Stille dage var de perfekte at udnytte. Folk var optagede med deres almene hverdagsformål uden øjne for hvad hun rente rundt og foretog sig af ulovligheder. Maya var efterhånden blevet verdensmester til at falde i et med skyggerne eller mængden hun befandt sig i, trods den brune hud var langt mere iøjefaldende end mange andre gadebørns. Hun gik med et mål, uden at virke for dedikeret og afslørende. og alligevel var det gået galt.

Hun bar som altid de posede bukser med en solid livrem der holdte dem fast. samt en stumpende trøje der viste et lille styk af hendes brune mave. Hun var og lignede ganske simpelt et barn, der ikke kom fra de mest heldige vilkår i hovedstaden, men det var ikke en forbrydelse at befinde sig i de øvres kvarter af den grund.
En ting der dog var en forbrydelse var at stjæle fra en husstand. Noget vagterne havde fanget hende i, og den sekstenårige pige begyndte at spæne som død og pine ned af gaden. Hun maste sig ind mellem fine folk, mænd med høje hatte og kvinder i brede kjoler, der for en stund havde blandet sig med pøblen, der hvinede eller råbte som hun spænede forbi.

Vagterne var begyndt at få hende afskåret og fanget i en krog, da en hånd tog fat i hendes. Forskrækket løb hun med, uden helt at havde forstået hvad der foregik. Maya kiggede forskrækket og forvirret frem på en lige så beskidt knægt som hende selv. Vagterne var hurtige til at følge efter dem. "Jeg håber du kender en smutvej, ellers ryger vi begge i fedtefadet!" kom der en smule panisk fra Maya der helst foretrak ikke at havne i brummen for natten. Eller endnu værre. Et af de ildelugtende børnehjem der alligevel aldrig havde plads eller mad nok.

At løbe fra vagterne, ja det var noget Anthon normalt var mega god til, han kendte de fleste gemme steder, nogen af dem, kunne desværres ikke bruges mere, da vagterne kendte dem. Han smilede og sagde ikke noget til hende, men skyndte sig at øge sit løbe tempo, han hev hende med omkring en bygning, fjernede hurtigt et par stykker stof, som tydeligt havde været brugt til at transportere korn og sådanne ting. Han åbnede en låge og puffede hende ned i rummet der var under lågen, Han havde lagt stoffet sådan at han mens han havde lukket lågen halvt, kunne han ligge stoffet henover igen.

Han så på rundt, der var mørkt her nede, og man kunne næsten ingen ting se ” Vi skal bare gemme os her, helt stille, ingen tror vi vil være her, da det er her der bliver gemt kartofler og sådanne ting, til hvad ved jeg ikke, men ikke noget med at larme og råbe, for så finder de os” sagde han og satte sig stille ned. ” jeg har ikke nogen lys eller noget til at lave ild desværre, så vi kan få lys” hviskede han stille.

Det var meget uvant for Maya bare at følge bagefter, men det var ikke ligefrem fordi hun fik særlig mange valg. Det andet valg hun havde var at stoppe og havne i favnen af vagter - Ikke ligefrem noget hun brød sig synderligt meget om! Så i stedet fulgte hun efter uden at stille nogle former for spørgsmålstegn, men kunne ikke undgå et let mumlende grynten som hun blev puffet ned i et rum i skjul for omverden.

Maya satte sig stille ned ved siden af ham og nikkede til hans ord. Da han snakkede om lys kunne hun simpelthen ikke lade være med at sætte en finger op for sin mund og syshe på ham. "Det går nok - stille" hviskede hun hurtigt inden hun igen blev helt stille. Det var nervepirene at sidde i fuldstændig mørke uden at kunne løbe nogle steder hen. Endnu værre var det som løbende skridt kom i deres retning "Hvor blev de møgunger af?!" Maya spændte i hele kroppen og bed tænderne hårdt sammen. forhåbentlig troede vagterne at de var løbet i en anden retning.

Anthon hørte godt hun svarede og tyssede, han forholde sig helt stille. Han havde ellers planlagt en dag uden problemer og ballade, men ja han havde bare ikke kunne holde sig tilbage fra at hjælpe hende, for hun lignede virkelig en som havde brug for hjælp, og måske kunne det ende med et venskab, man viste jo aldrig. Han hørte god de løbende fodtrin komme mod dem, der hvor de gemte sig, og ikke mindst hvad der blev sagt ,han sad helt stille, hun turde dårligt trække vejret, hvorfor han egentligt var så bange, var vel inderst inde fordi de fleste vagter kendte ham ud og ind, men de vagter der havde løbet efter pigen, havde han ikke i minde at have set før, det var jo ikke alle vagter han kendte og som kendte ham. Men en stor del af dem gjorde.
 

Han hørt en af vagterne sige ” de løb sku nok den anden vej, hmm lad os forsætte, og bare lade os holde øje med dem. Der er ingen grund til at lede efter dem, næste gang klapper fælden” sagde en af dem. Inden man kunne høre fodtrin væk. Anthon sad stadigvæk musse stille, for han viste joi kke om det var nogen af dem der var gået og andre der var blevet eller de alle var gået. Han var bange, han viste ikke om han turde kigge op. Men valgte at gøre det alligevel, der var ikke et øje, og vagterne var slet ike til at se. Han åbnede lågen helt og kravlede ud ” kom jeg viser dig et sted” sagde han og så på pigen, rakte hende sin hånd så hun kunne komme op.

Maya havde haft alt for mange møder med byvagter og soldater i sit liv. De var ikke ligefrem venligsindet, men det var bedre end de større kriminielle der hellere slog end at høre en forklaring. Derfor huede tanken om fængsel hende dog alligevel ikke spor! Frihed var hendes drift og at sidde i en muggen fangekælder var en kvælende tanke. En tanke der kunne frembringe angstliggende tilstand, der gjorde at hun sad bumstille i fuldstændig anspændt tilstand og stirrede stift på den lyse sprække i deres gemmested. Den blev kort blokeret som vagterne valgte at tage en anden retning. Maya lod sig selv trække vejret derefter, men sad stadig stille.

Situationen begyndte at falde sig ind, og mange spørgsmål dukkede op i hendes hoved. Hvorfor hjalp den anden knægt hende? Bragte sig selv i søgelys og fare? Det var alt sammen voldsomt finurligt for hende. Maya havde altid været vant til at klare sig selv og ingen ville ofre sig for hende. Indtil videre havde hun nu mødt to der havde gjort det. Jarko og nu denne knægt. Hun tog imod hans hånd og kom hurtigt op fra skjulestedet og fulgte efter ham uden nogen tøven. Han havde i hvert fald vundet en midlertidig troværdighed hos hende, til at hun ikke frygtede at blive lokket i baghold. Maya var voldsomt paranoid, så der skulle alligevel en god del til.

/inaktiv