Til trods for Lindeskovens og derved Elverly's udstrækning var der kun to officielle veje ind. Den ene lå mod nord, hvor en udløber af Nordvejen snoede sig smal og ubefærdet gennem grænselandets enge og marker og direkte hen til skovens gamle træer og ind mellem dem og videre mod Frosthjem. Vejen blev sjældent nævnt og med god grund for Frosthjem bød ingen fremmede velkommen med andet end mistro og pile. Det var en by i skoven kun skovelverne og til tider enkelte bjergelvere nogensinde besøgte.
Det var også nær denne vej ind i skoven at en gruppe fra Kiles orden var fundet afvist godt en måned tidligere.

Den anden vej var en fortsættelse fra Vestvejen. Også denne snoede sig smallere og smallere mellem enge og marker til den nåede en udløber fra Sølvfloden og af en gammel, kunstfærdigt formet træbro krydsede den. Det var den mest brugte af de to veje og den der førte til det officielle Elverly hvor Skovfortet lå. Det betød dog ikke at andre end Skovelverne eller kendte beboere i området kunne benytte den uantastet.
Af samme grund var en gruppe af sortklædte folk nu tilbageholdt lige på den anden side af broen.

Påklædningen var næsten så sigende som symbolerne de bar, men intet havde nogen effekt på at fremskynde deres videre færd. Noget der virkede til alt andet end passe gruppens leder. Elverkrigerne vedblev dog blot med tavst at spærre vejen frem og ignorere alt sagt til dem, som forstod de det ikke.
Først da et signal lød bag dem - et kald der kunne have været fra en fugl af en slags - trådte de til side og afslørede at forstærkninger var nået frem. Flere krigere forsvandt fra syne ind mellem træerne som andre holdt en kreds omkring en kvindelig elver klædt til fest langt mere end kamp. Deres leder Daeralda Yára i egen person.
Hendes kjole var af grønt flagrende silke, smygende sig om hendes figur så meget som følgende vindens leg forbi hende. Det blonde hår var samlet og sat så længden stadig bredte sig frit bag hende, men var holdt væk fra ansigtet i en lys, flettet krone. Et ansigt der lyste af venlighed og smil der nåede de grønne øjne. Mest bemærkelsesværdigt var dog at det virkede til at lys bredte sig fra under hende.

"Kiles fred." Begyndte den sortklædte leder, men kom ikke længere som kvinden talte. "Kiles fred er let at finde for de som kommer uindbudt ind i Elverly." Daeralda smilede roligt til ham og derefter til de andre i hans følge uden at lade nogen tvivl om betydningen i hendes ord, før end hun roligt fortsatte. "Vend om og vend ikke tilbage hertil igen. I er ikke velkomne her. Fortæl jeres ledere dette og sig at det er gældende for alle af jeres orden. Dette vil være jeres eneste advarsel og jeres eneste chance for ikke at rejse til Kile i dag." Hun nikkede let til lederen af hendes garde og vendte så rundt. Der tøvede hun let og tilføjede på Sylvan til ham. "Lad en leve til at bringe budskabet hjem." Hun havde ingen tvivl om at de ville slå hendes ord hen og ikke tage dem alvorlige. Mennesker gjorde altid den slags til alvoren var demonstreret. Med det sagt begyndte hun turen tilbage til Skovfortet.

Krigerne lukkede sammen bag Daeralda og spærrede synet til hende så meget som vejen til Elverly. Deres blikke lå kolde og rolige på de sortklædte fra Kiles orden afventede deres træk. Få skridt længere fremme hørte hun de første pile suse gennem luften og ramme deres mål.

Det var ikke nogen overraskelse at Kiles Orden ikke var velkommen i Elverly, selv ikke for en som Caelon som ikke var meget udenfor sin hytte, og socialiserede. Alligevel var det noget af et chok, da han hørte en hvisken i krogen om hvad der var sket. Daeralda havde sat foden ned og bestemt sagt at de ikke var velkomne her mere, og dræbt dem på stedet. En beslutning Caelon havde svært ved at se noget galt i, men det chokerede ham stadig. Det var begrænset hvor meget han kendte til deres nuværerende leder, han havde været ganske ung da hun var gået i dvale, og ærligtalt huskede han ikke meget fra tiden før hans forældres død, udover at hvor fantastiske elvere hans forældre havde været. Det syn han havde haft på Daeralda var dog at hun var blid, venlig, altid med et smil, men hun kunne tydeligvis sætte foden i når det gjaldt.
Han lænede sig op af sin dør som han lige var kommet ind af. Han havde aldrig kunne lide ideen om Kile eller om Kiles Orden, det lå i hans elverblod, men han var bange for hvad dette ville føre. Han boede i Elverly for at få lov til at leve i fred fra de fleste. De færreste tvang ham til noget han ikke ønskede, så lang tid at han tilberedte eliksirer elverfolket kunne bruge, og en sjælden gang brugte sine plante kundskaber til andre ting. Hvis der ville racere krig, så ville han ikke længere være sikker her, men hvor skulle han være? Han havde behov for sit netværk her. Forhåbentlig endte det ikke ud sådan. Han var stadig ikke rask. Han havde behov for mere tid!

