappen var ingen fordel her og heller ikke vejen indså hun som den bare fortsatte ligeud uden sideåbninger af anden slags end døre.

Bigwig skævede til siden, ned på den lille pige og undrede sig over hvor sådan nogle tanker dog kom fra i så ung en alder! Da han var på hendes størrelse havde han travlt med at være sorgløs, jagte folk med en træpind og grine så maven gjorde ondt. Hvad var der dog blevet af den verden, til at små børn gik alene rundt i gaderne efter mørket frembrud, og endda var næsvise.. Og tænkte på døden på sådan en. Voksen måde. Han brummede som svar. En brummen og let grynt for at være mere præcist. Han vidste ikke helt hvordan han ellers skulle besvare hende på den dystre udtalelse.

Heldigvis lod det da til at pigebarnet begyndte at se fornuft i det hele. At komme hjem til sin familie og ikke vandre alene i gaderne. Det gav ham en let ro indvending, selvom det først for alvor ville kunne kaldes ro når hun var blevet afleveret. Når hun engang fik vidst ham hen til hvor dette hjem end måtte være. Han drejede med hende ned af gaden hun indikerede og kiggede kort til den anden side, da en let bevægelse havde fanget hans opmærksomhed. Han antog det nok måtte havde været en kat og vendte hovedet for at tale til pigen igen. ”Er der andre end din bedste—Hvor blev du af?!” Han hørte lyden af løbende fødder, bandede og banede vej tilbage i løb efter hende, IGEN! ”Så STOP dog!” børn! Hvad var der med dem! Det kunne umuligt være så slemt! Tanken om at hun var lyssky eller på anden vis kriminel virkede langt mere sandsynligt nu! Og så skulle han jo have hende fanget alligevel.

Maralinda hørte byvagtens stemme svagt bag sig, som han begynde at tale til hende i den tro hun stadig var der. Hvornår han indså det ikke var tilfældet var ikke til at tage fejl af og fik hende kun til at løbe hurtigere med blikket glidende søgende fra side til side efter åbninger at forsvinde i eller veje at forsvinde af. Uheldigvis virkede det til hun havde valgt den mest lige vej tænkeligt og uden gyder af nævneværdig art. Hvad skete der også lige for det? En pige havde altså brug for lidt skævheder i omgivelserne for at kunne forsvinde i skyggerne - især hvis hun ikke ønskede at blive fundet i dem!

Råbet bagfra og de løbende skridt var alt andet end belejlige, som nattens stilhed ikke var det. Hun fortsatte frem og fandt endelig en deling af vejen og drejede ned af den mørkeste del kun for at bande dæmpet af sig selv hun så hvorfor rundt om det næste knæk.
Den endte blindt.
Resolut gav hun sig til at samle skyggerne om sig, mens hun bakkede ind i en krog og håbede at hendes forfølger ikke var en af de der lidt for erfarne der kunne se når skygger var for mørke til at passe helt ind i omgivelserne. Med hendes held her i aften ville han være det eller et dyr ville komme springende og afsløre hende eller magien ville simpelthen vende sig imod hende. Hun havde ikke tilgivet plagerne lige den oplevelse! Det sidste var da også en af grundene til hun først nu brugte skyggerne. En anden at hun havde brugt ret meget magi i løbet af dagen på at blive overset og alt havde en grænse.

Det var da lige godt satans! hvordan kunne det lykkes det lille gespens af et pigebarn at snore sig omkring ham, IGEN! Det var lige godt grov, at man denne kolde mørke aften skulle til at løbe ned ad gaderne igen, i et forsøg på at indfange den lille tøs der absolut mente at det var en rigtig dårlig ide at blive fragtet hjem til en værge eller noget familie.
I sit skjulte sind kunne han vel heller ikke fortænke hende i at have det på den måde. Ikke alle der boede i hovedstaden havde de bedste former for muligheder, og måske var familien alt andet end rar - hvis hun da overhovedet havde nogen. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at forsøge så vidt muligt at opretholde og udføre sit arbejde, i det han styrtede ned ad gaden med faklen vimsende foran sig, for at se hvorvidt der var et sted hun kunne gemme sig på vejen.

Bigwig sagtnede farten, en smule pustende ved vejens skilning. At dømme ud fra at den anden side, virkede knap så dunkel og at han intet kunne ane i den retning, måtte han tage chancen og gå den anden. En afkrog der endte blidt, hvis han da ikke var blevet fuldstændig væk i sin navigation af dette sted. Han gik med faklen løftet, for at lyse sig vejen frem, men ikke rigtig i stand til at se det store. Ikke endnu i hvert fald. Men her virkede underligt.

Underligt på en måde der ikke helt kunne beskrives, men alligevel frembragte et undrende udtryk af sammentrukne øjenbryn. Her var, underligt mørkt. Han rakte faklen frem, uden helt at vide hvad han forventede der ville ske, andet end som normalt skete ved skygger, de veg til side for lysets kegle. "Ha-llo?" Lance følte sig ubeskrivelig dum for at kalde på den måde. Der var jo ikke noget!

