I nogle timer var det blevet til nu, hvor Hailey havde løbet så hurtigt hun kunne, og var løbet ind i den dunkle skov, mørk, og dyster som den var med næsten skræmmende lyde overalt. Men det var som om hun slet ikke tænkte på det, løb bare videre og videre, i håb om at de bæster der var efter hende ikke ville finde hende, eller få fat i hende. Hun vidste ikke hvem de var, eller hvorfor de netop var ude efter hende, et enkelt gæt kunne kun være fordi hun var adelig... Andre grunde kunne hun slet ikke komme i tanke om... Hailey løb videre og satte tempoet lidt op, hun kunne høre dem råbe efter hende, og råbe en helt masse ting de kunne finde på at gøre ved hende, men hun ville ikke lade det ske, det måtte ikke ske. Hun var løbet dybt ind i skoven, havde enlig aldrig rigtigt været her før, hun kom så sjældent udenfor hendes hjem, mest fordi hendes mor nærmest holdt hende fanget indenfor. Dog var Hailey fanget af en lyst til at udforske nye steder, og se hvordan det var at være udenfor, lidt væk fra hendes hjem. Hun havde dog ikke regnet med at hun ville ende med at løbe fra hendes liv i denne mørke og dystre skov her... Men så havde hun prøvet det jo, men hun stoppede dog ikke, men hun løb hen mod det nærmeste træ. Holdte en pause for lige at få vejret, normalt var det sikkert lettere for væsner at kunne løbe lidt hurtigere og længere, men ikke for et menneske som hende. Hun var nød til at have pauser, og hun betragtede kort omgivelserne som hun stod op ad træet. 



Forpustet, ja det var hun, men hun var derimod også bange, bange for hvad de bæster havde tænkt sig at gøre ved hende. Tankerne omkring alle mulige farlige scenarier måtte hun ryste ud ad hovedet, og valgte at tage en stor indånding før hun løb videre. Hun kunne høre de nærmede sig, hvilket slet ikke var godt, kunne hun overhovedet nå at løbe mere, hun kunne mærke hvordan hendes ben langsomt blev trætte, og hun var så forpustet, at hun stoppede op, men gemte sig så hurtigt hun kunne bagved et træ i nærheden af hvor hun var. Hailey sagde ikke noget, for gjorde hun det, ville de blot finde hende, så hun forblev tavs...Dog hjalp det ikke helt, fordi da hu kiggede frem for træet, for at se om de var forsvundet væk, fik en af dem fat rundt omkring hendes arme og nærmest holdte hende fast til jorden. Hun kiggede overrasket, og bange op på dem, tre mænd stod der, den ene med røde øjne, de to andre lignede helt normalle mennesker som hende. Hailey bed sig hårdt i tænderne, og prøvede at komme fri, men manden der holdte hende nede til jorden så ud til at være meget stærkere end hende, han var også bredskuldret, og det samme var de andre... Hvad havde de planer om. Hvorfor hende, hun prøvede mere og mere at slippe fri, prøvede at se om hun kunne nå hendes kniv i det bælte hun havde rundt omkring den sorte elegante korte kjole, men det var svært, og hun kunne slet ikke få fat i den.


Mændene smilte kynisk, og manden med de røde øjne nærmede sig hendes hals, hvorefter han slikkede hende en smule på halsen, det fik hende dog til at vende hovedet væk fra ham, og hun sank en klump i halsen. "Det her er vores heldige dag"sagde den ene mand, ham som var igang med at tage overtøjet af, hvorefter manden der holdte hende nede åbnede hans bukser, mens han strammede grebet om hendes hænder. Hailey gispede stort, og havde allerede fået en idé om hvad de havde tænkt sig, de var nok bare nogle endnu klamme mænd der havde tænkt sig at voldtage hende, eller prøve på det. Og det ville hun slet ikke lade ske, men så igen hvad kunne hun gøre, og hende som endda var jomfru... Det her skulle ikke være hendes første gang ikke tale om, og slet ikke til sådan nogle tåber som de mænd her. "Slip mig!!"råbte hun så højt i håb om at nogen havde hørt det, eller ville høre det. Manden der havde røde øjne, og sikkert var vampyr stoppede et kort øjeblik med at slikke hendes hals, og skulle til at bide hende i halsen men stoppede få centimeter fra den"Hvilken nydelig stemme du har, gad vide hvordan den lyder når du mærker lidt smerter og bid"sagde manden der havde taget overtøjet af, manden der holdte hende nede smilte skummelt til hende, og Hailey mærkede lysten til at fælde nogle tårer, hvis hun ikke allerede havde gjort det.


"Please... Lad vær"sagde hun bare, og prøvede endnu engang at komme fri, men næsten de fleste af hendes kræfter var brugt op af at have løbet igennem skoven med alt hvad hun kunne. Pludselig mærkede hun en finger mod hendes kind, og hun havde mest af alt lyst til at spytte ham i ansigtet, men gjorde hun det ville det blot ende mere galt end det var ved... Hun bad til at der var nogen i nærheden der kunne redde hende fra det her, inden disse grusomme mænd ville voldtage hende, hun havde allerede fået rifter på hendes knæ og ben, så at blive voldtage ville hun bestemt ikke tage med oveni det hele... Så begyndte mændene at grine over hende, hvorefter manden der holdte hende pludselig stod halvt nøgen"Jeg gætter på du er jomfru, se det er vel nok heldigt for os"sagde han og Hailey blev mere og mere bange, bare deres stemmer var grusomme at høre på, hun ville bare fri, for snart ville de sikkert voldtage hende, hvilket ikke var det hun havde lyst til."Lad nu vær... STOP!!"råbte hun så lidt højere, mens hun vred sig lidt mere hun gjorde alt for at slippe fri. Dog var de alt for stærke for hende, og hun mærkede pludselig tårene begyndte langsomt at trille ned ad hendes kinder"Please..."sagde hun så lavt.

Dunkelskov. Et dunkelt sted med dunkle væsener, hvoraf de fleste havde dunkle tanker... men det eneste der i sandhed var dunkelt på ham, var hans hud.
Humøret var ganske godt, aftensmaden var færdigstegt og duftede himmelsk! En af de ting, han var overraskende dygtig til.
For hvem gad da også at æde tørt, kedeligt og plant kaninkød når man kunne kreére de mest velsmagende krydderiblandinger og olier...?

Et mangeårigt liv på vejene og i alle Krystallandets afkroge havde lært ham en hel del - og ikke kun om vold, magt og kamp.

Zane nikkede tilfreds af sine stegekundskaber, og pillede den velduftende kanin af bålopsatsen.
Han satte sig til rette, og åbnede kæften for at tage en ordentlig bid som han ville brænde sig ganske meget på - og stoppede så op.

