I udkanten af Elverly, langt fra de flestes øjne havde Altair slået midlertidig lejr. Det var sent på eftermiddagen og solen var ved at gå ned. Himlen var malet i varme rødlige nuancer og ude mellem de orange skyer kunne der skelnes violette områder som stadig holdte ved de sidste blå nuancer reflekteret fra solens lys. Altair kiggede sig omkring søgende. Ifølge de lokale omkring skulle der ligge en flod ikke så langt herfra. Floden skulle flyde med sølv og hvis man på en måde kunne transportere dette med sig kunne selv den fattigeste blive rig på en aften. Dette interesserede dog ikke Altair særlig meget, men derimod havde han hørt noget andet. Det var ikke så udbredt som floden af sølv, der kunne give folk status og rigdomme, men et mindre rygte om skovelvernes rige - Elverly. Nogle mente at floden gik tværs igennem Elverly, og det derfor var det mest troværdige kort til Elverly. Dette var ikke første gang han havde hørt dette. Præget af hans nysgerrighed havde han pakket en taske of draget ud imod det store ukendte skovareal. Han havde altid gerne ville se byen hans mor var opvokset og selv erfare alle de fantastiske ting hun havde fortalt ham om. 
Efter at have kigget sig lidt omkring kunne han skelne et svagt glimt ud af øjenkrogen mellem nogle buske. Han listede forsigtigt nærmere og skubbede nogle grene til siden og til hans glædelige fornøjelse mødte hans øjne en strøm af sølv der glittrede under solens sidste stråler. Det er virkelig en flod af sølv tænkte han og satte sig ved flodbredden og strøg en hand let gennem vandet. 

Galan var greve i elverly og hvde nogle skønne børn og en sød kone, men han var ude og så på skoven da han hørte nogle gå rundt. han gik op i et træ og satte sig til rette da en kom frem fra en busk. det var et menneske. han var vel ude på at få noget rigdom. Galan sad og smilte til manden nede på jorden og lagde sig over grenen og betraktede ham. 
"ja det er smukt ikke sandt" sagde galan med et lille grin og så på floden. han var nu van til at se den så den var ikke noget nyt syn for Galan. han havde blond hår og blå øjne. hans tøj var af det fineste elverstof og hans hår sad i en halv hestehale.

Overrasket over at høre en stemme komme ud af det blå i omgivelser han ellers troede han var alene i, rejste Altair sig op i en hurtig bevægelse og vendte sig mod stemmen. "Hvem?" sagde han på Elvisk af ren vane og lagde en hånd i sin taske over låget på en flaske lignende beholder.  Ven eller fjende tænkte han stadig på elvisk og kiggede op på elveren i træet. Altair var ikke sikker på om han var glad eller bekymret for at møde en elver på disse egne, men nikkede blot til kommentaren. Han betragtede elveren og som det var sagt var det sandt. Som alle elvere Altair havde mødt var også denne elver utrolig smuk. Altair fandt specielt elveren's gyldne hår virkelig smukt. I solens stråler synes han næsten det skinnede som guld. "Er du for ondt eller godt?" spurgte Altair på elvisk næsten hviskende, men med en rolig og frygtløs stemme.

Galan der kunne krystalisk også vidste at det var mest udbredt blandt mennesker så da han talte elvisk så Galan med et hævet bryn til ham stadig smilene. Galan tog fat i grenen og svang sig ned på jorden og landte elegant. han rettede sig op og så på manden. "Galan Drannor. og jeg er ven. ej en fjende, så længe De opføre Dem med værdighed og respekt for skoven" sagde han roligt på elvisk og gik roligt mod manden og rundt om ham. han fik sagt ven før manden spurgte om ondt eller godt. Galan var jo tankelæser så det var helt normalt for ham at kunne forstå tænkerne og også derfor han kunne krystalisk.
Galan var meget glad for skoven og dens inbyggere. han var dog også meget beskyttende over for den da det var hans hjem og hans families hjem. Han var dog også meget venligsindet over for andre racer. så længe de ikke tvang ham til at udlevere Elverly som var hemmeligt for andre end elvere.

Altair smilede skævt som svar til det hævede øjenbryn og kunne næsten gætte hvad der havde sat undren i gang hos elveren. Han observerede som elveren hoppede ned fra træet, og tog sig selv i at stirre overrasket over elvers højde, da han rettede sig op. Altair tog et skridt tilbage og blev igen lettere overrasket, da Galan ikke bare introducerede hans navn, men også svarede på hans spørgsmål før han havde spurgt. "uhmm.." svarede han lidt usikker på hvad det klogeste næste træk ville være. Han stod stille, som Galan gik rundt om ham. "Altair.... Altair Deforest" sagde han kort efter "skovene er mit hjem og vandet mit element, der er kun respekt og kærlighed for naturen i mit hjerte". Han løftede begge hænder op og fremviste sine håndflader som et tegn på at han var ubevæbnet og ikke havde nogen intention om at forvolde skade. 

