Sted: En mindre kro i hovedstaden
Tid: Tidlig aften, mørket har ikke lagt sig endnu, men det varer ikke længe
Vejr: Stille, men overskyet med fornemmelsen af regn.

Karkhos lænede sig mæt tilbage mod væggen bag sig. Mæt og en smule træt, som han havde haft en lang dag, der var sluttet af med en tur ud at spise på denne lille undseelige lille kro, der lå gemt væk i kanten til Skumringskvarteret, men stadig havde fornemmelsen af Det Centrale Bydistrikt. Dejlig anonym. Ikke et sted han normalt ville tage hen, men med det selskab han havde sig, var det bedst at finde et sted, hvor man ikke tiltrak sig opmærksomhed eller havde så stor risiko for at løbe ind i nogen, man kendte. Hans blik gled over til dette selskab, en køn ung kvinde med et langt lyst hår og nogle usædvanlige lilla øjne. En ældre herre i selskab med så smuk en kvinde ville nok give et forkert indtryk, især når denne kvinde faktisk erhvervede sig som hore. Men det var ikke derfor, at Karkhos brugte tid sammen med hende. Nej, det var af andre grunde, nok fysiske, men også af ren og skær fornøjelse. Han havde trænet hende i kamp i de sidste måneder, siden hun var dukket op på træningspladsen og havde taget i mod hans tilbud om undervisning. Ved siden af det, var de efterhånden blevet ganske gode venner. Et umage par, en aldrende soldat og en ung nydelsespige, men på en eller anden måde passede de godt sammen og Karkhos kunne ikke andet end at indrømme, at han kunne lide hendes selskab. Det var anderledes. Nyt og frisk.

”Jeg er dog ikke sikker på, at et tohåndssværd ville være en god idé. Du er hurtigere med et ethåndssværd. Det er heller ikke så tungt.” Han svarede hende i en diskussion om, hvilket sværd de skulle fokusere deres træning på. Begge dele var selvfølgelig en god idé, men på et tidspunkt måtte man vælge sin favorit. Han selv ejede et langt og ganske imponerende tohåndssværd, som han havde været i besiddelse af i mange år, fra før han begyndte at træne Morpheus. Det var ikke et let våben at håndtere og det var mest på grund af hans brede krop og lidt lave balancepunkt, at han svingede det så godt. En spinkel pige som April ville have nemmere ved et ethåndssværd.

Hans blik gled over mod vinduet, hvor man kunne skimte det forsvindende dagslys.
”Åh, jeg bliver nødt til at forlade dig for i dag. Jeg skal nå hjem inden mørket falder på og Morpheus begynder at undre sig.” Den yngre mand havde ikke fået at vide, hvad Karkhos brugte sin tid på og det var kun godt. Karkhos var ansat som lærer for adelssønnen og det ville ganske sikkert ikke være velset, at han brugte sin tid med at undervise noget så lavtstående som en hore.
Med et suk rejste han sig og gav Aprils skulder et klem og et smil.
”Vi ses om et par dage.” Begge var optaget af andre ting dagen efter og de havde aftalt at mødes om et par dage. Efter at have rettet på bælte og jakke, bevægede Karkhos sig igennem kroen og ud af døren, ud i den friske luft. Det var nok en god idé at skynde sig lidt og han satte straks af sted ned af gaden, den hurtigste vej hjem.

”Men i det mindste, lad mig forsøge med et. Jeg tvivler stærkt på, at det vil gøre den store skade, hvis jeg i det mindste har en form for kendskab til våben, jeg godt nok ikke vil bruge.” var Aprils svar. Der lå ingen pres i hendes stemme, men tonelejet havde forholdt sig ganske roligt, som gjorde hun egentlig ikke udtryk for at bede ham om, at lade hende prøve et tungere våben af. Hun var stærkere end, hvad hun havde været før de mødtes, da den ældre herre havde fået hende til at bruge muskler, hun enten ikke var vant til at bruge og træne op eller muskler der ikke normalt blev brugt til netop det, han smed hende ud i. Hun var dog godt klar over, at hun aldrig ville ende med at vælge noget så heftigt som et tohåndssværd. Spyddet var blevet det våben, som hun brugte bedst til trods for, at hun havde startet ud med en tro, om at kortsværdet var hendes optimale valg, da det matchede godt op med hendes smidighed. Men spyddet havde alligevel vist sig at være den bedste makker for hendes agility- og magiske evner.