En lyd havde fanget hans opmærksomhed, og fyret op under samtlige af hans sanser... adrenalin.

Det var den umiskendelige lyd af en kvinde, som var i nød.
Han kendte den overordentligt godt - for han stod ofte selv for sådanne situationer.

Denne gang var der dog en helt anden frygt i stemmen, som ikke var specielt langt væk... og da den blev efterfulgt af mandlige stemmer hvis tonelejer klart afslørede deres intentioner, lagde Zane kaninen fra sig, greb det ene af de to langsværd som lå på jorden ved siden af ham, og rejste sig op mens han trak våbnet fri af dets skede.

Han lod skeden falde, og begyndte uden en eneste lyd at bevæge sig hen imod stemmerne.
Heldigvis var elvere ganske let på tå, og det var en smal sag for ham at snige sig gennem skoven - med ret god fart.

Det tog ham ikke lang tid at nå frem, og det han så fik ham til at tage et godt greb om sværdskæftet.
Zane var mange ting, og han havde gjort mange frygteligt fortræd... men der var én gerning som han aldrig ville nedværdige sig til at gøre eller tolerere - og det var det, disse barbariske mænd skulle til at gøre nu.

Zane kunne ikke se kvinden som lå på jorden, for han befandt sig bag ved manden som sad ovenpå hende - men det var også ligegyldigt, for selvom han langt fra var en helt, var dette noget han ville forhindre.

Han skænkede ikke kumpanerne mange tanker, men gik direkte efter manden som holdt kvinden nede:
Hurtig som en slange, skød han hen over skovbunden, og før nogen kunne nå at reagere, svingede han langsværdet skråt op, og skar en dyb flænge hele vejen op over mandens ryg.

Manden der havde siddet ovenpå hende døde ret hurtigt, det var slet ikke til at være i tvivl, for angrebet der kom kunne manden slet ikke nå at undvære, eller faktisk kunne han nok godt problemet var at han sikkert havde holdt hans øjne på Hailey. Så straks kom der blod til syne, det var jo også indlysende eftersom manden der havde siddet ovenpå Hailey pludselig langsomt faldt ned ved siden ad hende, og hun vidste slet ikke, hvad der skete, og var sket, udover hun havde set og opfanget at manden der havde siddet ovenpå hende pludselig var ret død. For hende betød det så kun at der var en person tilbage, og ham kiggede hun ikke på, hun vidste heller ikke om der var kommet andre herhen, men der måtte have været en der havde hørt hende, ellers ville manden sikkert være igang med at voldtage hende. Hun lod blikket glide forvirret rundt, og da hun så ville trille væk så den afdøde mand ikke ville ligge død ovenpå hende, skete der noget..  Typisk nok, når hun lige havde troet hun var i sikkerhed, så skulle der ske et eller andet, manden der pludselig havde taget fat i hendes arm, og nærmest hevet hende op fra jorden stod nu med Hailey i sin favn. 


Hailey der både var forvirret og ikke helt havde set noget af det her komme, stod bare og prøvede at slippe fri for manden der så ud til at kigge på et eller andet. Hailey fulgte så hans blik lidt, blot for at se hvad det var at manden stod og kiggede næsten ondt på, og fuld af hævn, dog kunne hun slet ikke undgå at kigge ned på manden der var død, stakkels ham han havde sikkert slet ikke set hvad der kom. Dog var hun glad for at være kommet fri af grebet, dog var hun hurtig blevet fanget af en ny, og hun kiggede over skulderen på ham"Hvad er dit problem!"råbte hun irriteret og prøvede at slippe fri, dog var det ret svært. Hun fik så øje på personen der hvist så ud til at have dræbt den anden mand, hun kunne se lidt af blodet på sværdet, og blev et kort øjeblik bange for at han nu ville dræbe både hende og manden, så hun begyndte at ryste en smule, og ønskede mere og mere at slippe fri. Hvem var denne person der så ret så mystisk ud, og Hailey kunne ikke rigtigt tænke klart ligenu, men på den anden side hvis denne person jo som det så ud til, havde reddet hende fra den anden mand, så var han da ikke helt ond, ja måske ville han faktisk ikke dræbe hende. Hendes øjne var rettet på ham, bare for at se lidt nærmere på hvordan han så ud, og hun sagde ikke noget, men kiggede blot til den ene side, hvordan skulle hun komme fri. 


Hvorfor var denne mand, eller generelt disse mænd her så interesseret i hende, der var en død, og to tilbage den ene holdte hende, hvorimod den anden stod klar med en kniv. Det var allerede blevet en smule blodigt,  og hun var næsten en smule sikker på at det nok skulle endnu mere blodigt, og hun vidste ikke helt om hun ønskede at se det eller ej, men hun var sikker på at denne person hun stod overfor som sikkert ville få øje på hende nu, hvor hun stod fanget ad nr to mand. Begge mænd var bevæbnet af knive, intet andet faktisk. Manden der holdte Hailey stod med en kniv rettet på hendes hals, som bare fik hendes hoved automatisk til at være rettet lidt op ad, så hendes blik også pludselig var rettet mod himlen. Var hun bange ja i den grad, og hun ville absolut ikke dø ligenu, hun ville ikke have det her, hvad skete der lige for de mænd der, selvfølgelig ville de også jage en smuk kvinde som hende, og mest også fordi hun både var jomfru men også adelig. Manden der holdte hende stirrede på denne person der havde dræbt manden der bare lå på jorden med øjnene åbne"Tsst... Hvem tror du så at du er"spurgte manden der holdte kniven mod Hailey s hals, den anden mand stod med armene over kors og betragtede personen der var kommet. 

"Hvorfor mig..."sagde hun lavt, hvorefter hun bare lod hendes arme hænge ned ad siden på hende, og hun vidste ikke om hun skulle blive mere bange end hun allerede var, det var frygteligt det her, men i det mindste var de da ikke igang med at voldtage hende, så det var altid godt. Hailey kendte ikke disse mænd, og hun kendte heller ikke personen der var kommet, men svag var han hvist ikke. Så mærkede hun noget mod hendes øre"Kære du ved hvorfor, vi er jo nød til at straffe dig for at flygte fra os"hviskede manden mod hendes øre, og det fik blot Hailey til at åbne øjnene stort op, bare stemmen lød koldt ned ad ryggen på hende, og den lød klam, næsten vammel. "I slipper ikke godt afsted med det her"sagde hun så, og havde næsten lyst til at spytte manden i ansigtet, men ikke mens han holdte kniven mod hendes hals. 

At dræbe den første mide havde været let nok... ingen havde nået at reagere på hans hurtige angreb.
De to andre mente åbenbart at de havde en eller anden chance for overlevelse, enten ved at tage pigebarnet til gidsel eller ved at jage en kniv i Zane... naiviteten kendte ingen grænser.