Galan gik ikke rundt for at se om han havde våben, men for at se om han var elver eller hvad han var. Galan var rolig da manden fortalte at han boede i skoven. han smilte. "skoven er hjem for mange. også for dyr, og dyr har intet gjordt jo" sagde han med et venligt smil. han var nu foran manden som vidste sine håndflader.
"bare rolig. jeg har intet ondt i sinde med Dem, jeg ville blot obsevere Dem og se hvad De er." Galan stod roligt og lagde hænderne i lommerne i bukserne. han kunne jo læse tænker så han kunne altid vide hvad folk ville gøre før det skete.

Altair sænkede sin hænder og sendte Galen et venligt smil. "Jeg er af racen menneske, men begge mine forældre er elvere" svarede han dog adopteret tænkte han hurtigt og sendte sendte et afledende blik ned mod jorden før han igen kiggede på Galan. Gad vide om jeg kan spørge ham om vejen til Elverly, og hvordan jeg lige gør det uden at lyde mistroisk Altair sukkede lavt og strøg sine lange fingre gennem sit hår i en elegant bevægelse. Elvere var ikke altid nemme at kommunikere med, da de var et stolt folk som ofte så ned på andre racer. Dog fik Altair følelsen af at Galan måske ikke var så arrogant, som andre elvere han tidligere havde mødt.

((tænker det måske er bedre at lave kortere svar, nu hvor Galan jo kan læse tanker, og han derfor skal have mulighed for at reagere på det))

Galan så på ham da han fortalte at hans forældre var elvere men han var menneske. han skulle lige til at spørger ind til det da altair tænkte hans spørgsmål. Adopteret. ja men så kunne de umuligt ha boet i elverly. og hvorfor ville elvere adoptere et menneske. de fleste elvere var jo stolte af deres race.
mandens spørgsmål i hovedet fik Galen til så at ned i jorden. "jeg kan desværre ikke vise Dem vej til Elverly," kom det fra Galan og han så op med et lidt trist smil. "elverly er kun for fuldblods elvere og vores leder gør alt for at holde det sådan" Galan elskede sin elver leder men synes også det var synd at holde byen skjult for alle de rejsende der ønskede at se den.

Overrasket over svaret der var givet før han havde spurgt, kiggede Altair undrende på Galan "hvordan?..." sadge han både højt og tænkende. Han vidste der fandtes folk med forskellige egenskaber, ham selv inkluderet, men var der en evne som kunne læse sind? Hvilken frygtelig egenskab, det ville være, hvis den faldt i hænderne på en fra mørkets side. Han gyste ved tanken. Der var dog ikke så meget han kunne gøre angående Galans svar. Der var intet at vinde ved at prøve at tvinge en ufrivillig, og især ikke hvis han gerne ville komme på god fod med dem. Han sendte Galan et forstående og venligt smil "Nå, sådan må det jo være" sagde han og lavede en 'it can't be helped' bevægelse med hænderne "men du kan måske fortælle mig, lidt mere om din evne?". Selv om Altair havde prøvet at lyde afslappet, var der ingen tvivl omkring nysgerrigheden og interessen i hans stemme.

ja folk blev overrasket over Galans evne. men han havde jo altid haft den "tændt" vis man kunne sige det sådan. han grinte lidt og lagde armende om bag nakken. "jeg kan læse tænker, derfor vidste jeg De ville spørger." sagde han og så på ham da han spurgte ind til hans evne og næsten lyste op i stemmen af nysgerighed. men dog lød afslappet gjorde Galan bare smilte. "jeg er som sagt tænkelæser. og det gør jeg kan forstå dine tænker og høre dem når jeg ønsker det. selv om de ikke er lige korrekte altid. men træning gør jo en bedre. " han smilte venligt og fortalte med vilje ikke om sin anden evne da den godt kunne virke lidt stærk.

Altair nikkede mens han lyttende med nøje opmærksom på hvad Galan havde at sige om hans evne. Det var lige før han havde fundet sin notesbog frem og skrevet det hele ned. Det var jo en chance for at dokumentere noget han endnu ikke havde erfaret selv. Han undlod dog at gøre det, han havde lige mødt Galan og han følte det måske var en smule underligt for ikke at nævne ubehøvlet. I stedet sendte han Galan et stort fascineret smil Kan du så læse hvad jeg tænker nu? tænkte han. Det var ikke fordi Altair ikke troede på det han lige havde hørt eller havde mistillid til Galan, men det lå i hans nysgerrige personlighed at efterbekræfte alting, hver gang noget usædvanligt havde krydset hans vej. For Altair var fakta først fakta når det var blevet bevist og erfaret. Så meget han nu selv var i stand til indenfor realistiske grænser. Et eksperiment var aldrig fuldendt uden et valideringsforsøg. 

