Det havde været en hektisk nat i den krystalisianske hovedstad. Sammen med udvalgte medlemmer af byvagten, havde Kiles præster besøgt hus efter hus, hvor det var kendt, at elvere eller halvelvere holdt til.

Råben og larm i gaden kunne høres, mens elverne blev samlet i en flok på markedspladsen, deres blege, nervøse ansigter oplyst af fakkelskæret. Nogle satte sig voldsomt imod, men Kiles Orden var i overtal, og de var hurtige til at slå ned på oprørerne.
Byens almindelige folk samlede sig i døre og vinduesåbninger for at betragte optrinnet. Nogle af dem råbte skældsord i retning af de spidsørede skikkelse, for den almindelige mistro mod elverfolket, var for alvor blusset op, efter man havde hørt om Elverlys måde at håndtere Ordenen på. Andre betragtede med en vis nervøsitet tidligere naboer blive slæbt bort.

Særligt genstridige elvere blev sat i gabestokkene, der stod ved byens tribuneplads, mens resten blev gennet mod byens porte. Solen var begyndt at stå op over horisonten, afslørende en kølig, men skyfri morgen, og eftersom nattens udgangsforbud nu ophørte, samlede en større menneskeskare sig langs hovedgaden for at se elverne blive ført ud af byen. Råb flængede luften, de fleste skældsord mod 'spidsørerne', mens enkelte 'Ned med Ordenen' hurtigt blev neddysset.

Forrest i flokken af elverne gik ypperstepræstinden for Avanyas tempel. Hun var øjeblikkeligt blevet arresteret, idet nyheden om mordet på Kilepræsterne i Elverly havde nået Hovedstaden, og hun bar tydelige præg af at have haft en hård tid i arresten. Hendes tempel, der først var blevet lukket, var nu genåbnet som et ekstra bedested til Kile.
Blikket i hendes lyse øjne var hårdt, og hun holdt hovedet højt, mens hun let haltene blev ført af sted af de sortklædte præster. "Frygt ikke, brødre og søstre. Vi er velkomne i Elverly." Lød hendes klare stemme over flokken af elvere, men hendes ord blev mødt af en mistroisk mumlen. "Halvblods kommer ikke inden for Elverlys grænser." Kom det et sted fra. "Tager de overhovedet os ind, der har levet blandt menneskene?" Lød det tvivlende fra en anden. "Vores chancer er nok bedre i Rubinien.." 
Før Avanya-præstinden kunne tage til genmæle, blev de tysset på af Ordensmedlemmerne, og få øjeblikke efter, blev de ført gennem byporten.

"Forstærk bemandingen ved portene. Vi skal ikke have det rakkerpak inden for murene igen." En kraftig bygget byvagts stemme hævede sig over menneskemængden. "Smut hjem. Der er ikke mere at se her." Tilføjede han med et olmt blik på flokken af tilskuere, der langsomt begyndte at opløse sig.


Alle der har karakterer, som befinder sig i Hovedstaden kan deltage i tråden. Hvad enten man er Elver, Ordensmedlem, byvagt eller blot tilskuer. Hvis man kun vil skrive en reaktion og derefter springes over, noterer man dette nederst i sit svar til tråden.

Keeran vågnede af larm på gaden udenfor. Han ville normalt have været ligeglad, men Hovedstaden havde de senest par måneder føltes mere og mere som et utrygt sted at være, så han trillede ud af sin seng, stadig halv-sovende, og lagde en hånd og sin pande imod det kolde vindue, for at se hvad der skete nede på gaden. Det var svært at se præcis hvad der foregik, så på trods af kulden udenfor åbnede han vinduet en smule op. Lydene blev straks forstærket og selvom det var mørkt og han boede ned ad en sidegade, hvor der ikke kom mange mennesker forbi, gik det langsomt op for ham hvad der foregik.

"Stakkels elvere," lød det nede fra gaden. "Og halvelverne også," lød en anden stemmen. "Gå indenfor I to! Kiles udgangsforbud gælder stadig!" Lød en tredje stemme. Keeran skævede ned imod den og så en mand fra Kiles Orden. Han trak sig straks væk fra vinduet og fumlede med at få tøj på i al hast, imens han forsøgte at lægge to og to sammen. Det var så åbenlyst, hvad der var i gang med at ske, men han ønskede sådan at det var noget andet, at det tog ham alt for længe at indse sandheden. Kiles Orden var ude efter elverne i byen. Halvelverne også, åbenbart. Hvad fuck end elverne nu har gjort, så har det ikke været godt.

