Sted: Ferghus lille hytte, der ligger i en skov ved siden af en mindre landsby, som er placeret i den nordlige del af Det Centrale Krystalland, ikke så langt fra Dødens Kløft
Tid: Ikke så langt over middag
Vejr: Solrigt og sommerligt og dog med en fornemmelse af, at efteråret snart er på vej

Solen skinnede ned i den lysning, hvor Ferghus hus lå. Skoven omkring det lille hus bestod af en blanding af nåle- og løvtræer, som det var så langt nord på, at løvtræerne efterhånden måtte begynde at vige pladsen for nåletræer. Træerne var grønne og fuglene fløjtede muntert i den lune dag.
I lysningen var der rigeligt med plads til den lille hytte, der var bygget af store sten og besad et stråtækt tag. Der var en skorsten i midten af huset og nogle få små vinduer uden glas. En enkelt dør vendte ud mod den eneste farbare vej, der ledte ind i lysningen.
Ude foran hytten var der et mindre opdyrket området, der blev brugt som køkkenhave - der i øvrigt bugnede, som efteråret gjorde sit indtog. Ved siden af hytten, var der en indhegning, der strakte sig ud til skoven og om bag huset. Her gik der to geder og en lille kraftig pony. Et skur stod op af hyttens endevæg, som de kunne søge læ i ved dårligt vejr. Der var også en flok høns med en hidsig hane, der huserede omkring hytten og lidt ind i skoven.
Ved den anden endevæg stod en ordentlig stabel brænde, hugget og klar til vinterens bidende kulde.
Foran hytten stod en gammel spand med blomster og en bænk. På bænken lå en ældre sort kat i solen og sov.

Ferghus var ved at luge ud i den lille køkkenhave. Der var flere forskellige grøntsager, som ville kunne holde på lager igennem vinteren og derved holde ham mæt. De første par år, han havde boet i huset, var det ikke gået så godt, men han havde lært af sine fejl og fik nu en ganske fin høst ud af køkkenhaven. Hvem skulle tro det, en dværg der gjorde sig i landbrug. Men et eller andet skulle han jo spise og han tjente ikke krystaller nok til at kunne købe al sin mad. Og selvom landsbyboerne med glæde hjalp ham, kunne han heller ikke blive ved med at trække på deres venlighed. De skulle også leve. Han købte korn og kød, nogle gange levende slagtedyr, i landsbyen, sammen med de fleste andre nødvendigheder.

Skoven var stille, ud over fuglesangen. Ensomheden havde han lært at leve med og faktisk var han begyndt at nyde isolationen og stilheden. For mange folk omkring ham, var begyndt at gøre ham irriteret og føle sig klemt. Så han tog ikke ind til de større byer, medmindre han fik et arbejde, der krævede det.
Solen var varm og han havde kun en mørkegrå kofte med korte ærmer på overkroppen, sammen med et par lange løse bukser og de tunge støvler. Hans halvlange sølvgrå hår var samlet i en lille hestehale i nakken og sveden glinsede let på hans pande, fremprovokeret af solens varme og den fysiske aktivitet.

Pludseligt brægede den ene ged og Ferghus stoppede sit foretagende for at kigge hen på den. Den var lige så effektiv som en hund, den gav lyd fra sig, hvis den kunne høre, at der var noget på vej. Så Ferghus gik roligt over til hyttens mur og stillede hakken fra sig, for så at hive en økse ud af en huggeblok. Den var absolut ikke så stor som hans kampøkse, men den var praktisk og af god nok kvalitet til, at han kunne kaste den så nøjagtigt, at han kunne ramme en pandeskal. Med et sammenbidt udtryk i ansigtet vendte han sig mod indgangen til lysningen og ventede tålmodig for at se, hvem der kom på besøg.

... eller her.