Det hele kunne muligvis være endt dystert og med pigens blod spildt for Zane's hånd. Det ville trods alt være let at stikke sværet igennem maven på hende, og dermed spide gidseltageren - men selvom Zane ikke var nogen helt, tøvede han i det øjeblik han så hvordan hun så ud.

Trods vildskaben og frygten i hendes øjne samt selve den stressede situation ikke viste hendes smukkeste side, var hun overdådigt skøn at se på.
Og for første gang nogensinde, var der noget ved hende som fik Zane's hjerte til at spring et slag over.

Gidseltageren spurgte hvem han troede han var, og Zane flyttede blikket fra pigen til manden bag hende
Han stirrede bare køligt på manden, mens denne hviskede ubehageligheder, som Zane udemærket kunne høre, til pigen.

"Frem for at true hende, skulle du måske fokusere på den modstander, som lige har hugget din ven ned. Du spurgte hvem jeg er, ikke sandt...?" lød det roligt fra ham, mens han holdt øje med begge mænd.

Så smilede han en smule, og fokuserede sin magi - hvilket resulterede i at en kvist på et af træerne bag gidseltageren eksploderede højlydt i lilla flammer, som lynhurtigt begyndte at flyve oer imod gidseltagerens kumpan som en anden flok arrige, dødsensfarlige bier.
SNAP! sagde det, og hvis manden var bare en smugle naturlig, ville det få ham til at miste fokus et enkelt øjeblik - og så ville Zane slå til:

Hvis det lykkedes at fjerne mandens fokus et øjeblik, ville Zane lynhurtigt skyde frem så han stod direkte foran kvinden, gribe fat om knivens blad med den ene hånd så han skar sig, men samtidig skærmede så hendes hals var i sikkerhed for klingen - og så ville han jage sværdet ind under hendes arm, uden at ramme hende, og spide manden bag hende.

Manden der havde holdt Hailey fanget mærkede pludselig slaget mod sig, han kunne mærke hvordan denne mystiske person havde angrebet ham, og brugt hans magi, og det fik ham til at miste fokus fuldstændig, han vidste slet ikke hvor han skulle kigge hen, eller hvad han nu skulle gøre, men han sank hurtigt ned på knæ, og Hailey mærkede hvordan hans arme langsomt slap hende, og hun var fri. Manden blev spidet, og ikke nok med det så var træet bagved ham så han slet ikke eksploderede men han kunne høre det, og Hailey kiggede blot overrasket bagved sig, tænk at nogen kunne gøre sådan noget stærkt og vildt som det der, det havde hun aldrig set før. Så skyndte hun sig at løbe lidt væk fra manden der nu bare knælede ned på knæ, med blodet der bare langsomt flød ned på jorden, han var så godt som død, han havde slet ingen kræfter til at gøre noget selvom han ivrigt havde lyst til at kaste hans kniv efter denne person her, men svag var han blevet, hvis han da ikke var det til at starte med. 
Manden der bare sad på knæene og følte hans eget liv var ved at slutte smilte til Zane"Hmmm ikke dårligt, hvad skal du dog med en adelig tøs som hende der"lød det bare koldt og næsten flabet fra manden.


Så kiggede hun rundt, og lagde mærke til at hun faktisk ikke var fanget af nogen, hun stod frit og betragtede personen foran hende, hun sagde ikke noget. Lod blot hans ansigt printe sig i hendes hoved, og hun lagde hurtigt mærke til at han blødte fra hans hånd, han havde hjulpet hende fri fra klingen, hvilket var pænt og sødt af ham, en gestus der næsten var helt underlig for hende. Dog fjernede hun ikke sit blik, men kunne godt forstille sig at træet ville vælte ned over manden der bare sad på knæ. Næsten alle mænd var slået ud, ja dræbte hvis man kunne kalde det det. Heldigt var det at han havde hørt hende, men hun var dog ikke sikker på de var døde, så uden hun helt tænkte over konsekvenserne i øjeblikket, valgte hun at gå hen mod manden der sad på knæ, og næsten tæt var på at blive dræbt af træet, men Hailey tænkte ikke så meget over at det ville falde når det kunne være, så hun stod nu henne ved manden, dog lidt fra og kunne se hvordan manden kiggede på hende, og skulle til at gribe ud efter hende, men hun trådte nogle skridt væk. "Glem det"sagde hun blot til ham, mens hun vendte ryggen til ham, og kiggede hen på hendes helt kunne man måske godt kalde det. Godt nok lignede han ikke en helt"Jeg....Ehmm.."sagde hun bare i næsten mumlende tone, hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige. 


Hendes blik var bare rettet på ham, og hun trådte et skridt mere hen mod ham, dog stoppede hun op da tanken om han var farlig begyndte at komme frem i hende. Tænk hvis han ville dræbe hende nu, ja tænk hvis han faktisk var ude efter hende ligesom de mænd var, Hailey begyndte at kigge rundt efter mulige veje at løbe væk, eller gemme sig, men der var ikke rigtigt nogle. Desuden var træet eksploderet, og hun havde set de lilla flammer, hvilken skønhed det bar, og udstrålede, aldrig havde hun set dem nogenlunde tæt på, ja aldrig havde hun set sådan noget, et menneske som hende, der tit bare var spærret inde for at lave adelige ting, og kedelige pligter, oplevede faktisk noget mere. Hendes blik var rettet hen på denne person der var foran hende, og selvom hun havde en lyst til at pleje hans hånd bare sådan uden videre, lod hun vær indtil hun var sikker på han ikke ville skade hende eller dræbe hende. Så hun stod med armene hvilende over kors, mens hun stadigvæk skulle væne sig til alt der var sket, valgte at lade hendes øjne hvile sig på ham"Du vil ikke dræbe mig vil du...Eller gøre det samme som du har gjort ved de mænd der"spurgte hun med en ret tydelig nervøs stemme. "Men på den anden side...Du reddede mig"sagde hun så lavt, og skulle lige få det hele til at hænge sammen i hendes hoved. Men hun havde stadigvæk spurgt ham, blot for at være sikker. 

Hvad skulle han med hende? Hvad var det dog for noget at spørge om på sit dødsleje?
Disse personer var tydeligvis ikke de skarpeste knive... og det skulle hurtigt vise sig at det var pigen så heller ikke.

Zane kiggede målløs på hende da hun gik hen imod den døende mand. Ikke for at losse ham en eller tage den sidste smule liv han havde i sig som hævn... Nej, hun gjorde det bare.

Uden nogen åbenlys grund.