det var stille hos Greven da han hørte om at Kile's orden var kommet over til Elverly. hans døtre ville gerne se dem og var ved at stikke af fra ham men han var hurtigt og sagde på Elvisk til sine døtre og sin kone. "Bliv her og sørg for ikke at lukke op for nogle." Galan tog sin jakke, bue og pile samt et let sværd og gik uden for for at finde ud af hvad der skete. Galan kom over mod skovfortet. han så hvordan at Lederen talte til lederen af krigerne og måtte tage sig i ikke at fare over og stoppe hende i at dræbe nogle. men han gjorde det ikke. han var ikke rådgiver men greve.
Galan bukkede for hende da hun kom fordi ham og han så mod pilene der susede mod kile's orden. han vidste ikke helt hvordan han skulle tage at uskyldige døde men dette var hans hjem. hans race, og hans liv. han måtte gøre noget for sin familie. han måtte beskytte dem. Han skyndte sig op i et træ, hvor efter han tog en pil og skød mod en af dem fra kile's orden som var ved at smutte forbi. han prøvede at holde fokus på alle for at vide hvem havde hvad af intentioner men hans evne drillede ham og han fik alle stemmer blandet sammen så han måtte stoppe og så bare skyde afsted.
Galan så dig ikke den pil der kom mod ham da han holdte øje med grunden under sig. han ønskede ikke selv at elvere blev skadet. men nogle måtte jo blive det i denne lille krig. Galan fik pilen i armen og faldt ned fra grenen hvor han ikke nåede at få fat i grenen til at hive sig op men faldt helt til jorden. han rejste sig og tog sit sværd hvor efter at han angreb kiles orden. noget som ikke varede længe før han blev svimmel og måtte trække sig uden nogle så ham.
han skyndte sig hjem og fortalte kun de mest nødvendige hvad der skete. han kom ind igen og fortalte sin kone hvad der var sket og skjuldte sit sår. han ønskede ikke at hans familie ville blandes ind i dette. han fortalte blot sine piger at det var nogle der var uenige så det var ikke  noget at se som var spændende. Galan fik dog nogle tjeneste folk til at hjælpe ham med at få pilen  ud og rense såret.

Rhovandír havde haft de tvivlsomme fornøjelse af at stå lidt til højre for krigerne der spærrede vejen, holdende skarpt øje med om der var flere af de forbistrede præster, folk der ville forsøge at snige sig ind i elverly i ly af træerne.
Ingen var der at se, heldigvis, men det fik ham dog ikke til at slække grebet om sin bue, der allerede havde en pil parat på strengen. Han var ikke dum. Den fugleagtige lyd fik hurtigt hans opmærksomhed. Kort troende at det var en skadet fugl der krævede hans opmærksomhed, indtil han bemærkede den underliggende tone, og uden at fjerne blikket fra repræsentanterne fra kiles orden, tavst løftede armen og spændte buen, nok til at det ikke trak i fingerspidserne, men stadig nok til at der kun skulle en lille bevægelse til for at buen var fuldt ud spændt og kunne fyre pilen af.
Pilen blev dog på.. For nu. 
De spidse ører lyttede til den nye elverleder, en kvinde han havde hørt meget om, men endnu ikke havde haft muligheden for at lære at kende. Det ville vel blive ligesom det var med Toorah, lang tid, tålmodighed og hårdt arbejde, som med så meget andet.
Han nikkede let, næsten umærkeligt ved hendes ord, inden hun vendte sig om og forlod stedet. Der gik ikke særligt længe før en af repræsentanterne gjorde skridt frem for at træde ind i Elverly, dette resulterede i flere pile der endte i kroppen på ham, Rhovandír selv lod en pil ramme en af de kilepræster der fulgte efter den første, tværs gennem halsen. En uhyggelig gurglen forlod ham inden han væltede forover, landende ovenpå det andet menneske. Snart fyldte lyden af susende pile, og kamp gennem skoven. Det varede dog ikke frygteligt længe før der kun var en tilbage.
En grimasse gled over Rhovandírs fregnede ansigt, mens han modvilligt sænkede bue og pil, ligesom de andre elvere gjorde det. Alle blikke hvilende tungt på kilepræsten, der langsomt bakkede bagud, ikke turde vende ryggen til dem. Hvis han havde vendt sig om havde han nok også kunne bemærke at det ikke kun var ved vejen ind til Elverly at der var elvere, nej de sad også i træer og buske udenfor og holdt øje. En enkelt pil fløj fra en busk, lige foran mennesket der hastigt drejede om på hælen og i halv gen, halv løben, forsvandt, samme vej som han var kommet. 

Et lille suk forlod Rhovandír, inden han løftede den ene arm op. Det var dog ikke falken der landede der som han havde forventet, men en lille ivrig vipstjært. Et kort smil gled over hans læber, inden han dæmpet bad fuglen om at holde øje med at præsten forlod skoven. En kort kvidren forlod fuglen inden den lettede og parerede ordre. Rhovandír havde nær sænket armen, men blev overrasket af den unge opmærksomhedskrævende falk der dukkede ud af ingenting, og landede tungt på hans arm, inden fuglen med en brokkende lyd bed ud efter hans øre. Med dæmpet fugle snak til falken, forsikrede han den om at han ikke havde glemt den, imens han selv gik tilbage imod sine opgaver og pligter.