Sted: Markedspladsen
Tid: Tidlig aften
Vejr: Sommerligt, dog ikke vanvittigt varmt og med en dejlig kølig brise

Sklar var ved at være træt. Han havde brugt meget af dagen på markedspladsen, hvor han havde haft fingrene i folks lommer og stjålet lidt at spise, når han blev sulten. Med sin lave højde og undseelige udseende, tiltrak han sig ikke den helt store opmærksomhed. De store uskyldige øjne havde grådigt opslugt alt hvad der var at se. Hans uskyldige sind morede sig stadig kosteligt over de optrædende på pladsen, selvom han havde set nogle af dem mange gange før. De dyr, der stod til salg, havde som altid lokket ham til og alt hvad der ville røres ved, var blevet kløet. Han havde sendt lange blikke efter de bløde kaniner, der ville ende i nogens kødgryder. Men Cyrine ville ikke have kæledyr. Allerhelst ville Sklar have en kat, han elskede katte, men Cyrine virkede ikke som om, at hun kunne lide dem.

Den lille taske, han havde over skulderen, var ved at være tung med krystaller og småting, som han fandt spændende. Ting folk havde tabt eller skinnende ting, der blev solgt på pladsen. Ting der for det meste ikke betød noget for folk, men for en som Sklar var meget værdifuldt. Han havde også samlet et par fjer op ved hønsene. De fleste var sikkert placeret i tasken, men et par stykker var stukket i den fuglerede af hår han havde på hovedet, sammen med dem, der sad der i forvejen. Pandehåret var skubbet til side. Det trængte snart til at blive klippet, det nåede ham snart om bag øret, når han skubbede det væk fra panden. Det var varmt, og han havde bare en sort kofte med korte ærmer på, sammen med et par lange sorte bukser. Han var ligeved ikke at have taget støvler på i dag, men markedspladsen var ofte overstået med småting, man kunne skære sig gevaldigt på, så nu kogte hans fødder lidt, trods en barfodet tur i springvandet, da der var varmest tidligere på dagen.

Pladsen var begyndt at blive tømt for væsner, som aftenen nærmede sig. Han skulle huske at være hjemme, inden mørket faldt på. De underlige personer med masker for ansigterne havde bestemt, at man ikke måtte være ude, når der var mørkt. Ikke at Sklar forstod hvorfor, men han forstod, at man kom i problemer, hvis man ikke overholdt den regel. Så han sørgede for at være hjemme. Det gjorde Cyrine ikke altid, men ind til videre var hun altid kommet hjem.

Lige som Sklar besluttede sig for at gå hjem med byttet, fangede hans blik en alt for udsat pung i bæltet på en mand, der var fordybet i samtale med en anden mand. Skulle han lige tage den sidste med? Jo, hvorfor ikke? Så uden at gøre opmærksom på sig selv, gik han op bag ham og med snilde fingre trak han pungen fri af bæltet. Pærelet, ikke?

Det var ganske normalt for Hedwig at være på patrulje på markedspladsen. Det var også typisk der, hvor der skete mest ballade. Så hun havde gået rundt mellem boderne, og holdt udkig efter ballade magere. Hun var måske ikke den bedste til at bedømme hvornår nogen skulle straffes eller ej, siden børnene typisk fik lov til at gå. Hvad de andre byvagter ikke vidste, havde de ikke ondt af.
Hun havde opdaget en mand der havde vandret rundt, og selvom hun ikke kunne være sikker, så virkede det til at han var ude efter noget. Så hun havde gået efter ham. På sikker afstand.

Hendes bekymringer blev snart bekræftet, da hun så manden så fint tage en pung fra en anden mand, hvilket over resulterede i at hun med faste skridt gik over og tog, måske en smule hårdt, fast i skulderen på manden hun havde set stjæle.
”Det er vidst bedst at du giver manden tilbage hvad du har taget,” sagde hun bestemt. Denne mand virkede som så mange andre tyve i byen, og hun havde trods alt et job at gøre. Om han måske ville reagere lidt anderledes, end hun var vant til, det ville hun ikke engang kunne forudse ske.