"Hvad fanden er det du foretager dig? Hvis han fik chancen, ville han bruge sine sidste kræfter på at sprætte dig op!" vrissede han irriteret.
Var hun dum??

"Og nej, jeg har ikke planer om at slå dig ihjel... det klarer du tydeligvis fint selv. Hvad laver en adelsdatter fra Hovedstaden overhovedet i Dunkelskov?"

Hans ord kunne hun godt høre, men det var som om hun ikke tænkte så meget over dem, måske var hun ikke et væsen men hvis han havde kræfter tilbage, ville hun måske være heldig at løbe væk fra ham, eller siden at hun var blevet reddet af denne mystiske person, kunne hun aldrig være sikker på om han ville redde hende igen. Hun ville måske være på den sikre side, måske var det derfor hun havde valgt at træde hen mod manden, men eftersom træet væltede ned over ham, og han nu pænt lå død på jorden, behøvede hun ikke tænke på at de ville komme igen. Hun var glad for de ikke nåede at voldtage hende, hun kunne slet ikke forstille sig hvordan det måtte være. Hailey kunne gøre mange ting, og desuden havde hun også hendes kniv på sig, men de var døde, og de havde været stærkere end hende, så hun gik nogle skridt hen mod personen der stod foran hende.


"Men han havde ingen kræfter tilbage det havde du sørget for jo"svarede hun og lod blikket glide ned på hans hånd, der blødte fra klingen. Hvorfor var han blevet irriteret over hende, måske syntes han hun var dum eller noget andet, men Hailey tænkte måske ikke på konsekvenserne i øjeblikket, men hun vidste godt at hun også ville være forsigtig. Der skulle nødig ske hende noget, men at hun var blevet reddet var hun glad for. Hendes øjne flyttede sig væk fra ham, mens hun lod armene hvile over kors"Hvordan kan du vide han ville gøre det...Hvordan kan du være sikker på at du ikke vil stoppe det"sagde hun med en bestemt stemme. Hendes øjne hvilede sig på ham igen, og hun trådte så nogle skridt tættere på ham, blot for at se ham nøje an. Der var da et eller andet over ham, der virkede specielt, og anderledes, hvilket var en god ting. 


"Jeg flygtede fra de mænd der... Jeg forstår ikke hvorfor de så gerne ville have fingrene i mig"sagde hun med et lille suk, og greb så ud efter hans hånd. Hun var ikke i tvivl om hvad hun ville gøre, selvom han var fremmed for hende, betød det da ikke at hun ikke kunne starte med at være venlig mod ham. Desuden havde han reddet hendes liv, hans hånd lagde hun i hendes håndflade, og hun lod øjnene holde sig på hånden der blødte"Her lad mig ordne det...Det er det mindste jeg kan gøre som tak for at du har reddet mit liv"sagde hun og fik et lille smil frem på de bløde læber. Hailey tænkte lidt, og skulle til at hive et stykke af hendes kjole, for hende betød det ikke så meget, der var sikkert flere hvor de kom fra. 
Gad vide hvad denne mystiske person enlig lavede herude i dunkelskoven, hun var faktisk lidt nysgerrig efter at vide det"Men hvad laver du selv herude"spurgte hun så, og kiggede kort på ham. Hun fik et glimt af hans øjne, de smukke lilla øjne, de udstrålede, og han var ikke grim af udseende, han så godt ud, men Hailey sagde ikke noget andet end det hun havde gjort, fordi hun måtte vente på at høre hans svar til hende. 

"Du kan ikke vide om en modstander har kræfter tilbage, og det kræver ikke mange kræfter at stikke dig i maven med en kniv. Og hvis du havde tænkt dig at jeg skulle redde dig endnu en gang, så er du oven i købet naiv. Forvent aldrig noget af nogen." sagde han mens han betragtede den døde mand.
Det var, under alle omstændigheder, tåbeligt af hende at nærme sig en morder som stadig var i live.

Hendes næste ord fik ham atter til at skyde et øjenbryn i vejret. Hun var ikke sikker på hvorfor de var efter hende? Havde hun set hvordan hun selv så ud?
Zane lod hende tage hans hånd, og sagde så: "Den type går efter attraktive kvinder... og en smuk, ung kvinde iført en kort kjole, som vandrer alene rundt i Dunkelskov... det er lidt som at sende et lam ind til en ulveflok. Umuligt at modstå."

Han lod blikket glide hen over hendes ansigt, og sænkede det så for at se hvad hun gjorde med hans hånd.
Tænk at han, Zane D'tarion, havde skadet sig selv blot for at være sikker på at en anden ikke kom til skade... mærkeligt.
Meget mærkeligt.

Han kommenterede ikke hendes ord om at dette var det mindste hun kunne gøre, for der var ikke så satans meget at sige. Det havde hun pænt meget ret i.

"Hvad jeg laver herude? Steger kaniner og nyder livet lidt. Jeg er omrejsende, og lige nu er jeg bare i Dunkelskov..."

Med hans hånd i hendes hænder, stod hun med blikket på ham, hun mærkede hvordan blodet rørte hendes håndflader, men det gjorde nu ikke noget. Så lukkede hun hendes hænder lidt tættere omkring hånden, hvorefter hun lod hendes blik glide ned mod hånden, hun lod opmærksomheden være på hans hånd, og hun flyttede ikke blikket"Jeg er healer...Udover at jeg også er adelig, så jeg vil heale din hånd"sagde hun hvorefter hun lukkede øjnene, og tog en lille indånding, og hun gav hans hånd et blidt klem, hvoraf han sikkert ville mærke en varme, og følelse af at der skete noget. Det var Hailey der var igang med at heale hans hånd, det kunne også være en tak til ham fordi han havde reddet hendes liv, hvilket var pænt af ham. Hun holdte øjnene lukket, og efter lidt tid stoppede hun med at klemme hans hånd, og næsten lod hendes hænder løsne lidt op omkring hans hånd. Så åbnede hun hendes øjne, og kiggede ned mod hans hånd, og op på ham igen"Det kunne jeg se...Og føle, men jeg har aldrig oplevet sådan noget før, jeg har aldrig..."stoppede hun hvorefter hun sendte ham et lille smil."Årh det kan enlig være ligemeget...Men din hånd er  healet"sagde hun og lod hendes øjne glide langsomt ned ad ham, hvorefter øjnene var landet på hans ansigt. 