Roligt løftede April blikket fra sin tallerken for at se op mod Karkhos, da han måtte tage sin afsked med hende for aftenen, hvilket inderst inde ærgrede hende. Det kunne meget vel være, at hun ikke gav udtryk for det - som hun ikke gav klare udtryk for meget i hendes liv - men det havde lykkedes denne mand at blive en form for faderlig figur for hende. Andre havde taget hende til sig og holdt ende under deres vinge i løbet af hendes liv, men det havde nu blevet en anelse anderledes med Karkhos. Hun stolede på ham mere end hun stolede på de fleste. Så når der svævede fordomme om dem, når folk havde set dem sammen, havde det skabt kvalme i hendes mave bare ved tanken.
Hun nikkede anerkende til ham og fik endda præsteret et oprigtigt smil for at gengælde hans, inden hun fulgte ham med øjnene, som han forsvandt ud på gaden, hvorefter hun så tilbage på den resterende mad på hendes tallerken og tillod sig at falde lidt ind i sin egen boble. Hun var udmattet og et gab kunne ikke holdes på afstand men kun lige skjult bag en løftet hånd. Skeen blev lagt fra sig i den smule studsestuvning, hun levnede, hvorefter begge hænder blev ført om for at løsne fletningen, der stramt havde siddet snoet i nakken for ikke at være i vejen. Det var en befriende følelse, da den faldt ned i sin imponerende længde, men intet kunne slå følelsen, når hun engang ville lade lokkerne hænge helt løst senere i nat. Hun var en hårdfør pige. Det betød dog ikke, at hun ikke fandt glæde i små mere feminine ting. I takt med at hun fjernede hænderne fra baghovedet lod hun den masserende glide ned over nakken og skulderne for at give spændte muskler lidt kortvarig kærlighed.
Hun så frem til at gå til køjs. Også selvom at det ville være i en af kroens udlejede værelser frem for hendes egen seng, hvis hun ikke valgte at begive sig hjemover inden længe, hvilket hun egentlig ikke var meget for. Roligt rakt hun ud efter sit krus og satte det mod sine læber for at drikke det sidste af sin gløgg, der stadig havde en temperatur kun lidt over lunken stuetemperatur.

Knuden i Morpheus mave var som et stykke brændende kul og som han sad der, godt gemt væk i et hjørne af en eller anden snottet lille og grim kro, og kiggede på sin læremester og den lille luder, som den ældre mand brugte sin tid på. Musklerne i Morpheus' kæbe og hals var hårdt spændt, som han brugte al sin energi på at blive siddende og ikke gå over og konfrontere de to. Det var ikke første gang, at han havde siddet i dette hjørne og skumlet, han havde været her før, set på Karkhos og tøsen sidde og snakke og spise. Jalousien var følebar for adelssønnen og han hadede det. Karkhos var hans, hans læremester, hans... Knoerne på hans allerede knyttede næver blev endnu mere hvide.

Det hele var startet med, at han havde haft en fornemmelse af, at der var noget galt med den gamle mand. En ændring. Hans rutiner ændrede sig og hans personlighed virkede mindre... tung. Og som Morpheus mistanker var ved at være mere holdbare, havde han overhørt en samtale mellem to af vagterne på paladset. Om den gamle mand og horen, der brugte meget tid sammen. Først troede Morpheus bare, at det var sex. En tanke, der kunne være lidt svær at håndtere, men det var der jo ikke noget galt i. Den gamle mand måtte jo også have visse lyster. 
En dag havde Morpheus alligevel valgt at følge efter ham og det var forfærdet gået op for ham, at det ikke bare var sex. Det var træning. Og den måde de snakkede med hinanden og behandlede hinanden... venskab! Forfærdelsen var blevet til vrede. Som var blevet til iskoldt raseri. Utroligt nok havde han kunne holde masken overfor Karkhos. Ikke at de så meget til hinanden efterhånden alligevel, Morpheus optaget af opgaver som udsending og Karkhos altid på træningspladsen. For en måneds tid havde han skumlet, raset og overvejet, hvad han skulle gøre. Hans første tanke havde faktisk været at sladre til sin far. En hård mand, der uden tvivl ikke ville blive glad for at høre, at Karkhos nedprioriterede det, han havde fået som opgave. Men Morpheus var ikke et barn og han besluttede sig for selv at tage sig af det. Give tøsen og den gamle mand en lærestreg.

