Det var en pæn dag med godt vejr udenfor. Fulgene kvidrede, og det virkede til at alt, for en gangs skyld, var idyllisk. Solen bagte fra nede på markedspladsen og helt op i tempelhaverne. Til trods for dette idylliske og varme klima udenfor, befandt satyren Archimedes sig på biblioteket. Her var dårligt nok nogen, men biblioteket var åbent, så nogen måtte passe på det, og det gjorde Archimedes. Det var måske ikke så glamourøst som at være en del af Lysets Hær, men Archimedes nød de stille timer på sine gamle dage. Han var efterhånden en mand godt op i årerne, selv for en satyr, og som hans kone havde sagt mere end en gang, så var det lidt af et mirakel at han havde overlevet så mange år med hvad han havde rendt rundt og lavet.
Et lille smil trak sig over den gamle bibliotekars læber som han tænkte på sin kone. Hun var nok på markedspladsen eller derhjemme, måske en af børnebørnene var kommet forbi. Måske de ville komme forbi senere. Ville være hyggeligt, men ultimativt var det her ikke et godt sted for de yngre. De larmede for meget, og biblioteket var for de stille og eftertænksomme.

Et lille suk gik igennem Archimedes, som han rejste sig op, tog sin stok, og begyndte langsomt at bevæge sig rundt, for at se om der var nogen ting han skulle sætte på plads, eller var blevet stillet forkert. Nogen gange gemte folk bøgerne de mærkeligste steder, og så måtte de jo finde pladsen til dem igen. Det var det eneste han rigtig kunne gøre på sådan en stille dag. De havde ikke fået nye bøger, og havde for nyligt omrokeret nogle af bøgerne. Det var trods alt heller ikke noget han kunne gøre alene. Det pinte ham, men han var efterhånden for gammel og svag til for hårdt fysisk arbejde.

På gaden uden for biblioteket var der et væsenmylder. Ikke i samme størrelsesorden som der kunne være midt på en højhellig lørdag, når markedspladsen var ved at flyde over, men nok til at deres fodtrin kunne vedligeholde en sandsky over den tørre vej. Solen havde stået højt på himlen i flere dage, og luften var varm og tung mellem paladsets vægge. Man skulle måske tro, at det var ideelt for en dæmon, men Tremor var ved at omkomme af hedeslag og havde snarere end at bede om tilladelse simpelt hen informeret sine ejere om, at han tog til biblioteket for at studere. De fleste af dem plejede ikke at protestere. Særligt ikke, hvis han informerede dem om sin gøren og laden på et tidspunkt, hvor deres opmærksomhed var andetsteds. Som for eksempel i bunden af frokostens vinflaske.

Vinden herude gjorde varmen langt mere udholdelig, og Tremor smid sin tynde overkåbe over armen. Det var en meget smuk dag. Ikke overraskende spottede han flere malere med små staffelier, der kunne transporteres, langs vejen. En del af dem havde samlet sig nær biblioteket, hvilket også var forståeligt. Den lange, brede trappe og søjlerne op til indgangen tog sig got ud i eftermiddagsolen. Det var en smuk bygning. *Overraskende hvad kakerlakker kan udrette, hvis der er nok af dem.* Tremor fortsatte sin gang op ad den lange trappe. Halvvejs oppe begyndte han at overveje, om det var en fejl, mens han svirpede en enkelt svedperle væk fra panden, men den kølige luft i bibliotekets enorme, skyggefulde indre gjorde trapperne værd. Han gik op til skranken, for han havde bemærket, at de havde flyttet lidt rundt siden sidst han var her. Det var også et par årtier siden. Eller var det et århundrede. Dæmonen kunne ikke helt huske det, men århundrede eller ej, så havde stedet ikke ændret sig lige så meget, som bydelen omkring det.
Han så sig afventende omkring og rømmede sig. "Hrm-hem."

At sige at arbejdet i biblioteket var super organiseret, var nok lidt af en overdrivelse. Nok meget. De fik ordnet det de gjorde, men de var ikke effektive, og op til flere af dem der bemandede biblioteket gik nok lidt for meget i deres egne tanker. Archimedes prøvede dog at være nok til stede at han kunne hjælpe hvem end der kom forbi, og siden han efterhånden havde erfaret at de fleste andre bibliotekarer ikke blev bag skranken, så måtte han altid holde sig i nærheden.