Hun havde lyttet til hans ord, og valgte at træde et skridt tilbage, hun drejede rundt på hælen, og betragtede omgivelserne en smule, i øjeblikket sagde hun ikke noget, nød måske bare friheden en smule. Selvom de var i dunkelskoven, og mændene var døde, så føltes det rart at være væk fra hendes hjem, bare følelsen af at være udenfor var rart. Hailey var tæt på at lade blikket glide op mod himlen, og bare nyde den dejlige luft, og frihed der var. Hun drejede sig så lidt hen mod ham"Lyder meget hyggeligt, hvordan kan det være du så endte her"hendes stemme var venlig, dog havde hun et nysgerrigt blik på sig. Og hun flyttede ikke sit blik fra ham, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige til hans kommentarer til hende, men et eller andet sted kunne han godt have ret i det. Måske var det dumt at gå tæt på en der sagtens kunne dræbe hende på nul komma fem, og det var jo ikke sikkert at han faktisk ville redde hende, hvis det skete igen. "Du har ret, men jeg forventer ikke noget fra nogen...Men derfor kan jeg godt være glad for at have blevet reddet ikk"sagde hun og sendte et bredt smil til ham. 


Det var sjovt hun kunne stå og smile til ham, efter at hun havde været tæt på at blive voldtaget, og med de døde mænd omkring sig. Dog var Hailey nok bare en der ikke gad være ked af det, eller være svag, selvom hun nok alligevel var det på nogle punkter. Hun kiggede rundt en smule, betragtede omgivelserne en smule, så gik hun hen til ham, trådte faktisk lidt tæt på ham, og stod nu og holdte øjenkontakt med ham"Jeg sætter stor pris på at du har reddet mig...Jeg var bange for at de ville få gennemført deres skumle og onde planer"sagde hun og holdte kort rundt om sig selv, mens hendes blik langsomt gled ned mod jorden. Hailey skyldte næsten sit liv til ham, ja hun ville endda gøre noget godt for ham, mest også fordi at hun heldigvis stadigvæk havde sin jomfruhed, og den var hun glad for at den ikke var taget af sådan nogle mænd som de idioter der havde moret sig over at have fanget en adelig som hende. 

Hun havde et lille smil på de bløde læber"Hvis du ikke var kommet herhen, dræbt de mænd der... Ved jeg ikke hvad jeg havde gjort"sagde hun, og tænkte en smule, ja gad vide hvad hun faktisk havde gjort måske ville det bare ene galt, hvis han ikke havde kommet og reddet hende."Det er med at nyde livet så godt man kan...Uanset hvad der sker"nikkede hun forstående, og kiggede lidt op fra jorden, så hun kiggede rundt"Man kan aldrig vide hvilke oplevelser og minder man vil skabe, hvis man ikke nyder livet"sagde hun og lod hendes øjne møde hans. Hailey havde aldrig hørt at man kunne stege kaniner, og hun vidste slet ikke noget om det, smagte det godt, var det ikke synd for kaninerne, men hun burde måske også lade være med at tænke så meget over de spørgsmål. Måske ville det ende med at hun ville komme hen til det sted i dunkelskoven, hvor han havde opholdt sig, og steget kaniner. "Smager kaniner godt"spurgte hun og kørte hænderne langsomt op ad hendes arme, lidt kulde kunne hun mærke, dog havde hun ikke tænkt over det før nu. Der var enlig også noget hun havde glemt, eller noget der ikke lige havde været der endnu, og det var præsentation af hendes navn, og hun kendte heller ikke hans navn.

En adelig healer, køn som baare fanden og klædt i en lettere udfordrende kjole, ubevæbnet i Dunkelskov.
Zane var lige ved at ryste på hovedet, men skød så tanken fra sig... det var efterhånden htydeligt hvorfor hun var herude, og hvorfor hun var så uforberedt på skumle typer.

"Du er med garanti herude fordi du er eventyrlysten... du keder dig hjemme i Hovedstaden med alle dine tjenere og bejlere og hvad ellers... så du har besluttet dig for at tage på dit helt eget eventyr. Dette har ført dig til et møgfarligt sted, og du er her enten ubevæbnet, eller bevæbnet med noget så sølle som en kniv. Det er et bevis på uvidenhed... så måske du skulle lære at begå dig på steder som dette, før du begiver dig ud og sætter livet på spil."
hans ord var nærmest som en spydig lektion, og det var tydeligt at han var lettere ligeglad med de ting hun sagde og spurgte om.
Det kom egentlig ikke hende ved hvordan han var endt her i skoven - hun burde sådan set bare være glad for det. 

Altså, med mindre han valgte selv at gøre hende noget...

Zane smilede dog lidt af hendes spørgsmål om kaniner, og trak så den healede hånd til sig før han vendte ryggen til hende og begyndte at gå tilbage imod hans lejr.
"De smager fortrinligt, og du er velkommen til at prøve... men at følge efter en fremmed mørkelver midt inde i Dunkelskov, er det samme som at risikere livet. Vi er trods alt kendt for at være både sadistiske og ondskabsfulde..."

Da han så så ud til at ville gå tilbage til hans lejr, eller blot væk fra her hvor de stod, undrede hun sig en smule, hvorfor han mon ville det, men på den anden side, ville hun nok ikke være her helt alene. Mest fordi hun ikke kunne vide, om der ville komme flere modstandere, eller flere der var ude på at fange hende, eller få fingrene i det lækre blod hun havde. Generelt var adelige en interessant ting, især for væsner som vampyrer og andre væsner, men denne mystiske person her, virkede ikke som om han var ude efter hende. Det gav hende en tryghed, og hun trådte nogle skridt mod ham, og valgte at gå foran ham, så han faktisk automatisk ville stoppe, medmindre han ville ignorer hende"Har du noget imod hvis jeg går med"spurgte hun med et smil, og hendes øjne hvilende på hans ansigt.



Men hans ord lød meget rigtige, og det fik hende næsten til at se ned i jorden, tanker gik ind i hendes hoved, hvor var hun bare glad for at hun var kommet ud fra hendes hjem. Det var som om hendes pligter, mor var ved at drive hende til vanvid, det havde føltes som et fængsel, og hun ville blot føle livet udenfor, bare hvordan det hele var, og hvilke spændende ting der måtte være. Hailey var træt af livet indenfor, godt nok var det vel passende for en adelig, at gøre de ting, og passe pligter osv, men det var bare ikke hende, hun ville opleve nogle ting, og få skabt sig en masse minder, og oplevelser. "Jeg finder dig ikke skræmmende...Selvom du måtte være fremmed for mig, føler jeg en underlig tryghed ved dig"sagde hun og lagde hovedet på skrå, hvorefter hun tog fat i hans hånd hun før havde healet. Gav den et blidt klem, hvorefter hun sendte ham et stort smil"Du har ikke givet mig nogen grund til at være bange for dig, så hvorfor skulle jeg ikke ville følges med dig ind i skoven"spurgte hun venligt.



