En flok krager fløj over Nordvejen, som slog et sving uden om en lille lund af træer. Morgensolens første lys var begyndt at skinne over landskabet: på vejen, der bugtede sig mellem bakker og træer og den fjerne trægrænse, der udgjorde Elverlys skove. I vejkanten stod en groft tilhugget stenstatue, der var opført til ære for gudinden Laurana. Statuens milde stenansigt, der plejede at hilse rejsende på vej mod Norden, var dog denne dag et makabert syn: blodstænk prydede stenansigtet, og fik det til at ligne, at blodige tårer løb ned ad statuens kinder.

Kragerne landede og begyndte at hakke i de tre døde kroppe, der lå i vejkanten. Kroppene var iført de sorte rober, der kendetegnede medlemmerne af Kiles Orden. Den ene bar stadig sin maske - de andres lå på jorden, deres tomme øjenhuler stirrende lige så livløst op mod den skyfri himmel som deres bærere, der lå døde ved siden af. Alle tre var ganske unge, nye medlemmer af Ordenen, der sandsynligvis havde været på vej hjem til Hovedstaden. En taske indeholdende en større sum af krystaller var stadig knuget i hænderne på den ene af de døde. Alle præsterne bar de slanke sværd udsmykket med Kiles symbol, som tilhørte Ordenen, men ingen af dem havde nået at trække våbene.
Dødsårsagen var nem at bestemme: ud fra de livløse kroppe stak afskillige pile. Pilene var smukt tilskåret og prydet med elegante fjer, og en erfaren rejsende ville hurtigt kunne genkende håndværket: det var skovelverpile.

Alle karakterer, som har en undskyldning for at befinde sig på nordvejen, kan deltage i tråden, og det er op til jer, hvad der videre sker. Kilepræsterne er døde og kan ikke reddes.

Randall traskede af sted langs nordvejen med en dæmpet fløjten, mest for at holde sig selv med selskab. Døden havde fundet ham igen og denne gang var han endt et sted nord for Elverly. Han var lidt for klog af skade til at forsøge at bevæge sig igennem skovene, så han tog omvejen ud til landevejen. Meget af hans tid gik med at gå Krystallandet tyndt og de fleste steder havde han været før. Hvis han havde muligheden, stjal han en hest, men der var ikke ret mange beboelser i denne del af verden og det vrimlede ikke med heste. Så der var ikke andet for end at gå med retning mod den nærmeste kro og leve af åvand og harer fanget i snarer i mellemtiden. Det var ikke første gang han rendte rundt langt ude for lands lov og ret uden andet end sig selv og sine våben. Og han levede da endnu. Tøhø.

Noget fangede hans opmærksomhed længere fremme. En statue, som han havde set før. Men det var ikke den. Kragerne havde samlet sig om noget på jorden. Nysgerrigt fortsatte han hen af vejen, indtil han kom derhen. Lig. Klædt i de genkendelige rober og med de røde masker. Kilepræster. Hvad i alverden lavede de lusepustere helt herude? Han sparkede ufølsomt til den ene løse maske og satte sig så på hug ved det ene lig for at se nærmere på pilene, der stak ud af den stakkels skiderik. Tænksomt kærtegnede hans grove fingre den glatte styrefjer. Han vidste med det samme, hvis pile det var. Skovelvere. En rynke viste sig i hans pande og han så ind i skoven. Hvorfor havde de valgt at slå tre unge kilepræster ihjel? Han havde ingen anelse. Og han var egentligt hamrende ligeglad, det var nok en god idé at komme væk så hurtigt som muligt. Inden sådan en pil endte i ham. Det ville være typisk hans held.

Han rejste sig dog ikke med det samme, men begyndte at undersøge ligets tøj. Intet af værdi. Jo vent. Han rev lidt ned i halsåbningen på roben. Bingo! Uden respekt for den døde hev han en halskæde frem. Den så ud til at kunne skaffe ham et par krystaller. Hårdt rev han lædersnoren over og stak den i lommen, som han rejste sig. Hans blik faldt på en taske, som et af de andre lig klamrede sig til. Han trådte over den døde kilepræst og flåede tasken ud af hænderne på den anden. Som han så, hvad der var i tasken lyste hans grimme, arrede ansigt op. Der var jo krystaller nok til at underholde ham det næste år!
"Ha!" Hurtigt slyngede han remmen over skulderen. Nu var det bare med at komme væk herfra!

Egentlig var det ikke hendes plan at forstyrre hvad der allerede var dødt. Men da hun stod imellem træerne og skuede ud til de døde og så en mand rode rundt i ligene, blev hendes nysgerrighed hurtigt sparket i gang. Havde han dræbt dem? I så fald forstod hun godt hvorfor han ville tage deres ting. Hvis ikke, tilhørte tingene ikke ham. Man beholder, hvad man dræber. 
At han ikke havde en bue, betød umiddelbart, at det ikke var ham, der havde dræbt dem. Hun hævede kort et øjenbryn som han tog en taske op og slyngede den over skulderen med et højt udbrud der mest af alt lød som et "Ha!" og rejste sig ordentligt. Hvad hun ville gøre ved dette, var hun ikke helt klar over, men de var tydeligvis døde og kunne ikke beklage sig over, hvad han gjorde ved dem. Hurtigt slog en ny tanke ned i hende. Hvad hvis dræberen stadig var her? Så burde det nok være nødvendigt for denne fremmede at vide det.

