Daeralda stod i skovbrynet og så ud over de marker med forladte menneskeboliger som var det stykke land Lysets dronning havde tildelt elverfolket efter deres hjælp ved den seneste kamp om Hovedstaden. En passende tak, som de dog først nu havde haft ryddet nok for beboere til endegyldigt at indlemme i Elverly officielt. Hun nikkede let til den rødklædte elver ved hendes side og smilede varmt. Han gengældte nikket, satte et lille horn for munden og blæste en kompliceret trille.
Fra skovbrynet strømmede det frem med ung-elvere med sække med frø eller bærende mellem sig på stiklinger i kurve med jord som blev fordelt ud over området og helt ud til den nye grænse. Det tog tid, men det var den eneste rigtige måde at gøre det på.
Daeralda trådte væk fra den rødklædte og lod ham om at overvåge arbejdet. Det var trods alt hans folk der var i sving og de havde lagt planerne omhyggeligt. Hun skulle blot afventet hans næste signal og stole på hans overblik. En let sag efter så mange timer med kort og diskussioner.
Lidt væk stod en gruppe af elvere i varierende klædedragter, men alle med et træ hængende i en kæde om halsen. Hun sluttede sig smilende til dem. "Det er ved at være tid." De nikkede og satte sig sammen med hende i en cirkel omkring en kurv med et lille træ og små poser med forskellige frø. Samlet ventede de i tavshed på den næste signal lod.

Som det gjorde rakte de ud og sluttede kreds med hinanden i hænderne. Deres magien strømmede sammen om træet og frøene i deres midte og fra dem ud mod alle de som var fordelt ud over det nye stykke land. Lidt trægt som de krydsede grænsen men samtidig med grænsen flyttende sig med dem. De lod magien gennemsyre alt og fremskynde væksten. Pressede år ned til minutter og lod stiklingerne skyde til vejs som fuldvoksne træer. Hvad havde været bygget derude forsvandt i det nye grønne, som var det blot stensamlinger i landskabet og ikke ruiner efter menneskenes færden.
En hånd lagde sig på Daeraldas skulder og kaldte hende tilbage til virkeligheden. "Det er gjort. Grænsen har flyttet sig." Hun smilede træt og lod hende hjælpe sig på benene. "Giv Askfay besked om at det gjort." Det var det vigtigste at få Efterårets Stemme informeret så hun kunne tilrettet patruljeringerne og få etableret nye vagtposter. Daeralda lukkede øjnene og træk vejret dybt ind. Åh det føltes godt at mærke skoven vokse.

Askfay havde samlet en gruppe af krigere af forskellig niveau og erfaring, og bragt dem med sig ud til grænsen, hvor deres nye leder havde et projekt, der skulle startes. De lod de andre elvere om at udrette deres magi i fred og Askfay tog sine krigere med et stykke væk, hvor de også kunne koncentrere sig om deres egne opgaver.

Hun slog et kort over Lindeskoven og dens nærmeste områder ud på et stykke fladt jord og hev en pil ud af koggeret for at pege med den, så hun kunne forklare de nye områder og hvilke steder hun gerne vil have som vagtposter. Hun ville være nødt til at se stederne i virkeligheden først, men deres nogenlunde positioner, i forhold til hvad der strategisk ville være korrekt, udpegede hun nu og opdelte sine krigere i fire grupper, der hver skulle tjekke deres udpegede områder ud, for at meddele deres fund tilbage til hende.

"Daeralda Yára har bedt mig give Dem besked om at de er klar til patruljerne." Askfay rettede sig op og puttede pilen tilbage i koggeret. "Er alle klar over hvor jeg vil have dem?" Spurgte hun sine krigere og så dem skiftevis i øjnene, imens hun fik dem til at remse op, hvor de skulle hen. Først da hun var tilfreds med deres svar sendte hun dem af sted og bevægede sig derefter selv hen mod gruppen af elvere, der havde gjort forarbejdet for dem. På vejen fik hun øje på Daeralda Yára, som hun gav et høfligt nik. Hun ville gerne snakke med hende, helt generelt men også om projektet, men hun var ikke typen der sagde noget bare for at sige noget, og hun følte sig sikker på at deres respekterede leder havde vigtigere ting at tage sig af.

At bevæge sig ud fra sine trygge rammer var ulig den ældre elver, og kunne næsten grænse sig til at man så hende åbne munden for at tale. Det skete bare aldrig. Og hvad lavede hun her? Ny viden, krævede sine opofrelser for at modtage. Hvor små og simple de end måtte være.

Vala stod i skovåbningen, stadig beskyttet af det sidste lag af træer der udgjorde hendes hjem som hun ikke havde forladt siden hun ankom. De tyrkise øjne fulgte elverne som flittigt plantede træer og såede frø i deres nye tillæg til hjemmet. Hun sørgede for at lade blikket vandre mange gange, og tage ind hvad hun så, hvad hun senere skulle nedskrive. Især som træerne skød op i al deres pragt og fik et blidt lille smil frem på det afslappede ansigt. Det var smukt. Træerne og deres nye område. Ifølge Vala skulle hele landet være dækket af træer, skove og trykhed.

Vala lod først blikket falde da hun hørte Askfays klare stemme over mængden af elvere hun havde med til at patruljere deres nye område. Hun var ikke sikker på at den krigeriske elver så hende, men sendte alligevel en varm tanke i hendes retning, inden hun vendte om og bevægede sig tilbage til Elverlys trykke midte. Hendes hjem. Men dagen havde været begivenhedsrig! Bestemt noget der skulle skrives ned i historien som en vigtig mærkedag!