Lige som han hev pungen til sig, landede en tung hånd på skulderen af ham, en hånd der tog ved, så han ikke kunne stikke af. Hans hjerte sprang et slag over og hele hans krop stivnede, som angsten kom væltende. Fanget. Det var lige før, at han ikke turde se, hvem det var, der havde taget fat i ham og til at starte med, røg hans blik også bare i orden. Manden, han havde stjålet fra, bandede og flåede pungen ud af hånden på Sklar, inden han kunne nå at give den tilbage selv. Forberedt på et slag, dukkede Sklar sig en smule, men det kom ikke. I stedet takkede manden hvem end det var, der havde taget fat i ham, og gik med den anden mand, som han havde stået og snakket med.

Sklars hjerte hamrede af sted, men ud over hans stivnede krop, kunne man kun se angsten i de grå øjne, der flakkede fra side til side i et forsøg på at finde en udvej. Men så længe personen havde fat i ham, kunne han ikke komme nogen steder. Ikke løbe hjem eller finde en nærmeste blanke overflade og komme i sikkerhed på den måde.
Selvom angsten havde overtaget hans krop, vandt nysgerrigheden alligevel og han drejede hovedet nok til, at han kunne skimte personen bag sig. En kvinde. Men det var ikke det, han fokuserede på. Byvagternes mærke sad på hendes tøj og angsten gav ham nærmest kvalme. En byvagt. De grå øjne blev blanke, som en af hans største frygt kom til live - at blive fanget af en byvagt. Cyrine havde fortalt skrækhistorier om landets ordenshåndhævere. Og selvom Sklar godt vidste, at de skulle være gode, vidste han også, at han var en af de slemme, når han stjal. Og derfor ville byvagterne smide ham i et dybt sort hul resten af hans liv. Det var i hvert fald, hvad Cyrine sagde. Et enkelt gisp efter vejret lød fra ham og han sænkede hurtigt de stadig tårefyldte øjne mod jorden.

Hedwig nikkede venligt til manden der takkede hende for hendes hjælp med det. Det var trods alt bare hendes job. Hendes opmærksomhed vendte dog hurtigt tilbage på problemet i alt det her. Uanset hvor lidt hun kunn elide det, så blev hun nok nødt til at tage ham ind, og så finde ud af hvor stor skaden var sket. Heldgivis burde han jo have alle sine tyvekoster på sig, hvis hun gættede rigtigt og han havde været i gang med det hele dagen.
”Kom så, lille ven, jeg kan desværre ikke bare udenvidere lade dig gå,” sagde Hedwig, hendes tone var blid, og slet ikke den autoritære stemme der tidligere havde været der. Hun så måske skræmmende ud, med sine store bygning, byvagtsuniformen, og de mange ar og tatoveringer der viste et liv i bandemiljøet. Hvis man ikke vidste bedre, var hun nok en af byvagterne man mindst havde lyst til at blive fanget af. Virkeligheden var dog noget andet. Hun var nok noget af de blidste væsen (i hvert fald ædru), og henddes hjerte var for stort til hendes krop. Selvfølgelig skulle hun stadig øre sit job.

Hun klemte blidt om mandens skulder, før at hun begyndte at prøve at styre ham hen mod arresten. Hun gjorde ingen tegn på at lægge ham i lænker endnu, men hun mente tilgengæld heller ikke at hun ville have et problem med at han ville prøve at flygte. Hun havde stadig et bestemt tag på ham, men dog ikke nok til at det ville gøre ondt som sådan.  

Fanget. Byvagt. Alting kørte rundt for Sklar, der først bare gik i sort, som han ikke kunne håndtere situationen. At han ikke var død af skræk for mange år siden kunne måske undre, for han håndterede sjældent uvante eller farlige situationer ret godt. Hos ham var det ikke flygt eller slås, nej det var flygt eller frys og lige nu frøs han, ude af stand til at stikke af med den tunge hånd på sin skulder. Kvindens blide stemme hjalp ikke, som synet af byvagtens mærke var brændt ind i hans sind. Byvagt. Hans hænder knyttedes som han forsøgte at få samling på sig selv, men lige nu var han bare en lille dreng fanget med fingrene i kagedåsen, som forventede at få en endefuld af børnehjemmets bestyrer.