Maralinda trak sig så langt ind mod muren og ind i hjørnet som hun kunne, mens hun samlede skyggerne om sig i blindgyden. Knap havde hun låst sit greb om den sidste rest, før end en ny skygge faldt ind sammen med lyden af skridt der saknede farten. En skygge der ikke var til at tage fejl af som tilhørende den byvagt hun lige var smuttet fra.
Som han nærmede sig var det med den varsomhed, som de fleste fandt frem gående mod et mørkt og tilsyneladende tomt sted. Det afspejlede sig i de følelser han udstrålede og var slet ikke til at tage fejl af i hans stemme som han kaldte ud i mørket.
Det var simpelthen for fristende.
Et smil krusede hendes læber som hun skiftede grebet om skyggerne...

Først var der ikke det store at se. En svag fortætning af skyggerne bagerst i gyden, men ikke noget der helt var til at sætte fingeren på. Ikke før omridset af en overdimensioneret kølle trådte frem, som blev våbnet svinget dovent fremad af en der tog et skridt fremefter... så fulgte omridset af en trold efter. Stadig kun en skygge, men mørknet og lystne så det virkede som en mørk, mørk skikkelse... En meget stor skikkelse og en som aldrig havde været venligsindet overfor mindre væsner...

Bigwig rystede på hovedet af sig selv. Selvfølgelig var der ikke noget i blindgyden. Hun var løbet den anden vej, og var formentlig over alle bjerge nu! Han sukkede dybt, en smule irriteret, da noget i skyggerne fik byvagten der havde gjort antræk til at gå, til at vende overkroppen tilbage, og ikke mindst faklen. Hvad i? Bigwig pressede øjnende sammen, som om det skulle hjælpe ham til at kunne skimte hvad der var i mørket, men i virkeligheden så det ud til faktisk at have en mere blørende effekt på hans aldrende syn.

Derfor gned han sig i øjnende, og så derefter skyggerne krystalklart! Det var måske nok en overdrivelse, men at gå fra en bløret omgang af noget der potentielt kunne ligne et stort levende væsen, til at være alt for tydeligt klar over at det var et stort, højt og ikke mindst brutalt væsen der måtte stå et sted derinde. En umiskendelig følelse gik igennem kroppen på ham, som forskrækkelsen over dette nye nåede ham. En følelse, der fik Bigwig til at åbne munden, for ganske simpelt at halvråbe; Åh nej! Men nåede det ikke før, ting blev mørkt. Faklen faldte til jorden med et klonk, og Bigwig forsvandt ind i sine egne klæder, der faldte sammen som en byldt på jorden. Efter en smule rodden kom to fine lodne kaninøre frem, efterfuldt af et kaninansigt, der var synligt i faklens ildskær der stadig holdte sig ganske lidt i gang, trods faldet. NEJ! Det var bare ikke nu det skulle ske! Og så mens der var en trold på vej? Hvordan var en trold overhovedet kommet ind i hovedstaden til at starte med?!

Det var så langt fra første gang Maralinda havde brugt skygger til at skræmme folk med. Faktisk var det en yndet metode for hende fordi den kunne varieres så meget som den kunne. Fra diskrete, men stadig foruroligende skygger der ikke helt var så stille som den burde være eller bevægede sig forkert til større ting som den trold hun havde skabt nu. Reaktionerne på dem var mange og lige så forskellige, men ingen havde før været som den byvagten gav.
Han forsvandt simpelthen af chok!

Maralinda lod skyggerne falde tilbage til hvad de havde været før hun kom og steg sig frem mod tøjbunken. Forsigtig og ikke helt sikker på om det var et trick rakte hun en hånd frem kun for at rive den til sig igen som beklædningen begyndte at bevæge sig. Man vidste jo aldrig helt, vel? Forsigtigheden blev dog til nysgerrighed ret hurtigt og afløst af et bedårende udbrud som to lange øre og et mimrende ansigt af en kanin kom til syne. "Nuuurhhh!" kurrede hun let, strakte en hånd ud og strøg kaninen over hovedet før hun knækkede sammen af latter over dens fortørner udtryk.
Og så løb hun!

At løbe leende var dog ikke det nemmeste fandt hun ud af og det var umuligt at holde op med at le for hver gang hun så sig tilbage over skulderen var det til synet af den alt andet end muntre kanin. Ikke godt for hendes chancer til at slippe væk, men på den anden side havde kaninen så heller ikke lige de største chancer for at tvinge hende til noget som helst. Tanken i sig selv gav hende kun nye grunde til at le og hæmme egen flugt - for ikke at tale om hvor upraktisk det var at give den form for lyd fra sig i nattemørket.