Tid: Tidlig eftermiddag  
Vejr: Klart og solskin
Omgivelser: En masse træer 

Altair havde vandret i et par dage før han var kommet til Amazonitskovene. 
Fra et rygte han havde opfanget i en by ikke langt herfra havde nogen snakket om, at de havde vidnet en jord elemental. 
I starten havde han ikke troet på rygtet, da et rygte var et rygte, dog var det et rygte der var årsagen til han havde startet sin søgen efter elementaler. Han sukkede en smule og satte sin taske på jorden tæt ved et træ ah.. tænkte han og slog sig ned lidt efter ved siden af tasken. Træerne og de rolige naturlige omgivelser mindede ham om hans hjem og hans forældre. Jeg burde sende et brev når jeg kommer til den næste by tænkte han, mens han beundrede lyset der skinnede gennem trætoppenes blade. Han rakte dovent ud efter sin taske og fandt en beholder med vand frem. Han stillede den i græsset foran ham og tog låget af. Med simple og eleganter bevægelser kontrollerede han vandet og begyndte at føre det rundt i luften. Det beroligede ham at se vandet flyde let og elegant i luften og efter kort tid førte han det til sin munden og drak det.   

Runila var oppe i et af de nærtliggende træer og plukkede æbler, som hun nøjsommeligt pakkede ned i sin rygsæk, eller hun asede og masede en smule for at gøre plads til så mange æbler som muligt, men alt hendes varme tøj fyldte en masse dernede, og hun sukkede en smule arrigt over at hun ikke havde tænkt så langt som at tage mindre tøj på da hun rejste fra Dragorn; men sket var sket og hvad kunne hun gøre ved det nu? En smule surt tog hun en bid af et rødt og skinnende æble som hun lige havde plukket. Hun gumlede dovent på det og så tomt frem for sig imens hun slog hjernen fra. Der var ikke længe til at hun var nødsaget til at rejse hjem, inden hendes mor sikkert ville sende en masse folk ud for at lede efter hende.. Men Runila fandt ikke hvad hun søgte på sin færd; Elverly. Det var som om at stedet var usynligt, eller at det kunne mærke at hun ikke hørte til og derfor ikke kunne finde det.. Eller også var hun bare det helt forkerte sted, og slet ikke i nærheden af Elverly. 

Et mildt suk lød over hendes læber, i det mindste havde hun da fået en ny ven, eller det håbede hun da at hun var til Elasha; den lyshårede elver. Det var en skam at hun alligevel ombestemte sig, og lod være med at følge efter hende til sit hjemsted.. men sådan var det jo; Hun følte at det ikke ville være fair for sin veninde, og at hun sikkert ville kunne komme i problemer hvis de andre elvere fandt ud af at hun havde fået en fremmed med sig ind i Elverly. 

Hmmm? Hun sad helt stille og kiggede ned igennem grenene og bladene, for at se længere fremme. Hun opdagede at den lyd hun havde hørt, tilhørte den fremmede dreng som havde sat sig op ad et træ. Han var ikke en dværg, og ingen elver heller. Runila rynkede lidt på næsen og lænede sig frem, og prøvede at finde en behagelig stilling som hun kunne sidde i oppe i træet imens hun holdt øje med drengen. Han så ung ud, men muligvis ældre end Runila? Det kunne være at han var et menneske. "Oh.." lød det forbavset fra hende, men lavt, da hun så at drengen legede med vandet på en måde så det viklede sig rundt i luften. Det var yderst fascinerende, og hun lænede sig længere frem og knugede øjnene en smule for at stille skarpere på vandmagien. 

Som hun lænede sig frem, mistede hun fodfæste fordi hun simpelthen ikke holdte øje hvor hun satte fødderne, eller hænderne for den sags skyld. Der hvor hun troede at der var en gren som hun kunne læne sig på.. var der simpelthen ingen. "aaAAERRGH!!" lød det chokeret og højt fra træet hun var i. Med en hurtig refleks forsøgte hun at tage fat i en gren som hun i få sekunder hang i, inden hendes fingre opgav og hun faldt forsat. Det gjorde ondt, og hun blev vist revet lidt på armene og ryggen. Med et bump faldt hun til jorden, med sin rygsæk på maven af hende, og et par æbler som hun havde plukket lå rundt omkring hende i et lettere rod. "Ahh.. for pokker da også i.. bæh!" stønnede hun lavmeldt og hostede kort. Runila blev liggende og så op træets blade, så meget for at være diskret.. tænkte hun med et suk.