Men ingen vold skete, i stedet begyndte kvinden at føre ham igennem markedspladsen og de tilbageværende væsner. Han kunne høre hendes håndjern klirre, når hun gik, men hun gav dem ham ikke på. Måske en trøst for nogle, men det at blive ført igennem markedspladsen, synlig under alles blikke, var så svært for Sklar, at han ikke tænkte nærmere over det. Hans hjerte galoperede af sted og gråden lå så tæt på overfladen, at hans blik var sløret af tårer. Skammens gåtur. Flash backs til sin tid på børnehjemmet gled over ham og hele hans indre skreg bare efter Cyrine til at komme og redde ham. Men Cyrine kom ikke og turen fortsatte med hånden på skulderen og Sklars indre i vild panik. Han havde lukket ned, fundet sin egen lille verden at være i og forsøgte at ignorere verden omkring sig, så meget som muligt, nu hvor han blevet tvunget til at gå.

Hedwig bed ikke så meget mærke i hvordan manden havde det. Der var mange mennesker omkring, og jo hurtigere at de kom frem, jo hurtigere kunne de nå i bunden af det her. Desuden var der jo altid nogen der gerne ville genere en byvagt. Noget Hedwig desværre kendte lidt for godt til. Især fordi at det var sjovere at irriterer dem når de faktisk lavede deres arbejde.
Så derfor styrede hun let manden mod arresten, og ignorerede de fleste andre omkring dem, og det var da også først da hun var på vej til at sætte ham ind i en af cellerne, at hun endelig tog et godt blik på ham. Hun havde undret sig lidt over at han havde været stille, men hun havde tydeligvis gået i sin egne tanker for det virkede bare til at han var væk.

Hun lænede sig lidt ned så hun var på hans højde, og sørgerede selvfølgelig for at stå foran ham. ”Er du okay?” spurgte hun, et hint af bekymring kunne anes i hendes stemme, selvom det ikke gjorde meget hvis han virkelig var væk. Det havde ikke været hendes mening at ignorere tyven mens de gik, men normalt kunne folk på hans alder godt håndtere at blive fanget, men han havde selvfølgelig givet op lige lovlig hurtigt.

Blikkene brændte som han blev ført af sted af byvagten og han ville ønske, at han kunne blive usynlig. Puf, være væk, så ingen kunne se ham. Men det kunne han sjovt nok ikke, så den forfærdelige gang mod byvagternes hovedkvarter fortsatte. Han så ikke op, faktisk så han ikke så meget andet end der, hvor han skulle sætte sine fødder som han forsøgte at lukke alting ude.
De forlod markedspladsen og var ganske hurtigt ved den store bygning. Som de gik ind, begyndte en klaustrofobisk følelse at snige sig ind over Sklar og hans vejrtrækning blev lidt mere anstrengt. Stadig lydløs, men hurtig.

Til sidst stod de foran en celle. Panikken blev mere og mere tydelig i hans øjne, samtidigt med at man tydeligt kunne se, at han ikke rigtigt var til stede længere. Der var intet nærværende i hans ansigt og han reagerede ikke, da hun snakkede til ham. Det var som om, at hun slet ikke var der. Han blev ved med at se i jorden som en lille hund, der var blevet slået. Det så sikkert ret underligt ud for en voksen mand, skuldrene hængende slapt, men kroppen spændt op og hovedet sænket med blikket i gulvet. Han havde ingen anelse om, hvad der skulle ske nu, ud over at det lille rum han skulle ind i, virkede som et stort tomt sort hul, hvor han kunne forsvinde for evigt. Som Cyrine havde sagt, at man gjorde, når byvagterne fik fat i en. Han havde på ingen måde lyst til at gå derind, men fik han besked på det, ville han gøre det. Hun var jo voksen. Og en autoritet.

