Sted: I et stykke skov langs den nordlige landevej
Tid: Sen aften
Vejr: Stjerneklart med en næsten ny måne på himlen. Køligt, men vindstille

Lyset fra flammerne i bålet, kastede skygger omkring Ferghus, der havde sat sig og så en smule træt ind i ilden. Bundet til et træ ikke så langt derfra, stod den lave nordlandspony, som han red rundt på, når han skulle rundt til sine opgaver. Hun havde fået sin havre og stod nu og hvilede på det ene ben, træt efter dagens lange tur.
Ilden havde kun lige fået fat i træet, som Ferghus kun lige havde valgt at slå lejr her. Han havde overvejet at ride hele natten i længsel efter at komme hjem igen, men hverken ham eller hesten var unge mere og det var nok meget fornuftigt med en pause og en smule søvn.

Den ene opgave han var redet af sted på var hurtigt blevet til tre og der var gået et par dage mere end han havde regnet med. Men hans pung var fyldt med krystaller og hans sadeltasker fyldt med forsyninger. En flok køer var mere værd end mad til en dværg og en flygtet person mere end lønnen til en sporfinder. Hans evne var ganske indbringende, selvom det ikke var det vigtigste for ham. At se en landsby juble over at få deres kvæg hjem eller en familie græde af glæde over at få deres forsvundne barn hjem. Eller hjælpe retfærdigheden ske fyldest ved at hjælpe med at finde en flygtet kriminel, det var det, der betød noget for den gamle dværg.

En hårdhudet, tykfingret hånd blev gnedet ned over det slidte ansigt og han undertrykte et gab. Måske han skulle se af at få noget at spise og så kigge på de få stjerner, han kunne se mellem nåletræernes grene, inden søvnen ville tage over. Men han blev siddende lidt endnu og så ind i ildens skiftende farver. Stilheden omkring ham var intens, kun afbrudt af en ugles skrig og en dæmpet puslen fra nattens smådyr. Den store økse havde han lagt ved sin side, for selvom alt virkede fredeligt, kunne man aldrig vide. Der var bjørne i disse skove. Og mere tænkende væsner med onde hensigter. Han havde før prøvet at måtte beskytte sine ting, sin pony og sig selv med den store økse mod griske banditter. Og ind til videre, havde han været heldig og været kommet helskindet fra disse oplevelser.

Som natten gik i gang og aften kom omkring til sin slutning, frem fra lyset forsvandt blev natten nærmest lysere, som stjerne dukkede op og deres glintetne skær kastede sig over skoven, sammen med nymånen som kastede sine første stråler over området. Dette resulteret i en tidlig nat, hvor man nemt kunne se for sig, nærmest så om det var tidligt dag.

Ulvene i området, havde haft en god dag, en stort bytte - en fed gravid Hjort, alle otte af dem, endda den syge unge fik mad denne nat, en godmiddag for dem alle. Fuglene var stille og hvilede i deres læ, insekterne var dem som dannede lyd denne nat, de samme lyde, gik igennem hele skoven, fra start til slut, de samme lyde i forskellige mønstre, lyden alle har kendt fra deres barndom, de lyder som kan holde en vågen flere timer, som de kommer nærmere og nærmere en. Lyde som kun disse væsner kan lave. Ud af intet forsvandt alle disse lyde og stilhed kastede sig over området.

En bjørns kamp brøl kunne høres nogle minutter inde i denne stilhed, ulve hyl fulgte kort efter, før disse hyl blev stille - forlod alle fuglene deres læ og sætte imod himlen i hast. Kort efter alt dette begyndte månes lys at blev svagere og svagere, som dele af den nye måne blev langsomt dækket af skygger, langsom blev månen mindre og mindre.

De otte ulve, stoppede alle deres måltid og satte i løb, bjørnen gav mere lyd denne gang meget aggressiv og bevægelser sig også væk. Uglerne der til ny havde haft deres samtale, stoppede og forlod deres grene mod himlen. De fleste dyr, træk sig fra skov området, nogle få gjorde klar til at forsvarer sig, og deres flok, deres territorie, men fra hvad?

Månen blev mørkere og mørkere og langsomt forsvandt det sidste lys fra den, og knap et sekund efter ekkoet det første skrig igennem skoven, dette lang fra menneskelige skriv, som skar sig igennem skoven, og flere steder ud af skyggerne var disse mørk lilla øjne, den lange lilla tunge og en ellers form løs krop, der nærmest kontant ændrede sin form, disse væsner, søgte Alt de kunne nå fra deres sted, deres underliv virkede til at være syet fast i jorden selv, deres to meter lange arme, deres endnu længere lilla tunge søgte alt levende omkring sig, de skreg og skreg og skreg til deres spise tænder fik fat i kød, disse væsner dukkede nærmest spontant frem i området og søgte alt - hvad der ville mætte deres sult! Der var mange som deres skrig afbrud hinanden et højere end et ande, et mere rystende end det sidste, selv om de ikke kunne bevæge sig, så forsøgte de stadig alle at fange føde, eller skræmme livet ud af ting nær sig.

