En ensom sjæl lå krøbet sammen på skovbunden, hvor han denne gang havde fundet ro for natten. Det var de tidlige morgentimer, da han begyndte at røre på sig, men det var ikke nogen behagelige bevægelser. De var tilfældige og næsten som spasmer som han lå der.
Inde i drømmeland var der en ganske god grund. Personen, som var Gabe, lå i en dyb søvn, men det var ikke en rar søvn. Det meste af natten havde været fint. Han havde drømt at han fløj. Fløj væk fra alle de problemer der plagede ham til dagligt. Der var kun den friske luft og følelsen af vægtløshed der gik igennem ham. Lige indtil nu. Han faldt og faldt og faldt. Han følte han ikke kunne trække vejret, og alting blev mørkere og mørkere som han styrtede mod jorden. Der var intet at gøre. Han kunne se jorden komme tættere og tættere på. Lige inden han ramte jorden, satte han sig op med et sæt. En hånd tæt lukket om smykket der bar Isaris symbol. Var det endnu et tegn fra Isari? Var han stadig ikke på den rette sti. Hvorfor kunne hun ikke bare fortælle ham hvad det var hun ville. Han kunne ikke læse hendes tanker. Hvad var meningen med den drøm. Ville han aldrig nogensinde kunne få lov til at rede båd på sine unoder? Hvad end de så var. Eller skulle han bare være forsigtig for ikke at gå ned af den forkerte sti.

Alle disse ting kørte rundt i hovedet på Gabe, som bare sad og krammede sit smykke, og trak sine ben til sig, som han gemte sig hoved i. Han var overhoved ikke opmærksomhed på sine omgivelser, eller en puslen i buskene omkring ham. Han var så fokuseret på Isari og den drøm han havde hver nat. Han ønskede så inderligt svar, at intet andet betød noget for ham, end ikke nuet. Nuet som var det han burde fokusere på det.

Dayanara gik rundt ude i skoven. Hun vidste ikke helt hvordan hun var endt her, for dette var ikke Elverly. Bevars, hun var vel bare faret vild igen-igen. Det skete forbavsende tit for den unge Kentaur-kvinde - at fare vild altså.

Hun så sig om. Det så ud til, at hun var i den forkert skov i hvert fald. På en eller anden måde var hun endt i Amazonitskovene, nærmere bestemt De Ældste Skove. Alt dette kunne hun udlede fra lugten omkring hende. Hun var træt, fordi hun havde galoperet af sted i lang tid. Det var også grunden til, at hun var kommet så langt væk - fordi hun havde løbet uden rigtig at kigge sig for.

Skoven var tyst omkring hende, men hun kunne pludselig høre en let snorken. Det gik hende til at spidse ører, som hun også vippede med, for at opfange hvor lyden kom fra. Hun fulgte lyden til (fire)bens, og endte med at stå foran en sorthåret fyr. Hans ene hånd knugede et eller andet. Hun snusede til luften omkring dem.

Dybe vejrtrækninger kunne høres fra Gabe, som han sad der, og næsten prøvede at få vejret igen, men det var svært, når hans tanker hvirvlede og han følte at han ikke kunne stå på sine egne to ben. Ironisk som han jo faktisk sat ned, men ironien bag det var glemt hos Gabe, fordi det var svært for ham.
Det var også derfor at det tog ham lidt tid, før at det gik op for ham at han havde fået publikum. De mørke øjne kiggede op og fik øje på kentauren der ikke stod langt fra ham. Der var tydelig forbløffelse at se i hans ansigt. Det var ikke så meget at se en kentaur, men at se et væsen der bare kiggede på ham, uden forbehold, og uden at virke til at ville ham ondt.

Et lille, næsten svagt "Hej" kom fra ham, som han langsomt begyndte at rejse sig op. Halskæden han havde holdt i hånden, faldt tilbage mod hans brystkasse. En smukt smykke, og noget der ikke burde tilhøre en mand der sov i skovene, og så ud som Gabe gjorde. Han havde et par gren og blade siddende i håret, og der var tydeligt at han havde boet på landevejen i et stykke tid. Han prøvede at holde sig ren, men der var en begrænsning for hvor nemt det kunne gøres.

Dayanara stod overfor fyren, som sad der på jorden og hev efter vejret. Hun virrede med hovedet, og vippede med ørerne, mens hun snusede til luften omkring sig. Der var ikke noget der virkede 'off', sådan lige umiddelbart, men man kunne aldrig vide. Ikke desto mindre så hun på ham helt ufortrødent. Men hun sagde intet til ham. Ventede blot på, at han selv sagde noget.

Hun lagde hovedet let på skrå. Han var beskidt og havde blade og grene i håret. Hun kunne ikke rigtig lugte, hvad han var for en heller. Hun kneb øjnene sammen.

"Hej." svarede hun lavt tilbage, og betragtede skikkelsen.

"Hvad er du?" spurgte hun helt ucensoreret.