"Det kan til tider føltes fanget, at være derhjemme...Møde en masse bejlere, som faktisk ikke engang får det der frem at man vil se mere til den person...Så mange der bare slet ikke fanger ens interesse eller nysgerrighed"sagde hun og lod hendes øjne falde ned på hans hånd. "Men jeg måtte risikerer mit eget liv for at være herude i denne skumle skov, men jeg er jo ikke alene...Du er her jo"sagde hun og strøg en finger over hans hånd.  Enlig var det farligt for hende, men hun havde nok bare den stædighed der sagde at skulle hun blive derhjemme ret meget længere ville hun kede sig besynderligt meget, det ville blive så slemt, at hun sikker ville flygte. Hailey elskede hendes forældre, og mor men tit blev det bare lidt for meget, men som han havde nævnt hun havde kun en kniv med sig, men var meget god med knive, dog havde hun ikke nogen chance mod de mænd der havde overfaldt hende. 



Så lagde hun hendes øjne lidt væk fra ham, og skulle til at give slip på hans hånd, før hun kom i tanke om noget"Selvom jeg måtte være en adelig, så føltes det rart og spændende at være herude i skoven, selvom der ligger noget fare over stedet, så er det rart at der endelig sker noget..."sagde hun og holdte en lille pause, hvorefter hun kiggede på hans øjne"I stedenfor at føle sig fanget, og låst fast..."fortsatte hun med et lille smil Denne person her hun stod ved, selvom han var en fremmed for hende, var han køn, virkelig smuk og tiltrækkende. 

Om han havde noget imod at hun gik med?
Zane kastede et enkelt blik på hende, et åbenlyst 'elevatorblik', og sagde så "Du er velkommen...".
Det ville ligne ham meget dårligt at afvise en kvinde, som så så skøn ud.

Han lyttede til hendes ord i stilhed mens han fortsatte forbi hende og over imod hans lejr (Han gik ud fra at hun bare fulgte med).
Hvad var der dog med denne pige? Hun følte en tryghed fra ham? Ham?
"Den eneste grund til du føler dig tryg ved mig er, at du intet aner om mig. Du ved ikke hvad jeg har udsat andre kvinder for - og tro mig, den eneste forsel på mig og de mænd der overfaldt dig er, at jeg ikke voldtager nogen. Det gør mig dog ikke til en venlig og god mand." sagde han så, egentlig ganske neutralt.
Hvis pigen her havde vidst de ting om ham, ville hun være stukket af i ren frygt for at det skulle ske for hende også.

Hendes blide berøring af hans hånd var lige ved at få ham til at gyse - men på en ret så behagelig måde.
Huden på hendes fingre var blød... og han kunne ikke lade være med at forestille sig hvor fantastisk blød og dejlig den måtte være visse andre steder.

Dette skød han dog ud af hovedet hurtigt.
Ingen grund til at redde pigen, bare for at give efter for sin egen lyst og udsætte hende for hans næve mod hendes sikkert umådeligt pæne mave.

"Jeg kan dårligt forestille mig det. Det lyder som om du virkelig har følt dig fanget hjemme i dit palæ, eller hvad du nu bor i." sagde han så, og skubbede dermed de sidste mørke tanker fra sig.
"Men det var stadig tåbeligt at tage herud så uforberedt."

Svaret om at hun gerne måtte gå med ham, var hun glad for at høre, desuden var det sikkert også meget mere hyggeligt end at være helt alene, eller vandre rundt herude i dunkelskoven alene... Eftersom der allerede havde været nogle klamme, perverse mænd, var det aldrig til at vide om der ville ske mere. Skoven her, så dyster en skov her, og med mørket lagt over sig var det ikke til at vide, om der ville ske noget. ”Jeg er glad for jeg må gå med dig”sagde hun og valgte at gå ved siden af ham, hendes blik var rettet ligefrem som de gik, han kendte vejen, så hun fulgte bare med, hvilket hun ikke havde noget imod. Desuden havde Hailey aldrig været herude i denne skov før, så det ville sikkert ende med at hun ville fare vild, eller et eller andet – generelt bare godt at hun havde selskab af Zane, og at han selvom han var fremmed havde været venlig mod hende, og virkede til at han godt ville snakke med hende. 
 
Det var altid godt at føle sig ønsket, på en underlig måde, men denne fremmed person her hun havde mødt, kunne hun aldrig vide hvordan var.. Hun havde hun lige mødt ham, dog havde hun ikke fået nogen grund til at frygte ham, hvilket var godt eftersom de fleste folk sikkert var mystiske og meget tilbageholdende – men det virkede denne Zane ikke til at være. Hailey kunne godt lide at gå ved siden af ham, det var som om der lå en lille tryghed i at Zane var der... Hvorfor vidste hun ikke, måske mest fordi han faktisk havde reddet hendes liv.
 
 
”Men jeg tror på det bedste i folk, jeg gætter lidt på at du også har noget godt inden i dig selv... Men som du måske ikke ønsker at vise, eller bringer frem”sagde hun mens hun drejede hovedet lidt så hun kiggede hen på ham. Så lyttede hun fortsat til ham, og holdte sit blik fastlåst på ham”Men jeg vil håbe på jeg kan få chancen for at lære dig at kende”sagde hun og sendte ham et smil. Da han så begyndte at nævne at hun måtte have følt sig fanget, nikkede hun blot, og flyttede sit blik væk fra ham et øjeblik”Ja det føltes til tider meget fanget, derfor er det rart at opleve noget andet og se noget andet... Bare følelsen og øjeblikket af at se og opleve noget andet”sagde hun og smilte for sig selv. 

Han lyttede halvdovent til hende mens de gik. Det var ikke at hun var uinteressant som sådan... han havde bare en af de dage hvor dovenskaben ofte tog over.
Også selvom han lige havde splittet en gruppe voldtægtsforbrydere ad.
Det var knap nok motion alligevel.

"Det ville være underligt af mig at redde dig, for så at sende dig alene ud i Dunkelskov så du kan blive ædt af et kobbel skyggeulve..." sagde han og sendte hende et skævt smil.

De nåede frem til lysningen med det lille bål, og blev omgående ramt af den skønne duft af tegt, krydret kød.
Zane vendte tilbage til sin forrige siddeplads og lod sig dumpe tilfreds ned på jorden.
"Du tror der er noget godt i mig som jeg ikke vil vise...? Og du vil lære mig at kende? Du, min ven, er en modig pige. Tag nu den ene kanin og få lidt i maven, så kan vi snakke om hvad der nu skal ske..." sagde han og samlede derpå sin egen kanin op.

Han tog en bid, og måtte fryde sig over at hans lille redningstur havde varet præcis længe nok til, at kaninens temperatur ikke længere var skoldende - men helt perfekt.