Hende, kvinden med de to farvet øjne, hende hvis hoved tydeligt gjorde ondt, som hun gik blandt disse skrig, en hånd på hver tænding, de sorte hår hang løst, to små buler kunne anes på hendes tændinger, huden var pæn lys og nærmest fejlfri. Hendes tøj var ødelagt, Slidt og ældre, dog var hendes sko og kappe nye, dog - var den ny, et kæmpe hul i hendes kappe, tydeligt et stykke det var flået af, af en større hånd. Her gik denne lave kvinde, nærmest haltede, med hænderne på hovedet, hendes underlæbe var mellem hendes tænder som hun bidt derpå. Langsomt fumlede hun sig frem af, hver gang hendes fod ramte jorden kom der et dunk som en kæde og en bog ramte ind i hendes hofte, rygsækken var tabt, soveposen var spist, kun hendes bøger og bæltetasker var tilbage.

/disclaimer/ - måne formørkelsen vil være kort, hvor lang tid, er uvist men skriv hvis der er ønsker.
Hendes summon evne virker sjovt i måne formørkelser.

Den ældre dværgs tanker blev brat afbrudt, som en brøl kunne høres igennem træerne. En bjørn. Hans hånd søgte straks ned til øksen og de stålgrå øjne søgte ud i mørket. En uhyggelig fornemmelse sneg sig ind over ham, hårene på hans arme rejste sig og der løb en rislen ned af ryggen på ham. Noget var forkert. Noget var meget forkert. Det gik op for ham, at lyset omkring ham langsomt forsvandt. Et blik mod månen fortalte ham, at den var ved at blive væk bag en mørk skygge. Måneformørkelse. Var det tiden for det? Rynken i hans pande blev dybere, men inden han nåede at spekulere nærmere over det, begyndte den lavbenede pony at bevæge sig uroligt, kaste sig til siderne i et forsøg på at komme fri fra sit reb. Ferghus kom på benene med hensigt at forsøge at berolige hende, men så begyndte skrigene. Grufulde skrig, der gav genlyd mellem træerne og fik frygten til at vælte op i den ellers så rolige dværg. Han frøs til jorden, forsøgte at se ud i mørket, et mørke, der kun var blevet dybere som ildens lys virkede svækket og ikke længere kastede dens varme farver ud over lysningen. Ponyen skreg også en enkelt gang og stod så stille, rystede og paralyseret af angst. Tiden gik, skrigene fortsatte, men intet skete i lysningen.

Endeligt begyndte de horrible lyde af dø ud og styrken vendte efterhånden tilbage til både bålets skær og dværgens krop. Som efter et slemt mareridt kom der langsomt liv i den gamle krop og han bevægede sig forsigtigt over til sin elskede pony, der også virkede en smule mere i live, men stadig rystede som et espeløv. Den lysebrune pels var mørk af sved - både dværg og dyr havde svedt angsten sved og Ferhgus skiftede kort øksen over i den anden hånd for at tørre håndfladen af og få et bedre greb. Han havde endnu ikke lyst til at slippe våbnet, hans hjerte bankede endnu lidt for hurtigt og skoven virkede alt for mørk.

Som han stod der ved ponyen og beroligende strøg den over halsen, fangede hans øjne, øjne der var vant til at se i minernes uendelige mørke, en bevægelse i mellem træerne ikke langt fra lysningens åbne område. Højden på skikkelsen fortalte ham med det samme, at det var noget, der gik på to ben. En person? Trods frygten, der stadig fik hans muskler til at snurre, trådte han et skridt til siden og rettede spidsen af den store kampøkse mod skikkelsen og efter at have rømmet sig for at klare halsen, talte han højt og så klart som den normalt mørke og brummende stemme kunne.
”Hvem der? Vis dig!” En snert af vrede kunne høres, som hele oplevelsen nok havde sat ham en skræk i livet, men samtidigt gjort ham vred, som han foragtede al ondskab.

Mens hun gik og haltede frem og tilbage. Hænderne på hovedet, øjne halvt lukket, -hold fokus, hold fokus!
Var den dominante tanke i hende, men nej, det var gået galt for blot nogle få minutter siden, hvor de kom ud første gang. Hun havde ikke talt dem, men mødet for nogle dage siden havde stadig er mærke i hendes humør, hendes gæt var omkring ti, kort førte hun blikket imod månes tomme plads, men som blikket var væk fra hendes nære omgivelser, blev et skrig stille som en af dem, sendte dens lange kraftige arm imod hende, fik godt fat i hendes lår, og rev både hendes hud og tøjet i stykker, før hun fik sig trykket væk.

