Det var blevet aften, og mørket havde lagt sig over kroen i Tusmørkedalen, der var helt stille, ja der var næsten ingen lyd, ingenting at høre. Stilheden havde bare lagt sig. Dog henne på kroen der lå i dalen, kunne der høres højt musik, en masse folk der sang, og skrålede, og der kunne høres en masse skænderier. Det var hvist også typisk for en kro, at der var sådanne ting, men det var også på denne kro her, at Zoey havde valgt at opholde sig. Med det røde hår, den pæne hudfarve, og de røde øjne, for ikke at nævne hendes påklædning - var det ret tydeligt at hun skilte sig ud fra alle de folk der var herinde. Men det gjorde nu ikke noget, det var altid godt ikke at ligne alle andre, og det måtte man sige hun ikke gjorde. Hun havde en sandfarvet stram top på, en nederdel der ca gik til knæene, men med et skråt snit der gik lidt op ad det ene ben, dog ikke så langt op man ville kunne se og ane noget. På fødderne sad der et par sandaler lignende sko med en lille hæl på. Hun tiltrak blikke her og der, men det vidste hun også godt, hun lignede ikke noget folk havde set før. 


Zoey der havde siddet ved baren inde på kroen, valgte at tage en slurk af den øl hun havde til at stå foran sig. Hun kunne ligeså godt drikke en smule, mens hun ventede på der skulle ske noget spændende, eller måske bare et eller andet sjovt. Hun lagde det ene ben over det andet, og betragtede kroens omgivelser, de folk der var herinde fik hun også et glimt af, og hun kendte dem ikke, havde aldrig set dem før. De fleste udstrålede nærmest afskyhed, fornægtelse, forræderi, det var ret tydeligt at se på dem, og det var også tydeligt at mærke fra dem. Zoey der havde siddet og holdt lidt øje med de fleste af folkene herinde, blev overrasket over hvordan de var, og at nogle kunne behandle kvinder som om de bare var slaver, og noget man kunne kaste over skulderen. Dog var hun glad for det ikke skete for hende, og hun var glad for at ingen havde prøvet på noget ved hende. Skulle de ende med det, ville de måske bare blive brændt en lille smule - hvis ikke rigtig meget... 


Et suk undslap så hendes bløde fyldige læber, og hun tog endnu en slurk af hendes krus, hvorefter hun kiggede på krofatteren der indmellem kunderne der sad ved baren, gik hen til Zoey. Krofatter var meget venlig af sig, på trods de folk der fik hans temperament til at koge over. Musikken spillede, og nogle enkle kvinder gjorde alt de kunne for at charmere sig ind på mændene der var herinde. Det så lidt sjovt ud, især for de kvinder der slet ikke kunne finde ud af at få fat i mændene. Zoey nød musikken, og følte sig afslappet, hun sad nu også godt ved baren, og havde lidt undret sig over at hun var endt her... Det var ikke så tit hun nærmede sig tusmørkedalen, måske havde hun et ønske om at møde nogle, måske et ønske om at støde ind i en der ville vise sig at være spændende og mystisk. Zoey smilte så for sig selv, og lod en finger kærtegne kanten af kruset hun sad med. 

En knirken kunne lydes gennem kroen, som døren blev skubbet op, og ind kom den mørke skygge af Loke. Det lyse hår og hud, står i hård kontrast med det mørke tøj, og ikke mindst de blå øjne, som spejdede ud i kroen. Pga. alt larmen var det dog de færreste der lod mærke til at han kom ind i kroen. Egentlig ikke noget problem for ham, for der var nok et par stykker herinde der ville foretrække ikke at møde ham igen, og han ville nok foretrække ikke at få skåret hovedet af dem. Sådan gik tingene så fint op i en højere enhed.

Han gik med faste skridt op til baren og satte ned, og kiggede på manden der bemandede baren. "Et glas af jeres fineste blod," kom det muntert fra Loke, endda med et lille glimt i øjet. Manden fandt det dog knap så sjovt.
"Skrub af med dig hugtand. Vi serverer ikke til din slags, og da slet ikke blod" hvæsede manden af Loke og vendte ham ryggen. En dyb latter kom fra Loke, da han tydeligvis var blevet afvist i kroen, men det rørte ham ikke. Ikke fordi at han havde penge til at købe alkohol og mad, og selv hvis han havde.... så kunne han hverken spise eller drikke det. Forbandede være hans udøde krop der ikke kunne tåle andet end blod. 

Lyden af døren der pludselig blev skubbet ud, havde draget en masse opmærksomhed i retningen af døren, både blikke fra Zoey men så da også ud til at, der var nogle blikke fra diverse folk der sad herinde på kroen. Det var måske heller ikke ligefrem hver dag at døren til en kro blv skubbet op, hendes blik faldt så hurtigt væk derfra da hun hørte en stemme der var i nærheden af hende. Hendes røde øjne faldt hen mod stemmen – en mand, yderst køn faktisk, og hans bestilling ved bar ejeren var ikke just noget Zoey var vant til at høre, det var da sjældent at sådan noget skete. Blod var der tale om, så denne person der var kommet herind, manden med det blonde hår måtte jo være alt andet end et menneske. Hun satte sig lidt bedre til rette på stolen hun sad på, og tog en slurk af kruset i hendes hænder, hvorefter hun holdte blikket på manden, hun havde fået en lyst til både at gå hen til ham, bare for at starte en samtale med ham.
 

Hans udseende havde fanget hende en smule, det var ikke fordi resten af folkene på kroen havde sådan et udseende, så det gjorde hende lidt nysgerrig. Men havde han set hende, nej hvilket kun var lidt godt for hendes fordel, så kunne hun gå hen mod ham, eller rykke tættere på ham uden han faktisk ville opdage det... Medmindre han sevlfølgelig var en vampyr så havde han rimelig god grund til at have set hende, mærket hendes tilstedeværelse. Zoey tog endnu en slurk af kruset, og kiggede lidt væk fra denne mystiske mand. ”Sikke en spændende entré du kan lave”lød det bare fra Zoey, uden at tænke over det hun havde dog flyttet hendes blik fra kruset til hen på ham.  Så hun sad bare og kiggede på ham, betragtede ham en smule. 

Det var da lige godt fandens at man ikke engang kunne få et godt glas blod nu når man kom og spurgte så pænt om det. Det ville i hvert fald være Lokes tanker, hvis han faktisk bekymrede sig om det. Han mente dog godt at Tusmørkedalen af alle steder kunne finde ud af at have noget blod at sælge til de sultne vampyrer. Ville i hvert fald redde dem fra at de tog mennskerne i byen.
En kvinde nærmede sig ham, og han kiggede en smule interesseret på pigebarnet. Hun virkede til at have været tæt nok på at hun måtte havde opdaget hvad han havde prøvet at bestille, men det så ikke ud til at hun havde et problem med det. Med mindre hun selvfølgelig var en vampyrjæger og bare prøvede at få ham for hende selv.


”Jeg gør mit bedste. Vi kan jo ikke have at folk keder sig vel,” sagde han kækt med et stort smørret smil på læberne. Det nyttede i hvert fald ikke noget at være påpasselige omkring folk. Det var kedeligt, og måske hun kunne frembringe et eventyr til hans noget triste hverdag.

//Inaktiv