Keeran skrabede alle sine krystaller sammen, hev i sin denim jakke og sine mindst slidte støvler, og netop som han skulle til at gå ud af fordøren, blev der banket på den. Højlydt og krævende. Keerans hjerte slog et slag over. Fuck.

Han væltede i al hast hen mod bagdøren, stormede ud af den, forbi to andre medlemmer af Kiles Orden, der råbte efter ham, men han fortsatte bare med at løbe, så hurtigt hans ben kunne bære ham, indtil han ikke længere kunne høre nogen forfølge ham. Så satte han farten ned og fokuserede mere på at snige sig omkring.
Jeg er nødt til at se hvad der foregår, tænkte han og satte sig for at snige sig hen til tribunepladsen. I udkanten af den stoppede han op. Flere elvere var sat i gabestokkene og fra en god afstand lod han blikket glide hen over deres ansigter. Han kendte nogle få af dem - ikke godt, men af ansigt i hvert fald. Ezhno er der ikke, indså han med lettelse. Men hvor er han så? Hvor er de på vej hen?

Keeran vidste dog godt at det var begrænset hvor længe han ville kunne snige sig omkring. Det ville snart blive lyst og det ville kun gøre det sværere. Han ville ønske at han kunne redde sine artsfæller fra gabestokkene, men han havde ikke andet end sin fars kniv på sig og han var slet ikke trænet nok til at kunne tage kampen om imod én fra Kiles Orden, da slet ikke en halv hær af dem. Han sank en klump og bevægede sig mod skumringskvarteret i stedet. Hvis han skulle finde en ven, så skulle det være dér.

//out

På trods af sin størrelse var Eyad overraskende let til fods og havde nemt ved ikke at blive set. Ulig mange andre halv- og helblodselvere i byen var Eyad ikke blevet vækket i nattens mørke af støjen fra gade, for han havde allerede været vågen. Og dum var han heller ikke, selvom han godt kunne lide at spille dum det meste af tiden. Den sidste tids spændinger mellem elvere og mennesker var kulmineret i nat, og Eyad havde længe fornemmet, at det kun var et spørgsmål om tid, før det hele kogte over. Allerede før Kile-soldaterne havde hamret på døren til hans værelse, godt hjulpet på vej af kromutter, var Eyad smuttet let ud ad vinduet og pilet hen over gårdspladsen, før han forsvandt ind mellem husene. 

Han havde ikke nået at få meget med sig, men det var da lykkedes ham at få et brød og lidt penge med, som han havde stjålet fra kromutter dagen før. Det var nu, udover tøjet på hans krop, det eneste, han ejede, og det ville ikke holde længe. Eyad trak hætten godt ned over sine spidse ører og sørgede for at holde sig til de små gyder og baggårde, så han ikke blev spottet af byvagterne, for de kendte ham sikkert på udseendet alene. For første gang i mange år ønskede Eyad, at han lignede en helt almindelig fyr uden alle pletterne, for han var alt for nem at genkende lige nu. 

Eyad trak his halstørklæde op og gemte det meste af sit ansigt, mens han løb. Han vidste ikke rigtigt, hvor han skulle løbe hen, for gemmesteder havde han ikke mange af. Han kunne vel altid tage tilbage til Thal'Elor, men det havde han virkelig ikke lyst til. Der var intet for ham at vende tilbage til i ørkenelvernes hovedstad, andet end dårlige minder om en endnu dårligere barndom. 

En strøm af ubehaglige minder skyllede over Eyad, og han var så distrahere af dem, at han ikke fik set, hvor han løb, og pludselig ... DUNK!

Eyad kolliderede med noget hårdt og koldt, og han faldt bagover og landede på brostenene med en grynt af smerte.

"Se dig for!" 

Stemmen var hård og dyb, og da Eyad fik skubbet hætten væk fra sit ansigt så han, at stemmen desværre også tilhørte en byvagt, en stor, behåret én af slagsen. Eyad skubbede sig baglæns væk fra ham, men det var allerede for sent.