‘Lad være at slås, lad være, du mister fokus når du gør det! Lyd hendes tankers indre ekko, og fokus var det sidste hun havde.

Ud af øjenkrogen, fangede henses blik et glenterne lys, en bål, en bål, hvis liv var ved at dø ud, igen træk hun hænderne imod hendes tændingerne, Og først her gik det op for hende hvor svækket hendes fokus var, hendes ene horn havde vokset sig ud af hendes menneskelige form, dette, sorte hår som lå, langt siden af hendes hoved, og gik nogle få centimeter op over hende hår. Ligemeget! Ikke tid til det nu!

Hun træk sig ud i lysningen, imod lyset, imod en skikkelse som råbte imod hende. Dejlig logiske tanker, langsomt træk hun sig ud i lyset, blodet dryppende ned af de ødelagte leder bukser, dette mørk lilla blod langsomt dryppede ned, ellers lignede dette en normal kvinde, lav af højde, feminin dog med små bram og smalle hofter, godt trænet ben, men stadig elegant. På hendes ene hofte hang en bog i hendes belte, en anden bog hang i en kæde om hendes skuldre, hendes ryg holdt en rygsæk og en sovepose, dog knækkede billedet så snart det kom til hendes ansigt, hun gik og holdt sig til tændeingerne, den ene tænding var dog væk, ud af den var der et kul sort horn, og det lille nærområde at dette horn, var dækket af tykke mørke skæl, det øjne der lå i skyggen af hornet lyste, rødt i mørket, det andet øje havde en dominant lilla farve, håret var alt andet en vedlige holdt og gik til hendes kinder, hendes mimik vidste en blanding og smerte, både fysisk og mental men også et glimt af glæde, både af sine minder, men også at se en kamp klar mand! Dog, vidste dette smil nogle spise tænder, nærmest rov dyriske.

Hun fjernede sine fingre fra hendes hoved og følte sine hænder ud, for at symbolisere , at hun gerne vil have hjælp og hvile, så godt hun kunne, dog indså hun at dette var meningsløst, og skiftede, til at pege både imod hendes hals, og hendes bog med den anden hånd. Blikket var låst på dværgen.

Skikkelsen bevægede sig nærmere, ind i bålets stadig svage lys og han kunne se, at det var en kvinde. Sort hår, bleg hud og… Kort kneb han øjnene sammen, som han ville være sikker på, at han så rigtigt. Et horn. Kun et, som sad i hendes ene tinding. Trods at han nu havde konkluderet, at det var en mindre kvinde, sænkede han ikke øksen. Der var noget forkert over hende og han var på vagt. Han var lige ved at bede hende forsvinde, da hun rakte hænderne ud i en gestus, der tydeligt sagde, at hun havde brug for hjælp. Det fik ham til at tøve og det gik op for ham, at hun blødte.

Tankerne fór igennem hovedet på ham, som han overvejede, hvad han skulle gøre. Af en eller anden grund havde han en fornemmelse af, at hun havde noget at gøre med de skrækindjagende skrig og det gav ham en stærk følelse af, at han burde jage hende væk, undgå hende. Men synet af blodet, der så sort ud i det svage lys, og hendes bøn om hjælp kunne han ikke ignorere og han sænkede langsomt øksen, dog stadig klar til at svinge den til forsvar. Hendes gestus mod halsen og mod bogen var ikke gået ham forbi, men han vidste ikke, hvad han skulle få ud af det. I stedet gik han nogle skridt frem mod hende.

”Du er kommet til skade.” Det var ikke så meget for at fortælle hende det, hun vidste det nok, nej det var bare for at vise, at han havde opdaget det. Hans skridt ledte ham hen til bålet, hvor han gjorde tegn til, at hun kunne komme og sætte sig på den væltede træstamme, han havde brugt som siddeplads tidligere. Ferghus’ blik hvilede opmærksomt på hende, samtidigt med at han var opmærksom på deres omgivelser. Det var jo ikke sikkert, at hun var alene. Eller at hun havde noget med skrigene at gøre, så hvad end der havde lavet lyden, var til fare for dem alle. Nok var skrigene næsten forstummet, men der var stadig sære lyde i skoven og en gang i mellem kom et enkelt skrig. De første par gange gav det et forskrækket ryk i ham, men som han stod der ved ilden og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig, så de ikke ud til at påvirke ham længere.

Lukket efter aftale