Og derfor sad han nu her i dag og gemte sig som Karkhos rejste sig og forlod kroen. Med en kræftanstrengelse blev han siddende lidt endnu, men endeligt rejste han sig og skubbede sig igennem væsnerne i kroen. Hurtigt gled han ind ved siden af tøsen. Kniven i hans hånd blev presset mod hendes side, skjult så ingen kunne se det.
"Skrig og du dør." Kulden i hans stemme og de hårde øjne understregede hans ord. Åh, hvor ville han gerne kunne presse kniven ind og mærke det varme blod vælte ud, men nej. Han havde andre planer.
"Jeg ved ikke, om du kan regne ud, hvem jeg er?" Inden hun kunne svare, snakkede han videre. "Jeg ved ikke, hvad den gamle idiot ser i en tøs som dig. Du er... ingenting." Der var en svag spekulativ tone i hans ord, som han virkeligt undrede sig. Karkhos havde ham, hvad skulle han så med sådan en lille spinkel hore?

Allerede da det var til at se ud af øjenkrogen, at der blev skubbet og mast igennem mængden af kunder i kroen, løftede April sin opmærksomhed væk fra sin mad og så i stedet op for at få bare et glimt og en forståelse af, hvad der foregik, selvom at chancen for at det havde noget at gøre med hende, var så minimal som den kunne være. Dog skulle det straks vise sig at lottohjulets pil landede netop landede på den meget minimale chance. Desværre for hende nåede hun ikke at se faren komme hende tæt på, da hendes opmærksomhed først havde rettet sig over i den modsatte side fra, hvor han ankom, som når man først skulle se sig fra side til side, inden man gik over vejen. Så da en mere eller mindre fremmed mand pludselig sad ubehageligt tæt op ad hende, sendte det selvfølgelig et forskrækket chok igennem hendes krop. Det viste sig så bare at ikke være det eneste.

Ligeledes fik hun ikke engang drejet hovedet for at se på ham, før hun kunne mærke noget skarp stikke hende i siden, og hun kom straks med et lavmælt gisp og spændte en smule mere op i kroppen samtidig med at hendes ene hånd per automatik greb ned for at tage fat om kniven. Men i stedet for at lukke fingrene omkring det skarpe blad, fik hun fat omkring hans hånd i stedet. For hende var det dog ligegyldigt. Så længe hun kunne holde ham fra at presse den yderligere ind. Derudover virkede hun til at tage det roligt. Lige set bort fra hendes vejrtrækninger der meget hurtigt var blevet en tand mere paniske, mens hun langsomt drejede sit hoved ganske lidt for at få et billede af sin voldsmand og så på ham med sit sædvanlige intense blik.
Åh, hun vidste godt, hvem han var. Morpheus Atillian. Karkhos havde op til flere gange fortalt frustrerende historier om denne forkælede adelssøn. Og til trods for at hun aldrig havde set ham, så var der meget vel ingen tvivl om, at det var ham, der sad ned siden af hende på daværende tidspunkt. Han var dog en langt mere truende mand, end hvad hun havde forestillet sig. Specielt med måde, hvorpå han stirrede på hende med, hvad hun antog var hadfyldte øjne. Og de mørke øjenbryn hjalp ikke med at gøre ham mindre farlig at se på.
”De er ikke rigtig klog, sådan at holde en kniv mod min lever i en fyldt kro.” prøvede hun sig ad, hvorefter hun blev nød til at synke tungt. Det her var ikke godt. Det var slet ikke godt. Hun havde ingen våben på sig. Og det ville kun skabe problemer, hvis hun brugte smykkets evner i et område som de var. ”Hvad vil De? Hvis jeg er, som De siger, ingenting, burde De ikke ville mig noget.” At hun tiltalte ham med dis var ikke noget der egentlig gik op for hende. Det var sådan hun tiltalte alle, der ikke stod hende nær. Hendes anden frie hånd havde ubevidst grebet omkring skeen og knugede den hårdere og hårdere, som om den faktisk ville kunne gøre noget mod ham og hans kniv.

Tøsen greb fat i Morpheus hånd, men det ændrede ikke noget. Han tvivlede stærkt på, at hun var stærk nok til at forhindre ham i at stikke hende ned - han havde set dem træne og hun så ikke ud til at være noget nær hans niveau i fysisk styrke. Ville også være underligt med sådan et tøsebarn. En hore. Orden fik ham til at rynke på næsen. At Karkhos havde valgt at mænge sig med sådan sådan et beskidt væsen fattede Morpheus og det gav ham kvalme. Og pustede til den brændende knude i hans mave.
Hendes spørgsmål fik det til at trække lidt i hans ene mundvig, inden han lagde en arm om hendes skuldre og trak hende en smule nærmere, godt klar over hvilket effekt uønsket nærhed kunne have.
"Jeg vil føre dig igennem så meget smerte, at du aldrig vil glemme mit navn." Hans kolde stemme var hviskende, som han sagde de skræmmende ord i nærheden af hendes øre. Han trak sig lidt væk igen og så på hende.
"Og sørge for, at du aldrig kommer til at nærme dig Karkhos igen."