"Hey, en elver!" råbte vagten og greb ud efter ham. Det lykkedes Eyad at rulled rundt og undvige hans hånd, men da Eyad forsøgte at komme og op stå igen, greb vagten fat i kraven på hans kappe. "Drenge, jeg har fanget én!"

Lyden af løbende støvler lød pludseligt fra alle sider, og Eyad vred og vendte sig i vagtens greb så kraven strammede så meget om hans hals, at han næsten blev kvalt. 

"Slip mig!" hvæsede han og slog ud og sparkede efter vagten, men det nyttede ikke. De kom fra alle sider nu og tog fat i ham, holdte ham nede, så han ikke kunne komme op igen. Eyad rasede og spyttede efter dem, men de grinede bare hånligt af ham.

"Sikke en ilter spidsøre!" lo en af de andre vagter, og Eyad forbandede ham langt væk, indtil den første vagt tronede over ham og placerede en tung fod midt på Eyads brystkasse. Eyad hostede og hakkede og snappede efter luft, men det var først da det begyndte at sortne for hans øjne og han troede, at han ville besvime, at vagten endelig flyttede foden igen.

"Hvis du modsætter dig igen, så bliver det værst for dig selv," hvæsede vagten, og Eyad lå nu helt stille, mens han kæmpede for at forblive ved bevidsthed. 

"Hvad skal vi gøre med ham?" mumlede en af vagterne. "Skal vi smide ham ud af byen?"

"Nej," sagde den første vagt. "Lad ham få et par dage i gabestokken. Det skal nok gøre ham lidt mere medgørlig."

Eyad blev slæbt hen af gaden ved fødderne. Brødet og pengene tog de fra ham, og da hans hoved bankede ned i den stenede gade så han slog hul i panden, grinede de bare af ham. Hans tøj var revet, hans ansigt og krop af forslået og dækket af hudafskrabninger og blå mærker og snavs. I går havde været en god dag, og Eyad havde været glad for bare få timer siden, men nu sad han så her, forslået og ydmyget med halsen og hænderne låst fast i en gabestok, mens støvregnen langsomt gjorde hans tøj vådt og koldt. 

//out

Det sidste halvandet døgn havde været de længste i Telmas liv. Hun var blevet slæbt ud af sin egen kro og sat i gabestok til pisk og stokkeslag. De forbrydelser hun var 'dømt' for var en skønsom blanding af gerninger hun faktisk var skyldig i, gerninger hun havde været medvirkende til og gerninger om hvilke hun intet anede. Ikke at det havde gjort en forskel. Kiles Orden havde dømt hende uden vidner, bevis eller rettergang.

En lettelse hun aldrig havde kendt mangen til fyldte Telma da hun blev sat fri og slæbt til markedspladsen. Lettelsen havde dog en stakket frist, og hendes hjerte sank da hun så den voksende mængde af folk stuvet sammen i måneskæret. Så det var kommet til dette..
Med et foragtet grynt med Kile præsten Telma fra sig, og hun faldt sammen på brostenene, hendes ben for svage til at bære hende. Hun måtte dog ikke ligge længe, inden flere par små hænder greb om hende, og hjalp hende på benene.
Hendes børn stimlede om hende, med bekymrede blikke på deres trætte ansigter. At de blot var børn havde ikke reddet dem fra Kiles Ordens udrensning. De havde hevet dem fra deres senge uden nåde, og sat dem på gaden uden andet end hvad de havde kunne gribe på vejen.

Telma kunne knap holde sit hoved løftet, men alligevel tvang hun et lille smil frem for at berolige sine børn "Vi skal nok klare den børnlil. Ikke på vildkår om de får os ned med nakken" sange hun trodsigt og lagde blidt en hånd på sin lille piges hoved. Det var lige ved hun troede på det selv.

Deres hvil var kort, og blev afbrudt af Kiles Orden der begyndte at genne folk mod byporten. Telma tvang sig selv op, men nåde ikke mange skridt før hendes ben gav efter igen. Denne gang var det et par stærke hænder der trak hende op, og lagde hendes arm om sin skulder. Rufus, hendes ældste søn. Han var så meget menneske at han snildt ville have kunne skjule sin arv og forblive i byen. Men familien blev sammen, lige meget hvad.
Sammen med resten af den elviske befolkning, naboer, venner, fjender og fremmede, gik familien Natskygge mod byporten, forvist fra den by der havde været deres hjem længere end de folk der smed dem ud havde levet...