Uden at tænke nærmere over det trådte hun nærmere til hun stod godt og vel ti meter fra ham, hvor hendes hånd hvilede på langkniven i bæltet. Hun havde ikke planer om at gøre ham noget. Men det var vigtigt at forholde sig sikker i disse områder. Især hvis en dræber var løs. Hendes øjne faldt på præsternes røde masker og som den blodige lugt af død nåede hendes næsebor, rynkede hun let på næsen i en blanding af irritation og en pludselig lyst til at tage ud at jage. Ordentligt. I ulveform. Men hun havde ingen kontrol over det, og fuldmånen var ikke fremme, så det var ikke muligt. Ikke i dag.
"Du burde undersøge om dræberen stadig er her. Jeg er sikker på, at den gerne vil have sine trofæer," forklarede hun i et neutralt, koldt tonefald, højt nok til at hendes stemme nåede mandens ører.

Trods tanken om, at han skulle skynde sig videre, tog Randall sig til til at undersøge de sidste to lig også. Men der var ingen held, begge uden smykker eller værdier i lommerne. Dumme kilepræster og deres religion. Som han var færdig med at rage rundt på det ene kadaver, talte nogen til ham. Uden at have opdaget personen ankomst, blev Randall gevaldigt forskrækket og han rettede sig hurtigt op og vendte sig mod den fremmede, mens han med en veltrænet og glidende bevægelse trak sit sværd, der dog fik lov til at hænge tilsyneladende afslappet ned langs hans side. Han var dog mere end klar til at skulle bruge det, hvis nødvendigt.
Det var en ung kvinde, der havde sneget sig ind på ham. Hun lignede noget, der havde boet i skoven sammen med dyrene hele sit liv. Ikke at Randall dømte folk på deres udseende, men det var en observation.

"Øhm..." Hendes ord tog en tur rundt i skallen på ham, som han knapt havde hørt dem af ren forskrækkelse. Om dræberen var her? Og ville have sine trofæer? Hvad i alverden?
"Det tror jeg nu ikke, snuske, ligene er mere end kolde. Og de blev i øvrigt ikke dræbt her, så hvis skovelverne ville have stjålet noget, så havde de haft muligheder." Mange anså nok Randall for en hjernetom fyldebøtte, men han havde efterhånden haft et langt liv og hans liv som soldat havde lært ham en masse. Den korte analyse han lige havde givet, var baseret på mange ting. De dødes positioner, blodet, en knækket pil og andre småting, som maskerne på jorden og de dødes tøj. Intet var naturligt og for Randall havde det allerede ved første øjekast været tydeligt, at de ikke var døde, hvor de lå nu.

Han lagde hovedet en smule på skrå og betragtede tøsen, der havde forstyrret ham i hans fredelige plyndring af de døde.
"Pas i øvrigt på med at snige dig sådan ind på folk, det er ikke alle, der er lige så venlige som mig." Trods sine ord, havde han stadig et godt greb i sværdet og et fast blik på hende, i tilfælde af, at hun syntes det var sjovt at angribe ham. Han havde lige fundet en taske fyldt med krystaller, det ville være mere end typisk, hvis han døde før han kunne nå at bruge dem. Og selvom tøsen så rimeligt ufarlig ud, kunne man aldrig vide. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at vende ryggen til hende.

Hendes blik blev anerkendende over mandens reaktionsevne. Hun havde ikke regnet med andet, faktisk forventede hun den slags reaktion og var ikke bange for den. Han var en kriger, og det var krigere, som hun forstod bedst af alle folk herude i verden. Hun blev selv bare stående og rørte end ikke sin langkniv, da hun godt vidste, hvordan en kriger ville reagere på den slags. I stedet var det bedre ikke at gøre noget og bare stå stille. Desværre for hende var det øjeblik han åbnede sin mund også det øjeblik hun overvejede om han nu også virkelig var en kriger. Hun forstod slet ikke ordet snuske, der var vendt i hendes retning. Hun forblev tavs til han advarede hende, til hvilket hun trak på skuldrene og kiggede lidt rundt på de døde.

"Har du overvejet, om skovelverne har trukket dem herhen med vilje? Måske venter de på én som dig?" i Yasmins hoved kunne dette sagtens være en fælde. Elvere havde nogle underlige tendenser så hun ville ikke være overrasket hvis de måske havde nogle vagter til at blive tilbage. "Og hvis min intention var at overraske dig, så stod jeg ikke her uden min våben trukket," igen tænkte hun fuldstændig som en kriger. For hende var overraskelse lig med død. Typisk for den person der var blevet overrasket. Hendes før anerkendende blik var nu lettere uimponeret og hun gav sig til at kigge sig lidt mere rundt frem for at have fokus på ham. Der måtte vel være en grund til at de skovelvere havde slæbt de maskerede mænd med herud. Yasmin ville gerne vide den grund.