Han gav hendes skulder et klem med den ene brede hånd, bare for at bekræfte sine egne ord. Det var på en måde hårdt for ham at sidde så tæt på hende, for hun var skam attraktiv, problemet var bare, at selvom han ville, så kunne han ikke. Noget der havde været en byrde for ham i mange år. Nej, den mulighed var der ikke, han måtte få sin vrede ud igennem sine nævner. En ting, han var blevet god til. 
"Men der er en smule for mange væsner herinde. Hvad vil du sige til, at vi forlader denne sørgelige lille kro?" Det lød som et forslag, men var mere en kommando, som han prikkede lidt til hende med kniven for at få hende til at rejse sig. Hvis hun tøvede, ville hans hånd på hendes skulder begyndte at klemme til, bore fingrene ind i nerveklumpen mellem hals og nakke. Smertefuldt. Og han lagde ikke fingre i mellem, som musklerne i hans arm spændte op.
"Nu går vi ud herfra, som en luder med en kunde. Gør du noget forkert, har jeg stadig kniven i hånden." Og som han sagde det, skjulte han den i ærmet, klar til at glide frem og blive brugt.

Hvis April opførte sig ordentligt på vej ud af kroen, skete der ikke andet end at han stadig havde et godt tag i hendes skulder, et tag han brugte til at styre hende med, som de kom ud i det begyndende mørke. Han havde udset sig et sted, en dyb, lukket gyde ikke ret mange meter fra kroen, men et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret. Det var ikke let i byen at udføre sine voldelige lyster, på landet var det nemmere at finde et uforstyrret sted, men dette måtte gå. Han havde endda også planlagt, hvad han skulle sige, hvis de blev forstyrret.
Så snart de var ude af syne fra gaden, skubbede han hende rundt og sendte en knytnæve direkte mod hendes ansigt. Nemmeste måde at holde styr på et offer på, var at starte ud med et hårdt slag i hovedet. Han havde prøvet det her før.

Bare fornemmelsen af hans ånde, der pustede hende let i nakken, som han hviskede hende isnende ord i øret var nok til at få det til at købe koldt ned ad ryggen på hende, og hun havde automatisk trukket sit hoved bare en millimeter mere væk fra ham, end da hun diskret havde gjort det samme, da han blot havde fjernet al afstand mellem dem. Hun havde med det samme fjernet blikket fra ham der og kiggede bevidst i alle andre retninger end ham, for ikke at give ham den tilfredsstillelse ved at overvære ubehaget, der så tydeligt var skyllet indover hende. Hun vidste allerede, at han var en ækel mand. Hun havde været omkring ækle mænd før. Hun vidste som regel, hvordan ækle mænd skulle håndteres. Men det havde været de færreste, der havde holdt en kniv mod hende. April holdte ligeledes så vidt muligt munden lukket efterfølgende. Ikke så meget fordi at hun var decideret bange for at sige noget forkert, som at hun tvivlede på, at det ville gøre hendes situation bedre. Hun kunne råbe op, men så ville hun også risikere at bløde ud på gulvet. Hun havde brug for en bedre plan.
Hun skar en grimasse allerede, da han strammede sit greb omkring hendes skuldre, men hendes krop stivnede endnu mere op, da kniven prikkede igennem både hendes bluse og indbindingen omkring hendes bryst og overkrop indenunder. Hun havde ikke tøvet længe med at rejse sig op, men selve bevægelsen havde været meget modstandsværdigt og stiv. Hånden omkring hans fjernede sig i takt med at han endelig fjernede kniven – dog uden at fjerne selv truslen – og hun lod sin hånd falde slapt ned langs siden. Den anden hånd slap derimod ikke grebet om skeen og førte den i stedet om bag sig, hvor hun sneg bestikket ned i sine tætsiddende læderbukser i håb om, at det ikke var blevet opdaget. En ske var langt fra noget våben, men hun ønskede ikke at stå uden bare det mindste. Hvis blot hun havde fået en kniv med sin mad i stedet.