//OUT

Remus betragtede de mange væsner på torvet, gemt i mørket ved et af de omkringliggende huse. De slanke hænder var knyttet hårdt, hans krop spændt op og de gråblå øjne var mørke af vrede. En vrede der pulserede igennem ham, voksende og brændende. En vrede der havde taget fat som en gnist og efterhånden vokset sig stor som en rasende skovbrand.
Hans blik var låst fast på en kvinde, der besværligt kom på benene ved hjælp af sin sorthårede søn. Synet af hendes svaghed og smerte gav Remus kvalme og han måtte holde sig selv tilbage for ikke at forlade sit sikre gemmested. Telma. Den eneste kvinde ud over hans egen mor, han nogensinde havde holdt af. Hun havde været som en ekstra mor, en gudmor, der havde taget sig af ham og hans storebror, da de var små og deres egen mor havde mere travlt med sig selv. Du ville aldrig få ham til at indrømme, hvor meget halvelveren egentligt betød for ham, men så man ham i øjnene lige nu, ville man vide, at hun var familie. Og man tog sig af familie.

Men han kunne intet gøre ud over at se hjælpeløst til, som kilepræsterne begyndte at føre alle elverne og halvelverne og endda alt andet der blot så ud som om, at de havde elverblod i årerne ud af hovedstaden. En udrensning. Og de tog Telma og alle hendes børn med sig.
Vreden brændte som glødende kul i hans mave, men han flyttede sig ikke. Vidste, at han intet ville kunne gøre alligevel. Måske var det også for det bedste, de ville være mere sikre ude af hovedstaden. Den by han var vokset op i havde ændret sig inden for det sidste år, den var ikke som den havde været. Kiles oden havde taget over og det havde ændret alt.

Kiles orden. Bare navnet gav ham en ubændig trang til at sende alle de sortklædte væsner ned i dødsriget til deres gud. Men det var ikke ham. Vold var ikke hans løsning. Tankerne fløj rundt i hovedet af ham, som torvet blev tømt og lyset begyndte at tage fat. Hans gemmested forsvandt som solens stråler dukkede op og langsomt bevægede han sig tilbage mod Skumringskvarteret, hans hjem. Et barn løb ud foran ham, forfulgt af et andet, der råbte noget med "forbandede elvere" og Remus havde nær taget fat i ham. Men en idé formede sig i hans sind, en idé der slog rod og blomstrede op. Den var så absurd og alligevel så kraftfuld, at han blev stående et øjeblik med et overrasket udtryk i ansigtet. Kunne han? Selvfølgelig, men ville det virke? Ja. Med rynket pande fortsatte han ned af de små gader. 

Idéen sad fast. Den ville kræve lidt forberedelse, men hans hævn ville blive sød. En straf for hvad de kilepræster havde gjort. De skulle smage deres egen frygt.
Som han nåede frem til sit og Romulus' hjem, besluttede han sig hurtigt for, at Romulus havde bedst af ikke at vide noget. Det var ikke sikkert, at han ville forstå. Tavst åbnede han døren og forsvandt ind i hjemmets mørke.

(( Out ))

En sten fløj fra mængden af elvere, og ramte en Kile præst på siden af masken. Ordenens responds var hurtigt. Nådesløst stormede et par ind i mængden for at finde den skyldige.
Den ramte præst tog sig langsomt til hoved. Masken var havde fået en ordenlig flænge, og under den løb en tynd strøm af blod fra et lille sår.
Netrish lettede en anelse på masken og tørrede blodet væk. Hun stirrede et øjeblik på sin nu let blodige handske. Var dette hvad det var kommet til?

To præster kom tilbage, slæbende på en ung elver mellem sig. Netrish rettede på masken for at tage den på igen, men stoppede sig selv. Hun løftede hånden i tegn på de to andre præster skulle stoppe, og knælede selv ned foran deres fange. "Det var ham her der kastede stenen! Hvordan vil du have ham straffet?" spurgte de entusiastisk. Netrish mødte elverens blik, og hans måløsehed da hans mandelformede øjne mødte hendes var lamslående. Han hvæste et ord på elvisk, og trods Netrish ringe kundskab til sproget der burde være hendes modersmål, forstod hun nok. Forræder. 
Netrish rejste sig igen. "Lad ham gå.. Det er ikke hans tid endnu" hun så de andre skulle til at gøre protest, men stoppede dem med en kort bevægelse. Hun havde som sådan ikke beføjelse over dem, men hun havde været med kirken længere end nogen af dem, og det fik flere af de nyere medlemmer til at tro hun var højt på strå.