Archimedes var dog ikke sikker på hvor lang tid den nuværende person havde stået der, men han fik da noget travlt, da han så en mand stå ved skranten. Han kunne ikke lade folk vente i alt for lang tid, men dem der kom på biblioteket ofte, havde dog efterhånden vænnet sig til at det ikke altid var lige til at få fat i en bibliotekar. Det var nemmere at finde dem mellem reolerne og spørge.
”Undskyld ventetiden,” sagde Archimedes, som han nærmede sig skranten, og fik gået omkring den. Stokken i hans hånd, selvom det ikke virkede til at han støttede sig specielt meget til den. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte han venligt, og kiggede op på personen, der nok udentvivl var højere end han selv var. Satyrer var bare lave, selvom Archimedes var i den høje ende, og det var ikke fordi at det var unormalt for ham at blive set ned på af andre væsner.

"Har I fået nogle nye bøger i jeres sjældne sektion?" spurgte Nasus ligefremt. 'Nyt' var måske ikke det bedste ord at bruge, når han nu mente, siden sidst, han var der. Han kunne ikke huske den præcise dato for sit seneste visit for slet ikke at nævne det præcise århundrede. Dagene havde en tendens til at flyde sammen for hans race. Han havde dog en vis tiltro til, at Archimedes havde et lignede problem som - muligvis dement - satyr. Selv for for de hornede væsner, var han da oppe i årene. Nasus så ned på Archimedes både praktisk og billedligt talt, man hvad ville nogen ellers forvente af en dæmon. Fra denne vinkel, var det også svært for ham at overse satyrens naturlige hovedgevækster.
"Det er i øvrigt nogle fantastiske horn, De har," sagde Nasus, så man ikke var i tvivl om, at han mente det. Man kunne til gengæld være i tvivl om, om han synes, de ville være flottere, hvis de var monteret på en pejsevæg.

Archimedes var vant til at forskellige slags folk kom ind på biblioteket, men der var naturligvis en overvægt af de stille typer, eller dem der sjældent ikke havde næsen i en bog, så de havde svært ved at formulere sig selv. Denne person var lidt mere grov i kanterne, det kunne den gamle satyr allerede mærke.
”Jamen tak,” sagde Archimedes med et lidt undrende udtryk. Hornene var et tegn på hans alder efterhånden, men det sjældent folk kommenterede på dem, og han var ikke sikker på at de endelig blev kommenteret på var en god ting eller ej.

Han rømmede sig lidt. ”Jeg tror ikke at jeg kan huske at have set dig her for, så nyt er måske ikke det bedste ord at bruge. Jeg er sikker på at vi har noget af interesse, men jeg bliver nødt til at få noget mere konkret information for at hjælpe,” indrømmede han, og kiggede over sine briller på Nasus. 

"Ingen årsag," svarede Narcis (ja jeg ved det, jeg har nu officielt bestemt mig for et navn, så det ehr bliver sidste ændrig xb) og nikkede af etikette snarere end høflighed. Den gamle ged havde dog en udmærket pointe. Men siden Narcis ikke selv kunne huske, hvor han sidst havde været her - i hvert fald ikke præcist, og siden han heller ikke ønskede at afsløre sin høje alder, måtte han jo finde en mellemvej.
"Ja, det er jo noget tid siden, så jeg kan ikke huske en præcis dato... Hvad med at vise mig, hvad du har fået ind inden for det sidste år eller to?" Det måtte da være præcist nok, et enkelt år hvor jo ingen tid. Med mindre dette biblioteks standarder for, hvad de kaldte sjældne bøger var faldet siden hans sidste besøg, hvilket var en nær umulighed.

Det var ikke fordi at Archimedes ikke var vant til at der var folk der var gamle. Selv havde han selv en ganske høj alder, selv for en satyr, men der var da racer der blev meget ældre end han var. Det var ikke dem alle han egentlig havde været i kontakt med. Det var nok meget godt at han i sine dage ikke havde mødt en gammel dæmon. Eller værre, kæmpet mod en. Han var god, men så mange års erfaring gjorde alligevel noget ved hvor god man egentlig var.