Duften af det krydret kød var nyt for hende, hun havde aldrig før lugtet sådan noget før, men det var ikke fordi hun væmmes af det, tværtimod duftede det specielt. Det var en spændende oplevelse, og at hun skulle prøve at smage på kaninen var noget hendes forældre aldrig ville give hende lov til, mest fordi hun var så elegant, adelig at det helt kunne gøre ondt, hun kunne virke håbløs, selvom hun ikke var det - måske til tider, men sådan var det vel. Hailey var jo et menneske, dog havde hun nogle evner her og der, men de evner havde hun heller ikke brug for ligenu, man kunne aldrig vide om hun ville få brugt dem. Hun gik hen mod ham, satte sig ned ved siden af ham, trak hendes knæ ind til sig, hvorefter hendes øjne faldt hen på kaninen, den anden var han godt igang med, så med en lille pause for at tænke lidt over tanken om at spise kaninen, samlede hun den op i hænderne, og rykkede sit ansigt tættere på den. Den duftede nu meget godt"Det her er første gang jeg nogensinde vil spise kanin"sagde hun og kiggede hen på ham, hvorefter duften fra kanin var tydeligt for hende at lugte.


"Jeg havde aldrig troet jeg skulle ende herude i dunkelskoven...Jeg har aldrig været her før, men selvom her er dystert og skummelt så er det som om her også er en ro og stilhed"sagde hun og lod blikket falde tilbage på kaninen som hun så hurtigt tog en bid af, hvorefter hun næsten var helt overrasket over det smagte så godt som det gjorde. Hun lyttede til hvad han måtte sige, og hun tog nogle bid af kaninen, hvorefter hun kiggede hen mod ham"Jeg er glad for du reddede mig...Men hvad fik dig til det hvis jeg må spørge"spurgte hun med et undrende blik. Hailey kunne slet ikke forstille sig, hvordan det måtte være hvis de bæster havde fået lov til at gøre det de faktisk havde planer om -nemlig at tage hendes jomfruhed, den var dyrebar som man kunne sige, og Hailey kunne takke Zane mange gange fordi han var det her sted som hende, og at han faktisk havde hørt hende. "Sker det tit at du redder skønne jomfruer i nød"Spurgte hun så med et drilsk smil, hvorefter hun tog en bid af kaninen, så der til sidst næsten ikke var mere tilbage. 




Da hun så fik spist kanin smed hun benet hen mod bålet der var, og hun holdte så rundt om hendes knæer, mens hendes blik flakkede en smule rundt i omgivelserne, denne lysning her var faktisk meget flot, og hyggelig. Det var lidt underligt, men på en god måde - tænk at noget kunne være og føltes sådan. Hun fugtede læberne en smule, og kiggede hen på ham"Ja det må lyde underligt for dig, en fremmed kvinde sige sådan noget"sagde hun og lod hendes øjne hvile sig en smule på hans øjne. Ja hun måtte være modig, desuden var hun også sluppet afsted med at komme væk fra pligter, opgaver, alt hvad der måtte være af adelige ting man skulle gøre. Hailey smilte lidt for sig selv"Ved jeg enlig hvad du hedder"spurgte hun så med et lille smil. 

Første gang hun fik kanin? Spiste adelige ikke ordentlig mad??
Tåbeligheder.

"Kanin er god mad. Enhver kok med respekt for sig selv kan lave en god kaninsteg. Du har en hel del at lære." det blev sagt med et smil. Et bedrevidende smil ganske vist, men dog et smil.

Zane måtte give hende ret i at her var en vis form for ro... men det var kun hvis man vidste hvor man skulle færdes i skoven.
Dunkelskov var kendt for at være et farligt sted, og at tage den forkerte sti og ende op i det forkerte område, ville let kunne koste en uerfaren rejsende livet.
Jah, selv erfarne vandringsmænd havde måtte lade livet i disse skove...

"Hvorfor jeg reddede dig...? Fordi jeg har alt imod voldtægt." sagde han, og tilføjede så halvhurtigt, og med et snedigt smil: "...men det gør mig bestemt ikke til en helgen. Tro mig, frøken... jeg plejer ikke at være så rar mod kønne piger. Du har blot været så heldig at fange mig i en mere... venligtsindet stund."

Men med hendes udseende... åh, der var ingen garantier for hvad der ville ske. 

Zane skød hurtigt tanken fra sig før den udviklede sig, og koncentrerede sig i stedet om at spise.
Den kanin var han nu sluppet ganske godt fra...

Da han var færdig, kiggede han over på hende med et lettere målende blik, før han svarede:
"Zane. Og du er?"

Det var måske ikke fordi de adelige fik så dårlig mad, tværtimod så fik de ret tit luksusrøse retter, og fin dækket bord, et bord fyldt med retter, glas, bestik ja hvad der ellers måtte være. Det var tit at maden hjemme hos Hailey ikke lige bestod af kanin, men det var interessant at smage det, især når det var hendes første gang hun fik smagt på det. Havde hun været hjemme var det sikkert forbudt at spise eller komme i nærheden af de slags dyr, hvorfor var faktisk underligt, måske der var bestemte regler indenfor det - var dog aldrig til at vide, hvordan det hele hang sammen. Hailey kiggede ind i bålet lidt, og kiggede så hen på Zane, et bredt smil bredte sig over de bløde læber.


"Hailey"svarede hun og lagde hovedet på en smule på skrå, hvorefter hun kørte hænderne ned af hendes knæer, og længere ned ad låret, mest bare for at varme sig selv lidt. Godt nok var der bål, men hun sad ikke helt så tæt ved det, men alligevel havde hun bare lysten til at varme sig selv en smule. Det var nu også som om dunkelskoven var en anelse kold eftersom mørket var lagt, og stjernerne begyndt at komme frem på himlen. Så nikkede hun til Zane s ord, og hun var helt enig"Voldtægt er frygteligt, jeg forstår ikke hvordan nogle mænd kan få sig til det"sagde hun med næsten frygt i stemmen, og blikket vendt ned mod hendes fødder. "Men nogle kvinder er måske selv ude om det"sagde hun så og kiggede skråt hen på Zane. 




Hailey stoppede et kort øjeblik med at køre hænderne ned ad knæene og låret, og valgte at snuse lidt til luften, duften fra kaninen var væk, og hun var glad for at han havde tilbudt hende at hun kunne få noget at spise. Det var næsten udmattende at tænke på, at blive forfulgt ind i dunkelskoven, og bare løbet og løbet, til hun sidst blev overfaldet af nogle skumle typer. 
"Men i mine øjne kan jeg allerede sige at du er en helt, selvom du måske ikke opfatter sig selv som en"sagde hun med et lille smil, og kiggede en smule rundt, tankerne om at rejse sig op og gå lidt rundt på pladsen sad inde i hendes hoved. Dog på den anden side, kunne der sikkert ske noget igen, det var aldrig til at vide, men for hendes egen skyld blev hun siddende lidt. 