Da det ikke virkede til at manden sagde noget, var der ikke meget hun egentlig kunne gøre. Desuden, han ville nok være okay, det var jo ikke fordi at han fik hugget sine hænder af eller andet. En nat i cellen ville primært være hans straf, siden han havde fået afleveret hvad han havde stjålet, eller hvad hun havde fanget ham i. Hvor meget han reelt havde stjålet anede hun trods alt ikke, men hendes i erhverv var der ikke tid til at stoppe op og reflektere over tingene.
Så hun skubbede ham ind i cellen, og lukkede den efter sig. Før at hun forsvandt ned af gangen, for at nedlægge rapport over hvem hun havde smidt i cellen for natten , og så kunne hun da også komme hjem til en varm seng. Det havde hun behov for.

Der var dog noget der prikkede i hendes sind når hun tænkte på manden hun havde smidt i cellen, men ligeså snart hun ramte puden, faldt hun i søvn og var langt væk i drømmeland.

Ville dette mareridt slutte? Åbenbart ikke, for Sklar fik et lille skub fremad ad den kolossale byvagt og han snublede ind i cellen. Han forventede næsten, at det var stort dybt hul, men gulvet forblev under hans fødder og der skete ikke noget. Ikke noget, der kom frem for at fortære ham, ingen smerte, ingenting. Frosset til stedet begyndte han at ryste over hele kroppen og han havde nær vendt det hvide ud af øjne, men inden han gik helt i sort, blev døren lukket bag ham. Og han blev begravet i mørke. Et svagt klynk kom fra ham, men han rørte sig ikke, som han ikke kunne se, hvor han skulle gå hen. Minderne fra tiden i børnehjemmet kom over ham, det lille kosteskab han havde været låst inde i, som straf for sine ture ind til pigernes sovesal, hvor han havde fundet tryghed ved Cyrine. Tårerne væltede op i hans øjne, men stadig rørte han sig ikke. Og langsomt vænnede hans blik sig til mørket og konturerne i det lille rum dukkede op. Bænken til at sove på. Natpotten. En kande med vand. Alt sammen mere end han kunne drømme om, men intet af det registrerede han, som det meste sikre sted i rummet sprang hans paniske hjerne i øjnene. Hjørnet bag bænken. Havde han haft størrelsen af et barn, var han kravlet under bænken, men der var lige netop ikke plads nok. Så i stedet fik han mast sig ind i hjørnet bagved, hvor han havde mur bag sig og til den ene side og bænk til den anden side. Og her krøllede han sig sammen til en lille kugle, samlede hænderne foran sit ansigt og satte sig til at rokke frem og tilbage, ikke ret meget, men nok til at berolige sig selv. Hans hjerne lukkede ned og sendte ham til den trygge fantasiverden, han altid trak sig tilbage til. Sådan blev han siddende hele natten, stille rokkende og blankt stirrende ud i luftet, væk fra omverdenen. Selv søvnen blev væk, som skrækken stadig fik hans hjerte til at banke hårdt og hans krop til at ryste. Sådan ville han blive siddende til udmattelsen slog ham ud eller Cyrines stemme og berøringer trængte igennem til ham.

Der var snart gået et helt døgn. Cyrine havde været ude på én af sine sædvanlige aftener i arenaen, men der havde ikke været nogen Sklar derhjemme til at tage imod den igen blodige kvinde, da hun kom ind i det rodede hus og havde dumpet ned i det som der burde have været en sofa en gang. Den var mere ramponeret i dag. Mon de skulle til at få fat på en ny én engang?
Hendes hænder fandt vandt frem til en flaske hjemmebrygget et eller andet stærkt, der stank langt væk af alkohol og hun formåede næsten at tømme den da det endelig gik op for hende, at Sklar stadig ikke var kommet hjem. Det var meget sent efterhånden, hun var ret fuld, men også meget bekymret, så hun rejste og gik ud i natteluften, den friske luft der var tæt på at slå hende helt i gulvet. Men bekymringen var større, så hun stavrede af sted, rundt for at lede i hele slumkvarteret. Uden at finde ham. Gaderne var tomme, hans vante skjulesteder forladte.