”Jo, det kan vi nok godt få kigget på,” indrømmede han og nikkede eftertænksomt, før at han med sin lille krop dukkede ned bag desken, før at en stor, meget brugt, bog kom op med lidt af et brag på bordet. Biblioteksbrugerne stirrede også mod ham og han gav et undskyldende blik mod dem, før at han så tilbage til Narcis.
”De sidste to år siger du,” mumlede han før at han slog op i bogen og ledte fremad til en dato der passede til at være ca. to år gammel. Som han bladrede kunne han godt se at de havde måske fået lidt mange ting ind de sidste to år. ”Og det var ikke noget specifikt du ledte efter?”

Den gamle dæmon, som Archimedes naturligvis ikke havde mødt, ænsede slet ikke resten i bibliotekets gæster; ikke at han ville virke forstyrrende på dem, for han talte naturligt ret lavmælt i steder med højt til loftet. Det havde at gøre med akustikken. Narcis gled nærmere skranken, så han kunne følge med i Archimedes søgen. *Ørkensandets Skjulte Mysterier af Niferian Langstil- åh, Langpil* læste han blandt Archimedes' fund og smilte over sin egen læsefejl. *Den bog har jeg da set mindst to andre steder i det sidste... årti. Og så var det den længste beskrivelse af dyrelivet i ørkenen jeg nogensinde har læst* hvilket sagde en del. Ørkenen var som bekendt i ligefrem ved at løbe over af forskellige arter.

Bibliotekarens spørgsmål afbrød Narcis i at spejle sig i halvmånebrillernes og sætte et enkelt hår på plads. "Nej, intet bestemt. Kald det almen kedsomhed... Men udelad endelig alt dyrelivsrelateret, særligt hvis det er skrevet af en N. Langpil. Han har altid prellet lidt af på mig," svarede han og skimmede samtidig, den side Archimedes lige havde slået op på.

Archimedes nikkede bekræftende, og bladrede lidt videre. Der var en del sider over de sidste par år, men det var trods alt også alt de havde fået ind. Ikke hvornår de var skrevet, da der sjældent var som sådan datoer på det. I hvert fald på meget af det sjældnere. Måske en dag de ville have en bedre opslagsmetode, men det var vidst begrænset hvad der kunne være af det, når man skulle skrive alt ned på denne måde.

”Ah, her er der en uden forfatter. Nattehimlens effekter,” pointerede Archimedes så. Det var naturligvis mere sjældent når der ikke var forfatter på. Om det var brugbart kunne Archimedes ikke sige, men når Narcis ikke havde specificeret hvad han ville have, var det lidt svært med at søge. Især fordi at mange af deres sjældne bøger var blevet indsamlet flere hundrede år siden og ikke for nyligt. De færreste ville af med sjældne fund.

Et glimt af interesse viste sig i Narcis' øjne. Hvis det var den bog, han troede, det var, *og lad os være ærlige, jeg tager sjældent fejl*, så var han mere end almindeligt interesseret. "Hmm, jo den kunne jeg sikkert godt få tiden til at gå med," svarede han afslappet i et forsøg på at skjule sin iver. Han bed i øvrigt mærke af, at et par unge mænd i skoleuniformer var kommet ind ad hovedindgangen. De talte sagte, men deres intention om at gå hen til disken og få hjælp til et eller andet, var ret tydelig. Det var dæmonen ikke interesseret i at vente på.
"Ja, det bliver den. Skal vi?" Narcis vente sig en tand i retning af den del af biblioteket, hvor han mente at huske, de sjældne bøger blev gemt væk. Chancerne for at han huskede forkert var temmeligt store. Selv om han havde en god sans for bøger, var bogreoler og særligt dem af en 'praktisk' udskæring, kunne han ikke kende forskel på. For slet ikke at nævne, at menneskene og særligt dem, der tog sig af arkiver, havde en kraftig tendens til at flytte rundt på ting, når de kedede sig. *Spild af tid. En udmærket ting de ikke kommer på geniale ideer som at læse bøgerne i stedet for at stille dem et nyt sted.* Han afventede roligt bibliotekaren og skævede en enkelt gang til drengene bag ham. Det var muligt, han også havde valgt at vende sig på en måde, så han skærmede dem mest muligt for Archimedes' blik.