Randall var på vagt, for der var et eller andet over den her tøs, der fik hans lamper til at blikke. Ikke de rigtige lamper, desværre, selvom det nu ellers kunne have været rart. Nej, de store røde lamper, der fortalte ham, at han skulle holde sig klar til enhver situation.
Hendes ord fik ham dog til at lægge hovedet lidt på skrå og komme med en dæmpet lyd af morskab. En fælde? Hvad han vidste af skovelvere, lagde de ikke fælder for fredelige plyndringsmænd. Ikke uden for deres territorie.
”Nah, det er ikke derfor, at de har slæbt disse stakler herud. Det her er ren og skær provokation.” Ingen tvivl. Tre unge mennesker dræbt, unge mennesker, der var en del af en voksende religiøs gruppe? De havde højest sandsynligt forsøgt at presse skovelverne til et eller andet og Randall kendte nok til de svin til at vide, at den slags tog de ikke pænt.

Nå, han kunne jo stå her og lave kedelige, ligegyldige teorier over de tre døde stakler hele dagen, men det gad han egentligt ikke. Lige nu havde han faktisk ret travlt med at komme videre og finde en kro, hvor han kunne fylde maven med tørt og vådt og eventuelt finde sig et stykke kvindfolk, der kunne underholde ham lidt, inden han fes tilbage mod hovedstaden så hurtigt som muligt.
Men inden han kom videre med den plan, snakkede tøsen videre. Et suk lød fra Randall. Ikke over, at hun havde ret og ikke virkede fjendtlig, men fordi hun i det hele taget blev ved med at snakke til ham.
”Selvfølgelig ikke. Hvad i alverden overrasker du mig så for?” Der var en let snert af irritation i hans stemme, noget der ikke lignede ham, men han ville bare videre. Ikke håndtere et eller andet tøsebarn, der på en eller anden måde slog ham som kuk-kuk.

Ren og skær provokation. Yasmin kunne ikke helt følge med. Hvad var der at blive provokeret over? Døde mænd der lå og fyldte? At de nok kom til at lugte senere? Hun trak ligeglad på skuldrene. Hun var i hvert fald ikke synderligt provokeret af det, det var i hvert fald ikke hendes problem. Det var Kile-kirkens problem. Der gik hurtigt et lys op for hende, som hun tænkte den tanke, og fandt ud af, hvem det i grunden egentlig ville provokere. Så elverne brød sig ikke om Kile-præsterne? Det måtte være noget i retningen af det. Igen så Yasmin dog ingen grund til at gøre noget ved det. Hun kunne altid tage den taske med værdier, som manden havde fundet, fra ham, og levere den tilbage til Kile-templet. Men der var op til flere ulemper ved det: For det første skulle hun til at konfrontere manden, for det andet var det ikke sikkert at præsterne ville tro på hende. "Ærgerligt for Kile-templet," lød det fra hende, stadig køligt.


Hun opfangede godt snerten af irritation i mandens stemme og skønt hun ikke ønskede at provokere ham, så var det med sociale hentydninger ikke hendes stærke side. Hun rystede på hovedet af ham. "Det er ikke min skyld at du ikke undersøgte om der var nogen her, før du tog værdigenstandene fra de døde, er det?" spørgsmålet hang kun meget kort tid i luften, før hun brød tavsheden igen. "Søg du bare videre. Jeg er ret sikker på at maskerne også er noget værd, nu hvor de kommer fra en præsteorden," med det sagt gjorde hun selv tegn til at gå videre.

Randall stirrede bare lidt lidt på kvindfolket, som hun blev ved med at lukke underlige ting ud af munden. Eller, underlige var de nok ikke, de understregede bare lidt hans egen uforsigtighed.

"Ja, ja, så siger vi det," mumlede han stadig en smule irriteret, samtidigt med at han krammede den værdifulde taske ind til sig.

Han blev stående og så efter hende, som hun forlod ham med ligene. Langsomt gled hans blik ned til maskerne. Skulle han? Åh så pyt da. Maskerne blev samlet op og med en dæmpet fløjten fortsatte han sin færd. Heldet var med ham i dag, al det sprut og alle de kællinger, han kunne få for rigdommene i tasken!


Heldet varede dog ikke ved, som han fandt en kro og fik hældt noget sprut ned. Han overlevede natten, men næste morgen stod der fire kilepræster og ville vide, hvor han havde maskerne fra. I godt humør efter natten fortalte han dem, hvor han havde fundet ligene henne. De vidste åbenbart hvem de døde var, for de bad straks om at få tasken med krystaller tilbage. I håndgemænget der fulgte, kom den ene kilepræsts lange kniv i brug for Randall kunne vinke farvel til tømmermænd og rigdomme, som livet ebbede ud af ham.


Da han vågnede op liggende i en strandkant, kunne han ikke andet end at bande grimme ord og græde bitre tårer over, at hans lommer endnu engang var tomme.