Så snart de nåede gyde, var April sikker på, hvad der ville ske. Men i stedet for at begå sig på hende fra det samme øjeblik, at de blev alene, blev hun overrasket med et slag i hovedet. Fuldkommen uforberedt følte hun sit hoved skarpt blive drejet, og hendes krop nåede knap nok at valte, før hun var faldet til jorden, hvor hun sad i lidt tid, som for at samle sig igen med en hånd forsigtigt lagt hen over det ramte område og et chokkeret udtryk i ansigtet. Det gjorde satans ondt allerede, og hendes hoved rungede ufatteligt ubehageligt. Dog var det ikke noget nyt for hende. Hun – som mange andre – havde oplevet et kys mod hendes kind i form af en knyttet næve. Det blev dog ikke nødvendigvis bedre hver gang det skete.
Endelig drejede hun hovedet hen imod Morpheus igen. Og denne gang var der en klar vrede til stede i hendes ansigt. Som hun ligeledes lod sin hånd glide væk, var det at se, hvordan et blåmærke så småt var begyndt at danne sig omkring den øverste del af hendes kindben. En farve der allerede stod i relativt skarp kontrast med hendes lyse hud. ”Slår De en kvinde? Hvor absolut ynkeligt!” proklamerede hun næsten følelsesneutral, som forventede hun at han var færdig og hun derfor bare kunne gå igen.

Morpheus' slag var hårdt nok til at vælte tøsen på jorden. Trangen til vold blussede op i ham og han måtte holde sig selv tilbage fra ikke bare at kaste sig ukontrollabelt over hende. Nej, han ville nyde dette, ikke bare give efter for lysterne, som han oftest gjorde. Så han blev stående, som hun ømmede sig og så op på ham med tydelig vrede.
"En kvinde... Du er en hore. En beskidt luder, der udnytter en gammel mand. Hvordan fik du ham til at træne dig? Sex? Et par tårer i de smukke øjne? Måske bare en følelse af ungdom? Det er lige meget. Både han og du kommer til at betale for det." Morpheus lod kniven komme frem fra ærmet og satte den på plads i bæltet, inden han lagde den ene hånd ind i den anden og knækkede sine knoer. Han agtede at banke denne tøs til hun ikke kunne gå. Skamfere hende. Sørge for, at der aldrig ville være en mand, der ville røre hende igen. Blive lokket af hendes skønhed. Han ville ødelægge hendes liv.

Hurtigt gik han et par skridt frem mod hende og bukkede sig ned over hende for at gribe hende om halsen med den ene hånd. Der var så mange muligheder, det var næsten svært at vælge, hvor han skulle starte. Hans blik landede på hendes ene hånd, den hun havde holdt mod sin kind. Et smykke. Hurtigt slap han hendes hals, greb hendes håndled og flåede smykket af. Det blev kylet væk.
"Et alt for pænt smykke til sådan en som dig." Håndleddet, han havde fat i, vred han rundt, mens han med den anden hånd greb fat i hendes fletning, helt oppe ved hovedet. Hårdt hev han hende op at stå og så snart hun stod på sine fødder, slap han hendes håndled og lod en knyttet næve banke ind i hendes mave. Uden at give hende tid til at få vejret igen, slyngede han hende ind i gydens ene mur med hovedet først. Et ondt smil gled over hans ansigt.
"Lad os komme i gang." En knyttet næve gled igennem luften, rettet mod hendes ansigt.

Han slog. Og slog. Sparkede. Trampede. Slog noget mere. Hvert eneste slag sendte bølger af nydelse igennem ham og hver eneste bloddråbe hans slag fremdrog gav han lyst til mere. Hun skulle lide, hun skulle have ondt. Og hun skulle frygte ham så meget, at bare tanken om ham ville få hende til at græde. Han elskede vold. Og han havde så travlt med at slå, at han heldigvis glemt, hvad han havde endnu mere lyst til. Som hun havde gjort sig endnu mere fortjent til. 
Til sidst sad han på hende, mens næverne i doven rytme ramte hendes ansigt. Endeligt rettede han sig lidt op og så ned på hendes gennemtæskede ansigt, lettere forpustet, men nu med et meget mere følelsesløst udtryk i ansigtet, som vreden var blevet motioneret væk. Hadet var der stadig, bare knapt så tydeligt. De blodige hænder faldt ned for at hvilke på hans lår, der var på hver sin side af hende, som han sad på hendes liv. Åh, han havde det godt, selvom hans knoer gjorde ondt efter alle de slag. Rigtigt godt og et smil gled over de smalle læber i det grimme ansigt, som han nød synet af sit arbejde.
"Hmm." Hans øjne gled over hendes ansigt. De lilla øjne. De stirrede på ham. Noget der gav ham lyst til at grave dem ud af hovedet på hende, som lilla ikke var en farve, øjne skulle have. Tænksomt lænede han sig lidt frem. 
"Dine øjne giver mig kvalme. Måske jeg skulle sørge for, at du ikke kan se på nogen med dem mere. Prikke dem ud med min kniv. Gøre sådan, at du aldrig kan se på nogen mand mere."