Archimedes rømmede sig lidt og tog fat i sin stok endnu engang. Han var jo efterhånden en små gammel satyr, så hans ben var ikke så gode som de engang havde været, ikke at dette var et problem med dette arbejde. Heldigvis havde han jo nu også en høj person der kunne hjælpe ham med at få bogen ned, hvis den stod høje steder. Hvilket de altid viste sig at gøre.

”Denne vej,” sagde han venligt og opdagede ikke engang skoledrengene der var hen mod dem. Han havde en opgave som han var fokuseret på, så det ville han forsætte med.
Vejen Archimedes tog Narcis var da heller ikke langt fra den vej som Narcis selv havde vendt i retning af. Det var dog ikke fordi at turen derhen gik særlig hurtigt. Archimedes havde ikke travlt som sådan, og det var mere komfortabelt at gå langsomt når man brugte stok.

Da de kom hen til nogle reoler, et godt stykke væk fra det primære opholdsområde, gjorde han da også stop, og begyndte at kigge efter bogen.
”Den burde stå heromkring,” nævnte han, som hans veltrænede øjne løb henover titlerne. De var sat i uorden endnu engang. Kunne godt være at han skulle se at få snakket med en af de yngre bibliotekarer der bare ikke kunne sætte bøgerne hvor de skulle være.

I samme øjeblik som den gamle satyr begyndte at gå, smilede Narcis hovent, som han plejede og tænkte beroliget *I det mindste har han pli nok til at være næsten blind, hvis man ikke står lige ved siden af ham.* Han stod et øjeblik og betragtede de to unge drenge, der åbenbart havde været på nippet til at tilkalde sig opmærksomhed og nu så lidt skuffede efter halvgeden. Det undrede nu Narcis en smule, at de to drenges lange blikke ikke flyttede sig hurtigere. Godt nok var satyren gammel, men han var trods alt ikke en snegl.
Narcis rettede sig op fr at have lænet sig ind over skranken og vendte sig mod Archimedes. Det ville være virkeligt svært, med mindre man også var stokdøv, at overhøre det meget dybe suk - både i udåndet luftmægnde og i tone -, der kom fra Narcis ved synet af, at han tydeligvis tog fejl. Nå, om ikke andet, så var dæmoner tålmodige væsner, så længe det tjente dem, så Narcis rettede på sit tøj og fulgte efter i et adstadigt tempo. Fra tid til anden, når han var ved at indhente Archimedes, standsede han op og studerede en bog eller to. Indholdet i dem, der fangede hans yderst kritiske blik, var sjældent vær at hænge sig i, men indbindingen af var temmeligt overdådige.

Da de to oldinge endelig nåede frem til deres bestemmelsessted, havde Narcis overvejet flere gange, om det havde været hurtigere at gå hjem, hente et af de relikvier, der besad søgende egenskaber, komme tilbage og gå bøgerne igennem selv. Nu konkluderede han, at det nok have været muligt, hvis gik med lidt længere skridt end sædvanlig. Hans eget tempo var heller ikke det mest energiske, men det skulle en hvis holdning og gangart til, hvis man foregav at være en overbelæst adelsmand. Den slags væsner var også ofte opblæste, men det behøvede han ikke spille skuespil for.

Narcis foldede tålmodigt hænderne bag ryggen: "Du siger bar til, når du har fundet den. Jeg har skam god tid."

Archimedes havde været hurtig og adræt som ung, og til tider kom energien og lysten også over til ham, og for en stund kunne han være ligeså frisk, men for det meste så han ingen grund til at bruge udnødvendig energi på at gå med hurtige skridt. Hans ben var også kortere end de fleste menneskers, og sågar andre racer, så han havde altid skulle gå hurtigere for at holde tempo med dem. Det havde ikke gjort ham noget dengang, men nu om dage, tog han tiden til at gå i sit eget tempo.