Altair satte sig op og skiftede hurtigt sin siddende position til en, hvor han hurtigere kunne rejse sig og forsvare sig, da et kæmpe skrig kunne høres mellem træerne ikke langt fra hvor han sad. Det er tæt på tænkte han og greb ud efter sin taske og bandt beholderen med vand til sit bælte. Normalt ville der højst sandsynligvis ikke være noget farligt i disse egne af skoven, men han ville ikke risikere at støde på det uventede. Han lænede sig op mod træet så hans krop var skjult og fra venstre side stikkede han hovedet ud for at se om han kunne fange et glimt af lydens kilde. Tanken om at kigge ned havde ikke faldet Altair ind og han opfangede derfor ikke noget usædvanligt. Underligt tænkte han og rejste sig forsigtigt op og bevægede sig i nærmere med simple og rolige skridt. Pludselig hørte han en stemme og stoppede brat op. Han kiggede ned i retning af stemmen og sparkede let til et æble, der trillede tilbage til den liggende skikkelse. Usikker på hvad det var, stillede han sig over skikkelsen, så hans krop skyggede for solen. Uden at sige noget kiggede han undrende på den lille sorthårede person. Well, det her er uventet tænkte han og smilte skævt.

Runila lå og gumlede på sin brede underlæbe imens hendes krop fandt tilbage til nuet. Det gjorde ikke lige så ondt når hun lå stille, som hvis hun bevægede sig; men det var ikke første gang at hun var faldt ned af et træ, og heldigvis var hun ikke alt for højt oppe til at der kunne være sket noget alvorligt; blot et lille bump mod kroppen. Hun hævede et øjenbryn da hun hørte et af æblerne trille hen imod hende, og hun prikkede til det med fingeren da det kom tæt nok på. Hendes ansigt vendte sig mod æblet, og hun undrede sig over hvem der mon havde fået det til at trille hen til hende? Det kunne jo ikke bare gøre det af sig selv. 

Hun skulle til at sætte sig op da en pludselig skygge formede sig over hvor hun lå, og med et chokeret blik havde hendes øjne låst sig fast på den halvsmilende dreng som stod lettere lænet hen over hende. Hans ansigt var finere, og mindre grovt end de fleste dværges, næsen heller ikke lige så bred og kartoffeltudet, og heller intet ansigtshår, andet end det lyse hår på toppen af hans hovede. Det så blødt ud. Runila lagde mærke til at drengens øjne var milde, men ikke destro mindre undrende over Runila's pludselige tilstedeværelse. "O-Oh.." fremstammede hun kort, og hendes rødmossede, fregnede ansigt blev mere rødt jo mere hun så på drengens ansigt. Han var pæn, og per refleks gemte hun nærmest ansigtet i sit tykke krusede hår ved at redde det fremad og holde det fast foran hende så kun hendes øjne var frie.
Runila var flov over sit ansigt, da hun mente at hun ikke var særlig pæn.. og det havde de fleste også fortalt hende det meste af hendes barndom; selvfølgelig ikke hendes mor dog! men mange af de andre ungdværge. Hendes krop var ikke på samme måde som deres, og hendes ører var længere, ligesom en elvers, dog kortere end en elvers. Runila var en god blanding af en elver og en dværg, hvilket også fik hende til at ligne mere et menneske i kroppen, end en smuk og slank elver med lange lemmer. 

Altair lagde hovedet lidt på skrå for at studere personen nærmere. Han var ikke helt sikker på han havde set noget lignende før. Anderledes fra en elver havde, det han antog var hunkøn, ikke en elvers tryllebindende skønhed. Det eneste elver lignende træk han kunne bemærke var de spidse ører, men selv disse var ikke en gennemsnitlig elvers længde. Hun var også for høj til at være en dværg, selv om hendes kropsbygning godt kunne være noget i nærheden deraf. Altair førte sit blik op og ned af pigen flere gange og måtte i sin konklusion antage, at hun var et menneske med muteret spidse ører. Der fandtes ikke mange bøger om blandingsracer og folk snakkede da heller ikke så åbent om det. Racisme var en betydelig del i Krystallandets hverdag, og de færreste ville nødigt have uønsket opmærksomhed.

Det var svært at bedømme mennesker, da de kunne være alt på spekteret fra morderiske til pacifistiske. Han mente dog ikke hun så så faretruende ud, især ikke når hun lå der ansigtet gemt bag sit krøllede sorte hår og fregnede kinder i flammer. Han kunne ikke holde en latter tilbage og undrede sig over om han så så faretruende ud i andres øjne? Han trak let på skuldrene over tanken og tog et skridt tilbage for at give pigen noget plads. Han børstede sine hænder i sit tøj og rakte en hånd frem imod hende "har du brug for en hånd?" spurgte han på Krystalliansk med en så rolig og umistænkelig stemme han kunne. Han skulle jo nødig skræmme hende mere end hun allerede var.  