I noget tid stod Altair stille uden at sige noget. Dog var hans tanker begyndt at vandre, som de altid gjorde når noget havde fanget hans interesse. Hans sind ville begynde at tænke mere teknisk og et spørgsmål eller det andet ville poppe op. Nysgerrig og ivrig. Han tog sig undrende til hagen "de er ikke altid korrekte?" gentog han hans ansigtudtryk meget fortvivlet "hvad vil det sig? At man kan læse et andet individs tanker forkert, som hvis man læste i et ord forkert i en bog?" Galans kommentar havde nu rigtig sat gang i Altairs tanker. Han var usikker, hvordan kunne man læse tanker forkert? Hvordan kunne et individ dekryptere et andet individs sind. Hvordan mon det var at læse tanker hos en anden? Ville det ikke være irriterende, hvis man ikke kunne slå det fra. Var det noget der larmede, ville det blive læst højt af brugerens egen stemme? Hvordan kan man blive bedre hvis man træner? er det en koncentrations ting? Altairs tanker var for alvor begyndt at vrøle og kom med spørgsmål efter spørgsmål. Det var ikke fordi han ville have et svar med det samme eller direkte fra Galan, det var bare en naturlig reaktion hans tørst for viden havde udviklet. Han havde derfor heller ikke overvejet at alle de masse ting han havde tænkt var tilgængelige for Galan, som var hans sind en åben bog.

Galan så på Altair da han nærmest stod på tær af nysgerrighed. da han så tænkte det første grinte Galan. "kan du så læse hvad jeg tænker nu?" sagde Galan som svar på hans tænker. han lagde hovedet på skrå og kunne godt fornemme at han havde mere på sinde end som så. Galan gik over til træet han var hoppet ned fra og lænede sig op af det og lyttede til det han sagde det med tanker og en bog. grinte Galan og så på ham med et stort smil. "ja det kan man vel godt sige, men det er mere at man så kun for brydstykker af tænkerne når det bliver ukorrekte." Galan måtte dig tage sig til hovedet da Altairs tanker gik igang med at stille spørgsmål på spørgsmål på spørgsmål. det blev meget uklart for Galan hvad han tænkte lige nu. alt var et stort rod og messen for Galan. han forstod dog et spørgsmål da han koncentrerede sig meget om at lytte. en koncentrations ting. ja det var det vel. men også en træænings ting. for Galan havde øvet sig i mange år på at komme så langt som han var nu.

Altair begyndte at grine, han førte sin venstre arm om bag nakken og lavede nogle stræk bevægelser med nakken. Han var yderst imponeret. Hans øjne fulgte Galan, da han gik hen mod træet og efter han havde talt færdig fulgte han efter og satte sig ikke langt fra træet, slog tasken i jorden og lyttede meget nøje til hvert et ord der blev sagt. Fra tid til anden ville han nikke og ligge hovedet lidt på skå. "Det er yderst interessant," svarede han til Galans forklaring. "Ville det være okay --" startede han men stoppede da han så Galan tage sig til hovedet, og det var der han endelig opfangede at hans tanker havde været et kaotisk rod, som det jo naturligvis altid var. Der skulle ikke meget til for Altair til at forstå, hvad der var sket "det må du virkelig undskylde!" Udbrød han og rejste sig hurtigt igen og rakte en hånd ud til Galan "er du okay?" spurgte han bekymrende og prøvede at stoppe sine tanker. Dog jo mere han tænkte på han ikke skulle tænke på noget, desto mere tænkte han. Hans tanker var dog blevet simplere og havde indskrænket sig til stop med at tænke, stop med at tænke, stop med at tænke. 

Galan smilte forsigtigt da Altair sagde undskyld virkelig højt. han gik over til ham og lagde en hånd på hans skuldre. "bare rolig. det var ikke slemt. det blev bare... et stort rod i mit hoved" han smilte venligt over tænkerne fra Altair og satte sig ned på jorden med et ben bøjet ned på jorden og et bøjet op over jorden og sad helt behageligt. "men forsæt endelig med hvad De var ved at spørger om" sagde han og ventede roligt på hvad han ville spørger om. det kunne jo være heldigt det var noget nyt man spørger ham om.

Altair sukkede let og stadig med en smag af skyldfølelse, nikkede han for igen at hentyde en undskyldning, før han satte sig ved siden af Galan. Han rakte ud efter sin taske og fiskede en bog og pen op. "Jo, det jeg ville spørge om var, om det ville være okay, hvis jeg noterede nogle af de ting de har fortalt mig om din evne?" Han åbnede bogen og en masse ting stod over det hele, der var intet system eller orden at finde. Hans håndskrift var ikke særlig læselig, men man kunne se at der stod en masse detaljer og noter til det der måske kunne ligne lidt hovedteksten. "Ah det skal selvfølgelig siges, at det kun læses af mig og det kun er for min egen fornøjelse" 

Galan smilte varmt og nikkede så. " jo det er helt okey at de skriver det ned. men jeg har jo en evne mere ud over tænkelæsning." forklarede Galan ham med et venligt smil og rejste sig op. tog en hånd frem og dannede en lys kugle som han lagde ind i en pil han havde med. han lagde den på en bue og spændte for og skød den op med en gren højt oppe. og den farede igennem luften og ind igennem grenen så den flækkede midt over.
"det er en særlig evne jeg lærte som barn" sagde han og så på de blade han havde ramt der faldt ned til jorden. pilen var forsæt op i himlen til den ikke havde mere fart eller lys energi kugle i sig og faldt ned til jorden og landte faldt på jorden.

/inaktivitet