Til sidst var hun begyndt at tage en snak med folk i området og efter flere timers spørgen rundt - næsten resulterende i at nogen brækkede næsen - fik hun noget nyt. Nogen havde set Sklar gå væk sammen med en stor byvagtskvinde, så Cyrine fik hurtigt sat fut i røven på sig selv og skyndte sig hen til byvagtskvarteret. Hvordan hun formåede at komme ind til cellerne uset vidste hun ærligt talt ikke, men efter at have slået mindst to byvagter ud, samt stjålet et bundt nøgler, begyndte hun at lede. Ved hver celle var der heldigvis et lille vindue med en klap der kunne slås til og fra, så hun kunne se ind. I hvert rum var der enten tomt eller også lå der én eller anden voldsmand eller lignende og snorksov derinde, men til sidst nåede hun til et sted hvor hun kunne se to fødder stikke ud bag bænken i lokalet, så hun begyndte at fumle rundt efter den rigtige nøgle. Det måtte vel være her han var? Andre ville sgu ikke sætte sig sådan et småt sted i hvert fald, men nu var døren efterhånden også låst op og hun valgte for sikkerhedens skyld også, at få hængslerne til at stramme sig telekinetisk, indtil døren ikke kunne lukkes igen. Så havde byvagterne også andet at lave end at gå og gøre livet surt for hende og Sklar!

Hun gik ind i rummet, kunne ikke lade være med at hikke let, før hun trådte hen og satte sig på hug foran Sklar, der så vildt panikslagen ud. I sin egen verden igen. Hun rakte frem og klappede ham let på kinden. "Sklar? Sklar hvad laver du her? Kom så, så skrider vi ud herfra," hendes øjne var måske ikke helt fokuserede, men hun var stadig "kun" lettere beruset. Hun lod dog ikke drengen sidde der og kukkelure. I stedet tog hun fat om ham og forsøgte at få ham op fra sit lille hul. Det var ærligt talt lidt besværligt, men han så helt fra snøvsen ud. 

Det var først næste morgen at Hedwig endnu engang kom tilbage. Tyveknægten havde nok haft godt at sidde der natten over, og Hedwig selv følte sig mere udhvilet og i et bedre humør idag end hun havde været i går. Der virkede til at alting gik strålende. Ingen hun skulle stoppe på vejen over til Hovedkvarteret, og folk virkede til at være i udemærket humør da hun ankom.

Hendes gode humør blev dog hurtigt ødelagt, som hun gik ind i arresten for at finde manden der havde været låst op for natten, og det var i den grad ikke kun synet af ham hun fik. Inden i cellen stod også en kvinde over manden, og hun var ikke helt klar over hvad der skete, men uanset hvad det var, så kunne det ikke være godt.
"Hvad sker der her?" sagde hun højlydt som hun kiggede på kvinden der nu var inde i den meget åbne celle og så manden der ikke så ud til at bevæge meget på sig i hjørnet af en celle. Det fik dog Hedwigs humør til gå yderlig en tak ned. Det var et mærkeligt sted at befinde sig. Briksen at sove på var måske ikke meget, men den var bedre end at sidde i et hjørne. Måske havde der været noget i vejen da hun havde efterladt ham i går, men der var ikke meget hun egentlig kunne gøre når han ikke sagde noget.

Det havde været en lang nat. En meget lang nat, hvor Sklar havde siddet i det klemte hjørne, vippet frem og tilbage og mentalt være forsvundet fra virkeligheden. Hans egen lille fantasiverden havde holdt ham mentalt sikker, men han var mere end fysisk træt, sulten og tørstig. Der havde været skrig og skrål om natten fra vrede væsner og hans hænder havde flyttet sig, så han nu holdt sig selv for ørerne. De grå øjne stirrede tomt ud i luften og han blinkede så langsomt, at man kunne blive helt i tvivl om han overhovedet blinkede.
Cyrine burde genkende dette, noget der især var sket for ham på børnehjemmet, men også i ekstremt pressede situationer igennem hele hans liv. Det skete ofte, men ikke så slemt som nu. 