Kentaurens opførsel kom noget bag på Gabe. Det var ikke ligefrem noget han var vant tiil, men nu var kentuarere ikke ligefrem det han havde stødt mest på i den tid han kunne huske. Faktisk kunne han ikke huske at have stødt på nogen, selvom noget over racen virkede bare en anelse for bekendt. Måske fra før at han havde mistet sin hukommelse.
”Ummhh... mit navn er Gabe.. jeg er et øhh... menneske?” det kom næsten som et spørgsmål fra Gabe. Han håbede dog ikke at kentauren ville opfatte det. At gå ind i sin dybt tragiske situationen var aldrig en sjov ting. Han gjore det til tider, men ærligtalt så var de bare for deprimerende.
”Hvem er du?” tilføjede han så, det var i hvert fald en måde at få emnet drejet væk fra ham.

Dayanara så på fyren med et skævt smil, mens hun betragtede ham. Hun så sjældent andet end elvere, og var ret sikker i sin sag om, at han ikke var en af dem. Mest fordi hun kendte deres lugt, og han ikke havde spidse ører. Det 'bustede' ham ligesom lidt, som værende en ikke-elver. Hun kendte deres lugt fordi, at hun havde boet i Lindeskoven i Elverly i mange, mange år, og gik op og ned af elvere hver dag. Og det ikke gnidningsfridt.

"Menneske? Hm, ja okay." svarede hun prøvende, selvom hans ord ikke var et spørgsmål. Hun undrede sig dog over, hvad et menneske lavede så dybt inde i en skov. Mennesker befandt sig oftest i 'klynger', samlet i byer eller lignende. Det var i hvert fald hvad mennesker plejede at gøre. Men på den anden side, så var hun heller ikke en typisk Kentaur selv. Kentaurere samlede sig oftest i flokke, ligesom heste, men ikke Dayanara. Hun var en enspænder.

"Hvem jeg er?" gentog hun og krydsede forbenene, mens hun stod og hvilede lidt og tænkte over sit svar "Jeg hedder Dayanara."

Det var måske atypisk at støde på et menneske ude i en skov, men nu var Gabe ikke så god til store menneskemængder, i hvert fald ikke mere. Der var noget skræmmende om det, og selvom han bevægede sig ind i byer kunne han ikke være der længe. Han blev urolig, og kunne bare ikke finde nogen som helst form for ro, så han bevægede sig altid videre. Landevejene var der at han hørte mest hjemme.

”Hyggeligt at møde dig, Dayanara,” tilbød han. Det nyttede ikke noget at være forsigtig, desuden virkede denne her kentaur ikke specielt krigerisk, så mon ikke at han var sikker? Selv hvis hun ville angribe ham, så havde han trods alt gode egenskaber til at passe på sig selv. Det betød dog ikke at man ikke skulle passe på, især med de bivirkninger der var med hans evner.

Dayanara nikkede tilbage som svar på hans hilsen. Hyggeligt ligefrem? Det var de færreste som mente, at Dayanara var hyggelig. Måske lidt nuttet om vinteren, når hendes pels blev plysset, men ikke hyggelig. Den var i hvert fald ny, var den. Hun nikkede igen.

"Eh, hyggeligt at møde dig også Gabe. Men hvad laver du så dybt inde i skoven?" Hun så lidt på ham. Hun synes stadigvæk, at det var lidt underligt, at han var ude i skoven. Eller i hvert fald så dybt inde i den, fordi det virkede atypiskt for mennesker.

Hun snusede endnu en gang ind, og bøjede sig frem imod den unge fyr. Hun snusede da til luften omkring ham, og til sidst til selve ham.

"Du lugter altså ikke som et menneske." påpegede hun skråsikkert, dog med en tøvende undertone, mens hun igen lugtede til ham. Så rettede hun sig op igen.

"Er du sikker på, at du er menneske?" Tonen var mistroisk, men ikke uvenlig. Hun lagde hovedet på skrå, og knælede ned på det ene forben, så hun ikke virkede så stor foran ham. Hun havde til erfaring, at folk ikke brød sig om, at hun var så høj i forhold til dem.

Det gjorde Gabe lettere akavet som hun blev ved med at snuse til ham og stille alle de her lettere indtrængende spørgsmål, men Gabe var vant til akavet situationer, eller i hvert fald at håndtere situationer han ikke helt var komfortabel med.
”Jeg vandrer lidt. Skoven videre som et mere sikkert sted at tage hvile,” indrømmede han, fordi han ikke havde nogen så god ide om hvorfor han var søgt så langt ind i skovene. Det var næsten som om at noget i hans minder havde kaldt på ham, eller måske var det Isari? Gabe kunne ikke være sikker. Han kunne aldrig være sikker.

”Hvad kunne jeg ellers være, mine ører er en anelse for korte til at være en elver, og jeg har ikke størrelsen til at være en dværg, hobbit eller noget lignende,” pointerede han. Det havde været sådan han var endt på at han var sikker på at han var et menneske, og det var han jo egentlig også. Eller havde været i hvert fald, men hans minder afslørede intet om hvad han var nu. Han havde ingen ide om hvad der lå indenunder det menneskelige ydre.

//Inaktiv