Runila sad der og lignede en omvendt skildpadde pga. den tykke rygsæk som forsat sad foran hende på maven. Lige så stille slap hun grebet om sit hår som skjulte hendes  ansigt, og de tykke krysede lokker hang om hendes ansigt igen. Det var ustyrligt, hvilket også var grunden til at Runila havde opgivet at gøre noget ved det.. hvis hun var heldig kunne det lige netop blive sat op i en hestehale.. men også kun hvis hun var heldig. 

Hendes blik havde nærmest låst sig fast på den fremmedes ansigt, og hun sank en nervøs klump. Kinderne var forsat rødere end hendes allerede rødmossede ansigt, og hun bed sig lidt i underlæben. Runila havde svært ved at finde ord, og det var som om hendes stemme havde pakket sig væk og trillet afsted sammen med æblerne som lå spredt rundt omkring. Det var først da drengen trådte et par skridt tilbage og gjorde plads til Runila's væsen, at hendes blik gled ud til siden og væk for at se på noget andet end hans pæne ansigt. Er alle væsener jeg render ind i på min færd, smukke eller hvad?! tænkte hun en smule frustreret, og havde svært ved at tro det. Det fik Runila til at føle sig grimmere end hun allerede mente at hun var, og hendes hjerte hamrede hurtigt af nervøsitet. 

"Ø-øh.." Hendes blik vandrede hurtigt mod den fremmedes ansigt igen da han snakkede. Og først havde hun ikke lige fattet hvad han sagde fordi hun simpelthen var for fordybet i sin egen egen verden af selv had. Hun rystede lidt på hovedet, "Jo tak..!" Hun bemærkede først der at hun havde rystet på hovedet, og rettede hurtigt sin bevægelse til at nikke. Aldrig havde hun været så befippet før, men det var også første gang at hun havde set et smukt hankønsvæsen før. 

Runila skævede til hans hånd, og derefter på hans ansigt, og sank endnu en klump. Hun var bange for at hendes hånd måske var svedig.. for hun følte sig helt varm i kroppen. Med en hurtig bevægelse tørrede hun sin hånd af i sin top, bare for en sikkerhedsskyld, for hun med en forsigtig bevægelse rakte sin hånd frem mod den anden. 

Altair smilte lidt forvirret over Runilas rysten på hovedet, som hurtigt blev til et bekræmftende svar. Han grinte lidt igen, ikke hånligt, men fordi det var lidt en løjerlighed. Han havde ikke prøvet, at nogen reagerede således omkring ham. Han havde stadig ingen anelse om, hvad årsagen kunne være, men hans første antagelse om det var frygt havde ikke ændret sig meget.

Han lagde hovedet lidt på skrå, ventende på at hun skulle tage hans hånd, men sekunderne gik, hvor hun blot skævede til ham. Deres øjne mødtes kort, men hendes opmærksomhed var hurtigt et noget andet. Stadig med den ene hånd fremrakt, strøg han med den anden fingrene igennem håret og uglede det med små horisontale bevægelser. Ikke helt sikker på hvad der var det bedste at gøre i denne situation, blev han bare ved med smile og prøvede på ikke at virke faretruende. Dog da han kunne se at hun forsigtigt rakte sin hånd frem, greb han ud efter den bestemt, og med en kraftig og hurtig bevægelse hev hende op. Måske endda med mere kraft end nødvendigt, da han muligvis havde overvurderet hendes størrelse. 

Runila kom med et overrasket fnøs da drengen med overrublende kraft fik hende op at stå på benene, men pludseligheden fik hende til at miste balancen et kort øjeblik og hun bumpede hovedet ind mod drengens brystkasse. Hendes allerede rødmende ansigt, blev yderligere rødt og hendes kinder varme. Aldrig havde Runila oplevet at have det på sådan en måde; hun følte sig nærmest syg, og svimmel og hendes hjerte hamrede hurtigt. I sådanne situationer derhjemme ville hun med det samme blive lagt i seng og få serveret en god omgang havrgrød med smør på, men nu? Selvom det føltes nøjagtigt som når hun var syg; så var der også en kildrende fornemmelse i maven, som fik hele hendes symptom til at føles en kende anderledes.

"AH..." Hun rykkede sig hurtigt væk fra ham og slap hans hånd, og forsigtig at forholde sig roligt, men hun følte sig fuldkommen mundlam. Desværre begyndte hun at føle sig virkelig akavet, og stilheden imellem dem ville hun meget gerne bryde. "J-Jeg så dig gøre noget med vandet." fik hun stammet ud og hendes blik skævede rundt for at finde fodfæste i hendes egne ord, "Det var ret sejt." hun sank en nervøs klump, og hendes ansigt var forsat rødt, og udtrykket en smule anspændt. Runila sendte et flygtigt blik til ham.