De slap elveren, men det var ikke taknemmelighed i det sidste blik han sendte Netrish inden han blev gennet tilbage i flokken. Det var had, foragt og frygt.
Netrish så ned mod sin maske, den hvide inderside plettet med hendes blod. Hvordan var det kommet til dette?
"Tag din maske på igen, hurtigt, inden det skaber flere problemer" hyssede et andet ordensmedlem ved siden af hende. Hun løftede masken for at adlyde, men noget fik hende til at stoppe igen.

"Hvordan er dette Kiles vilje?" spurgte hun lavmælt.
"Hva' snakker du om? Det er ypperstepræstens ordre! De svin myrdede flere af vores ved Elverly"
Svaret kom uden tøven, uden tvivl. Men det var ikke nok for Netrish. Ikke længere. "Hvor i Kiles tekster står der tab af liv skal straffes med tab af hjem? Disse folk har intet med Elverly at gøre. De er beboere her, i hovedstaden, og ikke i skovens skygge" hun lod hånden med masken falde ned langs sin side og hævede stemmen:

"Dette er ikke Kiles vilje! Udvisning af elverfolket har intet med religion at gøre! Kile ville aldrig kræve en sådan handling som straf for at sende Kiles egne til hendes rige!" fortsatte hun, og tiltrak sig opmærksomhed både fra det udviste folk, og de nærmeste af ordenen. Hun stak sin maske til ordensmedlemmet der stod lamslået ved siden af hende "Dette er ikke Kiles vilje! Det her er politik, ikke religion" slog hun sit budskab fast endnu en gang, inden hun løsnede sit bælte, og ligeledes rakte sværdet, der var endnu et af Kiles Ordens symboler, efterfuldt af den sorte kutte.
Tilbage stod hun uden andet end sin grå-hvide underkjole og det gamle Kile symbol hun bar om halsen. Hun kastede et sidste blik rundt på de maskerede skikkelser der havde været hendes frænder, som hun havde gået side om side med, inden hun vendte dem ryggen og lod sig opsluge af mængden.
Netrish viste hun ikke ville finde et hjem blandt elverne. Hun havde levet blandt mennesker hele sit liv, hun havde viet sit liv til Kile og aldrig før haft grund til at betvivle de valg hun havde taget, eller det hun havde gjort i Kiles navn. Ikke før nu.

Hvordan kunne noget som dette være sket? Hvordan kunne Kile tillade sådanne gerninger gjort i hendes navn?! Kile.. bekymrede sig ikke om den slags. Erkendelsen ramte hende som en hammer. Kile tillod dette i hendes navn, fordi det var irrelevant for hende. Om elverne var i byen eller ej, om hendes ypperstepræst sad bag dronningen eller ej.. De ville alle dø når deres tid kom.

Netrish lagde armene en anelse om sig selv. Morgenkulden skar igennem hendes kjole som ingenting, og folkene omkring hende havde trukket sig. Trods den trange plads, holdt folk stadig en behørig afstand til hende. Hun var stadig en af dem, hun havde stadig været en del af den grusomhed der nu jagtede dem fra hus og hjem. Hun sænkede blikket, og tænkte om hun havde begået en fejl...

Nej.

Hun viste, uden et sekunds tvivl at Asbjørn ville være stolt af hende, også selvom det betød hun måtte forlade byen, og flygte til landets afkroge. Hun ville blive ekskommunikeret fra Kiles temple, hvis de da ikke eftersøgte hende for forræderi! Og elverne... elverne ville sandsynligvis sætte en pil mellem øjnene på hende, før de end overvejede at åbne deres dør.
Men hun ville klare sig, som altid. Hun havde stadig sin tro, selvom den havde taget et hug, og... hun havde Asbjørn.
De næste par dage ville blive svære. Hun måtte nå til Asbjørns gård og fjerne alt der havde med hende at gøre. Det var ikke bredt kendt, men nogen ville kende til deres forbindelse... hun var nød til at beskytte ham fra den vrede hun havde bragt på sig selv.

//Out