"Den venlighed klær dig meget godt så, især hvis det ikke er tit du er det"sagde hun og strøg en hårtot væk fra ansigtet, hvorefter hun betragtede ham en smule. Det kunne undre hende en smule, hvordan han bare havde siddet her alene ved bålet, og slet ikke havde været sammen med nogle, var ensomheden ikke trist til tider.. Eller måske var det bare sådan han bedst havde det"Men hyggeligt at møde dig Zane"sagde hun så og rækte en hånd frem mod ham i samme takt som hun drejede kroppen hen mod ham.

At hensigten var at varme sig var fløjtende ligegyldigt.
Da hun begyndte at køre hænderne hen over sine lår, gik det op for Zane hvor tiltrækkende han faktisk fandt hende.
Farligt tiltrækkende.

Så han slog hurtigt blikket væk fra hende og koncentrerede sig om bålet i stedet.
Hvis han gav efter, ville hun blive skræmte væk... og så havde det da været totalt spild at bruge tid på at redde hende.

"Hailey..." Han smagte lidt på navnet, men kommenterede det ikke.
"Pft! Jeg er ikke en helt. Hvis du vidste hvad jeg har gjort..." sagde han og sendte hende et farligt smil.

Han tog dog hendes hånd i sin og nikkede roligt.
"I lige måde, mærkelige, adelige frøken Hailey."

Da han havde taget hendes hånd i sin lod hun hendes øjne falde ned på hans hånd, det føltes på en underlig helt anderledes, på en god måde. Måske var det hans hud, følelsen af at mærke den, eller måske var det bare et kort glimt inde i hendes hoved om en forestilling om hvordan hans hud måtte være. Hailey betragtede ham en smule, hvorefter hun hurtigt efter hans ord lænte sig en lille smule ind mod ham, hun kunne i et kort øjeblik slet ikke forstille sig at han måtte have gjort nogle ting der ville gøre ham til en skurk frem for helt...Men på den anden side han udstrålede også den mystikhed, og fare der næsten kun kunne betyde at han var alt andet end en helt. Hailey stoppede et kort øjeblik også med at køre hendes hænder ned ad lårene, varmen var begyndt en lille smule at komme frem i hende, dog var det ikke så meget men det var da en start. "Hvad har du da gjort siden du ikke er en helt"spurgte hun og trak sig så en smule tilbage, så hun ikke virkede alt for direkte mod ham, det kunne være han slet ikke kunne lide det. Hailey kiggede kort ind mod ilden, og fik et smil frem på læberne, åh de fyldige læber der i mørket bare udstrålede som resten af hende, det var da forstående hvis hun blev kidnappet, eller stjålet... Med det udseende hun skulle næsten passe på, og holde øje rundt omkring sig. 



"Hvis du stoler nok på en adelig som mig til at fortælle det, så vil jeg gerne høre det"sagde hun så, og lod blikket falde hen på ham. Hænderne var ved hvert sit ben, blev placeret på siden af begge lår, så hun sad lidt bedre. Han kaldte hende mærkelig, eller måske var det kort men det gjorde intet, hvis han ville syntes det, så gjorde han det, hun var bare glad for at blive reddet og have hilst på ham. Dog var hun også glad for hun ikke skulle tilbringe natten og mørket herude i dunkelskoven helt alene. Allerede efter første overfald, var det aldrig til at vide om der ville komme et til, så Hailey måtte nyde det så længe det varede, men hun var dog også glad for at hendes 'helt' eller redningsmand virkede så venlig mod hende. Det var rart, men hun kunne godt fornemme at det ikke skete så tit, måske var han bare i godt humør, eller havde en god dag -var aldrig til at vide, det kunne også være han som han havde nævnt ikke havde nogen grund til at skulle angribe hende, og være vred på hende. 



Hailey betragtede så Zane en smule mere, før hendes blik faldt hen mod ilden, og hun smilte kort for sig selv, tanken om at være herude i denne skumle skov, og med himlen fyldt med stjerne. I sig kunne det hele føltes som i et eventyr, eller et mysterium, uanset hvad var hun ikke særlig bange som før. Måske var det ham der gjorde det, måske var det ham der havde givet hende den tryghed hun havde fået. Men igen han have reddet hende jo"Zane"sagde hun så næsten spørgende, hvorefter hun kørte hænderne ned ad lårene, og trak fødderne lidt ind til sig."Dit navn lyder specielt"sagde hun så bare, uden rigtigt at spørge ham om det spørgsmål hun ville. Men hans navn var flot, det lød specielt, aldrig før havde hun hørt det før. Hvis hun skulle tage ud fra hans udseende lignede han en der godt kunne hedde Zane, men det vidste han måske godt. 

Ah ja... heroiske Zane. Prinsen på den hvide hest. Befrier af jomfruelige adelspiger på farlig skovtur. 

Komisk.

Ja, det var lige før han lo ad det. Men det mærkeligste var måske at hun havde ret - til dels.
Han kunne være en anelse heroisk... havde han måske ikke lige reddet hende fra en gruppe skumle typer? Og havde han ikke beskyttet en ung pige under den Mørke Plage, hvor vinteren hærgede nådesløst overalt?
Og hans planer om fremtiden... kom de måske ikke de, som ikke havde noget sted at tage hen, til gode?

Jo da.

Men han var stadig ingen helt.
For helte myrdede ikke folk, og helte udlevede ikke deres mærkelige lyster på tilfældige, skønne piger, og helte gjorde bestemt ikke hvad han havde gjort imod den dæmonskøge, han havde mødt i Piraternes by...

"Du vil gerne vide det...? Jamen i så fald..." sagde han og kastede et smil i hendes retning.
Han var færdig med at skjule hvad han var... der var ingen grund til at holde tingene skjult.

"For det første... så har jeg for blot et par dage siden brændt en mindre del af Hovedstadens Øvre Distrikt ned, slagtet en god del af byens vagter, samt taget et par civile med i købet. Hvorfor? Fordi jeg ikke er en ven af Lyset."

Han smilede stadig, og der var ikke så meget som et eneste glimt af fortrydelse i hans blik. Han havde gjort hvad han havde gjort - det var forfærdeligt, og vidste det. Men det rørte ham ikke.

Zane vendte fronten imod hende og rakte en hånd ud. Hvis ikke hun trak sig tilbage, ville han lægge tommel- og pege finger om hendes hage og se hende i øjnene.
Hendes smukke, brune øjne...

"Derudover er jeg sadistisk af natur. De piger jeg har været tæt på, har fået intens smerte at føle... så, har du nu lyst til at stikke af?" sagde han så, og smilede grumt.