Ligeså snart det blev sagt, blev stokken løftet, og i et overraskende hurtigt tempo, gav han et lille slag ud mod Narcis. Ganske vidst mod det bløde af hans lår, og det var ikke fordi at det ville gøre ondt, men det var heller ikke intentionen.
”Jeg er en gammel, lav mand. Dine øjne er friske og unge, du kan i det mindste kigge med mig, i stedet for bare at stå der,” pointerede Archimedes. Det var tydeligvis en stemme der havde belært sin del af børn og andre afkom, omkring den ordentlige etikette omkring ham.

Han tog stokken væk igen, og pegede op på de øverste hylder. Stokken kunne nå, men det var tydeligt at den gamle satyr ikke kunne nå. ”Der er en chance for at den står deroppe, så vil du tjekke for mig? Ellers må du undskylde mig, mens jeg finder en stige.”

Geden havde tydeligvis ingen intentioner om at gøre nogen skade. Enten det eller også var Narcis' hud mere hårdfør end han huskede, hvilket slet ikke var umuligt. Ikke desto mindre så han ned på staven med et blik, der kunne stå mål med en adelskvinde, hvis skørter var blevet strejfet af en tiggerhånd. Han fik dog hurtigt samlet sig igen. Det var aldrig i hans bedste interesse at vække opsigt, selvom tanken om at knække mere end gedens vandrepind var fristende.

Han smilede ved tanken om diskret at sætte ild til et eller andet og se geden få fart på, før hans opmærksomhed vendte tilbage. "Javel, hr.," svarede Narcis med slet skjult sarkasme, foldede hænderne bag ryggen, og begyndte at nærstudere de øverste hylder med sine 'unge øjne'. Han måtte give bibliotekaren, at der stadig var spræl i ham.


Efter nogen tid var han ved at være færdig med hylde nummer tre. "Har du fundet noget endnu? Jeg er bange for, jeg ikke ser andet end støv."

Betjeningen gik altid noget langsommere, når gæsterne ikke ligefrem var høflige omkring Archimedes. De fleste så ham som en gammel, svag mand, og så også en satyr, så han kunne jo ikke være speciel kløgtig. Det var derfor ikke unormalt at der kom folk ind og ikke viste respekt for ham. Respekten havde altid været noget højere da han var rekruttræner. Så skulle han bare lægge alle de kløgtige rekrutter ned og så så de på ham med andre øjne. Men ak ja, han var da blevet for gammel til sådan noget.

Da Narcis endelig sagde noget, for at pointere at den nok ikke stod deroppe, lod Archimedes endelig trække en bog ud af reolen. Den så ud til at være ganske almindelig udseende. Bogen var brun og læderindbundet, og der stod egentlig heller ikke noget udenpå. Hvad end der havde stået der, var ikke blevet gjort ordentlig, så eventuelle bogstaver var kradset af i tidernes løb.
Satyren slog op på første side og der står der ganske vidst "Nattehimlens Effekter". Efter at det var blevet bekræftet, rakte Archimedes den mod Narcis, uden et ord, men med et muntert glimt i øjet.

Selvom dæmonen ingen tidsfornemmelse havde, når det kom til småting som minutter, havde han alligevel en sær fornemmelse af, at geden godt kunne have arbejdet hurtigere. *Umuligt... hans krop er alt for gammel...* Desuden stammede det sikkert fra, at Narcis havde ledt efter den bog i et par år nu... årtier? Han var i hvert fald sikker på at bibliotekaren havde snakket med sidst, ikke havde noget, der så meget som mindede om grå hår.


Narcis noterede sig med en forundret panderynke, at Archimedes havde et overraskende fast greb om bogen, før dæmonen tog den. *Stædige, gamle ged,* tænkte han anerkendende, tog afsked med Archimedes og biblioteket og forsvandt ud ad døren. Med snuden i de støvede sider glemte han hurtigt alt ved sit besøg, lige med undtagelse af satyrhornene. Han måtte holde øje med, hvornår de blev ledige og om nødvendigt fremskynde processen en tand, tænkte han smilende og forsvandt ned ad hovedgaden på vej hjem.