At nogen fumlede ved døren og at den til sidst gik op, registrerede han slet ikke. Han var et lille dyr fanget i en kasse, han ikke kunne flygte fra. Selv da Cyrines stemme og klappen på kinden faktisk begyndte at røre noget i ham, skete der ikke rigtigt noget. Ikke andet end at han holdt op med at vippe. Så snart han registrerede, at hendes ånde stank af sprut og hendes ansigt bar mærker efter de slåskampe, hun havde været i, trak han sig endnu længere ind i sig selv. Han elskede sin storesøster, var afhængig af hende som en barn af sin mor, men hendes hang til alkohol og smerte skræmte ham, han hadede det ligefrem, og det kunne han ikke håndtere lige nu. Heller ikke selvom hun betød, at han var fri.

Måske? Var han fri? Eller var hun fanget med ham? Byvagtens stemme kunne vel kun betyde det sidste, men intet at alt dette var bevidste tanker hos ham, kun noget der svagt kunne opfanges i hans underbevidsthed. Han begyndte dog at rokke igen, som byvagten gjorde sin tilstedeværelse bekendt og der kom et svagt klynk fra ham, som endnu en bølge af angst gled igennem ham.

Et dybt suk gik gennem Cyrine da hun opdagede, at Sklar slet ikke reagerede på hvad hun sagde. I det mindste var han stoppet med at vippe frem og tilbage, men han sagde intet og var bare blevet endnu mere indelukket. Det frustrerede hende voldsomt, for de skulle ud NU, før der kom flere vagter. Hun var allerede skide upopulær hos byvagten efter det med Randall. Det ville kun gøre alting værre hvis der blev lagt mere lort på lorten.
Og det blev der selvfølgelig for snart blev deres korte tavshed brudt af en kvindestemme, der fik Cyrine til at kigge hurtigt op fra Sklar. Vreden brusede op i hende, noget så pludseligt. De havde sat ham herinde, lille Sklar. INGEN skulle røre hendes lillebror! Hun rejste sig langsomt fra gulvet mens næver knyttedes så hårdt at knoerne blev hvide. Hvis kvinden ville slås for dette, så skulle hun fandme også for lov til det!

"Hvad... Ved Zaladins afbrændte røvballer, tænkte I på?! At lukke ham inde her, hvad er der GALT med jer!" al tanke om at gå stille med dørene var fløjet komplet ud af vinduet. Hun forblev i cellen ved siden af Sklar, overbeskyttende. "Min lillebror kommer med ud lige nu! Og du skal kraftedme ikke stoppe os, hører du!? Det er enten det, eller jeg bliver her, for jeg går IKKE uden min bror!" hun lagde armene over kryds og sendte den store kvinde et stort misbilligende blik, ganske utilfreds med det hele.

Det var næsten for tidligt at håndtere dette. Sådan havde Hedwig det i hvert fald lige nu, og man kunne tydeligt se det komme til udtryk i sit ansigt, som hun stod og blokere praktisk talt hele celleindgangen. Det kunne godt være at denne kvinde stod og pustede sig op, men Hedwig tårnede sig praktisk talt over hende, eller ville gøre, hvis hun fkatisk trådte ind i cellen. Hedwig var et bjerg.

”Jeg har absolut intet problem i at lukke cellen, og så kan I begge sidde herinde,” startede Hedwig ud med og det var tydeligt at hun mente det. Hun ville nok tage alt hvad Cyrine havde på sig til at starte med, men hun ville lukke dem inden uden nogen problemer.
”Og hvem tror du overhoved du er, siden du tror du kan beordre et medlem af byvagten til noget som helst? Jeg tog din bror ind fordi han gik og stjal nede på Markedspladsen. Det er grund nok til at sætte ham i fængslet natten over,” kom det skarpt fra Hedwig. Hun vidste måske ikke hvad der foregik, men lige nu ville hun absolut ikke gøre noget for parret foran hende. Ikke med den beordrende tone.

Jeg har valgt at aflive Sklar, så siden tråden her alligevel er død, så lukker jeg den lige :b